Sidder i flyet mellem London og San Francisco og har stadig kroppen i en slags roligt tilfredsheds-mode efter fredagen. En fredag som fik afleveret to af mine store projekter i armene på dem, der bestemmer over pengene og projekternes fremtidige skæbne. To af de projekter, jeg har kastet både hjerteblod og uendelige timer i. Nu er de i en form for transit, og jeg venter med en vis form for sindsro.

Det var også en fredag, som ødslede med knus og kram fra kolleger, som ønskede god rejse. På en måde der gjorde mig varm indeni. Bare fordi jeg er heldig at have netop de kolleger. Og de projekter. Det gav mening på en måde, der gjorde sjælen blød og glad.

Jeg cyklede hele vejen hjem i solskin. Og det kan altid gøre mild og god. Selv Frederiksberg modtog en slags overbærenhed.

Hjemme ventede mine forældre, som stadig godt gider rejse hele vejen med toget og tage til takke med min smalle dobbelseng. Som ikke er meget vant til noget dobbelt. Og trods en fornemmelse af et let pres, fordi jeg trods alt skulle flyve til morgen, før de fleste af jer var vågne, jamen så fik vi både drukket te og kastet det sidste tøj i den stilige kuffert, min søn har lånt mig. Det er jo godt, at nogen i familien holder den fane højt.

Mine søde forældre havde inviteret i Det Kongelige Teater. Og se Kameliadamen opført som ballet. Så derfor havde vi bestilt bord på en restaurant allerede klokken 17.30, og det gav visse udfordringer for en overarbejdet projektleder med en skarp pakke-deadline. Hånden på hjertet. Jeg havde et par gange tænkt, at det var skidt timing, og hvordan i alverden skulle jeg dog kunne nå det. Men jeg siger bare ikke nej. Jeg savner at have mine forældre så tæt på, at vi kan dele den slags oplevelser. For lige så meget jeg holder af højpandet litteratur, elsker jeg både ballet og opera. Inde i mit halvkyniske kropspanser bor en uforbederlig romantiker. Som suger drama og store følelser til mig.

Forestillingen var på forhånd udråbt til et mesterværk, og mesterværker skal man aldrig sige nej til.

Det var i det rigtigt kongelige teater. Med guld og balkoner og pudrede damer. Vi sad perfekt midt i parterre, og himlen tilsmilede mig med en lille pige på sædet foran, så også jeg kunne se danserne. Og så er det, jeg løber helt tør for ord. Jeg har set meget ballet. Rigtig meget. Jeg har vredet armene rundt på mine unger, som min far vred mine egne arme rundt, og tvunget dem til balletforestillinger (og opera og kor og teater). Men jeg har aldrig grædt, når en forestilling sluttede.

Da tæppet gik for sidste gang, og de smukke dansere havde danset den forfærdelig sørgelige historie rent ind i hjertekulen, fandt jeg mig selv i en stående applaus. Med tårene løbende ned ad kinderne.

Jeg kan kun sige – fuck rejseplanlægning, fuck kuffertpakning, fuck nattesøvn. Den forestilling var alt værd. Tak fordi jeg var med.

Og som et lille ps var det godt, jeg fik skrevet om den fredag, inden jeg blev spyttet ud i det festfyrværkeri, som San Francisco er. Det er kærlighed ved første blik. Jeg elsker at være her. Her er skørt, farver, musik, vand, varme og strålende mennesker. Og så gør det ikke spor, at her 27 grader. Men nu begynder øjnene at leve deres eget liv.Jeg er fuldstændig vanvittig træt. Efter 12 timers flytur og totimers sansebombardement fra min gåtur langs havnen.

Mere imorgen.