Category Archives: Hverdagsliv og alt det andet

by - 1 kommentar

Brændte eventyr?

For fem måneder siden forlod en kær kollega vores etablissement i Hillerød for at søge nye græsgange. Jeg følte savnet, allerede inden hun havde ryddet sit skrivebord. Og tomheden råbte fra hendes forladte kontor i dagene efter. Vi har en fælles passion for store eventyr. Havde begge fundet en slags hjem i antropologien og har en glubende appetit på fantastiske historier. Derfor forærede jeg hende, sammen med en anden kollega, en udflugt til Hundested og Knud Rasmussens hus.

Vi er travle mennesker, og turen blev udskudt. Og udskudt igen. Til vi endelig svor en hellig ed om den 22. oktober. Som intet skulle kunne få os til at ændre på. Vi glædede os på den langsomme og forventningsfulde måde. Skrev små sms’er og mails og lagde planer. Hundested er en rejse væk. Og dagen skulle nydes på oplevelsesmåden. Vi havde derfor sat hinanden stævne allerede kl 9 på Hovedbanegården, hvor vi satte kursen mod Hillerød. Her mødtes vi med anden kollega og trimlede over i Hundestedtoget. På vej på et lille eventyr.

MEN I GÅR VAR DET FUCKING HUS BRÆNDT!??!!

Ikke sådan til grunden. Men nok til at være lukket. Og til at alt strå fra taget var flænset ned for at bremse branden. Et lille trøsteskilt sad på døren. Det fortalte, at huset var lukket indtil en gang i foråret. Men at det ville åbne i intakt stand. Til foråret. Jamen for hulan da. Kunne det ikke have ventet med at brænde til i morgen? Eller bare i eftermiddag? Af alle dage, hvordan kunne det så ske netop dagen før vores besøg? Er det nemesis? Universets hævn, fordi vi var for travle til at komme ud af røret med det samme? For at lade os opsluge af noget arbejde? Eller for at glæde os som tøsede pigebørn på skoleudflugt?

I Hundested samlede vi endnu en kollega op. Og så gik vi da en tur der langs stranden i Hundested. Smuk tur, selvom nogen havde forladt hovedstaden i højhælede sko. Som ikke er specielt terrængående i sand og sten. Og som ikke var kønne bagefter. Vi spiste æbler og boller i græsset udenfor det brændte hus. Ikke nogen ringe udsigt ham Knud havde sig. Når han var hjemme. Og Hundested er pæn. Og kan godt holde til en heldagsudflugt. Også med brudte drømme og brændte huse. Vi sluttede med fiskefrikadeller og plankeøl i det lille Halsnæs Bryghus på havnen. Plankeøl, spørger du? Det er fire forskellige slags øl, serveret på en planke.

Lørdagslærdom? 1. Lad dig ikke kyse af brændt hus. 2. Hundested og high heels er en dårlig kombi. 3. Udsæt rengøring, referater og opvask, men aldrig et eventyr. 4. Må jo til Hundested igen. Til foråret.

by - 1 kommentar

Kunsten at arbejde sig halvt ihjel – uden at dø af det

Når jeg med en joke-ish trækning i mundvigen beretter om arbejdsuger med 70 timer, er det ikke en rigtig joke. Jeg overdriver måske en gang imellem med 5-10 timer, men sandheden er, at jeg er ude i et arbejdsmæssigt overdrev. Det er sket før, og jeg sidder her endnu med normalt blodtryk og et lystigt hjerte. Vel vidende at der skal være grænser for galskaben. Jeg har dage, hvor jeg mærker et flash af noget af det, som andre ville kalde stress. Eller overbelastning. Der er dage, hvor min fleksibilitet er ikke-eksisterende. Fordi ethvert uplanlagt sving på dagen, får korthuset til at skælve truende.

Men jeg bliver ikke rigtig stresset, sådan som stresseksperterne skriver om. Jeg bliver periodevist sær. Grænsende til utilnærmelig. Eller bare aldrig hjemme. Alligevel kan jeg godt lide de udsving, som perioderne med alt for meget arbejde giver. Udfordringen i at nå komplicerede deadlines. Den koncentrerede jagt gennem litteratur og rapporter. Ja, sågar de vilde cykelture på kryds og tværs gennem København for at nå de mennesker, jeg samarbejder med. Og alligevel med det yderste af neglene nå at købe fødselsdagsgave til min mor, suse til fødselsdag hos min veninde i Århus på fredag – og fejre mit yngste barn i København næste formiddag.

Superkvinde in action? Hahahaha. Nej nej her er ingen superkvinder. Her er kun fortrængninger. Jeg ser ikke nullermændene eller pletterne på gulvet. Jeg er bare sådan en, som glemmer alt om støvsugeren og gulvmoppen. Det generer mig ikke det fjerneste at arbejde i rod. Og der er tusind ting, jeg ikke får gjort, når arbejdet går  amok. Jamen får du så slet ikke trænet, spørger du. Og jo, det sjove er, at det gør jeg. Til tider ganske meget. Når jeg har travlt, må jeg jo knibe træningsture ind, hvor der kan laves hul i dagsprogrammet. Det betyder mange morgenture, mens dagen bryder igennem nattemørket. Og det betyder aftenture i det tiltagede mørke. Som jeg allerede er begyndt at bande lidt over. Jeg skærer de rigtig lange ture væk og løber flere og kortere.  Og pludselig har jeg alligevel midt i alt det travle vanvid løbet otte træningspas den ene uge og fem den anden. Jamen er det ikke superagtigt, spørger du så? Vel er det ej. Det er terapi. Helt gratis. Læs selv her.

Og så ser ser jeg selvklart frem til de uger, jeg skal holde fri, mens alle I andre knokler videre. Når projekterne er manøvredygtige uden kunstigt åndedræt. Og jeg bliver klar på mine næste drømmerejser.

by - 1 kommentar

Singlemad

Egentlig kan jeg godt lide at lave mad. Og at spise den. Da jeg for mange år siden indledte min karriere som evighedssingle, lærte jeg betydningen af ikke bare at indtage ligegyldige kalorier stående ved et rodet køkkenbord. Lav ordentlig mad, for søren. Også når ungerne ikke var hjemme. Dæk bord, tænd stearinlys, gør det lidt hyggeligt.

Under skilsmissetumlen, gik jeg længe rundt med ophovnede øjne og var chokramt og helt opslugt af, hvor synd alting var. På min arbejdsplads var der en kvinde i 60’erne, som havde mistet sin mand meget pludseligt, og hun tog mig en dag under sine vinger. Hun forklarede mig, at jeg var nødt til at lære at have det rart. Selv. Helt alene. Når børnene var på fædreweekend, og jeg led alverdens kvaler af savn. Jamen jeg er bare så ked af det, indvendte jeg, og kunne overhovedet ikke se mig selv have det rart. Hun instruerede mig i at købe lækker mad, som jeg ville have lavet til min mand og mig til en forkælelsesaften. Bare kun til mig. Jeg skulle også købe en god flaske rødvin. Ikke noget billigt sprøjt, men godt. Skænk så et glas, mens du laver maden. Gør dig umage og gør det lækkert, mens du drikker vinen. Skænk så et glas, som du drikker til maden og sæt en prop i, så der er vin til lørdag aften. Dæk et pænt bord og spis maden langsomt. Hvis tavsheden er for larmende, må du gerne se tv imens, sagde hun. Det kan lyde latterligt, men dengang var det grænseoverskridende. Sådan at lave lækker mad bare til mig. Og drikke rødvin alene. Når nu det lå lige til højrebenet at dyrke sin weltschmertz. Og det virkede.

Jeg har aldrig glemt hende. For hun lærte mig noget værdifuldt. At man må opsøge det gode liv. Og hvis man ikke lige kan finde det, så kan man lade som om. Bygge det omkring sig simpelthen. Det er bare slet ikke muligt at mærke livskvalitet, mens man spiser, fordi man skal. Lortemad i sofaen eller ved køkkenbordet skal jo bare overstås. Det kan man jo heller ikke leve af i længden, når man både arbejder røven ud af bukserne, tager lange uddannelser og træner i timevis hver uge. På den anden side er det virkelig svært ikke at nyde, mens man står der med god rødvin i glasset og gør sig umage med sin egen middag.

Så jeg laver god mad. Men i længden er det blevet en smule ensformigt at have middagsdates med Steffen Kretz eller (God forbid) Mette Walsted Vestergaard. De mangler lidt dybde. Og når jeg nu gang på gang rammer hjemmet efter tv-avisen, kan intentionerne om den gode mad godt langsomt begynde at skride. Der er grænser for, hvor tit mine unger gider spise meget sen aftensmad i Sydhavnen.

Og nu har fået mig en madklub. Det er genialt. Vi er tre, og vi er åbne for udvidelse. Pludselig er der nogen at lave mad til. Nogen at nyde maden sammen med. Og nogen der laver mad til mig. To gange om måneden. Uden Steffen Kretz og Mette Walsted Vestergaard.

by - 4 kommentarer

Rapport fra linje B

En ganske almindelig tirsdag eftermiddag på min vej fra arbejde i Hillerød. S-togslinjen er ramt af en evighedsforbandelse, der omfatter sporarbejde, tyveri af kobberelementer fra banelegemet, oversvømmelse….. Fortsæt selv mulige scenarier. Og det giver selvfølgelig rigtig god mening at lægge sporarbejde i en periode, hvor flest muligt holder ferie. Jeg forstår det godt. Og jeg er mildt overbærende. 1½ time i s-togets flexrum ER bare lang tid.

På positivlisten giver transportbøvlet ubetalelige muligheder for at observere mine medpassagerer. Når den ene toglinje er sløjfet, og den anden skåret til halvtidsdrift, sættes der dagligt rekorder i, hvor mange mennesker, cykler, barnevogne og kørestole, der kan presses ind i et flexrum. Tørrer man surefjæset af og lukker øjnene op, udspiller der sig små dramaer og lystspil lige om ørerne på dig.

Og jeg er jo priviligeret. Jeg får det hele med. For Hillerød er endestation, og når jeg kommer, er der god tid. Fordi jeg notorisk glemmer at tjekke, hvornår de tog faktisk kører. Jeg ved, der er mennesker, der timer den slags. Men jeg er dermed sikret dronningepladsen i flexrummet. Cyklen bliver placeret i den bedste holder. Den hvor cyklen kan stå op hele vejen, og jeg kan indtage hjørnepladsen, hvor man ligesom kan sætte sig lidt på skrå og undgå de værste knubs. Samtidig med, at jeg har et glimrende overblik over vognen. I løbet af det næste kvarter fyldes flexrummet langsomt, så alle cykelholdere er optagede ved afgang.

Allerede i Allerød begynder spasen. Her kommer yderligere tre cykler og en klapvogn. Og klapvogne har fortrinsret. Selvom de nu har fået ret til at stå i mellemgangene. I Birkerød står den første cyklist med lidt besvær af, men erstattes af to nye. Og sådan fortsætter det, til klapvognsmoderen står af i Lyngby. Det giver et kortvarigt åndehul til de pressede cyklister.

Åndehullet varer kun kort, for i Hellerup går det altid galt. I Hellerup står fem cykler og venter. Og en mand i kørestol. Togføreren kommer frem og slår kørerampen ned til kørestolen, og nu bliver der for alvor trangt. Men det går. Folk er venlige og rykker sammen. Cyklerne viklet sammen i et kompliceret spind, der minder om en metaludgave af den gamle leg kluddermutter.

Det næste kaos opstår på Nørrebro, hvor manden med kørestolen skal af. Sammen med fem cyklister. Ind myldrer seks nye cykler. Sammen med alle dem, som aldrig har fattet, at flexrummet ikke er til dem. Og nu begynder det sjove. Tre omfangsrige mænd med hver sin dåseøl i hånden får på uforklarlig vis snoet sig ind midt i vognen. Måske fordi de er så bløde midt på? Ved døren står en meget svimmel mand, som ikke desto mindre er meget klog på verden. Og det delagtiggør han os andre i med høj og sløret røst.

“Er I klar over, at der er døde mennesker i Norge?” råber han ud over de mange hårtoppe. Jo, det er folk vist klar over. Han slår over i engelsk og råber noget om, at man ikke kan opføre sig så dumt, når der er døde mennesker i Norge. Måske får han ikke svar. I hvert fald nærmest skriger han sine vise ord i et endnu højere toneleje. Jeg er for langt væk til at se, om han bliver animeret af opmuntrende bemærkninger, smil eller lukkede ansigter. Han fortsætter med at foredrage om finanskrisen og boliglån. Selv efter Hovedbanegården skælder han folk ud for at have for høje realkreditlån. Og det er der ellers ikke mange ved Dybbølsbro Station, der har. Efterhånden har han svinget sig op i nærheden af noget raseri. Der heldigvis er så svimmelt, at det er ufarligt.

Og nu skal jeg af. Min cykel er klemt inde bag de store mænd med dåseøl og jeg forsøger fortvivlet at squeeze mig imellem to af dem. Det går ikke godt, så jeg undskylder høfligt. Men de er midt i en hed diskussion om, hvor de skal af toget. De har simpelthen ikke tid til at flytte sig for sådan en lille en, som mig. Uden øl. Enden på diskussionen bliver alligevel, at de skal af på Dybbølsbro, fordi de får øje på et tog mod Køge. Så det ender godt. Jeg kommer af. Sammen med omkring tre millioner andre, som også skal op af den eneste trappe. Og elevatoren på Dybbølsbro har været i stykker i den sidste måned. Det ved man. Når man frekventerer den station. Måske har den været i stykker i længere tid. Og måske bliver den aldrig repareret? Men så må man stå på perronen og vente på, at alle tre millioner mennesker får sig pakket op af den trappe. Så jeg til sidst kan slæbe jerndyret og tasken op på broen og cykle fredeligt hjem.

by - 12 kommentarer

Iltmangel

Mens jeg sidder her en søndag aften og har udkæmpet mit eget lille maratonløb hen over tasterne på min computer, er jeg ved at blive kvalt. Af forventninger til mig selv. Af andres forventninger til min præstation og kreativitet. Mens et lurende samvittighedsnag kradser i baghovedet. Fordi det der arbejde har tilkæmpet sig alt for meget plads i min indre harddisk. Og fordi jeg betaler med nærvær. Eller mangel på. Nærvær.

Jeg skriver uinspirerede blogindlæg med venstre hånd og en slumrende del af hjernen.

Jeg ringer alt for lidt til mine forældre, til mine venner, til mine unger.

Jeg gider ikke løbe motionsløb, fordi jeg ikke gider udsætte mig selv for forventninger der også.

Jeg gad ikke løbe Copenhagen Marathon, fordi jeg vidste, at jeg måtte bruge eftermiddagen og aftenen til at skrive min strategi færdig og sende den ud i endnu en høringsrunde.

Mit hjem roder og roder og roder.

Jeg går tidligt hjem fra fester (som jeg trods alt kommer til).

Jeg får ikke svaret på mails eller ringet tilbage.

Jeg bruger alt for lidt tid til at sidde og glo ud på vandet, der pludrer forbi mit vindue.

Så bær over med mig. Mens jeg tænker mig om. Og får banket det der arbejde bedre på plads. Og får styr på mine prioriteter. Jeg kan jo for fanden ikke undvære jer, vel?

by - 1 kommentar

Bob, din gamle svinger

Jeg har været til Bob Dylan Teaterkoncert. Sammen med min søn og hans Nina. Og altså, selvom musikken ikke nåede de sublime højder, som min søn oplevede lørdag i Parken (Roger Waters, that is), var det en stor oplevelse. Godt gået, faktisk. Men det her er slet ikke en anmeldelse. Det er en bekendelse.

For midt i det hele sad jeg der på stolerække nr 10 og blev helt fyldt af….. Ja jeg ved sgu ikke, hvad jeg skal kalde det. En følelse af, at det her har jeg været med til. Jeg var med, dengang det hele startede. Dengang vi sad på gulvet i stuen og lyttede til de første Beatles singler. Dengang alle spillede Bob Dylan. Ikke kun omkring lejrbålet, men alle indspillede også Dylanmusik på plader. Dengang Rolling Stones sprængte alle rammer. Jeg var med til de der indre og ydre eksplosioner, som den nye musik skabte. Det var stort. Og vi havde kun skuldertræk til overs for dem, der ville spilde deres tid på Elvis og Cliff Richard.

Senere sad vi for lukkede døre på vores værelser og hørte Frank Zappa og Crosby, Stills Nash & Young. Neil Young, jo, som Jesper for nylig forærede mig en koncertoptagelse med. Jeg var ung, meget ung, men jeg glemmer aldrig dønningerne efter Woodstock. Eller den første Roskilde Festival. Jeg måtte virkelig være en del af alt det.

Vi hørte Joan Baez og Tom Lehrer, og musikken var for altid forbundet med verdenshistorien. Mens der krigedes i Vietnam og Martin Luther King og Kennedyerne blev skudt. Og vi hørte rock, Led Zeppelin, Black Sabbath og Ten Years After. Vi slugte det hele. Eller vi svømmede rundt i den mangfoldighed, der blomstrede omkring os. Hold da helt op, hvor hørte vi meget musik. Mens vi forholdt os til hele verden.

Og midt i teaterkoncerten, mens musikken vækkede gamle forelskelser og kærestesorger, blev jeg fandme så glad over at være så gammel. Tænk at jeg fik lov at være ung i lige præcis den periode. Det var sådan nogle vigtige år, hvor så meget af verden i dag blev formet. Eller startet. Og så sad jeg lige der på 10. række med åben mund og tårer i øjenkrogen, mens teatertruppen opførte en spektakulær version af Mr. Tambourine Man. Og tænkte et stille tak.

by - 4 kommentarer

Kunne det ikke bare være godt, for fanden?

Jeg elsker foråret. Jeg er vild med, at alting går amok. Jeg bliver kåd af alt det lysegrønne. Mælkebøtterne springer ud i gult, og anemoner kaster væg-til-væg tæpper ud over skovene. Og der kommer røde tulipaner, og æbletræerne får sarte lyserøde knopper, der lover kassevis af efterårsæbler. Fuglene står tidligt op, og ænderne gider ikke længere spise vores aflagte franskbrød. Det er lyst. Når jeg vågner. Og når jeg kommer sent hjem fra arbejde, er solen stadig fremme. Jeg kan altid nå at løbe en tur. Der dufter af græs og jord på fælleden, når altså der ikke lugter af losseplads. Men havvandet dufter af salt, og det myldrer med håbefulde fiske-fætre omkring slusen.

Mine hvide lårbasser bliver udstillet i fri luft på løbeturene. Og bliver langsomt mindre hvide. Vintertøjet er kastet bagest i skabet. Jeg elsker alt det der forårsliv. Det er fyldt med energi og grøde. Alt gror. I mig og omkring mig.

Men jeg hader at sidde her med lungerne fulde af vat. Jeg hader den der forårspiben, når jeg trækker vejret. Jeg får lyst til at kradse øjnene ud. Bare det ville holde op med at klø. De øjne sprøjter tårer ud i en lind strøm, så jeg kommer til at ligne en grædekone. Næsen tapløber, og jeg storforbruger kleenex med balsam. Og nyser. Hele tiden.

Foråret er en pest.

Kunne vi ikke bare fælde alle de forpulede træer, der spyer deres giftige afkom ud over det ganske land? Og bagefter kunne vi snuppe græsset og asfaltere det hele. Så man kan få lidt ro omkring det der forår. Eller hvad? Det synes I ikke er en god idé? Fordi det er pænt? Hmmm, tænkte det nok. Så må jeg jo sidde her i ophøjet lidelsesaura.

Det gode er, at mine hostepiller (7-9-13) ser ud til at virke. Jeg hoster, men ikke ret meget. Og slet ikke så vildt som sidste år. Men vi er også kun i starten af maj.

Ved Slusen

Ved Slusen

by - 2 kommentarer

Sydhavnen rocker

Hvad har Sydhavnen, som ingen andre steder har? Ølaber, tis, bodegaer, sort kaffe og et hav af originaler. Sydhavnen er fuld af lorteliv. Som måske har det lidt bedre end andre lorteliv, fordi her er lys og luft og træer og vand. Karreerne er mange, med træer og græs imellem. Her er havebyer og musik. Og nogen gange tørre tæsk i luften på Mozarts Plads. Men kun interne tæsk. Ølaberne på Mozarts Plads er høflige ølaber. Kommer en af dem uforvarende til at steppe ud på cykelstien for an mig, lyder der omgående et undskyld. Ikke ‘skat’ eller ‘dame’, bare undskyld. Der er ingen, der råber frække bemærkninger efter mig. Kun efter hinanden.

Her er så fuld af originaler, at man næsten løfter et øjenbryn ved synet af et jakkesæt. I dag var der loppemarked på Mozarts Plads, og ølaberne var skubbet en smule til side for nogle timer. Men det gjorde ikke noget. Der blev handlet livligt med legesager, gammelt skrammel, tøj og tasker. Jeg blev standset af en kvinde, som skulle skynde sig ned på pladsen for at købe en bamse for 25 kroner. Som hun havde parat i hånden.

Almindelige mennesker gider ikke bo i Sydhavnen. Og det skortede heller ikke på advarsler fra de kolleger, som sad og arbejdede med de skæve vinkler på københavneres sundhed. Sydhavnen er det laveste, sagde de. Du kan ikke engang få en læge i Sydhavnen.

På en eller anden måde passer Sydhavnen og mig bare rigtig godt sammen. Jeg elsker at være her. Jeg føler mig så hjemme. Jeg elsker al den forskellighed, og jeg elsker den stemning, der er her. Midt i alle de der lorteliv. Jeg kan selvfølgelig også fortrække hjem i min bedsteborgerghetto. Som jeg også elsker.

I aftes rockede Sydhavnen sådan rigtigt. Havde besøg af et par gode venner, og vi besluttede at indvi mit musikalske Sydhavns-liv. Paul Halberg skulle spille i Karens Minde, som er det lokale kulturhus. Og der blev rocket igennem, gjorde der. Gamle Creamnumre, Jimmy Hendrix. Eric Clapton. The lot. Og de var der, alle gutterne og gutinderne fra Sydhavnen. Med store maver og overskæg. Og lårkorte kjoler på lidt for gamle tøser. Hashtåger i gården. Og billige fadøl. Hold da helt op, hvor var det bare befriende med sådan en omgang håndværkerrock i de rette omgivelser. Jeg må hellere melde mig ind i Sydhavnens Musikforening.

by - 4 kommentarer

Tolken fra Darfur

Der er lidt stille herpå siden. Det er fordi, det eneste sted i mit liv, hvor der for alvor er action på drengen, er henne i arbejdslivet. Og arbejdslivet er ikke rigtigt blogbart. Jeg kan blogge løs om alt muligt andet. Mit arbejdsliv er bare på en eller anden måde for privat. Fredet. Eller involverer for mange andre mennesker helt ufrivilligt. Resten af mit lille liv tøffer stilfærdigt afsted. Det tænder mig ikke rigtigt at blogge løs om hverdagens løbeture eller alle mine andre dagligdags trivialiteter. Løbeturene er fine nok, og det er resten af hverdagen også. Bare ikke interessant nok til publicering.

Men jeg læser. Nej – jeg sluger bøger. Hver dag har jeg to gange tre kvarters læsetid, når jeg flyder afsted mellem Hillerød og Sydhavnen i s-toget. Og det giver mig en uforstyrret fred, som er ny. Jeg er stille-kupé-fan, så ikke engang mobilen kan forstyrre. Og jeg er uforstyrbar. Jeg er vokset op i en stor familie med fire søskende, og senere har jeg læst både det ene og det andet på universitetet med en ordentlig hoben unger i baglandet. Jeg kan i den grad koncentrere mig.  Så min største bekymring er, at jeg en dag vil løfte blikket fra bogen – i Køge.

Jeg fik Carsten Jensens rejseessays, “Ud”, i julegave, og det er en bog, jeg kan have kørende med pauser i rigtig lang tid. Jeg elsker Carsten Jensens akademiske refleksioner. Hans indsigt i de steder han besøger. Og den nysgerrighed han møder nye verdener med. Hans rejsebøger, “Jeg har set verden begynde” og “Jeg har hørt et stjerneskud” gav mig et sandt inspirationsboost på mine egne rejser. “Ud” er essays fra begyndelsen til nu. Fra hans spæde start ud i journalistiske ekspeditioner til nær og fjern. Og jeg elsker det.

Men jeg holdt en krimipause, fordi en veninde lånte mig bind tre og fire af hele Danmarks Jussi Adler Olsen. Og så var jeg ligesom lidt mættet med blod og ondskab for en tid.

Nu sidder jeg så her lidt rystet efter den sidste bog, jeg har læst. “Tolken fra Darfur” af Daoud Hari. Her behøver man slet ikke opfinde ondskab. Her er død så forbandet en stor del af hverdagen. Bogen købte jeg på udsalg på Bornholm, og den er overraskende velskrevet. Og nøgtern. Daoud er tolk for journalister, der gerne vil ind i Sudan, og han hjælper dem, så verden kan kende Darfurs historie og vide, hvad der sker. Han bliver meget tidligt i sit liv klar over, hvad vestlige kontakter kan være værd i et Afrika i opløsning. Hvor alting er farligt. Det er en bog om venskaber. Og om at hjælpe hinanden.

Han slutter bogen sådan her:

Hvis jeg tillader mig at antage, at der er en slags venskabsbånd imellem os, kære læser, vil jeg bede dig om at tænke på det faktum, at der, mens jeg skriver dette, og formentlig også mens du læser det, bliver dræbt flere mennesker i Darfur, og at folk stadig lider i flygtningelejrene. Verdens ledere kan løse problemet, og Darfurs folk kan vende hjem, hvis lederne oplever, at folk overalt taler til dem om problemet, fordi de er optagede af det. Så måske kunne du også gøre det, hvis du har tid. For det er meningsløst at sætte livet på spil for nyhedshistorier, medmindre de, der læser dem, reagerer.

Så er det, at jeg sidder med en lidt grim smag i munden og et flovt drag over øjenlågene. Vi reagerer for lidt. Vi er en lille smule ligeglade, når der sker grimme ting i Afrika. Sådan er de jo, dernede, ikke? Man bliver lidt klogere af Daoud Haris beretning. Og man bliver rystet. Men læs den alligevel, så hans kamp kan nytte en lille smule. Selvom den forstyrrer freden i stillekupéen.

by - 4 kommentarer

Det der telemedicin

Hvad er det for noget, der optager det meste af min tid lige nu? Telemedicin og it-understøttet patient empowerment, hvabehar? Nej jeg vil holde bloggen fri for lange teoretiske tankespind. Men jeg vil fortælle en historie.

Dengang jeg vrangvilligt måtte overgive mig til at være patient på en kræftafdeling, blev jeg konfronteret med den ene overraskelse efter den anden. Jo, jo, jeg var da alvorligt syg og kunne dø og sådan. Men over i det måtte jeg ret hurtigt erkende, at jeg var en skidt patient. Jeg var også dengang en sprutbasse, som har det lidt svært, når nogen vil bestemme over mig. Lad mig komme med eksempler.

Mine behandlinger foregik på den måde, at jeg blev indlagt i fem dage, hvor jeg modtog op til 13 forskellige højdosis kemo-behandlinger. Tough luck, siger jeg bare. Jeg lagde som regel ud tidligt mandag morgen, hvor jeg trissede over på hospitalet og fik taget blodprøver. Forskellige omstændigheder havde gjort, at jeg boede i en af hospitalets lejligheder – lige skråt overfor min afdeling. Smart nok. Efter blodprøverne daffede jeg afsted til Modtagelsen, hvor en eller anden reservelæge ville optage journal og indlægge mig. Hvis mine blodprøver var gode nok til en ny behandling. Hver gang en ny læge. Som ikke kendte mig. Eller mit forløb. Og som jeg kunne vente en time på.

Imellem mine fem-dages behandlinger skulle jeg – i hvert fald i starten – til kontrol i ambulatoriet. Først blodprøver. Så vente, vente, vente i ambulatoriet. Mellem en masse mennesker. Og jeg var isoleret til hverdag, fordi behandlingerne saboterede enhver ide om noget immunforsvar. Jeg var aldrig sammen med fremmede mennesker i lukkede rum. Kun på hospitalet. Når jeg så havde ventet en time, – nogen gange to, kom der en læge og hentede mig. En læge, som jeg ikke kendte, og som ikke kendte mig.

Alt det der gik lige i mavekulen, og jeg blev vildt ked af det hver gang. Og frustreret. Og hold da helt op, hvor var der meget spild af mange menneskers tid. Nu var jeg en lidt speciel patient, fordi jeg faktisk vidste rigtig meget om kræftbehandling og infektionsrisiko. Og det var herresynd for de der unge uprøvede reservelæger at blive udsat for en drage som mig. Jeg surfede løs på internettet, hver gang jeg skulle have en ny undersøgelse lavet. Jeg overtog flere og flere ting omkring min egen pleje. Ordnede det ene og det andet og tog ansvar for det meste. Jeg overlod bare det der med medicin og behandling til specialisterne.

Efterhånden droppede vi de der kontroller mellem behandlingerne. Fordi jeg faktisk restituerede ret hurtigt efter behandlingerne. Og gerne ville være fri.

Hvis nu der var et telemedicinsk tilbud, så kunne man i den situation have en forbindelse til kræftafdelingen ala Skype, sådan at man kun behøvede at møde op til sine behandlinger. Hvis altså det er okay med den, der er syg. Mig ville det have passet fantastisk, fordi jeg altså gerne ville være fri for det der hospital. Tænk, hvis man nu bare kunne sidde hjemme ved sin computer og chatte med sin kræftlæge? Eller snakke sammen på noget Skype-lignende med billede på og alting? Eller bare sende en mail? Og få svar?

Endnu bedre ville det have været, da jeg efter behandlingen startede på mine kontroller. Det var meningen, at jeg skulle kontrolleres i mindst fem år, men jeg er for længst stoppet. Se det for dig. Med jævnlige mellemrum skulle jeg have lavet en ct-scanning for at se, om der skulle være noget kræft et sted i kroppen. Jeg hader som pesten at blive scannet. Jeg hader, at andre ved noget om min krops indre, som jeg ikke selv gør. Derefter kunne jeg vente op til tre uger på et svar. Og igen kunne det være ved en læge, jeg aldrig havde set før. Og inklusive op til tre timers sammenlagt ventetid (med blodprøver og vente tid i ambulatoriet). Og nu var jeg altså igen en aktiv samfundsborger med fuldtidsarbejde. Som hver gang blev reduceret til en rystende teenager.

Det ville have passet mig fortrinligt at slippe for den pinebænk. Med et telemedicinsk tilbud kunne man jo få de der svar via internettet eller sin Skype-agtige forbindelse. Så man ikke behøvede al den ventetid. Man kunne lægge alle mulige informationer om sygdom, behandling og forebyggelse tilgængeligt for patienterne, så de kunne finde det i en læsbar form. Man kunne etablere noget teknologi, så blodtryk og temperatur og puls kunne måles hjemme og automatisk registreres, så lægerne kunne se det og reagere på det. Man kunne have on-line tidsbooking og overblik over ventetid, så man kunne vente et sted, man selv bestemte.

Anyway – det er sådan noget, jeg går rundt og bikser med. Og Bertel er all in.