by - 6 kommentarer

Lidt hjemkomstsniksnak

Opvaskemaskinen tøffer i baggrunden, og vaskemaskinen snurrer. Der er blevet stille i stuen. Vera og Sofie er draget i vuggestue og til jordemoder. Jeg er hjemme. Og jeg har pakket mig ind i kærlighed og gensyn.

Sofie er stadig ikke blevet til to. Deres lejlighed er ikke blevet helt færdig, så de bliver boende i Sydhavnen lidt endnu. Jeg har sovet på sofaen og er blevet vækket af små trippende fødder og en varm barnekrop, der hurtigt som et lyn smutter under min dyne. Så har vi ligget der sammen og vågnet stille til Sydhavnens morgenlyde, mens vi har kigget ud på himlen.

De øvrige yndlingspiger har været forbi og fået velkommenhjemkram, og Alma synes, at der jo er rigtig god tid til en teltferie nu.

Jeg har løbet de første ture på det flade Amager. Og kan glæde mig over at kunne spurte til toppen af Mount Anna – med Vera i løbevognen. Løbeture med Vera er altid særlige. I går samlede vi sten, som vi gemte i nettet. Fordi Vera har opdaget underet ved at kaste sten i vandet. Vi sang og råbte og hujede. FYI er det en særlig udfordring at synge ‘Se min kjole’ i løb. Bagefter smed vi først alle stenene i vandet fra pontonen. Og jeg sprang i kanalen, mens Vera hujede og skreg af grin.

Det er godt at være hjemme. Jeg tager Vera med på sommerbesøg i Mols Bjerge. Og tager løbevognen med. Mens forældrene kan holde et par fridage. Eller føde. Eller hvad de nu beslutter sig for.

Jeg kan bare glæde mig over at have ferie endnu og at turen har efterladt mig i ret god form. Faktisk har jeg glædet mig over den sidste uge med løbeture i bjergene. Selvom min egentlige tur blev afbrudt. Der kommer ferierefleksioner i de kommende dage.

IMG_1909

by - 1 kommentar

Mit liv i kloster

Italienerne går ikke meget op i internet. Så lidt så det er tæt på umuligt at finde noget wifi. Selv i en pænt turistet by med mange unge mennesker. Det gør ikke så meget, for jeg go with the flow og laver meget lidt.

Står meget tidligt op.
Løber en lang morgentur, mens solen står op over havet.
Spiser morgenmad med nonnerne.
Går i vandet.
Sidder i solen.
Læser.
Flytter mig til skyggen.
Spiser frokost.
Går i vandet.
Sidder i solen.
Læser.
Flytter mig til skyggen.
Drikker kaffe.
Går i vandet.
Går i bad.
Spiser aftensmad med nonnerne. Læser.
Sover.

Og så gør jeg det hele forfra.

Når jeg kommer hjem fra min morgenløbetur klapper nonnerne i deres hænder, mens de hviner: tempo, tempo. De ser på mig, som om alt, hvad jeg laver, er rasende interessant.

Når jeg sidder på klipperne ved vandet, ser jeg små sorte krabber myldre rundt på stenene. Og meget små fisk i vandet. Jeg ser de seje fyre springe i vandet fra de høje klipper. Og de forsigtige piger balancere i vandet med klipklapper på.

Jeg kan smage saltet på min hud.

Lyder det kedeligt, siger du? Slet ikke. Jeg nyder. Og mentaltræner til at komme hjem til København.

Jeg går også en lille smule på opdagelse. Monet har boet og malet her. Hans villa står stadig med udsigt over havet. Det er der fra lyset i hans billeder stammer.

Jeg har fundet en bænk, hvor der nogen gange er wifi. Her kan jeg også drikke et glas hvidvin i eftermiddagssolen. Mens jeg mentaltræner.

Og det er kun ti dage siden, jeg stred mig gennem sne.

20130714-101408.jpg

20130714-101450.jpg

20130714-101618.jpg

20130714-101649.jpg

by - 2 kommentarer

Billeder fra klosterlivet

Jeg trives i klosteret. Selvom jeg normalt afskyr for stor forudsigelighed, nyder jeg min faste plads i den smukke spisesal i Villa Garnier. At min egen serviet ligger på min plads i en kuvert med mit værelsesnummer. At nonnerne hele tiden smiler og klapper mig på ryggen. Det hele. Og at løbe morgentur op på bjerget mens solen står op over Middelhavet.

Det bliver svært at løsrive sig.

20130712-101813.jpg

20130712-102058.jpg

by - 0 comments

En afslutning i eventyrland

Jeg må have optjent lidt god karma i de sidste uger. De seneste dage har været harmoni og glæde. Helt uden mislyde, som den slags kun sjældent er.

I går fandt jeg netforbindelse og købte en flybillet hjem. Jeg kan lide fornemmelsen af open end på ferien, men det gør det unægteligt en kende dyrere at købe billet med få dages varsel. Pyt, siger jeg bare. Uden at have besøgt netbank siden før ferien.

Senere vandrede jeg en lang og varm tur i de liguriske bjerge og blev belønnet med uforlignelige udsigter. For at svale min hede krop, gik jeg ned til floden, som har sit eget helt gratis spa bad. Jeg sms’ede til M & M, som netop var vendt hjem efter en ligeså varm cykeltur. Og tyve minutter senere dukkede de op med iskolde øl. Her lå vi og svalede, til maverne råbte på mad. Og vi gik hjem og tryllede i køkkenet.

I morges var det tid at lade de to nyde deres allersidste feriedage, og jeg rykkede til Bordighera. På turistkontoret gjorde de en kæmpeindsats for at finde et billigt logi med køkken. Men det lod sig ikke gøre. Og så fik damen bag skranken en ide. Hun viste mig billeder af et underskønt og kridhvidt kloster ved vandet og fortalte, at det var muligt at bo der billigt. Med mad.

Og det gør jeg så. Jeg er gået i kloster igen. Som jeg startede min ferie. Jeg blev modtaget af store smil og kindkys. Og installeret i et kæmpeværelse med udsigt over Middelhavet. Det er fuldstændig umuligt at fatte, at min ferie skal slutte så smukt. M & M og jeg mødtes og sprang i det lune vand og jeg er helt omsluttet af nydning.

Der kommer billeder, når jeg finder internet.

PS. Min arm heler i rekordfart. Den skulle bare have nydning på højt niveau.

PPS. Har købt bikini og klipklapper og forsøger at cope med temperaturer på 34 grader.

by - 2 kommentarer

Så er det godt at have en rigtig ven……

Og hvordan endte jeg så i Pigna i Italien? Når jeg vandrede i Frankrig og Alperne? Jo, mens jeg flimsede rundt og irriterede damerne på kontoret på banegården i Modane, fordi jeg ikke kunne bestemme mig, sendte skæbnen venner på banen. Marianne og Mogens, som jeg har kendt i 500 år havde lejet et hus ikke så lagt fra Nice. Og de havde foreslået, at jeg sluttede min vandretur hos dem. Og så var det, Marianne sms’ede for at høre, hvor langt jeg var. Og pludselig virkede det fuldstændig rigtigt at bruge et halvt døgn og en trilliard på at køre i tog til Nice. Og det gjorde jeg. I Nice tog jeg endnu et tog ind i Italien til Ventimigle. Her fræsede Mogens og Marianne op foran banegården og pakkede mig ind i omsorg. Mens de gispede lidt over min monsterrygsæk og dramatiske beretninger fra turen.

Tre kvarter senere kravlede vi op ad tusind trapper i Pigna og anrettede ost og rødvin på den lune terrasse. Pludselig var alt anderledes. Alt faldt til ro. Her er smukt og varmt. Allerede næste morgen trak Marianne mig med på løbetur i det kuperede område. En lidt vild start på dagen, som min arm vrælede en smule over. Men den bestemmer ikke. I morges var vi afsted igen, og mine lår begyndte at acceptere. Det er bedst at løbe kl syv, for allerede kl otte er der mere end 25 grader i skyggen.

Mens mine to p.t. yndlingsvenner cykler de stejle bakker tynde, går jeg på opdagelse i Pigna. Byen er en overraskelse. En gammel middelalderby bygget ind i klipperne med et virvar af labyrintiske gange og trapper. Jeg farer vild. Konstant. Men på et tidspunkt finder jeg ud i solskinnet og dasker op i toppen af byen og laver mig en feriesandwich af ost, tomat og skinke. Jeg kunne leve af det.

I morgen lader jeg de to få deres sidste feriedage i fred og tager nogle dage til kysten. Jeg bliver i Italien i Bordighera, som er en lille kystby, hvor jeg kan lægge mig i vandkanten og lade hele denne lange ferie sive ind. Jeg er ikke helt klar til at flyve til København endnu.

Min arm har det bedre. Såret siver ikke så meget mere. For fagpersoner kan jeg tilføje, at det danner masser af fibrin. Det skal nok hele, men jeg vil nok altid have et minde på undersiden af højre arm. Det går også lidt bedre med at belaste den. Min albue har fået mange bank og gør ret ondt. Men også det bliver bedre. Alt tegner godt for min højre arm. Og jeg har ufatteligt meget lyst til at vende tilbage næste år for at gå det stykke, jeg mangler. I juli eller august.

20130710-125319.jpg

20130710-125359.jpg

20130710-125438.jpg

by - 7 kommentarer

Håndklædet i ringen…

Tja, alle gode intentioner slutter i aften. Min arm har gjort tiltagende ondt hele dagen, og der er virkelig ingen grund til at plage mig igennem noget, der ikke ligner en kommende fornøjelse. Der var alligevel ingen bus i eftermiddag til Briancon. Fortalte den sure mokke på banegården. Der gik et tog kl. 15. Men det var udsolgt. Sagde hun med noget, der lignede triumf. Jeg var den irriterende turist, som ikke kunne bestemme sig. Og som konstant forstyrrede hendes romanlæsning. På en eller anden måde ramte hun lige i solar pleksus. Nej, jeg kunne ikke bestemme mig. Jeg svingede fra den ene ide til den næste, og forstyrrede hende med alle mine overvejelser.

Så jeg tjekkede igen ind på et hotel, der er lidt for dyrt. I stedet for at blive siddende og mule gik jeg en lang tur op ad det stejle GR5 spor, som jeg skulle have været afsted på. Selv med min lette pausetaske, hylede den højre arm hele vejen. Det er sandt, som en skrev på Facebook: mine ben fejler jo ingenting. Det er bare pokkers svært at holde højre arm udenfor en fodtur med stor rygsæk. Det plasksiver fra såret, og det gør ondt.

Senere modtog jeg en sms fra Marianne i Nice, som spurgte, hvor lagt jeg var kommet. Og så virkede det pludselig fuldstændig oplagt at sætte mig 9 timer i tog mod Nice. Jeg mener, hvis alternativet er X gange 2 timer i forskellige busser med en jamrende arm? Nej vel? Når to søde venner venter i Nice med rødvin og croissanter?

Sådan bliver det. Resten af ferien bliver uden strabadser, og hvem ved? Måske når jeg alligevel hjem med et kram til min søn, inden han kører sydpå. Og jeg kan jo vende tilbage næste år og fuldende min færd over Alperne. Uden sne.

20130707-195918.jpg

by - 4 kommentarer

Dilemmaspørgsmål

Jeg er nødt til at spørge universet til råds.

Sagen er, at det er ret råddent at være på fodtur med et stort sår på højre arm. Det er nemlig ikke bare en almindelig hudafskrabning. Det er mere som et brandsår. Hvor huden er skrællet helt af. Ca 10 cm. Det betyder, at det er ret åbent for infektion. Og det kan være svært at holde tophygiejne. Hvad værre er, så væsker såret lystigt hele døgnet, og gennembløder den forbinding, jeg møjsommeligt sætter med venstre hånd. Faktisk væsker det så meget, at det drypper fra min arm. Og det er klamt. Og uhygiejnisk.

Det store dilemmaspørgsmål er, hvad jeg nu skal gøre. Jeg sidder i Modane. Som er en lille by med togforbindelse til Paris, Lyon, Chambéry og Torino. Jeg kan godt komme til Nice, men det vil tage over ni timer og koste en trilliard.

Kære univers, skal jeg gå tre dage til Briançon, hvor der også er tog, og se hvordan det går? Og hvor jeg måske kan få en bus til lidt sydligere på ruten? Eller skal et fjollet sår få mig til at tage et tog til en lufthavn og hjem? Det sidste virker lidt abrupt, og det første skifter jeg mening om hvert andet minut.

På forhånd tak, univers. Eller Mads og Monopolet?

by - 0 comments

Dagen derpå

Jeg har det godt. Fandt det mest kitchede sted i verden at sove i nat. En lille bitte restaurant med et par værelser ovenpå. En lidt kikset mand, der bor sammen med sin søn, sin mor, tre hunde og en høne. Her er pokaler over bardisken, kukkeure og julekugler under loftet. Jeg fik et værelse med tekøkken og bad. Toilettet ligger ved siden af baren. I går var der sol på bænken udenfor, hvor jeg trøstede mig med et solidt glas af den lokale vin. Jeg landede i Bonneval sur Arc, som er en charmerende lille by med ældgamle stenhuse.

Min højre arm tog det største skrald i går. Med en hudafskrabning på størrelse med Langeland. Og en skulder, der piver lidt i hængslerne efter den voldsomme opbremsning, som den jo måtte stå for. Ellers har jeg kun små hudafskrabninger på benet og en bunke blå mærker. Når man glider ned ad stejl is, er det jo ikke blød sne, men is og utallige små og store sten. Jeg havde fuldstændig glemt, hvor ondt store hudafskrabninger gør. Og den erfarne verdensdame har naturligvis ladet Panodil og Ipren ligge hjemme på badeværelset (don’t comment). Den yndige by har ikke apotek, så jeg købte noget lokalt alpe-pullimut som lindring, inden jeg hev forbindingen af og prøvede at rense småsten ud af redeligheden. Og så højre arm!

Jeg havde naturligvis spurgt mig for, inden jeg gik afsted i går. En ting er at krydse bjergpas alene, der er ingen grund til at være uforsigtig. Men alle forsikrede mig, at der selvfølgelig ville være nogen sne, men at det sagtens kunne lade sig gøre. Hernede, på den anden side, siger de noget helt andet. De siger nej, nej, nej. Den rute ned er helt lukket i år, fordi der har været så meget sne og så mange laviner. Nå, jeg blev heldigvis ikke rodet ud i det værste, og en hudafskrabning heler hurtigt. Der er et apotek 20 km herfra, hvor jeg kan købe noget bedre forbindsstof, så gazen ikke vokser fast.

Jeg går videre i dag. Langs floden, mens jeg nyder den knaldende blå himmel og de mange varmegrader. Og ingen sne. I dag og i morgen skal jeg bare gå fra den ene charmerende lilleby til den næste.

20130705-084351.jpg

by - 8 kommentarer

Lidt såret og skrammet – og undskyld

Det gjorde godt med en nat i luksus. Jeg følte mig næsten som et nyt menneske efter den overdådige morgenmad. Ren og fyldt op indeni og udenpå. Jeg havde facetimet med pigerne og set alle de små børn myre rundt på min terrasse sammen med nabobørnene.

Jeg bevægede mig langsomt op af den røde piste, der løber hele vejen fra Col de L’Iseran, mens jeg tænkte tilbage på en skiferie for en del år siden. Den sidste skiferie sammen med min gode ven Jørn, der døde alene på sit badeværelse samme år, som jeg blev syg. Det var Jørns første skiferie, og han knoklede. Jørn og jeg var på madhold sammen, og jeg kan huske, vi lavede noget forfærdeligt hundeæde. Men det var hyggeligt og vemodigt at trave afsted og huske tilbage.

Jeg lavede for flere dage siden en beslutning om at forlade den høje rute efter Col de L’Iseran. Men som jeg gik der, overvejede jeg om jeg alligevel skulle fortsætte i højderne. Og skønheden. Jeg spiste frokost i solen i passet, og nød bare dagen. Jeg elsker bare at være her, tænkte jeg.

Derefter gik det hele en lille smule galt. Det var en stejl nedstigning, og der var for meget sne. Sneen skjulte konstant mine vejmærker. Pjat, tænkte jeg, jeg har traverseret over så meget sne på den her tur. Det går sagtens. Så tog jeg et billede efter en stejl travers, som jeg sådan friskfyragtigt kunne poste på Facebook med en undskyldning til mine piger. På den næste travers skete det. Den var virkelig stejl, og pludselig var det is, som mine støvler ikke kunne sparke trin i. Jeg faldt. Og susede nedover. Heldigvis ved jeg jo, hvordan man stopper sådan et fald. Også med en vandrestav. Så jeg stoppede, inden jeg lavede flyvespring ud over vejen. Der skete ingenting. Lidt forslået og blødende fik jeg reddet mig ‘på land’. Og da jeg havde forbundet de største hudafskrabninger, kunne jeg gå videre. Det stejle var overstået.

Troede jeg. For nu blev sporet virkelig farligt. Det forsvandt ind i gamle stenskred langs kanten af et brusende vandløb. Og så smed jeg tøsekortet. Gik tilbage og kravlede op på vejen og standsede den første bil og bad om et lift ned. Det viste sig at være en canadisk familie, som selv havde planlagt at gå netop den tur. Men de var blevet rådet til at gøre den i bil. Fordi det var alt for farligt.

Nu er jeg nede i bunden af dalen. Omtrent hvor jeg havde planlagt. Jeg er en lille smule rystet. Og jeg bliver hernede og følger den lave rute. Undskyld mine unger. Jeg er næsten hel og fin og har ikke noget, jeg skal bevise.

Okay, så får I friskfyrsbilledet alligevel.

20130704-184802.jpg

by - 2 kommentarer

Feriebrokker

Når man kravler langt nok ind i de franske Alper, støder man på en civilisation, der er sært uberørt af de sidste 50 års teknologiske revolution. Her fortsætter livet næsten, som det altid har gjort. Her er ingen mobildækning, intet internet og sjældent elektricitet mere end et par timer om aftenen. Derfor har der været uhørt stille her fra rejsereporteren.

Det er et udkantsfrankrig, der sparker et udkantsdanmark til hjørne. For her savner man ikke tv eller internet. Man trækker med et skævt smil på skuldrene og siger: That’s life in the muuuuntains. På charmerende fransk-engelsk. Og det kan godt være, at de synes de har langt til hospitalet ude i Vestjylland. Det har de ikke. Sammenlignet med de folk, der lever her, skal jeg hilse og sige. I morges drak jeg the hos en familie med to børn på 4 år og 2 måneder. De boede lige under det pas, jeg krydsede, som lå i 2700 meters højde. Her kører ingen ambulancer forbi.

Men jeg er ikke romantiker. Jeg hylder heller ikke overdrevet afholdenhed fra cyberspace. Jeg kan derfor med den største fryd suse rundt på nettet. Fordi jeg i et øjebliks træthed tjekkede ind på det eneste åbne hotel i Val D’Isere, som viste sig at være tæt på luksus og alt for dyrt for mit budget. Jeg er ligeglad. Jeg fortjener det. Jeg tjekkede ind i gennemmudret og plaskvådt regntøj efter endnu en lang dag med konstant regn fra oven. Og blev min lugt pinligt bevidst. Efter en uge med hårdt arbejde over hårde bjergpas minder lugten mest om gnu. Jeg ved, hvad jeg taler om. Men de tog godt imod mig og lod sig professionelt ikke mærke med noget. Nu står mine mudrede støvler på badeværelset. Og jeg dufter godt igen.

Det har været hårdt. Meget, meget hårdere end jeg havde forestillet mig. Når nu de fortæller mig, at de havde otte meter sne i vinter, forstår man godt, at der stadig ligger et par meter her og der. Men det gør unægteligt min tur sværere.

Det var synd, tænker du måske? Sådan en dårlig ferie. Men sådan har jeg det slet ikke. Selvom musklerne skriger, når jeg møjsommeligt arbejder mig op over det næste bjergpas. Og selvom benene føles som gummi, når jeg endelig nærmer mig dagens mål. Men regnen da? Jo, jeg er træt af regn. Mest fordi regn og tåge hænger sammen i bjergene, og jeg derfor ikke kan se de fantastiske udsigter, der er belønningen for sliddet. Alligevel giver det en særlig tilfredsstillelse at komme igennem dagens etape. Hver aften er der venlige mennesker, der redder mig. Som tænder op i brændeovnen og hænger mig til tørre, mens de serverer varm the for mig. Hver aften er der venlige mennesker, der gør deres yderste for at sige noget på engelsk og forstå mine blandede brokker af engelsk, fransk og spansk.

Ferie er ikke altid ønsket om ubrudt harmoni. Ferie er at gøre noget andet. Ferie er at få mine tanker væk fra Region Hovedstadens sundhedsvæsen. Det er at erkende, at de opgaver, jeg hastede igennem med venstre hånd, er okay. Ferie er at tænke lange tanker uden afbrydelser. Ferie er at møde nye udfordringer, og at løse dem. Ferie er at læse bunker af bøger. Ferie er at møde nye mennesker og høre nye historier. Ferie er også at slippe kontrollen lidt for en tid.

Alt det får jeg i rigelige mængder her i Alperne. Jeg kommer ikke til at gå hele vejen til Nice. Jeg gider ikke. Det har været for tidligt på sæsonen, og her er alt for meget sne. Det tager for lang tid, og jeg har andre prioriteter.

Jeg vil gerne nå at se mine venner i Nice, før jeg tager hjem. Jeg skal hjem, før Sofie giver sig til at føde det næste medlem af vores klan. Jeg vil gerne nå at give min søn et kram, inden han tager på ferie. For i går var hans dag. I går blev han kandidat i media & management, og jeg befandt mig heldigvis i en lomme med mobilforbindelse, så vi kunne nå hinanden på telefon. Jeg er pærestolt og helt ufatteligt glad på hans vegne. Men jeg var der jo ikke.

Jeg vender tilbage med beretninger om farefulde bjergpas, sne og strabadser. Og om alle de sjove mennesker, jeg har mødt på min vej. Og med billedspam af bjerge og dale. Hvornår kan jeg ikke sige. Næste gang jeg møder internettet.

20130703-213406.jpg

20130703-213422.jpg