by - 0 comments

Bryllupstale

For lidt over et år siden gik jeg hænder – og hjernevridende rundt i Sydhavnen og spekulerede over, hvordan jeg bedst kunne lave en tale, når min søn skulle giftes med sin Nina. For det er ikke ligegyldigt, hvad man siger til et bryllup. Og slet ikke når man er brudgommens mor. Vi er ikke en familie af store ord. Vi går ikke rundt og fortæller hinanden, at vi elsker dem. Vi gør det bare. Elsker hinanden. Men når nogen gifter sig, er det faktisk en rigtig god anledning til at stikke hånden ned i posen med de store ord. En anledning til at sige noget af det, som vi ikke går rundt og siger til dagligt. En anledning til at få ting sagt, så verden også kan høre det. For også i en familie uden store ord, er det vigtigt at vide sig elsket.

Men man kan så let falde i gryden med svulmeord. Og de er stærkt kvalmefremkaldende. Særligt når de kommer fra nogen, der er mor til en brudgom. Man kan også let snuble hen på stien for ironiske vittigheder. Og det er ikke helt heldigt, når man gerne vil fortælle to mennesker noget om, hvor glad de gør mig. Jeg var udfordret. Jeg besluttede mig for at gøre noget, jeg aldrig havde gjort før. Jeg lavede en tegneserie. Det er i sig selv sjovt. For jeg kan ikke tegne.

For præcist et år siden fortalte jeg historien om den lille rødhårede drengebaby, der blev født i Randers.

Slide02

Og jeg fortalte, hvordan han voksede op og var en glad og ubekymret lille dreng, der langsomt skiftede hårfarve til noget kridende hvidt.

Slide09

Og hvordan den lille dreng måtte stå så grueligt meget igennem i den flok skrappe damemennesker, han voksede op sammen med.

Slide10

Men den lille dreng voksede videre og slap ud af kløerne på de skrappe damer. Han brugte nogle år på det, drenge bruger år på, mens de bliver ældre. Og så begyndte han igen at gå i skole. Her var det, at han kastede varme øjne på den sødeste pige i klassen

. Slide18

Heldigvis virkede det. De varme øjne fik hjerter til at svulme og bryde ud i sød musik.

Slide23

Men helt var drengen jo ikke sluppet af med de skrappe damer. Som hele tiden frittede ham for alt muligt. Og især for noget med hjerter i brand. Men han ville ikke fortælle dem noget.

Slide27

For at gøre en lang historie kort, så slap det jo ud til sidst. Og den sødeste pige var jo simpelthen lige sådan en, der havde manglet i familien. Lige sådan en, som kunne gøre alle de skrappe damer bløde og som de sammen med alle de små børn bare elskede.

Slide29

Og det hele endte så fint med det fineste bryllup i den smukkeste kirke med de bedste mennesker. Og de festede allesammen til den lyse morgen derude i Rådvad.

Slide30

Og levede de lykkeligt? Ja, de har i det første år som ægtefolk redet gennem verden på en bølge af lykke, der drysser små flige af på alle os andre, når vi møder dem. Og når nogen bare gør min søn eller mine døtre så glade og fulde af lykkedrys, så kan jeg kun sige et stort og rungende tak, fordi den sødeste pige i klassen fandt vej ind i vores familie.

Talen var selvfølgelig meget længere og fyldt med fotografier af det lille rødhårede drengebarn. Men resten er vores og hans og klassens sødeste piges.

by - 5 kommentarer

Huller i min skal

Tirsdag eftermiddag ramte det mig, at det ikke var nogen ubetinget god idé at være på to dages konference om kræftrehabilitering og senfølger. Der gik hul i min professionalisme. Jeg var en klump blød dej, der langsomt boblede over og flød ud på gulvet. Jeg var reduceret til sådan en, som engang havde haft lymfom. Som havde fået monsterhøje doser kemoterapi i et hidsigt, intensivt forløb.

Fra talerstolen talte forskerne pludselig kun til mig. En fortalte mig med alvorlig stemme, at risikoen for depression og angst er lige så høj otte år efter min diagnose som for fem år siden. En anden fortalte mig, at jeg måske har en stor risiko for at få hjertesvigt eller forhøjet blodtryk eller blodpropper som en følge af nogle af de stoffer, der piskede ind i mine årer dengang. At jeg konstant går på en ‘pude’ og med ild i fødderne, deler jeg åbenbart med nogle af de kvinder, der har haft brystkræft. Og at det aldrig bliver bedre, har jeg forlængst lært at leve med. Men at jeg oven i hatten har trukket et lod, der giver en større risiko for kræft efter kemoterapi, er en erkendelse, der almindeligvis bliver lukket ned i bunden af tasken. Rummet fyldtes af elendighed og dårlige liv.

Jeg blev ramt. Og trist. Og sur. Og trak hovedet helt ind i mig selv. Indtil jeg stak det ud igen og tænkte på, om der er sket så meget, siden jeg råbte op for snart otte år siden. Jeg råbte op, fordi jeg tænkte over, hvordan alting var gået, hvis ikke jeg havde været mig. Hvis ikke jeg havde kendt til lymfom og kemoterapi og immunsystemet. Eller til rehabilitering og motion under kemoterapi. Hvis jeg ikke havde kendt til hospitalssystemer, eller hvis jeg ikke havde haft min store kæft. Jeg hører stadig ikke så meget om, hvordan det går dem, der ikke kender til det. Dem der ikke har netværk eller job eller penge. Nå, det er stadig min mission i livet at sparke gang i den slags forskning. At sørge for, at vi støtter og holder hånden under dem, der virkelig, virkelig har brug for det, når vi har skåret i deres kroppe, strålet dem med radioaktive stråler og spulet indvendigt med kemoterapi. For det handler ikke kun om at opdage kræft i tide. Det handler også om at støtte det liv, der leves imens. Og efter.

Men tirsdag aften krøllede jeg mig sammen som skamskudt råvildt.

I dag kan jeg se, at det faktisk er lykkedes mig en stor del af tiden at leve mit liv uden forbehold igen. Ellers havde forskerne nok ikke ramt mig i solar plexus. For jeg er jo bare sådan en, som har haft lymfom engang. Og som egentlig slet ikke lever det dårlige liv, der fyldte rummet til konferencen. Men som alligevel arbejder ihærdigt med at skabe nogle rammer for sammenhæng for dem, der bliver syge. Også for kræftpatienter.

Og jeg blev på en eller anden måde endnu gladere for den poster, vi havde med. Om det projekt vi har lavet sammen i det sidste år.

IMG_3893

by - 1 kommentar

Pride Parade

Vera og jeg havde en aftale om Pride Parade i lørdags, så ved middagstid mødte jeg op på Frederiksberg efter hende. Hun var helt klar i tyl, glimmer og bling-bling, og jeg var klar med regntøj og løbevogn.

IMG_3847Pride Parade markerer afslutningen på Gay Pride ugen og er et farverigt mangfoldighedshorn af mennesker, fest og musik. Jeg elsker det. Og det gør mig glad langt ind i sjælen hvert år. Det gør mig glad, at Frederiksberg Rådhus klæder sig i striber og åbner sine døre. Det gør mig glad, at så mange mennesker går med i paraden. Det gør mig glad at se den ene fremtrædende politiker efter den anden i optoget. Men det gør allermest glad at opleve de tusindevis af tilskuere, der står langs hele ruten. Jeg får lidt af min tro på verden igen. Den er god. Den er fuld af kærlighed. Og den er fuld af plads og rum til os allesammen med al vores forskellighed.

Vi pløjede os gennem menneskemængden på rådhuspladsen på Fredeiksberg og fandt Dansk Sygeplejeråd, der havde sin egen opstilling i optoget. Min veninde kom grinende tilbage og fortalte, at hun havde mødt en, der spurgte om hun var blevet homo. Ja i dag er jeg, havde hun svaret. Og måske ville flere deltage, hvis de holdt op med at være bange for, at nogen kunne tro, de var homoseksuelle? Optoget handler jo ikke om sex. Optoget handler om mangfoldighed og rummelighed. Og det handler om retten til at være forskellig. Den ret bliver konstant udfordret. Og i andre egne af verden bliver mennesker slået ihjel for at være anderledes. Der er alle grunde til at fejre retten til forskellighed hvert år.

IMG_3848Et par dage efter Pride Parade postede min veninde billeder fra optoget på Facebook. Og igen dukkede spørgsmålet op: Er du blevet homo? Folk spørger ikke mig. Måske fordi de er bange for pinligheder? Jeg er jo en gammel evighedssingle, og man kan ikke vide, om der gemmer sig en gammel homo bag facaden.

Men jeg er straight og almindeligvis vild med mænd. Men jeg rejser gerne panden og retter ryggen for alle menneskers ret til at være den, de er. Og jeg fester gerne over, at vi vil forsvare den ret i mit land.

Og Vera havde en fest.

 

 

 

by - 4 kommentarer

Mulen

Mulen er mig. Jeg har mulet i en uges tid nu. For oven på sådan et år, som har budt på langt mere lort end lagkage. Som har røvet liv fra to mennesker, jeg elskede. Og har stjålet vores tid sammen. Ja, så fortjente jeg et plaster af den virkelig smukke slags. Derfor bestemte jeg mig for noget, jeg har drømt om i mange år og inviterede mig selv på en tur til Grønland i september. Det var sådan helt udenfor almindelig feriestemning, så jeg stod på hovedet og fik folk til at slå kolbøtter for at flytte møder og deadlines, så jeg kunne holde fri. Og de gjorde det.

Og så aflyste de turen. 

Rejsebureauet havde ingen problemer med at sende mig en mail og aflyse. Men jeg vover ikke at kravle tilbage til alle dem, der bandt knuder og sløjfer, så jeg kunne få min ferie. I stedet blev jeg smækfornærmet. Skød underlæben længere frem end en tallerkenneger og grumpede iltert rundt på kontoret. Jeg trådte i ‘jeg-nægter-at-være-positiv’-karakter og skummede rundt i ulidelighed.

Men fik man øje på et væsen klædt i sort løbetøj, der hujede hen over Kalvebod Fælled allersidst på dagen, mens det lettede i kiksede jubelhop. Ja, så kunne det være mig. For netop som jeg snørede løbeskoen, ringede min telefon. Som jeg først gloede lidt olmt på for at blive i stemningen, men alligevel svarede. Og det var Flemming fra Haveforeningen. Det kan måske være svært at forestille sig, at en Flemming fra en haveforening kunne få mig til at springe badut hen over fælleden, men når han ringer og fortæller mig, at jeg lige om lidt er indehaver af det lille røde træhus, der har rammet mine drømme ind de sidste par uger, så kan han. 

Det sker! Jeg får det fineste hus i den fineste have. Og nu har jeg jo den fineste lille ferie, der passer perfekt til at flytte ind i det fineste røde hus.

IMG_3784

by - 0 comments

Plys og kanel

Hej mormor, kommer du ikke herover og passer Esther, så vi kan komme ud og købe ind, råbte Vera ivrigt i telefonen i går eftermiddag.

Joe, sagde jeg, det kan jeg da godt.

Nej, nej, råbte Sofie i baggrunden, det var ikke det, du skulle spørge om.

Nå nej, sagde Vera.

Mormor, vil du ikke komme og besøge mig – vi har KANELKNÆKBRØD!

Ingen i verden kan modstå et tilbud om kanelknækbrød en torsdag eftermiddag, så selvfølgelig kom jeg.

Imens jeg pakkede sammen og cyklede fra Rigshospitalet, sad Vera tålmodigt med to runde skiver kanelknækbrød foran sig. En til mig og en til hende. Men det tog lang tid, og hun måtte tage en bid af sin skive kanelknækbrød. Og så måtte hun tage en bid af min for at mærke, om de smagte ens. Og så måtte hun tage en bid mere. Og skiverne skulle jo gerne være lige store. Så derfor tog hun en bid mere.

Da jeg endelig trådte ind ad døren, rakte Vera begejstret et meget lille trekantet stykke kanelknækbrød frem. Det er til dig, mormor, råbte hun glad.

Peter Plys har ikke levet forgæves.

Og vi gik på legepladsen

IMG_3835

by - 1 kommentar

Hverdagsmagi

Når regeringen råber på større overlevelse og mindre ulighed i sundhed og synes, det er gjort med at lave flere helbredstjek og hurtigere diagnoser, glæder jeg mig i mit stille sind over mit eget job. Hver eneste dag møder jeg læger, sygeplejersker, terapeuter, socialrådgivere og mange andre, som arbejder hårdt med at gøre syge mennesker raske. De arbejder lige så hårdt for at gøre livet godt for dem, der ikke bliver raske. Og de knokler for at gøre de syge og raske stærke nok til at håndtere en hverdag med det, der nu skal håndteres. Det er nemlig det, der betyder noget i det regnestykke, der handler om overlevelse, livskvalitet, arbejdsevne og lighed, når de syge mennesker har fået den operation eller den medicin, der gør noget ved deres sygdom.

I dag mødtes jeg først med en sygeplejerske fra psykiatrisk gadeteam og en socialrådgiver fra herbeget på Sundholm. Psykiatrisk gadeteam, spørger du? Og Sundholm? De arbejder med dem, som de fleste af os helst ikke vil vide af. Samfundets bund, so to speak. Dem der hverken har hjem, arbejde eller godt helbred. De øser af deres viden og erfaring og giver de mennesker præcis den slags støtte, de har brug for, så de kan leve dagen igennem uden at gå i stykker. Og de elsker det, de gør. De elsker de mennesker, de gør det for og sammen med. Og jeg elsker at mødes med dem, fordi de oser af ren arbejdsglæde. Hverdagsmagi. Og jeg cyklede fuldstændig glad videre til Rigshospitalet. Fordi jeg vidste, at vi sammen ville gøre det bedste for en syg mand, der havde særligt brug for det.

Senere på dagen var jeg til møde på en afdeling, hvor de opererer mennesker med kræft. På mødet var der læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, diætister og så mig, som er den der kan trække nogle sammenhænge mellem det de kan på hospitalerne, og det de kan i kommunerne. Lægerne og sygeplejerskerne forklarede, hvordan operationerne og medicinen påvirkede patienternes liv, og hvordan de organiserede den støtte, der skulle til for at folk kunne leve et liv med de alvorlige gener, sygdom og behandling gav dem. Og igen sad jeg der på min stol og blev kisteglad over professionelle mennesker, der tænker meget længere end til diagnose, operation og medicin.

For det gør det ikke alene. Jeg råbte op om det, da jeg selv blev syg. Jeg skrev artikler om, at kræftbehandling skulle tænkes sammen med det liv, der skulle leves for at give mening. Og jeg råber stadigvæk. Nu er jeg bare så heldig, at jeg sidder i en stilling på landets største hospital, hvor mit råberi både bliver hørt og brugt. Så jeg kan godt sætte mig til rette for en stund og være en lille smule tilfreds over at kunne bevæge mig i et univers, der i den grad giver både mening og sammenhæng. 

by - 1 kommentar

Når ringen sluttes

Dengang min mor fødte mig, forærede min far hende en ring. Ringen er af guld med en stor og rund dybgrøn sten. Jeg har mærket den ring hele mit liv. Hver gang, jeg har taget min mors hånd. Fra jeg var ganske lille har mine fingre fundet den runde, glatte sten og aet den, mens jeg holdt min mors hånd. Alle babybørn i familien har suttet grådigt på den ring.

IMG_3755Jeg aner ikke, hvad den grønne sten kaldes. Den er glat og fin, og jeg husker, hvordan min mor tog ringen af og lagde den til side, når hun vaskede op. Nogle gange vendte hun ringen med stenen ind i håndfladen, så den ikke blev ridset af arbejde.

IMG_3756

Nu øver jeg mig i at gå med ring. Jeg har sjældent brugt fingerringe. Mine fingre er små, korte og tykke. Mine knoer buler ud og blokerer adgang for de fleste ringe. Men min mors grønne ring glider fint ind på min ringfinger. Og når den sidder på min finger, ser min finger så fin ud. Nej min hånd ser fin ud. Min hånd og ringen kan lide hinanden. Og jeg har min mor med mig hele tiden.

IMG_3743

Jeg øver mig i at huske at lægge ringen ved vasken. I at vende ringen, så stenen ikke bliver ridset, når jeg laver noget, der kan ridse. Men mest vandrer min tommeltot hen over guldringen. Mest finder min ringfinger og den grønne sten vej til mit ansigt, hvor den stiller stryger over mine læber.

Mine egne børn har kendt og mærket den grønne ring hele deres liv. Og nu ved jeg, at de for evigt vil finde min hånd og lade fingrene mærke den grønne sten. En ring er på en måde sluttet.

Og jeg? Jeg er så glad for min fine ring med den grønne sten. Jeg er så glad for, at ringen kan leve videre på min hånd. Og jeg er så glad for at mærke min mor, når mine fingre finder den glatte sten.

 

 

 

by - 3 kommentarer

Pivende nødvendigheder

Når jeg er sammen med min far, krøller han med jævne mellemrum sammen. Når vi kører forbi bestemte steder, når vi finder en særlig bog, når vi rydder en hylde i et skab, eller bare uden videre. Efter en stund tørrer han sine øjne og siger, åh hvor jeg piver. Så slår jeg armene om ham, og siger, at han bare skal pive løs. At er der nogen i verden, der har noget at pive over, er det ham. Og jeg siger til ham, at jeg er glad for hans piveri. At jeg hellere vil slå armene om ham 1000 gange, end opdage at han holder tårer tilbage. At et langt liv sammen ikke kan afbrydes uden piv og tårer. Og savn og sorg.

Når jeg sætter mig ved bloggen, krøller jeg sammen og tænker, åh hvor jeg piver. Jeg må for fanden da snart kunne skrive om andet end sorg og savn og ulykke. Jeg tænker, at mange ikke orker at læse mere om, hvad jeg savner. At mange må tænke, at jeg må se at komme videre. Og – nå ja, jeg kommer da også videre med alt muligt, men det er det andet, der myldrer ud gennem fingrene, når jeg sætter mig ved tastaturet.

Når jeg så modtager en mail fra Inger, som både er min gamle gymnasiekammerat og studiekammerat fra antropologistudiet, hvor hun fortæller, at mine skriv om min mor og om Lene har været støttende for hende, sætter det mine ord fri. Så lader jeg alligevel ordene flyde fra fingerspidserne.

Når min far fortæller, at mine ord laver et lille hul i hans ensomhed, fordi han genkender sorgen og savnet, giver det mening at lade de ord flyde, som vil ud.

Det hele kan vel koges ned til noget ærlighed. At stå ved de følelser, der til stadighed tumler rundt og stadig kræver en dag i ny og næ med stikket trukket ud. Og når min far og jeg ikke kan lide at pive, er det fordi vi altid har klaret vores sager. Uden at pive. Men ligesom jeg synes, det er meget lettere, at min far piver, når han er ked af det, så er det også lettere for ham og for mange andre, at jeg piver. Når jeg er ked af det. Og mine fingre kan kun ked-af-det-hed for tiden. Åbenbart.

Resten af mig kan man sagtens møde med både smil og flyvende hår ude i den virkelige verden.

Inger har lavet en række interviews med ældre mennesker, der har mistet en ægtefælle for Palliativt Videncenter, som du kan læse her. Læs dem og hold op med at tænke, at det ikke er slemt at miste, når man er gammel.

IMG_3722

by - 1 kommentar

Liv

Jeg har det bedre. Det hjalp at tage en pause. Og faktisk hjalp det også at fortælle lidt om, hvordan jeg havde det. Fordi så ved folk det. Og så ringer de. Eller skriver eller sender tanker og ting til mig. Og det varmer og luner og stiver mit kollapsede stillads mere af, end I aner.

Det gør også godt at bo sådan, at hele familien tromler sammen og springer i vandet i timevis. Sammen.

IMG_3641

Der er noget med sol og vand og gummibåde, der spænder fuldstændig ben for tunge tanker. Og når familiens yngstemenneske hele tiden er på nippet til at kaste sig frygtløst ud på dybt vand, og må afledes med kildeture og på-hovedet-ture, er det umuligt ikke at grine.

IMG_3639

Første etape af min pause blev brugt på at indfri et Tivoli-løfte. Som var den eneste grund til, at Vera kunne se noget fornuft i, at jeg forlod Mols i sommer. Så jeg svingede mit Tivolikort, og vi prøvede både karruseller og ballongynge og fik is og balloner. Det er balsam for en jaget sjæl at være flere timer i Tivoli med to børn, der helt uden spørgsmålstegn nyder alting.

IMG_3659

Bagefter havde jeg en hel og uspoleret dag fuldstændig for mig selv. Sammen med en halvdårlig krimi, som ikke behøvede nogen form for koncentration. Og med sporadiske indfald på arbejdsmailen. Og det er det, jeg skal gøre. Tage en pause i ny og næ. En enkelt dag, når sorgen spasser ud. Bagefter er det fint at finde tilbage i verden igen. Og dele kram og andet hverdagsgodt med dem, man holder af.

IMG_3664

Og det er vel en måde at håndtere sorg på. At gå lidt ind i det, blive der og blive flænset. Og så tage en pause til at hele flængerne. En pause hvor der både er elskede mennesker og alenehed. For sorgen kan deles til en vis grad. Men en stor bid af den er min alene. Og pausebehovene skal jeg høre efter for at blive ved med at være hel.

Og jeg er et heldigt menneske med livet fyldt med mennesker, der vil mig det godt. For fanden da, hvor I gør mig glad.

Nu fejrer vi yngstemenneskets første fødselsdag i morgen. Og hele min enorme familie vil tromle sammen og springe i vandet igen. Når de har sat mange kilo kager til livs.

Og på så mange måder er alt godt. Alligevel.

IMG_3667

 

by - 7 kommentarer

Break eller breakdown

Jeg er lidt stille.

Mit stillads er væltet, og jeg savner noget at læne mig op af. Pludselig er det hele for meget, for overvældende. Det tårner sig op: Lenes sygdom og død, mit eget sygdomsforløb, min mors sygdom og død. 2014 har ikke været blid. Og lige nu ramler det hele lidt for mig. Udløst af en blå plastikflaske.

Min mor havde en yndlingsdrikkedunk. Af helt blød plastik, som er god at holde i hånden. Efter min mors død gav min far mig drikkedunken i hånden og sagde: ‘den skal du have, for den kan du bruge på dine løbeture’. Og det kan jeg. Den er ideel at have med på de varme ture.

Forleden aften, da jeg løb ud langs Kalveboddybet med min mors flaske i hånden, ramte den mig pludselig i hjertekulen. Hårdt, pludseligt, overraskende. Den katapulterede sorg og afmagt rundt i hele min krop. Min mors blå plastikflaske. Som lå på hylden ved siden af hendes seng, mens hun levede sine sidste dage. Og måske derfor har den blå flaske kastet alle mine oplevelser med min egen sygdom, med Lene og med min mor lige lukt i mit hjertes smertecenter.

Der er sommerstille på direktionsgangen, og det bedste, jeg kan gøre for verden, er at tage en pause. For når det hele samler sig og laver en slags bundløst dynd omkring mig, bliver jeg både nærtagende og grumpy. Og ukoncentreret. Og grådlabil.

I morgen tidlig er det mig, der åbner direktionsgangen. Når jeg har gjort det og holdt det ene møde, dagen byder på, trækker jeg mig stille tilbage. Og holder en pause. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Ud over at være lidt stille, til det begynder at opløse sig selv igen.

IMG_3622