Vandkantsoplevelser

Mens hele Danmark havde besøg af Bodil, havde vi vores eget lille drama i Sydhavnen. Ikke som i Gilleleje, hvor både blev slået til pindebrænde, og moler forsvandt. Bare et lille bitte drama.

Jeg fik besøg af to jyder, der ikke lod sig slå ud af blæsevejr. Vi droppede planen om at mødes på Arken. I stedet satte de sig til rette i mit køkken og råbte på vin. Det fik de, men forholdsvist tidligt på aftenen satte de kursen mod hotellet på Vesterbro. Det blæste alligevel så meget, at busserne ikke kørte. Jeg satte mig fredeligt og læste, indtil jeg kastede et blik ud af vinduet. Og fik øje på vandet.

Vandet stod lige udenfor mit vindue. Ikke de sædvanlige to meter nede, men lige udenfor. Jeg kunne trippe direkte ud på min ponton. Nå da, tænkte jeg, og tændte for computeren. Hvor der lå flere mails fra udlejeren om stigende vandstand. Folk var mest bekymrede for deres biler, som stod parkerede i kældrene. Senere kørte politiet rundt og bad dem fjerne bilerne fra parkeringskældrene. Og Europark havde en fest resten af natten med at knalde de ulovligt parkerede biler.

Senere blev vi bekymrede for os selv. Eller vores hjem. Og Beredskabsstyrelsen ville komme med sandsække og plastik. Jeg gik ud i stormen og ledte efter sandsække. Flere gange. Indtil jeg var så søvnig, at alting blev ligemeget. Jeg havde ryddet det meste fra underetagen til køkkenet. Bøger på de nederste hylder, rod under sengen, cykler og sådan. Jeg kørte gaffa rundt om dørene og gik i seng. Og sov trygt og godt, til jeg vågnede næste morgen.

Nu var sandsækkene kommet. Beredskabsstyrelsen havde kastet dem ude på vejen, og jeg fik dagens styrketræning. Så var jeg nødt til at lade vand og sandsække passe sig selv og tage til Hillerød og lede verdens vigtigste møde. Vandstanden blev levende dokumenteret på Facebook dagen igennem.

Jeg tog hjem og meldte mig ud af dramaet. Fordi det er så meget sjovere at være til julefrokost med en festlig samling mokker end at sidde og glo olmt og stift på stigende vand. Det måtte gå, som det måtte gå. Jeg skred til julefrokost.

Nu har jeg hevet gaffatapen af dørene og slæbt to tons sandsække ud på terassen. Det blev aldrig et rigtigt drama. Vandet var tæt på, men det blev ude. Og jeg fik ryddet op under sengen.

IMG_2567

Morgenøjeblikke

Mens jeg løb ud i morgenen sammen med solen langs Gudenåen lidt udenfor Randers, blev jeg ramt af magi. Farverne spillede på himlen over mig og i vandet ved siden af stien. Jeg følte mig fyldt af smukhed og var tæt på at flyde over, fordi netop jeg var så heldig at kunne løbe der en tidlig mandag morgen. På den første frostdag, hvor jeg stadig kunne elske iskrystallerne og den klare luft.

Mens jeg nærmede mig motorvejsbroen kunne jeg se hundrevis af bilister holde stille, mens alt for mange blå blink spærrede for det hele længere fremme. Jeg tænkte på, om de var sure, alle dem i bilerne. Mens nogen andre måske lå og døde længere fremme? Og mens jeg egentlig bare havde en dejlig morgen.

Alle livets paradokser udspillede sig lige der. Midt i mit magiske morgenløb.

20131202-231201.jpg

20131202-231236.jpg

20131202-231257.jpg

Min nye vintermorgenven

Selvom jeg er morgenmenneske, har jeg altid vrantet lidt over hidsig vækkelyd og sorte vintermorgener. Jeg hader lidt at blive revet ud af søvnen på den voldsomme måde. Sommeren er anderledes, fordi jeg mest vågner helt af mig selv. Vintermorgener kan godt starte med et olmt lune. Og det hjælper ikke at sætte meditationsmusik på telefonvækkeren.

Men nu har jeg fået mig en ny ven. Wake-up light. Jeg fatter egentlig ikke, at jeg ikke har opdaget den opfindelse tidligere. Det er vinterlivskvalitet.

Nu vågner jeg blidt og langsomt ved tiltagende lys i soveværelset. Når lyset er helt tændt, starter radiostemmerne. Stille, stille. Og ganske langsomt bliver de højere. Til sidst vågner jeg med radioavisen.

Det er magisk. Jeg tager mig selv i at vågne en lille smule. Løfte øjenlåget og konstatere, at lampen ganske svagt er begyndt at lysne. Så lukker jeg bare øjet igen og sover færdig. Jeg glæder mig nærmest til lyset begynder at vandre gennem soveværelset.

Når man tænker på, hvor gnaven jeg kan være på en vintermorgen, bare fordi det er morgen, er det trylleri. Selvom jeg skal vågne klokken seks, kan jeg morgenhygge i næstenvågen tilstand under dynen.

IMG_2529

Fede efterveer

Mens min krop langsomt kommer sig over, hvad der føles som et veritabelt animalsk overgreb, begynder jeg at føle mig hjemme i mig selv igen. Jeg er stadig lidt rystet over, hvor meget ravage sådan en smule kostforandring kunne lave. Hold nu op, jeg har haft det skidt. Jeg er ærligt talt også en kende forbavset over, at jeg gjorde det. Jeg mener, jeg virker indenfor sundhedsvæsenet og omgiver mig med bl.a. en kollega med phd i human ernæring. Og hun har trukket lidt højlydt på smilebåndene over mit kødfulde fedteksperiment.

Der er masser af forskning, der viser en klokkeklar sammenhæng mellem for stort proteinindtag, og særligt i form af rødt kød, – og kræft i mave-tarmsystemet. Der er masser af forskning, der viser sammenhænge mellem hjerte-karsygdomme og for højt fedtindtag. Og også her trækkes lige linjer til udvikling af kræftsygdomme. Man bliver det, der kaldes tyndfed. Altså slank nok, men med indre fedtpolstring på usmarte steder. I blodårerne fx.

Nåmen, det er ikke første gang, jeg har eksperimenteret, og det bliver sikkert heller ikke sidste. Jeg eksperimenterer lidt videre med (næsten) ingen brød. Men jeg har droppet de ekstreme mængder protein og fedt. Jeg spiser igen masser af frugt og rodfrugter. Med mit træningsniveau kan jeg ikke undvære kulhydrat. Det kan jeg bare ikke. Jeg guffer julebag og har lagt dej til endnu mere.

Og jeg har det SÅ godt.

Hvad er den diætform så godt for? Jeg ved det ikke. Men jeg er stødt på mennesker, der fx kværner 10 flødeboller og en liter kakaomælk inden deres løbetur. Og andre, der har et chokoladeforbrug på flere hundrede gram om dagen. Hvis det er dagligstandarden, kan jeg måske godt forstå, at man kan opleve lidt større velvære. Og et vægttab.

Men sådan leger vi alligevel ikke i min butik. Og jeg elsker at dele min mad med andre og tage del i andres mad. Så derfor stopper mærkeligheden.

LCHF – tak, men nej

Jeg ved ikke helt, hvad der satte mig igang med at eksperimentere med min krop. Muligvis var det blot og bar forfængelighed. Fordi der kryber en insisterende flæskepølse frem om min mave, når jeg ikke holder skarp justits med, hvad der bevæger sig ind. Muligvis en slags lemmingeeffekt, fordi gud og hvermand synger høje lovord om at ændre sin kost til et højt indtag af fedt og meget lavt indtag af kulhydrater. Med til historien hører et nærmest abnormt højt indtag af protein. Ud over begejstrede vægttab beretter folk vidt og bredt om fantastisk velbefindende, bedre søvn, masser af energi og helbredte skavanker. Ligemeget – jeg sprang forsigtigt på.

I et overvældende flow af danske madblogs har jeg ind imellem brugt opskrifter fra Madbanditten, som er en af de varmeste fortalere for LCHF (low carb, high fat). Bloggen er inspirerende på mange måder, og jeg fulgte anvisningerne til punkt og prikke. Den første uge gik virkelig godt. Min krop syntes godt om forandingerne. Så jeg drog ind til Politiken og købte bogen af Jane Faerber, som også er bestyrer af Madbanditten. Spis dig mæt og glad hedder den, og den er lækker. Fyldt med lækre billeder og fine ideer, som bloggen også er.

Mit energiniveau var dalet en anelse i den første uge. Men det tog jeg helt roligt. Det beskrev hun også både på bloggen og i bogen. Jeg var ualmindelig kvæstet efter min hårde torsdagstræning og skruede lidt ned for resten af træningen. Men i løbet af weekenden begyndte alt at føles forkert. Jeg fik kvalme og en fornemmelse af et helt galt blodsukker efter morgenmaden. Som jo består af masser af æg, kød og ost. Og jeg begyndte at bruge betænkeligt lang tid med morgenavisen på toilettet. Bare tanken om æg begyndte at kalde opkastningsfornemmelser frem. Jeg var kort sagt nødt til hurtigt at lægge morgenmaden om. Det gjorde jeg – og fortsatte kuren. Mens jeg langsomt mistede enhver lyst til at lave mad.

Kort sagt – jeg er en afhopper. Jeg holdt kun et par uger. Det har været et par slemme uger. Min krop kan ikke klare de store mængder fedt og protein. Jeg er blevet mere og mere træt og har fået mindre og mindre lyst til mad. Jeg vil have fuldkorn tilbage i mit liv! Jeg har ikke samvittighed til at spise de store mængder døde dyr. Jeg tør slet ikke tænke på verdensmiljøet, hvis alle mennesker slugte så meget protein.

Har jeg tabt mig? Ja, det tror jeg. Jeg vejer mig ikke. Men om det er kuren eller dagene med tæt toiletkontakt, er svært at svare på. Blev jeg mæt? Ja, det gjorde jeg. Men en mærkelig form for mæthed, som for mig resulterede i en stærkt nedsat træning i hverdagen. Og jeg vil nu hellere træne løs med flæskebræmme på maven, end kaste mig slank på sofaen. Blev jeg glad? Nej, mit humør dalede under de snærende restriktioner, kvalme og samvittighedskvaler.

Jeg kan sagtens anerkende, at andre kan have glæde af at spise på den måde. Min krop kan det bare ikke. Så hej igen havregryn, fuldkorn og rodfrugter. Og farvel til overdrevne æggeretter, alt for meget fed ost og kød i ekstreme mængder – og kvalme. Det har været en skidt cocktail for mig.

Og min flæskekrop skruer sig jo uden problemer ned i størrelse 36, jeg stopper lige her og lever livet videre med sociale måltider og madglæde.

Hverdagssprødhed

Hun gik raskt til hen ad fortovet med to sovende to-årige i den dobbelte klapvogn. Klapvognen havde front fremad, og kantstenen var høj. Så med en grim lyd af pande mod asfalt trillede det ene sovende barn forlæns ud og vågnede brat op på den kolde vej. Hun standsede og trak barnet op i stående stilling med den ene hånd. Midt i en lang stilhed af tilbageholdt åndedræt, rystede hun den lille arm og fortalte barnet, at det skulle have holdt fast. Gråden kom som en eksplosion. Heldigvis.

Jeg havde jo sagt, du skulle holde fast, gentog hun ikke uvenligt, mens barnet græd. Og hun satte dets hånd på siden af klapvognen. Det andet barn sov trygt og var væltet om på siden og fyldte det hele. Hun begyndte at gå hen mod daginstitutionen, med den lille trippende og grædende ved siden af. Men hun gik afsted, den lille. Jeg kunne ikke holde det tilbage: Skal du ikke trøste hende? Hun så smilende på mig med det der indforståede blik, der siger, at trætte børn bare græder og sagde: Jeg har jo lige trøstet hende. Og ordene smuttede videre ud af min mund: Jamen når man slår sig meget, skal man have lange kram. Det indforståede blik forsvandt. Og den lille procession trippede videre.

Jeg er sprød for tiden. Mit skind er ømt, og små oplevelser kryber ind og stikker i mit ømme hjerte.

Jeg ved ikke, hvad der var værst. At et sovende barn bare trimler forlæns ud af en klapvogn? At en voksen tror, at to-årige kan forudse en risiko? At barnet aldrig fik det kram, der boksede løs inde i min brystkasse? At det lille barn bare gjorde det, hun sagde og gik?

Jeg tror, det værste var, at den voksne pædagog virkelig mente, at hun havde trøstet det lille barn.

Psykopattræning

Fordi jeg har skullet andre ting, har jeg holdt et par ugers pause i psykopat-torsdagstræningen.

Og det er dumt. For i dag er det fredag. Og jeg har tillagt mig en gakket gangart og udstøder høje suk, når jeg skal ned i knæ. Krusene i opvaskemaskinen bliver først stillet på plads i overskabet i morgen. Når jeg igen kan løfte armene. Jeg har opdaget en muskel øverst bag på låret, som jeg aldrig har hilst på før. Sammen med en lille muskelfiber på indersiden af hvert lår.

Hold. Aldrig. Pause.

Jeg kan kun gisne om, hvad den unge kvinde, der kom fredeligt gående med sin barnevogn, tænkte, da hun fik øje på en flok voksne mennesker, der legede trillebør med hinanden i mørket. Frem og tilbage over broen.

Den arme taxachauffør, som troede, han havde fundet et fredeligt og mørkt hjørne i Sydhavnen, hvor han kunne læne sig tilbage i sædet og nappe en lur, fik en slem overraskelse. Da en flok voksne mennesker med ét kom spænende. De standsede ved siden af taxaen, snuppede hver en stor brosten fra bunken og begyndte at løfte stenen i mærkelige positurer. Mens de stønnede højlydt.

Og jeg har virkelig ingen anelse om, hvad fyren i den blå bil som havde problemer med at komme i sin parkeringskælder, forestillede sig. Da han måtte se sig konfronteret med en flok – voksne – mennesker i mørket, der bevægede sig ned ad den lange nedkørsel med lounge skridt. Hvorefter de kravlede hele vejen op med røven i vejret.

Hvad mon får dig til at gøre sådan noget, spurgte min veninde let undrende i aften, da hun et par gange havde hørt min stønnen over trappetrin og stolesæder. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal svare. Vi griner meget. Bagefter. Jeg kan virkelig mærke min krop. Selvom jeg gik død, som i helt død, på det sidste interval, førte jeg faktisk pænt på de andre. Svaret er vel ren barnlighed. Jeg gør det, fordi jeg er barnlig. Fordi jeg godt kan lide at konkurrere. Med mig selv, men også med de andre. Og måske fordi, det stadig fascinerer mig, hvad bevægelse i flok kan drive mig til?

Lige nu glæder jeg mig bare til i morgen. Hvor mine ben forhåbentlig igen vil være i stand til at løbe en tur på fælleden. Og armene igen kan komme op over hovedet.

Mørketur på Amager Fælled

Hvert år ved den her tid sætter jeg den samme plade på med fuld jammer over udsigten til fem måneders mørke. Og kulde. Og sne. Og slud. Jeg hader det. Hader det.

Men jeg elsker lidt at tøffe rundt på Amager Fælled i mørke. Helt alene. Jeg kender alligevel de fleste af de hjemløse derude, og jeg føler mig ikke utryg. De fleste af dem er faktisk flinke nok. De har det bare koldt og hårdt derude. Og så møder jeg dem ufatteligt sjældent, når mørket først er faldet på.

Jeg elsker lidt, når mørket pakker mig ind, og lydene bliver til mørkelyde. Når lyset langsomt svinder i den horisont, der hele tiden forsvinder bag den høje bevoksning. Når jeg får øje på metrolysene på den anden side, og når Bella Sky rejser sig som et juletræ med lys. Jeg elsker, når månen lyser ned over mig og fælleden.

Jeg har selvfølgelig lys med. Og blinkende lys på armen. Men jeg kan bedst lide at løbe i mørket uden lys, mens jeg forestiller mig, at jeg er den eneste i verden. I hvert fald den eneste i verden, der løber rundt på de mørke stier på Amager Fælled.

IMG_2463

IMG_2464Men jeg bliver hidsig inden i, når jeg møder sådan en bunke. Som nogen er kørt ind og har læsset af, i stedet for at smutte på en rigtig losseplads.

IMG_2462

 

Bogforum i Bella Center

For år tilbage droppede jeg Bogforum. I Forum var der for mange mennesker på alt for lidt plads, og med mine knapt 160 cm ragede alle andres kroppe langt op over mig. Jeg kunne hverken se eller røre mig. Lørdag lagde jeg min billet fra Litteratursiden i tasken og tog i Bella Center til mit første Bogforum i flere år.

Og der var plads. Også til små mennesker som mig. Humøret bimlede omgående i vejret over de mange kvadratmeter, der var reserveret børn og barnlige sjæle, straks efter indgangen. Så fyldt med farver og tegninger og kreative rum. Her lyttede jeg til Maren Utaugh i fornøjelig samtale med Stine fra Stinestregen, mens Marens børn tegnede på sidelinjen. Samtalen kredsede om Marens striber – på bloggen, i hendes bog og i Politiken – og om børneopdragelse og livet som kvinde og mor.

De store sale var fyldt med mennesker og bøger. Jeg forhåndsopgav det ret indviklede program, som min lørdagskrøllede hjerne slet ikke kunne navigere efter. I stedet besluttede jeg at chance den rundt og se, hvad lørdagen og Bogforum ville tilbyde.

Hos Politiken kunne jeg drysse rundt og se på bøger, mens jeg lyttede først til Line Knutzon og Peter Frodin i samtale med Lars Buhkdal om Lille Allan, og senere til Bo Lidegaard, der fortalte om sin bog ‘Landsmænd – de danske jøders flugt i oktober 1943’.

På Tranescenen kom jeg Ganske tæt på Jørgen Leth og Lars Movin i samtale om Leths filmproduktion og Movins bog om den. Samtaleformen så ud til at bekomme Jørgen Leth, der afdæmpet og klogt talte om at gøre sig livserfaringer som atlet og som filmmager. Og om at gøre op med myten om den hjernedøde cykelrytter. Atleter som cykelryttere bliver gang på gang presset til det yderste, og det lærer de hele tiden af. De har derfor mulighederne for at blive meget kloge mennesker, sagde han. Og han skabte analogier til sit eget filmmageri, hvor man produktioner var årtier undervejs, fordi han hele tiden måtte lære og hele tiden time produktionen. Derfor blev samtalen også om stædighed og vedholdenhed.

Jeg gik på opdagelse i Saxo’s univers af e-bøger, og jeg spottede Michael Rasmussen på vej væk. Jeg mødte et utal af gamle og nyere venner. Og jeg faldt over Modtryks stand med Rune T. Kidde udgivelser. Som jeg måtte købe lidt af til de små mennesker i vores familie, som må leve uden at have kendt ham.

Jeg undgik de populære krimiforfattere. Jeg er ikke nogen stor krimifan, og der var sindssygt mange mennesker omkring dem. Jeg bliver hurtigt træt af fortænkt ondskab, og jeg bruger helst min tid på forfattere, som har mere på hjerte end mordgåder.

Senere trak jeg mod Spotscenen for at høre nogle af de nye forfattere fra Forfatterskolen. Her var ikke mange mennesker, og jeg lænede mig nonchalant mod baren ikke langt fra scenen. August Boberg læste digte, og det var som at hvile sindet på en ø midt i havet. Da han var færdig, trådte ham, alle taler om, på scenen. Yahya Hassan, 18 år.  Jeg havde i en slags antibevægelse ikke haft hans bog i hånden. Hvad kunne en ung og meget nyudklækket digterspire mon sige en gammel kælling som mig? Mon ikke han blot var overhypet af sultende medier? Alt det åd jeg igen. Han er digter. Han tryller med ord og blæste sine stærke digte direkte i maven på mig.

Jeg gik fra Bogforum med to af Rune T. Kiddes bøger i en pose. Jeg orkede ikke den lange kø for at købe et signeret eksemplar af Yahyas digte. Det gjorde min svigerdatter, så nu har jeg alligevel den unge digters bog med kragetæer på forsiden.

Næste år vil jeg igen være at finde i Bella Center. Næste år vil jeg have to dage, og jeg vil sørge for at have et barn eller to i hånden, fordi alt det for børn er for fedt. Og det er bare sjovere, når der er rigtige børn med. Tak, for et superfint arrangement.

Og tak til Litteratursiden for billet.