Andre virkeligheder

I aften mødte jeg en mand fra et østeuropæisk land, som havde brug for vores hjælp til den infektion, han havde fået. Fordi han sover udenfor. På gaden. Jeg spekulerer på, om jeg skal glæde mig over, at det er bedre at leve på gaden i mit land. På en iskold vinterdag. End det er i det land, han kommer fra.

Jeg spekulerer på, hvordan nogen virkelig kan mene, at han ikke er mit problem. Når han står der foran mig. Og holder døren ind til apoteket. Med øjnene fulde af magtesløshed og feber i kinderne.

At være grønært

Jeg har beamet Murakamis tredje bog om 1Q84 ned til min Kindle reader. Det er lidt risikabelt, for den vil være en seriøs konkurrent til mit eksamenspensum om projektstyring. Men jeg kan ikke vente længere på at læse videre efter slutningen på 2. bog.

Hovedpersonen i 1Q84 hedder grønært. Eller det japanske Aomame lyder mere sofistikeret. Aomame kan slå ihjel med stil. Hun har en mission, men forvent nu ikke en kriminalroman. Murakami skaber helt særlige universer i sine bøger, hvor virkeligheder udvikler sig i overrumplende retninger og overskrider sine egne grænser. Aomame finder pludselig sig selv i en ny virkelighed. Og jeg bliver sådan lidt grønært-agtig – i dansk forstand, når jeg læser Murakami. Forstået som lille bitte og meget grøn. Jeg elsker hans universer. Og holder aldrig op med at blive overrasket.

Det startede med “What I talk about, when I talk about running”. Endelig en bog om løb, som drejede sig om andet og mere end teknik og præstation. Han skrev om løbets virkning på livet, og livets indvirkning på løbet. Jeg var fanget. Jeg keder mig gudsjammerligt, når folk skriver opremsende bøger om træning, kost, resultater og mere træning. Og jeg klapper begejstret i mine små hænder, når jeg finder bøger af den dybere slags. En anden af sin art er Klaus Rothsteins bog, Frisk fisk til Inkaen.

Murakami udvider mit mentale mulighedsrum, på en måde. Det er lidt frækt sådan at udvide virkeligheden med en ny virkelighed. At grønærten langsomt erkender, at hun er havnet i en virkelighed med to måner. Og hvor begivenheder har fundet sted udenom den gamle virkelighed.

Mens jeg har Ralf Pittelkow kørende i baggrunden i klinch med Clemens, kunne man godt misunde sådan en parrallelvirkelighed. Måske Ralf Pittelkow kunne smutte derover? Så vi andre kunne få fred i vores hoveder? Nej? Okay, så har jeg heldigvis en sluk-knap.

Kold lørdagstur

Jeg vågnede ved dørklokkens insisterende brummen. Netop midt i planerne om at sove meget længe. Udenfor stod en venlig mand med en pakke. Mine hårdt tiltrængte nye løbesko var ankommet.

Senere løb jeg afsted ud i den kolde formiddagsluft. Uden en færdig plan i hovedet. Det blev til godt to iskolde timer på en Kalvebod Fælled pakket ind i is. En tur uden store oplevelser. Men fyldt med små indtryk. Jeg bevægede mig næsten alene rundt på fælleden. Andre mere fornuftsbaserede væsener holdt sig indendøre til varmere lørdagssysler. Med Adele i ørerne nød jeg alligevel det frosne landskab. Og frydede mig stille over, at snemasserne ikke har holdt indtog endnu. Alligevel er rådyrene på fælleden sultne. Almindeligvis ser man dem ikke. Men i dag sprang de flere gange over stien foran mig.

Hjemme skulle der mere end almindelig overtalelse til at hoppe i ishavet i havnebadet. Og det mønstrede jeg bare ikke i dag. Jeg var blevet for kold om numsen i de to timer. Og selv ikke lokning med hyggelig saunavarme kunne skubbe mig i det kolde vand. I morgen, måske?

Men to timers løb er en dejlig start på weekenden. Når jeg løber to timer alene, kan jeg få min bevidsthed tømt for tanker en stund. Og det er godt for mig, når jeg har for mange projekter, der kæmper om førstepladsen i den indre trængsel på øverste etage. På Kalvebod Fælled får de sparket. Alle i hobe. Og det er jo grundlæggende meningen med frie stunder. At tankemylder fra arbejdslivet får plaster for munden. Og jeg kan holde en velfortjent weekend uden flere planer.

God weekend.

En diva i det gamle gasværk

Forleden aften sad jeg med nogen måben og lyttede til Smagsdommerne på DR2, mens de vendte tommelfingeren ned og gned salt rundt i forestillingen Jazz, Love and Henderson. Enten er jeg en pop-dummie uden sans for virkelig kvalitet, eller også er Smagsdommerne en samling højpandede ignoranter. Jeg så forestillingen på Østre Gasværk, og jeg var ret henrykt. Faktisk vendte både min datter og jeg alle vores mange tommelfingre op.

Caroline Hendersons historie var god og vedkommende. Jeg vidste kun, at hun var svensker og havde sunget i RayDeeOh, før hun udkom som en gudsbenådet solist. Jeg lægger mig fladt på maven over den stemme. Og jeg lægger mig én gang til for at have gennemlevet den barndom. Og så i den grad fremtræde (jaja for mig, altså) som en kompleks og hel kunstner.

Der er ikke noget jazz der, sagde en smagsdommer. Kedelig historie, sagde en anden. Musikerne lignede noget, der helst ville løbe langt væk, sagde en tredje. Måske var de der på en dårlig aften. For jeg oplevede noget helt andet. Jeg så et veloplagt band. En trup af fænomenale dansere. Som kunne kalde de store følelser frem. Nå ja, i mig, i hvert fald. Og en Caroline Henderson, som sang røven ud af bukserne på en måde, der illustrerede hele den komplekse historie, der udspillede sig. Og som kunne stå der, højt hævet over alle, klædt i sølvkjole. Og være fuldblods diva midt i det gamle gasværk på Østerbro. Gudindesmuk som ikke mange andre. Og jeg så, at det hele spillede sammen på fornemste vis.

Det er tankevækkende, så forskelligt man kan være til stede i samme forestilling. Jeg tænkte bare, hvor synd det var for alle dem, der ikke sad i de tomme sæder i det gamle gasværk. Men jeg er heller ikke smagsdommer. Eller jazzmusiker.

Nå ja, lidt ømt er der vel, derinde i hjertekulen

Jeg har en lille gruppe kvinder, som jeg mødes med en gang om måneden. Vi har vores eget lille skrivelaboratorium. Hver måned mødes vi til noget brunch og læser hinandens tekster. Det er så fedt at have et trygt lille forum at læse mine skriv op for. Og det betyder, at jeg skriver, når jeg har travlt med alt muligt andet. Jeg får skabt mig mine små fredelige tanke-oaser, hvor det bliver muligt at arbejde koncentreret med ord. Ikke som på bloggen. Her får ordene lov til at flyde mere eller mindre frit om det, der optager mig.

Ganske anderledes forholder det sig med de tekster, skrivelaboratoriet må lægge ører og øjne til. Her har vi nemlig stille bygget en lille tryghed op imellem os. Vi tager laboratoriet alvorligt, og her er rum til eksperimenter. Jeg forsøger jævnligt at omsætte oplevelser og iagttagelser fra mit liv med sygdom. Det er svært, fordi jeg har stor respekt for, hvad ord kan og ikke kan. Der er skrevet mange bøger om kræft. De fleste keder mig. Og jeg får knopper af hjerte-smerte litteratur. Jeg skal heller ikke skrive om seje bjergbestigninger, fordi der også er skrevet nok om det. Jeg skal arbejde og eksperimentere med mulighederne i ordene. Ja, det lyder kryptisk, men det handler om at stramme sproget, så jeg kan sige noget meget præcist. Som andre alligevel kan give andre indre billeder.

Jeg har arbejdet med en lille tekst om en samtale, jeg havde med min ældste datter. Få dage inde i mit behandlingsforløb. Og få dage efter hendes første datters fødsel. Det gjorde ondt i mit hjerte dengang, at hun måtte slås med angsten for min sygdom samtidig med alle sine følelser og det lille nye barn. Og det var det, vi talte om. I telefonen. Fordi jeg dengang boede i Århus og hun i København.

Og bedst som jeg sad der ved computeren og dirigerede rundt med ord, væltede tårer pludselig ned ad kinderne. Hmmm, jamen kræft gør jo ikke sådan ondt i sjælen længere, så hvorfor pludselig sådan en følsomhed? Den ligger der bare, helt inde i hjertekulen. En lidt hengemt sorg over den sorg og angst, som den sygdom kastede i nakken af mine børn og mine forældre. Jaja, jeg ved godt, at det ikke var min skyld. Det var sygdommen. Et vilkår. Men ligegyldigt hvor voksne de unger bliver, så vil jeg have, at de har det godt. Jeg vil ikke volde ondt. Men det er den pris, vi må betale. For at elske hinanden dybt.

Og derfor gentog det sig. Da jeg læste digtet højt for mit skrivelaboratorium. Tårerne. Og grøden i halsen. Og så er det godt at have bygget et trygt lille sted, hvor der er rum for at lufte ømheder i brugte hjerter.

Eksamensrædsler og computermysterier

Selvom jeg måske burde sidde stille i sofaen og strikke strømper til små piger i familien. Og man kunne tro, at jeg har uddannelser nok. Ja så er min aften gået med at skrive opgave. Eksamensopgave i projektstyring. Jo, man kunne godt sige, at jeg nærmest hele tiden er til eksamen i projektstyring. Jeg laver jo ikke meget andet end at styre projekter. Eller forsøge, i hvert fald.

Men nu skriver jeg opgave.Som jeg skal til eksamen i med karakter og hele svineriet. Og hvor mange opgaver er det lige, jeg har skrevet i tidens løb, mon? Ja, i hvert fald to specialer på hver 80-100 sider. Og en endeløs række af semesteropgaver og essays. Man kunne forestille sig en vis rutineret tilgang til den slags. Men jeg er ikke spor for fin til at lave det klassiske forsvindingsnummer. I ved, – man sætter sig med et suk ved computeren efter et par timers pause med en forfriskende løbetur og et hop i havnens kolde gys. Hele dagen er gået med opgaven. Eller det meste af den. Jeg åbner dokumentet og bliver enig med mig selvom at overstå de formelle sager med den rigtige forside, indholdsfortegnelse, litteraturliste og den slags. Bare som en opvarmning til at give den opgave de endelige hug. Så den kan blive printet og sendt i morgen.

Okay – og så tager jeg fat på indholdet. Men JEEEESUS – ALT hvad jeg lavede i løbet af dagen er VÆK! Det hele! Det er nemesis. Der kommer altid tre ulykker ad gangen,ikke? først iPhonen, så brød vaskemaskinen sammen, og nu dette. Jeg er tæt på at bryde ud i skrig. For jeg er ikke i god tid med den opgave. Jeg har hadet på den for meget. Men jeg magter ikke det der.

Der er kun et at gøre. Ring til en ven. Min livline i den slags. Min søn. Han kan sådan noget og samtidig tale mit hysteri ned. Aner ikke hvordan han gør. Det er magi og det virker. Han får virkelig forhindret vilde kvindeskrig ved vandkanten. Og langsomt får han trevlet  mine meritter op. Og fundet det rigtige dokument. Som havde puttet sig forskrækket i gemmerne i Dropbox, fordi jeg havde hejlet nye (gamle) udgaver ned over den. Hep hep, Dropbox – og min søn.

Nu mangler bare den sidste finpudsning, og jeg har en times tid på jobbet i morgen. Det endte godt. Jeg kan kravle i seng med ro i sindet. Og et strejf af kikset teenager bag ørerne.

Fredagsfryns

På sådan en fredag, hvor jeg fik lumret det meste af feberen af i løbet af natten. Og hvor jeg alligevel fik min dag til at gå med hele to af den slags møder, hvor kreativiteten simrede i luften. Ja så virkede det helt, helt rigtigt at sige skide til både træning og vinterbadning. Og i stedet lægge vejen forbi et nyslået vuggestuebarn og dele the wonders of Lille Peter Edderkop, eller hvordan-man-narrer-voksne-til-at-tro-man-ikke-er-træt-legen.

Men selv standhaftige superbabyer taber luft efter den første lange dag i vuggestuen. Øjnene klapper i, og søvnen overmander det lille væsen.

Og jeg cykler bare hjem og regner med, at det var sygdom nok for denne gang.

Danmarks Smukkeste Festival

Jeg er blevet snigløbet af noget feber. Jamen jeg var også syg i september. Det er da helt for meget. Og der er ikke noget med at ligge under dynen i morgen. Sådan er det.

Men det var heller ikke det, jeg ville brede mig ud om. Midt i Mandag Morgens konference om Velfærdens Innovationsdag stod Danmarks Smukkeste Festival. MIN festival.

Siden mine børn var semi-små har jeg arbejdet i Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg. Jeg var formand for festivalens information og flyttede ind på festivalpladsen i en uge hvert år. Ungerne blev gradvist sluset ind i festivallivet. Først som endagsgæster på de (dengang) fredelige torsdage. Senere kom fredagen med, og langsomt, efterhånden som de alligevel blev ældre, blev de sluppet fri. Når de blev gamle nok, blev de også sluset ind i Informationen, og vi havde en masse år, hvor vi arbejdede sammen på festivalen. Efterhånden smuttede flere og flere af ungernes venner ind i min stab. Og ved I hvad? Det har været SÅ sjovt. Men så ramlede min verden og det hele gik op i kemoterapi, og min Sofie overtog formandsstolen. Det gjorde hun rigtig godt, og der var ingen grund til at trænge hende ud. Jeg trak mig med andre ord. Og var også for træt i sjæl og krop til en uge i larm, alkohol og støv.

Jeg har ikke været på festivalen i de sidste fire år. Sidste gang jeg var der, havde jeg stadig kemohår. Eller næsten ingen hår. Og jeg glemmer aldrig fornemmelsen af at vandre rundt på festivalen alene. Ingen kunne kende mig. Jeg husker bare, at jeg cyklede tilbage til Århus med tårerne sprøjtende efter mig.

Og så stod de der i dag. Med bøgekævler og fotostater af bøgeskoven. Og vi knusede og snakkede. Og snakkede. Og snakkede. – Skal du ikke tilbage? spurgte de. Vi savner dig. Vi finder et job til dig, lige så snart du har lyst.

Og pludselig var lysten der. Jeg vil gerne have den del af mit liv igen. Selvom vi allesammen er ved at blive halvgamle. Eller måske fordi vi har så meget fortid sammen. Og noget fortid skal man værne om.

Vinterbad

Nogen gange må man æde sine egne skråsikre statements, som man kækt og med høj cigarføring har kastet om sig. Jeg har for eksempel med stor sikkerhed i stemmen gang på gang slået fast, at jeg hader koldt vand. Og at vinterbadning måske var godt for noget. Bare ikke for mig. Nu må jeg så med lige så åben mund stoppe det hele ind igen.

Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad fanden der fik mig til at betale for medlemsskab i vinterbadeklubben, Badekompagniet Sluseholmen, som åbnede med havnebadet i december. Adspurgt kunne jeg muntert sprudle noget om at lære folk at kende in the neighbourhood. Og at jeg aldrig ville komme plumpe min krop i isvand. Ligesom jeg i Århus var medlem af Jomsborg, som er en vinterbadeklub ved Den Permanente i Risskov. Hvor jeg ikke badede efter 1.november. Men havde en fest. Til festerne.

Og hvad sker der her? Nytårsaften spæner jeg ind til Islands Brygge og hopper i havnen sammen med et par hundrede andre. Og måtte med blodet boblende rundt i kroppen erkende, at det var fedt. Berusende nærmest. Og at kroppen holdt sig forbavsende varm helt ind i det nye år. Okay – hjulpet lidt af champagne og GT, men alligevel.

Herefter har jeg frekventeret Koralbadet og et par gange tøffet skuffet hjem, når der mod forventning var lukket. Jeg OPSØGER det isvand, fandme. Og nu kan man så se mig stå og kvidre om alt det fortræffelige, isvandet gør ved min krop. Om babyhud på kinderne og hyggelige stunder i saunaen. Jeg kan høres kvidre videre om, hvor fantastisk en kombination, det er at afslutte en løbetur med et koldt bad. Hvabehar???

Da jeg var yngre og spændstig nok til at træne i min daværende klubs atletikafdeling, trænede vi nogle gange om ugen i Marselisborg Skov. Når vi løb hjemad gennem skoven, lavede vi altid et stop ved Ballehage Strand, hvor der er en stor badebro. Vi smed tøjet og sprang i vandet. Smuttede i tøjet igen og løb hjem til brusebad og sauna. Og vi blev ved til omkring november, hvor jeg syntes, vandet var rigeligt koldt. Og aldrig helt fattede de padder, der blev ved.

Jeg æder den. Tager det hele i mig igen. I havde ret. Det er fedt.

The iPhone curse

Sidste forår sprang jeg glad og muntert med på Apple bølgen og købte en iPhone 4. Som jeg havde i nøjagtigt seks uger. Den afgik pludseligt ved døden i toget på vej til middag hos min gode ven, Henrik. Men det er for så vidt historien ligegyldigt. Det var nedtur. Og jeg svor næsten, at iPhone og jeg var en dårlig kombination. At jeg var for vild, dum og careless til så avanceret og følsomt et apparat. Telefonen blev sendt til mit teleselskab, og jeg ventede nogle uger. Mens jeg flyttede simkortet tilbage i min gamle Sony-Erichsson. Klaptelefon, du ved.

Savnet kom snigende. Jeg savnede kraftedeme en telefon! Man kan ikke gå tilbage. Apple tilsætter deres telefoner et hemmeligt narkotikum, som er dybt afhængighedsskabende. Og jeg var ude i en kold tyrker.

Dommen kom efter nogle uger. En sms fra teleselskabets værksted dødsdømte min helt nyfødte lille bitte iPhone. Den havde fået fugt. Og jeg var grædefærdig, fordi garantien ikke omfattede fugtskader. Da jeg havde tørret øjnene sendte jeg sagen til min forsikring. Men da der i mellemtiden blev sparket en tsunami ind i billedet i København, voksede behandlingstiden for forsikringssager til uendeligt. I august modtog jeg jubelnyheder og fik endelig igen en iPhone. Jeg var lykkelig. Eller i hvert fald meget glad.

Og det er stadig en telefon, vi taler om.

Og nu er jeg knust. Eller – iPhonen er. Nogen må have trådt på min taske til festen i fredags. Og trådt præcist så uheldigt, at min telefon nu ser sådan ud:

Suk. Dumme dig med den høje hæl, der gjorde det. Nå men det er da et halvt år siden, ik? At jeg sidst fik den skiftet. Og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det kommer til at gå, når jeg køber en Mac. Mit forsikringsselskab kommer til at elske mig.