Æblekrigen

Jeg er gået all in. Har overgivet mig på helt og aldeles måden. Og sidder nu som en tre-årig med lopper i røven og venter. Og venter. Og venter. Æblet har vundet en stor lokal sejr i æblekrigen i Sydhavnen.

I dag kommer min nye computer. Eller den kom allerede i går. Mens jeg holdt en fest hos min søster. Jeg tør ikke gå i bad nu. For sæt UPS ringer på døren, mens jeg har sæbe i ørerne.

Jeg satser på, at næste blogindlæg er skrevet på en MacBook Pro med større lækkerhedsfaktor og en mellemrumstast, der ikke sætter sig fast hele tiden.

Men det er også en bevæget afsked med en lille bitte computer, som har levet et barskt liv. Som den står der på spisebordet, med gråt gaffatape om kanten. Som sprækkede under en helikoptertur i Nepal, hvor tasken ikke stod helt stabilt. Ja så må jeg sige den stort tak for de eventyr, vi har været på sammen. Og som en hypet og smart æblecomputer aldrig vil kunne. For når man er så smart, er man åbenbart og både sart og ømskindet, og ville aldrig kunne tåle hverken højder, frostgrader, støv og regn i lange baner. Som den her lille fyr har levet igennem.

Derfor – et par billeder fra et spændende pc-liv:

I ca. 4500 meters højde i Nepal i 2008. Med os havde vi en satellitsender fra Thrane og Thrane, så vi kunne sende reportager hjem undervejs til bloggen og et par aviser og blade.

Fra samme ekspedition under dække af solparaplyen. Den lille computer levede et farligt liv på de ujævne klippestykker.

To måneder i Humla, Nepal, med en lånt satellittelefon og solcelleoplader, så jeg kunne sende opdateringer til min blog i lange baner. Det var svinedyrt og svært at holde både telefon og computer opladet, så jeg sendte 3-4 blogindlæg ad gangen til min søn, som sørgede for løbende opdateringer.

Så tak for alt, min ven. Den går ikke tilde evige cybermarker, men bliver gemt et sikkert sted. Måske får jeg brug for lidt råstyrke et barskt sted igen. Det ved man aldrig.