Killing me softly er ikke egnet som fællessang. Sådan lærer vi nyt hver dag. For der hører to fællessange til aftensmaden. Kvinde min gik lidt bedre, men var stadig en ørepest. Sådan er det. Vi er på en slags højskoleophold i fjellet.

Bortset fra det er det kun gået fremad på madfronten.

Vi har også lært, at singleture for evighedssingler mest er for kvinder. Her er 40 kvinder og fem mænd. Og selv jeg er med til at hive gennemsnitsalderen ned. Det bliver det ikke nødvendigvis kedeligt af. Og ingen – absolut ingen – skal sige noget dårligt om aldrende kvindelige langrendsløbere. De løber måske ikke så hurtigt. Og de tager måske heller ikke på maratonture hver dag. Men de kører fandme godt ned af bakkerne. Jeg når dem til sokkeholderne.

I dag lavede vi bakketræning under vejledning af den ene Ruby-madkoodinator. Det hedder de, dem der styrer, at ting ikke forandrer sig. Og holder styr på mad og alt det der. Det gør de godt, men det er også sjovt. Jeg lærte at plove på langrendsski. Eller – jeg lærte at blive en lille smule bedre til at holde mig oprejst, mens skiene styrer nedad. Det var den ene madkoordinator ikke helt enig i. Og han skældte mig ud og forbød mig at tage på den fjell-tur, vi havde planlagt.

Gå nu bare i kiosken, tænkte jeg, Men vi tog alligevel på en mindre teknisk tur og øvede mig i at plove ned ad bakkerne. Og til sidst faldt jeg kun tre gange. På en uendelig bakke. Jeg bliver bedre. Og jeg har svoret, at jeg kan løbe hele vejen ned ad den lede 2 kilometer bakke på lørdag.

Vi har set en million dyrespor i sneen. Vi er faldet helt i svime over den store stilhed. Vi er løbet tværs over en sø. Vi har spist madpakker i ægte fjellsol.

Nu pjækker vi for fælles folkedans. Slået ihjel af to glas rødvin. Mens vi planlægger fjellturen om et par dage, når jeg er færdig med at vælte.

Bedst som jeg solede mig i min egen selvfedhed over at være tjekket nok til at aflevere foredrag for 60 mennesker, huske at forudbestille taxa, slutte til tiden og nå Ruby Rejsers bus i Fredericia, ja så krakelerede det hele på få minutter. Signe og jeg faldt helt til jorden. Vi er novicer i fællesrejser til Norge. I løbet af øjeblikke i den bus, afslørede De Andre os som fuldstændig utjekkede.

De Andre – har været på tur med Ruby Rejser. Mange gange. De ved. De havde thermokaffe og madpakker med. Og en dram til senere. Vi havde ingenting. De havde kontanter til øl og kaffe i bussen. Vi havde bare vores plastikkort. Men der blev taget hånd om os. Vi var jo nye. Og De Andre er ordentlige mennesker, der tager godt imod nye. En mand havde rigeligt mad med og serverede både æg og tomater og ostemad i bussen. Suppleret af egne appelsiner og chokolade blev det et festmåltid. Og vand kunne vi købe på Hälsingborgfærgen.

De Andre ved, hvad vi plejer. De forklarede morgenmaden og hytten og det hele. De kender hinanden. Fordi de altid tager med Ruby Rejser til Norge. Signe og jeg kiggede på hinanden. Og følte os en lille smule ved siden af.

Maden er bedre end sidste år, ved vi nu. Vi har lært, at det er forkasteligt at være usocial. Nogle værelser er bedre end andre, er vi blevet belært om. Vi har kort sagt forvildet os ind i en lukket fest.

Og I skal ikke tro, det bliver en kedelig ferie. For vi har kastet os ud i et antropologisk studie. Det er dybt interessant at være sammen med mennesker, der altid gør det samme i deres ferier. Omkring os er den mest fantastiske natur. Vi har lejet ski og støvler og krydser fingre for at vinden lægger sig. Så tager vi på tur.

I aften har vi maddag og laver glaseret skinke. Jo, vi gør. Og så er det overstået. Vi har fri resten af ugen.