Category Archives: Cykling

by - 0 comments

Morgentur gennem skoven

Min krop er sprudler pludselig af energi. Det var vist godt, jeg begyndte på penicillin. I går gjorde jeg hytten ren, da jeg kom hjem ved halv seks tiden efter arbejde. Og fik ryddet de fleste ophobede bunker væk. Vågnede til fuglekvidder og morgenlys, og måbede ved synet af frost på græsplænen. Men det fik solen hurtigt kål på, og det blev forår igen. Jeg tog handskerne på og trampede afsted i morgensolen. Med en glad lille argentinsk folklore sang i ørerne. Det er en fornøjelse. Jeg elsker forårsmorgener. I disse dage er man priviligeret med ganske lidt trafik, fordi nogen holder ferie. Mens nogen andre arbejder. Skoven begynder at dufte af skov, og det varer ikke mange dage, før noget grønt og hvidt sprudler igennem skovbunden. Man fornemmer næsten aktiviteten. Alt er i grøde, og hvor er det fedt at cykle igennem det hver morgen. Fuglene synger garanteret lystigt, men jeg skal jo have min dosis latino.

Om eftermiddagen havde nogen leget med vinden. Den var ikke længere vind, men nærmest orkan lige imod mig. Så var det, at jeg savnede alle de 12 gear, som vintersliddet har låst mig ude fra. Min forskifter har sat sig fast, og jeg kan kun køre på den store klinge. Men hjem kom jeg. Og sludrede med naboen på min solbeskinnede terasse, da han kom hjem fra sin løbetur i skoven. Jeg har fået et insekt i øjet og set en gul sommerfugl.

Det er sådan set okay, det hele.

by - 0 comments

Som foråret banker igennem

Regnvejr sagde det på sovekammerruden til morgen. Pyt, skidt, tænkte jeg, en forårsregn kan man sagtens cykle sig igennem. Men inden jeg havde drukket den sidste kop the, var det hele stilnet af. Jeg cyklede afsted i den kådeste forårsmorgen, kun lidt våd, og lod tankerne flyve mod Argentina og “himmeltoget” i Salta med hende her i ørerne:

Og solen bankede frem i løbet af formiddagen, mens fuglene kvidrede lokkende og lystigt udenfor. Da jeg lidt halvsent fandt cyklen frem for at cykle hjem, stod den stadig højt på en knaldblå himmel. Den lyd af kvidrende fugle på min vej gennem skoven er så ufatteligt livgivende. Og hvert eneste år kalder de et mylder af minder om andre forår og andre fugle. Mine ben protesterer en smule mod de mange pludselige cykelkilometer. Min hoste er heller ikke ovre. Men det kan jo ikke være rigtigt, vel? At man skal styres af sådan en stædig forkølelse. Så mine protesterende ben måtte i løbeskoene og afsted i skoven, da jeg var kommet hjem. Og selvom klokken var blevet mange, nåede jeg en tur rundt i skoven, mens skumringen sænkede sig, og fuglene kvidrede godnat.

by - 4 kommentarer

Stik mig en mand – hurtigt

Jeg har et evindeligt dilemma, som handler om selvstændighed. Jeg kan alt muligt selv. Slå søm i, bore huller, slæbe tunge ting, samle sære møbler fra Ikea, lappe cykler. Jeg kan også bage brød, sy gardiner, kreere guderetter. Jeg er ikke specielt heldig med sirlige blomsterarrangementer, ej heller med at hænge hylder lige. Jeg er utålmodig og lidt rodet. Jeg kan altså lidt af hvert og har mine begrænsninger. Dilemmaet er i virkeligheden søgt. For jeg har ikke andre til at gøre tingene. Og lige så skønt det er at være uafhængig og selvstændig på voksenmåden, lige så surt er det ind imellem at være den eneste bidragyder på matriklen. Så får jeg lyst til at kaste mig hysterisk ned på køkkengulvet og hamre med mine knyttede næver, mens jeg skråler: Jeg vil have en maaaaand!!!

Men jeg gør det ikke. Mit køkkengulv er af gule klinker, og det vil gøre ufatteligt ondt at få et hysterisk anfald lige netop der. Jeg tror heller ikke, jeg er specielt tiltrækkende i de øjeblikke. Men jeg havde sådan et i dag. Jeg SKULLE skifte bremseklodser på min cykel, for de var begyndt at skære sig ind i mit baghjul. Og det har jeg før betalt i dyre domme for. Jeg er også både for nærig og for afhængig af min cykel til at undvære den i et helt døgn hos cykelhandleren. Så jeg gør det selv. I dag kom jeg for alvor op og slås med min cykel, som er hårdt medtaget af den hårde vinter. Det var derfor vanskeligt at vride de gamle klodser af. I det hele taget var både cykel, bremseklodser og skruetrækker ramt af en uforklarlig forbandelse. Det drillede og drillede og drillede. Dimserne fløj om ørerne på mig. Og jeg skulle have det ordnet, så jeg kan cykle på arbejde i morgen tidlig. Og så var det, at jeg var betænkeligt tæt på at lave en vaskeægte Bjarne Riis og kyle cyklen ad H….. til, kaste mig hysterisk ned og anråbe noget om at lade en mand komme forbi. Som kan lave cykler, samle Ikeaskabe, bore huller i væggen. OG forkæle mig, underholde mig, tage på eventyr med mig, elske mig og synes jeg er dygtig. 

PS – det endte vist godt. Med cyklen.

by - 2 kommentarer

Træk nu bare stikket til den dybfryser

Smukke dage. Men kolde. Sluk nu bare for dybfrosten. Lad isen smelte og dryppe. Lad græsset komme frem, og skab vej for noget forår. Jeg har dømt forår på bloggen og skruet fuldstændig uanstændigt op for varmen i stuen. Jeg VIL IKKE fryse. Jeg har hang-overs og har sovet for lidt. Men har haft fuld kvalitetsblus på weekenden. Har luftet de høje hæle, smagt et par drinks, fejret min svoger og dyrket familien. Jeg har sovet i arm med min søster, og er blevet vækket af mine forældre alt for tidligt som en teenager efter en alt for sen fest. Vi var hensat til fjerne tidlige år af vores liv. Har spist lang morgenmad og heppet min anden svoger gennem Vasaløbets 90 kilometer i sms’er. (Han kom igennem i flot stil).

Ovenpå al den familieidyl begyndte mine øjenlåg at tynge, og jeg sadlede cyklen for at trille hjem til Birkerød. Jeg var knapt nået til Lyngby, da min telefon ringede, og jeg fik Alma i røret. Savner du egentlig ikke mig? spurgte hun – den lille lokker. Okay jow da. Og jeg vendte cyklen og drog mod Frederiksberg i stedet. Jeg ER jo nem. Og Alma havde noget hemmeligt at vise mig. Et klippet gækkebrev – til mig, – men du må ikke sige det til nogen, vel? sagde hun. Fnis. Jeg elsker, når hun sådan kommer til at vende tingene lidt bagvendt. Og påskeæg får hun alligevel. Efter at have drukket the og krammet små og store piger en times tid, vendte jeg igen cyklen nordover. Og cyklede hele vejen hjem gennem dybfryseren. Og valgte en fuldstændig restitution fra løbetræningen. Altså bare i dag. Nu fik jeg jo også cyklet tæt på 50 km. Og jeg skal vist bare tidligt i seng. Og træne fuld skrue hele næste uge.

by - 3 kommentarer

En cyklist i The Land of Cars

Stod ud af døren i en iskold morgenstund og sadlede min dybfrosne cykel. Jeg nåede ned til skoven, hvor bus nr 327 kom buldrende og havde behov for hele vejen. Vejen er almindeligt bred, og jeg måtte, som ofte før, vride cyklen helt ud i rabatten. Videre ned ad vejen til lyskrydset, som – oh lucky me – var grønt. Men en frisk fyr i en grøn bil tager et kækt venstresving fra den modsatte side. Og ham i den røde lige efter suser lige så kækt i halen af den grønne. Han vinker og trækker på skuldrene. Nej, det er IKKE i orden. Videre cirka 50 meter, hvor næste kække gut fræser ind over i et kvikt højresving bag fra. Just another day at the office, tænker jeg.

Når op på Kongevejen, hvor ikke mindre end tre cyklister kommer buldrende i den forkerte retning. De er lidt undskyldt, for det er ikke let at krydse Kongevejen. Men populære er de ikke. I Blovstrød kommer en hvid bil pludselig på tværs af cykelstien. Klart. Han skal jo svinge ud til venstre, så det må jeg vente på. Længere henne i Blovstrød kører rød bil frem i krydset og sølvbil kører hurtigt frem og lukker hullet. Tak, siger jeg, og må standse igen. Rød bils mand trækker på skuldrene med et fjoget smil. NEJ, det er heller ikke i orden.

Og så så man lige den morgenduelige cyklist, som man fejlagtigt kunne tro nu var blevet rigtigt mokkesur. Skrålende for fuld hals med på denne her:

Det sker tit. Det er ikke kønt. Og alle jer i bilerne kan prise jer lykkelige for jeres lyddæmpende køretøjer. Det sker, at en forbipasserende medcyklist ser undersøgende på mig. Og det sker, når jeg helt selvforglemmende suser gennem skoven på den sidste halvdel af min cykeltur til Hillerød. Jeg kan kun sige undskyld – jeg burde have taget sangtimer. Men det er skønt indeni.

by - 0 comments

Så barnlig er jeg

Jeg er på cyklen igen. Solen har skinnet – både i morges og igen da jeg skulle hjem. Og ind imellem har sneen væltet ned. Det var SÅ fint at cykle gennem skoven til Hillerød med ørerne fulde af sydamerikansk pop. Jeg hører for lidt sydamerikansk pop, når jeg ikke cykler. Måske min snetræthed i virkeligheden er abstinenser? Kan man få lægeordineret latino-pop? Og fordele den over to doser?

Da jeg cyklede hjem, blev jeg pludselig presset af en overhalende cyklist. Han var i fuldt cykel-ornat. Spritnyt, forstås. Han kom bagfra lige efter lyskrydset ved Hillerød og pressede mig helt ud i sneen. Jeg snerrede sådan lidt finket ad ham, da han fløjtede forbi. Og blev bitchet. Han skulle sgu ikke bare komme der i sit åndssvage nypolerede cykeltøj, sku’ han ikke. Og en cykel, der skinnede alt, alt for meget af slet ikke at være brugt. Så jeg satte fuld skrue på og sejlede lidt senere forbi ham. Med et olmt grin tværs over fjæset.

Og jeg fortsatte hele vejen til Imperial. Til AVATAR. Sammen med min søn og hans kæreste. Jeg ved godt, at seriøst intellektuelle kvinder ikke kan se pointen i flyvende tre meter høje blå væsener. Jeg ved godt, at historien er tyndere end min salig mormors kaffe. Og at den generelt bare  er for langt ude. Men – fuck altså, hvor var det en fed film. Tre timers rendyrket underholdning. Med blå væsener flintrende rundt om min charmerende 3D brille.

Jeg må hellere melde mig ud af de seriøst intellektuelle kvinders klub.

by - 4 kommentarer

Kongevejen surprise

Beklager stilheden her på blog-kanalen de sidste dage. Jeg har lige været temmelig optaget henne i hverdagen, hvor nogen havde tømt et lager af arbejdsopgaver ud over mit skrivebord.

Jeg lavede finten med indre forestillinger, da jeg kom hjem efter dagens marathonmøde. Lidt senere end planlagt. Kørte afsted på min cykel og forestillede mig selv i korte løbetights, 25 plusgrader, i Københavns gader i maj. Hvor er jeg nem. Det virker. Det føltes faktisk rigtig godt, så jeg sprang af cyklen og direkte i løbetøjet. Og løb afsted på næsten samme tur mod Blovstrød som i sidste uge. Illusionen blev tiltagende svær at opretholde i takt med den pivkolde vinds pisken, da jeg nåede ud på Kongevejen. Men jeg løb forbavsende godt. Mine ben havde det fortrinligt, og jeg holdt noget, der mindede om et pænt tempo hele vejen. Ja, til jeg nåede de hjemlige fortove i Birkerød på tilbagevejen, hvor fortovsejerne tilsyneladende har opgivet enhver tanke om at rydde bare lidt sne væk. Der kommer selvfølgelig også bare mere ovenfra hele tiden. Jeg forstår dem egentlig godt.

Men det var en god tur i det tiltagende mørke. Et par gange blev jeg overhalet af enlige cyklister, som ønskede god tur. Løbeture er så forskellige. Turen i dag burde egentlig have været lidt tung og modvillig. Det er ikke min favoritdisciplin at løbe i mørke og kulde, som det vist er blevet ret klart gennem de sidste måneder. Måske var det bare finten med forestillingen om varme og korte tights, der virkede. Måske trængte jeg bare mere end vanligt til at bevæge mit korpus igennem efter en lang dag. Måske havde jeg bare sparet lidt energisk overskud op, hvis man kan det. I hvert fald strintede jeg afsted på lette fjed. Totalt upåvirket af kulden omkring mig. Ligeglad med mørket. Med den der fede fornemmelse af at have en slags fart på. Og en total indbildning om at se tæskegodt ud. Det er ligemeget, om det er rigtigt. Det er fornemmelsen, der er fed. (Jeg ved jo godt, hvordan jeg ser ud udefra)

Og nu sidder jeg bænket i min sofaflyder med aftensmad, appelsinerog computer – og Paul Newman på fladskærmen. Og nyder fornemmelsen af min overraskende løbetur.