Category Archives: Løb

by - 0 comments

Forårsfornemmelser og forårstræning

Frihed og forår – det er sådan set helt okay. Min mor er hjemme fra hospitalet og har det rimeligt godt, og jeg er blevet i Birkerød. Trænger vist også til nogle dage til at nusse foråret igang. Min mountainbike og min racer skal begge gøres klar til action, og min frimærkehave ryddes op. Jeg har tulipaner på bordet og påskeøl i køleskabet. Naboerne stikker hovederne frem, og ungerne leger i haven.

Det er vist nu, jeg skal passe lidt på. Når energien bobler rundt i kroppen, får jeg storhedsvanvid og tror jeg kan det hele. Men det er svært at modstå det lokkende forår, så jeg må hellere få de cykler gjort klar. Ellers løber jeg for meget. Min formiddagstur gik til Sjælsø. Først en lille tur ind i skoven og så videre mod søen. Jeg har ikke været ved Sjælsø, siden sneen for alvor tog fat, og søen var frosset til. Nu er den tøet og stierne fine. Jeg havde en dejlig tur. Holdt tempoet i bund, og løb alligevel lidt længere end planlagt. Hmm, det bliver vist til mange kilometer, næste uge skal jeg måske løbe lidt færre kilometer.

På mandag skulle jeg løbe Helvede i Nord – et umådeligt bakket halvmarathon. Men jeg har besluttet mig for at lade være og at sælge mit løbsnummer. Min træning har ikke været god nok, og jeg vil meget hellere løbe en længere tur med lidt tempo på i weekenden. Det er bedre for min marathontræning. Egentlig er det også træningen, jeg holder mest af. Jeg har løbet uendeligt mange konkurrencer i min tid. Men jeg elsker mine træningsture i skoven. Jeg savner lidt at løbe langs kysten og ved havet, men måske jeg kan lægge min lange tur mod Rungsted og tage lidt kyststrækning med i bonus?

Også da jeg løb mange konkurrencer, var træningen det sjoveste. Jeg har haft flere forskellige trænere. Selvfølgelig helt-efter-bogen-løbetrænere, men også en triatlet og en tidligere OL-deltager i kapgang har trænet mig. Jeg har trænet vildt struktureret, og jeg har trænet helt efter humør. Jeg har trænet efter pulsur (og gør det aldrig mere), og jeg har trænet tempo-tempo-tempo. Jeg har trænet med piger og drenge, og jeg har altid trænet meget alene også. Jeg har trænet sammen med kapgangs-landsholdet, og jeg har trænet sammen med de vildeste fyre. Nu er jeg dejligt fritaget for overhængende krav. Og det har været hundesjovt. Jeg har stadig mål og ønsker for min træning, men det er helt mig selv, der styrer det bal. Og sjovt skal det stadig være.

by - 1 kommentar

Morgen i St. Dyrehave

Inspireret af gårsdagens smukke morgen tog jeg min nabos udfordring om at løbe på arbejde op. Jeg erstattede cyklen med løbesko og min latinopop med fuglesang. Jeg hører aldrig musik, når jeg løber. Det forstyrrer mig.

Udsigten fra mit vindue, da jeg vågnede monstertidligt, var nedslående. Det væltede ned med vand fra oven. Men nu havde jeg været så vældig kæk overfor min kollega Hanne dagen før. Selvfølgelig ville jeg da løbe uanset vejret. Og 17 km er da ingenting… Og som man nu kan stå og bræge kækt. Men vejrguderne var med mig, og regnen stoppede, inden jeg satte afsted. Luften var ganske vist mættet med vanddamp, men ingen regn. Og mod slutningen af turen begyndte det langsomt at lysne.

Afsted ud af Kongevejen, hvor jeg stødte på et umiskendeligt forårstegn. Dræbersneglebabyer. Der lå de. I hobevis. Og forsøgte at spænde ben for mig. Almindeligvis kan dyrebørn være nuttede, mens de er helt små. Men ikke dræbersnegle. De er klamme, også som babyer. Så klamme at jeg helst ikke vil træde på dem og få dræbersnegleklister på mine løbesko.

Da jeg nåede St Dyrehave, drejede jeg ind i skoven og væk fra trafikken. Skovhuggerne havde været i aktivitetet, og skoven duftede af nyfældet træ blandet med våd skovbund. Fuglene sang lystigt, og jeg pærede afsted i bedste stil. Og var pludselig væk. På faret vild-måden. Befandt mig pludselig ved noget vej, som jeg ikke kendte. Ikke så fedt, når nu jeg var på vej til arbejde. Jeg rodede lidt rundt i skoven, og den er heldigvis ikke så stor lige der, så jeg kom tilbage på sporet.

Fed måde at starte dagen på. Det kræver bare, at jeg snøvler mig lidt tidligt i seng, så jeg kan komme op tidsnok til at få morgenmad, inden jeg løber.

by - 0 comments

Langtur på nostalgiens vej

Ved middagstid travede jeg afsted på ugens lange tur. Måske ikke helt så lang, som jeg havde drømt om, men jeg hang lidt i en klokkestreng. Helt efter bogen havde vi overset sommertiden, og dagen var med ét kortere end vi lige gik og forestillede os. Og nøj, hvor havde vi bare sovet dejligt. Jeg havde bare et par timer mellem formiddagsbesøg på hospitalet og en hurtig eftermiddagsvisit, inden Sofie og jeg skulle med toget tilbage til Hovedstaden.

Jeg løb igen ned ad det lille hjulspor bag mine forældres hus. Krydsede over golfbanen og ramte igen Pramdragerstien. Vejret var pragtfuldt, og jeg løb med bare arme. Jeg mødte svaner på træk og svaner på det opdæmmede vand langs Gudenåen. Der var ikke mange mennesker. Først da jeg nærmede mig byen, mødte jeg adskillige fiskere ved åbredden. Jeg passerede igen nostalgiske steder, hvor jeg havde spillet guitar med Helge og Karsten, drukket øl med Anette og Søren og padlet i kano med Knud mellem sivene. Ved Randers Regnskov drejede jeg over den blå bro og løb mod Vorup, hvor jeg fulgte en del af den sløjfe, vi løber til advents-halvmarathon. Jeg kortede den lidt af og løb mod øst mod Dronningborg. Som vi også løber til samme halvmarathon. Krydsede forbi havneområdet og forbi roklubben, hvor jeg har deltaget i et utal af fester. Videre ud af, inden jeg drejede tilbage mod byen og gennem Tøjhusparken. Her drev det af nostalgi. Her har jeg leget med mine unger, her har jeg kysset min exmand og sladret med bedsteveninden på en bænk. Igennem Tøjhuskvarteret blev det til ren nostalgigrød. Her har jeg boet, her boede min dengang bedste veninde, her levede mit ungdomsnetværk i de gamle huse. Der lå engang en købmand, og der boede vores bedste venner med deres mange børn. Men jeg måtte videre og krydsede gennem byen tilbage til Pramdragerstien, hvor en sand storm ydede modstand resten vejen, ledsaget af en ret kold regn. Men turen var alligevel fin. 22 km og ikke så lang som planlagt, til gengæld var den langsom.

Nu er jeg tilbage i Birkerød og klar på dagens arbejde i morgen. Min mor har det stabilt. Det hedder det. Og min far har lagt det værste chok bag sig. Og måske tager jeg tilbage om et par dage.

by - 2 kommentarer

Løbetur i foråret

Så har jeg igen været på en tur med ungdomsminder rundt i Randers. Eller – ikke så meget rundt i Randers, men lags Pramdragerstien, som løber langs Gudenåen. Stien er en ældgammel sti, som oprindeligt blev benyttet af pramdragerne, der trak deres lastede både fra stien og ind mod handelsbyen. Stien er blevet renoveret gennem de sidste par år, og er nu en fremragende løberute. Den er hævet over vådområderne, og her er et fugleliv ud over det sædvanlige. Jeg elsker at løbe og gå ture her. Så jeg løb hele vejen ind til midt i byen, hvor en stor bro krydser Gudenåen, hvor åen går over til at være fjord. Jeg har tilbragt utallige timer i min pure ungdom ved åens bredder. Der har jeg læst til eksamen, drukket øl, lavet lejrbål, spillet guitar og slikket sol. Jeg har padlet i kano og roet kajak, og jeg har cyklet området tyndt.

Men i dag løb jeg på tunge ben og beklagede mig indvendigt over min svigefulde form. Men jeg har faktisk været, eller er måske, lidt syg. Jeg har hostet de sidste tre uger og haft ondt i halsen, og jeg blev enig med min far om at tage en penicillinkur. Bare for alle tilfældes skyld for ikke at udsætte min mor for mere. Og måske skulle jeg alligevel have gjort det der med at gå til læge? I hvert fald har penicillinen virket på min hals, og jeg føler mig betydeligt bedre tilpas i dag. Så godt for det.

Min løbetur igennem forårseftermiddagen blev fin, selvom benene virkede tunge. Det var dejligt at gense Gudenåen, og jeg valgte så asfaltvejen hjem igen. Knapt 13 km blev det i dag. I morgen må jeg se at nå en længere tur.

Og min mor har det bedre, omend hun må blive på hospitalet lidt endnu.

by - 0 comments

Som foråret banker igennem

Regnvejr sagde det på sovekammerruden til morgen. Pyt, skidt, tænkte jeg, en forårsregn kan man sagtens cykle sig igennem. Men inden jeg havde drukket den sidste kop the, var det hele stilnet af. Jeg cyklede afsted i den kådeste forårsmorgen, kun lidt våd, og lod tankerne flyve mod Argentina og “himmeltoget” i Salta med hende her i ørerne:

Og solen bankede frem i løbet af formiddagen, mens fuglene kvidrede lokkende og lystigt udenfor. Da jeg lidt halvsent fandt cyklen frem for at cykle hjem, stod den stadig højt på en knaldblå himmel. Den lyd af kvidrende fugle på min vej gennem skoven er så ufatteligt livgivende. Og hvert eneste år kalder de et mylder af minder om andre forår og andre fugle. Mine ben protesterer en smule mod de mange pludselige cykelkilometer. Min hoste er heller ikke ovre. Men det kan jo ikke være rigtigt, vel? At man skal styres af sådan en stædig forkølelse. Så mine protesterende ben måtte i løbeskoene og afsted i skoven, da jeg var kommet hjem. Og selvom klokken var blevet mange, nåede jeg en tur rundt i skoven, mens skumringen sænkede sig, og fuglene kvidrede godnat.

by - 2 kommentarer

A rainy day

Stod op i en syndflod af vand. Det er alligevel lidt ufatteligt, at der kan blive ved med at være for meget af noget vådt deroppe. But still – det er klasser bedre end sne. Jeg elsker mine lørdag morgener med te i lange baner, aviser, tjekke mails, snakke i telefon, rugbrødsmadder med ost. Og jeg når aldrig at løbe med Birkerøddernes Løbeklub, som løber klokken ti. Det når jeg altså bare ikke. I stedet nød jeg morgenen og cyklede til Birkerød og handlede.

Det blev eftermiddag, før jeg var klar til at teste, om jeg var klar på nogle flere lange kilometer. Belært af sidste weekends ynkelige performance, planlgde jeg at dele min lange tur i to. Først en tur til Rungsted Kyst, så hjem til en slurk livgivende vand, og så den sidste lille tur rundt i Birkerød. Så ville jeg kunne mærke, om jeg ville blive ynkelig.

Sandelig om ikke regnen stoppede, da jeg tjekkede ud fra matriklen. Jeg løb glad afsted og mødte en anden løbende kvinde, som jeg konkurrerede med hele vejen til Hørsholm. Jeg holdt faktisk en overraskende god fart hele vejen til Rungsted Kyst. Faktisk kunne jeg se, da jeg kom hjem, at jeg i korte perioder havde holdt et tempo, der næsten lignede noget fra gamle dage. Fed fornemmelse. Jeg løb helt ned til noget vand og igennem noget marina. Og der dukkede den ene lækre restaurant op efter den anden. De må tjekkes ud,når det bliver tørt og varmt i vejret. Der var næsten Skagen stemning over stedet.

Hjem igen. Jeg kan egentlig godt lide den rute. Den går gennem skov og by og er rimeligt afvekslende. Jeg holdt et hæderligt, lidt langsommere tempo, og det var dejligt at runde hjemmet og få vand. Jeg kunne godt lidt mere, så jeg fortsatte en kort rute gennem noget Birkerød. Knapt 23 km blev det til ialt. Meeeen, kors hvor var man træt til sidst. Der er langt til marathon distancen. Måske hjælper det også, nårjeg holder op med at være fuld af snot. En dag.

by - 0 comments

Skoven er åben

Hosten hænger ved, og jeg har fundet astmamedicinen frem. Hovedet er stadig fyldt med forkølelse. Men jeg kunne slet ikke modstå den totale forårsoplevelse, der var i luften. Så jeg smuttede i løbeskoene og tog retning mod skoven med lidt spænding i maven. Mon der gemte sig isede stier derinde? Nej der gjorde ej. Der var mudder, og sine steder meget mudder. Men jeg kunne løbe på næsten alle stierne. Skovmaskinerne havde været på spil og skåret dybe mudderspor, så jeg måtte løbe en lille omvej. Men jeg kom helt ned til Løje Sø. Og det har jeg ikke været i flere måneder.

Hestefolkene var også i skoven, og der myldrede små og store heste frem fra alle hjørner. Småpiger i trav og elegante raceheste, der adstadigt skridtede skoven af. Og hundemenneskene var der. Desværre var hundemennesker-med-hunde-uden-snor repræsenteret i stort tal. Og nu afslører jeg mig, og jeg beder medlæsende hundemennesker undskylde, men jeg afskyer løse hunde i skoven. Jeg har alt for mange dårlige erfaringer. Og jeg undgår dem, når jeg kan. Løber gerne omveje for at undgå dem. Når jeg altså ser dem. Det gjorde jeg i dag, men andre gange er det gået galt. Jeg er tre gange blevet bidt. Som i bidt gennem huden til blodet flød. Og det er ikke fedt. Andre gange er jeg blevet bidt uden blodsudgydelser, men det er heller ikke fedt. Det er så ufedt, at hjertet flyver op i halsen af mig, når en løs hund kommer styrtende imod mig. Hver gang, jeg er blevet bidt, har hundemenneskene-med-hunde-uden-snor forsikret mig, at deres dyr ALDRIG gjorde noget. Det gjorde de så den dag.

En dag for et par år siden kom jeg løbende i Marselisskoven ved Århus, hvor jeg boede dengang. Pludselig – out of nowhere – kom et gult missil farende imod mig. En halvstor labradorhvalp, hvis menneske stod langt væk og talte med en anden kvinde. Kræet havde retning stik imod mig, og jeg råbte til ejerinden. Som blev stående. Hunden fortsatte sit vilde ræs og sprang op og bed sig fast i min arm. Jeg pandede den en lige højre og fik med lidt besvær svinget den løs fra min arm, mens jeg råbte temmelig ukontrolleret til ejeren. Endelig kom hundens menneske frem til os, mens hunden stadig gøede og forsøgte at hoppe op ad mig. Jeg indrømmer – jeg sparkede. Den vil bare lege, sagde hundemennesket. Det er bare for sjov. NÅ……. så det synes du? Jeg holdt min arm op, hvor blodet løb efter mit sammenstød med hunden. Aj, men det er jo ikke fordi den er ondskabsfuld, den er bare legesyg. Det sagde hun virkelig. Og jeg løb hjem og rensede mine sår.

Men sådan gik det ikke i dag. Jeg havde en fin tur rundt i skoven med en ren symfoni af fuglestemmer omkring mig.

by - 5 kommentarer

Lyt til kroppen #3?

Det er ikke første gang, – at jeg sidder her med kraniet fuld af forkølelse efter at have udfordret min krop en tand over stregen. De fleste gange går det godt. Men altså ikke i går. Ikke specielt godt, i hvert fald. De fleste mennesker ser undrende på mig og tænker, hvorfor lader hun ikke bare være? De allerfleste almindeligt tænkende mennesker ville aldrig overveje at løbe 20 km en søndag eftermiddag. Eller knokle op ad et højt bjerg. Eller mosle rundt i langt ude i bjergene med tung rygsæk. Eller cykle 100 km en lørdag. Men det gør jeg. Og derfor smager jeg selvfølgelig af og til nogle grænseområder af min egen formåen.

Jeg er to gange udgået af marathonløb. Begge gange var jeg i super topform og kunne have løbet på omkring 3 timer. Men træningen første gang var lige til kanten. Jeg skulle løbe i Hamburg og havde forberedt mig minutiøst. Alt var klappet. Super træning. Da jeg vågnede om morgenen i Hamburg, følte jeg mig sådan lidt småsløj. Men det gør man altså tit lige før en stor konkurrence. Det er sådan noget mentalt pjat. Jeg løb afsted. Og det kørte fantastisk. Jeg var superglad og spurtede afsted. Pludselig, da jeg havde løbet omkring 20 km, kastede jeg op. Jeg satte farten lidt ned, men kastede op igen, – og igen, og igen. Skruede forventningerne næsten i bund og luntede videre imellem brækpauserne. Indtil jeg nåede 35 kilometermærket. Der var fuldstændig udsolgt. Jeg kunne ikke have gået de sidste syv km. Så ud til sameritterne, som ville have lagt drop og alting. Men jeg afslog og blev storfrysende kørt ind til målområdet. Og var syg i to uger efter.

Anden gang, jeg udgik i et maratonløb, var på Island. Igen var jeg i topform og havde trænet helt optimalt. En uge inden løbet styrtede jeg på min racercykel. Jeg faldt direkte på hoften og fik et sort mærke på størrelse af to store håndflader. Nøøøj, hvor gjorde det ondt. Men afsted kom vi. Vi var en ret stor flok , som bagefter skulle vandre i fjeldet. Jeg besluttede at gøre et forsøg. Det gjorde nas, gjorde det. Men jeg kløede på, indtil jeg havde løbet 25 km. Min placering var dalet fra føring til bund, og jeg begyndte at trække på det andet ben. Så jeg stoppede og blev kørt tilbage i en firehjulstrækker med Røde Kors flag på. Lang næse. Men vandreturen gik fint nok. Og efterfølgende viste der sig at være slået en lille revne i mit hofteben. Som helede af sig selv.

Andre gange har jeg løbet maraton med hæderlige tider, selvom jeg var en smule forkølet. Eller måtte på toilet undervejs. Jeg er også vendt om før toppen på høje bjerge. Det er en balance. Jeg vil gerne udfordre mig selv. Jeg vil gerne have store oplevelser. Og det giver et andet balanceregnskab end de fleste andre menneskers. Jeg har mange gange oplevet at finde helt ukendte ressourcer i kroppen. Som jeg ikke ville have fundet, hvis jeg havde “passet på mig selv” i traditionel forstand. Som jeg kun finder, når jeg presser kroppen til det yderste. Man må tage sine chancer ind imellem – og tage nederlagene med oprejst pande. Så i dag fortsætter jeg med kamillebade til øjnene, varm hyldebærsaft til maven og mine lune stue til hjemmearbejde.

by - 5 kommentarer

Lyt til kroppen #2?

Okay, jeg har været i gulvet med endnu en dræberforkølelse. Jeg har hostet lungerne ud på loftsfladerne, og mine øjne har drevet af betændelse. Charmerende, kan I tro. Jeg er ikke indrettet sådan, at jeg tror, løbeturen i tirsdags har skylden. Snarere mine dybfrosne cykelture. Som jeg alligevel var næsten euforisk over. Og jeg har da været sådan ret fornuftig siden onsdag. Har kun løbet en lille bitte morgentur i går. Har været i byen og spise torsdag og fredag, men det var både hyggeligt og varmt. Blev hjemme og arbejdede fredag, så jeg ikke kølede min lille næse. Mine kolleger har smidt sig omkring mig med samme forkølelse.

Siden i går har jeg haft venindebesøg og forkælet os med vidunderlig mad og præmievin. Så da Tove var taget hjemad til formiddag, lavede jeg mig nogle balancerede overvejelser. Skulle jeg springe min lange løbetur over – igen? Eller skulle jeg trodse forkølelsen og løbe. Der venter jo et marathon ude i horisonten lige om lidt. Det er ikke svært at gætte, hvilken der vandt, vel? Og nu sidder jeg under dynen på sofaen og betaler en slags pris. Den første 1½ time af turen gik over al forventning. Vejret var aldeles pragtfuldt, og jeg droppede på forhånd enhver tanke om at løbe i skoven. Den er stadig for iset. Så det blev min sædvanlige rute sydover gennem Holte, Geels Skov, Søllerød, Virum og hjem igen. Jeg havde taget lidt vand med og var slemt optimistisk. De sidste 2-3 kilometer var ynkelige. Og lige nu er jeg intet mindre end indbegrebet af ynkelighed. Det blev kun til godt 20 km, fordi jeg slukkede uret gennem de sidste ynkelige kilometer.

Der er dømt dyne, varmt hyldebærsaft, te og underholdning. Er der nogen, der lige gider komme forbi med aftensmaden?

by - 0 comments

En snottet morgentur

Slog øjnene op halvtidligt og vågnede langsomt, mens sollyset tog til udenfor. Har hovedet fuld af snot og øjnene er betændte. Det må være den uendelige vinter, det bliver ved at sætte kedelige spor. Eller måske trappede jeg cyklingen for tidligt op. Måske har min kollega ret, når han siger, at jeg bliver for afkølet i luftvejene af den iskolde luft på en halvlang morgentur. Anyway. Jeg ligner noget, der er løgn. Røde øjne med poser helt ned midt på kinderne. Men jeg pudsede næsen og satte afsted mod Hørsholm i en helt uvant morgensol. Ni km i morgentempo.

Det er fint at løbe om morgenen. En fin måde at vågne op på. Jeg gjorde det altid, da mine børn var små, for det var det eneste tidspunkt, der lige passede. Op før de vågnede – og hjem og vække dem til morgenmaden. Det var hyggeligt, og de opdagede aldrig, at jeg var væk. Senere blev jeg mere magelig og lagde min træning sent om eftermiddagen eller først på aftenen. Men jeg har holdt fast i enkelte faste morgentraditioner.

På ferier løber jeg næsten altid om morgenen. Jeg opholder mig også næsten altid under varme himmelstrøg, så der er en fordel i at løbe om morgenen, mens det er lidt morgenkøligt. Det har også givet sjove, pudsige oplevelser, når jeg har mødt det lokale morgenfolk på vej til deres vante dont. I Sydafrika vakte det jubel og glade tilråd, når jeg løb på landevejene udenfor den lille flække ved kysten. I Paris skulle man springe for livet ind imellem, når man mødte en gnaven hund, og i det nordlige Argentina opgav jeg at løbe for de vilde hunde. I Kroatien mødte jeg hver morgen en halvgnaven, tør lille bonde på sin æselkærre. Først da vi havde mødt hinanden hver morgen i mere end en uge, fik jeg et skævt smil.

Juleaftensdag har jeg en ganske fast morgentradition, som hænger sammen med en anden (skør) tradition, mine børn og jeg har. Lillejuleaften samlede vi igennem mange år alle deres nære venner, som alligevel nærmest boede hos os, spiste flæskesteg og drak Irish Coffee i lidt for rigelige mængder. Hovedet var derfor lidt brugt den 24., hvor min yngste datter altid har insisteret på en stor julefrokost med det hele. Og gæster. Fordi hun som skilsmissebarn skulle videre i juleprogrammet dagen efter og var bange for at gå glip af julemaden. Den eneste måde at klare de krav på, var at stå monstertidligt op og løbe en morgentur, mens byen langsomt vågnede. De julemorgener har været helt særlige. Og vi har altid nået det hele, og alle har været glade.

Og så er der alle de andre morgenture. Som i dag hvor min gode gamle veninde Tove kommer på besøg fra Århus. Så træningen skulle være overstået, så jeg kunne nå i Brugsen og være lidt klar. Men hold da op, hvor var jeg klar på noget morgenmad på de sidste kilometer. God weekend derude. Jeg trækker stikket og forbereder dejlig mad og vin – og venindehygge. Så må noget hudfarvet spartelmasse klare det med udseendet.