Rundt om Amager – næsten

Lørdag havde Jesper og jeg sat hinanden stævne for at løbe rundt om Amager. Og hvad der var mit livs længste træningstur. Nogensinde. Jeg har ikke helt vænnet mig til at træne på den her måde, men jeg kan godt lide det.

Godt så – vi havde planlagt en eftermiddagstur i noget vejr, der kunne blive til hvad som helst. Lidt sol, lidt koldt, lidt vind, lidt skyer, men dejligt varmt, når solen ramte os. Jeg lagde lidt ekstra tøj i rygsækken, fyldte vandblæren og plankede Jesper for et par gels til turen. Vi løb ud over Kalvebod Fælled, forbi 8tallet i det fjerne mod Kongelunden. Vi drømte sammen om, når de igen åbner digerne, så vi kan løbe deroppe og se ud over vandet. I Kongelunden måtte jeg sige 1 – 0 til vinden og tage lange ærmer på.

Og så fortsatte vi mod Dragør. Forbi Asylcenter Kongelunden, hvor vi blev både beklemte og flove over, at mennesker virkelig spærres inde i så ringe og grimme barakbygninger i årevis. I Danmark. Hvem er de mennesker, der på nogen måde kan synes, det er rimeligt? Er man ikke ulykkelig og bange, så er der her alle muligheder for at blive det.
Men Amager er også dette her:

Og så nåede vi igen ud til kysten og kunne fortsatte med vandet på vores højre side.

På en eller anden måde blev jeg fristet langt over evne til at fræse op ad den eneste ene bakke, vi mødte på vores vej. Jesper er jo i storform til den slags efter hans Transcanaria løb og sidste weekends Crossmarathon på Bornholm. Nåmn der var da også helt pænt på toppen:

Vi fortsatte gennem Dragør, hvor vi kortvarigt standsede for at diskutere, om vi skulle tage den lidt kortere vej hjem ad Englandsvej. Jeg havde en lille bitte krise, men hvad pokker – den slags går jo over. Så vi fortsatte bagom lufthavnen, mens eftermiddagssolen spredte det dejligste lys omkring os.

Her måtte vi standse og proviantere på tankstationen. Jeg var tæt på et udtørret drikkesystem i rygsækken, og Jesper trængte til cola. Vi var sultne og aftensmaden kaldte lokkende, så vi drejede mod Tårnby og gemmer den hele tur til næste gang. Til ære for Sirus kommer lige et billede af vandtårnet i Tårnby. Vi savnede dig på turen.

37,5 km løb vi. Jeg har aldrig løbet så langt på en træningstur. Kriserne brød aldrig ud i lys lue, og i dag har benene det fint. Det gør jo et eller andet, de lange træningsture. Næste uge er ikke helt så skør som de sidste uger. Eller den er skør på en anden måde. Så måske kan jeg sprede nogle løbeture ud over nogen flere dage.

Hvis du nu blir syg

Nu gør jeg lige noget, jeg ikke har prøvet før. Helt undtagelsesvist. Jeg laver en ny drejning og misbruger bloggen professionelt og kaster et par spørgsmål ud i æteren. Fordi I helt sikkert kan hjælpe mig med mit projekt ved at kaste jeres meninger og overvejelser tilbage. Hvis i altså gider. Og hvis I gør, så spørg lige venner og bekendte om de vil give deres besyv med.

Almindeligvis holder jeg mit professionelle liv ret skarpt adskilt fra mit liv på bloggen. Men nu arbejder jeg med et projekt, som handler om, hvordan man kan bruge cyberspace, it-teknologi, internettet og mobiltelefoni aktivt i sundhedsvæsenet for at lette livet og dialogen for patienter og familie og læger og sygeplejersker. Og er det så ikke oplagt at bruge mine cyber-muligheder til at hente ideer ind?

Ud over at lette livet skal det her også være med til at gøre behandling, undersøgelser og kontrol mere effektive og sikre, og det skal ikke mindst støtte de syge og deres familier i at være aktive partnere i deres egen behandling. Altså det kan handle om at samle alle mulige oplysninger om sygdomme og undersøgelser, så det er nemt at finde, når man har brug for det. Det kan handle om at kunne booke tider hjemmefra på nettet. Det kan være muligheder for at etablere webbaserede forum, hvor man kan stille spørgsmål til læger og sygeplejersker. Og få svar. Det kan være online-forbindelser, så man kan være i forbindelse med sit sundhedsvæsen hjemmefra. Der kan være forbindelse mellem måleapperatur i hjemmet og hospitalet. Kan vi lave sociale platforme som Facebook? Bruge sms og mobiltelefoner til at minde om aftaler?

Mulighederne er mange, og nu skal vi lave strategier for det.

Så kære læser, – hvis nu du får brug for et hospital, hvis nu du bliver syg eller gravid, eller noget nært familie får brug for det – hvad kunne du så forestille dig kunne være en hjælp og støtte for dig eller din familie? Måske har du været syg. Eller født børn. Eller været pårørende. Lad os nu bare lege, at alt kan lade sig gøre. Lad os kaste økonomiske eller teknologiske begrænsninger langt væk og lade fantasien blomstre. Uden begrænsninger. Dem tager vi helt sikkert senere.

Og bare rolig. Vi spørger også de professionelle. Og forskerne. Og patienterne. Og it-nørderne. I et professionelt forum.

Gensyn med 100-meter skoven

Eller St. Dyrehave. Der er sådan lidt Peter Plys over den. Og jeg bliver lidt Peter Plys-agtig på den naive måde i den skov. Jeg havde en aftale med hende her tirsdag eftermiddag ved fårefolden i St. Dyrehave. Men Katrine måtte hostende melde pas og tage sig af sit helbred. Nu var jeg jo bare sat helt op til en tur i skoven. Jeg elsker Amager, men jeg savner skoven en lille smule ind i mellem. Og er jeg så ikke bare så heldig, at jeg arbejder midt i det hele? Derfor kom skoene med i tasken, og jeg driblede alene over i skoven. Med et par småmisundelige kommentarer fra kolleger, som ikke havde udstyret med.

Fårene var ude, solen var fremme, og fuglene kvidrede løs. Dejligt at tøffe ad skovstier igen. Så anderledes end Amagers flade savanner. Men der er noget sært ved den skov. Jeg mister tit orienteringen. Og finder pludselig mig selv i den helt forkerte ende af skoven. Jeg, som ellers har en veludviklet retningssans. Jeg mener, jeg har jo arbejdet som guide og travet rundt i de vildeste bjerglandskaber. Det skulle jo bare være en kort, nærmest symbolsk tur. Mine ben var lidt trætte. Weekendens mange kilometer sad og gemte sig i læggene. Mandagens hårde yoga-øvelser sad alle andre steder. Og syv timers bøjede knæ under skrivebordet er ikke befordrende. Så jeg startede lidt tungt. Og inhalerede skovens dufte, mens jeg bare nød stilheden og fuglene. Og så var det, at jeg måtte have taget et forkert drej, for pludselig var jeg lige ved de store elmaster. Og de er tæt på den helt forkerte ende af skoven. Om igen og tilbage, mens jeg rodede rundt for at finde den rigtige sti. Og benene havde fået tæsket det tunge ud.

En god time senere tjekkede jeg igen ind på Regionsgården, hvor kun et par standhaftige kolleger var tilbage. Den næste uge er skrupskør. Løb må passes ind på kreative måder og tidspunkter. Jeg har første kulminationsbølge med et af de største projekter, jeg nogensinde har været projektleder for. Derfor sidder jeg hjemme i Sydhavnen og skriver, så der står røg ud af tasterne.

Vil I gerne se, hvordan min udsigt er sådan en solrig morgen med fuldt blus på foråret? Ja? Så se med her:

Weekenden i løb

Min træning er lidt…… hmmm – sjov? For tiden. Jeg har lidt rigeligt at rive i henne i det der sundhedsvæsen. Altså på den sjove nok måde. Det æder bare den tid, jeg ellers skulle være i løbeskoene. Nåmn så må man jo sno sig, og derfor tæsker jeg rigtig mange kilometer mellem fredag og søndag aften. Det kan være smart – eller det kan dræbe enhver træning. Men sådan er det bare lige nu. Også den her weekend.

Fredag landede jeg i løbeskoene kl 18 og satte af ind mod Islands Brygge. Langs vandet, forbi Nokken og ind til barnevognssegmentet på Islands Brygge. Er det ikke fantastisk, at man kan nå det, mens det er lyst? Men træerne vokser trods alt ikke ind i himlen, og jeg nøjedes med 11 km og nåede hjem i tusmørket.

De sidste weekender har jeg løbet 20-25 km både lørdag og søndag, men jeg havde planlagt en indisk treat til de venner, der kom på besøg om aftenen. Og det tager lidt tid at lave. Derfor bed jeg turene lidt anderledes for denne weekend. Stod tidligt op og tøffede ud i forårsmorgenen. Trissede afsted til Valbyparken og løb bakkeintervaller på Bjerget (jo jeg gjorde, Jesper). Og tøffede hjem igen efter 16 km.

Tryllede løs på indisk hele eftermiddagen og nød resultaterne i godt selskab. Indisk mad er fortrinlig vegetarkost. Det smager fantastisk, indeholder masser af grøntsager, og tilfører protein fra bønner og linser.

Søndag blev så min rigtig lange dag. Jeg løb 30 km, og det gik ret meget bedre, end jeg havde regnet med. Jesper har inviteret Sirus og mig på tur rundt om Amager på lørdag. Og en ting er, at jeg er ultralangsom og sinker de to helt vildt, – jeg skulle helst i det mindste kunne løbe hele vejen.

Amager gik totalt forårsamok. Jeg løb bagom Ørestaden og videre i kanten af Kalvebod Fælled mod Kongelunden. Ude for enden kunne jeg ikke dy mig for at løbe en tur op på diget (jeg lærer det aldrig, vel?)

Udsigt fra diget

Jeg løb afsted, så langt jeg kunne komme. Og selvfølgelig var der spærret med pigtråd og forbudtskilte. Alligevel havde jeg lært noget fra mine forsøg på det andet dige sidste weekend. Så jeg vendte om. Helt lydigt.

Avedøreværket set fra diget ved Kongelunden

I det fjerne aner man gastårnet i Valbyparken

Så jeg løb hele vejen tilbage til Kongelunden og drejede ud over Kalvebod Fælled. Som også var gået helt i forårsmode. Solen væltede ned fra en knaldblå himmel. Jeg smed hurtigt jakken og trak ærmerne langt op over albuerne.

Dem der råber frost og vinter nu, kan så godt vende trutmunden den anden vej og gå hjem. Det her DET er forår.

30 km er langt. Jo, det er. Og jeg skal nok blive mør næste weekend. Men der er også noget særligt ved at komme så langt omkring bare i løbesko. Man oplever anderledes, og det ER godt i kroppen bagefter. Og sådan nåede jeg alligevel op omkring 60-70 km igen i denne uge. Og fik jer med på de sidste 30.

Elementært, Watson……….

Jeg har i meget lang tid haft en fornemmelse af, at noget af den medicin, jeg fik for min kræftsygdom, har lavet ballade i mit sukkerstofskifte. Med et blodsukker, der spurtede op og ned ad skalaen og et medfølgende humør. Det er galt nok, men meget værre er, at jeg i 3½ år har sovet rædderligt skidt. Jeg har altid været af den slags mennesker, der knaldede øjnene i på vejen mod hovedpuden og slog dem friske op klokken kvalme om morgenen. Seriøst! Mine specialer er skrevet fra kl. fem om morgenen. Da mine unger var små, stod jeg op, før de vågnede og løb. Bagefter vækkede jeg dem med morgenmad. Men det har ændret sig de sidste tre års tid.

Jeg har ligget og vredet mig i timevis uden at kunne sove. Jeg har vågnet midt på natten og droppet al videre søvn. Ligget nat efter nat med en fornemmelse af aldrig at nå ned til noget dyb søvn. Det holder jo ikke. Ikke når man træner pænt meget og har et arbejde, som kræver velsmurte hjernevindinger. Hver dag. Selvfølgelig var det oplagt at kaste skylden på angst og bæven efter en vild og voldsom sygdom. Det var bare ikke sådan, det føltes. Jeg lå ikke og spekulerede hjernen skæv. Jeg var ikke fyldt af angst. Det føltes som en helt fysisk ting. Min krop var ikke i sove-mode. Jeg har prøvet meditation, yoga, afspænding, – you name it. Sovemedicin var ligesom ikke et issue, vel? Når det var sådan en permanent-lignende tilstand. Og drikke sig i hegnet hver aften for at sove? Heller ikke rigtigt. Så jeg affandt mig med det. Tænkte at det måske også var en slags pris for at leve videre.

Indtil jeg endelig tog action på det med blodsukkeret. For nogle uger siden stoppede jeg helt med at spise sukker. Altså kager, slik, sukker i kaffe og sådan. Oh miracle!!! Jeg sov. Eller jeg sov bedre. Så researchede jeg på en ny bog “Det helbredende køkken”, som er en vegetar-kur, der skal virke stabiliserende på blodsukkeret. Den blev godtaget som seriøs uden religion og hokus pokus. Jeg har nu fulgt den (altså sådan da – jeg får jo også gæster. Og ingenting skal få mig til at hælde rismælk på min mysli). Og jeg er overbevist. Jeg snorksover igen om natten, og min dyrebare hjerneaktivitet føles mere smooth. Jeg tænker bedre, og det er altså godt, når nu det er det, jeg får min løn for. At den uvelkomne flæskepølse, der er flyttet ind på min forside, er på kraftig retræte, gør jo heller ikke noget. HA – aldring og overgangsalder – gu’ vil jeg ej bare finde mig i flæskepølser.

Nu var det ikke noget, jeg fandt på ud af den blå luft. Ind imellem blev min mangel på almindelig søvn temmelig påtrængende. På grænsen til noget betænkeligt. Og jeg kastede mig nærmest ud i en slags detektiv arbejde. Havde jeg overhovedet haft søvn-succes’er de sidste år? Og jeg måtte erkende, at på mine ekspeditioner, når jeg var i bjergene, mine to måneder i Nepal og min lange løbetur sammen med Jesper sidste år var sådan en slags succes’er. Der sov jeg. Og hvad var anderledes? Det var det der med sukkeret. Jeg spiser ikke sukker og chokolade, når jeg er på bjergbestigning. I Humla var sukker ikke-eksisterende. I England var der ingen mellemmåltider, og de desserter, vi drømte om, mens vi løb? Ja de blev alligevel droppet om aftenen. Det var jo oplagt, ikke?

Og hvordan går det så med det der træning? Jo, tak. Det går faktisk rigtig godt. Selvom jeg lever med en konstant tidsjoker for tiden. Har lidt for mange dage, hvor klokken er blevet 19, før jeg sætter nøglen i døren. Og når vejret så optræder med isstorme og snevejr kombineret med lavt blodsukker og monstersult, ja så er turene blevet samlet omkring weekenderne med en eller to småture i løbet af ugen. Og alligevel sniger det sig op omkring 70 km om ugen.

Jeg kan mærke, at jeg har omlagt min kost ret radikalt. Ikke fordi jeg var nogen stor kødspiser eller flænsede bageren på vejen hjem. Jeg kan mærke, det er godt. Alligevel kræver kroppen klart og tydeligt mad til tiden. Jeg har været en smule træt. Men det er vendt til lidt hyper energi. Meningen er at følge kuren i fire uger. Derefter kan man indrette sig, som det nu passer bedst. Men fuck, hvor er det godt, det der nattesøvn. Tænk at det skulle være så svært…….

Blog-lam

Når Gaddafi og hans hær har gang i et projekt om at slagte sin egen befolkning og true resten til tavshed. Når kvinderne i Yemen risikerer døden, fordi de trådte offentligt frem og nu holdes i et jerngreb i undtagelsestilstand. Når Sudan igen kæmper mod hinanden og sig selv. Når dele af Japan er jævnet af jordskælv og skyllet væk af tsunami. Når atomkraftværkerne i Japan er på vej i nedsmeltning. Når mit land igen er på vej i krig.

Ja så virker det så fuldstændig lamt at sidde her og kvidre om mine løbeture.

Hver eneste gang, jeg har nærmet mig tastaturet, går jeg i baglås. Jeg bliver overvældet af alt det onde, som flyder rundt i verden. Og på en måde skammer jeg mig lidt over at sidde her og forholde mig til ting, som er tæt på ligegyldigheder i den store sammenhæng. Mine fingre nægter at forme ord om løb eller lækker lejlighed eller hverdagshygge i Sydhavnen. Jeg kan ikke. Jeg går i stå. Mine skriblerier mister deres betydning.

Jeg løber videre. Jeg fortsætter med at elske at bo i mit nye sted. Jeg udforsker videre i Sydhavnen og Amager. Og elsker det. Jeg knokler løs med mit projekt og synes, det giver masser af mening. Men det bliver så ligegyldigt at skrive om. Luften går helt ud af mig.

Måske bliver jeg bange for at lade alle mine små hverdagsting tage pladsen fra alt det vigtige?

Nåmn, det var bare det, jeg ville sige. Jeg vender tilbage en af dagene, når jeg har generobret magten over mine fingre.

En sej gammel eventyrer

Jeg elsker eventyr. Både mine egne og andres. For mange år siden vandt jeg en helt særlig bog, signeret af forfatteren. Jeg tror, jeg vandt den, fordi jeg skrev et eller andet om bjergbestigning, men det fortaber sig lidt i tågerne. Bogen var denne
:

Jeg var vild med den historie. En ung mand på 23 læste om de tidlige ekspeditioner til Everest og de mislykkede forsøg på at nå toppen. Han var på eventyr i Congo, men besluttede sig på stedet for, at det måtte blive ham, der skulle stå på den top. Den unge mand så sådan her ud.

Han sparede sammen og drog afsted. Uden at vide noget særligt om bjerge og bjergbestigning og uden noget særligt udstyr. Som det er almindeligt kendt, var det ikke ham, der nåede toppen af Everest, men han lavede et vaskeægte eventyr. Og han kom meget højt op på bjerget, før vejret og hans hjælpere tvang ham ned. 7000 meter nåede han. Med lidt overtræksbukser, anorak, en enkelt hakke og ingen reb. Det var dybt ulovligt at rejse både i Nepal og Tibet på den tid, og for at beskytte de mennesker, der havde hjulpet ham på vejen, ventede han 30 år med at skrive sin fortælling. Altså jeg elsker den historie.

Det er 60 år siden. Og forleden aften stod Klavs Becker-Larsen i Dansk Nepalesisk Selskab og fortalte sin historie igen. Nu en rank 83-årig, som stadig var ydmyg overfor det, han dengang havde kastet sig ud i. Han nåede ikke toppen, men han samlede til gengæld en uvurderlig bunke oplevelser. Som han nu stadig kunne stå og fortælle alle os andre om.

Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har læst den bog. Og jeg bliver bare ikke træt af historien. Det er SÅ inspirerende at lytte til en sand eventyrer. Det kilder i min mave, rykker i mine fødder, og jeg får en ubændig lyst til at kravle på et fly, flyve langt væk og tage på opdagelse. Træde ud i noget varme, slænge rygsækken på ryggen, standse op og se mig omkring og bestemme mig for at gå i en eller anden retning. Møde fremmede mennesker, undersøge deres måder at leve på. Se nye byer, vandre ad nye stier, få sol på næsen og smage fremmed mad.

Dream on. Det bliver ikke lige nu. Men drømme er der nok af. Og imens kan jeg spille en sang fra Sydamerika, der altid vil minde mig om rejser rundt der. Og for to år siden stod jeg faktisk ude på den der jernbanebro sammen med min søn. I solskin.

Vis mig et forbudt-skilt….

…….og det er den vej, jeg skal.

Jeg luntede hjemmefra i morges uden egentlig plan. Nogen havde truet med regn og slud, men på Amager var solen højt på himlen. Eller det kom den, som dagen skred frem. Det lykkedes mig at finde en rute, så de eneste biler, der kom indenfor synsvidde, var 100 meter på Vejlands Allé. Ellers en fuldstændig bilfri formiddag på Amager. Således fik jeg lejlighed til at se Bjerget bagfra. Og pludselig kan man se det helt geniale i det byggeri.

Da jeg nåede til det yderste af Ørestaden, bagte solen varmt og dejligt, og jeg tog en kvik beslutning om at løbe til Kongelunden. Når man løber på Amager, bliver man god til det her:

Man lærer at løbe uendeligt lige ud mod noget, der ligner en horisont. Det er genialt til at finde ind i en vegetativ rytme i et steady state tempo. Og lige ud var det den ganske vej. Lige til jeg nåede til diget, som er spærret, fordi man arbejder på at forhøje det, så det kan klare den voksende vandstand.
En stor del af Amager er som den afrikanske savanne. Flad og uendelig med lidt spredt bevoksning og dyr her og der. Ikke af den eksotiske slags, men eksotiske nok for Amager. Og man møder omtrent lige så mange mennesker.

Den Amagerkanske savanne

Der er få steder i nærheden af Hovedstaden, som giver så stor uforstyrrethed, som når man løber på Amager. Når det ikke blæser en halv pelikan, elsker jeg det.

Nåmen det der forbudtskilt…. Det dukkede op, mens jeg var på retræte mod Kalvebodbroen for at vende næsen hjem. Turen var jo blevet en anelse længere, end jeg havde tænkt. Og så skulle et forbudtskilt ikke få mig til at løbe en omvej. Bare fordi de arbejder på det der dige. Så jeg fortsatte kækt. Og ramte diget, som var åbent. Men de mener det der. Jeg kløede på en rum tid, og fik nærmest støbt skoene ind i solidt mudder. Jeg er stædig. Og nogen gange lidt dum. For jeg fortsatte alt for længe. Indtil jeg fik et anfald af fornuft og lavede en retræte. Det tog faktisk rigtig lang tid. Og mine sko vejede cirka tre kilo hver, fordi de var klistret ind i noget fedtet mudder.

Jeg måtte skrabe alle tre kilo mudder af med en sten og løbe tilbage til forbudtskiltet, hvor jeg pænt tog den anviste vej. Mens de to holdt skarpt øje med mig. Fuld af gåseundren.

Og derfor kom jeg for sent til Pii’s fødselsdag. Og lidt sent hjem til at kreere middag til mit søsterskab med familie. Men nu sidder jeg her, med maden i ovnen og renskurede gulve. Og glæder mig over, at det ER blevet forår. Og at jeg alligevel løb 25 km i dag.

Det der telemedicin

Hvad er det for noget, der optager det meste af min tid lige nu? Telemedicin og it-understøttet patient empowerment, hvabehar? Nej jeg vil holde bloggen fri for lange teoretiske tankespind. Men jeg vil fortælle en historie.

Dengang jeg vrangvilligt måtte overgive mig til at være patient på en kræftafdeling, blev jeg konfronteret med den ene overraskelse efter den anden. Jo, jo, jeg var da alvorligt syg og kunne dø og sådan. Men over i det måtte jeg ret hurtigt erkende, at jeg var en skidt patient. Jeg var også dengang en sprutbasse, som har det lidt svært, når nogen vil bestemme over mig. Lad mig komme med eksempler.

Mine behandlinger foregik på den måde, at jeg blev indlagt i fem dage, hvor jeg modtog op til 13 forskellige højdosis kemo-behandlinger. Tough luck, siger jeg bare. Jeg lagde som regel ud tidligt mandag morgen, hvor jeg trissede over på hospitalet og fik taget blodprøver. Forskellige omstændigheder havde gjort, at jeg boede i en af hospitalets lejligheder – lige skråt overfor min afdeling. Smart nok. Efter blodprøverne daffede jeg afsted til Modtagelsen, hvor en eller anden reservelæge ville optage journal og indlægge mig. Hvis mine blodprøver var gode nok til en ny behandling. Hver gang en ny læge. Som ikke kendte mig. Eller mit forløb. Og som jeg kunne vente en time på.

Imellem mine fem-dages behandlinger skulle jeg – i hvert fald i starten – til kontrol i ambulatoriet. Først blodprøver. Så vente, vente, vente i ambulatoriet. Mellem en masse mennesker. Og jeg var isoleret til hverdag, fordi behandlingerne saboterede enhver ide om noget immunforsvar. Jeg var aldrig sammen med fremmede mennesker i lukkede rum. Kun på hospitalet. Når jeg så havde ventet en time, – nogen gange to, kom der en læge og hentede mig. En læge, som jeg ikke kendte, og som ikke kendte mig.

Alt det der gik lige i mavekulen, og jeg blev vildt ked af det hver gang. Og frustreret. Og hold da helt op, hvor var der meget spild af mange menneskers tid. Nu var jeg en lidt speciel patient, fordi jeg faktisk vidste rigtig meget om kræftbehandling og infektionsrisiko. Og det var herresynd for de der unge uprøvede reservelæger at blive udsat for en drage som mig. Jeg surfede løs på internettet, hver gang jeg skulle have en ny undersøgelse lavet. Jeg overtog flere og flere ting omkring min egen pleje. Ordnede det ene og det andet og tog ansvar for det meste. Jeg overlod bare det der med medicin og behandling til specialisterne.

Efterhånden droppede vi de der kontroller mellem behandlingerne. Fordi jeg faktisk restituerede ret hurtigt efter behandlingerne. Og gerne ville være fri.

Hvis nu der var et telemedicinsk tilbud, så kunne man i den situation have en forbindelse til kræftafdelingen ala Skype, sådan at man kun behøvede at møde op til sine behandlinger. Hvis altså det er okay med den, der er syg. Mig ville det have passet fantastisk, fordi jeg altså gerne ville være fri for det der hospital. Tænk, hvis man nu bare kunne sidde hjemme ved sin computer og chatte med sin kræftlæge? Eller snakke sammen på noget Skype-lignende med billede på og alting? Eller bare sende en mail? Og få svar?

Endnu bedre ville det have været, da jeg efter behandlingen startede på mine kontroller. Det var meningen, at jeg skulle kontrolleres i mindst fem år, men jeg er for længst stoppet. Se det for dig. Med jævnlige mellemrum skulle jeg have lavet en ct-scanning for at se, om der skulle være noget kræft et sted i kroppen. Jeg hader som pesten at blive scannet. Jeg hader, at andre ved noget om min krops indre, som jeg ikke selv gør. Derefter kunne jeg vente op til tre uger på et svar. Og igen kunne det være ved en læge, jeg aldrig havde set før. Og inklusive op til tre timers sammenlagt ventetid (med blodprøver og vente tid i ambulatoriet). Og nu var jeg altså igen en aktiv samfundsborger med fuldtidsarbejde. Som hver gang blev reduceret til en rystende teenager.

Det ville have passet mig fortrinligt at slippe for den pinebænk. Med et telemedicinsk tilbud kunne man jo få de der svar via internettet eller sin Skype-agtige forbindelse. Så man ikke behøvede al den ventetid. Man kunne lægge alle mulige informationer om sygdom, behandling og forebyggelse tilgængeligt for patienterne, så de kunne finde det i en læsbar form. Man kunne etablere noget teknologi, så blodtryk og temperatur og puls kunne måles hjemme og automatisk registreres, så lægerne kunne se det og reagere på det. Man kunne have on-line tidsbooking og overblik over ventetid, så man kunne vente et sted, man selv bestemte.

Anyway – det er sådan noget, jeg går rundt og bikser med. Og Bertel er all in.

En ganske almindelig morgen

I løbet af natten er isen i min kanal blæst væk, og nu flyder vandet igen stille og klukkende. Ænderne og svanerne er tilbage og snadrer lykkelige rundt. Solen spiller på himlen, og om lidt tager jeg på Christiansborg og tjekker Bertel og de andre lidt ud. I dag samles den politiske top og os andre for at diskutere telemedicin den ganske dag.