Category Archives: Hverdagsliv og alt det andet

by - 1 kommentar

Tingfinderkunster

Jeg er en tingfinder. En god tingfinder.

Din far er ikke nogen god tingfinder, sagde min mor flere gange i hendes sidste tid, og det er vigtigt at være en god tingfinder. Hun sigtede selvfølgelig til, at han ikke kunne gennemskue hendes helt uigennemskuelige måde at gemme ting på. Hun kunne gemme slik blandt underbukserne, og hendes yndlingssmykker fandt vi efter febrilsk søgen, lidt tilfældigt i en blandet skuffe.

Men tingfinderi er mere end at gennemskue min mors gemmer. Tingfinderi er at finde ting og gøre dem brugbare. At finde ting, man mangler, i det store verdenshav af overflødige ting.

Nu dyrker jeg mine tingfindertalenter til mit lille fine røde hus. Og jeg finder hele tiden ting, der kan bruges. I dag fandt jeg f.eks. to røde jerngryder på vores genbrugsstation. Og en skål. Ting, nogen havde kasseret. Som passer perfekt til mit lillebitte hus.

Jeg har fundet senge – gratis senge, som nogen ville smide væk. Nu er de sovepladser i mit hus. Og jeg har en lang vinter foran mig til at finde flere af de ting, jeg kan bruge i huset og haven. Mit hus og min have skal bygges af det, som ville være endt på lossepladsen.

Min mor ville have nikket bifaldende, og jeg kan lide tanken om mit lille hus i altings kredsløb.

Og endnu er det lunt nok til at sidde helt offline med min Kindle og læse i stearinlysets skær, når det er natsort udenfor. Det er lunt nok til at vågne i stilheden og lytte til morgenfuglene, mens de langsomt vågner.

IMG_4033

by - 0 comments

Huset og dommerne

Mit lille røde hus og den lille kolonihave gør mig så glad. Så glad at jeg må cykle forbi, hvis jeg ikke har brugt min dag der. Eller jeg må smutte forbi på løbeturen. Jeg er vel en slags forelsket. Hvis man kan være det i et hus.

Jeg er tiltrukket af lille-bitte-heden og enkelheden. Jeg elsker, at jeg kan lave planer og indrette helt efter mit eget hovede. Jeg klunser mig til ting og har for 500 kr og fire øl skaffet mig seks sovepladser. Så velkommen på sommerferie! Kender I nogen, som har et gammelt gasblus til flaskegas, gamle gryder og pander, en thepotte og den slags, som de vil smide ud – så kør det til Sydhavnen i stedet for på lossen.

Men til sagen. Jeg har haft dommerpanelet samlet, og det gik noget anderledes, end jeg havde tænkt.

Hahahahahaha, sagde Vera, et hus hedder da ikke noget. Det er da bare et hus.

Nåmen, jeg kunne godt tænke mig, det fik et navn, sagde jeg.

Nå, sagde Vera.

Jeg tænkte, at hun bare for lille til at forstå sådan noget med navne. Og satte min lid til de to ældre dommere.

Et navn? sagde Alma, hvorfor det?

Jo, fordi jeg er så glad for det her hus, så jeg kunne godt tænke mig at kalde det noget.

Nå, sagde Alma, mens Ella kiggede efter en edderkop.

Faktisk har jeg lavet en konkurrence, og der er rigtig mange, der har foreslået de fineste navne, sagde jeg, Rødhætte, Rødhytte, Helle, Mormors kolonihavehus…. og jeg fortsatte den lange remse.

Nå, sagde Alma, hvis du synes, det skal have et navn, kan du så ikke bare bestemme et?

Vi må konkludere, at jeg er barnligere end de yngste i familien. Som har langt mere fornuftige sager at tage sig til, end at finde på navn til et hus. Og dermed er jeg blevet overdommer. Det var ikke let, for – hold nu op, hvor er der kommer mange gode forslag. Jeg har lyst til at sende mynte og koriander til jer allesammen. Men jeg kan jo ikke plastre det lille hus til med navneskilte. Så jeg har diskuteret med andre voksne i familien, der er næsten lige så barnlige som mig. Og det bliver Camilla, der går med sejren. Camilla, der skrev på Facebook:

“Det skal da have et lidt skævt navn. Min mosters sommerhus hedder Silamut. Sådan noget – bare ikke grønlandsk. Har du ikke boet på et helt specielt sted i Argentina eller Afrika der bare hed noget helt specielt? Et sted du husker tilbage på med en helt særlig glæde? Et lille hyggeligt pensionat der blev drevet af en person som du aldrig kommer til at glemme? Som du kan stjæle på groveste vis, men som er så specielt at dine gæster bliver nødsaget til at spørge “hvorfor hedder det sådan”, og så tager det et par timer – mindst – at fortælle alle historierne?? Mendoza???”

Det er jo helt rigtigt. Mit hus skal hænge sammen med resten af mit liv. Jeg skal sidde på terrassen som en gammel søulk og fortælle om vilde oplevelser på verdenshavene. Eller det bliver så bjergene eller fjerne hjørner af verden.

Nu mangler jeg bare at beslutte mig for, hvilket hjørne af verden, mit hus skal dedikeres til. Det kommer i et andet afsnit, men jeg har fx både nepalesiske bedeflag og kitchede figurer fra Argentina. Og Afrika.

Camilla – tillykke med at ramme plet. Du har kendt mig længe. Du må vælge, om du vil have præmien over en kop kaffe i selveste kolonihaven, eller om jeg skal sende den med posten.

IMG_3997

by - 12 kommentarer

Navnekonkurrence

Søndag indtog jeg endelig kolonihaven. Da jeg havde lastet cyklen med et bjerg foran i cykelkurven, en monsterbunke i kurven på bagagebæreren og en fyldt rygsæk – væltede regnen pludselig ned. Jamen klart, selvfølgelig, tænkte jeg en smule bistert, mens jeg trak i regntøjet. Selvfølgelig måtte det starte med en skylle. Skyllen indstillede dog snart skydningen, og jeg fik skrevet under, inden jeg, spændt som et barn en juleeftermiddag, stak nøglen i hængelåsen og trådte ind. En surrealistisk fornemmelse bredte sig i mig. Virkelig? Var det mit? Nu?

Med mig havde jeg Thomas, den tidligere ejer. Og opfinder af en række sindrige systemer for vand, toilet, skibsovn, solceller og meget andet, som jeg må rette mine hjernefolder ind til at fatte. Jeg tænkte stille, at jeg må prøve mig frem med vandsystemerne for at lære det at kende. StormP kunne ikke have tegnet det bedre. Kort fortalt er der en slange, der forsyner huset med vand efter ét system til en stor vandtank bag huset. Herfra kan der komme vand til toilettet, til køkkenbeholderen, til vandhaner for og bagved huset og en hane inde i huset. Han viste mig hurtigt, hvordan jeg skulle dreje på den ene hane, lukke for noget og lukke op for noget andet. Og det krydsclinchede i min matte hjerne. Det virker. En dag ved jeg måske også hvordan.

Hele familien hjalp med at indtage det nye hood. Vi havde noget fælles fødselsdag at fejre og transporterede bobler, kaffe, kakao, kager, boller og hele udstyret på cykler til haven. Vejret skruede op for charmen, og de små mennesker i familien byggede huler og legede gemmeleg, mens vi andre boblede over af ideer og husglæde og dejlige gaver.

Og jeg har gået og tænkt, at sådan et hus må have et navn. Mit lille fine røde hus på landet midt i byen. Så hvorfor ikke lave en navnekonkurrence? Og den der kommer op med det bedste navn vinder….hvad? Jeg er sådan en blogger, der afviser alle reklametilbud ved døren, så jeg kan ikke hoste op med en fancy præmie. Og dog! Den der kommer op med det bedste navn vinder aflæggere af nogle af de eksotiske myntesorter i mit nye myntebed. Og en aflægger, der kan slå rødder i vand, af den vietnamesiske koriander, der gror gavmildt i det ene højbed. Det bedste navn afgøres suverænt af mig sammen med Alma, Ella og Vera, som må være verdens bedste dommere. Hvis de kan blive enige. Ellers bliver jeg sikkert enig. Og de kan sendes, aflæggerne.

Så byd ind!

IMG_3961

IMG_3965

IMG_3966

IMG_3967

IMG_3968

by - 1 kommentar

Hverdagsmagi

Når regeringen råber på større overlevelse og mindre ulighed i sundhed og synes, det er gjort med at lave flere helbredstjek og hurtigere diagnoser, glæder jeg mig i mit stille sind over mit eget job. Hver eneste dag møder jeg læger, sygeplejersker, terapeuter, socialrådgivere og mange andre, som arbejder hårdt med at gøre syge mennesker raske. De arbejder lige så hårdt for at gøre livet godt for dem, der ikke bliver raske. Og de knokler for at gøre de syge og raske stærke nok til at håndtere en hverdag med det, der nu skal håndteres. Det er nemlig det, der betyder noget i det regnestykke, der handler om overlevelse, livskvalitet, arbejdsevne og lighed, når de syge mennesker har fået den operation eller den medicin, der gør noget ved deres sygdom.

I dag mødtes jeg først med en sygeplejerske fra psykiatrisk gadeteam og en socialrådgiver fra herbeget på Sundholm. Psykiatrisk gadeteam, spørger du? Og Sundholm? De arbejder med dem, som de fleste af os helst ikke vil vide af. Samfundets bund, so to speak. Dem der hverken har hjem, arbejde eller godt helbred. De øser af deres viden og erfaring og giver de mennesker præcis den slags støtte, de har brug for, så de kan leve dagen igennem uden at gå i stykker. Og de elsker det, de gør. De elsker de mennesker, de gør det for og sammen med. Og jeg elsker at mødes med dem, fordi de oser af ren arbejdsglæde. Hverdagsmagi. Og jeg cyklede fuldstændig glad videre til Rigshospitalet. Fordi jeg vidste, at vi sammen ville gøre det bedste for en syg mand, der havde særligt brug for det.

Senere på dagen var jeg til møde på en afdeling, hvor de opererer mennesker med kræft. På mødet var der læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, diætister og så mig, som er den der kan trække nogle sammenhænge mellem det de kan på hospitalerne, og det de kan i kommunerne. Lægerne og sygeplejerskerne forklarede, hvordan operationerne og medicinen påvirkede patienternes liv, og hvordan de organiserede den støtte, der skulle til for at folk kunne leve et liv med de alvorlige gener, sygdom og behandling gav dem. Og igen sad jeg der på min stol og blev kisteglad over professionelle mennesker, der tænker meget længere end til diagnose, operation og medicin.

For det gør det ikke alene. Jeg råbte op om det, da jeg selv blev syg. Jeg skrev artikler om, at kræftbehandling skulle tænkes sammen med det liv, der skulle leves for at give mening. Og jeg råber stadigvæk. Nu er jeg bare så heldig, at jeg sidder i en stilling på landets største hospital, hvor mit råberi både bliver hørt og brugt. Så jeg kan godt sætte mig til rette for en stund og være en lille smule tilfreds over at kunne bevæge mig i et univers, der i den grad giver både mening og sammenhæng. 

by - 2 kommentarer

Hverdagsbilleder

Midt i tågerne af savn og sorg sniger små hverdagsopture sig ind på mig. Godt bakket op af min by, der langsomt arbejder på at gøre det rart og tiltrækkende at cykle gennem byen. Som inkarneret trafikhader cykler jeg gerne en omvej for at slippe for larm, os og farlige steder, og nu har København gjort det både nemmere og smukkere for mig. Min vej på arbejde er en af de der små hverdagsopture.

Omvejen går over Slusebroen, så jeg kan cykle gennem Nokken langs vandet. Her er ingen biler.

IMG_3400

Jeg elsker Nokken, fordi den er sig selv. Og fordi den forstyrrer alt det pæne, polerede nybyggeri på sin helt nødvendige måde.

Jeg fortsætter til Islands Brygge og krydser havnen ad Bryggebroen.

IMG_3403

Efter Bryggebroen kommer Københavns største kærlighedserklæring til cyklister – den nye cykelslange. Hidtil har man været nødt til at slæbe sin cykel op af trapper for at komme videre til Dybbølsbro og Vesterbro. Men se nu her:

IMG_3405

Nu cykler man højt over havneløbet og slynger sig som en slange udenom Fisketorvet. Hvis ikke det er en lille omvej værd….?

IMG_3407

Så entrerer jeg Vesterbro. Jeg skyder genvej gennem Kødbyen. Ikke fordi det er hurtigere, fordi ofte hersker her kaos. Restauratører, kokke og butiksfolk suser rundt og køber ind til dagens arbejde. Her er en råben og regeren og en tung lugt af kød.

IMG_3410

Nu kommer jeg til den eneste rigtige trafik på min vej – gennem Gasværksvej, hvor der egentlig ikke er plads til cyklister. Men det lykkes alligevel at komme helskindet igennem. Det gælder bare om at være hurtig og en lille smule fræk.

Videre gennem Det Ny Teater og gennem fredelige Vodrofsvej til helvedeskrydset ved Åboulevarden, hvor jeg slipper over til søerne. Hvor der igen hersker fred. Jo, der er mange cykler, men ikke kaos. Folk løber morgenture, og børn cykler med deres forældre. Jeg elsker at cykle her.

IMG_3411

Efter Tagensvej svinger jeg væk fra søerne og gennem den fredeligste oase, Søpassagen. Her lever folk næsten uden trafik med blomster på fortovet.

IMG_3413

Og sådan starter mine dage på den gode måde. Derfor cykler jeg gerne en omvej og samler på små hverdagsbilleder.

 

 

by - 0 comments

Venskaber

Der er så mange mennesker i mit liv , der er udstyret med en særlig radar. Når jeg allermindst venter det, når jeg har allermest brug for det, sender de  beskeder på skift:

Jeg kommer lige forbi.

Jeg vil gerne være sammen med dig.

Skal vi løbe/cykle/ro/gå/bade sammen?

Kommer du og spiser?

Jeg ved ikke, hvordan de gør. Hvordan de rammer så rigtigt. Som om de har telepatiske evner. Når jeg nu er åndet indadvendt for tiden.

Fordi jeg aldrig er holdt op med at lege, har jeg legekammerater. Som kan lege mig glad, og som kan lege mig til at glemme tiden og universet.

Og derfor trak jeg min blå hurtigcykel frem fra sit vinterhi, pumpede og smurte den, pakkede en cykeltaske og smurte solcreme i hovedet. Og cyklede hele vejen til Nivå for at lege med en anden Helle, der også elsker at lege. Jeg cyklede hele vejen i strålende sol, langs vandet og kiggede til højre på et stille, stille Øresund.

Vi mødtes i havnen og sprang i forårsvandet. En hund ville med. Senere åd den min ene strømpe. Og kastede den op igen. Vi spiste frokost i solen, mens vi snakkede og var alvorlige og grinede. Og jeg cyklede hele vejen tilbage igen, mens solen stadig skinnede.

Egentlig bare tak fordi I er der.

IMG_3068

IMG_3067

by - 1 kommentar

Islogik

Da jeg cyklede forbi Enghave Station på vejen hjem fra arbejde, faldt mine øjne på et lille bitte menneske. Helt alene i verden så hun ud, som hun sad der på græskanten med forgrædte øjne. Lyse fletninger og hvid hue med kvast. Jeg var næsten cyklet forbi. Men man kan ikke lade sådan et lille bitte menneske sidde helt alene og græde i græsset, så jeg standsede cyklen og vendte om. Tre-fire år så hun ud til at være, og jeg trak cyklen helt hen til hende og knælede ved siden af.

Sidder du her helt alene, spurgte jeg. Og hun hikstede til svar, mens hun nikkede. Men hvor er din mor, spurgte jeg. Hun gjorde et kast med hovedet hen mod busstoppestedet. Jeg så op og så en slank kvinde i løbetøj. Og et slet skjult grin.

Nårh, sagde jeg. Er du gal på hende? Den lille nikkede. Og snøftede. Og fortalte, at de skulle have is. Og at nu havde den der mor sagt, at de skulle hjem og spise aftensmad. Først.

Nårh, sagde jeg, og fangede mor’ens grinende øjne, og det gider du ikke?

Nej, sagde den lille med fast stemme.

Du er ellers ret heldig med det der is, sagde jeg. Jeg får slet ikke is i dag. Det nikkede hun til, mens hun så fast på mig.

Efterhånden havde mor’en og jeg udvekslet mange grineblikke. Og nu nærmede hun sig forsigtigt. Den lille sprang op. Men havde glemt det vrede igen. Og vi sludrede lidt om vrede børn og stædighed. Jeg gider jo ikke slæbe hende hele vejen hjem, sagde mor’en grinende. Og så må man bare tage tiden. Fordi vrede ikke varer evigt.

Og jeg cyklede hjem i lidt lettere humør.

IMG_3042

by - 0 comments

Faith is taking the first step…….

Jeg tror, jeg er en smule fjolleforelsket i mit nye job. Eller nærmere mit nye arbejdssted. Synet af Rigshospitalets grågrumsede centralkompleks, der ligger som en forvokset og slidt legoklods midt på Blegdammen, får mit hjerte til at spjætte lidt af glæde hver morgen. Hver eneste morgen. Jeg kan lide at være der. Hver eneste dag præsenterer mig for mennesker, der sprudler af arbejdsglæde. Og af stolthed over det, de laver. Mennesker der hver dag gør en forskel for andre mennesker. Huset emmer af energi og aktivitet, og den grågrumsede skal er ramme for farverig mangfoldighed.

Og jeg er godt gammeldags revnefærdig af stolthed over at blive en del af det.

Jeg ved, at løbere i København sniger sig til at træne på Rigshospitalets 15 etagetrapper, når de skal træne til løb i bakket terræn. Jeg får den slags træning stillet kvit og frit til rådighed. I arbejdstiden. Hospitalets stopklods er elevatorerne. Og jeg har hurtigt opdaget, at det kan tage kortere tid at løbe op på 15. etage, end at vente på en elevator. Så det gør jeg. Løber op på 15. etage og holder møde med centerledelsen i Hjertecenteret. Bagefter løber jeg ned igen og løber over gaden og op på 2. sal til mit kontor. Senere holder jeg møde med centerledelsen i Hoved-Ortocenteret, som bor på 10. sal. Da jeg efter mødet når til 2. sal, opdager jeg, at jeg glemte min jakke på centerchefsygeplejerskens kontor. Så jeg løber op igen. Og ned. Og over gaden. Og op på 2. sal. Og.Så.Videre. Helt gratis.

Jeg er på en måde kommet hjem. Jeg har levet næsten hele mit liv på hospitaler. Min barndom fulgte en strøm af andre lægebørn fra hospital til hospital, mens vores fædre steg på karrierestigen og flyttede fra stilling til stilling. Og jeg kendte altid min fars arbejde. I gymnasietiden gik sommerferierne med rengøring på hospitalet. Og jeg sprang ud som sygeplejerske. Og elskede det. Senere krøb jeg bag skrivebordet, men blev på hospitalet. Lige undtagen et par år på en sygeplejeskole og fem år i Region Hovedstaden. Nu er jeg tilbage. Og jeg elsker det stadig.

Det mest spændende i verden, er alt det, der foregår i afdelingerne i det store hus. Og det bedste i verden er, at de gerne vise mig det hele. Så løber jeg gerne på 15. sal.

Mens jeg knuger min spinkle tråd af tro på verden og meningen med alting.

IMG_2994

by - 0 comments

Begyndelser

Jeg lever en slags dobbeltliv for tiden. For i mandags begyndte mit nye liv. Mit liv på Rigshospitalet. Med to timer ekstra om dagen, som ikke skal finde sted i et s-tog. Og det er ikke svært at være fuldstændig glad i låget, når jeg starter cyklen om morgenen. Jeg har udsøgt mig en rute, der giver en lille bitte omvej, men til gengæld kun har en ganske kort strækning med biler tæt på. Og jeg cykler langs søerne hver morgen. Morgentur ved søerne i København er livskvalitet helt ufiltreret. Midt i byen.

Jeg blev modtaget med knus og fælles morgenmad. Og den smukkeste buket tulipaner i alle farver. Og det bliver ved. Jeg bliver taget imod og budt velkommen. Rigshospitalet er et sted, der summer af energi og virkelyst. Der foregår alt muligt hele tiden. Der sker ting og sager for patienter og pårørende, og der er tusindvis af tilbud til personalet. Fælles idræt, træning, teater, musik, foredrag – alt muligt. Jeg er vild med den fornemmelse af aktivitet.

Der er højt til loftet og god plads til en sprællemand som mig. Og ganske langsomt begynder jeg at ane konturerne af mine første opgaver. Og det kan godt være, jeg er ansat som ene mand til at tage vare på hele mit område. Men det myldrer frem fra alle verdenshjørner med mennesker, der har ideer, vil samarbejde, vil sætte igang, vil bruge mig.

Og så kan jeg kun være glad og dimse rundt med en rigtig fornemmelse i maven. Og reservere eftermiddagene og aftenerne til ked-af-det-hed.

IMG_2969

by - 1 kommentar

En stærk kvinde

Jeg har en temmelig sej nabo. Eller næsten nabo.

For et par uger siden, bemærkede jeg flyttekasser på hendes terasse og spurgte senere samme dag, om de skulle flytte.

Ja, sukkede hun lidt, min mand ville ikke mere, så han er flyttet. Det er kun mig og børnene, der skal flytte. Vi har fundet en lidt billigere lejlighed i den næste gård.

Dagen efter så jeg hende flere gange med flyttekasser og andet flyttegods. På ladcyklen. Senere standsede jeg hende og spurgte.

Jo da, hun flyttede det hele på ladcyklen. Alene.

Hun leder efter et job. Næsten hvad som helst. Receptionist. Lager. Anything. Men helst noget med udsatte unge. Hun har nogle planer og ideer.

Ansæt hende! En kvinde, der flytter sit hjem med to små børn på ladcykel. Helt alene. Må være en drøm på en arbejdsplads. Og så er hun ret sød.

IMG_2863