by - 1 kommentar

Yndigheder på nuttefronten

Det kan være svært at tro. Men jeg har brugt pinsedag på at opgradere mit lille verdenshjørne. Og smurt lidt feminin yndighed ud over det hele.

Jeg har ligget på maven på min ponton i kanalen og kyst en stor bunke tang og flydende affald væk fra det skjul, det havde fundet sig under stigen bag pontonen. Og sendt det på langfart til nogen andre. Klamt, faktisk. Tænk bare lidt over, hvad I kaster i havnen. Vi er nogen, der får glæde af det senere.

Stadig på maven med solen bankede ned i nakken, har jeg skrabt alger, muslinger og snegle af pontonen. Også klamt, faktisk. De der muslinger gik i stykker og åbnede sig, når jeg skrabede dem af. Og sank til bunds i flere stykker med muslingekødet frit flydende.

Nok om det. Så gik jeg agurk i blomster og pottemuld. Jeg plantede og ordnede og slæbte bunker af gammelt skrammel på genbrugspladsen overfor. Og smurte et tykt lag yndighed ud over hele min terrasse. Og fandt nuttethedskompetencer, som jeg ikke anede, jeg havde.

20120527-224421.jpg

20120527-224441.jpg

Men jeg nåede også at sidde længe i solen og flette tæer med mig selv i vandkanten.

20120527-224657.jpg

by - 1 kommentar

Mad, mad, mad

Jeg har efterhånden lært mig at lave ordentlig mad til mig selv. Because I’m worth it. Og fordi livet er for kort til dårlig mad. Men det er en svær læreproces. Jeg er vokset op med selskab i køkkenet og omkring spisebordet. Min familie bestod af far, mor og fem børn. Og selv om min mor af og til bad os skrubbe ud af køkkenet, så hun kunne lave mad i fred og ro, var køkkenet gennem hele min barndom et sted, vi mødtes og gjorde noget sammen. Spisebordet var tegnebord, lektiebord, spillebord, sybord og det sted, familien var sammen. Jeg kan faktisk ikke huske, at vi sad meget i sofa, og fjernsyn var ikke noget, der fyldte. Det gjorde spisebordet.

Jeg har boet i kollektiv med maddage og fællesspisning, og da jeg flyttede for mig selv, var jeg ikke længe om at etablere noget madklub, så der fortsat var larm og fællesskab omkring maden. Nå ja, så fik jeg jo på rekordtid min egen storfamilie med børn på køkkenbordet og kærlig gourmethygge. Selv midt i storfamilien fik vi etableret madfællesskab med andre familier. Med børnene myldrende om haserne, og os med storfamilien kunne rånyde at få maden serveret og tiltuske os noget voksenselskab over kartoflerne. En søndags-frokost-madklub kombineret med to timers badminton varede i flere år. Min eksmand kunne låne to sammenhængende idrætssale på det gymnasium, han underviste på, og voila: alle redskaber ude til ungerne i den ene sal, og indædte par-badmintonkampe mellem de voksne i den anden.

Efter idyllen krakelerede og jeg indtog livet som single og alenemor til tre, etablerede vi på mit nye arbejde en gourmet madklub for dem uden kærester. Gentagne dates med samme person diskvalificerede for medlemskab uden nåde. Konceptet var gourmet oplevelser. Finere middage med flere retter. Vi skulle kort sagt kræse for hinanden, når der nu ikke var andre, der gjorde det. Klubben døde en slags naturlig død, fordi folk ikke kunne overholde grundreglen om ikke at gentage dates. Men jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der er tilbage i udgangspunktet. Nu bor vi bare for spredt i landet.

Senere fandt vi sammen i andre singlemadfællesskaber, som jo let kom til at hænge sammen med noget forlænget dansetur i byen. Og havde det venindesjovt på den fedeste måde, der som regel handlede om at drukne i rødvin eller spændende drinks.

Men nu jeg har rykket mit singleliv til hovedstaden, savner jeg noget madfællesskab. For Guds skyld ikke noget stramt sundhedskoncept, men bare almindelig sund og lækker mad. Kunne sagtens være på hverdagsaftner. I weekenderne udnytter jeg jo mine venner og mine unger. Så kom frit frem. Kender I en københavnermadklub, der mangler et medlem? Eller er der nogen derude, der vil være med?

20120527-110254.jpg

by - 3 kommentarer

Når verden nærmest eksploderer i smukhed

Nu skal man ikke lade sig narre af, at denne post er skrevet i kategorien hverdagsliv. Og man skal heller ikke lade sig narre af, at det bare er en helt almindelig torsdag. Som strengt taget hører til i hverdagskategorien. Men når sådan en torsdag springer ud som en dag, hvor jeg når det jeg skal. Og løber den dejligste tur på Kalvebod Fælled, hvor jeg ikke kommer så tit, fordi en vis venstre hæl ind imellem blander sig. Og når jeg som bonus også får importeret de første sommerblomster til terrassen. Ja, så er den allerede lidt på vej væk fra det hverdagsagtige.

Og når jeg så endnu senere går den smukkeste tur på Amager Fælled, mens alt det grønne dufter for fuld kraft, fuglene synger, frøerne kvækker og tjørnebuskene blomstrer over det hele. Og jeg får lejlighed til at vise min legeplads frem i al dens magt og vælde. Så kan man kun slutte en antihverdags torsdag af med liflig hvidvin på Bryggen.

For endelig at falde fuldstændig i svime over verdens smukkeste solnedgang, mens jeg trisser hjem langs vandet. Og bare er lykkelig for at være mig lige her i Sydhavnen.

20120524-231717.jpg

20120524-231726.jpg

20120524-231735.jpg

20120524-231742.jpg

20120524-231749.jpg

by - 6 kommentarer

Modvind på cykelstierne

Det er næsten en sand fornøjelse at cykle hjem fra arbejde. Solen skinner, og skoven er grøn. Og, ja, jeg cykler hele vejen. Alle 45 kilometer. Den blå racercykel er forfremmet til mit daglige transportmidler. Og der er dødsstraf for at nakke den. Ikke kun fordi det er forbudt, og jeg bliver sønderknust, men også fordi jeg cykler rundt med TO monstertunge tykke kæder til at låse den fast med. Og det giver næsten hold i nakken. Og pokker skulle transportere begge kæder rundt på Sjælland, hvis nogen alligevel napper min cykel.

Men det er en nydelse at race afsted langs Kongevejen og overhale de smarte i det dyre tøj. Dem med topmaven, som er trukket i Riis dresset eller gul førertrøje. Jeg elsker at hvisle forbi en elcykel på vej op ad bakken. Og jeg hviner næsten af fryd, når jeg kommer hurtigere frem end bilerne.

Men jeg vil godt have den vind op til forhandling. Jeg mener, vi bor i et demokratisk land. Eller? Man kunne ærligt talt godt fordele vindretningen mere retfærdigt. For hver dag kører jeg ind i en massiv mur af blæst, når jeg kommer til et sted mellem Blovstrød og Birkerød. Kunne man ikke skifte retning hver anden dag? Det er en seriøs vind, jeg taler om.

Ikke at jeg har noget imod en kæk vindblæst frisure. Eller blæst op under sommerkjolen. Men når jeg må træde til NED ad bakkerne og stå op i pedalerne, når det går op, så er det for meget. Når det er hver dag. Så hvis I bare ændrer det til fredag, vil jeg være glad. For i morgen skal jeg bare på Rigshospitalet. Aftale?

by - 1 kommentar

Min sure hæl

I de sidste måneder har min venstre hæl råbt temmelig meget og blandet sig i mine dispositioner. Jeg kan faktisk ikke engang huske, hvor længe, den har blandet sig. Men længe. Måske begyndte den at pippe, da vi var i Lissabon i julen? Hvor jeg i min umådelige dumhed kun havde medbragt høje hæle. Og løbesko, klart. Eller var det i løbet af januar, mens jeg traskede rundt i et par totalt udtrådte vinterstøvler? Ved det ikke. Ved bare at det er længe.

Nu lysner det. I denne uge har jeg løbet tre ture uden indblanding fra hælen. Ikke tre dage i træk. I dag bed den f.eks. pænt fra sig, mens min løbetur over Amager Fælled i går var en sand fornøjelse. Det går kort sagt på sin helt egen måde fremad.

Hvad jeg har gjort? Tæt på ingenting. Jeg opdagede hurtigt, at pauser ikke gjorde nogen forskel. Så kunne jeg lige så godt løbe videre. Bare jeg holdt mig omkring en times tid, gik det okay. Bed tænderne sammen og løb. Dem der har kendt mig længe, ved at lidt smerter ikke skal komme i vejen for en løbetur.

Jeg gjorde noget, jeg aldrig har troet på. Masserede Felden creme ind på det ømme sted. Jeg tror stadig ikke på, atvdet er cremen, der virker. Den kan umuligt trænge helt ind i senen gennem huden. Men massagen virker.

Jeg opdagede på et tidspunkt, at det blev meget værre af at løbe op ad bakke. Fordi senen blev strakt for voldsomt. Jeg løber nemlig allermest på forfoden, når jeg løber opad. Derfor koncentrerede jeg mig om at få hælen i jorden. Og nu kommer forfodsjuntaen sikkert efter mig. For de uindviede, er forfodsjuntaen tilhængerne af den trend, der har hersket i de moderne løbekredse de sidste par år. Som en slags modtrend mod min ungdoms trend, som gik ud på hællanding under løb. Af de samme grunde, som man nu skal lande på forfoden. Og helst i bare tæer.

Til forfodsjuntaen kan jeg kun sige, at jeg hele mit liv har landet på forfoden eller midtfoden. Også dengang man ikke måtte. Og at jeg har løbet i de flade sko, jeg skal løbe i. Jeg elsker mine Nike Structure og synes stadig, at de er Guds gave til mennesket. Jeg kan også kun sige, at det har virket at forsøge at få hælen mere i underlaget. Min hæl gør meget mindre ondt. Måske bliver den aldrig helt god igen. Men den bliver bedre, og de fleste dage er det igen en nydelse at løbe.

by - 1 kommentar

På tur blandt farlige dyr

Lille Vera på et år og et par måneder elsker dyr. Disney Show og andet børnefjernsyn – go home. Animal Planet og udsendelser med løver rykker. Hunde må godt holde en høflig afstand, men ænder og andet flyvende godtfolk må holde på hat og briller, når Vera slippes løs. Og i dag skulle vi i Zoologisk Have sammen med hendes mor.

Jeg fræsede temmelig forsinket ud af døren. Fordi mit dankort, som så ofte før, var forsvundet fra universet. Hvorfor sker sådan noget for mig? Jeg fandt det inde i en kogebog. I en kogebog??? Ja om tapas.

Vi mødtes i Frederiksberg Have, hvor Vera jagtede hejrer, og skyndte os afsted til de farlige dyr i den gamle have på Roskildevej. Vera var i højt humør og skuede med en dronnings værdighed over verden omkring sig fra mine skuldre. Allerede ved indgangen til Zoo råbte hun begejstret til plakaterne med de mange dyr.

Efter lidt kedelig mad i havens cafeteria (jeg kan ikke kalde det en restaurant), gik vi direkte på løverne. Whaaaaargh, sagde Vera begejstret. Og kiggede længe på løverne, der lå i solen og sov. Og sådan blev hvert eneste dyr i haven studeret minutiøst. Det lille menneske var fuldstændig opslugt. Hun har ikke fået skabt sig et sprog, vi andre forstår endnu. Men hun kan alle dyrelydene. Og hun kan huske hvert eneste kræ og bæst fra den her eftermiddag. Vi fik repeteret aberne, løverne, søløverne, flodhesten, zebraen, hønsene, grisene, sangeren og næsehornet. De sidste var hun behørigt respektfuld overfor. Som sansede hun deres styrke og størrelse, trak hun mig væk fra rækværket, så vi kunne iagttage dem på sikker afstand. De øvrige dyr blev studeret med næsen fladt mod ruden og dyb koncentration.

20120518-230053.jpg

by - 6 kommentarer

Om vrangforestillinger og tvivlsomme selverkendelser

Lige så meget, som jeg elsker at trække i vandrestøvler eller løbetøj, elsker jeg høje hæle, neglelak og feminine outfit. Jeg har en pænt imponerende skosamling og har midlertidigt forbud mod at købe flere. I mine skabe hænger kjoler og fint silketøj, som jeg med stor fornøjelse ifører mig også på hverdage.

De mange gange jeg har været på ekspedition i bjergene og er kommet beskidt og ildelugtende hjem, har jeg fået et akut behov for noget modvægt til alt det praktiske og ikke-så-feminine. Og er nærmest gået amok i stilletter, nylonstrømper og læbestift. Og har pladret parfume ud over min lille krop. Jeg bliver ikke spottet i sportstøj eller outdoor’ish style på stenbroen, med mindre jeg er i løb.

Men jeg glemmer, at den slags ikke egner sig til lange cykelture eller ture over fælleden på jagt efter urter. Derfor må jeg nu endnu engang minde min indre indkøbschef om, at sommerfrakker i sarte lyse farver fremover må være udelukket fra mit repertoire. Der er en grund til, at sort går godt hos mig.

For nu hænger min lyse, fine sommerfrakke til tørre efter vask og febrilske pletfjerningsforsøg. Med en stor og stædig blå plamage på ryggen, som ikke vil score point i kontorlandskabet. Og som en anden Emil-fra-Lønneberg har jeg ikke den fjerneste idé om, hvor den blå farve kommer fra. S-toget? Rygsækken (man cykler ikke med rygsæk i sart sommerfrakke)?

Suk.

by - 2 kommentarer

Så barnlig er jeg

Jeg har et anstrengt forhold til vind. Jeg ved ikke, hvorfor. Men vind kan få mit temperament helt op i det højrøde felt.

I dag kastede jeg et blik ud af vinduet ved middagstid og bestemte mig for at cykle til møde på Gentofte Hospital. En tur på 27 km skulle ikke betyde noget og heller ikke gøre transporttiden meget længere. Og solen skinnede jo.

Så afsted med mig. Min grå hverdagscykel er død. Der skal ikke opereres mere på den, og nu står den og dør en naturlig død af slid og alderdom på min terrasse. Der er ikke flyttet en erstatning ind i cykelkælderen endnu, for det er alligevel vejr til at lufte min blå racercykel. Den bliver parkeret på mit kontor og giver anledning til ret mange ekstra besøg af kolleger, der lige skal ind og løfte lidt på den. Jeg klamrer mig beskyttende til den i s-toget om morgenen, og nyder turen hjem gennem skoven. Hvis man kan være forelsket i en cykel, er jeg det i den, og nu har vi efterhånden kendt hinanden i næsten fem år.

Vi, cyklen og jeg, cruisede ud på Overdrevsvejen og satte kursen sydover. På Kongevejen blev jeg mødt af massiv vind. Lige i fjæset. Og jeg trampede det bedste, jeg har lært. Og så er det, at jeg begynder at sprutte. Af arrigskab. Helt åndssvagt, for vejret lader sig ikke sådan påvirke. Og jeg tænkte, at jeg jo bare kunne hoppe på et tog, hvis det blev for meget. I Birkerød for eksempel.

Men da jeg nåede Birkerød, var der alligevel ingen rigtig grund til ikke at tage de sidste små 12 km med til Gentofte Hospital. Men vinden tog til, mens min arrigskab voksede til næsten raseri. Den første ladcykel i den forkerte retning på cykelstien var tæt på grimme ukvemsord.

Men jeg nåede frem. Kun en smule forsinket. Og havde et fint møde, inden jeg igen kæmpede mig gennem vilde vinde resten af vejen til Sydhavnen.

Og hjemme i Sydhavnen på min lille terrasse var der læ. Og sol. Og sommervarme. Og så er verden hurtigt tilgivet.

by - 0 comments

Flyrefleksioner i Nepal

Kan I huske, at jeg rejste til Nepal for et par år siden? Og fløj med et lille bitte fly først til Nepalgunj, også betegnet som Nepals røvhul. Hvor jeg ufrivilligt måtte vente et par dage, fordi vejret i Humla var for vådt og tåget til at lande flyet. På den grusbane, som udgjorde den lokale lufthavn. Og at jeg nær var strandet i Humla, fordi det bare regnede. Og regnede. Og at jeg blev reddet på stregen af en gammel russisk helikopter? Og havde den mest fantastiske tur gennem bjergene i cockpittet i den gamle helikopter.

I dag blev jeg mindet om, at jeg ikke elsker den slags flyveture. Et lille fly fra Agni Air styrtede ned i nærheden af Pokhara, som er et af de smukkeste steder på jorden. 15 mennesker omkom og seks overlevede det voldsomme styrt. To af de overlevende er danskere, og det er selvfølgelig dejligt og fantastisk. Pludselig kunne jeg mærke den indestængthed, jeg altid har oplevet i de små fly. For ikke at give efter for et elefantistisk panikanfald.

Jeg tror faktisk, jeg svor aldrig at flyve til Lukla igen. Lukla ligger i ca 3000 meters højde og har verdens mindste landingsbane. Bare 400 meter lang med en lodret klippevæg for enden. Og et lodret fald i den anden ende. Lukla ligger ved indgangen til Everestregionen. Her starter ekspeditioner til bjerge som Everest, Island Peak, Lohtse, Ama Dablam eller Mera Peak. Og når jeg engang skal tilbage, for det skal jeg jo, så tager jeg den langsomme vej. Den hvor man kører i bus og går resten af vejen. Hvor man starter langsomt og tager sig tid sammen med de folk, man møder på vejen. Og hvor man slipper for gyset og mavepinen og kramper i øjenlågene.

Jeg ved, de piloter derude er skidehamrende dygtige. Men de er oppe mod de værste forhold. Høje bjerge, snævre dale og vilde kastevinde. Pludselige tætte skylag, som tryller sigtbarheden om til nul. Men jeg ved også, at de mange turister, der skal fragtes til startpunkterne forude berømte trekkingture eller bjergbestigninger, presser flyselsskabernes til at tage chancer. Har man siddet i Lukla og mærket stemningen stige til næsten aggressive højder, når skyerne ligger lavt mellem bjergene, forstår man lidt om det pres.

Så mens vi glæder os over det danske par, som overlevede. Og sender de varmeste tanker til alle dem, der ikke gjorde. Minder jeg lige mig selv om, at jeg aldrig flyver til Lukla igen. Humla? Det er en anden sag. Jeg vil gerne tilbage, og det er bare for langt at gå.

by - 0 comments

Lidt om mødre

Mors dag er en dobbeltbundet konstruktion. Vi har aldrig kørt forpligtende blomsterbuketter eller fyldt chokolade i min familie. Men når nu dagen er her, kan jeg vel meget passende hugge bremsen i og fundere lidt over det.

Det er tankevækkende, at fra den dag, man rækker ud og får en blodig, blålig og fedtet lille menneskeklump i armene, bliver verden aldrig den samme igen. Det skete for min mor, det skete for mig, og nu er det sket for mine tøseunger. Ud kommer et lille krøllet væsen, som man for evigt er klistret sammen med. Et mennesker der for evigt kan smelte vores hjerter og løse vores anstrengte ansigter op i brede smil. Som kan flænse vores følelser med rageknive, og som kan få vores hjerter til at gallopere hurtigere end lynet. Vi elsker dem ubetinget. Enten i det splitsekund, vi ser dem, eller efter lidt tid. Det betyder, at de små mennesker vokser sig store i en sikker forvisning om evig kærlighed. Uanset hvordan de ser ud, hvor dumt de opfører sig og hvor gamle vi allesammen bliver. Det er det gode ved mødre. Når de som vi er født i heldige omgivelser, som giver de gode betingelser for den der evige kærlighed.

Og det har intet med føleri eller tutte-nuttede små gaver at gøre. Det er en livsbetingelse. Jeg ved ikke, hvordan jeg havde klaret mit liv uden min mor. Hun er ubetinget det menneske, der har reddet min røv flest gange. Hun har lært mig, at jeg godt kan, ikke alting, men det meste. På en gang. At jeg både kunne være mor og gøre alle de andre ting, jeg fylder mit liv med. At det aldrig var for sent at læse videre på universitetet. Hun har været der, mens jeg var halvvild drengepige med skrammer på knæene. Hun har renset sår og puttet plaster på i det uendelige. Hun har været der gennem mine vilde teenageår. Og holdt en hårfin loyalitetsbalance, når mit temperament kolliderede med min fars. Hun var med, da jeg blev mor for første gang, og hun har passet mine børn så meget,at der er knyttet ubrydelige bånd mellem dem. Og hun kan stadig finde på at rejse hele vejen fra Randers med tog til Kastrup lufthavn for at være der, når jeg lander efter et eller andet eventyr ude i verden.

Derfor er denne dag selvfølgelig tilegnet hende. Men den er også tilegnet nogen af de mødre, jeg har mødt rundt om i verden, som har så anderledes vilkår for deres kærlighed til deres børn.

Mødre i Afrika eller Indien eller Nepal, som mister et eller flere børn, elsker deres børn lige så ubetinget. Det flår deres hjerter i stykker, som det ville flå vores, når et barn ikke får mad nok. Eller bliver overmandet af en voldsom infektion. Eller dør en voldsom død i krig og ufred.
Der findes mødre, som på en eller anden måde opgiver den kærlighed til deres børn. Eller der findes børn, som vokser op uden den ubetingede kærlighed, som vi kender. Børn af mødre, som har nogle helt forkerte vilkår. Og hvis børn aldrig får de chancer, som vores børn får.

En af de bedste gaver, jeg nogensinde har fået på en mors dag, er et kort fra min datter. Til støtte for mødre i Etiopien. Konverter chokoladen og blomsterne til mødre i Etiopien. Eller til andre mødre der har brug for mere end chokolade. Jeg blev glad og stolt og vidste, at noget var lykkedes. Og på en eller anden måde er jeg bare skidehamrende taknemmelig over at være mor i den her del af verden. Og at være nogens mor i det hele taget. Og at min mor har skabt hele det grundlag for mig og mine unger.