Jeg er blevet belejret. Af en horde børn, som er utrættelige. De synes
selvfølgelig, jeg er sjov og mærkelig og meget anderledes. Alene at se
en kvinde sidde og læse, for slet ikke at tale om skrive på computer
eller i min notesbog. Og de har ingen grænser. Det har jeg desværre,
og min grænse går ved intens nedstirren og tilråb i et par timer. Og
den går ved at kunne gå på toilet – alene. Men sådan har børnene i
Kermi det ikke. Det er så ekstremt sjældent, der kommer vesterlændinge
igennem byen. Kermi er virkelig off the beaten track. Det sker, der
kommer trekkere forbi på vej mod Mount Kailash, det hellige bjerg i
Tibet. Men de allerfærreste vil komme igennem landsbyen. De vil
overnatte i guesthouse udenfor byen og benytte hovedsporet, der
bevæger sig nedenom Kermi. Fjernsyn findes af gode grunde ikke, og jeg
stikker helt ud som meget fremmed. Måske er de i virkeligheden i
tvivl, om jeg overhovedet er en kvinde. Kermis kvinder går meget
traditionelt klædt. De har langt, sort flettet hår. De bærer lange
tunikaer over lange bukser og store kulørte halskæder af perler fra
Tibet. Og jeg går bare i t-shirt og trekkingbukser.

Børnene har lært nogle brokker og sætninger på engelsk, og det er helt
tydeligt, at de ikke aner, hvad de betyder. Det er udenadslære, de har
lært som remser uden sammenhæng. De er lattermilde, ungerne, og de
fniser, hver gang de ser mig. Så de er søde nok. Jeg befinder mig bare
ikke så fjong ved at blive nedstirret og overvåget konstant.

Kvinderne i Kermi arbejder hårdt. De går i markerne om morgenen og
kommer tilbage ved aftenstide. Markarbejdet er slidsomt, og der kommer
mange kvinder i vores healthpost med smerter i ryg og skulder af det
hårde, ensformige arbejde. Det er svært at hjælpe dem, for sliddet kan
vi ikke tage fra dem. Mingyou giver dem noget smertestillende, men det
er en stakket frist. Årsagen til deres smerter vil vare ved, til
høsten er i hus.

Når de kommer tilbage fra markarbejdet, laver de te til familien.
Mange kvinder er alene om husarbejdet og må klare opvasken under det
kolde bjergvand, inden de går i gang med madlavningen. I Mingyous hus
deles de om opgaverne. Især nu, hvor Hunsang er højgravid, laver
Mingyou ofte maden og klarer opvasken. Vandet henter de fra den
nærmeste vandpost, hvor de kan tappe vand fra højere liggende vandløb.
Vandet er ikke rent, for der går dyr højt i bjergene, men de fleste
nepalesere drikker det ufiltreret/ukogt. Og det er selvfølgelig én af
årsagerne til de mange tilfælde af alvorlig diarré og opkastninger.
Rent drikkevand, som vi kender det, er ikke nogen selvfølge, og her
eksisterer det ikke. Jeg drikker kun kogt vand, og jeg har et
vandfilter, Lifestraw, som kan filtrere stort set alt fra.

Tøjvask foregår også ved vandposterne – eller ved de varme kilder. I
Nepal bruger man fast sæbe til tøjvask, og tøjet skrubbes på stenene
ved vandposten. Også mit. Faktisk er det en fin måde at komme i
kontakt med nogle af kvinderne. Det er vel universelt, at kvinder
finder hinanden, når de gør noget sammen. Det er hårdt arbejde at
vaske tøj på den måde, og jeg sender ind imellem min vaskemaskine en
venlig tanke.

Mændene arbejder også ind imellem i markerne, men lige nu er det
sommer, og det betyder græsning til dyrene og handel. De driver deres
karavaner af geder og yakokser til den tibetanske grænse, hvor de
køber salt og ris og mel. Noget af det ager de med hjem, men den
største del driver de til Simikot, hvor de sælger eller bytter for
andre varer. Handelskaravanerne bevæger sig ofte om natten, så de kan
holde pause om dagen og lade dyrene græsse. Andre mænd har drevet
dyrene til højere græsgange, hvor de kan tanke op til vinteren. Derfor
er her heller ikke så mange mennesker i Kermi lige nu.

Og derfor får vi heller ikke så mange patienter hver dag, som der
kommer om vinteren. På den anden side er det en ualmindelig varm og
tør sommer, og det har gjort folk mere syge end ellers. Der kommer
simpelthen flere infektioner af mange forskellige slags, mave-tarm
infektioner, hudinfektioner og luftvejsinfektioner. En anden grund til
de mange luftvejsinfektioner er åben ild i køkkenerne. Hvert køkken
har et åbent ildsted, og en stor del af det sociale liv finder sted i
køkkenerne. De bliver røgfyldte, og det skaber grobund for
luftvejslidelser. Så selvom nepalesiske bjergfolk på mange måder lever
et sundt udeliv, er lungekræft slet ikke ualmindeligt.

Hunsang, Mingyous kone, føder i løbet af de næste par uger, men hun
går stadig i marken hver dag og arbejder hårdt. Det vil hun blive ved
med, til fødslen går igang. Efter fødslen har Mingyou rådet hende til
to måneders barselshvile. Almindeligvis holder kvinderne barselshvile
i mellem 14 dage og to måneder. Børnene bliver ammet fuldt i seks
måneder, og herefter begynder de at få mere almindelig mad. Børn er
meget værdsatte, og jeg ser hver dag mænd gå rundt med deres små bitte
babyer på armen. Det er heller ikke ualmindeligt, at fædrene kommer
med børnene til vores healthpost.

Når man så på en eller anden måde har vænnet sit syn til at skidtet
omkring sig. Når man har indstilet sig på, at mad i de næste uger er
ris med brændenælder og måske linser. Når fluerne er blevet en del af
dagen. Når selv den salte buttertea er blevet en slags højdepunkter på
dagen. Ja så kan man begynde at se bagved det hele og få øje på de
mennesker, som lever med det her hver dag. Hele livet.Så holder man
langsomt op med at fokusere på fejl og forskelligheder, og når til en
respekt for en anderledeshed. Og får kontakt med menneskene bagved.

Jeg skal ikke komme her med min vestlige bedrevidenhed. Jeg skal ikke
revolutionere Kermis befolkning. Hvem siger, at de overhovedet er
interesseret i min måde at være sund på? Hvem siger, at jeg er mere
rigtig end dem? De har deres ældgamle kulturelle mønstre, som ganske
vist bliver påvirket af både storpolitik og besøgende som mig. Men i
det store regnestykke, kan jeg ikke vide, om de alligevel har trukket
de længste strå.

Når det så er sagt, vil jeg gerne være med til at gøre noget af deres
liv lettere. Børnene behøver ikke at leve med og dø af de mange
infektioner. Kvinderne behøver ikke at få diarre igen og igen. Og jeg
kan måske påvirke til, at der gøres en indsats for renere drikkevand
og for sanitære installationer. For det findes ikke. Her er ingen
toiletter eller faste besørgelsessteder. Der er menneskelige
efterladenskaber på stierne og ved vandposterne, hvor drikkevandet
også hentes. Jeg har fundet mig en bunke klipper, jeg kan krybe i ly
af, lidt udenfor byen. Men det betyder en lidt længere spadseretur. At
få skilt de to ting, drikkevand og affaldsstoffer, ville betyde en
kollossal forbedring..
Jeg arbejder lige så stille på at plante en ide i Mingyou om at lave
noget undervisning for kvinderne i byen. Hvis bare kvinderne kunne
lære en lille smule om hygiejniske sammenhænge, ville både de selv og
børnene få et meget bedre liv. Det kan så være det lille bitte frø,
jeg måske kan plante, inden jeg stikker af igen. Hjem til min
opvaskemaskine, mit rindende vand, min elektricitet, mit internet, min
faste læge og mit sundhedsvæsen i verdensklasse. Alt det bliver sat i
perspektiv af mit ophold herude.

Hunsang, Mingyous kone er højgravid og føder indenfor de næste uger.
Fødslen kommer til at foregå i deres hjem med Mingyou som
fødselshjælper. Midt i fluesværmene. De har en søn i forvejen, som de
har valgt at sende til Mingyous mor. Fordi her er for mange fluer og
insekter. Fordi Hunsang og Mingyou arbejder for hårdt for at få alting
til at hænge sammen, og fordi han der kan gå i skole og lægge grunden
til en uddannelse. I Kermi går langt under halvdelen af børnene i
skole.

Jeg har nu været et par dage i Kermi. Og det er ikke for sarte
sjæle.Vejen hertil forekom mig den hårdeste tur, jeg nogensinde har
gået. Og det er jo ikke rigtigt, men hårdt var det. På bævrende
gummiben, som stadig var præget af en uge med lungebetændelse og
penicillin gik vi afsted om morgenen mod Kermi. En trekkingtur på 8-9
timer gemer gennem moderat til svært terræn. Den første times tid gik
det stejlt ned efter at have krydset passet. Og derefter op og ned
gennem blokmark og klippe. Dagen startede ud med ef heftigt regnvejr,
som gjorde stierne glatte. Jeg gik med min computer i rygsækken og var
lidt bekymret for at styrte og ødelægge den. Men jeg tog ingen
alvorlige styrt, og computeren holdt også til det. Selvom den er
begyndt at ligne en feltcomputer med små stykker gaffa hist og her til
at holde sammen på de revner, der trods alt er kommet. Det må være tid
til en ny computer, når jeg kommer hjem.

Vi bevægede os gennem små bitte landsbyer, hvor folk levede under de
kummerligste forhold. Folk er fattige, som i virkeligt fattige her.
Det føles lidt malplaceret at komme herud med en bunke medicin. Folk
dør ikke af medicinmangel. De dør af mangel på viden. Af mangel på
rent drikkevand. Af mangel på sanitære forhold (man skider det samme
sted, som man drikker, so to speak). De dør af sult og fejlernæring,
og de dør af skidt. Jeg har aldrig nogensinde set så beskidte
mennesker. Her er lus og lopper, og folk ser ikke ud til nogensinde at
tage rent tøj på. Eller vaske deres kroppe. Heller ikke børnenes. De
relativt veluddannede børn, jeg underviste i Simikot, vaskede sig to
gange om ugen om sommeren, og kun een gang om vinteren. Fordi vinteren
bringer sne og frost – og tilfrosne vandledninger. Men her, i Kermi,
tror jeg ikke, mange vasker sig overhovedet. Jeg kan behandle de
første 30 babyer med diarre, men jeg gør jo ikke noget ved grundlaget
for de mange infektioner med den medicin, jeg har medbragt. Problemet
er komplekst.

Den lokale mad er yderst sparsom. Jeg bor hos Mingyou, den lokale
sundhedsarbejder og hans kone, i et værelse på husets tag. De er
utroligt venlge og gæstfri, men de har ikke meget at tilbyde.  Da jeg
kom, fik jeg buttertea og tsampa, to af verdens mærkelige spiser.
Buttertea er salt te, som man drikker det i Tibet. Det har ikke meget
med vores forestilling om te at gøre, og det bliver nok den største
kalorietilførsel, jeg får de næste uger. Tsampa er mel, lavet af byg.
Man får serveret en tallerken tsampa blandet med lidt sukker – bare
sådan. Så fylder man en skefuld af pulveret i munden og tager en
mundfuld te ind. Ikke nogen kulinarisk nydelse, men det mætter længe,
og det er noget tibetanerne spiser meget. Der bliver kun to regulære
måltider om dagen, og tsampa er et vigtigt bidrag.

Mens vi sad og spiste og drak, kom en mand ind og tog munketøj på. Han
fandt en hellig bog frem, svøbt i klæder og satte sig ved den bænk,
jeg havde været på nippet til at sætte mig på. Her pakkede han bogen
ud og begyndte at chante. Det føltes ret surrealistisk. Midt i det
røgfyldte køkken med Mingyou og hans kone, min porter og en kvindelig
gæst. Munken viste sig at være Mingyous bror, som beder for deres
nyligt afdøde far. Jeg forstår ikke mange brokker af deres samtale,
men jeg håber at lære lidt, mens jeg er her. De taler en ældgammel
form for tibetansk, som end ikke tibetanere i Lhasa ville forstå. Jeg
er nødt til at lære mig nogle basis udtryk, for Mingyou er desværre
ikke ret god til engelsk.

Jeg var lidt forudseende og købe en insektspray med fra Simikot, så
jeg sprayede min madras, inden jeg lagde min sovepose ud. Alligevel er
jeg blevet bidt lidt – af et eller andet. Jeg skal nok have en
aflusningskur, når jeg kommer tilbage til Kathmandu.
Inden jeg rejste fra Simikot, mødte jeg David, som er antropolog og
ved at lave sit pdh studie. Han forsynede mig med en masse
antropologisk litteratur om Humla samt nogle lidt andre statistikker
vedrørende sundhed og sygdom i området. Her bliver masser af tid til
at læse.

I dag har vi haft mange patienter på klinikken, med en række
forskellige sygdomme. Og der er ikke meget, vi virkelig kan gøre. De
alvorlige sager, som en mand med hjertetilfælde, en mand med TB og en
persisterende infektion, henviste vi til Simikot. Men heller ikke her
kan de tolæger stille meget op. Og folk må gå de 8 timer gennem svært
terræn for at komme frem.

Et andet problem hører sammen med klimaforandringer. Det har næsten
ikke regnet, og afgrøderne er truet. Almindeligvis regner det heftigt
om sommeren, men det har svigtet de senere år, og folk her kender
intet til vandingssystemer. Måske burde man prioritere undervisning i
vandingssystemer fremfor medicin i første omgang. Så ville
befolkningens ernæringsgrundlag kunne forbedres kraftigt i løbet af
meget kort tid.
På positivsiden har jeg været i varmt bad. Udenfor Kermi er der varme
kilder, og efter et sygebesøg på det lokale kloster, gik vi forbi
kilderne på vejen hjem. Mingyou holdt vagt, mens jeg smed alt tøjet og
vaskede og pjaskede. Det var fantastisk. Og dejligt at vide som en
mulighed midt i alt skidtet.

Efter to dages hed venten lykkedes det endelig at komme afsted til Simikot. I en lille Twin Otter med otte passagerer og et stort laes fragt, som vi maatte steppe henover. Jeg proppede vat i oererne og saa tilfreds, at piloten virkede som en tilforladelig fyr. Simikot ligger utroligt smukt paa en skraaning i godt 3000 meters hoejde. Jeg fik bakset min oversize rygsaek til side og svor fremover at rejse light-weight. Jeg saa ingen omkring mig, der saa ud til at soege mig. Ingen forventningsfulde blikke, og ingen jeg selv genkendte. Saa efter lidt tid tog jeg monsterrygsaekken paa ryggen og kravlede op ad alle trapperne fra landingsbanen. Og blev brutalt mindet om, at dette var 3000 meter. Mine lunger hev smertefuldt efter luft, og jeg var fuldstaendig stakaandet. Men saa let skulle det nu ikke faa krammet paa mig. Og jeg forsoegte efter bedste evne at lade som ingenting. Der var stadig ingen, der stod og ventede mig, saa til sidst bad jeg en ung fyr om hjaelp til at finde Nepaltrust Guesthouse – og hjaelp til at baere min rygsaek.

Det viste sig, at de havde vaeret ved landingsbanen, men ikke havde set mig. Men jeg fik en varm velkomst. Jeg moedte ogsaa Luke og Keyran, der var to engelske laeger, som allerede havde arbejdet i Yalbang og Kermi, de to steder jeg skal hen, og jeg fik bunker af tips og tricks og ting at foelge op paa. Pema, som er den sundhedsfaglige koordinator for Nepaltrust’s arbejde i regionen, inviterede til middag i sit hjem. Og det blev en uforglemmeligt hyggelig aften sammen med Pema’s familie og de to laeger. De naeste dage maatte jeg imidlertid ned med nakken igen. Der er een ting, der er sikkert i hoejden, fejler du noget, bliver det kun vaerre. Og naeste dag maatte jeg erkende, at jeg havde bronkitis/lungebetaendelse og fik hoej feber. Godt igen, at jeg har bredspektret antibiotika med. Men det har betydet et par rolige rekonvalesensdage, hvor jeg hele tiden har faaet det bedre.

I gaar hentede Pema mig og tog mig med paa det offentlige hospital. Og man kan kun vaere glad for Regions Hovedstadens sundhedsvaesen, trods al den kritik, der til tider regner ned over det. Her var en Maternity Ward, som var det bedste paa hospitalet. Resten var ubeskriveligt beskidt, og jeg har dog set en del hospitaler rundt omkring. Ingen haandhygiejne eller vasketoej og affald over det hele. Hospitalet har to laeger og ingen sygeplejersker. Der er en jordemoder, som virker rigtig kompetent og en raekke sundhedsarbejdere. Simikot har ca 3000 indbyggere, men hospitalet modtager patienter fra hele regionen, som ikke kan behandles paa sundhedsstationerne. De gennemfoerer et ret stort vaccinationsprogram for maeslinger, polio, tetanus, difteri, tuberkulose og leverbetaendelse. Ca 125 kvinder foeder her hvert aar, og det er ca en fjerdedel af alle foedsler i regionen.

Om efter middagen deltog jeg sammen med den lokale secondary scghool laerer og jordemoderen i “The little doctor’s programme”. Og det var sjovt. Jeg underviste 22 unger i personlig hygiejne, og de var lutter oeren. De vidste temmelig meget i forvejen fra programmet, og jeg er meget imponeret. Isaer pigerne ville gerne bruge deres engelsk, selvom de blev generte, og de forstod forbavsende meget. De var ogsaa ved at doe af nysgerrighed over “min verden”. Saa efter timerne blev jeg krydsforhoert om alt, hvad de kunne komme i tanker om. De var glade for at gaa i skole, og naesten alle pigerne ville have en uddannelse. Sygepleje er i meget hoej kurs, fordi det er en god maade at goere noget for sit folk – og samtidig tjene lidt penge.

Klokken syv i morges kom klassen og laereren igen, og jeg fik igen lov til at undervise. Denne gang om maeslinger, tetanus og tuberkolose. Samme program koerer paa skolen i Yalbang, hvor jeg forhaabentlig snart kan tage afsted til. Jeg venter ikke kun paa min egen recovery, men ogsaa paa al vores medicin, som stadig ikke er ankommet fra Nepalgunj. Piloten har vist sig at bo paa vores guesthause, og han har lovet at kigge efter medicinen, hvis han kan flyve til Nepalgunj i dag.

Nok for nu. Jeg har det fint igen og er snart klar til at tage bjergstoevlerne paa og gaa afsted. Jeg skal slet ikke gaa saa langt, som jeg havde regnet med. Bare to dage til en start. Og jeg kan naesten ikke vente. Her er smukt og spaendende. Og ogsaa nok at goere, men Yalbang skal vaere endnu smukkere. Pas paa jer selv derhjemme. Knus fra mig. Helle

Der var en forklaring på min store hang til søvn. I går fik jeg pludselig høj feber. Jeg havde hostet hele dagen, en hoste jeg tilskrev den bil-os, jeg har bevæget mig rundt i de sidste dage. Men det blev feber på den der måde, hvor man er øm over det hele, og hvor jeg ville sove, men ikke rigtigt kunne. Det var lidt hurtigt, synes jeg. Altså feber og dårlige maver hører med, når man er i Nepal længe nok. Men jeg var jo lige kommet. Efter en nat med feberrasen begyndte min mave at rumle, og så tager jeg ingen chancer. Men er helt igennem medicin-politisk ukorrekt, og tager en gang bredspektret antibiotika. Og nu her nogle timer senere virker det hele på vej til okay igen. Og jeg kan igen overskue at flyve til Nepalgunj i eftermiddag. Rygsækken er pakket, og om lidt tjekker jeg ud af mit komfortable hotel. For at begive mig afsted til noget, jeg ikke rigtigt ved, hvad jeg skal vente mig af. Jeg har læst om Humla, og Jeroen har vist mig film, og jeg har tygget mig igennem et utal af rapporter derudefra, men hvordan det bliver at leve derude i de næste mange uger, vil tiden vise. Jeg glæder mig, og jeg er næsten ydmyg i forhold til det.

Jeg er selvfølgelig også spændt på, om jeg kan løse opgaven. Om mine hengemte sygeplejekompetencer kan komme til deres ret. Jeg er spændt på, hvilke helbredsproblemer, de har derude, og jeg er spændt på, hvordan de tager imod mig. Vi har pakket medicinen og sendt den afsted i går med bus, så det er ankommet, når jeg lander i eftermiddag. I morgen flyver jeg og medicin videre til Simikot, hvor jeg bliver en dag eller to og vænner mig til højden. Simikot ligger i 3000 meters højde. Jeg har købt medicin til mig selv og lidt småting som chokolade, som kan være rart at have. Her ville jeg gerne have vist jer et billede af den enorme bunke medicin, som bidragene fra Danmark blev til. Men min internetforbindelse er for langsom, som den må I vente med. Men det er MEGET, og jeg er rigtig glad for, at jeg ikke skal bære det selv. Det gør mig rigtig glad at kunne komme derud medbringende så meget medicin og forbindsstoffer og fortælle, at et lille land langt væk også har omtanke for dem.

Strømmen af næsten daglige nyhedsbulletiner stopper nu. Nu bliver det dyrebart at bruge satellittid. Måske er der internetforbindelse i Simikot, og så kan jeg sende der fra.

I nat sov jeg, som havde jeg oceaner af søvn at indhente. Og det har jeg måske. Det har været et par hektiske uger, de sidste her, og NU går jeg i feriemode. Og så bliver jeg søvnig. Kathmandu overmander også med indtryk. Byen er fuld af lyde, fart og farver. Og alligevel er den totalt laid back og fuld af gamle hippier. Jeg elsker at komme her. Byen er et kludetæppe af forskellig kultur. Her levet hinduer, buddhister, muslimer og kristne side om side, og selvom der har været masser af intern uro i Nepal, handler det meget sjældent om religion. Her er gamle templer, hvor både hinduisme og buddhisme lever et aktivt liv, her er internet og forretningsliv. Kathmandu er en summende storby, hvor folk holder geder ved ders boliger også i centrum. Her stinker af bilos og affald blandet med duften af røgelse, krydderier, parfume og menneskesved. Måske er det årstiden, men det forekommer mig, at her er mindre affald i gaderne. Bagsiden er gadebørn, der sniffer lim på gadehjørnerne, som ikke går i skole, og som ikke har muligheder for ordentlig ernæring. Her er hustlere, der vil sælge alt fra tigerbalsam til udskårne træsager,  men de er afviselige. De er ikke aggressive og vedholdende som i Indien. Og derfor er de også til at holde ud. Trafikken er ubeskrivelig. Jeg havde fornøjelsen af at krydse gennem byen bag på motorcykel i morges. Og jeg kaster håndklædet i ringen. Jeg fatter ikke trafikkens mønstre. Men frem kom vi.

Jeg spiste middag med Jeroen i aftes og fik en lang snak om Humla, hjælpearbejde, Nepal, projekter og meget andet. Han er fuld af skrupskøre ideer, og det er én af grundene til, at jeg valgte det her projekt. Når jeg kommer tilbage fra Humla, skal jeg møde en ekstremsportsmand, som jeg lige har glemt navnet på. Han er sådan en, som sætter speed records på bjerge og trails. Han skal lave det 700 km lange Trans-Himalayan trek på 60 dage, go det vil være ny rekord. Meningen er at skaffe sponsorpenge til The Nepaltrust og deres projekter i Humla. Og så har Jeroen arrangeret sig med to af mine store britiske bjerghelte som støtter, Doug Scott og Chris Bonnington, og havde jeg nu ikke haft så travlt med at komme hjem fra England i september, kunne jeg måske have mødt dem begge to in person. Wow.

Efter min monstersøvn tog jeg til Nepaltrust -kontoret i den anden ende af Kathmandu og brugte det meste af dagen der til at forberede, snakke og at få styr på satellittelefonen. Og DET LYKKEDES! Nu kan jeg få internetforbindelse med telefonen, og jeg kan sende fra Humla. Nepaltrust har også gang i flere projekter om vandprojekter, der kan lave strøm til de små landsbyer, og faktisk er der et projekt i den ene af de byer, jeg skal være i. Så I skal helt sikkert nok høre mere derude fra. Jeroen viste mig en lille film om projekterne, og der ser bare fantastisk ud. Jeg kommer også til et relativt uforstyrret område, forstået på den måde, at befolkningen stadig dyrker deres buddhistiske tro efter de helt gamle forskrifter. Når jeg siger relativt uforstyrret, er det fordi området har været gennem voldsomme forstyrrelser forårsaget af politiske rumlerier. De har traditionelt levet af handel ad de ældgamle saltveje gennem Nepal og Tibet. Området ligger så højt og er så stejlt, at der ikke kan dyrkes meget afgrøde. Derfor er handlen vældig vigtig. Men kinesernes besættelse og lukning af grænserne til Tibet har sat en stopper for næsten al grænsehandel. Oven i købet siger rygter, at kineserne forsyner grænsefolkene med alkohol, og dermed er med til at ødelægge den produktion, der ellers er foregået i grænseområderne. I stedet bliver de nu oversvømmet med billige og dårlige kinesiske produkter. Det var også i det vestlige Nepal, maoisterne startede deres oprør og militære virke. Maoisterne forbød de isolerede landsbyfolk at vandre til de større byer for at handel og medicinsk hjælp. Og det har efterladt befolkningen i stort armod. Derfor betyder selv dette lille projekt enormt meget.

Jeg har været på indkøb og fundet en tibetansk ordbog/undervisningsbog, for folkene derude taler slet ikke Nepali, men gammelt tibetansk. Jeg fandt den i den store boghandel i Thamel, Pilgrim, som er et eldorado for bjergelskere. Her bugner af bjergbøger, og jeg kommer altid til at købe billedbøger med hjem. Bagefter gik med et stik af skidt samvittighed på besøg i den lille Glory Book Shop. Det er en lille boghandel, ejet af det sødeste ægtepar. Og jeg går altid forbi og hilser på. Jeg fik skidt samvittighed, fordi jeg kunne se, at butikken var blevet endnu mindre. Og da jeg fortalte, hvad jeg skulle, fandt han straks en lille tibetansk parlør og forærede mig.

Nu vil jeg spise et tidligt aftensmåltid. Jeg er fire timer foran jer derhjemme. Og så vil jeg gå tidligt i seng med en bog og pleje min feriesøvn.

Nu er jeg saa naaet til landet, hvor der staar Buddha Air og Cosmic Air paa flyene. Jeg sidder endelig i Kathmandu. Og efter en temmelig begivenhedsloes rejse. Ja altsaa, saa begivenhedsloes som en taxatur, en togtur paa naesten en time, tre flyveture og en biltur gennem Kathmandu nu kan vaere. Der sker selvfoelgelig en masse hele tiden. Taxachauffoeren, som koerte mig til Kokkedal, var en rigtig forsigtig bilist, som var lige paa nippet til at goere mig bekymret for, om vi havde tid nok. Kystbanen var fyldt med svenskere paa oplevelse. Kastrup Lufthavn var forbavsende rolig, men ham som tjekkede mig ind, var naesten lige ved at faa mig overbevist om, at jeg skulle have visum til Indien for at mellemlande. Nej, vel? I London kom jeg til at bruge penge i lufthavnen, saa jeg skyndte mig til gaten. Og noget af det bedste ved at flyve til Indien, er at der bliver serveret indisk mad. Det er ligefoer flyvemaden bliver helt laekker. Til vi kom til morgenmaden, jo. I Delhi naaede vi tattere paa panikgraensen, fordi flyet maatte tage tre gange rundt, foer det fik lov til at lande. Og endnu engang viste verdens mest uorganiserede lufthavn sig i stand til at trylle. Paa en eller anden maade lykkes det faktisk altid i Delhi, selvom lufthavnen har vaeret under ombygning siden tidernes morgen. Og selvom lufthavnsmedarbejdere stadig gaar rundt og kalder paa de rejsende og foelger dem til deres fly.

Og nu er jeg i Kathmandu. Jeg blev hentet i lufthavnen og fik en velkomst-blomsterkrans om halsen. Det er saadan en smuk skik, men jeg bliver altid saa beklemt over det. Jeg havde egentlig troet, at Thamel, som er turistomraadet i byen, ville vaere lukket mere eller mindre ned. Mennej. Alt er aabent. Her er faerre mennesker (turister) end i hoejsaesonen, men bazaaren er aaben, og jeg skal ud og finde en af mine yndlingscafeer om lidt.

I aften kommer Jeroen forbi og henter mig til middag. Jeroen er ham, som er projektleder paa hele projektet, og som er kaereste med min gode veninde, Nirmala. Der skal nok komme meget mere herfra. For nu vil jeg bare fortaelle, at jeg er ankommet i god behold. Jeg er blevet fornemt indkvarteret paa det hotel, vi altid bruger paa ture med Kiplingtravel. Og jeg er renvasket og velduftende. Temperaturen ligger omkring 30 grader, og jeg kunne kun vaere glad for, at jeg skulle videre fra Delhi. Der var temperaturen naermere 40 grader.

Ha’ det godt derhjemme og pas godt paa hinanden.

Er der ikke et program i tv juleaftensdag, som hedder sådan? Jeg har det næsten lige sådan. Jeg er SÅ klar. Rygsækken er pakket, den ene artikel er sendt, blomsterne er vandet og opvaskemaskinen tømt. Mit hus er tæt på ryddeligt. Man må jo gøre sig lidt umage, når andre skal være her. Almindeligvis efterlader jeg et syndigt kaos, fordi det bare er mig, der vender hjem til det.

Klar til afgang

Jeg har maven fuld af sommerfugle og har tjekket flybilletten en million gange. Men det er rigtigt. Jeg ser det samme hver gang. Der har udspillet sig en lille gyser omkring min satellitforbindelse. Men i går modtog jeg datakabel og taletidskort. Og i dag har jeg haft forbindelse til service provideren i Kenya, som skal åbne for dataforbindelsen i mit sim kort. Og det begynder at være lidt for spændende, om det når at ske, inden jeg rejser. Hvor var alting meget nemmere, dengang man ikke havde alt det elektroniske gear, der nu er næsten uundværligt på tur. Jeg krydser fingre for, at det hele lykkes. Men telefonen virker, og der er penge på den. Alle batterier (inklusive mine egne) er opladede, og diskuterer til det sidste, om spejlreflekskameraet kommer med. Det fylder jo!

Nu er taxaen bestilt. Jeg tager til Kokkedal station og med kystbanen til lufthavnen. Det er jo nemt – og jeg slipper for togbusser og omstigninger. Hav det nu godt herhjemme allesammen. Husk at lave et fyldigt referat af Jack Johnson koncerten på Roskilde, og hav en dejlig festival. De første dage fra Kathmandu skal I nok få masser af nyt, og så må vi se videre. Jeg vil ønske jer en varm og solrig sommer. Masser af knus til jer fra mig.

Jeg vil gerne igen sige tak. Jeg har fået mail fra Kathmandu, at der er kommet mere end 15.000 kr til medicin fra Danmark, og jeg ved, der er flere på vej. Det er fantastisk og dejligt at mærke opbakning til projektet. Det betyder, at jeg kan købe en rigtig stor portion medicin og forbindsstoffer med ud til Humla. Det kommer til at betyde en stor forskel. For der er ingenting. Som i i-n-g-e-n-t-i-n-g derude. Kæmpe, kæmpe tak fra mig og fra nogle af de fattigste folk i verden.

Min afgang kommer trampende med stormskridt. Jeg rejser onsdag eftermiddag fra Kastrup og ankommer næste dags eftermiddag i Kathmandu med pitstop i London og Delhi. De næste fire dage bruger jeg på at pakke udstyr og gøre klar til projektet i Humla sammen men Jeroen, som er projektleder. Jeroen er hollænder og kæreste med Nirmala, som er en god veninde i Kathmandu. Nirmala arbejder i det firma, som Kiplingtravel arbejder sammen med i Kathmandu, Explore Himalaya. Hun har været på uddannelse i Schweiz de sidste mange måneder, Men vender tilbage til Kathmandu få dage, før jeg kommer. Det bliver et dejligt gensyn.

Så flyver jeg ud i bjergene, først til en lille by i en dal, Nepalgunj, og videre til Simikot, som er “hovedstaden” i Humla. 8. juli begynder jeg endelig at gå til Kerma, som er en lille bitte by, som bliver centrum for mit arbejde. Og nu er jeg på banen alene – altså med en lokal guide, som hjælper mig til at finde den rigtige vej. I Kermi er en buddhistisk lama den lokale sundhedsarbejder, og ham kommer jeg til at arbejde tæt sammen med. Det er også meningen, jeg skal undervise ham. Men undervisningen kommer helt sikkert til at gå den anden vej i lige så stor udstrækning. Jeg mener, – hvad ved jeg i virkeligheden om de folk, jeg skal ud og hjælpe i projektet? Jeg kender ikke deres opfattelser af sygdomme og sundhed. Jeg ved lidt om deres sygdomsstatistikker, men jeg ved ikke, hvad de selv er optaget af. Jeg kan have nogle forestillinger på baggrund af de folk, jeg har mødt i andre egne af Nepal og i Ladakh i Nordindien. Men de her folk lever så afsondret fra resten af verden, at jeg ikke kan vide det. Mine forventninger er, at det nok er nogle yderst seje folk, som nok har lidt for store forventninger til den vestlige medicin, som jeg vil repræsentere.

Jeg vender tilbage til Kathmandu den 14. august, hvor der skal laves afrapportering til Nepal Trust om projektet. Selv i min ferie skriver jeg rapporter….. Men efter afrapporteringen, som jeg jo kan skrive på forhånd, er der fri leg resten af tiden. Der er nok så småt begyndt at komme turister i Kathmandu igen efter regsæsonen, og jeg tror, jeg vil stikke ud af byen hurtigst muligt og holde noget ferie.

21. august bliver jeg sat af i lufthavnen og flyver til Delhi, hvor der venter 15 (!) afskyelige timer i lufthavnen, før jeg kan flyve videre. Lufthavnen i Delhi har været under ombygning i nyere kendt tid, og den figurerer i toppen af min liste over afskyelige lufthavne. Jeg har venner i Delhi, så jeg tror, jeg forsøger at få et transitvisum, så jeg kan underholde mig. med vennerne. Og så lander jeg simpelthen i Kastrup igen den 22. august ved middagstid.

Skulle der nu sidde et par bandit-røvere og tænke HA, fedt, et tomt hus i Birkerød hele sommeren, så kan jeg kun sige: Dobbeltsnydt! Huset er ikke tomt, og der er ikke nogen værdier at tømme huset for. So don’t bother, – it’s not worth it.