Hvis du alligevel bare skal hænge ud omkring middagsbordet, som du plejer i aften, så gør noget anderledes. Kom en tur ud på Amager Fælled og løb en tur på fem eller ti kilometer. Tag kontanter med til løbsnummeret, det gode humør, vennerne og veninderne og resten af familien. Det bliver sjovt! Og solen skinner!
Læs mere her. Ses vi?
Verden møder mig mildt og venligt for tiden. Og så hilser jeg den mildt og venligt tilbage. Sådan er jeg jo. Ret let, når det kommer til stykket. Eller er det bare mig, der er venligt stemt og bliver mødt af verden? Svært at sige. Hvad kom først? Hønen eller ægget? Det er bare sådan, at venlighed avler venlighed åbenbart. Jeg har sådan nogle dage, hvor alle trækker i det store smil, når de ser mig. Også ukendte folk i det fyldte s-tog eller modkørende cyklister. Måske synes de bare, jeg ligner en klovn, men det ved jeg jo heldigvis ikke.
Min sure hæl ser omsider ud til at blive mig bedre stemt. Den gør faktisk ikke så ondt, og jeg har løbet flere ture uden jammer. Jeg har også sat den på benhård kur. Ingen høje hæle, og de ondeste øvelser flere gange om dagen. Ja faktisk ser man mig gå omkring i bylivet i løbesko. Det afstedkommer kække kommentarer på kontorgangen, men jeg tager det med løftet pande og vender tilbage i stilletterne, når tid er. Løbeskoene er blevet udvidet med et hælindlæg, som løfter hælen lidt, og de bliver specialsnøret, så hælen ikke kan flytte på sig. Overhovedet. Men det er der ingen, der kan se. Jeg tror, det er tilhæftningen akillessenen på ydersiden af hælen, som er blevet fornærmet i løbet af vinteren. Det er vist omtrendt også den eneste skade, jeg aldrig har haft. Og når jeg, som i går, kan løbe min meget yngre kollega rigtig træt i skoven, bliver jeg jo barnligt glad. Som altid.
Trods de hånlige tilråb om min lyserøde Frederiksberg cykel er jeg tilfreds med den. Den lyserøde farve kaster triumfen over overhalinger af indestængte mænd i vejret. Og det er næsten en fornøjelse at smide indkøb i cykelkurven. Min blå kærestecykel er dog stadig den foretrukne. Ja, jeg ved godt,at jeg har et sygt forhold til den cykel. Men den er det nærmeste, jeg kommer på en mand i mit liv lige nu. Jeg kommer aldrig til at elske konecyklen på samme måde, og det er en næsten daglig fryd at ræse hjem fra Hillerød.
Der er grøde på projektfronten. De lykkes. Dem med pengene synes om dem. De får liv, projekterne, og bliver sat i søen som virkeligheder. Og jeg går bare rundt og er glad. Og lidt overrasket. Og tror på, at det hele gør noget godt for vores sundhedsvæsen.
Og når varslede skybrud smutter udenom Sydhavnen, bliver jeg næsten helt rundtosset af god karma. I sær når aflyste skybrud kombineres med fornemt besøg af en gummiklædt lille mumitrold på plastikscooter. Som insisterer på udeleg uanset vejr og lader de voksne trække i paraplyer, mens regnen siler stille over sandkassen.
Jeg gider ikke blogge idag. Jeg holder lørdagslukket og bruger dagen på at kramme lidt på nogen venner, der har brug for kram. Og på venner der bare skal have mad og selskab. Jeg har passet både min seng og min lørdagsavis. Og jeg har suset rundt på Amager Fælled i løbesko, mens radioen blev ved med at tale store ord om regn og skybrud. Her skinnende solen jo bare.
Så den her går til alle jer, der tror det er synd for os, der bor i København. Som tror, at her ikke er andet end trafik og lyskryds og stenbro. Jeg tog telefonen med på tur, og godt for det, for pludselig uden grund eksploderede min lille verden i høfeber. Så kunne jeg passende standse op og tage billeder, når nysene overmandede mig.
Mine damer og herrer, må jeg præsentere Amager Fælled, et kvarter på cykel fra Rådhuspladsen i København.
Jeg har igen forladt det jyske. Med en følelse af, at jeg kommer der for lidt. Det er godt at besøge gammelkendte steder. Og det er godt at få bjørnekram af gammelkendte mennesker. Hvordan finder jeg balancen i at pleje det gamle, holde rytmen i dagligdagen og lade nysgerrigheden blomstre? Når man nu er sådan en, som vil det hele? Og når jeg ikke længere er den, jeg var engang.
Der er noget trygt og rart ved at vågne i min venindes gæsteseng på Skelagervej i Skejby. For langsomt at trække løbetøjet over min søvnige krop og vælte ud af døren med retning mod noget, der engang var bar mark. Nu er det nyskov. Da jeg løb der første gang, gik de spæde træer mig ikke til knæet. Nu danner de tag over stierne. Der bliver bygget og dannet nye stisystemer rundt om den lille nye skov, så jeg mister orienteringen. Det er godt og rart at komme svedende tilbage til et veldækket morgenbord og dampende te. Snuppe sit morgenbad og sludre længe over ostemadder.
Når jeg bevæger mig til midtbyen, mens det største halvmaraton er ved at slutte, og de sidste løbere kommer trætte i mål, svøber jeg mig i mit gamle klubliv. Og inkasserer bjørnekram og kys og glade smil. Og når min gamle løbebuddy nærmest løfter mig fra jorden, i jubel over at have brudt en tidsgrænse og løbet hurtigere end en time og atten minutter, får jeg bare lyst til at komme til træning på onsdag. Selvom ingenting er, som det var engang.
Det gør mig bare glad at have haft det.
Mens den nye skov langsomt bliver voksen i det nordlige Århus.
Man kan sige meget om vejret for tiden. Og det gør de fleste. Men denne lørdag morgen i Mols Bjerge var betagende smuk. I den times tid mon løbetur varede. Derefter lignede det igen efterår.
Jeg elsker at løbe i Mols Bjerge, og selv om vi havde snakket og drukket vin til sent, mine forældre og jeg, vred jeg mig ud fra dynen og skruede mig ned i løbeskoene allerede klokken syv. Mols Bjerge er et af min barndoms landskaber. Her har jeg gået utallige ture, redet rundt på hest, cyklet og løbet gennem hele mit liv. Jeg har ikke helt fattet, at det nu er blevet nationalpark. Eller hvad det betyder. Ud over at der nu bliver passet på det. Jeg ved bare, at jeg SKAL derover, når jeg er i mine forældres sommerhus.
Der driver af minder af mest den gode slags. Mig selv seks år i fuldt firspring ned ad lange bakker. Mig selv med kæreste i hånd, mens vi henåndede over smukheden omkring os. Alle mine unger med jubelhyl. Hele familien koncentreret om kantareller i skovbunden på det hemmelige sted. På hesteryg i sprøde morgentimer. Vandreture med hemmelige overnatninger på hemmelige steder.
Og som i går, smukke stille morgener med klar luft og blå himmel i løbesko og bare arme. Med sådan en morgen kan verden bare komme an resten af dagen.
Mine sidste 24 timer blev reddet af hele to mænd. De ved det ikke, og jeg sender en ordentlig skude undskyldninger afsted. Fordi jeg er så barnlig. Jeg ødelagde nemlig deres dag.
I går mandede vejret sig gevaldigt op hen på eftermiddagen, og jeg sender en halv tak. For vinden var rent faktisk vendt. Og der var ikke meget af den. Thumbs up for det. Ellers kunne jeg godt ønske mig de hede dage tilbage. For dem stortrives jeg bare i. Men jeg sadlede cyklen og besluttede mig for at tage nogle ekstra kilometer. Resten af ugen bliver nemlig med bus. Bare noget logistik.
Derfor slog en stor bue rundt om København, før jeg tunede ind i Husum. Hvor en indædt mand måtte se mig passere. Derefter lavede han Frederiksberg-tricket hele vejen til Valby. Kørte frem i lyskrydset, fræsede ind foran mig og blokerede. Ikke så snart var lyset blevet grønt, før hans små ben trampede det bedste, de kunne. Frem over krydset. Foran mig. Det var bare ikke hurtigt nok. Jeg kunne så let som ingenting sejle forbi ham. Desværre for os begge havde vi rød bølge, så han hentede mig ved hvert kryds. Tiltagende rød i hovedet, svedende og med hvæsede åndedræt.
Jeg kunne sagtens have forbarmet mig. Have fortrængt min indre vinderdæmon og ladet ham smutte. Eller kørt en anden vej. Problemet var bare, at jeg havde en fest. Lidt som når katten leger med musen. Fuck, hvor har han været nederen at få hjem til aftensmad.
Men jeg sejlede det sidste stykke til Sydhavnen med et smørret smil tværet ud over hele krydderen.
I morges driblede jeg møgtidligt over vandet til Amager Fælled og løb morgentur kl 6.30. Fed morgen med en slags solskin. Hælen optrådte næsten eksemplarisk, og jeg nød min tur. Pludselig hørte jeg løbeskridt bag mig. Lidt efter hørte jeg heftige mandeåndedræt. Han havde det hårdt, kunne jeg høre. Og så for samme kattedjævel i mig som i går. Jeg havde det nemlig på ingen måde hårdt, og jeg rykkede elegant fra ham i samme øjeblik, han nåede mig.
Man kan høre det på sukket. Den lede følelse af at blive sat af en hestehale. Og mig? Jeg boblede glad og let afsted en time over fælleden og hilste på rådyr, fasaner og harer. Og svaneunger i havnen.
Undskyld begge to. Men i løbesko sker det så sjældent. Jeg må udnytte sådan et øjeblik. Jeg håber, I alligevel har nydt dagen.
I de sidste måneder har min venstre hæl råbt temmelig meget og blandet sig i mine dispositioner. Jeg kan faktisk ikke engang huske, hvor længe, den har blandet sig. Men længe. Måske begyndte den at pippe, da vi var i Lissabon i julen? Hvor jeg i min umådelige dumhed kun havde medbragt høje hæle. Og løbesko, klart. Eller var det i løbet af januar, mens jeg traskede rundt i et par totalt udtrådte vinterstøvler? Ved det ikke. Ved bare at det er længe.
Nu lysner det. I denne uge har jeg løbet tre ture uden indblanding fra hælen. Ikke tre dage i træk. I dag bed den f.eks. pænt fra sig, mens min løbetur over Amager Fælled i går var en sand fornøjelse. Det går kort sagt på sin helt egen måde fremad.
Hvad jeg har gjort? Tæt på ingenting. Jeg opdagede hurtigt, at pauser ikke gjorde nogen forskel. Så kunne jeg lige så godt løbe videre. Bare jeg holdt mig omkring en times tid, gik det okay. Bed tænderne sammen og løb. Dem der har kendt mig længe, ved at lidt smerter ikke skal komme i vejen for en løbetur.
Jeg gjorde noget, jeg aldrig har troet på. Masserede Felden creme ind på det ømme sted. Jeg tror stadig ikke på, atvdet er cremen, der virker. Den kan umuligt trænge helt ind i senen gennem huden. Men massagen virker.
Jeg opdagede på et tidspunkt, at det blev meget værre af at løbe op ad bakke. Fordi senen blev strakt for voldsomt. Jeg løber nemlig allermest på forfoden, når jeg løber opad. Derfor koncentrerede jeg mig om at få hælen i jorden. Og nu kommer forfodsjuntaen sikkert efter mig. For de uindviede, er forfodsjuntaen tilhængerne af den trend, der har hersket i de moderne løbekredse de sidste par år. Som en slags modtrend mod min ungdoms trend, som gik ud på hællanding under løb. Af de samme grunde, som man nu skal lande på forfoden. Og helst i bare tæer.
Til forfodsjuntaen kan jeg kun sige, at jeg hele mit liv har landet på forfoden eller midtfoden. Også dengang man ikke måtte. Og at jeg har løbet i de flade sko, jeg skal løbe i. Jeg elsker mine Nike Structure og synes stadig, at de er Guds gave til mennesket. Jeg kan også kun sige, at det har virket at forsøge at få hælen mere i underlaget. Min hæl gør meget mindre ondt. Måske bliver den aldrig helt god igen. Men den bliver bedre, og de fleste dage er det igen en nydelse at løbe.
Jeg havde en illusion om en lang og rolig formiddag. Med masser af tid til sidste indkøb, bloggeri, emails og kaffe. I stedet tog jeg på opdagelse efter noget graffiti, jeg havde stillet Amaroamar i udsigt. Det blev en spændende tur i toget til byens latinokvarter, hvor jeg nemt kunne have fortabt mig i timer. Det gjorde jeg så også næsten. Og måtte heppe toget i fart tilbage i tide til min airport shuttle. Derfor ingen sidste indkøb og sikkert en lettet bankmand i Danmark.
Jeg nåede de sidste nærdødsoplevelser på mine stambakker. Og havde den udsøgte fornøjelse at støde på en dansk fyr halvvejs hjemme. Som var lige så halvdød som mig.
Juhuu Amager, here I come. Og I får de billeder, jeg nåede at klipse med fonen.
Jeg vågnede op til en næsten barsk virkelighed. Jeg har levet helt beskyttet mod bakker. Hjemme vælter jeg over på Amager Fælled, hvor Mount Anna fra nu må betegnes som en lille bunke sand. I den sidste uge har jeg fornøjet mig med at løbe langs Embarcadero fra hotellet til parken i den anden ende og tilbage. Fladt og nydeligt med underholdning fra vandsiden i form af søløver og mennesker i alle afskygninger. Jeg snørede derfor fornøjet løbeskoene tidligt i går morges og tøffede ud af døren. For ikke at gøre morgenen mere spændende end nødvendigt, skruede jeg retningen mod mit tidligere hood ved vandet. Og ikke mod Tenderloin, min nye nabo, som måske ikke ville tage imod mig med smil og åbne arme. Jeg lider ikke af paranoia, men der er heller ingen grund til at udfordre skæbnen unødigt, jo.
Noget i min tågede retningssans sagde ned mod vandet. Og aldrig har jeg taget mere fejl. Det gik opad. Lodret nærmest. Og jeg blev meget hurtigt meget taknemmelig for hvert eneste lyskryds, som kunne få pulsen i nærheden af noget normalområde igen. Endelig øjnede jeg toppen og satte en dræbende slutspurt ind. Jeg blev belønnet med massiv kvalme og den smukkeste udsigt over byen og et glinsende hav. Himlen var knaldblå, og solen skinnede muntert. Og så trillede jeg hele vejen ned på den anden side. Med en pludselig erkendelse af, at bjergbestigningen lige om lidt ville gentage sig. Endnu engang kravlede vejen lodret op i den blå himmel. Jeg klamrede mig til lygtepælene ved hvert eneste lyskryds og måtte indkassere et massivt nederlag på den sidste vilde stigning. Jeg kravlede det sidste stykke, og blev endnu engang belønnet med udsigt i verdensklasse. HA, tænkte jeg og løb let og luftigt det sidste stykke vej mod havnefronten. Her løb jeg en æresrunde i parken, inden jeg atter vendte næsen mod centrum. Og med gru erkendte, at alle de lette nedløb nu gik den anden vej. Jeg stred mig som en frådende og svedspruttende ork mod toppen af først den ene bjergtop og til sidst den anden, som seriøst var tæt på at aflive mig, da jeg med en halvt bevidstløs ud af kroppen oplevelse kastede mig over lygtepælen.
Nu ved jeg, hvad sand bakketræning er. Og så på asfalt. Og jeg må æde endnu en amerikanerfordom. Hver eneste bil på min vej holdt tilbage for mig. Måske fordi de inderst inde var bange for at skulle berøre et døende kvindemenneske og risikere sagsanlæg for aflivning. Men de smilede. Tror jeg.
San Francisco åbnede sine arme og tog imod mig med et varmt kram og et smækkys. Jeg slap ud af lufthavnen og sikkerhedstjekkene hen på eftermiddagen. Hvor jeg godt kunne mærke, at kroppen havde det mere som hen på natten. Den kunne jo ikke vide bedre. Men omkring mig skinnede solen fra en skyfri himmel, og temperaturen sagde omkring 27 grader. Jeg irettesatte kroppen mildt, men bestemt, – ikke noget med at sove nu. Og begav mig som en slags zombie ud i San Franciscos Marina Area.
Jeg måtte holde den igang, kroppen, og vandrede fascineret afsted. På opdagelse blandt en sand smeltedigel af farverige mennesker, der myldrede ind og ud mellem hinanden. I løbesko, på cykel, på segways, på gåben, i klapvogne, på skateboards og kørestole. Jeg er virkelig dårlig til det der jetlag. Lige så dårlig som jeg engang var til nattevagter. Og jeg ved, at der venter mig en uge eller to, når jeg kommer hjem, hvor jeg er mærkelig. Men pyt. Nu skal jeg bare have første bølge jetlag til at lægge sig, mens jeg er her. Jeg gik i to timer og fik en på opleveren, mens solen spejlede sig i vandet. Til sidst var jeg ikke bare træt. Jeg var uegnet til alt. Derfor kastede jeg mig ind på en tilfældig restaurant nær hotellet og bestilte en tun sandwich og et glas vin. Og fik begge dele tilsat en ordentlig portion dybfølt venlighed. Sådan føles det at være her,man bliver venlig. Fordi man heletidenmødes venligt. Selv mødre med klapvogne lyser op i store smil,når de manøvrerer for tæt på, og siger undskyld. Hører I det, Frederiksberg-mødre?
Vinen gjorde, hvad den skulle og slog mig bevidstløs det meste af natten, så jeg alligevel var klar til en morgenløbetur langs havnefronten. Og igen blev jeg slået af venlighed. På en tur, der af omfang kunne minde om københavnersøerne, fik jeg smil og tilråb, som sagtens kunne være sparet væk af et rationeringsudvalg. En pige og jeg blev ved med at skiftes til at trække. Vi overhalede og faldt tilbage og overhalede igen. Og vinkede glade til hinanden, da vores veje skiltes. Man bliver simpelthen venlig af at være her. Morgenen var noget mere tåget end aftenen, men var alligevel lun nok til korte ben og arme. Kors hvor jeg bare savner at smide både jakke og lange vintertights langs væk.
Jeg er igen ved at kløjs i bogstaverne. Det der jetlag ligger stadig og udfordrer min stakkede hjerne. Jeg har været på sightseeing i åben turistbus, og imorgen tidlig starter mit kursus. Jeg burde ikke have gået på bar med en engelsk hospitalsdirektør. Men det gjorde jeg. Vi havde det klogt og ærbart, men drak et glas vin for meget. Så nu kaster jeg håndklædet i ringen og kravler under dynen
I får lidt billeder fra morgenens løbetur.
Helles Blog 