by - 2 kommentarer

Kærlighedserklæring

Vi skal have genoprettet lidt humørbalance her på bloggen. Mit raseri er ikke længere indestængt men blev sluppet løs i lys lue, og de sidste dage har faktisk været ren optur. Der kunne godt komme et langt indlæg om trafikbrokker, men det kommer en anden dag.

Jeg elsker at sætte mig på min racer hver morgen. Den har fået dækindlæg, så vi er enige om det der med luft indeni på turene. Den er smurt og strammet, og den har fragtet mig flere hundrede kilometer i denne uge.

Vi har været frem og tilbage til Hillerød, indtagen den dag det blev i løbesko. Vi har været til konference i Falkonercentret og til kursus i Ingenørernes Hus. Og jeg bliver så kisteglad, at jeg kunne slå flik-flak, hver gang jeg kommer ud og ser den stå uantastet, lænket til lygtepæle eller cykelstativer. Med luft i dækkene. Tak, fordi I har ladet den stå. Selvom den står der og ser lækker ud.

Jeg elsker at suse ud af landevejen, og jeg suger de sidste ture til mig, inden den bliver opstaldet for vinteren.

Jeg bruger kun min cykelform til ren fornøjelse. Gider ikke stille op i løb. Men hvad jeg har mistet i hurtighed i løbeskoene, har jeg genfundet på to hjul. Der er ikke noget ret meget bedre end at suse forbi en updressed mandsling i farverigt cykeltøj. Jeg ELSKER det. Man kan høre hvæset fra hans overraskede pusten i et splitsekund. Og jeg er så lav, at det kan redde min morgen. Helt.

Jeg elsker også, at jeg altså bare vælger at cykle til Helsingør for at besøge venner, jeg ikke har set alt for længe. Der er så meget frihed i at kunne. Så meget frihed i at kunne suse forbi Kystbanestationen og blæse på togtider.

Jeg elsker, når jeg møder hende der fra Blovstrød, som storpustende henter mig ved lyskrydset for at fortælle, at hun hver eneste gang, hun ser mig, knokler løs for at holde trit. Og at det aldrig lykkes.

Jeg elsker efterårsturene. Luften er sprød og klar. Farverne er varme og røde. Fuglene kan stadig kvidre, og jeg kan stadig svede.

Om ganske kort tid bliver min cykel kærligt sat i vinterhi i gæsteværelset. Hvor vi kan stikke hovederne sammen og mindes de dejlige sommerture og sammen glæde os til dem, der kommer.

Racercyklen klar på eventyr

by - 8 kommentarer

Jeg dømmer privatiseringen af sundhedsvæsenet

Jeg er rasende. Besat og invaderet af et raseri, jeg ikke rigtigt ved, hvorhen jeg skal vende. Så nu får I det, og jeg låner en tradition henne fra Dines.

En kvinde i min families cirkler blev for to uger siden opereret for brystkræft. Hun fik fjernet næsten alle lymfeknuder samt knuden i brystet. I dag fik hun svar på undersøgelserne af vævet fra operationen. Hun skal opereres igen. Det har bredt sig. Der er metastaser. Bagefter skal hun have kemoterapi og stråler. Kræften betegner de som aggressiv. Det kan være en fordel, fordi den så nemmere kan rammes af kemoterapien og strålerne. Men det betyder også, at den vokser hurtigere.

For to år siden mærkede kvinden en knude i sit bryst. Der var ventetid på mammografi, så fordi regereringen havde indført ventetidsgaranti, blev hun henvist til et privathospital, som kunne lave mammografien hurtigt. Det gjorde de. Og de kunne berolige kvinden, som lettet tog hjem og slappede helt af. Der var ingen mistænkelige knuder i hendes bryst. Sagde de.

Da lægerne på Rigshospitalet undersøgte de gamle billeder, blegnede de. For der var helt tydeligt “noget”, som skulle have været undersøgt. For to år siden.

Vi la’r historien stå lidt.

Nu begynder nogen helt forkerte mennesker at betale prisen for den politik, som regeringen har ført i alle de år, de har siddet for bordenden. Der har været en helt klar strategi om at flytte mere og mere fra de offentlige hospitaler ud på de private. Det var kun godt og sundt med noget konkurrence, var filosofien. Man har været hektisk medieoptaget af ventetider. Ventetidsgarantierne har betydet, at radiografer og læger uden de nødvendige kompetencer har taget sig af opgaver, som kræver specialister. For at overholde ventetidsreglerne.

Forestil dig et scenarie: at der var lavet ventetidsregler for den nye iPhone4. Hvis ikke du kunne modtage en iPhone4 indenfor to uger, så skulle du tage imod en iPhone3. Eller endnu måske – en android. Hvilket ramaskrig ville det ikke vække blandt den danske befolkning. Men når det drejer sig om komplicerede røntgenundersøgelser, som kræver specialistvurdering, forbigår man i tavshed, at adskillige kvinder er blevet spist af med dårlige undersøgelser og vurderinger ved ikke-specialister. At adskillige kvinder har levet i en helt falsk tryghed med en voksende kræftknude i bystet. Overset og fejlvurderet af de læger på det private hospital, som vurderede billederne. Et kort indslag i en søndags-tv-avis kunne det blive til. Og en kort bemærkning fra et regeringsmedlem om, at man måske ikke havde været helt opmærksom på, at det krævede specialistuddannelse. Og nu betaler de kvinder den højeste pris for den uopmærksomhed.

Imens samler man specialisterne på de offentlige hospitaler. Så kvinder med brystkræft eller underlivskræft altid bliver vurderet af eksperter, der ved hvad de snakker om. Så ved man nemlig fra undersøgelser fra hele verden, at de får bedre chancer for at overleve deres sygdom. Men når sygdom og behandling bliver gjort til forretning, så går det altså helt galt. Det gælder jo for helvede ikke om at lave så mange mammografier som muligt. Det gælder om at lave dem rigtigt og grundigt. Og om at have de helt rigtige mennesker til at analysere billederne. Så kvinderne kan få behandlet deres sygdom så hurtigt som overhovedet muligt. I stedet har den ulige konkurrence mellem privathospitaler og de offentlige udsultet de sidste. Så i stedet for at udvikle verdens bedste sundhedsvæsen, er vi i risiko for at lave det hele mellemgodt. Eller halvskidt. Det gik endda med iPhonen, men det går fandme ikke med levende kvinder.

by - 2 kommentarer

Foredrag i Kolding

Jeg har endnu engang holdt foredrag om at være patient. Det har jeg gjort rigtig mange gange efterhånden, og det ændrer sig hver gang. Jeg elsker at genbruge gamle foredrag. Som en form, der hele tiden er under udvikling. For selvom jeg bruger et gammelt foredrag, bliver det som udgangspunkt. Jeg har altid ændringer. Altid en ny vinkel, et nyt billede eller en nyt citat. Jeg flytter mig hele tiden i forhold til min periode som syg og patient. Efterhånden som tiden går, fylder det ikke længere i mit liv. Men det er blevet en erfaring og en bagage, jeg har med mig.

Sådan har det ikke altid været. Da jeg endelig blev sluppet fri fra hospitalet fyldte fornemmelsen og tankerne om sygdom det hele. Min læge på hospitalet sagde til mig, at om ikke så lang tid, ville dette bare være et kort intermezzo i mit liv. Som ville fylde som andre erfaringer i livet. Det troede jeg ikke på dengang, men det er blevet sådan. Han havde jo ret, havde han. Nu er det noget, som var. Nu er det hverdagen, arbejdet, ungerne, løbet, cyklerne, vennerne, der fylder mit liv.

Mens jeg var syg, bloggede jeg også. Den blog er alt for privat til at ligge og flyde i det offentlige blogrum, og det sker ind imellem, at jeg kigger til den. Når jeg fx skal lave foredrag. Denne gang bestemte jeg mig for at læse nogle uddrag højt. Uddrag fra min dagbog som kunne fortælle om alle mine bizarre oplevelser ved at være syg og blive patient. Sætte ord og scenarier på, som måske kan gøre alle de sundhedsprofessionelle lidt klogere. Lidt nysgerrige og lidt velovervejede i deres møder med nye og gamle patienter. Det må de gerne bruge min historie til. Faktisk kan det gøre mig helt glad i låget, hvis min historie kan gøre nytte. Bare lidt.

Og mens jeg sad og ledte gennem gamle blogindlæg fra dengang, faldt jeg over noget, jeg skrev efter en samtale med min læge. Ved afslutningen af min behandling snakkede jeg med ham om træning og bjergbestigning. Jeg havde en million spørgsmål. Hvor meget, hvor hårdt, hvor hurtigt, hvor højt, osv, osv. Og han lyttede og forholdt sig. Giv din krop en smule ro det første år, sagde han. Men træn bare videre, sagde han også. Og så sagde han, – det havde jeg helt glemt -, at der ville gå nogle år, før mine præstationer ville komme i omgangshøjde. Og der er jo bare gået tre. Og gav jeg min krop ro i det første år? Vel gjorde jeg ej. Jeg trænede benhårdt, så jeg kunne blive parat til bjergbestigning. Og havde det helt fint, indtil jeg overtrænede om sommeren, da jeg var hjemme igen. Han sagde også, at min lungefunktion kunne være nedsat enten en periode eller for altid af kemoterapien.

Er jo godt at blive mindet om, når jeg piver over at blive nummer sjok i et løb. For fanden da.

by - 3 kommentarer

Jagten er gået ind

Og det er hverken ræve eller fasaner, jeg jager. Jeg er på boligjagt. Jeg kan næsten ikke bære at tænke på endnu en vinter i Birkerød. Jeg gider ikke fremleje. Jeg vil have et hjem. Sådan et rigtigt et, hvor det kan betale sig at hænge alle billeder op. Hvor det giver mening at pakke alt det hele ud. Jeg vil ud af land-livet. Jeg vil ind og lege med de andre i den store by.

Det har sikkert været fint at bruge et års tid til at pille lidt i min navle i ro og fred. At fordøje de sidste års omvæltninger og strabadser uden for mange forstyrrelser. Men nu er jeg helt parat til at springe ud som socialt væsen igen. Man kan også leve for uforstyrret. Jeg har altid boet sådan, at folk smuttede forbi. At det var hos mig, i mit køkken, vennerne slog sig ned med rødvin og holdt mit kokkeri under opsyn. Sådan vil jeg ha’ det igen. Jeg vil kunne smutte spontant i biografen, jeg vil gå til koncerter. Jeg vil spise brunch med mine unger og hente de små tøsepiger fra børnehaven. Men allermest vil jeg have folk på besøg.

Så nu leder jeg. Har oprettet profiler, nej ikke dating-slagsen, men boligsøgerprofiler. Jeg har opdaget, at man kan bo på Amager og i Sydhavnen. Og alligevel arbejde i Hillerød uden bil. Jeg svarer på annoncer, og jeg tager ud og ser lejligheder. Havde lige glemt, hvor tidskrævende, det er, og hvor hurtig man må være på tasterne. Men jeg har god tid. Jeg vil finde det mest rigtige sted. Jeg har mit lille hus et år endnu. Men er rigtig parat til at flytte inden den næste istid.

Hvis nogen læsere kender til en ledig lejlighed på minimum 75 kvm, som ikke ligger på Vestegnen, og som har noget terasse, altan eller have, så drop gerne en mail. Eller spørg i jeres netværk. Jeg er en ønskelejer af den slags med fast indkomst, uden hjemmeboende børn og slet ingen dyr, uden røg og med en god vilje at investere i noget fællesskab. Jeg har en god musiksmag og spiller sjældent rigtig højt. Jeg kan godt overtales til at feje en trappe engang imellem og skal nok tage min tørn med snerydning, om nødvendigt.

by - 5 kommentarer

Er det noget alder, der slår til…?

I dag var jeg meldt til Maglebjergræset i Rude Skov. Ti modbydelige kilometer, hvor ikke mange meter var flade. I kan finde de officielle billeder fra løbet her og danne jer et lille indtryk af bakker og mudder. Det var hundesjovt, var det. Jeg elsker altså at få lov til at pladre i mudder. Men for søren da, hvor gik det skidt. Det var vel også en slags PR? Jeg kom ind som nummer absolut sjok. Ikke sådan på et hængende hår, vel? Men med en solid margen op til nummer næst-sjok. Så meget sjok, at de allerede havde overstået det der med at dele præmier ud til vinderne. Det har jeg ligegodt aldrig prøvet før. Men okay – nogen skal jo også lukke et løb. Min indre forsvarsadvokat understreger, at der kun var 15 opstillede, og at jeg blev slået af én jeg tidligere havde overhalet. Som snød udenom den sidste stejle forhindring og mega-mudderpøl. Men – honestly – det havde nok ikke ændret meget på slutresultatet.

Når jeg så er færdig med at pive, har det været et supersjovt løb. Næsten hele løbet foregik i terrænet. Op og ned ad bakker i skovbunden. Over afbrækkede grene, henover mudderhuller, op og ned i slugter og afsted på MTB ruterne. Jesper, Lene, Jakob og Tracy havde fundet vej til Birkerød, og vi mødtes på plænen, hvor løbsnumrene blev delt ud. Jakob havde til alles forundring helt undgået mudder på sine fine hvide løbesko. Selv fandt jeg mudder under mine tights! Tracy vandt kvindeklassen i fin stil, og efter løbet trissede vi hjem og lavede frokost hos mig. Så selv om jeg således fik en helt ny løbsoplevelse, var det en dejlig søndag. Nye planer føg over bordet, og måske er kimen lagt til et par nye aparte løbeoplevelser.

PS. Jeg vil gerne have ros for min smid-ud-af-dit-liv-aktion. Vores oldgamle, ødelagte, lasede julenisse har ladet livet. Sådan for alvor. Han blev blidt båret ud til skraldespanden. Bare for at give et billede på, hvor seriøs, jeg er.

by - 1 kommentar

Ryd op i dit liv – på light måden

Forleden skrev jeg et indlæg om kaos og orden og efterlod et delvist rigtigt billede af mig selv. Jeg er et rodehovede, som navigerer fortrinligt i kaos. Jeg panikker let, hvis jeg er tvunget ind i alt for faste rammer, og jeg ville dø i et hus med pinlig orden. Men jeg er også supersystematisk. Når jeg laver mere eller mindre skarpe analyser (som jo skaffer mig brød på bordet), er jeg ret grundig og systematisk. Ellers dur de heller ikke til meget, – og jeg ville temmelig hurtigt blive brødflov. Skarpe deadlines holder jeg altid, og jeg kommer uhyre sjældent for sent til en aftale. Systematik og en vis form for orden er altså ikke fuldstændigt fremmede elementer i mit liv. Bare i nogen former.

Men jeg har også en supertjekket side. Som i går, hvor jeg havde inviteret alle unger til at fejre min fødselsdag. Ellers får jeg ingen gaver, jo. Og for at være sikker på at få nogen gæster, havde jeg forlagt festlighederne til Frederiksberg. Jeg bor bare alt for langt ude på landet. Og så var det, at nogen smed et møde ind fra 2-3 fredag eftermiddag. I Hillerød. Men der er hjælp til ustrukturerede rodehoveder. Også selvom maden skal stå på bordet kl. 18, fordi små mennesker ellers går sukkerkolde. Hjælpen hentede jeg fredag morgen ved computeren: www.nemlig.com leverede uden slinger i valsen vin, vand, øl, grøntsager og is på Frederiksberg, hvor min datter kunne tage imod. Mens jeg spurtede afsted på cyklen fra Hillerød og klarede de sidste indkøb på vejen. Klokken 18.00 (plus et par minutter) sad vi bænkede omkring bordet, og jeg fik mine gaver. Men måske skal man være autodidakt kaospilot til den slags situationer?

Forleden, da min ældste datter havde læst mit blogindlæg, udbrød hun, at hun godt kunne have skrevet noget om at gemme på alt for meget gammelt lort. At mine bunker var klasser værre end hendes, og at hun – trods opdragelse, arv und alles – smed ud med hård hånd. Aaarj, sagde jeg, dine bunker er da lige så slemme som mine. Nej, holdt hun på sit. Okay, okay – måske er der en lille smule om det. Jeg forstår det ikke helt. Jeg mener, med den flyttefrekvens jeg har holdt de sidste 3-4 år, er der da røget ret meget ud. Men hun har stadig ret, barnet. Jeg gemmer på alt muligt. Jeg begriber bare ikke, hvor det alt sammen kommer fra.

Men jeg tog hendes ord ind, og i dag har jeg fyldt to store sække med smid-ud-af-dit-kaos-ting. Og jeg vaklede – helt ustruktureret – afsted med kæmpesæk til matriklens genbrugsplads. Blot for at erfare, at tøj ikke er en kategori her. Og slæbte hele sækken tilbage igen. Nu står den så og tænker lidt over det hele, indtil jeg orker at slæbe den til et andet genbrugscenter. Jeg fik ryddet ud i gammelt løbetøj, som alligevel aldrig bliver luftet mere. Jeg sorterede hårdt og kontant i gammelt klatreudstyr og halvødelagt friluftsgear. Nogen der vil købe et dunsæt til 8000m+? Jeg vil lære at bruge Trendsales og loppemarkeder til andet end at bruge penge. Jeg vil hermed indlede et nyt liv med færre ting. Lidt færre, i hvert fald.

by - 4 kommentarer

Flere billeder fra Cleveland Way

Nu har jeg ganske uhæmmet udstillet Jesper fra vores løbetur i det engelske, fordi det var ham, der var i mit kamera. Nu får han så lov til at udstille mig og hermed dokumentere, at jeg faktisk var med.

Her havde jeg egenhændigt ledt os på afveje gennem mudder og brombærkrat

Når man har små ben, må man forlænge dem for at få udsigten med

Ud over stepperne

Roligt trav hen over heden

Vi skriver os ind i gæstebogen i Wharton Arms, hvor ikke ret meget fungerede

I fuldt firspring langs kysten

Markskel, markskel, markskel.....

Fødselsdag i regn og rusk

by - 12 kommentarer

Ryd op i dit liv – eller kys dit kaos….

Jeg har været på journaliseringskursus. Og til jer, som ikke har et clue om, hvad det er…….stay happy! Vi, de offentlige skrivebordsriddere, skal gemme (journalisere) alle sager, dokumenter og mails i et system, hvor det altid er tilgængeligt og nemt at genfinde. God idé, sådan helt basic. Det er smart, at man altid kan finde sine ting og sager. Men tag nu mig. Jeg er sådan en uforbederlig anarkist. Mit kontor har altid lignet noget professorklon-agtigt. Med bøger og papir i bunker omkring mig. Nogen gange også på gulvet. Mellem billeder af børnene og billeder fra bjergene. Mellem løbetøj til tørre og stiletter til finere mødebrug. Jeg siger ikke, hvad mit hjem ligner. Og jeg bliver sådan en lille smule misundelig på dem, som kan det der med yndige pynteting på deres ordentlige skrivebord. JEG ER ET RODEHOVED.

Jeg lukkede øjnene fast i for de heftige bølger af Feng Shui og bolig-minimalisme. Ikke hos mig, vel? Der skal være plads til det hele; alle bøgerne; mapperne med artikler og notater fra studierne; alt krimskramset fra alle rejserne; alle de magaziner, jeg abonnerer på; maskerne; alle mine glas; mit bjergudstyr, klatreudstyr, soveposer, rygsække, løbetøj……. det hele. Jeg har stadig alle mine cd’er og dvd-film. Og i al hemmelighed har jeg også stadig mine LP’er gemt på loftet. Jeg nikkede heftigt, da nogen skrev en bog om at kysse sit kaos og glemme al den orden og minimalisme. Altså hos mig skal man se, at der leves. Og det kan man.

Men måske jeg alligevel skulle journalisere mit liv lidt. Måske ville jeg så undgå i fremtiden at stå en regnvåd morgen og vente frysende i halve timer på en togbus i mit svedige løbetøj? For så ville jeg selvfølgelig allerede i sidste uge have lappet min racercykel, når nu den anden er hos den seriøse cykeldoktor. Eller repareret min mountainbike, som står på hovedet i skuret. Måske ville jeg have husket det papir om noget pension, som jeg lod ligge, til jeg kom hjem fra Nepal. Måske ville jeg ikke have dræbt min radio ved at trykke på nogle umotiverede knapper på fjernbetjeningen. WTF – jeg slipper da for p3. Jeg ville vide, hvor min hårbørste er. Jeg ville aldrig bruge ti minutter på at lede efter nøgler hver morgen.

Jeg ville have sluppet for en løbetur fra arbejde, som min krop ikke syntes sig helt parat til. Det kønneste ved den løbetur var den musik, jeg helt undtagelsesvist løb med i ørerne. For at fjerne fokus fra den regn, der piskede ned, og den vind der kastede sig ret imod mig.

Problemet er bare, at hver gang jeg sætter et forsøg igang, bliver jeg overvældet. Handlingslammet. Jeg har prøvet at sætte mine cd’er i alfabetisk orden. Og det ser pænt ud. Men det varer kun kort, fordi jeg glemmer det, næste gang jeg sætter cd’er på plads. Jeg glemmer de systemer, som skal holde orden i mit liv. Og derfor ender jeg altid med at kysse mit kaos i stedet for.

Men sagerne. Sagerne på regionsgården, – de skal journaliseres. Og måske kan jeg så fjerne bare en lille bitte bunke fra skrivebordet?

by - 8 kommentarer

Sidste dag på Cleveland Way – nu med billeder

Egentlig skulle der bare have været et enkelt blogindlæg om turen på Cleveland Way, men min søvnighed om aftenen drev det til tre opdelte afsnit. Sådan kan træthed gøre lidt til meget. Mit mobile bredbånd kan ikke rigtigt klare mine store billedfiler, så billederne kommer senere.

Mandag den 13. september vågnede vi på vores lille hotel i Robin Hood’s Bay og var i højt humør. Jeg havde fødselsdag og bare 40 km skulle vi nå. Solen smilede til os i den tidlige morgenstund, men så glemte den os også resten af dagen. Jeg hørte rygter om solskin i København, så vejrguderne havde måske bare ikke indstillet gps’en ordentligt. Fascinationen af gårsdagens løb boblede rundt i kroppen, og jeg kunne næsten ikke vente med at sætte i løb. Forunderligt, ikke? På fjerdedagen efter 150 km. Skidt med rygsækkens snærende skulderremme, pyt med den lette ømhed i lårene, jeg havde virkelig, virkelig lyst til at løbe. Jesper grinede, da regnen lidt senere havde sat ind. Kender du andre kvinder på din alder – eller i det hele taget, som kunne finde på at løbe rundt herude i regnen, når man nu kunne sidde og drikke fødselsdags-latte på Vesterbro, spurgte han. Og – nej, det gør jeg vist ikke. Men jeg havde en pragtfuld fødselsdag. Fuld af fantastisk natur, fyldt med løbeglæde, proppet med dårlig mad og vådt tøj og i dejligt selskab.

Robin Hood Bay

Vi startede på stranden ved Robin Hood Bay og løb så selvfølgelig op igen til toppen af skrænterne. Kystterrænnet lagde mange forhindringer. Vi skulle ned ad skrænter eller trapper.

Højt over byen

Og vi skulle op igen.

Trapper og skrænter i én uendelighed

Markerne var adskilte og ikke særligt store. Og ved hver eneste markskel måtte vores trætte lår svinge sig op over modbydelige forhindringer i form af noget trappestigeagtigt.

En af mange forhindringer i små markskel

Hver gang vi løb lidt forkert eller var i tvivl om ruten, kunne vi finde tilbage ved at vælge det vanskeligste spor. Og det slog aldrig fejl.

Vi åd den ene kilometer efter den anden. Da det regnede allermest forvildede vi os ind i Scarborough, som er sådan en typisk engelsk badeby. Fyldt med Casinoer og forlystelser. Og vi tågede rundt og ledte eter noget turistinformation. Det er nemlig sådan, at man kan få stempler i et Cleveland Passport, som så berretiger til et certifikat. Som vi lidt hånligt havde grinet af i starten, men som udviklede sig til en slags besættelse. Gu’ skulle vi da have et certifikat. Efter at have tåget rundt i regnen, smed vi os lettere desillusionerede ind på en slags café og bestilte noget Chili con Carne. Som smagte af noget ubestemmeligt andet. Men det mættede da lidt. Vi fik vores stempel og satte kursen ud mod noget stille natur. Ligesom os. Vi var lidt stille.

Men vi fandt tilbage på sporet, regnen stilnede af, og vi begyndte at blive sociale væsener igen. Nu nærmede vi os. Der var bare 15 km eller noget igen, og humøret steg til himlen. Op og ned gik det derudaf. Jeg havde stadig den der vilde indre boblen i kroppen og løb fascineret afsted. Sådan en rigtig indre wow-følelse. Tænk at jeg kunne. Hvor var det fedt.
På det allersidste stykke blev vi drillende ledt langt ud på en tange, og pludselig stod det der, skiltet med 109 miles til Helmsley. Det var vores mål. Men byen lå et stykke væk, og vi løb resten af vejen mod byen og jernbanen, som skulle bringe os til Manchester.

På vanlig vis havde vi ikke forberedt vores tilbagetog. Og det viste sig dyrt og lidt langsommeligt. En taxa til en nærliggende flække, hvor Manchestertoget standsede, og derefter en togtur, der kostede det samme som vores flyvetur. Vi fik vores sæder helt for os selv. Selvom vi skiftede til noget næsten rent løbetøj på toilettet. Der kom ingen kaffevogn, og vi var tæt på at myrde for en dårlig pizza i Manchester lufthavn. Men vi besindede os og fandt et skodhotel, som havde en seng til os. Og en dårlig pizza.
Og sådan kan man også fejre sin fødselsdag. Gaver? I min familie giver vi kun gaver, når man giver en fest eller kager. Men jeg fik én. Jeg gjorde det! Jeg løb faktisk The Cleveland Way og havde en fantastisk oplevelse. Jesper skal have en kæmpe stor tak for at lokke mig med, for at have tålmodighed og for at ville dele alt det her og øse af sin enorme erfaring med længere dstanceløb, end jeg er vant til. Han skal også have tak for at være omtrendt lige så ustruktureret som mig – på den gode måde. Vil jeg gøre det igen? Uden tvivl.

by - 1 kommentar

The Cleveland Way – part two

Jeg er dybt forbløffet. I dag var alle mine cykler kaput, og jeg løb til stationen, hoppede på togbussen og løb fra Hillerød station til arbejde. Det burde jeg vel strengt taget have bare lidt problemer med efter weekendens lange løbetur? Men – tralalulalaj – det havde jeg altså bare slet ikke. Men tilbage til Yorkshire…

Vi vågnede tidligt på Wharton Arms og trissede nedenunder til den store engelske morgenmad. Mine ben føltes som bly, og skuldrene værkede efter rygsækken. Wharton Arms er et af de mest kitchede steder, jeg længe har set. Gertrud Sand kunne have lært et og andet her. Vi var meget i tvivl, om det var porcelænsfigurer af hunde eller af grise, der var i højsædet, men mange var der. Allevegne. Som i all over the place. Den omfangsrige kroejer var vældig optaget af vores nationalitet, fordi hun aldrig tidligere havde haft danske gæster. Vi indtog vores solide morgenmad og drog af.

Jeg tænkte i mit meget stille, allerinderste hemmelige sind, at man måske godt kunne gå 50 km, som var dagens mål. Men løbe? Det var en af den slags morgener, hvor alt føles forkert. Fødderne var ømme, lægmusklerne var fyldt med bly, en ny lille ukendt muskel havde sneget sig ind i min højre balle, rygsækken gnavede, jeg var træt. Men vejret var aldeles pragtfuldt, og Jesper den mest positive, støttende buddy. Så med solen bankende ned fra en blå, blå himmel lagde vi blidt fra land.

The Cleveland Way marks

Og så nåede vi havet. Vi klatrede op på de høje skrænter. Og så løb vi. Det gjorde jeg virkelig. Mine ben accepterede. Ja de gjorde det faktisk fascinerende godt. Det var en sjov følelse at løbe afsted på fuldstændigt balrede ben og opleve, at de bare godt kunne bære. Langsomt mærkede jeg, at det ikke gjorde mere ondt at løbe end at gå. At løbet faktisk lettede benene. Okay, vi løb ikke hurtigt, men hurtigere end gang.

Jesper

Vi havde haft en forestilling om et mere jævnt terræn, men vi blev klogere. Det gik ned og op og ned og op. Mest op føltes det. Jeg nød at være tæt på havet, og luften var krystalklar. Min hoste, forresten, forsvandt gradvist. Om det var den nye mirakelmedicin eller den massive friske luft, aner jeg ikke. Men væk var den, og med den fornemmelsen af at trække mit vejr gennem skumgummi.

Opad igen

Vi bevægede os gennem landbrugsland med idylliske gårde.

Og gennem fantastiske udsyn til havet

Forbi små fiskerbyer

Indtil vi slog os ned i Robin Hoods Bay for natten efter 50 km i løbeskoene

Robin Hoods Bay

Resten af historien må vente til i morgen, for selvom benene har det fint, er resten af mig træt og søvnig.