Min monsteruge lakker mod enden, og jeg beklager radiotavsheden på linjen. Der har ikke været stunder til at blogge, bogstaveligt talt, og ikke meget indhold at blogge om. Det ville bare have været en lang sang fra de varme lande om at have traaaavlt. Træning har der ikke været meget af. Til gengæld har jeg ydet en prisværdig indsats for hovedstadens sundhedsvæsen. Men jeg er tilbage ved overfladen og har lyst til at skrive lidt travlhed, stress og løb.

Sådan en uge er nemlig ikke usædvanlig i mit liv. Jeg lever i perioder lidt “på kanten”, har mange bolde i luften, store opgaver og lidt for mange deadlines. Jeg kan godt føle mig lidt presset, og der er ikke plads til mange svinkeærinder i de uger. Men jeg er ikke stresset. Det udfordrer mig, og jeg kan have småkriser under vejs. Men jeg kommer igennem. Præcist som et løb. Nogle løb er hurtige og ikke så lange. De gør mere ondt. Andre løb er lange og seje og gør ondt på en helt anden måde. Hvad enten jeg har skullet presse mig gennem mange kilometer eller har villet presse mig igennem et kortere løb i højt tempo, kræver det nogle mentale bits and pieces fra værkstøjskassen. Den værktøjskasse har bragt gennem mangt og meget. Man kan nemlig bruge redskaber og små tricks fra løb til alle mulige andre situationer.

Første gang, jeg tænkte over det, var da jeg skrev mit første speciale på universitetet. Jeg var presset og tæt på at blæse det hele en lang march ind imellem. Jeg løb næsten hver dag gennem hele specialeskrivningen og løb et af mine bedste marathonløb et par uger efter afleveringen. Og hvad har de to ting med hinanden at gøre? Jo, det var løbet, der bragte mig igennem specialesumpen. Det var erfaringerne fra den sidste halvdel af et marathonløb, der fik mig til at holde fast og stædigt arbejde videre med specialet. Ligesom efter 30 km gjorde det ondt i hele kroppen, da jeg havde skrevet 70 sider af specialet. At få vredet mine analyser på plads og få alle 100 sider til at hænge sammen, var som at jage mig selv gennem de sidste to kilometer af et 10 kilometerløb, hvor jeg løber mig helt ud. Og til andre tider som at være i den indre dialog, jeg kan føre med mig selv gennem de sidste 12 km af et marathonløb. Jeg ved, smerten går over. Jeg ved, at løbet får ende. Og jeg ved, at jeg gør det godt.

De samme teknikker bragte mig gennem mit ret heftige forløb med kemoterapi for tre år siden. Det var kort, men meget intensivt, og jeg kunne tydeligt mærke, hvordan kroppen blev træt og slidt, efterhånden som jeg fik flere behandlinger. Det var en meget koncentreret opgave at blive ved med at holde fokus. Og ikke kaste mig tilbage i lænestolen og lade den infame træthed tage over. Men jeg kunne gøre det, fordi jeg havde andre erfaringer med at holde fast og gennemføre noget svært og hårdt.

Derfor tror jeg også, at jeg kan holde fast i de perioder, hvor jeg egentlig har alt for travlt. Og have travlt uden at få stress. Det handler om at holde fokus. Det handler om erfaringer. Og det handler om at skynde sig at holde helt fri, så snart man kan.