En af de her dage er det tre år siden, jeg blev spyttet ud til noget liv efter en voldsom tur i centrifugen med kemoterapi i høje doser. Min eufori over min nyvundne frihed blev meget hurtigt blandet med en mere besk smag, idet min kollega Kirsten, som jeg havde delt stue på hospitalet med flere gange undervejs, døde et par uger senere. Kirsten døde fra fem små børn. En uge efter døde min venindes søn Kristoffer, bare få måneder efter sin konfirmation. Jeg gik til begge begravelser for at sige farvel til de to, og jeg kravlede hver gang hjem med hele kroppen fyldt af skyld over at være den, der levede. Det var ikke bare en følelse inden i mig. Jeg kunne se den i de andre.

Men euforien over at være i live, over at have holdt fast og stået behandlingen igennem, over at have sluppet hospitalet, over igen at kunne bevæge mig frit rundt i livet vandt alligevel. Den kemoterapi, jeg fik, var voldsom. Den svarer næsten til den behandling, man får inden en knoglemarvstransplantation, hvor knoglemarven skal tæskes helt i bund. Seks gange. Jeg fik seks serier med fem dages behandling med mellem 10 og 14 forskellige stoffer hver gang. Og to ugers pause imellem. I seks måneder var min knoglemarv ude af stand til at producere blodceller til mit immunforsvar. Så jeg levede sådan et isoleret liv uden Netto, uden cafébesøg, uden togrejser eller busser, uden koncerter og uden små børn. Og uden arbejde. Fordi jeg var sart som en übermimose og kunne i princippet have taget billetten med en simpel forkølelse eller influenza. Men jeg styrede uden om det års vinterinfluenzaer og fik ingen infektioner. Før til allersidst, da jeg havde fået den sidste dråbe kemo indenbords og kastede forsigtigheden overbord. Jeg fik et lille bitte skarvsår i trussekanten efter en 70 km cykeltur. Som jeg overmodigt ikke lagde i descinficerende sprit. Eller bare glemte. Og havde pludselig kæmpefeber og siden en monsterbyld lige i røven. En streg i regningen, men det blev også klaret, og jeg blev endelig spyttet ud til noget liv, der skulle samles op.

Jeg kunne igen begynde at leve et mere almindeligt mad-liv. Hver gang jeg havde afsluttet en kemoserie, afstødte min krop alle slimhinder. Det betød, at munden, halsen, maven, tarmene var åbne sår, og det blev ubeskriveligt smertefuldt at spise og synke. Jeg har aldrig, aldrig oplevet noget, der gjorde så ondt. Men nu er jeg en pænt stædig rad, og jeg havde besluttet at spise god, lødig, varieret kost for at hjælpe min krop igennem. Så jeg købte en ordentlig motherfucker af en blender, så jeg kunne lave sunde supper. Det var det absolut eneste, der kunne glide igennem mit sårede spiserør. Og jeg har siden da et mere end anstrengt forhold til suppe. Don’t serve me that, please. Kemoen fik ting til at smage anderledes. Kaffe forvandledes til en fuldstændig udrikkelig substans, og rødvin til afskyelig væske. Jeg fik cravings, som gravide kvinder får, men efter sære ting som rodfrugter, æblejuice og hvid te. Mistede enhver lyst til slik, men elskede is. Rugbrød har siden da været ret tæt på guddommelig spise.

At få kræft har været den største lussing, jeg har fået i hele mit liv. En lussing så stor, at min krop stadig kan føle vibrationerne af den. Men jeg lever. Og jeg kan måske bruge nogen af mine erfaringer til at lette livet og forbedre mulighederne for alle jer, der før eller siden vil få kræft. Men det har selvfølgelig kostet nogle nedture og mentale nedsmeltninger undervejs.  Men der er delt værre lussinger ud til andre.

I aftes var jeg til fest sammen med en gruppe yngre tidligere kræftpatienter fra Proof of Life. I efteråret døde Jannie bare 42 år gammel af lungekræft. Jannie og jeg havde mødt hinanden, da vi var ude og undervise den samme gruppe sygeplejersker. Og vi havde det til fælles, at vi begge var single. Af og til blev vi spurgt, til vores kontroller, om vi oplevede seksuelle følger af kemoterapien. Og det vidste vi sgu da ikke noget om. Så vi havde faktisk aftalt at lave en bytur i efteråret, score noget mand og finde ud af, om vi så havde sådan nogle senfølger. Men det nåede vi ikke. Eller Jannie gjorde ikke. Jeg droppede byturen, så jeg ved det stadig ikke. Jannies kolleger havde samlet ind og foræret os en fest til ære for Jannie. Og det blev en aften helt i Jannies ånd. Med Tapas og lambrusco i rigelige mængder.

Men jeg vågnede i går op og blev konfronteret med endnu en ordentlig livslussing af de rigtig rådne til en anden familie. En af mine bekendte fra bjergklubmiljøet var blevet slået ihjel, mens han var på bjergbestigning sammen med sin 20-årige søn i Nepal. Han var blevet ramt i hovedet af en stor sten, havde fået åbent kraniebrud og var død med det samme. Hans stakkels søn formåede ved egen hjælp at komme ned fra bjerget, gå til den nærmeste landsby og få organiseret hjælp til at bjerge sin fars lig. Og sådan kan man lige pludselig blive meget voksen  – på den fuldstændig afskyelige måde. Jeg tænker så meget på ham.