by - 2 kommentarer

Dagens rogn #2

Dagens rogn blev kun frokost. For i aften bliver på Paté Paté på Vesterbro. Frisk torskerogn er en gave til madpakken. I dag blev en halv buks til torskerognssalat. Jeg fjernede hinderne og findelte rognen med en gaffel. Rørte en ny mayo. Don’t ever buy the shit. Hvorfor? Fordi, som min kloge bonussøn mesterkokken siger, – mayo på tube er ikke mad. Det hele blandes, sammen med finthakkede forårsløg, hvidløg og peberfrugt, og voila! En herlig frokostret. Og en halv buks mindre. Det smutter nu hurtigere, end jeg forestillede mig, torskerognen. Så fredag bliver sidste rogndag.

Med til dagens rogn hører også dagens togoplevelse. Som I dag gik fra Valby til Herlev. Igen i dag var der let panik på perronen. Denne gang fordi der endnu engang havde været en personpåkørsel. I Hellerup. Jeg lærer aldrig at forstå det. Der er så mange måder at aflive sig selv på. Hvorfor vælge en så spektakulær facon? Som i uhørt grad involverer de omkringstående.

Det lammede så åbenbart s-togstrafikken hele morgenen, og vi filtrede endnu engang et ufatteligt antal cykler sammen i et flexrum. Og også folk i Valby kunne grine og slå krøller på sig selv, for at få plads til endnu en damecykel og en grøn racer. Man kommer hinanden ved på sådan en dag. Fnis og kreative bud på, hvordan bageste mand mon ville komme ud på næste station, bidrog til underholdningen. Og jeg opgav også i dag at høre videre på min lydroman om “Den hundrede-årige der sprang ud af vinduet”.

Den fine stemning begrænsede sig imidlertid tilsyneladende til flexrummet. For pludselig kom en ung pige meget hurtigt ud fra stillekupeen ved siden af. Hun havde rødmende kinder og råbte noget vredt bagud, inden hun standsede i døren. Hvor tårerne pludselig sprøjtede ned ad kinderne. Hvad sker der, spurgte jeg. Jo, jeg er sådan en der blander mig. Lidt hikstende forklarede hun, at hun var blevet lidt ‘rørt’ over, at en i stillekupeen havde kaldt hende hjernedød. Jamen for fanden da. Jeg sendte hende et klem med øjnene tværs over alle cyklerne. På en eller anden måde pludselig berørt af hendes følelsesmæssige ærlighed. Hvor dumt at kalde nogen for hjernedød. Hvor fint bare at kunne tude over det. I fuld offentlighed.

by - 2 kommentarer

Dagens rogn

Et helt kilo torskerogn i køleskabet kan bidrage til underholdningen de næste dage. Her kommer simpelthen en rogn-føljeton.

Dagens rogn blev fordelt på frokost og aftensmad. Kold kogt rogn på rugbrød er en glimrende spise, og jeg kunne stadig glæde mig til aftenrognen. Som blev stegt i tykke skiver i smør og olivenolie. Og så lavede jeg clu’et – hjemmerørt mayo med hvidløg og chili. Jamen man kan sidde her og blive helt frydefuld over al den rogn, der stadig ligger i køleskabet. Fortsættelse følger fra frokostfronten imorgen.

Sammen med dagens rogn blev der plads til at fordøje dagens togoplevelser. Hvad skal man med tv, når man har linje E?

Sammen med en kollega nåede jeg Hillerød station på cykel, hvor der herskede en let anstrengt stemning omkring klokken halv fem. Noget med noget tog, som havde været taget ud. Derfor var der kø både for at komme ud af toget, og for at komme ind. Jonas og jeg spillede smarte og spurtede ned i den fjerne togende. Og det var der 10-12 andre cyklister, der også havde gjort. Og så sker der det, som altid sker, når cykelrummet er proppet til bristepunktet. Venligheden slår igennem. Folk møver sammen, griner og giver plads.

Undtagen de tre, der klumpede sammen på cykelsiden med hver sin grønne bajer i hånden. Med hærgede ansigter og klumper i balancecenteret. Men cykelrummets venlighed kunne rumme dem. De fik lov at sidde med deres eftermiddagsbajer. Og hvad de nu ellers havde gang i.

Indtil et sted mellem Svanemøllen og Østerport station. Nu var det tyndet ud i de sammenfiltrede cykler, og trekløveret kunne efterhånden indtage et sæde hver. På cykelsiden. Men pludselig var der ond stemning i mellem dem. Den ene havde tilsyneladende købt piller gennem de to andre, en lang mand og en kvinde med lyse krøller. Og nu var hun utilfreds med virkningen.Og ville have sine penge igen. Og der, midt i flexrummet i linje E, foldede narkomanens rædselsfulde liv sig ud for vores sarte ører. Kvindens afmagt over at have brugt 500 kroner på piller, der ikke gav hende den ro, hun må have. She lost it, siger man på engelsk. Flegnede fuldstændig ud, der midt i flexrummet. Råbte, skreg, sparkede og rasede. Over de penge, hun ikke havde længere. Over ikke at have råd til metadon. Over at være nødt til at gå på gaden. Over ikke at have penge til sine børn.

Indtil parret valgte at stå af på Østerport station. Netop som dørene var ved at lukke i, samlede den rasende kvinde cykel, taske og frakke og stormede efter dem. Mens vi langsomt kørte ud af stationen, så vi hende i en stadig diskussion med den lange mand.

Da togføreren på Vesterport meddelte, at en dør var gået i stykker,og at han derfor ikke måtte køre med passagerer, kunne vi kun finde hinandens øjne. Og bryde sammen i en slags lettelsens grin. Og cykle det sidste stykke hjem. Til rognen.

by - 2 kommentarer

Lidt undskyldt er man vel…?

Torskerogn?

Søndag aften sad jeg bag skærmen og skulle bestille varer fra Årstiderne, og så var det, jeg syntes, at jeg kunne trænge til lidt godt. Forkæle mig selv nærmest. Efter en uge med høj feber, ynk og hoste. Og der var frisk torskerogn på Årstidernes menu. Frisk torskerogn er lækkert. En delikatesse, som i den grad er årstidbestemt. Og guf for en svagbrystet kone i vitaminunderskud. Det snupper jeg, tænkte jeg og slog et kækt kryds.

I går stod kassen udenfor min terassedør, og der var meget. Virkelig meget torskerogn. Jeg må have haft en rest feberhjerne, og jeg må have bestilt med den under armen. Måske har jeg haft et anfald af noget demens og troet, der stadig var myldrende fuldt af sultne børn i mit hus? Sådan som demente kan leve i fortiden og glemme alt om nutiden. Eller også har jeg bare helt glemt at se på, hvilken mængde torskerogn, jeg bestilte. Men her er det eneste sultne væsen mig.

Ugens menu er derfor torskerogn. I aftes kogt torskerogn. Til frokost kold, kogt torskerogn på rugbrød. I aften stegt torskerogn. Og i morgen til frokost, torskerognssalat. Derefter en kort torskerognspause, fordi jeg skal spise på Vesterbro. Men så skynder jeg mig tilbage til nye torskerognsvarianter for fredagen. Lørdag er jeg gudskelov inviteret til fest, og må have nået et mætningspunkt for torskerogn. Og hvis jeg er heldig, har jeg spist op.

Yndlingsopskrifter modtages med kyshånd.

by - 6 kommentarer

Genopstået fra de halvdøde

Virus fra helvede viste sig at være en bacille fra helvede. Som kunne kvæles af den rigtige medicin. Og nu er jeg forvandlet fra febermonster i fosterstilling til opretsiddende og feberfri. Stadig med en hoste som en gammel ryger og en kondition som en 150-årig.

Og så vil jeg gerne allerede nu bestille hjemmeservice til en næste gang. For mens jeg har ligget helt stille under dynen, har nullermændene haft kronede dage. De har formeret sig og vokset til gigantstørrelser. Der har sneget sig aviser ind i alle hjørner, og opvaskemaskinen stinker af død gnu. Der er ikke meget træningstøj at snurre en tur i vaskemaskinen, til gengæld er kurven fyldt med gennemsvedt febertøj. Jeg begynder at forstå hjem, der kan gå i forfald på en uge.

Mad er der ikke blevet lavet meget af den sidste uge. Rugbrød og havregryn har været fint. Hvor er Mick Schack, når man har brug for ham? Nå pyt, han ville givetvis have snakket for meget.

Jeg er blevet færdig med tredje bog af Murakami om 19Q4. Og nu står jeg i en slags litterært tomrum. Fordi det er svært at komme efter. Det er den mærkeligste og den bedste bog, jeg har læst meget, meget længe. Måske jeg bare skulle læse den igen? Jeg tager mig selv i at stirre længe og undersøgende på månen. Som Aomame og Tengo gør det i Tokyo i 19Q4. Nogen bøger går i sjælen. Og fylder så meget, at de kræver lidt tid til indre omsætning. Sådan lidt boglig stilhed.

I går gik jeg hele vejen hjem fra Frederiksberg. Fordi solen skinnede gennem blæsevejret. Og intet i verden har endnu overbevist mig om, at man bliver bedre rask af at sidde og glo på en indefimset sofa. Det var også godt at blive blæst igennem og mærke lidt sol på kinden. Men det varer lidt, før jeg løber samme tur. Eller…. Det bliver i hvert fald ikke i dag.

Om lidt dufter her af rent tøj, rene gulve og ren opvaskemaskine. Om lidt begynder jeg at forholde mig til verden igen.

by - 4 kommentarer

Morgenluft?

Mens jeg venter på, at feber tågerne lægger sig, så jeg igen kan poste blogindlæg, der handler om andet end mig og min selvynk, kan jeg benytte lejligheden til lidt reklame. For noget af det, jeg slår mine folder i og omkring.

På en eller anden måde er jeg, it-superignorant, havnet på en bane, der handler ret meget om internettet, og hvordan det kan understøtte folk, når det gør ondt i helbredet . Jeg kan jo ikke prale af at have meget forstand på, hvordan ord, billeder og film bliver tryllet frem på skærmen. Eller hvordan et magisk lille klik kan blive til en forunderlig cyber rundtur, hvor man lander på sider med lige den viden, man savner. Men jeg kan mene rigtig meget om, hvad der er godt at trylle frem. Og hvilke slags rejser og rundture i cyberspace, godtfolk kan have glæde af, når de har brug for at håndtere noget helbred.

Lykkeligvis er jeg også havnet i noget samarbejde med ufatteligt kloge mennesker, som både kan tegne og fortælle og trylle mine ideer ind i det der internet. Og jeg bliver hele tiden fuldstændig tryllebundet af, hvor kloge de er. No shit, altså. Tænk at have styr på alle de koder og sammenhænge og funktionaliteter! Jeg ville aldrig kunne gøre det. Jeg ville lave katastrofe på katastrofe. Få Amanda til at ligne en succes. Jeg er simpelthen for sjusket til at kunne sådan noget.

Nogen af de mennesker holder til på sundhed.dk. Portalen har fået et facelift og en botox indsprøjtning, der virkelig tager kegler. Den blev relanceret for få uger siden. Jeg var ikke pjattet med den gamle udgave. Brugte ufatteligt meget tid med at lede, når jeg skulle bruge den professionelt, og brugte den vist ellers kun, når jeg skulle vælge ny læge. Men tag og kig engang. Nu er det en lækker og indbydende portal, som jeg faktisk får lyst til at surfe rundt på. Og jeg kan finde det, jeg leder efter. Thumbs i den grad op. Tag en rundtur og gå på opdagelse.

Mit projekt, – det jeg stod op af graven for at holde møde om i dag, kommer til at flytte ind på det, der hedder min side. Når altså det er blevet voksent. Min side på  sundhed.dk skal blive meget mere, end den er i dag. Den skal ikke bare være et sted, hvor sundhedsvæsenet smider informationer ud. Den skal være et sted, hvor folk kan kommunikere med det sundhedsvæsen. Hvor folk kan gøre noget. Bruge siden aktivt. Fordi det ikke kun handler om, hvad sundhedsvæsenet kan fortælle, men lige så meget om, hvad patienter kan fortælle sundhedsvæsenet. Og hinanden. Fordi det kan gøre det hele til en bedre og meget mere sikker oplevelse at være syg.

En af mine gode kolleger har netop lanceret denne side, Patientportalen Grib om Livet. Og hvis du kender nogen, som har sukkersyge eller KOL, så stik dem lige det link. Eller kig selv ind og bliv lidt klogere på, hvad din moster/mor/nabo eller andre lever med. Her ligger 10 små film, der fortæller om livet med sygdom. Fortalt af nogen, der selv lever med det. Der kommer flere sygdomsgrupper, så snart filmene er lavet.

Og ellers må jeg jo bare konstatere, at mens jeg har ligget på sofaen og hadet på Virus fra Helvede, har verden haft gang i en forårseksplosion. Ørstedsparken var dækket af et gult erantistæppe, fuglene virkede forårskåde, og havnebussen er begyndt at sejle igen. Sagde vi morgenluft?

by - 7 kommentarer

Ynk og jammer fra gulvspanden

Tak for alle jeres gode ønsker. Desværre er Oververdensherredømmet ikke lydhørt. Med andre ord – i morges var jeg mør. Med stadig høj feber ringede jeg til min læge på Vesterbro. Og var tæt på at græde, da hun på min lillebitte forespørgsel om en lillebitte akuttid til at få lyttet på mine onde lunger, bare svarede: Det kan du tro, kom herind klokken ni. Og var igen lige ved at græde, da sygeplejersken kiggede bekymret på mig og sagde: hold da op, du har det da skidt.

Nåmen jeg blev podet og lyttet på og podet igen og fik taget blodprøver. Og så kiggede hende lægen på mig og sagde: Jeg er ikke helt sikker på, at du har lungebetændelse, men du er jo rigtig sløj, så nu får du altså noget antibiotika. Og god bedring, da jeg gik. Så nu ligger jeg her. Og vil faktisk egentlig gerne have en lille smule ynk. Bare lidt. I afmålte doser.

For det der i morgen, det er jeg altså nødt til at stille op til alligevel. Det er det allerførste styregruppemøde i mit store, nye projekt med sundhed.dk, og det kan bare ikke afholdes uden mig. Og det er ikke en mulighed at aflyse. Så eftermiddagen bliver på sofaen med computeren i skødet, mens jeg laver slides til tre timers møde. Og i morgen? Ja så må panodil-ipren blandingen holde mig kørende, mens det varer. Det bliver ikke verdens bedste performance, men alternativet er værre.

Vera-musen? Hun er på vej på sygehuset. For hun bliver ved med at kaste op og har næsten ingenting taget til sig siden lørdag aften.

Virus fra Helvede, siger jeg jo.

by - 7 kommentarer

Rapport fra en gulvspand

Nej, jeg kaster ikke op. Jeg føler mig bare som bunden af en gulvspand.

Og så mangler jeg en tidsmaskine. Bare sådan at i dag kunne være i morgen eller i næste uge i stedet for. Fordi jeg i dag går glip af herrevigtigt møde. På Restaurant Sult. Og af premieren på Patientportalen, Grib om Livet i Cinemateket.

I stedet kan jeg så sidde under dynen og fnyse. Min plan i går var jo at mætte min krop med Panodil og få det hele med. Men min krop mente noget andet, da den vågnede til live i morges. Sparket til hjørne. Og en sød kollega fortalte, at hendes mor lå med 39 på femte døgn efter at have passet børnebørn. Lillemusen Vera er også stadig hærget af tårnhøje temperaturer. Virus fra Helvede, siger jeg bare.

Jeg har ingen tålmodighed med den slags, når det handler om mig. Måske fordi jeg er vokset op som barn af to læger. Og lægebørn får ingen credit for almindelige febersygdomme.

Alligevel husker jeg engang i min barndom, da jeg var omkring ti år. Jeg havde haft feber i en hel uge og var efterhånden dirrende af utålmodighed. Jeg ville ud. I skole. Ud på fodboldbanen. På vejen og lege. Men helt usædvanligt formanede min far mig strengt om ugelang rekonvalescens efter så lang feber. What? Han havde altid bakket mig op i at stryge i skole hurtigst muligt. Og nu stod han der og pylrede mig? Så jeg stak af, selvfølgelig. Ud på vejen og hænge ud med de unger, jeg ikke havde set en hel uge. Og måtte lide den tort at blive hentet. Taget i kraven. Og eskorteret hjem. I fuld offentlighed.

Jeg husker ikke, hvor længe jeg måtte forblive indespærret. Sikkert ikke længe. For der er ikke noget så ulideligt som at være i selskab med mig mod min vilje.

Så skal vi ikke bare aftale, at jeg tager imorgen med? Og så er helt klar fredag? For fredag er jeg uerstattelig. Og kom ikke med det der med, at ingen er uerstattelig. Nogen gange er det sådan. Så fredag? Ingen feber? Okay?

by - 7 kommentarer

Watch out

Smittefare!

Ligger med dynen på sofaen og er slået til tælling. Af en lille snus på ikke engang et år. Natten mellem lørdag og søndag blev Vera-barnet sygt. Og hele natten lå hun i midten i min seng og emmede af febervarme. Når hun ikke kastede op. Eller græd hjerteskærende, mens hun lavede flitsbue og baskede med de små arme og ben. I går var hun stadig syg med høj feber, og jeg passede hende nogle timer om eftermiddagen. Mens mor’en modstræbende gik på arbejde.

Og nu ligger jeg her og sprøjter virus ud i omgivelserne. Og ser crap tv. Og vånder mig lidt over slet ikke at have tid til det. Så jeg har sat turbo på helingen. Imorgen SKAL jeg være klar. Og torsdag. Og fredag. Jamen det skal jeg bare.

Derfor er der ikke meget her fra.

Men jeg glæder mig stort over, at der nu flyder vand helt frit gennem kanalen udenfor mit vindue. Isen er væk. Måske er der forår lige om hjørnet?