Category Archives: Løb

by - 6 kommentarer

Weekendsnaps

Mine forældre har valgt hinanden, så de har fødselsdage med en lille uges mellemrum. Og det er smart, når man planlægger fælles gaver og fødselsdagsfester. I weekenden bænkede de os, deres børn, sammen, og min nu 81-årige mor havde kokkereret til hele menageriet. Som var 17, fordi vi var lidt amputerede. Hele mogenen havde min far på 83 slæbt stole og sager i kælderen til det store kalas. Og vi fejrede dem, gjorde vi. Men øl og snaps og mormormad.

Og jeg fik lov til at kaste dem begge ud på internettet. Bare for at blære mig lidt af mine forældre.

Tidligt søndag morgen listede jeg ud af sengen for at løbe en tur langs Gudenåen. Som jeg altid gør, når jeg besøger mine forældre. Fordi det er en smuk tur. Altid. Men sådan blev det ikke.

For ud af tasken trak jeg to venstresko. I stedet tog jeg kamera under armen og gik en tur derned. For det var den smukkeste morgen.

by - 4 kommentarer

Vrid, vrik og tålmodighed

Jeg har aldrig været et forsigtigt menneske. Og derfor redder jeg mig skrammer og revet skind gang på gang. Selv nu, hvor jeg måske skulle have nået en alder med en vis ærværdighed, har jeg blå mærker på skinnebenene og hudafskrabninger på knæene. Så det ændrer sig nok aldrig. Når man ikke vil gå glip af ret meget, må det være sådan.

Den hælskade, som har underholdt mig siden jul, er resultatet af et sammensurium af vrid, vrik og styrt i vilde løb eller på høje hæle. Eller på ski eller på klipper eller is i bjergene. Derfor er det fint, at jeg kunne blive klogere af en klog fysioterapeut. Nu ved jeg, at perineusmusklen skal trænes, næste gang jeg vrider om. For der bliver en næste gang. Sådan noget ved man bare, når man er mig.

Jeg har løbet i terræn det meste af mit liv. Længe før smarte udstyrsproducenter fandt på specielt udstyr til den slags. Jeg har løbet på strande, udenfor skovstierne, over marker, på klipper. Min gamle løbegruppe i Århus gjorde en dyd ud af ræs gennem umuligt terræn. Skovfogeden i Marselisborg Skovene var rasende på os, når vi løb og op ned af skrænterne. Med god grund, faktisk, for vi ødelagde jo de skrænter. Og vores ankler. Vi tog utallige styrt. Gruppen udmærkede sig også ved en evig prøven på at sætte den aktuelle førerhund ved at skifte retning længere nede i gruppen. Og mest af alt gjaldt det om at komme først. Først til vandposten, først til stenen, hvor stien deler sig, først til tømmerpladsen, først til Varna og først til Marselishallen. Det skal jo gå galt, og det gjorde det rigtig tit. Derfor skred mange også fra gruppen. Fordi nok løb vi hurtigt og trænede hårdt, men skadesfrekvensen var pænt høj, og folk med fornuften i behold, syntes, vi var for vilde.

Men hold nu op, hvor havde vi det sjovt. Og jeg savner de åndssvagt vilde ture. Jeg savner bakker og knolde. Og tempo.

Men jeg er grebet af fornuft. Hvis jeg hvisker rigtig stille, så karma-koordinatoren ikke hører det, kan jeg fortælle, at det går bedre med min hæl. Jeg løber, nej jeg lunter 20 minutter hver anden dag. Troede I, jeg var god til at løbe langsomt? Ha, så skulle I se mig nu. Jeg går 5-10 minutter for at varme foden godt op, løber 20 minutter og går hjem. Man kunne vel egentlig kalde det jogging, tænker jeg. Hold nu kæft, hvor er det kedeligt, og hvor jeg savner et klubliv, hvor man altid kunne finde nogen at lunte sammen med. I næste uge kan jeg måske glæde mig til at løbe 25 minutter ad gangen. Langsomt.

Tålmodigt laver jeg mine øvelser for at træne den forstyrrede muskel morgen og aften. Og jeg strækker og vrider min fod i sære retninger.

Til gengæld tramper jeg i pedalerne. Frem og tilbage hver dag, så jeg runder 90-100 km om dagen, hvor pulsen kommer op ved alle bakkerne på Kongevejen, Frederiksberg-udfordringerne og reglen om modvind. Og heldigvis har jeg mit vand, har jeg. Med kajakken og svømning og almindelig god stemning.

by - 1 kommentar

Og så en løbestatus

Jeg har tumlet med en sur hæl siden jul. Og jeg har løbet i så mange år, at jeg kender temmelig mange tricks. Som jeg selvfølgelig har prøvet af et efter et. Uden den store succesfornemmelse. Hælen er fortsat sur. Derfor brugte jeg noget ferietid på at besøge min læge, brække to tæer, holde fuldstændig løbepause, røntgen og ultralydsundersøgelse af hæl – og endelig et besøg hos en kompetent fysioterapeut. Jeg var heldig at få mig fedtet ind her i Brian Dåsbjergs kyndige hænder. Han viste sig virkelig, virkelig at være en mand efter mit hjerte.

Og hvad er der så galt med den sure hæl? Tjoe, et mix af forskellige gamle skader og en tur på høje hæle i Lissabons toppede gader, formentlig. Brian forklarede, at ankelvrid af en eller anden grund gør perinæusmusklen svag i lang tid. Den muskel går i ydersiden af læggen og hæfter med sine sener på ydersiden af hælen. Jeg har ikke gjort noget forkert, når jeg efter vrid og forstuvninger tapede anklen og løb videre. Det har været fint, men de mange forstuvninger har gennem tiden svækket musklen. Som så måske fik en slags dødsstød af min forfængelighed i julen med de høje hæle i Lissabon. Pyt lidt med det, for det her kan jeg gøre noget ved.

Jeg fik akupunktur for at løsne musklen og en let massage. Og så har jeg fået en plan. Musklen skal trænes og styrkes med øvelser to gange om dagen. Fra weekenden må jeg laaaaangsomt begynde at lunte 15-20 minutter hver anden dag. Og med tryk på både langsomt og lunte.

Gør dig selv en tjeneste og tag cyklen til et sted, der er dejligt at løbe, sagde Brian. Det skal være jævnt og fladt underlag, og pulsen skal ikke op. Fis hjem og hop i vandet eller tag en hurtig tur på cyklen, når du har brug for at knokle igennem. Og så kan man endnu engang glæde sig over at bo i Sydhavnen med vand udenfor døren, med flade Amager Fælled på den anden side af det vand og med 45 km på arbejde.

Mine ture skal være ensartede. Jeg må trappe ganske, ganske langsomt op, men ens for alle turene. Altså ikke noget med lange weekendture. Ingen bakker. Overhovedet.

Jeg mailer en status til ham om en uge, og så vil han fortsat sparre mig igennem. Men kun se mig, hvis der er noget, han kan løse på briksen. Jeg elsker sådan nogen løsninger, hvor jeg selv bliver direktør for problemløsningen. Også selvom det bliver langvarigt.

by - 2 kommentarer

Feriestatus

Startede sidste feriemorgen med en svømmetur rundt om hele to blokke. Og helt ud i havnebassinnet, hvor bølgerne fra havnebussen et par øjeblikke gjorde mit liv lidt mere spændende. Men vi kom overens, bølgerne og jeg. Og jeg fortsatte ind i de stille kanaler gennem mit morgenstille nabolag.  Brandmændene har endnu ikke holdt deres august-indmarch, og alt ånder fred.

Jeg har sjældent holdt fire ugers ferie uden at fjerne mig betragteligt fra de hjemlige breddegrader. Men når jeg nu har bosat mig midt i legeland, er det en fest med hjemmeferie. En helt overordnet status på ferien er, at jeg virkelig, virkelig, virkelig har fået den pause, jeg havde brug for. Og fire uger er en pause, der kan mærkes. Der er fred langt ind i sjælen. Jeg har forsigtigt åbnet min arbejdsmail. Som til min store overraskelse også har holdt pause. Eller måske bare har lukket for indgangsdøren? Der ligger forbavsende få mails og venter. Og jeg har indrettet mig med en sidste feriedag en mandag, hvor jeg langsomt kan pejle mig ind på noget arbejdsliv igen. For ikke at belaste min pausevante organisme for meget, har jeg så også streget fredagen, hvor jeg drager til Jylland til det årlige familietræf.

Et af projekterne i ferien var at få mere rutine med havkajakken. Når nu jeg har alt det vand udenfor døren. Det har været en ubetinget succes. Kajakkurset og ø-turen i det sydfynske var fantastisk. Vejret gik totalamok hele ugen. Og jeg vil tro, at jeg var den eneste dansker, der kunne juble over det. Jamen sikke en chance! Tænk at træne bølger og møgvejr med en gruppe omkring mig og en skidegod instruktør til at redde min røv. Hvis noget skulle gå galt. Og det gjorde det jo ikke.

Jeg har set Lolland. Det behøver jeg så ikke at gøre så meget mere ved. Så ved jeg det.

Skriveprojektet er slet ikke gået, som jeg havde planlagt. Det gør sådan noget sjældent. Det rystede mig, at alle mine gamle skriverier og dagbøger fra sygdomstiden kunne sparke mig mentalt til hjørne. Som en tudemarie måtte jeg bøje nakken og kaste håndklædet. Og i stedet holde pause i vandet omkring de sydfynske øer. Sådan var det så bare, og jeg greb igen tastaturet efter en uge på vandet. Jeg arbejdede godt og havde timelange snakke med en god ven, der langsomt satte sit præg og ændrede processen. Til noget helt andet. Og jeg var bare glad for at have skrevet hele to specialer, fordi jeg så har prøvet at være i skriveprocesser, der ændrer sig. Status? Jeg er alligevel nået et stykke. På en helt anden måde, end jeg planlagde. Der er langt igen. Men jeg har en plan. Og snupper et par uger engang i efteråret.

Mine ferier bliver ofte brugt på at løbe solen sort. På lange tidlige morgenture, hvor jeg oplever naturen omkring mig. I år har der været pause fra løbeskoene. Det har ikke gjort noget godt for min hæl, men mine brækkede tæer er ved at være helede. Og nu har jeg sammen med min fysioterapeut lagt en plan. Jeg er fortrøstningsfuld.

Og er jeg så klar til at springe ud som arbejdsbi? Tjae, jeg kunne uden problemer nappe et par uger mere. På den anden side, glæder jeg mig til at være sammen med mine kolleger. Og jeg glæder mig til at samle op på alle de projekter, der blev pakket i feriekassen for en måned siden. En lille del af mig, står og hopper utålmodigt op og ned. Fordi vi skal videre. Vi skal se, hvad det hele kan udvikle sig til. Så ja, okay, jeg er klar. Det er DSB ikke, så jeg står tidligt op og snupper cyklen til Hillerød i morgen.

by - 1 kommentar

I’ll come bouncing back

Jeg har besluttet mig for at være fornuftig. Jeg havde leget lidt med tanken om at skide den hæl en lang march og måske trippe en lille bitte tur i løbeskoene på Amager Fælled i næste uge. Hvis altså tæerne fortsætter med at gro godt sammen. Men så var jeg i byen og få hælen både røntgenfotograferet og ultralydsscannet i dag.

Og – hej, hej, dumme lægedame – jeg er overhovedet ikke slidt. Der er ikke noget brud i hælen (hurra for det), ingenting i akillessenen (to gange hurra), men inflammation der, hvor senen hæfter på ydersiden af hælen. Jeg er simpelthen så skidegod til at stille diagnoser på mig selv, hva’beha’r? Det er altså ikke noget alvorligt, og ikke noget, der ikke kan gå over.

Derfor bliver jeg nu fornuftig. Jeg æder de piller, lægedamen har givet mig, og tager til fysioterapeut på mandag. Og holder løbepause mindst et par uger endnu. Og så skal I bare se mig komme igen. Jamen sådan er vi bare i min familie. Vi kommer bouncing back, når nogen slår os af hesten.

Og, lægedame, mine sener er både gode og kraftige, så det kommer til at vare nogen tid, før jeg læner mig tilbage som nedslidt. Bare så du ved det.

by - 5 kommentarer

Livet i vandkanten

Når nu alting er, som det er, er jeg ret heldigt stillet. Jeg har jo løbet i 4788 år, og har selvfølgelig haft langvarige skader før. Brud eller sammensyede flænger, fx. Fordi jeg jo aldrig været sådan en, der har holdt mig tilbage. Set i et større perspektiv er nogle måneders løbepause inderligt ligegyldigt. Jeg savner det. Vildt og voldsomt. Men i det store regnestykke er det ligemeget. Jeg har været her før, og jeg kommer til at løbe igen.

Engang var jeg låst af et brud på skinnebenet i flere måneder. Dengang trænede jeg i vand sammen med alle de andre nedbrudte atleter i Århus 1900, og det havde sin egen form for hygge at mødes hver morgen i svømmehallen og lave åndede vandbevægelser sammen. For løb i vand ser ualmindeligt åndssvagt ud. Og føles ligeså åndssvagt. Men det er fantastisk træning, når man ikke må belaste, for pulsen kommer helt op i det røde felt i lang tid.

Men nu er jeg uden klub. Og lidelsesfæller. Og er ikke rigtigt tiltrukket af svømmehals-ideen. Og WUUUHUUU – det behøver jeg heller ikke. For jeg har mit helt eget vand lige udenfor døren. Og jeg springer mere og mere ud som vandmenneske. En tur rundt om blokken her – foregår i vand og rækker vel 4-500 meter. Nej, ikke løb i vand, men god gammeldags svømning. En helt okay erstatning for min morgenløbetur. Jeg er så småt ved at udvide repertoiret og træne min elendige crawlteknik. Der er noget særligt ved bare at kunne svømme uden begrænsning af banelængder. Derfor ser min stuedør sådan ud det meste af tiden.

Jeg elsker at kunne sende en sms til folk, der kommer på besøg og minde dem om at huske badetøjet. Enhver gæst forvandler sig på få minutter til dedikeret vandhund. Hold kæft, hvor er det i orden at betale lidt ekstra for det her vandliv.

Sidste år lånte min gode ven, Henning, sin havkajak til mig. Den er i ferietiden flyttet ud på ponton’en. Og det tager tre splitsekunder at beslutte en tur og komme afsted.

Jeg elsker, når min svigersøn efter en svømmetur udbryder ren begejstring. Jeg elsker når Morten og hans Nina springer i vandet og tager en omgang around the block sammen med mig. Og Morten lader badebukserne hænge. Fordi han jo lige kan komme forbi til frokost og tage en tur mere.

Og når jeg savner andre fuglelyde end snadrende ænder, kan jeg tage raceren eller mountainbiken ud over Amager eller sydover langs kysten.

Og så glæder jeg mig til at komme tilbage i løbeskoene. For i mellemtiden er min familie trukket i så mange løbesko, at vi faktisk kunne have stillet vores helt eget DHL hold.

 

 

 

by - 8 kommentarer

Advarsel: surt opstød i farvandet

Jeg vil gerne bytte fødder og hænder. Jeg har virkelig fået nok af dem. De topper selvfølgelig også med både brækkede tæer og dårlig hæl lige nu. Og jeg er virkelig ikke god til at blive begrænset i mine fysiske udfoldelser. Jeg bliver olm og uvenlig. Og selvom jeg elsker at cykle for fuld udblæsning tre timer i solskin. Eller padle rundt i vandet omkring mit hjem. Så.er.det.bare.ikke.løb.

Kunne vi ikke lave en aftale? Når nu jeg næsten uden at brokke mig lever med sovende fødder og fingre. Som hele tiden har den irriterende prikken under fodsålerne og i fingerspidserne. Og når jeg næsten uden at brokke mig eksisterer fredeligt med ild under fødderne. Og med hænder der bare kort og godt gør ondt. Altid. Kunne du så ikke ondulere den hæl? Så vil jeg undlade flere ninjaspark mod teltpløkke.

Tæerne heler planmæssigt, og jeg kan nu skifte plasterforbindingen uden at hyle. Min hæl, derimod, bliver ikke bedre. Den blev en overgang overdøvet af de to miserable tæer, men nu er den tilbage for fuld kraft. Og det forstærker bare alle de sædvanlige irritationsmomenter ved hænderne og fødderne, som der ikke kan gøres andet ved end at leve med dem. Det er gamle nerveskader fra kemoterapien. En del af prisen for at være her i dag. Og det er for det meste en helt fair pris. Det gør heller ikke lige ondt hele tiden. Det er værst om morgenen, og hænderne hyler og vræler den første halve eller hele time af en cykeltur eller rotur. Men så stilner det lidt af. De underholder mig også med gode og dårlige dage, som jeg ikke har knækket koden på. Eller måske skulle jeg kalde det dårlige og endnu dårligere dage. Men så finder jeg aldrig nogen, der vil bytte.

Det er ikke verdens kønneste fødder. Lidt for brede, lidt for små og lidt for høje. Men de har tjent mig godt. Det meste af tiden, og de står fast i underlaget på en meget jysk måde. Vil du bytte? Bare en uge? Vi trænger virkelig til lidt tid uden hinanden.


by - 5 kommentarer

Gammel? Hvem, mig?

I dag gik jeg endelig til min læge. Efter at have humpet rundt på sur hæl i et halvt år. Og det blev hun ikke populær på, lægen.

Du er slidt, sagde hun. Fandme. There, I said it, sagde hun, du har løbet så længe og så meget, at du er slidt. Og så er du altså ikke helt så ung, som du var engang.

Nå, nej, men, øh, wthf…..,sagde jeg. Jeg bliver sgu da ikke slidt og går i stykker. Mig? Vel? Aj!

Aj, okay, sagde hun. Det kan godt være, at det er et brud. Eller inflammerede senetilhæftninger. Men du bliver ikke yngre.

Hrrmf. Er vist det mest dækkende udtryk.

Så med en formaning om ti dage på Ibubrufen, minus (særlig meget) løb, en henvisning til røntgen og ultralyd samt en henvisning til fysioterapeut trissede jeg tilbage til regnen. Med en følelse af at jeg ikke bliver yngre.

Men – hey – jeg er ikke slået endnu.

by - 2 kommentarer

…og så er det jo godt, at man har andre talenter…..

Når nu hysterisk fornærmet hæl skaber sig over den opsang, den fik forleden. Med mindre det giver fuldstændig god mening, skal man aldrig kun satse på én hest.

Der for elsker jeg stort på min blå cykel. Og når nu DSB har travlt med at reparere på togbroerne i ferietiden, kan jeg jo cykle hele vejen frem og tilbage til Hillerød. Det klarer både træningen og tankerne og husker mig på nydningen langs landevejene, mens det er sommer. Og når bare jeg husker solbrillerne, kan jeg også se for høfeberen.

Og derfor glæder jeg mig næsten uhæmmet over ikke at have planlagt løbeferie, men kajakferie. For så kan den sure hæl sidde i bunden af båden og gære helt i fred. Mens jeg nyder havet og solen (jo, jeg gør) og himlen. Og får et jublende gensyn med det sydfynske øhav, når vi ror fra ø til ø med telte.

For jeg er så skidetræt af at slås med den hæl. Jeg tror godt, jeg ved, hvad der stikker den. Og det går jo nok over på et tidspunkt. Men tænk nu, hvis jeg kunne bruge min sommer på at sidde i Sydhavnen og ulme over manglende løbeture?

by - 0 comments

Opsang til en sur hæl

Endnu en søndag vågnede jeg op og var ond i sulet på min venstre hæl. Min hæl forstår mig ikke. Eller jeg forstår ikke min hæl. Jeg er sur på den, og den er sur på mig. Og det er noget virkelig rod at føre sådan en intern krig mod noget af sig selv. Hælen har fået særbehandling ud over al rimelighed, og den optræder som et fornærmet og forkælet enebarn.

Hold op nu! Du har en makker for enden af det højre ben, som fungerer upåklageligt. Som ikke har dine humørsvingninger. Som er stabil og vedholdende arbejdskraft. Tal lidt med den ved lejlighed. Jeg har aldrig gjort forskel på jer.

Tag nu og beslut dig for, om du skal være ond eller god? Om det er skidt eller godt med løbeture på fælleden? Om du bliver glad af en praktisk og ucharmerende løbesko, eller om det går an med en lille hæl? Så gør da ondt og opfør dig som en langtidsskadet hæl. Lad være med at narre mig til at tro på dig. Når du alligevel dagen efter er sur igen.

I dag var det nok. Ikke på vilkår om jeg satte min fod i et par løbesko. Faktisk har jeg brugt ugen til en slags hvileuge, hvor hysterisk hæl kunne knytte sylten og glemme at spille kostbar. 2-3 småture er det blevet til.

Alligevel – eller måske derfor – hylede hælen hele morgenen. Glem det, hvæsede jeg. Og stod stille og roligt op sammen med Alma, som var morgensulten. Glem det, hvæsede jeg igen, da min veninde sms’ede, at hun blev lidt forsinket til vores brunchaftale. Og hælen selv glemte det, mens vi sad i timer over god mad i solen på Islands Brygge.

Og den blev sparket til hjørne, da vi fortsatte til Halmtorvet for at drikke øl med en anden veninde, der havde noget at fejre.

Ha, så kan du lære det, dumme hæl. Jeg kan nemlig sagtens have den bedste søndag helt uden at skændes med dig. Og i morgen får du en lang næse igen. For jeg har nemlig tænkt mig at cykle både til og fra arbejde. Og så kan du have det lige så fornærmet, du lyster. Jeg cykler nemlig fint med en sur hæl.