Da jeg for 7-8 år siden fik kræft, ringede to venner fra Indien en dag, mens jeg var på vej over hospitalets område. Jeg var på det tidspunkt langsomt ved at vænne mig til de forskrækkede stemmer. Og næsten også til den klump i halsen, der lurede bagved hos de fleste. Men de to var rystede over meget andet end min eventuelt forestående død. De var rædselsslagne ved tanken om, hvordan jeg skulle klare mig, inden jeg døde. Nu ville jeg miste mit arbejde, min indtægt, min bolig. Alt. Og de vidste jo godt, hvor dyr sådan en kræftbehandling ville være. Hvordan kunne de hjælpe mig, spurgte de.

Langsomt og omhyggeligt forklarede jeg dem, at jeg nok ikke ville dø, og at jeg ville beholde både mit arbejde og min løn, mens jeg var syg. Og jeg ville have tag over hovedet. Og at i Danmark koster det ikke noget at blive behandlet for en kræftsygdom.

Jeg bliver stolt, hver gang jeg kan fortælle om vores sundhedsvæsen. Hvordan vi sådan helt genialt betaler til det allesammen. Hvordan det er en ret for alle – også dem uden penge – at få læge og sygeplejerskebehandling, når de har behov for det. Ingen skal ligge og dø på gaden. Jeg revner en lille smule inden i af en stormende fædrelandskærlighed. Mine venners kærlige bekymring satte hele min situation i perspektiv.

Jeg vil forsvare det for evigt. Jeg har aldrig mødt noget land, hvor private sundhedsvæsener har gjort noget godt.

Alligevel ved vi, at lige præcis sådan en som mig. Med alle mine universitetsgrader og en hæderlig løn. Sandsynligvis kommer betydeligt bedre igennem sådan et kemoforløb, end en jævnaldrende uuddannet kvinde med samme sygdom. Hvorfor?

Da jeg blev syg, var jeg ikke syg, men havde bare en blød bule på halsen. Den virkede næsten som en rar bule. Og jeg var helt rolig. Indtil en sur gammel røntgenlæge havde scannet den en dag i december og ville stikke mig i det bløde område nederst på halsen. Jeg ville ikke vente med svar på en mistænkelig prøve. Jeg lod mig ikke spise af. Jeg fik min læge til at tage affære, så jeg allerede dagen efter var i forbindelse med en læge med forstand på den slags. Jeg kendte systemet, jeg kendte behandlingerne, og jeg vidste, hvad jeg selv kunne gøre for at komme bedre igennem det. Hvis jeg ikke havde været mig, havde jeg nok ikke været stædig og påståelig og overbevisende. Og måske var jeg død. Det kan jeg ikke vide, men jeg har meget tit tænkt over det.

Ulighed i sundhed handler ikke kun om hospitalerne og behandlingen. Ulighed handler også om, hvad vi ved i forvejen. Det handler om uddannelse, og det handler om netværk. Om vi kender nogen i sundhedsvæsenet, og om vi ved, hvordan kroppen ser ud bag huden. Det handler om vaner og muligheder, om vi har mennesker, der kan støtte os, og det handler om robusthed og overskud – både i det fysiske grundlag og i vores mentale helbred.

Derfor, kære Nick Hækkerup, er det ikke gjort med at give mere tid i ambulatorierne til nogen – og mindre til andre. Hvis vi skal skabe mere sundhedsmæssig lighed for borgerne i Brøndby, Ishøj og Sydhavnen og de andre, der ikke lever så godt, som borgerne i Gentofte, Birkerød og Allerød, skal vi arbejde helt anderledes, end vi gør nu. Vi skal ikke skabe A og B patienter, sige Venstre. Nej? Skal vi afskaffe A og B patienter, spørger jeg? For de findes.

Hvis vi nøjes med at dele patienter i ‘højtuddannede’ og ‘kortuddannede’ skaber vi et nyt kontrolsystem. Med et nyt bureaukrati. Som måske kan komme til at tage tid fra det vigtige. Vi skal ikke lave kategorier. Vi skal skabe sunde bydele, let adgang til grønne områder, billigere sunde madvarer, gode boliger. Vi skal tage os af de mange unge, der har det skidt. Vi skal støtte uddannelsessystemerne. Vi skal se med alvor på den fattigdom, vi bygger op i de her år.

Vi skal spørge dem, det handler om. Dem der lever deres liv i vores land. Som bliver syge og skal have behandling. Og vi skal stole på, at de sundhedsfaglige kan lave faglige skøn og yde det, der er bedst for den enkelte. Hvis bare vi skaber mulighederne.