Mine ben hvæsede til morgen, da jeg steg på cyklen og beordrede dem til Frederiksberg Hospital, hvor jeg skulle aflevere ugens interviews til transskribering. Tankevækkende eftersom tiden for mit halvmaraton i går var meget langt fra prangende. Men det var måske alligevel en slags straf for at have arbejdet for meget og trænet for lidt de sidste to uger. Eller for at have trænet for langt for tæt på et løb? Men ved I hvad? Det var hamrende ligegyldigt. Det var den smukkeste efterårsdag i St. Dyrehave, og skoven var fuld af glade folk. Løbeturen var smuk og fyldt med efterårslys.
Anledningen var Skovmaren i Hillerød, hvor knapt et par tusinde mennesker samledes for at løbe 10 km, halvmaraton eller helmaraton. Jeg havde, som nogle vil vide, haft en indre debat med mig selv (og et par andre) om jeg skulle springe ud i en hel maraton. MEN. Så var det, at jeg blev spist af noget arbejde, som kastede sig ind og tacklede mine træningsplaner. Så det blev en halv. Ruten i St. Dyrehave er kuperet og slanger sig gennem skoven ad brede stier. Der er lidt trængsel de første fem km, og derfor er det fint at hygge sig igennem uden ambitioner om fantastiske resultater. Som en venlig gestus er målet lagt ved en lille bakke, der går ned. Så man kan ankomme med manér og en vis lettelse. I stedet for at kravle i mål. Eller ligne den der pukkelryggede skovsnegl, der krabbede sig op ad bakkerne.
21 km virkede urimeligt langt, men jeg småklukkede alligevel det meste af vejen. Mens jeg argumenterede med mig selv. Helle, hvor er det fint, at du løber under to timer, sagde jeg til mig selv, mens jeg vippede den røde djævel, der sad i nakken én. Fordi den blev ved med at gnække noget om, at det sgu da var en halv time langsommere end noget, jeg kunne have gjort tidligere. Den kan klappe i, kan den. Jeg gider ikke spilde god tid med at ærgre mig over noget, der var engang. Blev der sagt.
Målet i Skovmaren
Men jeg havde også lige mødt Katrine, Karina og Kirsten. Karina kastede sig ud i den hele maraton og havde et superflot løb. Katrine, Kirsten og jeg stillede os helt tilfredse med den halve distance. Skovmaren er en fin anledning til at mødes med forskellige løbevenner.
Katrine og moi efter løbet
Vi havde en frokost-date efter løbet. Med vintermad og rødvin og mine chokolade-makroner. Og det var rigtig sjovt og bekræftende at mødes med mine blogbekendtskaber. Det er jo hverken helt tilfældigt eller uden grund, at vi finder inspiration hos hinanden i cyberspace, viste det sig. Hvor var det fint at få rigtige mennesker på.
Chokolademakroner
Og så fik jeg den sødeste overraskelse af Karina. For lang tid siden, så længe at jeg helt havde glemt det, havde Karina i en blogleg lovet mig en gave. Men Karina havde ikke glemt det og havde denne bog til mig: 
Fantastisk gave. Jeg blev SÅ glad og glæder mig virkelig til at læse den. Nina Rasmussen har været en stor inspiration for mig i det at rejse ud i verden alene. Mange, mange gange, når jeg har stået lidt mutters i et meget fremmed land, har jeg sendt Nina en kærlig tanke. Fordi hun har vovet det. Og fordi hun har delt sine erfaringer. Tak, Karina.
Helles Blog 
Hej Helle, sikke et dejligt indlæg 🙂 Jeg er glad for du kan bruge gaven, og håber den er fuld af inspiration for dig.
Jeg har gået herhjemme i parcellen og summet over oplevelserne i går, og været rigtig glad over mødet med jer og løbet.
Det med djævlen og farten og fortiden kender jeg godt. Selvom jeg aldrig har været så hurtig som dig, så har jeg været hurtigere. Og der hvor jeg var engang kommer jeg måske aldrig mere. Men for mig er det også bare fedt at jeg kan være med, for jeg har savnet at løbe langt. Så skide være med tiden.
Sådan en bjergløber, skal vel heller ikke være hurtig, men udholdende og stædig og det kan du jo godt skrive under på
Knus Karina
Nej jeg behøver overhovedet ikke at værehurtig. Det er der bare noget af mig, der glemmer midt i det hele 🙂
Knus Helle
Pingback: Halvmar’en i St. Dyrehave « Bekendelser og forbandelser fra en løbeheks
Og vi har nydt et par af dine choko-makroner til aftenteen. De holder! ;-D Tak for i går. Det var virkelig bare så hyggeligt. Og interessant. Når man møder nye mennesker, som giver energi at tilbringe tid med…
Synes stadig at du er en tuff cookie, når du kan løbe, som du kan. Nu. Selvom du kunne bedre tidligere.
Håber Kirsten fik dig sikkert hjem til matriklen. 🙂
Vi ses helt sikkert igen. Lige pludselig. Ellers må vi jo finde et løb i nærheden af din nye bopæl fra januar, så vi kan besigtige den. Og spise lidt mad. Og drikke lidt vin. ;-D
Knus Katrine
Og ved du hvad – tuuuusind tak, fordi du lagde hus, familie og Chili con Carne til. Vi ses helt sikkert igen til det hele.
Knus Helle