Man skal passe på med at lukke mig inde med mig selv i tre dage. Det giver plads til store tanker. Og når jeg tænker store tanker, sker der nemt ting og sager. Det her nytår er derfor officielt udnævnt til store nytårsforsæt.

Mens jeg har ligget og skumlet igennem febertågerne, fik jeg et gedigent los i røven. Når man ikke bare kan læne sig tilbage og koncentrere sig om influenza, må man høre efter. Pludselig fik jeg en klam fornemmelse af at have ladet livet løbe med mig. Når det sker, blafrer jeg i vinden, farer vild og kommer i den forkerte retning. Så er det, jeg sætter mig klynkende over et alt for travlt liv. Over alt det, jeg går glip af og alle dem, jeg ikke får set. Over rod og over kuldsejlede planer. Så er det, jeg hyler over alt det svære ved at have været syg og flytte livet fra Århus til København. Og at det er svært at få det rigtige greb om det hele.

HOLD.SÅ.MUND!

Dengang jeg blev skilt for 324 år siden, var jeg ludende fattig og alene med tre børn. Vi flyttede fra landidyl langt ude i skoven til Århus. Hvis det ikke var hændervridende trist, ved jeg ikke, hvad der er. Jeg havde ikke råd til nogetsomhelst, og husker helt klart hvordan jeg fik sammenbrud over en manglende gummistøvle. Jeg havde jo for fanden ikke råd til at købe en ny. Derfor blev jeg en hylende nejsiger. Nej, vi har ikke råd. Nej, det kan der ikke blive tid til. Nej, det kan ikke lade sig gøre. Indtil jeg en dag pludselig kunne høre ekkoet. Skulle mine tre yndlingsmennesker virkelig vokse op med det omkvæd i livet? Var det det, jeg havde drømt om? Vel var det ej. Jeg lavede en ny lov. Forbød mig selv at sige nej. Vi havde måske ikke råd, men så måtte jeg finde på noget andet. Derfor blev omkvædet komponeret om til noget ala: Det kan jeg virkelig godt forstå, at du gerne vil, kunne vi gøre dit og dat i stedet for? Det kan vi nemlig betale.

Det ændrede den triste historie om en fattig enlig moder til tre til en historie om en ny familie, der stod sammen og fandt på.

Jeg bliver forskrækket hvert år i december over det hul, der åbner sig under mig. Et hul der hænger sammen med rædslerne over at blive gennemstukket, få scannet mit indre og blive præsenteret en voldsom kræftdiagnose. Hvert år tror jeg, at jeg er kommet videre. At det ikke sker i år. Fordi jeg jo er så afklaret. Men pludselig åbner jorden sig, og jeg tumler ned i sort mørke. Det kan godt være, at bare skal være sådan. Men det fik mig alligevel mentalt op af stolen, da jeg lå der og grundede gennem febertågerne. Jeg var sådan lidt synd over alting. Så når historien nu ikke skal være, at livet løber med mig og sparker mig i forkerte retninger, må jeg jo tage dirigentstokken i hånden. Så det er mig, der bestemmer noget retning for det liv. Det er jo for fanden mig, der er direktøren. Så here comes, nytårsforsætter 2013:

Jeg vil ikke finde mig i at sove dårligt om natten længere. Jeg må finde ro med min krop igen. Derfor melder jeg mig til yoga en gang om ugen. Og så er jeg jo nødt til at tage tidligere hjem, ikke? Når jeg nu har betalt.

Når jeg nu ved, igennem mange år, at noget af det, der giver energi og glæde i hele mit system, er de eksklusive eventyr, ja så må jeg afsted. Jeg vil ud i verden. Jeg vil på eventyr. Ud og indånde noget bjergluft og gå til jeg bliver træt. Jeg vil jeg afsted med mig selv og min rygsæk. Jeg havde en lille plan med en pige, jeg mødte på kajakturen i sommer. Vi ville til Nepal på bjergbestigning. Desværre har hun fået arbejde, som hun ikke kan frigøres fra. Jeg vil ikke sidde her og hyle over, at drømmen om en ren kvindeekspedition ikke bliver til noget lige nu. Jeg tager afsted. Alligevel. Til Nepal eller Alperne. Det vil vise sig. Og, søde familie, jeg tager ikke alene på bjergbestigning, det lover jeg.

Jeg har et meget lidt slidt medlemskort til Fitness.dk liggende på reolen. Dumt, ikke? I det nye år bliver der fast træning af hele kroppen to gange om ugen Det gør der. Det bliver hårdt, og jeg må tage tidligere hjem for at nå det. Sådan er det.  Jamen hvis jeg vil gå 4-5 uger i bjergene, skal jeg bare være stærkere. Sådan er det. Basta. Og jeg gider ikke være slap.

Jeg nægter at være hende mormoren, som sidder og hyler over at være for lidt sammen med børnebørnene. Og selvom jeg hylder det spontane liv, så må jeg simpelthen sætte mig med mine døtre og lave planer. Bum.

Grebet af stemningen, besluttede jeg at starte det nye år med stil. I stedet for at sidde her og være ligeglad. Vel vil jeg ej. Jeg tager til nytårsfest med Michelle Hviid på Dock’en. Pissedyrt, but who cares. Store nytårsforsætter – stor nytårsaften. Og nej, jeg kender ingen. Jeg ved bare, at det er en singlefest med nogenlunde ligelig køns- og aldersfordeling. Med et brag af en middag, vin, boblevand og musik. Hvor jeg nok kommer til at gå en smule på kompromis med de høje hæle – og tage følgerne med oprejst pande. Så er det vel bare op til mig selv at have en sjov fest, ikke? Direktøren, I ved, har ansvaret.