Category Archives: Løb

by - 2 kommentarer

Eksklusiv the og vinterløb

Og hvad har det så med hinanden at gøre? Det skal jeg sige jer. At løbe i det her snehelvede kræver forkælelse på andre fronter. Simpelthen. Varm chokolade kan være en dejlig opfølgning på en kold tur, men jeg er tedrikker. Jeg drikker helt bogstaveligt spandevis af the. Forleden var jeg i Østerlandsk Thehus ved Nørreport for at fylde husets the-depoter. Jeg drikker især meget hvid the, som jeg fik smag for, mens jeg var syg og mine smagsoplevelser i øvrigt blev totalt smadrede af medicin. Og hvid the kan det ikke betale sig at købe alt for billigt.
Jo de havde to forskellige slags uden tilsætning af forskellig frugtsmag. En økologisk til 50 kr for 100 gram og en eksklusiv hvid the til 150 kr. for 100 gram. Jeg elsker en ekspedient, som kan sige sådan noget helt uden at blinke. 150 kr. blev der sagt. Helt uden tøven. Og hun åbnede dåserne, så jeg kunne stikke næsen ned. Nåmn, jeg tager bare den økologiske, sagde jeg. Og så tog pokker ved mig. Arrh – det er jo jul, ik? Kan man få bare 50 gram, spurgte jeg. Jaaa, normalt sælger vi ikke under 100 gram, men for de dyre teer gør vi en undtagelse. Og jeg vimsede hjem med min lille bitte pose the, der kostede meget mere end den store. Og ved I hvad? Det smager himmelsk. Og her kommer det der med vinterløbet.

I går morges vågnede jeg halvtidligt. Der kom gæster til frokost, så en løbetur skulle være en morgen-én af slagsen. Så på med løbetøjet og afsted. WTF! Sneen lå dybt overalt. Nåmn, nu havde jeg tøjet på, så jeg stred mig op i skoven, hvor jeg løb – eller noget – i helt jomfruelig sne. Weeeee, hvor var det hårdt. Hvem har da også pladret alle de bakker ud lige i mit neighbourhood? Men det var selvfølgelig også en lille smule sjovt at kæmpe mig igennem snemasserne. Og komme hjem til morgenmaden og blive klar på noget frokost.

I dag er det same story. Jeg skal til frokost i den store by – og have min anden Messias for denne weekend. Fråds, egentlig, men af den fine slags. Løbeturen måtte igen tages inden morgenmaden, og den skulle helst være lidt længere. Derfor skånede jeg bentøjet og tog en cykelsti-tur til Blovstrød. Og tak til Allerød Kommune for at rydde og gruse cykelstien på Kongevejen. Og shame on Rudersdal igen for ikke at gøre noget. Tsk – Danmarks rigeste kommune (eller tæt på), og Danmarks suverænt dårligste til at rydde sne for andet end de store biler. Alligevel var det klasser lettere end at løbe i skoven. Efter 1½ time og et varmt bad kunne jeg så sætte mig med den himmelske the og en stor skål müesli. Og føle mig sådan rigtig juleforkælet – helt af mig selv.

by - 0 comments

I fooled the beast

Eller the beast fooled me. Hvem ved? Men ud kom jeg. Trådte ind af døren ved 17-tiden, gik i zombie-mode og trak løbetøjet på, før en aktiv tanke kunne melde sig. På med pandelygten og ud af døren. Jeg mødte min nabo, som heller ikke havde lyst til at løbe for tiden. Jeg lovede at stikke hovedet indenfor og sige, hvordan det var. Når jeg kom tilbage.

Okay afsted så – ind i den mørke skov. Jeg hørte godt, at de sagde noget i radioen om, at der bare var faldet en lille bitte smule sne. Og selvfølgelig kan der være noget om, at det med snemængder efterhånden bliver et relativt begreb. Men ti centimeter er da noget, ikke? Jeg løb i nærmest jomfruelig sne. De første stier var knoldede og glatte. Jeg skøjtede rundt og måtte slå ud med armene for ikke at ende på halen. Det begyndte at sne igen. Luk dog det hul i himlen, nogen!

Men det blev bedre. Knoldene forsvandt efterhånden, og sneen lyste i sig selv. Mødte faktisk en løber på min vej. Jeg løb ned omkring Stubbe sø, som var dækket af sne med et magisk lys over sig. Fortsatte over Hørsholm Kongevej til Holteafdelingen af Rude Skov. Her var stierne fine, og jeg slog et meget længere sving rundt i skoven. Tilbage omkring Løje Sø og hjem og aflægge rapport til nabo-Martin. Uret havde jeg ikke med. Hvad fartskiven viser på en tur i sne og mørke, er hamrende ligegyldigt. Det går ikke hurtigt. Men jeg var væk i en time og tyve minutter.

Det er SÅ hårdt at løbe i sne. Det er helt anderledes træning. Men jeg tror faktisk, det er god træning. Man får brugt nogle andre muskler. Får stillet helt andre krav til koordination og balance. Da jeg engang i et andet liv trænede sådan seriøst, brugte vi meget tid på at træne koordination og balance. Tsssk – og så ligger det helt gratis lige uden for døren.

Og er der andre derude med drømmene i behold? Jeg løfter lige sløret for, hvad der lige fylder min lille hjerne:

ZANZIBAR


En udsigt fra et hotel, som man svagt kan savne these days


En snorkeltur på åbent hav med min yngste datter og en flok venlige delfiner - i varmt vand


Okay – pludselig virker det hele meget koldere og mørkere – så jeg må hellere vinke farvel til Afrika igen – efter et sidste kig

Elefantflok i Tanzania


Så nu stopper jeg. Inden abstinenserne overmander mig.

by - 5 kommentarer

Nogen der gider sparke mig igang?

Hjemme klokken fem. Og det er endda relativt tidligt. Og jeg er tæt på desperat. Der er en hel uge tilbage, før lyset langsomt, langsomt vender tilbage. Jeg gider ikke. Jeg boykotter det hele, gør jeg. Det er så fisekoldt. Og det er så sortemørkt hele tiden. Jeg synes, det er så usjovt at løbe. Min cykel står på uge nummer ?? parkeret i cykelskuret i Hillerød med brækket bremsekabel. Og det er alligevel helt utilrådeligt at cykle på Kongevejen. Jeg får svip, gør jeg.

På vejen hjem i dag spekulerede jeg lidt over, hvordan det egentlig var med mig tidligere. I de gode gamle dage løb jeg jo som regel mine bedste konkurrencer om vinteren, fordi luften er renset for pollen. Så jeg må have trænet pænt meget. Også om vinteren. Muligvis er det bare sådan noget gammelkone fernis, der har lagt sig over min hukommelse. Det sker jo, ved vi. Men jeg har ingen erindring om, at det var så forbandet svært at komme af sted. Dengang. Måske hang det sammen med, at jeg boede i byen. For selvom det var mørkt og koldt, så var det aldrig sortemørkt. Og det er der i Birkerød. Skulle man løbe af sted mod noget oplyst, ville man slå saltomortaler, fordi byen har valgt at beklæde sin eneste handelsgade med noget vanvittigt glat gult stenhalløj.

Måske hang det også sammen med mit klubliv. Jeg boede nærmest i løbeklubben. Trænede sammen med andre 4-6 gange om ugen og løb et eller to pas alene. Efter træning kastede vi os i sauna. Måske var det bare det? Måske var det at have alle de timer sammen vigtigt nok til, at jeg glad susede af sted til Århus Stadion? Mit indtag af vittigheder er i hvert fald faldet markant siden da. Århus Stadion og Marselisborghallen var centrum for vores løber-samliv igennem rigtig mange år. Marselisborghallen er et mærkeligt sted. Den er gammel, og virker sådan lidt oldnordisk. Alligevel bliver holdt indendørs atletik-stævner her. Her har jeg trænet sammen med Joakim B. Olsen, Renata Pytelowski, Martin Voss og Marie Bagger, hvis nogen overhovedet kan huske dem (kuglestød, længdespring, 2xstangspring)(Phyiii – hvor er jeg blevet gammel). Marselisborghallen er pivkold om vinteren, og omklædningsrummene er meget lidt appetitlige. Man måtte vare sig for vilde nullermænd, der lå på lur i hjørnerne. Alligevel troppede vi op næsten hver eneste eftermiddag for at træne både ude og inde. Stadion var ikke meget bedre, selvom det var Team Danmark Center for Atletik. Men saunaen var varm begge steder, og selskabet var fint. På stadion var der styrketræningsrum og massage, og i Marselisborghallen blev vi stroppet igennem cirkeltræningsprogrammer, der sikkert ville få mig til at falde mig død om i dag.

At løbe gennem skoven med pandelampe frister mig ikke en tøddel i dag. Fordi der også er forbandet koldt. Og fordi jeg allerede har gået rundt i Birkerød City og bundfrosset. Jeg gider ikke. Og jeg bliver siddende herinde i varmen. Og lyset. Og siger pyt.

by - 3 kommentarer

Flow

I de gode gamle dagen blandt Kaospiloter og andet godtfolk i Århus talte vi meget om ‘flow’. At have oplevelsen af flow i et projekt var det ypperste. Flow er ikke nødvendigvis at opnå de resultater, man ønsker. Flow er følelsen af bevægelse. Martin Spang Olsen taler om det samme, når han taler om følelsen af bevægelse i et af de første trin i en kreativ proces. En følelse af bevægelse og sammenhæng. Og sådan en følelse har jeg haft næsten hele dagen.

I går vågnede jeg efter en rædselsnat. Med snot og hoste og vågne timer. Med en stressabe siddende i nakken. Over alt for mange deadlines og alt for store rapporter truende i horisonten. Med en rask beslutning slukkede jeg computeren ved halv fire tiden og traskede op til stationen og videre til København klædt på til jul. Her julede jeg stille rundt sammen med alle de andre. Købte julegaver og fødselsdagsgaver til ham den rødhårede (som slet ikke er rødhåret mere) og havde fornøjelsen af alle mine unger hele aftenen. Mens vi fejrede ham. Og jeg vågnede uden stressaber i nakken.

Helt usædvanligt kom der en bus i morges. Jeg steg på og kørte til stationen. Lige i tide til at stige på s-toget, mens jeg dårligt løftede øjnene fra Jussi Adler Olsen, som også nu har indfanget mig. I Hillerød spadserede jeg direkte over i bus nr. 701 og trådte ind på mit kontor et kvarter senere. Se det er en start på dagen med rent flow. Selvom jeg måtte lægge Jussi fra mig.

Efter 5-6 kreative overspringshandlinger satte jeg mig med en kande the og lukkede op for stress-projekt numero uno. Og efter at have cirklet lidt omkring det, begyndte der langsomt at vokse noget form frem. Pludselig havde jeg fat i en lille snip. Som kunne bevæge sig. Som viste nye veje. Og pludselig havde jeg faktisk skrevet fem sider. Og lavet tre diagrammer. Og nu er den levende, den rapport.

Rapportens liv gav mig ro. Og jeg lukkede computeren ned omkring klokken tre. Og holdt fri. Kørte med kollega Hanne til Birkerød, købte noget nissegejl til nisseriet på kontorgangen og vandrede hjem til min landzone.

Graden af objektivt flow var nok begrænset, da jeg trak i løbeskoene og tændte pandelampen. Men følelsen….. Min løbetur var eventyrlig. En times tid gennem skoven under en stjerneklar himmel. Månen lyste orange, og træerne knagede. Under mig var is og løs nysne. Jeg løb gennem skoven forbi Stubbe Sø og videre til Løje Sø i Holte. Mødte en enkelt skiløber med pandelampe. Pludselig sprang et større dyr tværs over stien foran mig. Og sendte små chokbølger gennem mig. Som lige så hurtigt lagde sig, fordi det hele var et eventyr.

Og nu har jeg netop ladet to flødeboller flyde ind sammen med min te. Det er vel også en slags flow?

by - 4 kommentarer

Mit åndssvage liv?

Da jeg var færdig med at facilitere workshop i går, blev jeg frontalangrebet af vinter-snot. Mens jeg i mit stille sind sendte en bøn ud i æteren om, at den bare er på gæstevisit. Sidste år flyttede sådan en nærmest permanent ind og kulminerede først, da jeg forsøgte mig med Copenhagen Marathon. I maj. I hvert fald bestemte jeg mig for at blive hjemme i dag og pløje mig igennem endnu en bunke rapportskrivning. I varmen. Mens jeg kunne se ud på det der sne uden at få frostmærker på kinderne.

Og jeg skrev og skrev. Sendte spam-agtige mængder post ud i den regionale æter, og fik endelig, endelig noget form på den rapport, der har leget drillenisse de sidste uger. Her sidder jeg så med noget, der svagt kunne minde om fred i sindet og god samvittighed. Nå ja, færdig er jeg selvfølgelig ikke, vel. Færdig er et begreb, man kan bruge om mig selv og min krop efter skrappe løbeture. Eller når jeg har sovet for lidt. Ikke om rapporter. Eller mit job i det hele taget. Men sådan… fredagsfærdig. Efter en dag, hvor der hele tiden var te på kanden og blus på radiatoren. Helt klar på noget weekend.

Mens en replik fra et møde i aftes blev ved med at snurre rundt i mine indre mentale motorveje. Hvorfor har du indrettet dit liv så åndssvagt, Helle. Blev der sagt i forbindelse med noget snak om, hvor lang tid det ville tage mig at komme hjem. Smak – en kindhest.

Her sidder man så. Snart midt i noget halvtredsere. Alene, til fremleje, på landet uden bil. Okay, det med landet har jeg jo løst om lidt. Men replikken snurrede videre og begyndte sit eget liv. Og ja, hvorfor er det, at jeg ikke sidder lunt og godt i mine ungers barndomshjem og hænger julehjerter op i vinduet? Hvorfor er det, jeg ikke har holdt sølvbryllup eller har en Audi holdende i garagen? Der var mange gode grunde til, at vi ikke skulle fortsætte med at være gift. Og jeg er ikke stødt ind i noget mand, som jeg ville eller kunne slå pjalterne sammen med i fred og fordragelighed. Jo, jeg har haft kærester. Med og uden bil. Har også forsøgt et forkølet bofællesskab for længe siden.

Jeg er for vild, ville min mor sige. Og nysgerrig. Og skrap. I stedet flintrer jeg verden rundt i vandrestøvler og løbesko. Når jeg ikke arbejder mig selv halvt ihjel. Jeg bliver ved med at prøve. Og fejle. Og prøve igen. Og jeg måtte prøve at flytte mig fra Århus til København. Og få min lille (store) familie til at hænge sammen igen. Og bare se, hvad der skete ved det. Så er det, jeg sidder her og har for langt til alting. I en midlertidig bolig som en anden studerende.

Med replikken snurrende i baghovedet vred jeg mig alligevel af sted i løbeskoene, inden det blev mørkt. På raske fjed gennem skoven. Eller not. Det der sne er nu pakket, så man skrider rundt som en pløret allike. Det var hyle koldt. Og for at overbevise om, at jeg ikke byder permanent velkommen til vinterforkølelse, trak jeg i ekstra meget tøj. Mødte en pige, der holdt fast i sin hund. Fandme hvor er du sej, råbte hun. Det er osse skidehårdt, råbte jeg tilbage. Og pludselig var jeg på flade skiløjper og kunne sætte en slags tempo i løbeskoene. Op ad bakke er bare for hårdt. Søerne er dækkede af sne, og fuglene er ganske stille. En lille time i en skov, der langsomt blev pakket ind i skumring, skød min weekend i gang. Og så var det også nok med det. Intet kunne drive mig ud igen i kulden. Jeg har været ude. Nu må jeg godt sætte mig og hade vejret igen, ik?

Mens jeg bander lidt over at have for langt til alting.

by - 5 kommentarer

I mørkeskoven med pandelygte

Mens man sidder her og hader vejret, kan jeg jo glæde mig over, at jeg alligevel kom ud en lille times tid i løbeskoene. Efter at have gået 4-5 km hjem fra Birkerød City. Med indkøb. Hurtigt som en ninja susede jeg i løbetøjet, inden jeg kunne nå at protestere og fandt pandelampen frem. For det er buldermørkt, og koldt og blæsende. Og mørkt. Og fyldt med sne.

Men ud kom jeg. Løb ned i skoven, som jeg havde fuldstændig for mig selv. Bortset fra sneen og mørket og kulden var det sjovt at løbe af sted og være helt alene. Ind imellem var jeg på nippet til at fare vild. Og dog. Stierne var rimeligt lette at følge, og jeg priste igen mine trailsko. At løbe i alene i en nattesort skov er en speciel oplevelse. Træerne knager, og ind imellem drysser sneen fra grenene. Pludselig lyser månen gennem trætoppene, og en stille fugl rører på sig. Ellers er alt pakket ind i mørket og sneen. Alt det vante ser så anderledes ud i mørket. Om det er god træning, aner jeg virkelig ikke. Det går langsomt. Man sætter automatisk farten ned i mørket på de frosne stier. Men det er nu den slags løb, det kan blive til. Og det er meget bedre end ingenting. Men kors i hytten, hvor har jeg meget lidt lyst, når jeg kommer sent hjem. Så jeg må snyde mig selv og smutte i løbetøjet, før en tanke kan flyve forbi.

Men maden. Vintermaden. Den elsker jeg. Jeg har altid fryseren fuld af fisk og køleskabet fyldt med rodfrugter. Jeg kan (okay næsten) spise det som slik. Skræl og snit de grøntsager, du har lyst til. Skær fisken i terninger. Bland det hele og krydr med salt, peber, koriander, spidskommen, merian – eller whatever you fancy. Rigeligt af den gode olivenolie og et skvæt citron. Tyve minutter i wok’en eller ovnen, og vupti er der et klassemåltid parat. Som jeg aldrig bliver træt af, og som oven i købet hypersundt.

Og så kan man jo lige knibe en flødebolle fra Summerbird indenbords for at genoprette balancen.

by - 1 kommentar

Halvmaraton i avanceret stil

I stedet for at sidde og skumle over de æbleskiver, jeg nu går glip af i Jylland, besluttede jeg mig for at løbe mit eget halvmaraton i Rude Skov. Og jeg har da lidt æbleskiver i fryseren, hvis det sku’ være. Faktisk har det været en flot dag, af sådan en vinterdag at være, hvor solen endda kiggede forbi i ny og næ.

Så efter en lang morgen med rigeligt te og müesli, trak jeg igen i trailsko og vintertights og trissede ud i sneen. Alle unger var ude med kælke og slæder. Og alle voksne var af sted med brædder under fødderne. Der er allerede kørt mange spor i skoven, men endnu ånder alt fred, og der er plads til både ski, cykler, løbere, heste og gående. Sidste år udviklede der sig næsten krigslignende tilstande, hvor ski-folket insisterede på noget fortrinsret til skovstierne. Og råbte ukvemsord efter nogen, der uforvarende kom til at træde i et skispor. Men alt ånder endnu fred og fordragelighed. Nogle skiløbere smilede endda tilbage. Og – jaja – jeg har da også fundet mine ski frem, så jeg må holde mig gode venner med begge lejre.

Det var forfærdeligt hårdt at løbe i det der sne. Pulsen hamrede op i det røde felt, når jeg løb op ad bakke, og jeg måtte ind imellem standse og få pusten. Som om jeg løb intervaller. Som om, hva? Det gjorde jeg så langt fra. Alt gik l a n g s o m t. Sneen nærmest sugede mine fødder til sig. Løbestilen blev derfor spændende. Eller måske har det bare set direkte latterligt ud. Jeg mener, – se det for dig: en halvgammel kvinde, der prustende kæmper sig gennem sneen med høje knæløft. Charmerende? Kan allerede mærke, at jeg bliver øm. Og øm steder, jeg ikke plejer at misbruge, når jeg løber.

Snemasserne er fordelt med lokal uretfærdig hånd. Der er ALLERMEST i Birkerød. Allerede da jeg krydsede til Holteafdelingen af Rude Skov, var der meget mindre sne, og i Søllerød var der fuldstændig ryddet på cykelstierne. But why??

Turen bød på mange udfordringer. Allerede inden lysløjpen løb jeg ind i en kæmpe sø, der spærrede stien fuldstændig. Men venlige mennesker havde allerede trådt spor ind i skoven, så jeg kunne passere nogenlunde tørskoet. Senere lå et væltet træ på tværs. Og der kom flere vandpytter og småsøer. Sneen var noget tungere end i går. Der var en smule tø i luften, og sneen klumpede lidt sammen under fødderne.

Jeg løb alene det meste af tiden. Passerede enkelte skiløbere og ryttere. Grinede til unger på bakkerne med røde kinder og fart i slæderne. Og nød stilheden. Selv bilernes motorlyde bliver opslugt af sneen. Verden bliver ganske tyst.

Aner ikke om jeg løb et halvmaraton. Jeg løb i lidt mere end to timer. Og er træt i benene.

Nu er jeg så tilbage i de hårde realiteter. Arbejde. Varmt brusebad og varmere chokolade har givet varmen tilbage i kroppen. Og nu må min weekend erklæres slut. Så jeg når mine deadlines i morgen. Gæt om der er nogen, der glæder sig til at holde noget juleferie?

by - 5 kommentarer

Sne, sne, sne

Både i går og i dag trak jeg i mine trailsko og løb afsted ind i skoven i tusmørketiden. Når sneen ligger tykt, kan man orientere sig på skovstierne meget længere. Der er helt tyst, og skoven pakker mig nærmest ind. Men jeg skulle slet ikke løbe rundt her i Rude Skov. Jeg skulle være i Randers og købe julegaver med min mor, og jeg skulle løbe halvmaraton sammen med min svoger. Som vi har lavet en tradition ud af. Hvert eneste år løber vi halvmaraton i Randers sammen med en af hans venner. Efter løbet tøffer vi til Århus og drikker gløgg og får æbleskiver. Men ikke i år. Jeg fik en mail fredag eftermiddag, at løbet var aflyst, fordi byen var begravet i sne. Og så skulle jeg nok heller ikke slæbe min lille mor rundt i snedriverne. Og kunne jeg måske overhovedet komme frem? Eller hjem igen?

Vi udskød en uge, og derfor er jeg her i Rude Skov. Og er ved at drukne i sne. Se selv:

Det er hårdt at løbe i den dybe sne. Trailskoene har godt greb om underlaget i skoven. De er også lavet til bjergløb, og jeg var superglad for dem i Nepal. Men sneen er dyb, og jeg løber af sted med høje knæløft. Specielt op ad bakkerne trækker det tænder ud. Alligevel er det fedt her de første snedage. Før skifolkene har lavet spor gennem hele skoven. Før det hele er tøet og frosset igen. Og frem for alt skal jeg ingen steder. Så kan det jo sagtens gå med det der sne.

I morgen vil jeg på en længere tur. Og jeg har slæbt skiene frem. Når nu skoven alligevel ligger der udenfor min dør med al den sne.

by - 0 comments

When will you ever learn?

Det er på sin plads at reflektere lidt over noget dømmekraft og selverkendelse. Eftersom der igen ligger noget sammenkrøllet, udtrådt kvinde i en sofa et sted i Birkerød. Okay, det der vejr, det kunne jeg ikke have forudset, vel? Og – uden at dette igen i år skal udvikle sig til en vejrblog, så har det givet visse udfordringer. Både af logistisk slags og af den hmmm.. indre peace, love and harmoni. Altså TO DAGE holdt min cykel til det. Nu står den og skammer sig i cykelskuret i Hillerød med et brækket bremsekabel. Og der kan blive stående ja, indtil der er mindre trafikale udfordringer. Jeg boykotter den. Og kender I nogen, der har en halvgammel havelåge med indvendige gear og f o d b r e m s e stående, så vil jeg gerne overtage den. Og jeg betaler oven i købet gerne noget for den. Den anden kan blive boykottet, til vejret passer den igen. Nok om det – det giver masser af udfordringer med at traske til og fra stationer gennem bunker af sne. Flash backs i stribevis til noget lignende sidste fimbulvinter. Og jeg prøver – virkelig – at fokusere på, hvor yndigt, det ser ud.

Men det er ikke derfor, der ligger noget udkogt kvinde i sofaen. Det er noget sprogligt. Et lille meget enkelt ord, der aldrig rigtigt fandt vej til vokabulariet. Egentlig ikke spor svært at sige, men det bliver bare altid overhalet af noget ja-agtigt. Så nu sidder jeg i saksen igen. Med to megastore projekter, som skal være færdige inden nytår. Og hvor det er mig, der fører pennen og har en halv million mellemliggende deadlines. Og det er jo sådan noget, som mit arbejde går ud på. Men hvorfor jeg så har sagt ja til at holde oplæg i næste uge og til at facilitere en workshop og lave endnu et oplæg og og og……. Ved siden af alt det andet, som skal hjælpe med at give overblik over kvaliteten af behandlingen i Hovedstadens sundhedsvæsen. Altså – jeg piver ikke. Det er ikke synd for mig. Jeg gør det jo selv. Jeg er bare udkogt. Brugt. Weekendklar. Og lidt fuld af undren over, at jeg igen og igen og igen sætter mig en situation, hvor mine deadlines kradser i nakken og sparker mig til hjørne. Endnu en fredag med et par medbragte weekendprojekter, og hvor det alligevel er spændende, om jeg vågner til en rolig mandag uden skarpe kløer i nakken. Pfyiii altså.

Udkogt er jeg også fordi min weekend er aflyst. Nå ja – det bliver selvfølgelig både lørdag og søndag, men ikke som jeg havde planlagt. For to timer siden tikkede en e-mail ind og fortalte, at det halvmaraton, som min svoger og jeg løber hvert eneste år, var aflyst, fordi Randers var druknet i sne. Øv og bøv. Jeg havde håbet på at løbe en bare lidt bedre tid end i Skovmaren, fordi det er et forholdsvist fladt løb. Men hvad – jeg kunne jo have haft verdens bedste undskyldning! Værre er det, at jeg havde en aftale om at købe julegaver sammen med min mor. Men der er faldet en halv meter sne omkring deres hus, og hun skal ikke trækkes rundt i en iskold by med dårligt føre. Så vi venter til næste lørdag, og jeg krøller min billet sammen igen.
Og læner mig behageligt tilbage i sofaen.

by - 5 kommentarer

Mandeweekend

Jeg er strømførende igen. Og jeg har brugt formiddagen på at læse blogindlæg, som den sidste uge har snydt mig for. Nu er jeg næsten opdateret på blogfronten. Min ultimative hadesæson er sat ind. Vi er ikke engang i december endnu, og alligevel er det meste dækket af en gang klam, våd, tung sne. Jeg hader det. De næste måneder vil jeg drømme om varme himmelstrøg og sommer, mens jeg frysende klamper af sted på min cykel ad en natsort Kongevej. Jeg vil lukke øjnene, mens jeg snører løbeskoene. Og undgå at tænke over, hvor våde mine fødder bliver, eller hvor kold min næse er. Lige så meget som vinteren kommer bag på mig hvert år, ved jeg at den forsvinder igen. Det sætter jeg så min lid til igen i år.

Mandeweekend, står der. Det er nemlig det, der er her på matriklen. Næ nej, der er ingen amoriner i luften. Jeg er bare beriget med et par solide venskaber, som sætter sig på min weekend. Henrik lærte jeg at kende, da jeg engang havde ham med på en bjergbestigning i det nordlige Indien. Vores venskab er funderet i rejser og bjerge. Og har udviklet sig til noget fællesskab omkring musik og mad også. Han var netop vendt hjem fra en tur i Nepal, og det var fint at høre nyt der fra. Om lidt kommer min gamle løbe-buddy, John, som jeg har delt ufatteligt mange løbeture med i Århus og omegn. Dengang jeg kunne følge med. Han er sådan en, som kommer hjem fra Frankfurt og er skuffet over en tid på 3.04.. Han gider godt vente på mig en gang imellem. Men ham har jeg også fået lokket af sted til noget bjerge. For et par år siden tog han på sin første trekkingtur – og var solgt. I februar rejser han til Argentina for at bestige Aconcagua. Og mon ikke vi skal fortabe os lidt i gamle billeder? Og genopleve nogle uger på det bjerg? Det tror jeg nok, vi skal.

Jeg elsker mine veninder. Og jeg har nogen rigtig gode nogen af slagsen. Men jeg har altid haft mandevenner. Som barn var det bare sjovere at lege med drengene. Og øh, det var det vist også som voksen. Der har været flest mænd i mit løbeliv. Og kun mænd i mit bjergliv. Længe havde jeg en drøm om at lave en kvindeekspedition, men jeg opgav. Der er for få kvinder, der vil lave selvstændig bjergbestigning. Eller – er der nogen overhovedet? I Danmark, mener jeg? Jeg har haft en del kvinder med på de ekspeditioner, jeg har guidet, men jeg har ikke kunnet finde nogen, som ville være med til en selvstændig tur. Så det blev drenge.

Men weekenden bliver bjergene på billeder sammen med passende mængder god rødvin. Og minder blandet med nye drømme. Og et par våde, klamme løbeture i det der sne.