Category Archives: Løb

by - 4 kommentarer

Spøgelset i Fasanskoven

Jeg hader faktisk den her overgang fra koldt til skidekoldt, mens vi venter på fimbulvinteren. Jeg bliver iskold af at cykle København tynd, og jeg har voldsomme indre diskussioner med mine løbesko. Når det nu også er mørkt, ikke?

Men jeg har arbejdet hjemme, og derfor kunne jeg nå at drible ud i kulden, inden mørket havde lagt sin klamme hånd over verden. Fordi diskussionerne med løbeskoene altid tager ekstra tid, blev det lidt til den sene side. Alligevel drejede jeg til højre mod Kalvebod Fælled i stedet for at løbe lige ud over Amager Fælled. Der blæste en frisk (pissekold) vind langs vandet, og jeg kunne småhygge mig ved tanken om rygvind på hjemvejen. Jeg lod hegn være hegn og drejede væk fra vandet mod Fasanskoven.

Og pludselig var det skumringstid. Og pludselig tog jeg mig i at småsavne morderturisterne, der valfartede til åstedet i hobetal. For lige nu var jeg helt, helt alene i skumringen i Fasanskoven. Hvor der engang blev myrdet en kvinde, som var cyklet ud for at se på fugle. Jeg fór sammen ved en uventet lyd. Hvad var det? Speedede lidt op og kiggede mig forsigtigt omkring. Så var lyden der igen, og jeg fór atter engang forskrækket sammen. Løb lidt hurtigere, men kunne ikke få øje på nogen listemordere. Og så kunne jeg høre det, – det var lyden af min hestehale, der slaskede mod jakken. Jeg løb videre med et let uhyggefnis. Mens det blev mørkere. Og jeg var stadig helt alene. I Fasanskoven.

Pludselig stod der tre rådyr foran mig ved siden af stien. De stod bare der og kiggede direkte på mig. Jeg standsede og kiggede igen. Og pludselig var uhyggen væk. Pludselig var der ingen spøgelser. De tre dyr blev bare stående og emmede af en slags tryghed midt i mørket.

Jeg løb videre og mødte endnu en lille flok dyr, og fik rigtige savannefornemmelser. Jeg ville ikke være blevet forbavset over synet af en giraf eller elefant, der i skumringsmørket. Kalvebod-savannen er uforlignelig smuk, mens mørket langsomt sænker sig.

Og så rev jeg mig løs, fordi skumringen var på vej i natsort mørke. Løb ad stien langs golfbanen med Ørestadens lys ude til højre. Jeg løn henover parkeringspladsen i den royale golfklub og videre til Amager Fælled, hvor mørket havde fået så godt fat, at jeg holdt mig til cykelstien.

Så gør det godt med et glas rygende varm chokolade, mens kinderne blusser færdig.

by - 6 kommentarer

Adventsudfordring

Da jeg var færdig med at være syg for 4½ år siden, grundlagde min svoger og jeg en tradition. Første søndag i advent løber vi halvmaraton i Randers sammen med svogerens gode ven, Ole. Da vi løb løbet første gang, var det Oles debut, og siden er det gået ham bedre og bedre. Modsat mig, der bliver langsommere og langsommere. Men det er en anden historie. Det er nemlig en hyggelig tradition. Jeg får tid sammen med min søster og svoger, vi får løbet, og så slutter vi af med et orgie af æbleskiver, gløgg og julesnask.

Min svoger er sådan en irriterende type, som helt uden træning, kan løbe pænt hurtigt. Dengang jeg var pavestolt af at kunne løbe en hurtig 5 km, slog han mig uden at skamme sig. I tykke joggingbukser og helt uden træning. Når han trænede, fik han dårlig akillessene. Han løb da også i den grad fra mig i går. Og stod tilfreds og ventede i tørt tøj med varm kakao i hånden, da jeg sammen med Ole krydsede målstregen.

Vejret var rædselsfuldt. Det kan godt være, det blæste i København. Men i Randers BLÆSTE det. Og væltede ned med vand. Så hvad fanden vi egentlig lavede midt på Østervold i Randers sådan en søndag middag. Hvor man kunne sidde trygt og tørt i en lun stue og koncentrere sig om æbleskiverne. Ja, det kræver vist en dybere analyse. Som vi ikke gider gå ind i her.

Vi var der. Og vi havde svoret en hellig ed på at løbe helt til målstregen. Når jeg understreger det, hænger det sammen med, at sidst vi løb, udgik både min svoger og jeg, og DET ville vi ikke gøre til en tradition. Så gennemføre, koste hvad det ville – var søndagens parole.

Jeg stødte ind i gamle træningskammerater fra Århus, og vi mindedes, hvordan jeg cyklede med på de lange løbeture hver evigt eneste lørdag, mens jeg var kemoterapi. Og jeg mindedes, hvordan jeg hver lørdag trak mig selv op ved det fraværende hår, og cyklede 30-40-50 km på min pink mountainbike. Fordi de ture gjorde godt, selvom kroppen næsten klæbede til lænestolen. Og jeg mødte Karina, som engang havde en blog, der var med til at skabe et venskab.

Og så kastede vi os ud i vinden og regnen. Føj for den lede. Jeg fik allerede kvalme af det kolde drikkevand efter 10 km. Men jeg havde et hyggeligt løb. Slog følge med en Mette fra Hadsten og sludrede om løb og træning. Senere måtte jeg lige tage mig lidt af den kvalme og drosle lidt ud til siden. Det gentog sig et par gange, og pludselig var Ole nået frem til mig. Og så hyggede vi os i mål.

Ole er en historie for sig. Han medbragte en bærepose med et imponerende arsenal af energidrikke. Han var klædt på til polargrader (og var selvfølgelig den, der lo sidst, da jeg rystende af kulde endelig kom i mål. Lommerne i Oles polar-løbetøj bugner af gode sager. Jeg kender kun Ole, der har lommerne fulde af bananer, energi-gels og bolsjer, når han løber. Hans enorme glæde over dagens resultat, skyder min indre skuffelse fuldstændig til hjørne.

Man kan undre sig over, at vi ikke lavede en sommertradition. Og jeg undrer mig hver gang, vi står på den startstreg i Randers. Men når vi så sætter os omkring bordet hjemme hos Ole, sammen med min søster, Oles kone og alle deres unger, og den snapseforstærkede gløgg varmer vores dybfrosne kroppe. Ja så ved vi jo, at vi gør det igen næste år.

by - 3 kommentarer

Løbende sygebesøg

Jeg var netop trådt ind ad døren, da min datter ringede. Hun fortalte bekymret om, hvordan lille Vera havde kastet op den ganske dag uden at kunne holde så meget som en tår vand i sin lille mave. Vi snakkede en stund, og jeg spurgte, om hun gerne ville have mig til at komme forbi. Jaaaa, sagde hun, men bare hvis det passer dig. Så snakkede vi lidt videre, og jeg kunne mærke, at det ville blive lidt bøvlet. Det der med at komme forbi Frederiksberg. Når hun nu ikke lød sådan rigtig syg. Det er helt i orden, sagde min datter.

Så jeg købte ind i Irma og gik hjem for at finde løbetøjet frem. Tussede lidt rundt og gjorde mig klar. Det trækker ikke specielt i mig, de mørke fugtige aftener. Afsted kom jeg alligevel. Og så drejede jeg væk fra Amager mod Valby. Sådan som om skoene selv bestemte retningen. Som om de sendte signaler til min reptilhjerne. Halløj der, det sker meget sjældent, at nogen børn her ringer og siger MOR. Og når nogen så gør det, så må man sgu da være der. Frederiksberg, altså. Forbi Mozarts Plads, hvor ølaberne stadig  hyggede på bænkene. Videre gennem Valby og ad Søndre Fasanvej forbi de nye lys i Søndermarken. Zigzag mellem handlende mennesker udenfor Føtex og langs Frederiksberg Hospital, mens jeg krængede jakken af. Det var jo alt for stinkende lunt til både jakke og lange ærmer. Endelig drejede jeg ned ad vejen og ringede på min datters dør.

Og Vera lyste op i et grin som en flækket træsko. Og lignede heldigvis på ingen måde et dehydreret babybarn. Vi hyggede en halv times tid, mens stanken fra mit svedige løbetøj langsomt bredte sig i lejligheden. Og så løb jeg hele vejen hjem igen gennem den mørke og fugtige aften. Som stadig var for varm til jakken.

Når nogen siger MOR, skal man bare være der. Og i sit stille sind være glad for at have nogen, der gør det, ik’?

by - 4 kommentarer

På opdagelse på Kalvebod Fælled

Når jeg arbejder så meget og med så krævende opgaver, som jeg har gjort de sidste måneder, er jeg nødt til at balancere min træningsmængde. Jeg kan ikke arbejde så hårdt uden at træne. Men hvis jeg træner for meget, koster det på energi – og kreativitetskontoen. Så der er gået en rum tid, siden jeg har løbet længere ture. Men denne weekend var i frihedens tegn, og et par uger ude i horisonten truer et halvmaraton. Som jeg egentlig ikke har større forventninger til end at komme igennem. Det er en tradition, min svoger og jeg startede, da jeg var færdig med at være syg for fire år siden. Og der er gløgg og juleslik bagefter.

Anyway, lørdag genoptog jeg en anden lille tradition. Jeg bevæbnede mig med vand og kamera og tøffede over broen til Amager på en fejende flot efterårsdag. Med tindrende blå himmel og sol. Jeg drejede til højre under Sjællandsbroen ud langs vandet. Jeg gad ikke løbe forbi Fasanskoven. Folk valfarter til the former crime scene. Som om der skulle være andet end træer at kigge på. Det er trods alt 15 år siden, nogen slog en stakkels kvinde ihjel derude.

Derfor forcerede jeg afspærringen og løb mod Kalvebodbroen. Stien har været lukket i mange måneder, fordi man arbejder på at forhøje digerne rundt om Amager. Da jeg nåede næste afspærring lige efter broen, var dette syn mere, end jeg kunne stå for.

Dette er adgang til det allerhelligste af Amager. Vådområderne, hvor fuglene hersker, og hvor mennesker ikke har adgang. Når digerne er færdige, må vi allesammen løbe forbi vådområderne på digerne. Til den tid bliver det muligt at løbe eller cykle hele vejen rundt. Ja med undtagelse af et lille stykke på sydspidsen, som bare altid vil vær for vådt.

Men lad mig tage  jer med til den mere eksotiske del af solskinsøen, hvor selv folk med hang til asfalt og afsky for kuperede naturstier, kan opleve en slags halvrå natur.

Nå ja, ikke alt er natur.

Lidt uhygge i vandkanten?

Næsten hjemme igen, mens solen langsomt sank.

Og selv husbådene går til ro.

2 timer og 20 minutter senere låste jeg mig tilfreds ind i hjemmet, og gjorde mig klar til at blive indtaget af hende her.

Som havde bestilt overnatning sammen med sin mor.

by - 0 comments

Tag den, slaskerøv!

Flere-dages skrive boot camp har efterladt fen kilo bly i hvert ben. Og ekstra fem kilo i røven. Måtte jeg erkende, da jeg tøffede ud i eftermiddagsdisen i løbesko. Måske er det alle de ord, jeg har slettet på computeren, som er vandret direkte i lægmusklerne og har sat sig i en bræmme om røven? Skrivning er totalt spild af tid. Hvis der blev pudset en leankonsulent på mine skriveprocesser, ville han falde død om. Jeg skriver SÅ mange spildte ord. Eller spildte? Jeg skriver meget. Og sletter endnu mere. Det ville være smart, hvis man kunne skrive det rigtige første gang. Hver gang. Jamen jeg ville også kunne skrive mange flere blogindlæg.

Men sådan arbejder jeg ikke, og det er jeg sikkert for gammel til at lave om på. Det var slet ikke det, jeg ville skrive om. For jeg slæbte min tunge krop afsted over togbroen til Valbyparken. Mens den skreg og protesterede og forsøgte at overbevise mig om, at overholdelse af deadlines fortjener en helt anden magelig belønning, som slutter på vin og kager.  Jeg var nådesløs og slæbte den videre, mens jeg forsøgte at ryste de mange kilo bly ad mig. Min røv føltes som en ladeport, som var den formet af de mange timer på en flad stol. Jeg forsøgte med det gode. Lokkede. Jamen du ved jo, at det er det bedste for dig. Du ved jo, at det er fedt, når du står under bruseren om en time. Som kilometerne sneglede sig væk under mine løbesko, begyndte jeg at sende onde energier mod den fede røv og de blytunge lægge. Og jeg vandt en lille sejr, da jeg endelig nærmede mig ‘Bjerget’. Nu var der også fem km hjem igen. HA, tag den, dumme krop. Og så kom jeg i tanker om, at nogen har kastet udfordringer ud om bakke- og mudderløb og har sat fadøl på højkant. Fordi hun er begyndt at træne som en vild og lige om lidt løber fra mig. Og i lørdags løb jeg morgentur med min svoger i Århus og måtte indkassere nogen tørre bakketæsk. Der skal bare trænes mere bakke.

Og før røven kunne nå flere tunge argumenter, var den på vej i fuldt firspring op ad Bjerget. Så overrasket blev den, at firspringet blev gentaget igen og igen. Og så var det også nok. Og tusmørkt. Så jeg måtte løbe stærkt ud af Valbyparken, før alle banditterne myldrede frem. Det ved man jo, de gør, så snart mørket falder på. Og venter på kvinder, der spæner alene rundt.

Nu kommer de andre belønninger så. Et glas vin til maden og en tur i CphDox i morgen. Hvor jeg helt naivt købte billet til filmen om George Harrison. Lidt dyrt, tænkte jeg, men hvad – de giver også en øl. Jeg burde have anet uråd. I må bære over med mig på fredag. Filmen starter nemlig 21.15. Og varer 3½ time.

Velkommen tilbage til verden.

by - 3 kommentarer

Små afstikkere og belønninger

Jeg er krøbet i selvvalgt eksil for at strikke fire projektbeskrivelser færdig. Fire døgn uden nævneværdig kontakt til den omgivende verden. Det er som at sidde i slutfasen af et speciale. Hvad det måske på en måde også er. En slags eksamen. Bliver der sagt GO eller NO til projekterne? På en søndag, spørger du? Ja, på en søndag. Hvor jeg også slås med en computer, hvor mellemrumstasten konstant sætter sig fast. Ja ja okay. Jeg har spist rugbrød hen over computeren mere end én gang. Jeg vil ikke udelukke, at der ligger en krumme dernede i mørket under b’et.

I slutscenariet for specialeskrivning – og for projektskrivning – indgår ubændig lyst til at rette blikket andre steder hen. Små afstikkere til Facebook og bloglæsning må begrænses med hård hånd. Jeg er nødt til at udnævne mig selv til koncentrationsfascist. Vasketøjet gribes med en hidtil uset fornøjelig mine. Og jeg må venligt, men bestemt, begrænse det til vask af ildelugtende løbetøj. Fordi ildelugten giver mig lyst til at styrte ud af mit projektfængsel. Resten må vente. Og kan vente.

Lysten til timelange løbeture kan næsten ikke tøjles. Men igen. Nej,  må vente. Jeg må nøjes indtil onsdag. Bare korte ture, for ikke at dø af indelukkethed.

Spisebordet er ryddet og fyldt op med projektpapirer. Kaffe og the og dansk vand er linet op sammen med æbler og bananer. Væk med avisen, bogen, bladene og alt det andet. Nu er her projektrum. Jeg savner gardiner, så jeg kunne lukke omverdens øjne ude fra det tiltagende rod omkring mig. Og lukke mine øjne ude fra at søge ud i gården. Eller ud i vandet i kanalen.

Og så skriver jeg. Og skriver og skriver og skriver. Laver indviklede organisationsdiagrammer og risikoanalyser. Mens jeg bander højere og højere over taster, der sætter sig fast.

Jeg søger med vekslende held at lade være med at tænke frem til onsdag aften. Og den flaske vin, jeg MÅ have med til madklub.

Eller den ferie, jeg prøver at planlægge i marts. For at have noget eventyr og varme at se frem til. Og for at kompensere for de alt, alt for mange timer, jeg har puttet i det der arbejde i de sidste måneder.

Får du ikke ekstra betaling for alt det her, spurgte en direktør, jeg samarbejder med, fornylig? Og nej, det gør jeg faktisk ikke. Men jeg tager fri. Stikker af. Ud i det blå på eventyr. I stedet for ekstra penge. Det er min form for kapital.

Men fingrene søger gang på gang hen på Momondo.com for granske flypriser til det ene eller det andet sted. Mens jeg får indre drømmebilleder. Og mens koncentrationsfascisten med skarp stemme kommanderer mig tilbage til den virkelighed, som er lige nu.

Så nu kan jeg ligeså godt stikke fødderne i løbeskoene og løbe ud over Amager. Og glæde mig over, at jeg for lang tid siden har købt billet til koncert i Vega i aften. Sammen med de fleste af pigerne i min familie til noget fælles tøserock.

Update

Arbejdsfascisten tabte big time, og den frihedshungrende løbepacifist sejrede, da hun alligevel stak af i 1½time ud over stepperne på Amager. Trods tiltagende tåge og dis. Og om lidt stikker hun i byen på nydelsestur. Til hendes forsvar faldt der adskillige projektbrikker på plads under løbeturen. Det sker jo.

Og tak for jeres søde kommentarer. Jeg håber, arbejdsfascisten giver tid til at svare.

 

by - 2 kommentarer

Hverdagens små lyksaligheder

Når man ser bort fra succes’er i arbejdslivet, skal der forbavsende lidt til at puste min livskvalitet op som en ballon. Faktisk er jeg egentlig nærmest beskeden.

Efter flere måneder med lyset på halvt blus i køkkenet, huskede jeg endelig at købe de to manglende pærer. Jeg kan se min mad nu!

Jeg cyklede afsted med en opgivende attitude for at købe fødselsdagsgave til nevø, 15 år. Og fandt noget rigtigt i første hug!

En mand med lysegrå hættetrøje råbte efter mig, som jeg kom cyklende. Jeg vendte hovedet med et hovent fnys, som om det sker hele tiden, at mænd råber efter mig. Og han kom fræsende med den hue i hånden, som vinden i ubemærkethed havde blæst af mit hoved.

I dag har jeg husket at købe tandbørstehoved. (Få dig nu et liv, spade)

Væltede mit yndlingskrus på gulvet og smadrede det i tusind stumper. Jamen der var kun én ting at gøre. En resolut beslutning, afsted til Vesterbrogade, og de havde den. Yndlingskoppen. Så jeg købte to. Jo, det må man godt.

Jeg overhalede og løb fra en pige, der var 1000 år yngre end mig og som havde fin løbestil, på vej ud af Ørestads Boulevard i mørket.

En mørk efterårsaften med ovnstegte rodfrugter og varme på radiatoren

Ja, der skal ikke meget til, vel? Jeg sagde jo, jeg var nem.

by - 5 kommentarer

Tanketomhed

Efter mange timers koncentreret tilstedeværelse på dagens konference. Hvor kommentarerne strakte sig fra ‘genialt’, ‘fantastisk’ , ‘fint koncept’ og ‘super spændende’, til ‘vanskeligt’, ‘enormt svært’, ‘kompliceret’ og ‘uigennemskueligt’. Så gør ti kilometer i løbeskoene godt. Også selvom mindst tre hadeparametre var opfyldt. Det var mørkt, det var klamt, og der var for mange biler. Hjernespændingerne blev rystet fri, og kroppen faldt på plads igen.

Turen var ikke noget særligt. Jeg løb bare afsted i mørket over slusebroen. Og en gang imellem er det bare helt okay at løbe ud i mørket alene. Når jeg har været på og koncentreret en hel dag, kan mørket og aleneheden være ren healing. Jeg ser ikke så meget på sådan en tur. Har slet ikke min opmærksomhed på verden omkring mig. Jeg lukker lyde og trafik ude og får sorteret lidt i det mylder af indtryk og tankespind, dagen har fyldt mit hoved med. Jeg skråede ind over Fælleden i mørket, og gennem det klamme vejr, skinnede månen nok til, at stien blev synlig. Og for en stund var jeg fuldstændig alene.Og der lå ingen banditter på lur og frøs bag buskene.

Det gode ved sådan en tur er, at jeg forærer mig en time uden tanker. En time hvor kroppen tager over, og resten af hjernen trykker på pauseknappen. Sådan en slags mentalt brusebad, som renser ud efter en dag med seriøst mylder på øverste etage.

Og nu er jeg så tom derinde, at jeg ikke engang kan finde noget indholdsrigt at blogge om. Men jeg er glad. Jeg tror, vi lavede en fin konference.

by - 0 comments

Bang, så blev det mørkt!

Same procedure as every year. Den vintertid rammer mig som en forhammer. Og nu har vi brugt det så længe, at jeg ikke engang kan tage stilling. Er jeg for? Eller i mod? Aner det ikke. Skal det afskaffes? Måske vil jeg bare gerne have sommer. Eller i hvert fald lys hele året.

Jeg startede dagen med en klassiker. Slog øjnene op klokken kvalme og kommanderede dem omgående i igen. Men de klappede op, øjnene, mens jeg udkæmpede et mindre slag med mig selv. Dumme lille stresshjerne, så sov da for satan, skældte jeg. Med et opgivende suk fandt jeg Kindle-readeren og min nye Murakami roman frem, krøb om på siden, langt under dynen og læste. Det var jo søndag. Men jeg var for vågen. For vågen og for sulten. Så jeg gav op og tog hul på den søndag. Og nå ja, lige netop denne søndag må man så gerne vågne klokken fem. Fordi klokken på en måde er seks. Og det er seminormalt at vågne klokken seks, selvom det er søndag. Jeg ved godt, at det for mange er tættere på vanvid at starte en søndag så tidligt. Men det er sådan en brist, jeg har

Mailsystemet på mit arbejde var annonceret til at lukke ned søndag aften. De tror, folk holder fri? Så blev dagtimerne omsat til arbejdstimer. Og min løbetur udsat til senere. Pyt, var jeg på nippet til at tænke, indtil min svoger venligt mindede mig om noget halvmaraton i Randers i slutningen af november.  Jeg havde næsten overbevist mig selv om, at løbet ikke blev til nget i år. Men det gør det, og vores tradition med halvmaraton og julegløgg første søndag i advent holder. Velkommen til vintertid.

Så det blev en mørketur. Bælgmørketur. Uf, dem kommer der mange af. Aftener hvor intet lokker. Hvor intet frister mig udenfor. Hvor et normalt tænkende menneske ville lade sig opsluge af en lun stue og en blød sofa. Og hvor jeg alligevel får mig sneget i løbetøjet og dribler ud i mørket. Det er for mørkt på Fælleden. Jo det er, også med pandelampe. Så jeg holder mig for det meste til oplyste veje. Og det betyder biler og trafik og løse mennesker.

Men det blev en okay tur rundt om Fælleden, ud og runde Christianshavn og hjem langs Kalvebod Brygge. Med kun en enkelt note to self: Lad aldrig fristelsen ved oplyst rute lede dig gennem Christianshavns Torv igen. Vel?

Og nu er jeg søvnig. Klokken er jo på en måde også tyve minutte i midnat.

by - 1 kommentar

Skumringstur

Det er meget længe siden, der er dolumenteret noget løb her på siden. Det er på ingen måde udtryk for, at løbeskoene er sendt på efterårsferie. Eller influenzaen leverede en slags ferie, mens kroppen fandt sig selv igen, men fra i går var skoene klar igen.
Solen skabte en perfekt efterårsdsg med blå himmel og sprød luft. Jeg løb ud på en eftersklædt fælled og fortsatte et par timer rundt på Kalvebod Fælled. Og så satte jeg kursen mod Hvidovre, hvor mit barn er blevet husejer. Et par timer senere trak jeg i tørt løbetøj og løb ud i skumringstimen. Og havde den smukkeste tur hjem igen, mens mørket langsomt bredte sig omkring mig. Og nu må kameraet i min genvundne iPhone stå sin prøve.

20111016-211920.jpg

20111016-211952.jpg

20111016-212004.jpg

20111016-212021.jpg

20111016-212049.jpg