by - 2 kommentarer

Om mørke og lys

Aros i Århus har særudstilling med en ordentlig bunke af Edvard Munchs malerier. Det er sådan en once-in-a-lifetime oplevelse, som jeg selvfølgelig måtte have med. Vi arrangerede derfor søsterstævne og mødtes i forhallen. Sammen med helt uhørt mange andre mennesker.

Udstillingen er så søgt, at vi måtte bestille tid. Og kun opholde os i det allerhelligste i en begrænset tid. Som vi vist nok overskred. Men først kunne vi nå en tur i Regnbuen på toppen. Et af de mest fantastiske og vekommende kunstværker nogen by har modtaget i lang tid. Se bare, magi:

Og så var det tid for Munch. Vi trådte ind i et mørkt rum. Sorte vægge og dæmpet belysning. Og så var scenen ligesom sat. Munch var ikke en munter gut fra Oslo. Han var trist, svagelig, syg, deprimeret, dødsangst og virkelig splittet i sin glæde ved kvinder og angst for dem. Og gennemsyret af en slags ansvarsfrihed. Det var altid kvindernes skyld. Som vi bevægede os gennem udstillingen tog det tunge mere og mere plads i vores maver. Vi så på hinanden og følte os fuldstændig mættede. Halvvejs gennem de mange billeder. Alligevel måtte vi fortsætte. Billederne var hele vejen igennem sat i sammenhæng med Munchs triste livshistorie. Selvom han blev en gammel mand og virkelig anerkendt for sin kunst, blev han aldrig rigtig glad. Vi ledte og ledte efter billeder, der rummede bare lidt glæde. Vi fandt ét. Af nogen børn. Munch endte sit liv som eneboer sammen med sin enorme produktion af kunst. En af de unge maleri-vagter fortalte, at når han solgte et maleri, malede han omgående et nyt og identisk. Fordi han ikke kunne leve uden sine billeder.

Det er en fantastisk udstilling. Det er fantastisk, hvad god kunst kan gøre. Alle billederne havde flyttet det tunge og triste ind i vores maver, da vi endelig trådte ud i lyset og skulle møde endnu en søster.

Og så var det, at vi smuttede i Aros kælder, hvor en helt anden udstilling kunne lette lidt på de tunge tåger i vores indre. Tony Matelli fra New York udstillede ‘A human echo’. Som egentlig er alvorlig nok. Men på den ustyrligt absurde måde, som fik os til at bryde sammen i latterkramper. Og sådan kunne vi med lettere hjerter gå vores anden søster i møde.

Jamen der er kun at sige, at svinger din vej forbi Århus, så skrub en tur på Aros og gennemlev det hele. Måske kommer du ud som et nyt menneske.

At slutte dagen med at drikke kaffe med Hulemor i Musikhusets café satte bare et smukt og rigtigt punktum på en rig dag, der havde rummet en stor verden. I Århus.

 

 

by - 3 kommentarer

Mavepusteren fra Marselis

I går blev jeg sådan lidt overvældet. Nej, jeg fik en regulær mavepuster. En direkte knytnæve i solar plexus, der hvor alle savn og længsler er parkeret.

Det var morgenløbeturen i regnvejr fra havnen i Århus, forbi svømmehallen i Spanien, forbi det gamle svineslagteri. Til Tangkrogen, hvor nogen har taget konsekvensen af det altid nedslidte græs, og anlagt noget permanent grus. Videre forbi kiosken langs vandet til Varna, der hvor skoven begynder. Og et lille smut ind i min gamle skov, inden jeg vendte snuden den anden vej og løb tilbage til hotellet.

Det var udsigten fra hotelmorgenmaden på tiende etage. Udsigten til min gamle by og kranerne på havnefronten.

Det var turen op ad Oddervej i taxa, ind ved kirken, op ad Ny Moesgårdsvej, tæt forbi Sandbakken, hvor jeg næsten kunne se mit gamle sted.

Det var TV-masten og alle bakkerne.

Det var et sugende gensyn med Moesgård, og det var den Moesgård-luft, jeg indåndede hele dagen, mens vi sad i det allerhelligste i biblioteket i den gamle hovedbygning. Og det ene kendte ansigt efter det andet dukkede op og gav varme knus.

Det var gensynet med auditorium 4 oppe under taget, og frokoststuen, der tidligere var de studerendes. Men nu tilhører underviserne.

Men det var turen tilbage til byen, der fik mig til at krybe sammen på bagsædet og holde om min mave. Turen ned ad bakken gennem en skov, der lyste af efterår. Forbi alle de små og store stier, hvor vi har løbet og cyklet så mange gange, at det ikke kan tælles. Forbi Ørnereden og Blommehaven, hvor jeg sendte lange blikke efter de løbere, vi passerede. Videre forbi Gåsehaven og vandhanen, som næsten gav hallucinationer. Og til Varna, hvor vi altid havde blodsmag i munden, fordi det altid gjaldt om at vinde Varna-spurten. Og det var det sidste stykke langs vandet, som altid har givet mig et lille sug i maven.

Jeg sad bare lidt stille på bagsædet og stod ud ved banegården. Og glædede mig over, at jeg havde et par timer alene i min gamle by inden gensynet med veninder, der har været forsømt for længe. Og min gamle frisør tog imod med et knus og havde tid til at klippe. Og Mads i IN-sport var i butikken og havde tid.

Noget var ved det gamle. Og det er ikke så skidt at have så meget at savne.

Det er kun skidt, at jeg ser det for lidt. Århus, jeg lover at komme komme mere. Du skal ikke bare parkeres under panseret i solar plexus.

by - 1 kommentar

Så fat det dog…..

…vi blir sgu da allesammen gamle. Jeg hvilede hjernen en halv times tid med et program, der handlede om nogen, der gerne ville være yngre. Eller i hvert fald snyde andre til at tro, at de var yngre. Fjernsynet myldrer med folk, der gerne vil være yngre for tiden. Og jeg får lyst til at skråle højt i kor sammen med Lone Kühlmann: Så fat det dog! Who are you kidding?

Selvfølgelig har jeg set mig deprimeret, nej nærmere desperat, i spejlet. Specielt når jeg cruiser forbi mit nye skab ved siden af vaskemaskinen, når jeg tøffer på toilettet tidligt om morgenen. Det har nemlig spejl på hele fronten. Og det kan være hård kost på morgenkvisten. Før jeg får lagt ansigtet i konsulentfolder og smurt lidt make up rundt om øjnene. Og ikke mindst – får kastet noget tøj omkring min halvnøgne krop.

Jeg har med mundvigene under hagehøjde gloet olmt på det løse maveflæsk og den måde, huden bare kommer til at ligner flæskesvær inden stegning. Når jeg sover for lidt, kan det ses. Sene nattetimer laver bare flere rynker rundt om øjnene. Mit ansigt er fuld af rynker. Fordi jeg har brugt den hud i mange år. Jeg gider ikke spilde min tid med at være utilfreds med mig selv. Over noget der alligevel er på fremmarch. Og jeg har lagt mærke til, at det ikke klæder mennesker at lade som om, de er noget andet, end de er. Folk bliver kønnere af at hvile i den alder, de nu har.

Jeg tror godt, jeg kan forstå dem, der får lavet kirurgiske indgreb for noget kropsligt, der virkelig generer dem. Og det er ingen hemmelighed, at jeg går all in for at spise ordentlig mad og at holde kroppen i god form. Men for at lade som om, man er yngre?

Jeg er ved at komme overens med mit kropslige forfald. Det er måske også nemmere, når jeg sprinter rundt ovre på Amager Fælled hver dag. Eller. Nå ja – lunter. Og når jeg laver en full body Ole Henriksen i havnebadet, og får huden til at trække sig sammen i chock. Men det andet er simpelthen for åndssvagt. Og der er ingen grund til at slå mig permanent ned i sofaen, mens jeg kommer overens med forfaldet. Jeg vil hellere være stærk og rynket end slap og glat. Det kan til hver en tid gøre mig sprudlende glad, at jeg kan løbe fra nogen. Eller ro langt i kajak. Eller være stærk i bjergene.

Jeg er glad for alle de år, jeg har levet. Faktisk er der meget lidt, jeg gerne ville have undværet. Og faktisk er det okay, at det kan ses i mit ansigt. Og på min krop. Jeg har levet løs. Og gjort det meget godt. En dag er det slut. Ville det ikke være en skam at kunne sige til sig selv på den yderste dag, at man havde brugt livet på at se yngre ud?

by - 3 kommentarer

Og det faldt – tårnet

Egentlig havde jeg sagt mit farvel til det blå gastårn. Og så blev jeg alligevel helt sådan barnligt tændt på at opleve eksplosionen. At se det store tårn lægge sig helt tæt på. Noget med brag og ild og røg. Derfor trådte jeg i pedalerne for at nå frem i tide. Og det gjorde 20.000 andre også. Den slags opmærksomhed er Sydhavnen slet ikke vant til. Og jeg opgav at komme helt tæt på. I stedet trak jeg mig tilbage sammen med andre sydhavnere på en bro ved en af haveforeningerne. Her stod vi så og piskede en stemning op sammen. Med fin udsigt til det blå tårn. Jo, jeg blev sgu sådan lidt trist. Vi talte ned sammen. Jeg indstillede kameraet, og pludselig kunne vi høre sirenen. Fuglene omkring os havde luret ugler i mosen og flagrede omkring os. Lidt røg fra toppen af tårnet, og så lagde det sig langsomt og værdigt. Og braget kom tumlende lidt efter.

Farvel gamle tårn.

Og væk var det. Og fuck hvor var jeg lidt vild med den eksplosion. Jeg kommer også næste gang, noget skal sprænges i luften.

 

by - 2 kommentarer

Farvel til det gamle tårn

I udkanten af Valbyparken, der hvor den bliver til Hvidovre, står et gammelt blåt tårn. En gammel gassilo, som ikke har været brugt til noget de sidste fem år. Nogen skælder det for at være et grimt tårn. Men med min forkærlighed for de udstødte, er jeg kommet til at holde uendeligt meget af det blå gastårn. På sin helt egen måde rummer det en skønhed. Tårnet er blevet mit orienteringspunkt, når jeg tåger rundt på lange løbeture. Gastårnet, jeg kan altid regne med gastårnet, når jeg mister orienteringen.

Eller det kunne jeg. For i dag tog jeg på et sidste besøg. Cyklede gennem Valbyparken til fodboldbanerne for at give et farvelkram og skyde de absolut sidste billeder af tårnet. I morgen er det nemlig væk. 50 kilo sprængstof, placeret de rigtige steder sender i morgen formiddag den gamle kæmpe i grus. Det kommer til at vælte direkte ned på de samme fodboldbaner, som jeg trillede rundt på tidligere i dag.

Der har været kæmpet lidt. Af folk der også holder af tårnet, og som helst ville beholde det der i Valbyparken. Men der var ikke penge til det, og jeg tror nok, at man blev bange for tårnets endelige forfald.

Vi må leve videre uden det blå tårn. Når jeg engang igen kan løbe langt ud over Kalvebod Fælled, må jeg finde hjem uden. Farvel tårn. Og tak for den tid, vi kendte hinanden. Jeg kunne godt have undt dig en bedre skæbne.

by - 48 kommentarer

Knæk hvad?

Kan vi ikke godt aftale, at vi snart er færdige med at klovne os igennem det der cancer? Mens vi hyggegyser  over de andres skrækkelige skæbner. Og vinder biler, mens vi køber en slags aflad med en kendis i telefonen? Jeg trænger til en pause.

Jeg har altid haft det anstrengt med den slags sammensurium af dagsordner, og siden jeg selv blev syg, har det været mig inderligt imod. Til kvalmegrænsen. En enkelt gang i ugen forvildede jeg mig over på TV2, der knækkede løs på cancer. Til et program med Bubber, som var rejst til Lanzerote med en gruppe tidligere kræftpatienter. Bubber kvidrede rundt, mens han udråbte sine buddies på turen til helte. Fordi de overlevede. Og fordi de løb fem kilometer, eller hvad det nu var. Mens der kørte et banner i toppen af billedet med opfordringer til at kaste penge ind på en konto, så TV2 kunne knække videre

Og når Bubber ikke kvidrede rundt, viste TV2 sort-hvide billeder af kræftramte eller godhjertede sygeplejersker. Med lukkede øjne og sørgemusik i baggrunden. Der havde en god dag, når de “kom helt under huden på deres (kræft)patient”. Undskyld, undskyld, hvis jeg kaster lidt op i munden.

Det er svært og sårbart at tale imod en folkebevægelse. Og det er som en slags folkevægelse. Der fester, gyser, spiller golf eller løber for eller imod kræft. En folkebevægelse, der hylder Kræftens Bekæmpelse, som om det var dem, der gør folk raske. Eller hjælper andre til at dø en ordentlig død. Kræftens Bekæmpelse gør meget godt. Og en del knapt så godt. Og rigtig meget, der godt kunne udfordres mere, end det bliver. Men det er læger og sygeplejersker på vores hospitaler, der gør det daglige arbejde. Sørger for at syge folk får den rigtige medicin til den rigtige tid, bliver opereret, får fred, mad og svære nødvendige samtaler. Det er dem, der tørrer bræk op, tørrer os i røven, lægger slanger ind her og her og hænger posevis af giftig medicin i vores dropstativer. Mennesker, der arbejder røven ud af bukserne på de hospitaler, vi langsomt har forsøgt at aflive gennem de sidste mange år. Som ingen gider betale skat til at financiere.

At få kræft er hårdt arbejde. Man er ikke en helt, fordi man ikke dør af det. Man er heldig. Man er heller ikke en helt, fordi man kan løbe, cykle eller bestige bjerge bagefter. Man er heldig. Man er lige så lidt en helt, som man er en evig stakkel. Kræft har ingen mening. Det er bare benhårdt arbejde. Og man er uheldig, at det lige tog bolig i den krop, der er din.

Jeg føler mig misbrugt, underkendt og udstillet, når TV2 og andre gør cancer til underholdning. Jeg fatter hat af det overskæg, som skal gøre noget cancer i den anden ende af mandekroppen lidt hyggesjovt. Og jeg bliver decideret antilyserød, når brysterne en gang om året får deres helt eget show i fjernsynet. Jo, de samler penge ind, så vi kan pudse samvittigheden, mens vi danser, er lyserøde eller løber. Men de skaber sig også et brand i befolkningen. Som dem der gør noget. Dem der helt uden beregning kaster produkter ind for at få flere til at joine. I modsætning til sådan nogen som mig, der ikke engang gider like på Facebook. Og de kan muligvis overbevise sig selv om, at det er renhjertet godgørenhed. Jeg har stadig smagen af opkast i munden.

 

by - 2 kommentarer

Bag hegn og pigtråd

Mens jeg brygger på et længere indlæg og forsøger at proppe lidt flere timer ind i døgnet, som bliver ved med at være konservativt på 24-timersreglen, kan I få et par skud fra en tur ind til den gamle lagerhal i Vasbygade. Er det spændende, spørger du. Jeps. For den gamle lagerhal er fyldt med street art og grafitti. Og den er buret inde bag høje pigtrådshegn. Og derfor en slags forbudt område, som jeg jo har svært ved at stå for. Men for tiden er der hul i hegnet, og jeg krøb igennem på en af mine morgenløbeture, dengang der var blå himmel i weekenden.

Næste gang smutter jeg ned til den fjerneste lagerhal, som har den bedste street art i hele København.

by - 5 kommentarer

Mere iskold smukhed

Der er noget særligt over at sidde ved spisebordet med en latte fra Ricco’s kl ti søndag formiddag. Hentet på vej hjem fra havnebadet. Efter en morgenløbetur som næsten tog vejret fra mig. Efterfulgt af morgensvøm i havnebadet og sauna sammen med andre morgenhyggere fra Sydhavnen. Og en næsten hel søndag foran mig.

Der er ikke så meget at sige. Bare billedspam. For det har sine fordele at være i evig genoptræning. Jeg kan uden bekymring tage detours og udforske alt, jeg kommer forbi. Og tage monstermange billeder, når morgenen er så ubeskrivelig, fantastisk smuk. Og kold.

Der er stadig små fisk i vandet i havnebadet. Og temperaturen i vandet er seks grader. Så ved I det.

by - 0 comments

Iskold smukhed

Jeg har løbet den bedste tur i meget lang tid. Forsigtigt og stille hvisker jeg, at det ser ud til at virke at løbe hver dag. Og det virker bedst på asfalt. Den mindste ujævnhed kan få tårerne frem i øjnene. I dag løb jeg en time. Den længste tur i lang tid. To tredjedele var på asfalt, og jeg havde kun ondt på den tredjedel, der var grussti. Som noget andet nyt havde jeg fundet et par gamle kompressionsstrømper frem. Og asfalt og kompression er åbenbart et hit.

Det hele bliver selvfølgelig også bedre af den smukkeste dag. Iskold, ganske vist, men fuld sol og blå himmel. Faktisk varmede solen, som om den klamrede sig til den sommer, som vist godt kan siges at være smuttet nu. Jamen i morgen slutter sommertiden. Og i tv snakker de løs om arktisk kulde.

Al den sol kaldte på en svømmetur i det iskolde vand, så jeg løb hjem og pakkede en badetaske. Og mødte op til en stuvende fuld sauna, hvor vi i den grad kom hinanden ved. Badeklubben havde åbent hus og inviterede gæster. Vores sauna er meget lille. Derfor måtte jeg time mine dukkerter, så der kunne blive plads på bænken, når jeg skulle gennemvarmes igen. Men det var fedt. Og hyggeligt. Der var også gæster fra den nye vinterbadeklub på Bryggen. De åbner officielt lige om lidt og får en mobil sauna lige efter nytår. Du kan stadig blive medlem, så se her. Måske ses vi nytårsaftensdag, hvor de igen i år holder badefest.

Vandtemperaturen er nu omkring syv grader, kan jeg hilse og sige.

by - 0 comments

Hippie 2

I dag udkommer Peter Øvig Knudsens andet bind om hippierne i Danmark. Og jeg har igen været heldig at få lov at lytte til bogen på forhånd og anmelde den. Her er min anmeldelse:

Jeg har igen haft Peter Øvig med mig rundt i min hverdag. Og han er godt selskab. Som for et år siden, da jeg lyttede til Hippie 1, har jeg i hver eneste arbejdspause pakket mig selv ind i lyden af eventyr. Peter Øvigs hippiehistorier har været med mig på løbeture, i s-toget, på cyklen og læst mig i søvn om aftenen. Men hvor Hippie 1 var en munter og visionær, næsten bevidsthedsudvidende oplevelse, sprængfyldt med tro og optimisme, sidder Hippie 2 tilbage i kroppen som den slags erkendelse, jeg fik, da jeg opdagede, at julemanden ikke fandtes. Rigtigt. Det er eventyr af den alvorlige slags.

Det er ikke en let bog at anmelde. Flere af de involverede har stoppet samarbejdet med Peter Øvig og har reageret på hans fortolkning af historien. Det var meget lettere at anmelde Hippie 1 med de lysende visioner. Men enhver historie har flere sider, og det er vigtigt ikke kun at fortælle de pæneste. Hippiebevægelsen, avantgardekunsten og Det Ny Samfund har betydet rigtig meget godt og sjovt for både samtiden og eftertiden. Peter Øvig skildrer bagsiderne og de mange omkostninger på en for mig ordentlig og respektfuld måde. Men med bagsideskildringer er der ingen lette veje.

Nærmest ubønhørligt skrider historien frem med begivenheder, der drejede en helt anden vej end de lyse visioner. Hippie 2 fortæller den side af historien, som også må fortælles. Bagsiden af de voldsomme eksperimenter med bevidsthedsudvidende stoffer. Polariseringerne og stridighederne indenfor de eksperimenterende miljøer. Hippie 2 har den sidste sommer, sommeren 1970, som det konstante omdrejningspunkt. Sommerens begivenheder og aktører skrives ind i den større samtidshistorie, og personernes historier folder sig ud som kontekst for sommerhistorien. Peter Øvig mestrer det at give detaljer liv ind i en større sammenhæng. Og det er måske netop det, som de involverede personer kan opleve ubehageligt. Eller ligefrem fejlfortolket. Fordi enhver oplever sin historie på sin måde. Der er meget smerte i denne hippiebog. Og jeg forstår den sårethed og blufærdighed, som de medvirkende oplever. Alligevel er det vigtigt, at denne del af historien også bliver fortalt.

Indgangen til det guddommelige har det med at flytte sig, når man har fundet den, som han på et tidspunkt siger i bogen.

Bogen fungerer godt som lydbog. Peter Øvig har en dejlig oplæserstemme, og jeg blev revet med af fortællingen. Øvigs talent for at skrue en spændingsfortælling sammen fornægter sig ikke. Tømrer-Claus’ musik forekommer mere afdæmpet end på Hippie 1, men jeg må høre den igen for at forsikre mig om, at det ikke er selvbedrag. Måske blev jeg revet med i en grad, hvor musikken faldt i baggrunden.

Jeg har lyttet mig gennem begge Hippie bøgerne. Med stor fornøjelse. Jeg holder meget af at kunne tage historien med mig, når jeg bevæger mig omkring. Men jeg tror også, jeg må købe bøgerne. Dem af papir. Fordi jeg savner billederne. Og jeg savner at kunne bladre tilbage og genlæse.

Jeg vil gentage, hvad jeg sluttede min anmeldelse af Hippie 1 med: Peter Øvig har begået et stykke vigtigt Danmarkshistorie til mine børn. Sammen med Øvigs historie kan jeg dele med dem, hvad vi også er kommet af. Lære dem om originalitet, nysgerrighed, eksperimenter og fri kærlighed. Og om køn og kvindekamp. Og tilføje, at med Hippie 2 får mine børn også nuancerne med.

Jeg ved ikke, om der er nogen morale på historien. Jeg sidder tilbage og tænker, at enhver form for fundamentalisme, om den bunder i religion, politik eller kunst, aldrig fører noget godt med sig. Og bagsiden af hippiebevægelsen var vel en slags fundamentalisme. Som rev nogen med sig i farten.