by - 4 kommentarer

Den endeløse historie om ferieplaner

Jeg planlægger. Ferien, altså. På den måde, kun jeg kan planlægge. Her kommer historien om, hvordan en uges kajakferie i det sydfynske øhav involverer blå racercykel og storskrald.

Det er ikke ligetil at komme til Tåsinge med offentlig transport. Det indebærer skift og tager nærmest urimeligt lang tid. Eller det er sikkert rimeligt nok. Jeg vil bare hellere bruge min tid på cykel end i forskellige busser. Derfor er min blå racer lige nu udsat for en slags overgreb. Den får bagagebærer. Og cykeltasker. Jeg kunne have valgt min mountainbike, som har træk til cykeltraileren. Men man kan ikke cykle over Storebæltsbroen. Og hvordan får man cykel OG trailer ned på perronen og ind i toget? Nej vel? Og sadeltasker på en mountainbike er trods alt et større overgeb end på raceren. Som alligevel bliver brugt mest som pendlercykel mellem Hillerød og Sydhavnen.

Ingen af cyklerne er født til at have bagagebærer, og derfor bliver det en lidt større operation med specialbeslag og sådan noget. Som cykelsmeden tager sig af. Heldigvis havde han tid, så den er klar i morgen.

Men her stopper vi ikke. For jeg skal jo hjem igen fra Tåsinge, når jeg er færdig med at vælte rundt i vand og sove på små øer. Og hvorfor ikke lave en tur ud af det? Som i at krydse over Langeland og sejle fra Rudkøbing til Nakskov? Og tage på opdagelse i det Sydsjællandske, mens jeg bevæger mig mod København. Det tager nok en dag eller to længere, men jeg har jo telt med i forvejen.

Derfor udvikler min ferieplanlægning sig som et større mindmap. Fra kajakferie til cykel-telt-kajakferie. Andre og mere voksne mennesker havde selvfølgelig bare taget den bil, de har i garagen.

Altså finder jeg kogegrej og lejrudstyr frem. Som bare ligger langt inde i pulterrummet. Som så må ryddes undervejs. For at jeg overhovedet kan komme derind. Og derfor udsættes for den minimeringsproces, jeg har haft planlagt længe. Som også hedder at smide alt det overflødige skrammel ud, der bare står der og tager plads op.

Og jeg bager rugbrød til hele ugen. Og planlægger lejrmad, der kan være i cykeltaskerne. Og kajakken. Mens jeg sender en stille bøn op om lidt lettere vinde i næste uge.

Og glæder mig.

by - 1 kommentar

Feriesysler og gamle ord

Når jeg ikke har trænet eller tusset rundt i byen efter dejlig musik, eller skruet og vredet på min mountainbike, har jeg brugt de første feriedage bag computeren. Mens jeg har taget mig af en bunke gamle ord med noget, der ligner nænsom omsorg. Jeg har været i gemmerne for at konvertere min hedengangne blog til et worddokument, der kan gemmes som andre dokumenter. 300 sider! Er ret meget mere, end jeg troede. Nu får vi så se, om der er noget i de 300 sider, der kan bruges til noget.

Den gamle blog startede, da jeg blev syg omkring jul og nytår 2006/7, og den levede til omkring midten af 2009. Den var min dagbog og mit talerør til venner og familie, mens jeg var isoleret og i behandling med kemoterapi. Og den fulgte med på den enormt svære proces, det var at bygge noget liv op igen. Som var fyldt med  nye boblende øjeblikke.

Jeg faldt f.eks. over denne lille jubelscene fra sommeren 2006:

Juhuuuu – i dag har jeg løbet for første gang i mange måneder. Jeg havde sat ti minutter som succeskriterium. Bare jeg kunne løbe i ti minutter uden at gå, ville jeg være glad. Og så løb jeg i 22 minutter. Rundt i Botanisk Have. Ihhhh hvor var det en fantastisk fornemmelse. Alene fornemmelsen af at få pulsen ordentligt op. Den kommer selvfølgelig op, pulsen, når jeg cykler på MBT-ruterne i skoven, men løb er anderledes. Hvor er det godt. Der er lang vej til topformen og det varer længe, før jeg kan følge med hundene. Men bare det at kunne løbe. Wow hvor er det godt. Det er så godt at kunne bruge min krop igen.

Eller en lille rund taknemmelighedsboble fra samme tid:

At få lov til at opleve den helt rene glæde ved bare at leve er en gave. Jeg tror måske, man skal helt ud og vende for at opleve det. Jeg har haft en snert af det nogle morgener i bjergene. Men aldrig så ufiltreret som nu. Lige nu fylder den mig hele tiden. Jeg sidder bare og stirrer livet forelsket i øjnene. Ryster lidt på hovedet og ser forelsket på det igen. På en måde er det rart at tusse stille rundt og nyde følelsen.

Jeg fandt et langt takkeskriv, som jeg sendte ud den sommer 2007. Og som I kan få et lille bitte uddrag af:

Tak til alle jer, der har været her. Jeg ved ikke, hvordan jeg kan takke jer for jeres hjælp gennem de sidste 4-5 måneder. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden jer. Uden jer havde jeg ikke været i stand til at stå det igennem så relativt godt, som det nu blev. Det har været utroligt overvældende og rørt mig dybere, end jeg har ord for, at I bare har været der. I har hjulpet mig på den mest overvældende måde og gjort det muligt for mig at leve et liv i isolation uden at være isoleret og ensom. Har du levet i en osteklokke, spurgte Fransesco. Nej på ingen måde. Jeg har haft en rigt socialt liv. Jeg har haft et liv fuld af indhold, glæde og latter, trods de dystre omstændigheder.

Jeg aer lidt på de gamle ord. Sætter dem forsigtigt på plads i deres nye hjem. Og finder nye sammenhænge til dem. Mens jeg bare er skideglad for, at jeg skabte alle de ord dengang. For man kan kun blive klogere af at vende tilbage til alle de glemte detaljer i ny og næ. Fordi der var både skrald og smukhed og vækst og bevægelse. Og henfald og spild og fart og langsomhed. Der var stilhed og musik, og der var masser af kærlighed. Og det husker jeg, når jeg læser de gamle ord.

by - 1 kommentar

Teitur

Jeg blev en lille bitte smule forelsket i aften i Frederiksberg Have. I en lille trold fra Færøerne. Som lidt smågenert trissede ud på scenen i rød skjorte og slips. Og så satte han sig bare uden videre ved flyglet og sang sig vej lige i hjertekulen. Der var pænt mange mennesker på plænen, og selv vejret viste sig fra en pænere side.

Så fint spillede ham, og så koncentreret lyttede de alle, at det virkede nærmest plat og pinligt, at jeg midt i det hele rejste mig og kværnede mig vej gennem gruset. Bare for at hente vin og sandwich, så vi ikke døde af sult og tørst der på første parket.

Kender i ikke Teitur, siger I? Nåmen, så er det virkelig på tide.

by - 0 comments

Feriesnapshots

Ferien blev sparket igang. Ferieporten smækkede fredag eftermiddag med kun et par hængepartier, som gemmes til en ledig stund i ugen. For feriestemningen indfandt sig øjeblikkeligt.

Den indre husalf brød igennem og sendte mig på en sidste-øjeblikstur over Amager Fælled efter hyldeblomster. Heldigvis skulle jeg ikke bruge mange. Og jagten kunne kombineres med en halvhjertet løbetur. Hjemme blev alle blomster renset af stilkene og lagt i blød i henholdsvis Brøndumsnaps og gin. Inspireret af Mads Madglad, og med tak, står der nu to glas og trækker til onsdag. Og så er jeg klar til at invitere på sundowner ved vandkanten.

Jamen feriestemning må sgu være sådan noget med fornemmelsen af tid? Nybagte boller? Ny surdej til rugbrødet? Hvidvin med gode venner, som man har set alt for lidt alt for længe? Og timevis af leg i vand, med blomster og sommerfugle, med sand og plastikspande eller bare bevæge sig henrykt med verdens mindste Vera. Hvor al bevægelse foregår i hop og løb. Præcist som hendes mor for en million år siden.

Og så pakker jeg mig ind i musik. Fordi der er jazzfestival i København hele ugen. Joni Mitchel fortolket sødt, fint, og følsomt af bl.a. Ane Trolle, Julie Maria og Gustaf Ljunggren i Frederiksberg Have i aften og Teitur samme sted i morgen. Og alle de andre aftener til noget andet med andre veninder. Mens jeg stadig græder en lille smule over ikke at have hørt Bruce Springsteen i Roskilde. Men jeg elsker også at drysse rundt i byen og finde fantastiske små og store musikoplevelser.

Det er ferie. Og jeg skider på det vejr.

by - 0 comments

Aftenstemninger

I aftes fik jeg besøg af Anna. Som besøgte mit sted for første gang. Det var en temmelig vidunderlig aften, og mens vi tumlede med livets svære spørgsmål om forfald og aldersbetingede panikanfald, trak jeg hende gennem mine yndlingsstier på den anden side af vandet. Jeg elsker at vise mit hood frem, og særligt når nogen har den evne til at blive henrykte. Der er vel ikke noget meget bedre end at være henrykte sammen? Mens man alligevel kan være alvorlig. Og afbryde de alvorlige ting med henrykte udbrud over smukhed. Og genoptage alvorligheden.

by - 0 comments

Gammelmor i grublehjørnet

På sådan en dag, som blev annonceret som en sommerdag med let eller ingen vind, var det en ansélig bunke modvind, man havde bunket sammen til mig mellem Hillerød og Sydhavnen. Vi lader os ikke trodse, den blå cykel og jeg. Men man må jo undre sig over, hvordan vinden kan koncentrere sig på Kongevejen. Gang på gang.

Hvis nu det havde været mig, der sad bag rattet i en lille smart bil på Frederiksberg, og som snittede et cykelbaghjul i et kækt højresving, så ville undskyldninger have stået i kø og falde over hinanden på vej ud af min mund. Jeg ville nok ikke have eksploderet i halvhysterisk tøsefnis, mens jeg slammede hånden for munden. Og kørte videre. Men det var mit baghjul, mig der skulle ligeud og mig med en puls så langt oppe i det røde felt, at jeg blev ganske tavs.

Jeg har to cykelhjelme. Og længe har de begge været forsvundet. Eller. Jeg har ikke gidet at lede efter dem. Jeg forstod ikke, hvor de var blevet af på mine knapt 80 kvadratmeter. Det har jo også været varmt. Og håret er nyklippet. Og så fik jeg en gedigen opsang i mandags over at køre uden hjelm. Sådan en af dem, der godt kan gøre mine ører lidt lyserøde. Og lyserøde ører klør som bekendt. Et tilfældigt blik i pulterrummet, et tilfældigt dyk ned i en kurv med tasker – og den sorte cykelhjelm gled ind i min hånd. Meget heldigt på en måde, når nu Frederiksbergtrunte havde travlt i højresvinget.

Jeg har ondt i røven. Jeg må være i dårlig cykelsaddelform. But how? Jeg bor jo nærmest på den cykel.

Der skete noget mærkeligt med tiden. Jeg er stadig midt i sommerferieforbandelsen, så der bliver arbejdet igennem lige til feriedøren smækker på fredag. Jeg havde en aftale om en aftentur med en veninde kl 19 og ville hjem kl. 15. Hun er nemlig en ny veninde, og mit hus så ret brugt ud. Som det ofte gør. Derfor driblede jeg lidt ærgerlig og lidt presset på tid ud fra Hillerød tyve minutter over fire. Jeg løftede et øjenbryn i Holte, da uret ved stationen viste ti minutter over fire. Og tænkte, at de måtte se at stille det ur. Da jeg nåede hjem, havde universet simpelthen foræret mig en hel ubrugt time. Måske havde jeg bare alligevel lukket computeren tyve minutter over tre. I hvert fald havde jeg god tid. Og mit hjem så stadig brugt ud.

Og cyklen bor stadig i stuen.

 

by - 2 kommentarer

…og så er det jo godt, at man har andre talenter…..

Når nu hysterisk fornærmet hæl skaber sig over den opsang, den fik forleden. Med mindre det giver fuldstændig god mening, skal man aldrig kun satse på én hest.

Der for elsker jeg stort på min blå cykel. Og når nu DSB har travlt med at reparere på togbroerne i ferietiden, kan jeg jo cykle hele vejen frem og tilbage til Hillerød. Det klarer både træningen og tankerne og husker mig på nydningen langs landevejene, mens det er sommer. Og når bare jeg husker solbrillerne, kan jeg også se for høfeberen.

Og derfor glæder jeg mig næsten uhæmmet over ikke at have planlagt løbeferie, men kajakferie. For så kan den sure hæl sidde i bunden af båden og gære helt i fred. Mens jeg nyder havet og solen (jo, jeg gør) og himlen. Og får et jublende gensyn med det sydfynske øhav, når vi ror fra ø til ø med telte.

For jeg er så skidetræt af at slås med den hæl. Jeg tror godt, jeg ved, hvad der stikker den. Og det går jo nok over på et tidspunkt. Men tænk nu, hvis jeg kunne bruge min sommer på at sidde i Sydhavnen og ulme over manglende løbeture?

by - 0 comments

Opsang til en sur hæl

Endnu en søndag vågnede jeg op og var ond i sulet på min venstre hæl. Min hæl forstår mig ikke. Eller jeg forstår ikke min hæl. Jeg er sur på den, og den er sur på mig. Og det er noget virkelig rod at føre sådan en intern krig mod noget af sig selv. Hælen har fået særbehandling ud over al rimelighed, og den optræder som et fornærmet og forkælet enebarn.

Hold op nu! Du har en makker for enden af det højre ben, som fungerer upåklageligt. Som ikke har dine humørsvingninger. Som er stabil og vedholdende arbejdskraft. Tal lidt med den ved lejlighed. Jeg har aldrig gjort forskel på jer.

Tag nu og beslut dig for, om du skal være ond eller god? Om det er skidt eller godt med løbeture på fælleden? Om du bliver glad af en praktisk og ucharmerende løbesko, eller om det går an med en lille hæl? Så gør da ondt og opfør dig som en langtidsskadet hæl. Lad være med at narre mig til at tro på dig. Når du alligevel dagen efter er sur igen.

I dag var det nok. Ikke på vilkår om jeg satte min fod i et par løbesko. Faktisk har jeg brugt ugen til en slags hvileuge, hvor hysterisk hæl kunne knytte sylten og glemme at spille kostbar. 2-3 småture er det blevet til.

Alligevel – eller måske derfor – hylede hælen hele morgenen. Glem det, hvæsede jeg. Og stod stille og roligt op sammen med Alma, som var morgensulten. Glem det, hvæsede jeg igen, da min veninde sms’ede, at hun blev lidt forsinket til vores brunchaftale. Og hælen selv glemte det, mens vi sad i timer over god mad i solen på Islands Brygge.

Og den blev sparket til hjørne, da vi fortsatte til Halmtorvet for at drikke øl med en anden veninde, der havde noget at fejre.

Ha, så kan du lære det, dumme hæl. Jeg kan nemlig sagtens have den bedste søndag helt uden at skændes med dig. Og i morgen får du en lang næse igen. For jeg har nemlig tænkt mig at cykle både til og fra arbejde. Og så kan du have det lige så fornærmet, du lyster. Jeg cykler nemlig fint med en sur hæl.

by - 0 comments

Lidt om soldater og en elefant

En halv times tid i bus, og vi er langt ude på noget, som ligner rigtigt land. Og vi er på jagt efter gode overnatningssteder, Alma og jeg. Vi skal nemlig på telttur, og Alma vil ikke sove i en skov. Derfor tog vi bussen forbi Kongelunden til Sydkystpynten, hvor Kongelundsfortet ligger. I højt solskin og med aftensmaden pakket i rygsækken. Sammen med Uno-spil, kaffe og æblejuice samt mit kamera og Almas elefant-bamse.

Kongelundsfortet ligger på den sydligste spids af Amager med udsigt over vandet. I mit tidligere liv, da jeg kunne løbe lidt længere end en time ad gangen, er jeg løbet forbi uden nogensinde at standse. Noget godt er der måske ved at stille de lange løb på pause?

I hvert fald havde vi en fest med at udforske det gamle fort og lave røverhistorier undervejs. Altså når man er fem i Danmark, aner man ikke en skid om krig og soldater. Prøv lige at give en fornuftig forklaring på et fort, hva? Midt i al den smukhed og eventyrlige stier og sære bygninger med hemmelige kighuller.

Og så er der faktisk en lejrplads med shelter og bålplads og det hele. Den tilhører en spejdertrop, og måske man kan få lov at låne et lille hjørne på et tidspunkt for en enkelt nat?

Anyway, vi satte os i græsset og spillede Uno, Inden vi smuttede med bussen tilbage til Sydhavnen.

Og fandt en elefant i busskuret.

by - 2 kommentarer

Æblekrigen

Jeg er gået all in. Har overgivet mig på helt og aldeles måden. Og sidder nu som en tre-årig med lopper i røven og venter. Og venter. Og venter. Æblet har vundet en stor lokal sejr i æblekrigen i Sydhavnen.

I dag kommer min nye computer. Eller den kom allerede i går. Mens jeg holdt en fest hos min søster. Jeg tør ikke gå i bad nu. For sæt UPS ringer på døren, mens jeg har sæbe i ørerne.

Jeg satser på, at næste blogindlæg er skrevet på en MacBook Pro med større lækkerhedsfaktor og en mellemrumstast, der ikke sætter sig fast hele tiden.

Men det er også en bevæget afsked med en lille bitte computer, som har levet et barskt liv. Som den står der på spisebordet, med gråt gaffatape om kanten. Som sprækkede under en helikoptertur i Nepal, hvor tasken ikke stod helt stabilt. Ja så må jeg sige den stort tak for de eventyr, vi har været på sammen. Og som en hypet og smart æblecomputer aldrig vil kunne. For når man er så smart, er man åbenbart og både sart og ømskindet, og ville aldrig kunne tåle hverken højder, frostgrader, støv og regn i lange baner. Som den her lille fyr har levet igennem.

Derfor – et par billeder fra et spændende pc-liv:

I ca. 4500 meters højde i Nepal i 2008. Med os havde vi en satellitsender fra Thrane og Thrane, så vi kunne sende reportager hjem undervejs til bloggen og et par aviser og blade.

Fra samme ekspedition under dække af solparaplyen. Den lille computer levede et farligt liv på de ujævne klippestykker.

To måneder i Humla, Nepal, med en lånt satellittelefon og solcelleoplader, så jeg kunne sende opdateringer til min blog i lange baner. Det var svinedyrt og svært at holde både telefon og computer opladet, så jeg sendte 3-4 blogindlæg ad gangen til min søn, som sørgede for løbende opdateringer.

Så tak for alt, min ven. Den går ikke tilde evige cybermarker, men bliver gemt et sikkert sted. Måske får jeg brug for lidt råstyrke et barskt sted igen. Det ved man aldrig.