Category Archives: Hverdagsliv og alt det andet

by - 8 kommentarer

Vinterbad

Nogen gange må man æde sine egne skråsikre statements, som man kækt og med høj cigarføring har kastet om sig. Jeg har for eksempel med stor sikkerhed i stemmen gang på gang slået fast, at jeg hader koldt vand. Og at vinterbadning måske var godt for noget. Bare ikke for mig. Nu må jeg så med lige så åben mund stoppe det hele ind igen.

Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad fanden der fik mig til at betale for medlemsskab i vinterbadeklubben, Badekompagniet Sluseholmen, som åbnede med havnebadet i december. Adspurgt kunne jeg muntert sprudle noget om at lære folk at kende in the neighbourhood. Og at jeg aldrig ville komme plumpe min krop i isvand. Ligesom jeg i Århus var medlem af Jomsborg, som er en vinterbadeklub ved Den Permanente i Risskov. Hvor jeg ikke badede efter 1.november. Men havde en fest. Til festerne.

Og hvad sker der her? Nytårsaften spæner jeg ind til Islands Brygge og hopper i havnen sammen med et par hundrede andre. Og måtte med blodet boblende rundt i kroppen erkende, at det var fedt. Berusende nærmest. Og at kroppen holdt sig forbavsende varm helt ind i det nye år. Okay – hjulpet lidt af champagne og GT, men alligevel.

Herefter har jeg frekventeret Koralbadet og et par gange tøffet skuffet hjem, når der mod forventning var lukket. Jeg OPSØGER det isvand, fandme. Og nu kan man så se mig stå og kvidre om alt det fortræffelige, isvandet gør ved min krop. Om babyhud på kinderne og hyggelige stunder i saunaen. Jeg kan høres kvidre videre om, hvor fantastisk en kombination, det er at afslutte en løbetur med et koldt bad. Hvabehar???

Da jeg var yngre og spændstig nok til at træne i min daværende klubs atletikafdeling, trænede vi nogle gange om ugen i Marselisborg Skov. Når vi løb hjemad gennem skoven, lavede vi altid et stop ved Ballehage Strand, hvor der er en stor badebro. Vi smed tøjet og sprang i vandet. Smuttede i tøjet igen og løb hjem til brusebad og sauna. Og vi blev ved til omkring november, hvor jeg syntes, vandet var rigeligt koldt. Og aldrig helt fattede de padder, der blev ved.

Jeg æder den. Tager det hele i mig igen. I havde ret. Det er fedt.

by - 10 kommentarer

The iPhone curse

Sidste forår sprang jeg glad og muntert med på Apple bølgen og købte en iPhone 4. Som jeg havde i nøjagtigt seks uger. Den afgik pludseligt ved døden i toget på vej til middag hos min gode ven, Henrik. Men det er for så vidt historien ligegyldigt. Det var nedtur. Og jeg svor næsten, at iPhone og jeg var en dårlig kombination. At jeg var for vild, dum og careless til så avanceret og følsomt et apparat. Telefonen blev sendt til mit teleselskab, og jeg ventede nogle uger. Mens jeg flyttede simkortet tilbage i min gamle Sony-Erichsson. Klaptelefon, du ved.

Savnet kom snigende. Jeg savnede kraftedeme en telefon! Man kan ikke gå tilbage. Apple tilsætter deres telefoner et hemmeligt narkotikum, som er dybt afhængighedsskabende. Og jeg var ude i en kold tyrker.

Dommen kom efter nogle uger. En sms fra teleselskabets værksted dødsdømte min helt nyfødte lille bitte iPhone. Den havde fået fugt. Og jeg var grædefærdig, fordi garantien ikke omfattede fugtskader. Da jeg havde tørret øjnene sendte jeg sagen til min forsikring. Men da der i mellemtiden blev sparket en tsunami ind i billedet i København, voksede behandlingstiden for forsikringssager til uendeligt. I august modtog jeg jubelnyheder og fik endelig igen en iPhone. Jeg var lykkelig. Eller i hvert fald meget glad.

Og det er stadig en telefon, vi taler om.

Og nu er jeg knust. Eller – iPhonen er. Nogen må have trådt på min taske til festen i fredags. Og trådt præcist så uheldigt, at min telefon nu ser sådan ud:

Suk. Dumme dig med den høje hæl, der gjorde det. Nå men det er da et halvt år siden, ik? At jeg sidst fik den skiftet. Og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det kommer til at gå, når jeg køber en Mac. Mit forsikringsselskab kommer til at elske mig.

by - 0 comments

Mit hårmekka

Da mit pandehår for 127. gang fløjtede ind i mine øjne og dækkede enhver udsigt effektivt, fik jeg nok. Det var ikke kun i dag. Faktisk har jeg skullet til frisør siden længe før jul. Men fandt ikke lige stunder til at smutte den meget lille omvej forbi frisøren på Borgbjergvej. Jeg tror, at hvis jeg ignorerer det hår, så holder det op med at vokse. Så bliver det bare ved med at være langt på den lækre måde. Virkeligheden er, at jeg ligner noget, som fint kunne falde ind på Mozarts Plads. Eller være et levn fra Woodstock.

Men i dag var det nok. Måske betød det også en lille smule, at jeg i morgen skal føre mig frem i silkekjole og høje hæle. Så løfter håret ligesom ikke stemningen. En rask søgen på Google afslørede, at frisøren faktisk har telefon. Så man kan ringe og bestille tid. Smarts nok. Og det gjorde jeg. Og hun havde tid. Det kostede en løbetur i skoven i Hillerød, til gengæld har jeg en mere tjekket paryk nu.

Min frisør er fra Cambodja. Hendes salon hedder Hair and Beauty. Og det passer, navnet. Som noget nyt har hun indlemmet sin lillesøster i butikken, og hun laver negle. Butikken er nu fyldt med farvestrålende negle i fantastiske mønstre, som man kan få limet på. Jeg var helt betaget. Ikke fordi jeg skulle have negle, men fordi jeg aldrig har set sådan nogen negle i en salon i Danmark. Frisør-søsteren har boet i Danmark i 18 år og har efterhånden fået både storesøster og lillesøster herop. Kun moderen bor endnu i Cambodja, men kommer på besøg hver sommer.

Hendes frisørsalon har den største samling af legetøj, jeg nogensinde har set i en salon. Måske har jeg egentlig aldrig set en salonmed legetøj, når jeg tænker over det. Den er fyldt med glimmer og guld på bedste asiatiske vis, og der er citronte på kanden til hver en tid. Som man skal give sig god tid til at drikke, formaner hun. Helst skal den drikkes, mens man sidder og slapper af i den sorte lædersofa.

Baglokalet er altid fyldt af børn. Små og store. Og ikke hendes egne. Nogen gange er det søstrenes og andre gange veninders børn. Og sydhavnerne myldrer ind og ud af døren. Som i dagens blæsevejr alligevel ikke kunne lukkes helt.

Er hun god til at klippe? Hun er hurtig. Tyve minutter, så er det overstået. Og jeg ser alligevel altid vindblæst ud. Nogen gange er det bedre end andre gange. Fordelen ved at blive ved med at udsætte hende, er at det føles vidunderligt hver gang. Det er så befriende at være fri for pandehåret. Og så får jeg de bedste historier fra Sydhavnen, mens hun klipper.

Og så ser jeg nu ikke helt tosset ud. Eller håret gør. Ikke. Og når nu det er så hyggeligt, så skulle jeg måske alligevel komme der bare lidt oftere.

by - 2 kommentarer

Når man bliver gammel og viis

Sidder lidt tung og træt og spekulerer på, hvornår det sker, det der med at blive viis. At blive gammel kommer jo af sig selv. Eller er man født med det? Nogen gør aldrig åndssvage ting. Og så er der mig.

Efter at have levet i 3000 år burde det være sevet ind, at vin, veninder og vild opsamling på sladderfronten er en skidt kombination med en tirsdag aften. Alligevel plasker jeg i med begge ben og stor begejstring. Fordi maden var god, og stemningen ligesom boblede lystigt afsted. Og derfor krøb jeg først under dynen lidt før klokken halv to.

Da telefonen vækkede mig i morges, var lystigheden til at overse. Nu kunne man tro, at en kursusdag kunne redde stumperne. Men nej. Jeg er på projektlederuddannelse. Med udsigt til eksamen, certificering og hele svineriet, og der er ingen chance for at sidde og lurepasse en hel dag. Næ nej. Sådan en dag er fyldt med praktiske øvelser og hjernegymnastik. Og min lunte var måske en anelse kort. Ikke sådan på sure-måden, men lidt utålmodig. Når folk ikke forstod, hvad jeg sagde med det samme. Og manglen på søvn fremmer ikke mine evner til at udtrykke mig klart og tydeligt. You get the picture?

Fedt, sagde en medkursist under en af mine kriser, det skal der da være plads til. Carpe diem, du ved. Bliver livet ikke fattigt uden den slags fejltrin? Det mener jeg nok også i morgen. Lige nu mener jeg ikke noget. Jeg er bare træt. Og kan heller ikke skrive interessant uden søvn.

by - 5 kommentarer

Thumbs up, DSB

Jeg vil så gerne kunne lide DSB. Jeg vil så gerne ikke være en del af hylekoret, der stikker dem en lammer hele tiden. Jeg anstrenger mig virkelig for at lægge vægt på de gode oplevelser og huske på, at det faktisk fungerer fint for det meste. Fraset de gange hvor tumper har rippet Holte station for kobber, er det ikke sket mange gange i det sidste år, at s-toget har svigtet mig. Det er da en pænt fin statistik, synes jeg. Men det er så let kun at huske de dårlige eksempler.

Min flinkhed fik et knæk i Randers, da jeg skulle hjem fra julebesøg hos mine forældre. Min far satte mig af på banegården i god tid til afgang. Det var pivkoldt, og skærmen i afgangshallen fortalte, at toget var ca 7 minutter forsinket. Derfor satte jeg mig indenfor på stationen. Sammen med ti andre. Vi ventede.

Pludselig så vi toget rulle ind på perronen lidt før tid. Alle greb deres bagage og stormede afsted. Også mig. Med tung kuffert spænede jeg først ned ad trapperne, så op til perronen, hvor en venlig person holdt døren åben for mig. Ude på perronen fik jeg øjenkontakt til togstewardessen i den åbne dør på toget. Hun så mig i øjnene og trykkede på luk-dør-knappen. Jeg spurtede vantro helt derhen for at stikke en hånd i klemme, men nåede det ikke. Og toget satte i gang. Mens togstewardessen stadig så mig i øjnene. Spruttende af arrigskab stod jeg så der, mens et par stykker solidarisk råbte efter toget med underkæberne nede på brystkassen.

Efter at have stampet lidt i jorden, hankede jeg op i kufferten og marcherede tilbage til kiosken i afgangshallen. Hvor de selvfølgelig ikke kunne gøre andet end at sælge mig en ny billet. For jeg havde naturligvis en orange billet, købt for længe siden. Og orange billetter kan kun benyttes til den afgang, de er købt til. JEG VAR RASENDE! Men de var søde. De lyttede tålmodigt, og rådede mig til at skrive til kundeservice og forklare. En pige med hund var i samme situation, så vi skumlede lidt sammen, mens vi ventede en time på det næste tog. Og jeg kom alt for sent i seng den aften.

Men når DSB alligevel får thumbs up herfra, er det fordi de helt uden tøven undtagelsesvist har refunderet den billet, jeg købte i Randers. Jeg har så lært, at man skal opholde sig på perronen og ikke regne med oplysningerne på skærmen. I hvert fald, når man er på en lille station, som ikke har oplysning over højttaleren. Og genvundet min tro på den offentlige transport.

by - 4 kommentarer

Snas og højdepunkter fra året der smuttede

Jeg er lige så stille ved at løfte armen for at vinke farvel til 2011. Som var mig meget mere nådig end så mange andre år. Hvor jeg andre år på kanten af december har tænkt, slut nu bare, så jeg kan tage fat i en anden ende. Ja så sidder jeg på en måde og ser mildt og tilfreds på den lille bitte stump, der endnu er tilbage af 2011. Et år hvor de store dramaer er sket i sikker afstand fra mit lille liv. Et år der har givet mere, end det har taget. Et år der næsten roligt er tøffet afsted i sit eget tempo. Så lad os da bare tage det, året. I overskrifter.

Arbejde

Lige meget hvordan jeg ryster posen, hopper arbejdsoverskriften op først. 2011 blev året, hvor sundhedsvæsenet begyndte at rykke på den fede måde. Hvor jeg kun vanskeligt får armene ned. Fordi der nu kommer fokus på samarbejdet mellem patienter og sundhedsvæsen. Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker mit arbejde. At jeg altid har elsket at arbejde i og for vores offentlige sundhedsvæsen. Jeg har drømt om – i hele mit arbejdsliv – at være med til at ændre fokus, så patienterne bliver hørt, set og forstået meget mere, end det sker i dag. Da jeg selv blev kastet ind i at være patient,  blev jeg kun bestyrket. Alting gik godt, når vi samarbejdede. Lægerne, sygeplejerskerne og mig. Og det gik rigtig skidt, når de glemte mig.

Og nu er ord som patient empowerment og patient involvering ved at blive helt almindelige. Og jeg får lov at folde mig ud. Og være med til at give ordene liv og mening. Omsætte dem til levende projekter og handlinger. Hold da op. Aldrig har arbejdstimer givet så meget mening.

Små mennesker

I 2011 blev min store rodebutik af en familie beriget med tre små nye mennesker, David, Rebekka og Vera:

Det gør mig jo ekstra glad for at have fået en lejlighed med plads. Næste projekt er at finde et gitter til trappen, for Vera er allerede bedre kendt som Turbo-smølfen og David som Houdini II, og hvem af de to, der bliver 2012 sjællandsmester i hurtigkravl, står hen i det uvisse.

Coming to terms

2011 blev året, hvor løb fandt sin nye plads i mit univers. Løb er fedt, men som livsindhold er det ligegyldigt. Sådan har det vist altid været, men mine drømme om at genfinde tidligere tiders fart, fik til tider løb til at fylde for meget. Jeg tror, at jeg er kommet overens med, at sådan bliver det ikke igen. Jeg har fået for meget kemoterapi, og det har smadret et eller andet i det, der gjorde, at jeg kunne løbe stærkt. Løb vil altid være en del af mit liv. Og en vigtig del. Alt har bare forandret sig. Jeg kunne muligvis komme igen, men det er ikke worth it. Det vil tage alt for meget tid og energi fra det arbejde, som er så meget vigtigere. Jeg kender ingen, der har haft lymfekræft, som er kommet til at løbe hurtigt igen.

Det betyder ikke, at jeg træner mindre eller aldrig løber intervaller. Det betyder bare, at det har fundet sin plads. At løbe langsomt betød meget mere end at finde  mig selv på næstsidste side i resultatlisterne. Det betød, at jeg måtte ændre mit mentale billede af mig som løber. Og det tager tid. Jeg var blevet en, man måtte vente på. Det betød, at jeg med et ikke kunne træne med de fyre, jeg havde leget med næsten dagligt i årevis. Det var en syngende social lussing. Og mit mentale billede af løb er blevet til noget helt andet. Hvor det tidligere faldt mig ret let at løbe hurtigt og derfor legede med at løbe om kap med de halvhurtige drenge, er løb blevet meget mere meditation. Jeg er kommet til at holde af mine lange ture alene. Uden krav til hastighed. Uden følelsen af ikke at slå til. Og måske er det bare bedst sådan lige nu. Hvor arbejdet skal have lov til at bestemme. Det er sgu da ligegyldigt, om jeg løber nogle minutter hurtigere eller langsommere. Det gør ikke verden til et bedre sted.

Hjem

Det blev året, hvor jeg efter temmelig meget rakken rundt, fik mig et hjem. Et rigtigt hjem med terrasse og fast husleje. Birkerød og jeg blev aldrig et godt match. Det blev jeg og Sydhavnen derimod. Jeg elsker, elsker, elsker at være i byen igen. Og at have Amager lige inden for rækkevidde. Come on – jeg er for gammel til fremleje. Så nu har fast grund under fødderne og rullegardiner for vinduerne. Og har på en eller anden måde fundet hjem.

Så i min lille livsboble ånder der fred. Midt i en verden af vold, uro, ødelæggelse og store kampe.

by - 6 kommentarer

Jeg er gul

Jeg har fundet en forklaring på mig selv. En forklaring på, at jeg altid styrter rundt og leder efter nøgler og dankort på vej ud af døren. En forklaring på, hvorfor jeg altid, ALTID arbejder helt snævert i forhold til deadlines (læs: i sidste sekund). Hvorfor jeg hader og afskyr træningsprogrammer. Hvorfor jeg dør, hvis jeg skal have et arbejde med faste møderutiner.

Jeg er gul.

Gul, spørger du. Ja, jeg er gul. Jeg har fået lavet en personlighedstest i noget, der hedder Wholebrain, som laver en slags profil af min foretrukne måde at tænke på. Og min måde er symboliseret ved farven gul. Jeg er sådan et grænsesøgende, eksperimenterende væsen, som gerne søger nye veje. Som er fantastisk til at starte nyt, men mindre heldig i forhold til at afslutte. Som HADER at blive begrænset og får tics af excelark. Som derfor aldrig finder et fast sted til mine nøgler, men til gengæld har en uforlignelig intuition og en grundfæstet overbevisning om, at alting går alligevel. Og det gør det jo. Jeg fik en forklaring på, at jeg er sådan en som undgår for faste planer af skræk for at blive begrænset. Da min foretrukne tankegang blev eksemplificeret ved en, som synes at rejsen er planlagt, når flybilletten er købt, – ja så købte jeg den. Testen. For det passer jo.

Jeg har også noget fra de andre tankemønstre, for jeg bliver jo færdig med mine projekter. Og jeg overholder alle deadlines. Med det yderste af neglene. Jeg kan jo som regel også styre en halvanarkistisk projektgruppe i mål på nogenlunde samme tid.

Personlighedstests er noget crap. Men kors, hvor blev jeg glad for at være gul. I al fremtid kan jeg nu slappe helt af overfor de nøgler. Jeg finder dem jo, og det er spild af tid at gruble videre over, hvordan jeg kan blive anderledes. Alle mine frustrationer over at se mindre struktureret ud end så mange andre er slut. Min måde er det, der giver mig energi. Hvad enten det gælder løbetræning, projektstyring eller løbske nøgler. Og selvom mit skrivebord kunne friste til at tro, at jeg er totalt uorganiseret, ja så kan jeg (næsten) altid finde, hvad jeg leder efter.

Om lidt tager jeg til Lissabon og holder jul. Hvordan? Aner det ikke. Men vi har en lejlighed midt i byen, så det går jo nok, ikke?

 

 

by - 0 comments

Kim Larsen fra Frederikshavn

Selvom det ender på -havn, ligesom Christianshavn, så går det ikke. Kim Larsen er fra Christianshavn og kan ikke copy-pastes til nordjyde. Sådan er det bare.

Torsdag eftermiddag stregede jeg kalenderen over med F.R.I. og smuttede til Århus for at drikke gløgg (nej, vin) med mine gamle kolleger fra den hedengangne Strategi- og Udviklingsafdeling på Skejby Sygehus. Vi var både gode til det med vin, singstar og at lave strategi og udvikling på vores sygehus. Dengang. Siden er alt gået tilbage.

Det blev en weekend med “uuuh, det var tider….” malet over det hele. Jeg tog videre til min gamle veninde, Tove, og vi havde planlagt en fredag aften i byen. Som i “de-gode-gamle-dage”. Vi skulle indtage Fatter Eskil i Skolegade, hvor vi ufatteligt mange gange har beriget stedet med vores skøndans og store vid. Og det kunne vi vel for fanden stadig, ikke?

Fatter Eskil er et oldgammelt spillested midt i Århus. Sikkert ældre end mig selv. Ikke ret stort, men hjertevarmt og næsten altid god for en hyggelig gang musik. Nogen gange endda god musik. Ofte jam mellem mere eller mindre anerkendte musikere. I hvert fald er det et enormt hyggeligt sted, som vi i tidligere tider har frekventeret flittigt, når vi skulle ud og score danse. Og hold da maule, hvor har vi haft det sjovt på Fatter Eskil.

Fredag aften tog vi bussen fra Toves lejlighed i Skejby til Skolebakken i noget pivkoldt vejr, hvor vandet drev ned, og vinden piskede om hushjørnerne. Derfor skyndte vi os til Fatter Eskil, hvor vi blev budt indenfor i varmen. Og slap 70 kroner for aftenens musiske indslag. Det viste sig at skulle være noget Gasolinplagiat, som kaldte sig Østre Gasværk. Nå ja hvad – det gik vel an for en fredag aften i nostalgiens tegn?

Vi indtog den strategiske plads ved baren. Der hvor man både kan se scenen og de mænd, der køber øl. Og så var vi parate.

Men Fatter Eskil var indtaget af unge studerende på randen af alkoholsammenbrud. En stangstiv pige forsøgte ihærdigt at kontrollere sit selskab, som blev mere og mere mærkbart tunge i blikket over hende. Et par andre – marginalt mindre stive – varmede op under dansebevægelserne, mens skulderstropperne diskret tumlede ned over skulderen.

Endelig trådte Østre Gasværk ind på Fatter Eskils miniaturescene. En Kim Larsen plagiat i pink skjorte? Resten af Gasolin plagiatet i grå vest og sixpence. What? Fra Frederikshavn fortalte de. Og så spillede de op til halbal. I lille bitte Fatter Eskil midt i Århus. Vi kiggede på hinanden.

De spillede et par numre, og Fatter Eskil blev langsomt fyldt af et mere sædvanligt publikum. Den pink skjorte tolkede Kim Larsens stemme som en råbestemme uden meget melodi. Da han havde råbt sig gennem endnu et par numre, svandt stemmen langsomt ind til nogle hæse udbrud. Mens guitaristen noget anstrengt forsøgte sig med at rive vittigheder af ærmet. Men de var nordjyske. Vittighederne. Man skulle nok komme fra Frederikshavn for st fatte dem. Og Tove er endda nord fra.

Vi kiggede på hinanden. Det sædvanlige publikum svandt langsomt ind igen. De gik! Jeg faldt i staver, mens jeg kiggede ud af vinduet til den overdækkede gård, hvor folk sad bænket og drak øl. Jeg var pludselig tilbage til dagene, hvor jeg kunne møde min datter i byen. Og vi sådan hyggeligt kunne give hinanden et kram, inden vi gik videre i hver vores. Nu sidder hun i  Hvidovre med hus og børn og går i hvert fald ikke på Fatter Eskil mere. ‘Jeg tror ikke, jeg holder til mere end et sæt’, råbte Tove i mit øre. ‘Nej, oh rædsel. Et sæt må være rigeligt’, råbte jeg tilbage.

Men vi holdt ikke til et helt sæt. Det var for forfærdeligt. Kim Larsen kan være slem nok. Men i en pink udgave fra Frederikshavn blev han uudholdelig. Så mens pink-skjorten ævlede om Grønnegade på Christianshavn, trak vi huerne ned om ørerne og efterlod vores 70 kr til deres hjemtur.

Udenfor var det blevet storm, og det var ikke længere pivkoldt, men smaskhamrende iskoldt. Vand og vind smadrede om ørerne på os. Og så kiggede vi på hinanden igen og gik grinende ned til bussen. Og kørte hjem igen. På det samme klip.

Det var tider dengang…. Dengang Kim Larsen boede på Christianshavn og spillede med Gasolin. Før Grønnegade flyttede til Christianshavn. Og dengang man kunne danse på Fatter Eskil til de lyse timer.

by - 0 comments

Fasanskovens hævn?

Jeg melder mig i koret af stakkels snottede næser. Måske er det spøgelsets hævn fra min færd gennem Fasanskoven i går. Hvem ved? Så mens jeg sidder bænket i sofaen, omgivet af tæpper, te og snotklude, kommer her endnu et hjernedødt blogindlæg. Fordi pladsen inde under kraniet er optaget af noget, som ligger meget langt fra hjernevæv.

Jeg mærkede det godt komme snigende, da jeg tidligt i morges tøffede med bussen til Hovedbanegården. Så jeg gik i Matas og købte en stang lommetørklæder. Med balsam. Og – skulle det vise sig – massivt syltet ind i menthol. Man får jo et regulært chok, når man uskyldigt vil snyde næse.

Men jeg overlevede syv timers møde i Vejle og to gange to timers koncentreret arbejde i toget. Og fik vist nok også snøvlet et par fornuftige bemærkninger ud i ny og næ. Måske kunne de også forstå, hvad jeg sagde? Og fik alligevel skrevet en rapport og et projektkommissorium færdigt. Og afleveret. Selvom jeg næsten gik i chok over al den sne, der væltede ned i Vejle. Behold den bare, sneen.

Tror bare, jeg vil hvile på nogen laurbær og vente med mere aktivitet til i morgen.

by - 2 kommentarer

Om gardiner og stædighed

Sidder bare her og føler mig egentlig ret selvtilfreds, mens der kører en halvdårlig film med Viggo Mortensen i baggrunden. Og jeg nyder et glas varmt gløgg. Af den gode slags.

Og hvad er jeg så selvfed over? Jo, jeg har målt mine vinduer, bestilt rullegardiner på nettet, målt rigtigt, og nu hænger de der. Slut prut med at glo ind, når I går forbi om aftenen. Nu kan jeg stå med bar røv midt i køkkenet, hvis jeg skulle få lyst. This is a day of succes.

Jeg kunne have målt halve centimeter forkert, så gardinerne aldrig ville kunne sidde i de vinduer. Men jeg målte rigtigt. Selv. Og jeg målte det selv, fordi jeg helt tabte underkæben over, hvad en gardinforretning kunne få sig selv til at kradse ind. 7,500 kr for ét sølle vindue. Når jeg møder sådan noget, bliver jeg stædig og påståelig. Så kan jeg sgu selv. Og det ku’ jeg jo så.

Man skal nyde sine succes’er. Og nu bor jeg her lissom. Når der hænger rullegardiner for vinduerne, har man for alvor fast adresse.

Nu glæder jeg mig så til at kunne se ud af vinduerne mod vandet, når jeg engang får vasket den fede saltvandsfilm af, som noget blæsevejr sendte op på mine ruder i sidste weekend.