by - 8 kommentarer

Slam – in your face

Som jeg sad der og hyggede mig over lørdagsavisen, ramlede der pludselig en ægte knock out lige i krydderen. Der midt i dødsannoncerne. Et velkendt navn. Som fandme ikke skulle stå der.

Vi var ikke veninder, men vi havde en periode. Fordi vi lignede hinanden lidt i vores måder at håndtere det at få en kræftsygdom. Hun reagerede, ligesom mig selv, ved at spamme hele netværket. Hjælp mig lige med at komme igennem det her på en ordentlig måde. Hjælp mig, så jeg ikke keder mig ihjel undervejs. Bliv ved med at være der, sådan som I har været, mens jeg var rask. Og vi kom begge i alvorlige tvivl. Om vi skulle have holdt vores kæft og tøffet os igennem uden store armbevægelser.

Men vi var (og er) kvinder med store armbevægelser. Og vi havde nok en naiv forestilling om, at folk kunne håndtere det der med at holde fast. Også med kræft indover. Eller en ligeså naiv forestilling om, at vi kunne holde fast i livet, som det var. Uden kræft.

Vi havde begge en ubetvingelig trang til at mosle ud i verden med endnu større armbevægelser, da tilværelsen med kemoterapi og skaldepander var ovre. Og vi gjorde det. Og delte bagefter vores tvivl. Var det rigtigt? Skulle vi bare have tøffet livet stille igang post cancer? Men vi måtte give efter for de kræfter, som skød os ud i verden med fyrværkeri og bulderbrag. Vi slog igen og grinede højt. Og hylede ligeså højt, når lussingerne ramte os.

Og vi landede begge to på en slags ben og knoklede afsted med nye udfordringer. Vi måtte have forandring, og vi måtte hage os fast i den raske verden. Os var det fandme ikke synd for. Og derfor fandt vi en stærk fælles forståelse. Og vi kunne dele vores sorg. Uden den blev en lammer. Vi flyttede begge to til nye job og havde i den grad brug for at flytte fokus fra det klister af sygdom og død, der klæber til kræft. Til noget nu. Og noget liv. Og væk fra vores små navler.

Hun delte mit lettere vanvids-come back til Sjælsøløbet, hvor vi cyklede 125 km. Seks uger efter min sidste kemoterapi. Og efter jeg havde cyklet fra Odden. Fordi jeg stadig var i isolation efter kemoterapien og ikke kunne rejse med tog. Og hun var ikke imponeret. Sådan noget gør man bare.

Hun var sjov, sej og fuld af kærlighed. Til sine drenge. Til sin mand. Og til verden. Og nu må de undvære hende. Verden, det her kan du ikke være bekendt.

Så husk det nu. Lev det liv for fuld udblæsning. Der er ingen retfærdig udvælgelse. Fyld det med fest og farver. Fyld det med nærvær og ærlighed. Elsk for fanden. Mangler du nogen, så find nogen. Gør noget godt i verden. Flyt det fokus fra dig selv. Verden har brug for os.

Så nu vil jeg løbe en rasende tur og bagefter tæske nogle maskiner i træningscenteret. Så jeg kan fylde Vers lille liv med fest i aften. Og drikke en skål for Mette.

by - 3 kommentarer

Fucking fredag

Jeg burde have anet det. Denne fredag var forbandet fra sin tidlige begyndelse. Eller forstyrret, i hvert fald. Som nogle fredage kan være det. Jeg vågnede forvirret. Smeltet ind i en drøm, der luftigt forsvandt i morgenduggen. Og jeg måtte vriste mig fri af en dyne, der føltes lige så sammensmeltet.

Ledte på vanlig morgenvis rundt efter nøgler, løbesko, den vigtige notesbog, klippekort, mig selv (?). Bussen gav mig en lang næse, og jeg tænkte okay så, jeg venter da bare. Og vente kom jeg til. For s-toget måtte holde i kø til Hovedbanegården i mere end tyve minutter.

Men jeg var stadig god og mild. Og luskede mig til at nyde endnu flere sider i Murakamis mesterværk, 1Q84.

Men så startede fredagsforbandelserne. På en dag, hvor der bare skulle skrives, ikke i metermål, men i kilovis. Inden weekenden. Og med ca tre minutters mellemrum poppede en grå firkant frem midt på skærmen. Og fortalte, at Windows var holdt op med at fungere. Send fejlrapport. Genstartede mildt. Og opdagede, at intet var gemt. Nu var det ikke bare irriterende. Nu var det spild af min fredagstid. Og sparkede faretruende til mit blodtryk. Vi fandt en slags rytme, computeren og jeg. En sætning, ctrl s, en sætning, – grå firkant: windows holdt op med at fungere – forfra. Jo, det gik mere end langsomt. Kun afbrudt af telefoner og kolleger der kiggede ind på kontoret.

Jeg besluttede mig for en pause og trak i løbetøjet. Jeg kunne lige nå tre kvarter i Dyrehaven. Troede jeg. Jeg slap helskindet over Overdrevsvejen, og reddede balancen med mere held end forstand. Dyrehaven var smurt ind i is. Skovstierne var skøjtebaner. Jeg listede ud igen. Overvejede et splitsekund at lave en ren retræte til Regionsgården. I stedet løb jeg mod byen på rene fortove og fik rystet alle de løse ord og bogstaver, som flød rundt i mit hoved, lidt bedre på plads.

Men så let slap jeg ikke. I morgen kommer Sofie og overnatter med turbobabyen, Vera. Som, siden hun sidst var her, spæner rundt på to ben. Og når man ikke engang er et helt år endnu, har man ikke meget hjerne med sig. Og jeg hader lyden af baby ned ad trappen. Derfor indledte jeg en ekspedition til Ikea i Gentofte. På jagt efter et gitter til min trappe. For at gøre en lang historie kort, så lader det sig gøre med s-tog og bus fra Lyngby station. Det er den lette part. Bagefter lader det sig også gøre. Med 80 X 80 cm stor pakke. Og jobtaske. Og træningstaske. Og den store blå pose med alle de andre ting, som Ikea kaster efter dig, inden du bliver lukket ud af butikken. Med bus til Ryparken og videre med s-tog for til sidst at tage bus 30 resten af vejen hjem.

Nåmen jeg fik arbejdet færdig. Fik sendt alt, hvad jeg skulle. Overholdt mine deadlines. Og nu sidder jeg stille her og fejrer, at selv fucking fredage får ende og bliver til weekender. Som er helt fredede for både arbejde og for Ikea.

by - 8 kommentarer

Manden

Sidder og arbejder koncentreret (nå ja – det GJORDE jeg) ved spisebordet med Leonard Cohen i ørerne. Han kan stadig forføre mig i sin høje alder. Leonard Cohen er som et gammelt ægteskab. Jeg har lyttet til ham altid. Så er det ham eller mig, der er gammel?

I gymnasiet spillede vi Songs of Leonard Cohen og lyttede henførte til Suzanne og So long, Marianne og havde lange dybe samtaler om teksterne. Jeg blev skyllet med af hans dybe stemme og langsomme toner. Og vi var med videre på Songs from a room og Songs of love and hate.

Leonard var med mig, da jeg fik kæreste og børn. Og han var med, når kærligheden ramlede. Der er ingen, ingen overhovedet, der kan lave hjertesmertemusik, som Leonard. Med musikken slår han armene om mig, tager mig i sin varme favn og forsikrer mig, at verden stadig er okay. At jeg kan regne med ham.

Og så kom I’m your man pludselig. Og var anderledes. Jeg elskede den. Og spillede den. Hele tiden. Så meget, at Sofie 4 år hev mig i bukserne, når jeg spillede noget andet. Jeg vil høre Manden, sagde hun. Spil Manden. Og jeg spillede Manden, og vi lyttede sammen, mens jeg spekulerede over, hvordan Leonard også kunne fortrylle en lille bitte musikmus.

Men fortryllet blev hun. I en grad så hun stadig går rundt og hygger sig til tonerne af Leonard Cohen. Akkurat som jeg selv gør nu med hans gamle ideer i ørerne.

Og der er altid noget særligt over at dele noget særligt musik med mine børn.

by - 4 kommentarer

Min gamle massør

Jeg går i mit stille sind og savner lidt. Mit ene ben er stadig en smule arrigt. Hælen eller akillessenen skriger ikke så højt længere, men noget forplanter sig lidt længere op af benet. Og jeg savner min gamle massør.

For tusind år siden, da jeg kunne løbe et mere hæderligt tempo, havde jeg en periode en ilter træner fra Mexico. En del af dealen var massage to gange om ugen. Han var nemlig også uddannet idrætsmassør, og alt hvad jeg ved om udstrækning, ved jeg fra ham. Han svor til styrke og smidighed. Anden del af dealen var benhård styrketræning to gange om ugen. Og jeg mener hård. Vi trænede to timer hver gang, hård vægttræning og koordination. Ikke i træningscenter, men i en hal, hvor vi arbejdede med tunge medicinbolde og hinanden som modvægt. Adskillige runder med gakkede gang/løbearter var et fast indslag, ligesom bensving i højt tempo over en lang række hække. Nå ja, så var der to gange interval, to gange tempotur, et par restitutionsture og en lang. Og så var den uge lissom gået. Han var en hård mand, var han.  Måske lidt præget af en opvækst, der ikke fra starten havde indbudt til internationale resultater. Derfor var der no mercy.

Men massagen…. Det er jo noget rart og afslappende, ikke? Ikke hos Felix. Jeg kunne kun holde til hans massage, fordi jeg gjorde det to gange om ugen. Han var berygtet blandt atleterne i Århus. Selv fyrene barberede ben, når de skulle til massage. Og han har engang masseret mig til en fibersprængning. På den anden side har han også engang masseret mit ben med fibersprængning til rekordhurtig heling. Han havde en sjælden evne til at spore knudrede forkrampede muskler til deres grundlæggende problem. Et problem i en læg kunne stamme fra et andet problem et bestemt sted på ryggen. Og der tog han fat. Og kunne kurere hvad som helst. Næsten.

Jeg havde et bækken, som ind imellem pludselig lavede et vrid og ‘gik af led’. Det blev låst i en fuldstændig skæv og meget smertefuld position. Som gjorde det ganske umuligt at bevæge sig fremad uden virkelig gakket gangart. Hver gang låste Felix det op. Jeg kom krabbende ind ad døren med hele fjæset lukket i smertekramper. Og gik derfra. Nå ja, det tog flere gange og en masse koordinationstræning og udstrækning. Men efter kort tid kunne jeg gå og løbe igen.

Men han var mexicaner. Og ilter som få. Og gudnådeogtrøste, hvis man faldt i hans kløer på en dårlig dag. Han kunne stå bøjet over mig, med fingrene dybt begravet i mine smadrede muskler, mens han rasede over pengemangel, racisme, kvinder og andre verdensuretfærdigheder. Jo mere han rasede, jo hårdere tog kløerne fat. Og jo mere jeg jamrede, jo hårdere blev det.

Lige nu savner min højre læg hans kradse hænder. Han ville i løbet af 2-3 omgange have løst det hele op. Han ville sikkert have stillet mig ved siden af briksen og gået hele min rygsøjle og bækken igennem for at finde uregelmæssigheder. Og han ville have pisket mig rundt i manegen med sære kombinationer af koordinationsøvelser. Og han ville have beordret timelange udstrækninger af de forpinte muskler og sener.

Nu nøjes jeg med de koordinationsøvelser og udstrækninger, han har lært mig. Og det virker lige så stille.

by - 1 kommentar

Mandag med muligheder

Man kan tilgive en mandag morgen meget, når den folder sig ud med blå himmel og pudder på træerne. Selvom termomeret sagde minus 8 grader på en dag, hvor DMI havde flashet klare forventninger om plusgrader.

Man kunne endda næsten glemme, at det var mandag. Efter en weekend der sagtens kunne have udvidet sig med et par ekstra dage. Den var for hurtigt slut. Jeg ville have mere.

Måske er jeg bare i det overbærende hjørne. Fordi det er lyst. Og fordi jeg løb en god tur i går. Som ikke kværnede min hæl i smadder.

Måske er min krop blevet glad. Fordi jeg har lovet aldrig at stikke fødderne i de gamle vinterstøvler igen? Og fødderne der har kvitteret med at fjerne de glasskår, som har kværnet rundt i hæl og akillessene.

Måske har weekenden bare virket? Ladet de flade batterier op og pustet ny energi i mit system?

Måske er det bare godt at være i dejligt selskab. I timer der uden problemer kunne være meget længere.

Måske er livet bare helt grundlæggende godt nok.

Og måske er det bare godt at vide, at man ikke er en fugl. Alt taget i betragtning.

20120213-150209.jpg

by - 2 kommentarer

John Lennon på Crown Plaza

Yoko Ono har samlet en del af John Lennons tegninger og gjort det til en udstilling, som man kan skynde sig ud til Ørestaden og se i morgen. På mandag er den nemlig væk. Og der er gratis adgang.

Jeg elsker – eller – elskede John Lennon. Jeg bliver aldrig træt af hans musik. Imagine er en af de plader, jeg næsten har slidt op. Han var genial og han var modig og nytænkende.  Og ret skør. Men okay. At samle hans ret private skriblerier og lave en hel udstilling ud af det, holder måske ikke helt i byretten. En del af tegningerne var fine. Jeg kunne godt lide hans helt enkle streg. Og hans evne til at antyde med sin streg. Don’t tell it, show it, er en gylden regel. I al kunst. Og det forstod John Lennon til fulde. Andre var farvelagt af Yoko Ono, og det skulle hun måske bare have undladt. Det gjorde ikke nødvendigvis noget godt for tegningerne. Men all things considered – var det en fin lille udstilling. Hvor man for en mindre formue kan hænge en ægte Lennon tegning på væggen hjemme i alrummet. Men hyggeligt var det at tøffe rundt og se tegningerne til tonerne fra Imagine.

Vejret var fantastisk, og vi gik hele vejen til Ørestaden over Amager Fælled. En iskold tur over en dybfrosset fælled. Som jeg et par timer tidligere havde udfordret med en lille bitte løbetur. Pludselig fik jeg for voldsom lufthunger. Hælen føltes afgjort bedre, og jeg måtte teste den. Imorgen ved vi så, om det var knald eller fald. Under alle omstændigheder afslørede vores gåtur, at mine vinterstøvler ryger på pension. Pronto. Og måske er de skyld i hele hælmiséren. Ud med dem. Jeg skider på forfængeligheden og trækker i de stive læderstøvler resten af vinteren.

Og i øvrigt er Crown Plaza et ret fedt sted. Og det var en i øvrigt helt fortryllende tur.

by - 1 kommentar

Om onde ben og kloge spørgsmål

Det er ti år siden, jeg sidst har haft en løbeskade. Mindst. Og dengang var det fortjent. Fordi jeg hele tiden levede på kanten. Løb en milliard kilometer. Hurtigt. Stillede op i en tre millioner konkurrencer. Og blev jævnligt spottet med hovedet under armen. Hviledage fandtes ikke, og ugen skulle helst indeholde tre gange intervaltræning. Jeg løb om kap med hvemsomhelst nårsomhelst. Og så får man jo smæk. Men man har haft det sjovt.

De sidste fem år har jeg løbet mere adstadigt. Afdæmpet tempo og i langt mindre omfang. Løber sjældent intervaller og løber aldrig om kap. Med nogen. Fordi jeg altid taber. Så why now? Hvorfor i himlens navn skal jeg nu sidde her med ondt ben og minde om en sur cigar? Jeg hader at blive grounded sådan uden videre. Ja, måske har jeg løbet et par måneder i dårlige sko. Men det skulle jo ikke betyde så meget, når jeg ikke løber hverken stærkt eller langt. Vel? Og jeg HAR jo aflastet det ben og holdt (en lille) pause. Er jeg ved at blive gammel, siger du? Jamen det har jeg haft gang i længe. Det skulle ikke være accellereret for nylig.

Løbeturene er på stand by og cykelturene lige så, og jeg får hunger efter frisk luft. Det er fint nok med romaskinen i træningscenteret. Den er sjov nok, og det er fin vintertræning. Men frisk luft er der ikke meget af. Så det er godt, at min indre viking er groet frem. Og driver mig en tur i ishavet flere gange om ugen. Fordi det er sjovt.

Et ondt ben er ikke verdens ende. Det er tæt på, fordi jeg bliver eksplosiv på den dårlige måde, når jeg er afskåret fra mine daglige løbeture. Og det onde sul kan let vokse sig stort og komme til at trænge større ting til side.

Men så kom der en mail fra Anna. Som med sin kloge intuition bare vidste, at det var, hvad jeg havde brug for. Et link til en tale af en kvinde af den rette støbning. Hør selv. Tag dig et kvarters tid, tryk på linket nedenfor og spørg med Diana Nyad: What is it, that you are doing with this precious life of yours? Den skal høres til ende.

TED talk, Diana Nyad

by - 2 kommentarer

Frosne fristelser

Man skulle ikke have troet det muligt. Jeg er stadig ikke helt kommet mig over vinterens største overraskelse. Min nye fritidskarriere. Da jeg kom fra arbejde, hentede jeg håndklæde og badetøj og tøffede ned til havnebadet. Jeg gik resolut ind og kravlede ind i blå Adidasbadedragt. Med fartstriber. Jeg hilste gennem glasdøren på de to, som sad og lunede sig i saunaen. Det føles stadig lidt sært at træde udenfor med bare tæer og arme. Når man nu lige har lagt pelsen i skabet. Men til min store overraskelse, gør jeg det helt uden tøven.

Vandet er dækket af tyk is. Ti centimeter, vil jeg tro. Og vi havde egentlig slet ikke forventet is i havnebadet. Nogen havde fortalt om turbiner, som ville holde badet isfrit. Ikke helt, altså. Ved foden af trappen ned i bassinet var allerede hakket hul i isen. Ikke noget med svømmetag der. Vandet indbyder heller ikke til længere ophold. Ned ad trappen og under med det hele. Og hurtigt op igen.

Lånt fra Facebook

Efter dukkerten var det dejligt at smutte i saunaen, få varmen og smutte ud til endnu en dukkert. Anden gang var vandet mærkbart mindre koldt. Mærkeligt fænomen. Tre dukkerter i alt, og  pauserne i saunaen fik varmen i kroppen til at slå ud i lys lue. Og så kommer man på en eller anden måde hinanden lidt anderledes ved, når man sidder der i badetøj på hver sit håndklæde. Ja, badetøj. I vores badeklub må man ikke være nøgne. Det er der nok for meget by over det til. Metropolisbeboerne vil vist betakke sig for nøgne mennesker i deres baghave. Personligt har jeg heller ikke behov for at flashe mit private maveflæsk.

Men jeg synes, det er skidehyggeligt. Når jeg nu er seriøst grounded fra mine løbesko (jo, det er jeg), så kan ishavet skubbe på humørbarometeret.

Og så kan man jo stilfærdigt hygge sig ved tanken om, at Ole Henriksen him self anbefaler fruerne at stikke ansigtet i en balje med is. Det her er hyggeligere. Og jeg sidder her med den mest afslappede energi flydende i kroppen.

by - 2 kommentarer

Ja-hatten på banen

Sørme om ikke jeg sidder her i min lune sofa og får lyst til at skrive et pænt indlæg om DSB. Muligvis inspireret af de timer, jeg tilbragte i toget. Måske fordi jeg var lidt vranten i mit sidste skriv her på siden. Måske fordi brok i for store koncentrationer, sparker liv i en indre Rasmus Modsat. Hvis I bliver ved med at brokke jer så meget, så falder jeg over mine egne tæer i min store ja-hat. Og det er let at drukne i brok-mosen. Blablabla… vejarbejde. Blablabla…fem minutter forsinket. Blablablabla… umuligt at køre forbi Nørreport. Blablablabla…ikke plads i toget. Blablabla…dårlig kaffe. Fortsæt selv.

I dag stod jeg på bussen lige udenfor vores gård, kørte uden svinkeærinder til Hovedbanegården, hvor jeg gik direkte ned og satte mig i toget, som transporterede mig helt uproblematisk til Odense, hvor jeg ankom i tide til mit møde. Gab, tænker du. Hvor er det kedeligt at høre om. Ja det er. Og derfor er der aldrig nogen, der skriver noget pænt om DSB. Fordi vi glemmer de uproblematiske ture med det samme. De er simpelthen for kedelige. Men vi husker dem, der gik galt. Dem kan vi sammen sidde fællesfnyse over. Vi bryder ud i sort raseri, når s-toget kommer for sent. Pludselig bliver det til altid i vores indre hjernegrød.

Med ja-hatten godt nede om de kolde ører kan jeg faktisk huske allerflest gode togture. Og når jeg tænker på, hvor mange tog, der spyes ud over vores lille land hver eneste dag, kan jeg blive næsten imponeret. Vi kommer jo frem. Og de fleste gange til den tid, vi havde tænkt os.

Jeg har rejst rigtig meget med tog i rigtig mange lande. Og vores baner er ret gode. De ville klart komme i en top tre. Overgået af de tyske baner og måske de schweiziske. Jeg sværger. Alle de andre er dårligere end DSB. Når man har kørt rundt i Italien i tog, er gensynet med DSB dejligt. Når man har futtet rundt i Indien, kan man næsten lægge sig på knæ og kysse den første DSB-vogn, man møder. Og sådan kan alting sættes i relief. Hvis man gider.

Så egentlig vil jeg vist bare sige tusind tak for endnu en begivenhedsløs togtur mellem Sydhavnen og Odense. Mens månen stråler på livet løs. Lige ned på min hovedpude.

by - 0 comments

Frysende mulerier

Blev lige fuldstændig overmandet af kulden, så alt frøs til. Træning, blog, cykling og alting. Og jeg har siddet og surmulet og følt mig fuldstændig snydt. Jeg troede for alvor, at vi slap. At vi i år slap nådigt med våd og mørk vinter, som allerede var på retur. Mit lille juleintermezzo i Lissabon sparkede optimismen i vejret med en dosis lys og solskin. Og nu er vandet i min kanal frosset til. Jeg så sågar et par kække fyre på skøjter bag Teglholmen. Med landfast veninde ganske vist, som hvinede noget om nerver.

Jeg har mulet hver eneste morgen, fordi bremsen på min cykel fryser, så jeg må lade den stå i kælderen. Allerede der har vejret tabt på point. Jeg kunne selvfølgelig ofre de der 800 bobs, det koster at få bremserne pustet igennem og fyldt op med olie. Men det gør man ikke på en cykel i terminalfasen. Heller ikke selvom den har levet et helt år længere end forventet. Den er døende. Så det bliver bus og s-tog og bus, mens jeg savner at suse afsted på cyklen.

Løbeskoene har stået til pynt i gangen siden søndag, fordi jeg har haft djævelsk ondt i det ene ben. Det har jeg haft længe, faktisk. Så min søster kikkede på mig med bekymret mine og sagde, jamen det ligner da slet ikke sig at have skader? Nej, og jeg har også ignoreret det ben med rasende energi i de sidste mange uger. Sammen med kulden blev jeg overmandet af noget fornuft og holdt pause. Til i dag. Hvor jeg løb morgentur i dybfryseren på Amager Fælled. Og måtte erkende, at det hverken gjorde mere eller mindre ondt. Og det gør det altså heller ikke hele tiden, må jeg lige skynde mig at sige. Årsagen? Jeg tror, jeg er fældet af min egen nærighed. Jeg har igennem lang tid købt mine løbesko fantastisk billigt i England. Næsten for godt til at være sandt. Og det har det så været. For godt til at være sandt. Jeg tror simpelthen ikke, de har været gode nok. Jeg har også lagt mærke til, at de slet ikke har holdt så længe, som løbesko plejer at gøre hos mig. Så jeg har grebet dybere i lommen og købt nye.

Det blev så ugen, hvor jeg endelig gjorde alvor af at melde mig i det lokale Fitness.dk og starte noget indendørstræning. Og, okay, det piftede lidt til humøret at ro seks rasende kilometer, mens en mand roede overfor mig i adstadigt tempo. Og kastede anerkendende blikke i min retning. Havde lige en stund glemt, at jeg faktisk synes, det er ret fedt at knokle igennem på en romaskine. Jeg kan godt lide vores afdeling af Fitness.dk. Det er et lille center, hvor der er, hvad der skal være. Der er sjældent mere end 20 mennesker i gang, og det passer mig fortrinligt. Til gengæld er her ret personligt, sagde gutten i receptionen, vi kender næsten alle gæsterne. Når det nu skal være, er det okay. Og det er fint at bruge noget af det her vintervejr på at bygge kroppen op. Til hvad jeg nu finder på, når det bliver sommer.

Verden kan vel kun være tilfreds med, at jeg har skånet den for at blogge min misfornøjelse ud i det åbne. Og nu kan jeg alligevel sætte mig tilbage med en god fornemmelse af at have arbejdet kroppen godt træt. Og vente på min veninde, som jeg har aftalt sushi og boblevand med. Inde i min lune stue, mens vi for en stund kan glemme alt om fimbulvinter udenfor.

20120204-184047.jpg