Intestinal fitness

Ind i mellem støder jeg på ord, som i sig selv har en vis uskyldighed. Men som bliver parret til ukendelighed. Og kvalmegrænsen. Sådan et par mødte jeg i dag.

I bussen fra Yosemite fik vi følgeskab af to kvinder. De var begge af en vis størrelse og satte sig tungt på to af busens bedre sæder. Ikke mit, for jeg havde som altid pladret det meste af rygsækkens indhold ud, inden jeg forlod bussen. Så var der ligesom markeret.

Vores fælles liv var ikke mange minutter gammelt, før damen i den lille t-shirt og de ternede shorts med dybfølt stemme indviede en intetanende japansk kvinde i historien om hendes fordøjelse.

Allerede der var jeg tilfreds med at sidde et sæde foran den lilla dame. Sådan helt generelt befinder min fordøjelse ret langt inde i privatafdelingen, og jeg har almindeligvis intet behov for at vide noget om andres. Jeg er ikke sippet eller sart. Vi har altid gået på wc i min familie, og jeg er datter af en mave-tarm kirurg. Men jeg har en kant. Og den er længe overskredet, når svært overvægtig lilla dame udfolder fortrolighed på det område.

Men her var vi tilsyneladende temmelig forskellige. For snart indviede hun også lille japaner i venindens, i hvide sommerklæder, fordøjelse. Og om hvordan de sammen havde reddet hinandens. Eller egen. Eller hvordan det var. Jeg savlede ikke i detaljerne.

Men lilla dame havde en mission. Hun skulle redde alles fordøjelse. Og fortsatte med en længere redegørelse for, hvordan vi alle burde sætte vores mad i blød om natten. Så den blev fordøjelig. Og min koncentration var igen på afveje.

Lige til hun udtalte det ordpar, der martrede mig resten af turen. Intestinal fitness. Jamen jeg fik da kvalme. Og forsøgte at signalere til chaufføren at skrue max op for musikken. Mens jeg forgæves arbejdede på at stoppe min fleece i ørerne. Det var for sent. De indre billeder myldrede frem. Tarm træning? Tarm fitness? Rigtigt gættet. Tarmskylninger! Colonudrensninger! Dagligt, sagde hun fandme.

Lige midt i min californiske appelsin.

Jesus is with you

Jesus is with you, siger han, da jeg passerer ham i krydset. Han har stået der længe med sit slidte papskilt. Jesus loves you, står der på det. Lidt fortabt, kunne man let fristes til at tro. Sådan som han står med indkøbsvognen fyldt med gamle plastikposer. Jakken har skiltets farve. Eller skiltet har jakkens farve. Hvad kom først? Skiltet eller jakken?

Jeg undviger hans insiterende blik og kanter mig udenom. Og når det inden lyset skifter.

Jesus loves you too, råber han efter mig.

Jesus er påtrængende i Guds eget land. Jeg har ikke inviteret ham med, og jeg trækker vejret lidt dybere, når andre vil dytte mig en bestemt overbevisning på. Det er fint, at Jesus elsker dig. Det er også fint, at du tror, han elsker mig. Jeg anerkender også, at det kan give dig fred i sindet og måske fylde dit liv med en form for kærlighed og mening.

Men jeg anerkender ikke din ret til at råbe efter mig. Jeg anerkender ikke din ret til at overbevise mig om din tro. Og jeg anerkender ikke blinde passagerer i min kuffert.

Jeg anerkender ikke, at nogen religion er mere rigtig end andres tro. Jeg anerkender ikke nogen troendes ret til at føle sig større end andre troende. Eller ikke troende. Jeg anerkender ikke sammenhængen mellem tro og krig.

Bliv endelig stående, der i krydset, med dit papskilt om Jesus. Og fortæl gerne, hvordan han giver dit liv kærlighed. Hold dig bare fra mit liv. Lad mig tro, hvad jeg tror. Og spørg kun, hvis du virkelig er interesseret i at høre om det.

Bakketræning at the bay

Jeg vågnede op til en næsten barsk virkelighed. Jeg har levet helt beskyttet mod bakker. Hjemme vælter jeg over på Amager Fælled, hvor Mount Anna fra nu må betegnes som en lille bunke sand. I den sidste uge har jeg fornøjet mig med at løbe langs Embarcadero fra hotellet til parken i den anden ende og tilbage. Fladt og nydeligt med underholdning fra vandsiden i form af søløver og mennesker i alle afskygninger. Jeg snørede derfor fornøjet løbeskoene tidligt i går morges og tøffede ud af døren. For ikke at gøre morgenen mere spændende end nødvendigt, skruede jeg retningen mod mit tidligere hood ved vandet. Og ikke mod Tenderloin, min nye nabo, som måske ikke ville tage imod mig med smil og åbne arme. Jeg lider ikke af paranoia, men der er heller ingen grund til at udfordre skæbnen unødigt, jo.

Noget i min tågede retningssans sagde ned mod vandet. Og aldrig har jeg taget mere fejl. Det gik opad. Lodret nærmest. Og jeg blev meget hurtigt meget taknemmelig for hvert eneste lyskryds, som kunne få pulsen i nærheden af noget normalområde igen. Endelig øjnede jeg toppen og satte en dræbende slutspurt ind. Jeg blev belønnet med massiv kvalme og den smukkeste udsigt over byen og et glinsende hav. Himlen var knaldblå, og solen skinnede muntert. Og så trillede jeg hele vejen ned på den anden side. Med en pludselig erkendelse af, at bjergbestigningen lige om lidt ville gentage sig. Endnu engang kravlede vejen lodret op i den blå himmel. Jeg klamrede mig til lygtepælene ved hvert eneste lyskryds og måtte indkassere et massivt nederlag på den sidste vilde stigning. Jeg kravlede det sidste stykke, og blev endnu engang belønnet med udsigt i verdensklasse. HA, tænkte jeg og løb let og luftigt det sidste stykke vej mod havnefronten. Her løb jeg en æresrunde i parken, inden jeg atter vendte næsen mod centrum. Og med gru erkendte, at alle de lette nedløb nu gik den anden vej. Jeg stred mig som en frådende og svedspruttende ork mod toppen af først den ene bjergtop og til sidst den anden, som seriøst var tæt på at aflive mig, da jeg med en halvt bevidstløs ud af kroppen oplevelse kastede mig over lygtepælen.

Nu ved jeg, hvad sand bakketræning er. Og så på asfalt. Og jeg må æde endnu en amerikanerfordom. Hver eneste bil på min vej holdt tilbage for mig. Måske fordi de inderst inde var bange for at skulle berøre et døende kvindemenneske og risikere sagsanlæg for aflivning. Men de smilede. Tror jeg.

20120428-104757.jpg

20120428-104814.jpg

20120428-104826.jpg

20120428-104835.jpg

20120428-104847.jpg

Adelaide og Lori’s Diner

Jeg er flyttet til mere ydmyge omgivelser, hvor rygsækken måske havde gjort sig bedre end Mortens fine kuffert. Men det skider vi på. Jeg er flyttet på hostel. Jeg ved, at ingen fatter, hvordan jeg kan flytte på værelse med tre ukendte kvinder. Men det kan jeg, og for mig er det en del af at rejse. Det er den måde, jeg møder mennesker, når jeg ikke lige er på kursus med 59 andre. Det er den måde, jeg får inspiration og ideer til at gå på opdagelse.

Det er ikke altid, jeg bor der længe, men jeg kan faktisk godt lide den spænding ikke at vide, hvem jeg skal snorke sammen med. Og jeg elsker at have andre at spise morgenmad sammen med. Ulempen kan selvfølgelig være, at andre snorker højere end mig selv. Eller at jeg holder andre vågne. Men ørepropperne er opfundet og ligger i min toilettaske. Ulempen kan også være for meget party og for meget larm. Og nogen gange er det jo fedt med fest i gaden. Her er heldigvis stille.

Måske er det, fordi jeg kommer af en stor familie. Og altid har været vant til at sove med mennesker hulter til bulter omkring mig. Der er en særlig charme ved et basic hostel, hvor jeg kan bo for næsten ingenting. Nå ja, og ellers kunne jeg så heller ikke rejse så meget.

Jeg har selvfølgelig ved tilfældets regelmæssighed fundet mig et hostel på grænsen mellem det pæne forretningskvarter og det alt andet end pæne Tenderloin. Derfor har jeg enorme mærkevarebutikker og verdens første Apple Store på den ene side, og bunker af menneskelige vrag, mest i mørke nuancer, på den anden side.

Mit hostel, Adelaide, er virkelig basic. Men der er en seng, og der er morgenmad, og der er ingen afstand til centrum. Jeg har været på Lori’s Diner og spise salat og drikke mineralvand af rødt plastikkrus, mens jeg sad og så ud af vinduet og lænede mig tilbage på den røde polstrede plastikbænk. Og blev tiltalt som ‘love’ og fik venlige små bemærkninger, hver gang hun gik forbi mig. Lori, eller hvad hun hed.

Tilbage på Adelaide mødte jeg en fyr i døren, som så mig i øjnene og sagde, at jeg havde et dejligt smil. I can tell, that you’re a nice person, sagde han. Og det er sgu da meget godt at gå i seng på. I overkøjen.

Slap nu af, stræbertype

Hi, my name is Helle, I am a work addict……  Jeg har helt uden betænkning skåret et par dage af min ferie, mens jeg tøffer rundt i det nordlige Californien. Hold nu op, tænker I. Nu er der lige kommet en smule styr på flexregnskabet, og arbejdslivet er næsten til at overskue.

Men for fanden da. De kan bare noget her, som jeg kan lære noget af. De kan også en masse crab, og jeg kan ikke kopiere til Københavnske tilstande. Men de kan noget, som jeg gerne vil lære. Og jeg har fået mulighed for at besøge et call center for patienter i San Jose. Selvfølgelig vil jeg gerne det. Og jeg har fået mulighed for at besøge et Medical Center og følge med i, hvordan de rent praktisk koordinerer behandling og pleje af patienter med flere kroniske sygdomme. De patienter, som let kommer til at cykle rundt i systemet, fordi de hører til flere specialafdelinger. Det sælger jeg glad og gerne to fridage for.

Mit kursus har været skidespændende. Og nørdet. I dag gik formiddagen i Garfield Health Care Innovation Center, hvor jeg mødte robotter, intelligente fødestuer, smarte senge og kreative måder at bruge X-box. Det hele handler om at gøre livet lettere og smartere for patienter og sundhedsfaglige, og jeg elsker det med x-box. X-box reagerer på bevægelser. Dvs du kan lave genoptræning af syge hjemme i stuen. Eller på patientstuer, hvor de kan konkurrere mod hinanden. Men teknologien kan også udnyttes fx på operationsstuer, hvor læger og sygeplejersker ikke kan røre et tastatur,fordi de er klædt sterilt. Tænk hvis man med en håndbevægelse, eller måske et ord, kan få aktiveret computerskærmen med patientens prøvesvar. Eller røntgenbilleder. Midt under operationen?

Det sted var så sprængfyldt med ideer, at jeg næsten kunne mærke trykket, da vi kørte derfra. Jeg beklager den ringe billedkvalitet, men her er en slags indtryk af dagens nørderi. Nyd især jakkesæt i fri dressur med x-box. Eller mit drømmeskrivebord med integreret gåbånd.

Mere billedspam fra San Francisco

I vil gerne se flere billeder, ikke? Jeg har nemlig travlt. Jeg er på verdens mest interessante kursus. Sammen med mennesker fra hele verden. Så jeg har travlt med at tie stille og høre efter, og jeg har travlt med at krydsforhøre folk om Colombia, Kenya, Saudi Arabien, Schweiz og alle de andre steder, de kommer fra. Det er simpelthen så interessant, og jeg er skidebange for ikke at udnytte hvert sekund. For lige om lidt er det slut. De rejser hjem. Og jeg skal bare holde ferie. Eller – der bliver en pige fra England, som jeg har en lille ferieaftale med i nogle dage.

Så det bliver flere billeder fra den skøre by i de smukke omgivelser. Jeg skal nemlig ud af døren og på thairestaurant med hele holdet om lidt.

Fotoshooting San Francisco

Jeg er stadig helt skæv i hovedet af jet lag. Fuck hvor er jeg bare dårlig til det. Altså, jeg har det skidegodt. Jeg er bare totalt træt og gider ikke skrive blogindlæg.

Derfor kommer her fotodokumentation fra verdens skøreste by.

Meeting San Francisco

San Francisco åbnede sine arme og tog imod mig med et varmt kram og et smækkys. Jeg slap ud af lufthavnen og sikkerhedstjekkene hen på eftermiddagen. Hvor jeg godt kunne mærke, at kroppen havde det mere som hen på natten. Den kunne jo ikke vide bedre. Men omkring mig skinnede solen fra en skyfri himmel, og temperaturen sagde omkring 27 grader. Jeg irettesatte kroppen mildt, men bestemt, – ikke noget med at sove nu. Og begav mig som en slags zombie ud i San Franciscos Marina Area.

Jeg måtte holde den igang, kroppen, og vandrede fascineret afsted. På opdagelse blandt en sand smeltedigel af farverige mennesker, der myldrede ind og ud mellem hinanden. I løbesko, på cykel, på segways, på gåben, i klapvogne, på skateboards og kørestole. Jeg er virkelig dårlig til det der jetlag. Lige så dårlig som jeg engang var til nattevagter. Og jeg ved, at der venter mig en uge eller to, når jeg kommer hjem, hvor jeg er mærkelig. Men pyt. Nu skal jeg bare have første bølge jetlag til at lægge sig, mens jeg er her. Jeg gik i to timer og fik en på opleveren, mens solen spejlede sig i vandet. Til sidst var jeg ikke bare træt. Jeg var uegnet til alt. Derfor kastede jeg mig ind på en tilfældig restaurant nær hotellet og bestilte en tun sandwich og et glas vin. Og fik begge dele tilsat en ordentlig portion dybfølt venlighed. Sådan føles det at være her,man bliver venlig. Fordi man heletidenmødes venligt. Selv mødre med klapvogne lyser op i store smil,når de manøvrerer for tæt på, og siger undskyld. Hører I det, Frederiksberg-mødre?

Vinen gjorde, hvad den skulle og slog mig bevidstløs det meste af natten, så jeg alligevel var klar til en morgenløbetur langs havnefronten. Og igen blev jeg slået af venlighed. På en tur, der af omfang kunne minde om københavnersøerne, fik jeg smil og tilråb, som sagtens kunne være sparet væk af et rationeringsudvalg. En pige og jeg blev ved med at skiftes til at trække. Vi overhalede og faldt tilbage og overhalede igen. Og vinkede glade til hinanden, da vores veje skiltes. Man bliver simpelthen venlig af at være her. Morgenen var noget mere tåget end aftenen, men var alligevel lun nok til korte ben og arme. Kors hvor jeg bare savner at smide både jakke og lange vintertights langs væk.

Jeg er igen ved at kløjs i bogstaverne. Det der jetlag ligger stadig og udfordrer min stakkede hjerne. Jeg har været på sightseeing i åben turistbus, og imorgen tidlig starter mit kursus. Jeg burde ikke have gået på bar med en engelsk hospitalsdirektør. Men det gjorde jeg. Vi havde det klogt og ærbart, men drak et glas vin for meget. Så nu kaster jeg håndklædet i ringen og kravler under dynen

I får lidt billeder fra morgenens løbetur.

20120422-233507.jpg

20120422-233516.jpg

20120422-233524.jpg

En fredag gjort af særligt stof

Sidder i flyet mellem London og San Francisco og har stadig kroppen i en slags roligt tilfredsheds-mode efter fredagen. En fredag som fik afleveret to af mine store projekter i armene på dem, der bestemmer over pengene og projekternes fremtidige skæbne. To af de projekter, jeg har kastet både hjerteblod og uendelige timer i. Nu er de i en form for transit, og jeg venter med en vis form for sindsro.

Det var også en fredag, som ødslede med knus og kram fra kolleger, som ønskede god rejse. På en måde der gjorde mig varm indeni. Bare fordi jeg er heldig at have netop de kolleger. Og de projekter. Det gav mening på en måde, der gjorde sjælen blød og glad.

Jeg cyklede hele vejen hjem i solskin. Og det kan altid gøre mild og god. Selv Frederiksberg modtog en slags overbærenhed.

Hjemme ventede mine forældre, som stadig godt gider rejse hele vejen med toget og tage til takke med min smalle dobbelseng. Som ikke er meget vant til noget dobbelt. Og trods en fornemmelse af et let pres, fordi jeg trods alt skulle flyve til morgen, før de fleste af jer var vågne, jamen så fik vi både drukket te og kastet det sidste tøj i den stilige kuffert, min søn har lånt mig. Det er jo godt, at nogen i familien holder den fane højt.

Mine søde forældre havde inviteret i Det Kongelige Teater. Og se Kameliadamen opført som ballet. Så derfor havde vi bestilt bord på en restaurant allerede klokken 17.30, og det gav visse udfordringer for en overarbejdet projektleder med en skarp pakke-deadline. Hånden på hjertet. Jeg havde et par gange tænkt, at det var skidt timing, og hvordan i alverden skulle jeg dog kunne nå det. Men jeg siger bare ikke nej. Jeg savner at have mine forældre så tæt på, at vi kan dele den slags oplevelser. For lige så meget jeg holder af højpandet litteratur, elsker jeg både ballet og opera. Inde i mit halvkyniske kropspanser bor en uforbederlig romantiker. Som suger drama og store følelser til mig.

Forestillingen var på forhånd udråbt til et mesterværk, og mesterværker skal man aldrig sige nej til.

Det var i det rigtigt kongelige teater. Med guld og balkoner og pudrede damer. Vi sad perfekt midt i parterre, og himlen tilsmilede mig med en lille pige på sædet foran, så også jeg kunne se danserne. Og så er det, jeg løber helt tør for ord. Jeg har set meget ballet. Rigtig meget. Jeg har vredet armene rundt på mine unger, som min far vred mine egne arme rundt, og tvunget dem til balletforestillinger (og opera og kor og teater). Men jeg har aldrig grædt, når en forestilling sluttede.

Da tæppet gik for sidste gang, og de smukke dansere havde danset den forfærdelig sørgelige historie rent ind i hjertekulen, fandt jeg mig selv i en stående applaus. Med tårene løbende ned ad kinderne.

Jeg kan kun sige – fuck rejseplanlægning, fuck kuffertpakning, fuck nattesøvn. Den forestilling var alt værd. Tak fordi jeg var med.

Og som et lille ps var det godt, jeg fik skrevet om den fredag, inden jeg blev spyttet ud i det festfyrværkeri, som San Francisco er. Det er kærlighed ved første blik. Jeg elsker at være her. Her er skørt, farver, musik, vand, varme og strålende mennesker. Og så gør det ikke spor, at her 27 grader. Men nu begynder øjnene at leve deres eget liv.Jeg er fuldstændig vanvittig træt. Efter 12 timers flytur og totimers sansebombardement fra min gåtur langs havnen.

Mere imorgen.

20120421-210916.jpg

Om at rejse med manér

Der er tavshed på bloggen. Jeg er lidt overvældet over den positive respons, I har givet mig på de sidste to indlæg. Tak for det. Og tak fordi jeg får lov at vælte lidt raseri ud på bloggen i ny og næ. Det gør mig sikkert mere omgængelig ude i virkeligheden.

Men jeg er også lidt travl. Fordi jeg på lørdag igen stikker hen til udlandet. Det er hårdt, jeg ved det, men nogen må jo gøre det. Jeg har fået et kursus i San Francisco simpelthen. Og når jeg nu alligevel flyver så langt og brænder alle co2-kvoter op, så kompenserer jeg ved at blive en uge ekstra. Jeg har nemlig aldrig været i San Francisco, og der er en million ting, jeg gerne vil opleve.

Men det koster at være flyvsk og på opdagelse. Det er bare en måned siden, jeg kom hjem fra Marokko, og i den måned har jeg samlet op fra de to uger, jeg var væk. Samtidig med at jeg forbereder min lille verden på, at jeg forsvinder to uger igen. Det kunne måske blive en vane? Altså den der rytme med to uger ude, fire uger hjemme og to uger ude igen? Jeg pipper meget, meget stille om travlhed. For ikke at tirre misundelsesbjørne unødigt. Og jeg kan jo lide det, kan jeg.

Og jeg ser det for mit indre blik. Mig komme løbende over Golden Gate Bridge. I solskin. Eller løbeture i morgensolen langs havnefronten. Hvor vores temmelig upper-class kursushotel ligger. Og jeg fantaserer videre om Alcatraz og om stejle gader med stor udsigt. Jeg ser mig på besøg i Berkeley, hvor jeg har fået råd om at medbringe en stor pung til nyt tøj. Og på ture til Yosemite og Redwood. Og selvfølgelig en tur langs Big Sur. Nå ja, jeg har jo kun en god uge efter mit kursus…..

Og så løber jeg ind i et helt nyt problem. Jeg har kun en lille kuffert. Og en stor rygsæk. Og den slags hotel er ikke i vane med gamle rygsække. Det går bare ikke med den rygsæk. Jeg er jo for pokker vant til at rejse ret primitivt. Jeg bor enten i telt, i hytter eller på hostel. Jeg kan til nød booke ind på et billigt hotel, hvis jeg trænger til at være alene. Men sådan et, som de selv kalder luxurious? Sådan har jeg kun boet få gange. Det går slet ikke. De fine kjoler bliver jo krøllede i rygsækken, og stilletterne vil prikke hul. Og hvad vil de pæne mennesker, som jeg skal indkvarteres sammen med ikke sige? Det går ikke. Jeg må på Fisketorvet i morgen og investere i en kuffert. En damekuffert med hjul. En motherfucker af en kuffert, hvor alt det, jeg kommer til at købe, kan være i. Så jeg kan ankomme til San Francisco med manér.

Det er store problemer, der tumles med her i Sydhavnen. Men det er hvad der sker, når man skriver blogindlæg efter klokken 23.