Mine mormor kompetencer kan altid diskuteres. På nogle punkter er de direkte mangelfulde. Her er ikke strikket en eneste babysok. Ikke så meget som en enkelt ulden undertrøje, er vokset ud gennem mine fingre. Jeg er dårlig til legepladser. Jeg falder aldrig i svime over babytøj, og jeg får nervøse trækninger af H&M og Fætter BR.

Men jeg kan noget andet.

Jeg kan spille bold og løbe om kap. Jeg kan ligge i telt eller finde på nye ture. Jeg er skidego’ til at bade og lave sandslotte. Jeg kan lære børn at klatre og vise dem fisk og krabber. Jeg kan finde på historier og bilde børn alt ind.

Noget af det vigtige ved at være mormor er, at jeg kan give nogle unger et frirum sammen. Uden forældre. Som så kan være weekendkærester, mens vi bygger sandslotte og fanger krabber og laver hemmelige ting.

Derfor tog jeg Alma og Ella i hånden og Vera i en propfyldt klapvogn med toget mod Hundested Havn. Her havde jeg lejet en lille bitte havnehytte med tekøkken og fire køjer. Som Ella håbede ville være blå. Men inden det var søndag, var de røde hytter de pæneste.

Vi klappede søstjerner og klatrede på træfigurer og spiste fiskefrikadeller og leverpostejmadder. Vi badede på den hvideste strand og overbeviste Verdens mindste Vera om, at havvand er det bedste. Og pludselig hoppede hun rundt i vand til halsen. Mens Alma demonstrerede hundesvømning. I Hundested.

Vi spillede bold og spiste flere fiskefriadeller og fandt selv på godnathistorier. Fordi vi havde glemt bøgerne. Og inden klokken ni sov alle børn. For selvfølgelig at vågne klokken seks. Vi tissede i opvaskebaljen, mens det var nat. Fordi vi ikke gad gå hele vejen til de aflåste toiletter.

Til sidst tog vi toget hele vejen hjem igen.

Mine damer og herrer. Må jeg præsentere – Esther! Den fineste baby født nord for Alperne i 2013. Og nu med det fineste navn.

Tag godt imod hende.

Hun er vores fremtid. Hun fortjener, ligesom alle børn, overalt i verden det bedste liv.

Jeg lader mig opsluge af at betragte et lille babyfjæs, mens hun sover, mens hun drømmer og laver grimasser. Hvad foregår der derinde bag den lille bitte pande? Hvordan er det mon at møde verden? Så ny og uspoleret og med en grundfæstet tillid til de mennesker, der er omkring hende.

Hvordan ser babytanker ud? Har de farver? Lyd? Er de bare fornemmelser?

Hun stirrer tilbage på mit ansigt. Studerer mig på den intense babymåde. Og trækker på smilebåndet. Vores øjne hviler i hinanden. Og jeg forsvinder helt ind i hendes. Babyøjne rummer en uendelighed.

Hvordan mon hendes lille liv vil folde sig ud? Hun er et heldigt barn. Født direkte ind i en familie, der flyder over af kærlighed. Hun har fået den bedste start i en svær verden.

Og jeg glæder mig bare. Igen. Over at følge et lille menneske folde sig ud.

Jeg er stadig hjemløs. Men på første klasse. For jeg har en seng at sove i hver aften og ser pludselig meget mere til venner og familie, end jeg ville have gjort, hvis jeg bare var landet i Sydhavnen med computeren i skødet.

I Sydhavnen er der sket mirakler. Fredag aften hyggede vi sammen. Naboerne var hjemme igen. Vandet i kanalen var lunt, og Vera havde fået redningsvest.

Senere kvalte vi en del lyserød crement til grillbøfferne, mens Sofie fnøs lidt over sin alkoholfrie øl. Og hun skulle få oprejsning. For lidt over tre om natten vågnede jeg ved en sagte puslen og hvisken i soveværelset. En stund senere stak Thomas hovedet ud og hviskede, at nu blev jeg  mormor om lidt. Men ingen kunne jo køre den stønnende Sofie til Rigshospitalet.

Fire timer senere tikkede en sms ind, at nu var lillesøster kommet til verden uden problemer. Vera og jeg gik i Irma og købte flag og pyntede op til festmodtagelse.

Og endnu inden frokost havde min anden svigersøn hentet de nybagte hjem til Sydhavnen. Og vi kunne modtage det smukkeste lille menneske og byde hende velkommen til vores verden.