Category Archives: Løb

by - 5 kommentarer

Den dejligste morgen

Ja, jeg flasher lidt mere jysk natur og og inviterer med på min morgenløbetur. Mine forældres hus ligger på en bakkeskråning med fantastisk udsigt over Gudenådalen. Og hver gang, jeg er her, løber jeg så mange ture langs den å, som jeg overhovedet kan nå. Hver gang undrer jeg mig i mit stille sind over, at jeg møder meget få mennesker. Sært at have så smukt et område så tæt på byen, som bliver brugt så lidt.

Jeg vågnede til blå himmel og sol over landet, så løbeskoene blev luftet inden morgenmaden. Sådan en morgenstund skal man ikke snyde sig selv for. Så er det nemlig at Karma-Knud kan gøre ting som at sende sorte skyer og påskesne. Og denne søndag emmede af god karma.

Jeg lagde først vejen igennem Fladbro Skov.

Og så satte jeg over Fladbrovej mod ådalen, som var myldrende fuld af morgenliv. Fuglene sang og kvidrede. Ænder og svaner snadrede, og en enkelt Randersborger havde taget morgenmaden med til åbredden. Vi hilste høfligt på hinanden og udvekslede brede morgensmil .

Man kunne dårligt tro, at det var samme å, som i går. Ikke en vindrørte sig. Der var ikke en krusning på vandet. Selv min onde hæl holdt bøtte de første 10-15 minutter. Hvorefter den blev tiet til tavshed.

Solen spillede lystigt på himlen og skabte små diamanter i vandet. Det var stadig isnende koldt, og alligevel var det svært at få de isdækkede overflader til at passe med resten.

Til sidst gik det hjem over golfbanen, som endnu ikke var blevet befolket af mennesker med golfvogne og svingende køller. Hjem til en tiltrængt morgenmad og min mor og far, som heldigvis har kendt mig i mange år. Og ved, at der ikke er grund til bekymring, når der går tættere på 1½ time på sådan en morgen.

Nu sidder jeg bænket i toget mod København og glæder mig stort over, at min mor fortsat stædigt trodser det der hjerte, som lavede ballade sidste år. Og glad griber de vandrestave, jeg gav hende i 80-års fødselsdagsgave og vandrer afsted ud i skoven. Og holder trit med os andre. Det er sejt.

by - 2 kommentarer

Pramdagerstien i påskehumør

Mens København havde trukket nitten i vejrlotteriet, fråsede Jylland i sol denne påskelørdag. Og vi var nogen, der slog os hoverende på lårene over at have krydset bælterne i går. Og nu sad over morgenbordet i Randers. Sådan en lørdagsmorgen kan i mit liv let vare flere timer, og det blev også næsten middag, før jeg fik trukket løbetøjet på, ignoreret en svagt jamrende venstre hæl og listet mig ud af mine forældres hoveddør.

Med retning mod ådalen og Pramdragerstien trodsede jeg noget, der mindede om orkan styrke ti og godtede mig stadig stille over solen, der alligevel varmede lidt igennem sine steder. Ådalen var klædt på til lir. Fuglene var kåde, og alt det grønne stod på spring.

Små tottede vatskyer trillede dovent hen over en blå, blå himmel.

Mens forfrosne fugle skuttede sig, hvor de kunne finde læ.

Og svanerne kæmpede om de udkårnes gunst.

Både ventede på bedre tider.

Og med ét var mørket over mig. De tottede vatskyer forvandlede sig til noget stort, ondt og sort, og sneflager hvirvlede omkring mig. Moralen? Man skal aldrig hovere højlydt over andres ulykke. For så kommer Karma-Knud ud af det blå og vælter om sig med påskesne.

Men vi havde blot hoveret ganske lidt, og vi taler kun om minutters spredte snefnug, før noget massiv blå himmel igen fortrængte det sorte.

Og jeg fortsatte glad og fro min forårstur gennem ådalen.

Rigtig god påske.

by - 0 comments

Forårsfornemmelser

Ovenpå alle de eksotiske rejsefortællinger fra Marokko, er det godt, at Amager stadig er uovervindelig. Og at Sydhavnen er mit yndlingssted på jorden.

Morgenen lokkede tidligt med strålende sol og blå, blå himmel. Jeg vågnede tidligt og trak i løbetøjet. Skiftede hurtigt mening om den kortærmede og trak lange ærmer på. Der var noget ualmindelig krystalklart over hele verden. Luften var frisk og ny, og jeg har aldrig set vandet i havnen så klart. På Amager Fælled var dyrelivet ved at vågne,og to småfornærmede rådyr sprang ud fra buskene. Løbere og hundeluftere hilste venligt. Vandpytterne på fælleden havde frosne overflader, og græsset var dækket af rimfrost. Men solen. Solen varmede på forårsmåden.

Da jeg kom hjem, kylede jeg badetøj og håndklæde i tasken og løb afsted til havnebadet. I det vinteråbne bassin svømmede små fisk, og vandet var stadig bidende koldt. Sikke en forfriskning. Jeg hoppede i to gange og lunede mig lidt i solen. Jamen det gjorde jeg. Det ER faktisk forår.

Og så slentrede jeg forbi Riccos Kaffebar og købte en Cafe Latte med ud i solen. Og var bare helt igennem glad for at være mig lige der i Sydhavnen.

Og nu sidder jeg i sofaen og ser tv lige så forsigtigt. Fordi inde ved siden af, i soveværelset, ligger mit allermindste yndlingsmenneske og sover. Mens hendes far og mor har deres allerførste alene-kæreste-nat i et år.

20120405-221146.jpg

by - 6 kommentarer

Optur

Hold kæft, hvor er det fedt at være hjemme. At mærke, hvordan to ugers totalpause har været guld for sjælen. Og kroppen. Jeg bliver ustyrligt glad over at mærke, at to uger iført klip-klapper og rygsæk ikke forhindrer mig i at løbe en time på fælleden. Eller cykle hjem fra Hillerød på en solskinsfredag.

Og min smertenshæl…. Jeg har været der, hvor jeg mentalt begyndte at tvivle på min fremtid i løbeskoene. I det små at tænke cykler og roning ind på førstepladsen. For ikke at stå der med lammet underkæbe længere end højst nødvendigt. Der skete ikke en skid med den hæl. I Marokko kunne jeg sågar vågne om natten. Fordi den skide hæl gjorde ondt. Jeg ignorerede den arrigt. Og travede videre i mine klip-klapper.

Derfor var jeg temmelig overrasket, da jeg torsdag lagde ud på første løbetur i fjorten dage. Joo, jeg kunne mærke hælen. Men slet ikke på den der infame skærende måde, der overdøver alting. Og trækker glæden ud af løbeturen. Det samme skete fredag. Og lørdag. Og i dag gjorde den slet ikke ondt. Som i overhovedet ikke. Og jeg løb den bedste tur i næsten tre måneder. Jeg blev ganske kåd. Og løb lidt længere end planlagt. Lidt kun. Og der skete ikke noget.

Med jubel i hjertet kom jeg så for sent ud af døren, da jeg skulle mødes med søn og Nina. Som pludselig rykker op i de granvoksnes rækker og skal købe lejlighed. På Amager. Jeg spurtede afsted på cyklen for at se med. Og dele det med dem. De var så glade og stolte med maverne fulde af sommerfugle. Altså de er jo ikke nye kærester, og de har boet sammen længe. Men det er noget særligt at skulle købe sin helt egen fælles bolig for første gang.

Vejret legede sommer, og jeg cyklede videre efter godkendt lejlighed – til mit ramsløgsted. Skovbunden var dækket af ramsløg. Efterhånden har gud og hvermand opdaget, at ramsløg er en dejlig spise. Enhver madblogger med respekt for sig selv skriver løs om den lille plante. Det var derfor med en vis spænding, jeg trampede afsted. Mon der overhovedet ville være noget at plukke? Mon madbloggerne og alle andre havde fundet mit sted? Og rippet det? Men jeg kunne slappe helt af. Der var rigeligt. Jeg plukkede posen fuld af ramsløg og nikkede hyggeligt til de folk, der spadserede forbi. Hjemme i Sydhavnen blev der fyret op under blenderen, og nu har jeg fyldt en ordentlig bunke pesto i fryseren.

Og har fyldt totalt op på energifronten. (Der skal nok komme mere rejseblogning de kommende dage)

by - 0 comments

Når gale katte får revne skind

Jeg har aldrig været et forsigtigt menneske. Heller ikke en forsigtig løber. Jeg tager chancer, løber over evne og har ikke meget tålmodighed. Sådan lever man livet sjovt. Og får nogen tæsk ind imellem. Som man bare må indkassere. Jeg tror på, at min krop sagtens kan ordne småskader og skavanker helt af sig selv. Når den får ro til det. Derfor løber jeg yderst sjældent til læge med løbeskavanker. Jeg gider ikke bruge min tid på det, og jeg vil slet ikke bruge lægens tid på ting, der går over af sig selv. Derfor kaster jeg også kun modvilligt penge efter diverse terapeuter. Jeg hader og afskyr at være i nogen form for behandling.

Men jeg kan da underholde med lidt fra løbehistorien, mens jeg alligevel sidder og giver min krop ro.

I mange år var jeg eneste feminine element i en benhård løbegruppe, Hennings Hårde Hunde. Og inden da var jeg en del af en lille løbetrup, kaldet De Nådesløse. Begge grupper havde en del kamikazeaura omkring sig. Det gjaldt om at løbe hårdt, hurtigt, råddent, langt og vildt. Det gjaldt om at vinde så mange holdkonkurrencer som overhovedet muligt.

De Nådesløse bestod af fire fyre og to kvinder. Mig og Karin, som holdt flere danske mesterskaber i maraton. Fordi de fleste holdkonkurrencer var lettere at vinde i mix-klassen. Vi trænede meget. Virkelig meget. Og løb virkelig mange konkurrencer. Mens jeg levede i vores lille løbekollektiv knoklede jeg på som en gal og åd 100-120 km om ugen. Og løb selvfølgelig alle de konkurrencer, jeg kunne komme i nærheden af. Det gik forrygende, og vi havde det supersjovt. Når vi ikke løb, holdt vi fester. Eller gik i biografen. Eller til koncerter. Eller skiftedes til at humpe rundt med onde ben. Også mig. Efter en lang periode med rigtig mange løb begyndte det at bide lidt i en ankel . Men jeg var midt i en plan om noget DM i halvmaraton og knoklede videre. Selv om det bed mere og mere. Da dagen for det famøse DM oprandt, løb jeg siger og skriver 7 km. Og så standsede jeg ved et væskedepot og jamrede. Og hoppede nærmest på et ben hjem igen. Og var slået helt hjem i noget, der ligner to måneder. Jeg havde simpelthen slidt mit skinneben så meget, at der var kommet stressfraktur. De næste måneder stod på svømmehal og aquarunning sammen med alle de andre skadede mennesker fra vores klub.

Hennings Hårde Hunde startede som en slags udbrydergruppe i Århus 1900. En lille gruppe fyre ville gerne træne og blive hurtigere, fremfor at motionstræne i skoven. De lavede en træningsgruppe med tidskrav til medlemmerne. Og de rekrutterede en gruppe mænd, men ville så gerne have piger med. Det er bare svært, det med piger, når det er storsvedende mænd med dårlig humor, ikke? På en eller anden måde må min humor være lige så skidt. I hvert fald lod jeg mig langsomt indlemme i hundegruppen. Som nok trænede hurtighed, men tilbragte de fleste ture langt fra almindelige skovstier. Vi fræsede rundt i Marselisborg Skov på fuldstændig off road vis. Mange nægtede at løbe med os, fordi risikoen for at falde eller vride var stor. Det er en af de sjoveste perioder i mit løbeliv. Og hundene var mindst lige så nådesløse. I begyndelsen var de galant omsorgsfulde. Ventede når jeg skulle tisse. Advarede mig, når der mudder eller trærødder. Jeg løb fra dem én gang, så var det slut. Og jeg pladrede gennem mudder, faldt på næsen og vred om på fødderne. Og løb videre. Ellers stak de jo af. Vi udviklede stor ekspertice i både akutte og langvarige skader. Eksperimenterede med sportstape og etablerede ind i mellem sygegrupper for de skadede. Jeg blev virkelig ferm til at tape ankler, og vi erfarede, at det bedste for en omvredet fod faktisk var at løbe videre i en fart. Det viste sig at være en effektiv måde at reducere hævelsen. Hjemme gjaldt det selvfølgelig om at behandle med RICE (rest, ice, compression, elevation). Jo hurtigere man fik tapet anklen, jo hurtigere var man løbende igen. Alligevel gik jeg til læge, en gang jeg havde vredet helt om i skoven. Sådan at anklen stod vinkelret på benet. Det gjorde nemlig rigtigt modbydeligt ondt. Og hvad sagde den kloge læge? Jo, han sagde – efter røntgenbilledet: Der er et lille brud på hælbenet. Den sene, du vred om, har simpelthen trukket en knogleflis ud. Så tape nu hælen grundigt op og brug foden, så heler den meget bedre, end hvis du holder den i ro. Og det passede.

by - 7 kommentarer

Fuck running

I dag besluttede jeg mig for at tape min hæl, inden dagens løbetur. Sådan en nærmest intuitiv optapening. Det føltes fint. Jeg satte glad afsted over Amager Fælled. Fin fornemmelse. Ingen smerter. Og så lavede jeg dumheden over alle dumheder. Jeg løb en omvej for at gøre turen lidt længere. Ren optur, ikke? Man skulle tro, jeg var blevet klogere, når jeg er blevet så enormt gammel, som jeg er. Men næ nej. Jeg løb kækt videre. Jeg løb hele vejen til Hvidovre Havn og besøgte min datter og hendes lille familie. Og det skulle jeg aldrig have gjort. Jo, selvfølgelig skulle jeg besøge dem. Jeg skulle bare ikke have løbet derover.

Jeg tror, jeg kyler håndklædet efter et par møgmåneder. Og jeg er rasende. Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg skal stille op, når løb bliver sådan en pestilens. Løb har igennem det meste af mit liv været min måde at suge energi ud af verden og ind i mig. Løb har været en fornøjelse. En måde at komme igennem mørke, våde vintre. En udsøgt fornøjelse i de varme sommermåneder. Og den bedste medicin til at holde min tro følgesvend, astmaen, i ave. Lange løbeture har givet mig meditativ ro og givet overskud til at arbejde alt for mange timer. Til at tage sene universitetsuddannelser. Til at komme igen efter min kræftsygdom.

Løb har kort sagt været en slags livseliksir gennem rigtigt mange år.

Og det pisser mig i den grad af, at løb i de sidste par måneder har været en pestilens. Det har ikke været nogen nydelse. Der er roterende knive i min venstre hæl, når jeg løber. Nogen dage gør den mindre ondt. Men ondt gør den. Og det onde kravler op i anklen og læggen. Jeg har forsøgt at give den en uforbeholden undskyldning for billige løbesko og gamle, dårlige vinterstøvler. Jeg har købt nye og har lagt mine gamle specialindlæg i alt fodtøj. Alligevel driver den hæl stadig gæk med mig. Hvad fanden er egentlig meningen? Der er faktisk ikke nogen ordentlig grund til, at den hæl skulle skabe sig så meget.

Det er en pest at logge ind på Facebook, hvor tre fjerdedele af mine venneopdateringer handler om, hvor langt eller hurtigt nogen har løbet. Eller reklamer for det ene eller det andet løb.

Nåmen, jeg vil bare sige, at jeg er sur og gal og rasende. Jeg er frustreret, fordi jeg er løbet tør for ideer til at gøre noget ved hælen. Og jeg synes ikke, træningscenteret er et værdigt alternativ. Svært, faktisk, at nå noget meditativt der.

Så er det jo bare godt, at der banker to ugers ferie på døren lige om lidt. Hvor jeg kan få min dosis frisk luft på anden vis.

by - 3 kommentarer

Fucking fredag

Jeg burde have anet det. Denne fredag var forbandet fra sin tidlige begyndelse. Eller forstyrret, i hvert fald. Som nogle fredage kan være det. Jeg vågnede forvirret. Smeltet ind i en drøm, der luftigt forsvandt i morgenduggen. Og jeg måtte vriste mig fri af en dyne, der føltes lige så sammensmeltet.

Ledte på vanlig morgenvis rundt efter nøgler, løbesko, den vigtige notesbog, klippekort, mig selv (?). Bussen gav mig en lang næse, og jeg tænkte okay så, jeg venter da bare. Og vente kom jeg til. For s-toget måtte holde i kø til Hovedbanegården i mere end tyve minutter.

Men jeg var stadig god og mild. Og luskede mig til at nyde endnu flere sider i Murakamis mesterværk, 1Q84.

Men så startede fredagsforbandelserne. På en dag, hvor der bare skulle skrives, ikke i metermål, men i kilovis. Inden weekenden. Og med ca tre minutters mellemrum poppede en grå firkant frem midt på skærmen. Og fortalte, at Windows var holdt op med at fungere. Send fejlrapport. Genstartede mildt. Og opdagede, at intet var gemt. Nu var det ikke bare irriterende. Nu var det spild af min fredagstid. Og sparkede faretruende til mit blodtryk. Vi fandt en slags rytme, computeren og jeg. En sætning, ctrl s, en sætning, – grå firkant: windows holdt op med at fungere – forfra. Jo, det gik mere end langsomt. Kun afbrudt af telefoner og kolleger der kiggede ind på kontoret.

Jeg besluttede mig for en pause og trak i løbetøjet. Jeg kunne lige nå tre kvarter i Dyrehaven. Troede jeg. Jeg slap helskindet over Overdrevsvejen, og reddede balancen med mere held end forstand. Dyrehaven var smurt ind i is. Skovstierne var skøjtebaner. Jeg listede ud igen. Overvejede et splitsekund at lave en ren retræte til Regionsgården. I stedet løb jeg mod byen på rene fortove og fik rystet alle de løse ord og bogstaver, som flød rundt i mit hoved, lidt bedre på plads.

Men så let slap jeg ikke. I morgen kommer Sofie og overnatter med turbobabyen, Vera. Som, siden hun sidst var her, spæner rundt på to ben. Og når man ikke engang er et helt år endnu, har man ikke meget hjerne med sig. Og jeg hader lyden af baby ned ad trappen. Derfor indledte jeg en ekspedition til Ikea i Gentofte. På jagt efter et gitter til min trappe. For at gøre en lang historie kort, så lader det sig gøre med s-tog og bus fra Lyngby station. Det er den lette part. Bagefter lader det sig også gøre. Med 80 X 80 cm stor pakke. Og jobtaske. Og træningstaske. Og den store blå pose med alle de andre ting, som Ikea kaster efter dig, inden du bliver lukket ud af butikken. Med bus til Ryparken og videre med s-tog for til sidst at tage bus 30 resten af vejen hjem.

Nåmen jeg fik arbejdet færdig. Fik sendt alt, hvad jeg skulle. Overholdt mine deadlines. Og nu sidder jeg stille her og fejrer, at selv fucking fredage får ende og bliver til weekender. Som er helt fredede for både arbejde og for Ikea.

by - 4 kommentarer

Min gamle massør

Jeg går i mit stille sind og savner lidt. Mit ene ben er stadig en smule arrigt. Hælen eller akillessenen skriger ikke så højt længere, men noget forplanter sig lidt længere op af benet. Og jeg savner min gamle massør.

For tusind år siden, da jeg kunne løbe et mere hæderligt tempo, havde jeg en periode en ilter træner fra Mexico. En del af dealen var massage to gange om ugen. Han var nemlig også uddannet idrætsmassør, og alt hvad jeg ved om udstrækning, ved jeg fra ham. Han svor til styrke og smidighed. Anden del af dealen var benhård styrketræning to gange om ugen. Og jeg mener hård. Vi trænede to timer hver gang, hård vægttræning og koordination. Ikke i træningscenter, men i en hal, hvor vi arbejdede med tunge medicinbolde og hinanden som modvægt. Adskillige runder med gakkede gang/løbearter var et fast indslag, ligesom bensving i højt tempo over en lang række hække. Nå ja, så var der to gange interval, to gange tempotur, et par restitutionsture og en lang. Og så var den uge lissom gået. Han var en hård mand, var han.  Måske lidt præget af en opvækst, der ikke fra starten havde indbudt til internationale resultater. Derfor var der no mercy.

Men massagen…. Det er jo noget rart og afslappende, ikke? Ikke hos Felix. Jeg kunne kun holde til hans massage, fordi jeg gjorde det to gange om ugen. Han var berygtet blandt atleterne i Århus. Selv fyrene barberede ben, når de skulle til massage. Og han har engang masseret mig til en fibersprængning. På den anden side har han også engang masseret mit ben med fibersprængning til rekordhurtig heling. Han havde en sjælden evne til at spore knudrede forkrampede muskler til deres grundlæggende problem. Et problem i en læg kunne stamme fra et andet problem et bestemt sted på ryggen. Og der tog han fat. Og kunne kurere hvad som helst. Næsten.

Jeg havde et bækken, som ind imellem pludselig lavede et vrid og ‘gik af led’. Det blev låst i en fuldstændig skæv og meget smertefuld position. Som gjorde det ganske umuligt at bevæge sig fremad uden virkelig gakket gangart. Hver gang låste Felix det op. Jeg kom krabbende ind ad døren med hele fjæset lukket i smertekramper. Og gik derfra. Nå ja, det tog flere gange og en masse koordinationstræning og udstrækning. Men efter kort tid kunne jeg gå og løbe igen.

Men han var mexicaner. Og ilter som få. Og gudnådeogtrøste, hvis man faldt i hans kløer på en dårlig dag. Han kunne stå bøjet over mig, med fingrene dybt begravet i mine smadrede muskler, mens han rasede over pengemangel, racisme, kvinder og andre verdensuretfærdigheder. Jo mere han rasede, jo hårdere tog kløerne fat. Og jo mere jeg jamrede, jo hårdere blev det.

Lige nu savner min højre læg hans kradse hænder. Han ville i løbet af 2-3 omgange have løst det hele op. Han ville sikkert have stillet mig ved siden af briksen og gået hele min rygsøjle og bækken igennem for at finde uregelmæssigheder. Og han ville have pisket mig rundt i manegen med sære kombinationer af koordinationsøvelser. Og han ville have beordret timelange udstrækninger af de forpinte muskler og sener.

Nu nøjes jeg med de koordinationsøvelser og udstrækninger, han har lært mig. Og det virker lige så stille.

by - 1 kommentar

Mandag med muligheder

Man kan tilgive en mandag morgen meget, når den folder sig ud med blå himmel og pudder på træerne. Selvom termomeret sagde minus 8 grader på en dag, hvor DMI havde flashet klare forventninger om plusgrader.

Man kunne endda næsten glemme, at det var mandag. Efter en weekend der sagtens kunne have udvidet sig med et par ekstra dage. Den var for hurtigt slut. Jeg ville have mere.

Måske er jeg bare i det overbærende hjørne. Fordi det er lyst. Og fordi jeg løb en god tur i går. Som ikke kværnede min hæl i smadder.

Måske er min krop blevet glad. Fordi jeg har lovet aldrig at stikke fødderne i de gamle vinterstøvler igen? Og fødderne der har kvitteret med at fjerne de glasskår, som har kværnet rundt i hæl og akillessene.

Måske har weekenden bare virket? Ladet de flade batterier op og pustet ny energi i mit system?

Måske er det bare godt at være i dejligt selskab. I timer der uden problemer kunne være meget længere.

Måske er livet bare helt grundlæggende godt nok.

Og måske er det bare godt at vide, at man ikke er en fugl. Alt taget i betragtning.

20120213-150209.jpg

by - 2 kommentarer

John Lennon på Crown Plaza

Yoko Ono har samlet en del af John Lennons tegninger og gjort det til en udstilling, som man kan skynde sig ud til Ørestaden og se i morgen. På mandag er den nemlig væk. Og der er gratis adgang.

Jeg elsker – eller – elskede John Lennon. Jeg bliver aldrig træt af hans musik. Imagine er en af de plader, jeg næsten har slidt op. Han var genial og han var modig og nytænkende.  Og ret skør. Men okay. At samle hans ret private skriblerier og lave en hel udstilling ud af det, holder måske ikke helt i byretten. En del af tegningerne var fine. Jeg kunne godt lide hans helt enkle streg. Og hans evne til at antyde med sin streg. Don’t tell it, show it, er en gylden regel. I al kunst. Og det forstod John Lennon til fulde. Andre var farvelagt af Yoko Ono, og det skulle hun måske bare have undladt. Det gjorde ikke nødvendigvis noget godt for tegningerne. Men all things considered – var det en fin lille udstilling. Hvor man for en mindre formue kan hænge en ægte Lennon tegning på væggen hjemme i alrummet. Men hyggeligt var det at tøffe rundt og se tegningerne til tonerne fra Imagine.

Vejret var fantastisk, og vi gik hele vejen til Ørestaden over Amager Fælled. En iskold tur over en dybfrosset fælled. Som jeg et par timer tidligere havde udfordret med en lille bitte løbetur. Pludselig fik jeg for voldsom lufthunger. Hælen føltes afgjort bedre, og jeg måtte teste den. Imorgen ved vi så, om det var knald eller fald. Under alle omstændigheder afslørede vores gåtur, at mine vinterstøvler ryger på pension. Pronto. Og måske er de skyld i hele hælmiséren. Ud med dem. Jeg skider på forfængeligheden og trækker i de stive læderstøvler resten af vinteren.

Og i øvrigt er Crown Plaza et ret fedt sted. Og det var en i øvrigt helt fortryllende tur.