by - 10 kommentarer

Om at rejse med manér

Der er tavshed på bloggen. Jeg er lidt overvældet over den positive respons, I har givet mig på de sidste to indlæg. Tak for det. Og tak fordi jeg får lov at vælte lidt raseri ud på bloggen i ny og næ. Det gør mig sikkert mere omgængelig ude i virkeligheden.

Men jeg er også lidt travl. Fordi jeg på lørdag igen stikker hen til udlandet. Det er hårdt, jeg ved det, men nogen må jo gøre det. Jeg har fået et kursus i San Francisco simpelthen. Og når jeg nu alligevel flyver så langt og brænder alle co2-kvoter op, så kompenserer jeg ved at blive en uge ekstra. Jeg har nemlig aldrig været i San Francisco, og der er en million ting, jeg gerne vil opleve.

Men det koster at være flyvsk og på opdagelse. Det er bare en måned siden, jeg kom hjem fra Marokko, og i den måned har jeg samlet op fra de to uger, jeg var væk. Samtidig med at jeg forbereder min lille verden på, at jeg forsvinder to uger igen. Det kunne måske blive en vane? Altså den der rytme med to uger ude, fire uger hjemme og to uger ude igen? Jeg pipper meget, meget stille om travlhed. For ikke at tirre misundelsesbjørne unødigt. Og jeg kan jo lide det, kan jeg.

Og jeg ser det for mit indre blik. Mig komme løbende over Golden Gate Bridge. I solskin. Eller løbeture i morgensolen langs havnefronten. Hvor vores temmelig upper-class kursushotel ligger. Og jeg fantaserer videre om Alcatraz og om stejle gader med stor udsigt. Jeg ser mig på besøg i Berkeley, hvor jeg har fået råd om at medbringe en stor pung til nyt tøj. Og på ture til Yosemite og Redwood. Og selvfølgelig en tur langs Big Sur. Nå ja, jeg har jo kun en god uge efter mit kursus…..

Og så løber jeg ind i et helt nyt problem. Jeg har kun en lille kuffert. Og en stor rygsæk. Og den slags hotel er ikke i vane med gamle rygsække. Det går bare ikke med den rygsæk. Jeg er jo for pokker vant til at rejse ret primitivt. Jeg bor enten i telt, i hytter eller på hostel. Jeg kan til nød booke ind på et billigt hotel, hvis jeg trænger til at være alene. Men sådan et, som de selv kalder luxurious? Sådan har jeg kun boet få gange. Det går slet ikke. De fine kjoler bliver jo krøllede i rygsækken, og stilletterne vil prikke hul. Og hvad vil de pæne mennesker, som jeg skal indkvarteres sammen med ikke sige? Det går ikke. Jeg må på Fisketorvet i morgen og investere i en kuffert. En damekuffert med hjul. En motherfucker af en kuffert, hvor alt det, jeg kommer til at købe, kan være i. Så jeg kan ankomme til San Francisco med manér.

Det er store problemer, der tumles med her i Sydhavnen. Men det er hvad der sker, når man skriver blogindlæg efter klokken 23.

by - 0 comments

The wild places

Man kunne forledes til at tro, at jeg tripper omkring som en tikkende bombe af indestængthed. Det kan jeg helt afvise. Jeg trækker heller ikke i klynkeminer, så snart døren er lukket. Jeg er glad, tilfreds og oplever ind imellem glimt af lykke. Og jeg rummer også det andet. Jeg har ingen lyst til at stikke hverken lammere eller knytnæver, og jeg har det slet ikke rart med at rase på nogen. Det giver på ingen måde tilfredsstillelse men er bare det, der sker. Når den indre ildballon bliver tirret. Stakkels Tove, som med sin kommentar, i bedste mening og helt uforvarende, fik placeret sig i orkanens øje og indkasserede en verbal lige højre. Det havde hun ikke fortjent. Fakta er, at jeg tripper særdeles tilfreds rundt i verden og lever med min vrede, der bliver mindre og mindre. Fordi jeg bliver bedre til at hænge mig i verdens muligheder end i de ting, som skæbnen har snuppet.

Forleden faldt jeg ind i en udsendelse på DR2 sidst på dagen, hvor en lidt velkendt engelsk stemme snurrede i baggrunden. En gut turede rundt i Essex i det sydøstlige England, og mens jeg lyttede halvhjertet, gik det pludselig op for mig. Jeg har en bog i mit skatkammer, skrevet af en engelsk antropolog. Bogen hedder “The wild places” og antropologen Robert Macfarlane, og det var netop ham, der vandrede og klatrede rundt i Essex. DR2 er mænd for at forsøde mit tv-kiggeri, og hver aften lidt over 19 kører en slags serie, der hedder “Forunderlige Verden”. Denne udsendelse baserede sig på Macfarlane’s bog, hvor han sætter sig for at finde “The wild places” i England. Eller finde ud af, om der overhovedet er noget vildmark tilbage. Han forfølger gamle beskrivelser og engelske litteraturperler rundt i hele landet. Han overnatter i huler, bestiger små toppe, udforsker kystområder og sover i telt på øde steder. En herlig perle af en bog, når man både kan lide rå natur og højpandet litteratur.

Og hvad finder han? Han finder fantastiske steder, og han forsøger ihærdigt at indkredse,hvad der karakteriserer ægte ‘vildmark’. Og han slutter bogen med at erkende, at vildmarken findes lige udenfor døren. At vildmarken findes i den lille skov, hvor han tager sin søn på tur. At vildmarken er, hvad vi gør den til.

Og med denne lange og snørklede omvej, er jeg tilbage til det der liv. Livet er lige her. Lige foran næsen og bag panden og midt i hjertekulen. Livet er, hvad vi gør det tid. Vi kan bruge det på at søge. Eller vi kan bruge det. Det går uanset, livet, og vi dør til sidst.

by - 20 kommentarer

Fem rasende år senere

Om nogle uger har jeg levet i fem år, siden de sidste dråber af de massive doser kemoterapi blev lukket ind i mine blodårer og fordelt i kroppen. For at kyse noget lymfekræft helt ud. Med udtrykkelig ordre om at blive væk. I lang tid, som i et par år, fyldte bevidstheden, forskrækkelsen, rystelserne fra kræft og kemoterapi næsten hele den indre sendeflade. Det fylder ikke længere. Angsten for igen at blive syg er væk. Jeg kan leve mit liv med forventning om en fremtid og få influenza og  forkølelse uden panikanfald.

Men jeg kan stadig blive fyldt af raseri over alt det, sygdommen og kemoterapien har skudt i smadder. Alt det der er så fandens svært at tale med nogen om, fordi det kommer til at lyde forkert. Fordi det får mig til at fremstå som et ynkeligt og vrælende tudefjæs. Eller endnu værre – som en anklagende Åse med hånden på panden. Derfor holder man sin kæft. Knytter sylten, klapper i og knokler som et bæst for at vende vindene. Eller lægge sig fladt ned og leve med mild accept. Eller hvad der nu skal til. For jeg er jo ikke rasende på nogen. Det er ikke nogens skyld. Det er bare sådan, det er. Og det gør mig rasende.

2006 startede skidt og sluttede værre. Det hører til den kategori af år, som burde slettes af verdenshistorien. Som startede med bristede hjerter og brudte illusioner langt ude i bjergene i Sydamerika. Og som fortsatte med dårligt helbredskarma med uendelig bjerghoste og en gammel skulderskade, der rottede sig sammen og smadrede alle forsøg på at klatre. Jeg troede det kulminerede med en 50 års fødselsdag (min), men året fortsatte med opsigelse af lejemål og flytning og nåede nye dybder, da en af mine bedste venner pludselig døde helt alene på sit badeværelse. Mens jeg var langt ude i Nepal og havde en lille rund bule på halsen. Som lige på falderebet til 2007 trumfede hele 2006 og var lymfekræft.

År ét gik med at samle de stumper af mig, der blev spyttet ud, i et grovsorteret puslespil. Bare sådan til husbehov, så det lignede et liv. Det var hårdt, intensivt og koncentreret arbejde at få så meget kemoterapi på så relativt kort tid. Det sled min krop halvt i stykker og smadrede min hjerne. Jeg stred mig igennem det hele med løftet pande. Der var en slutdato. Jeg vidste, hvor længe det ville vare og jeg ville ikke ned med nakken. Vennerne, søsteren, forældrene og ungerne slog kreds om mig. Hjalp med indkøb. Lavede suppe, når munden var åbent sår efter hver kemoserie. Gik ture med mig. Købte bøger og film. Var der.

Var det ikke ensomt, spurgte en veninde bagefter. Nej det var ikke ensomt. Det ensomme kom senere. Og det er her, Ynkelige-Yrsa og Dåse-Åse stikker hovederne frem, når jeg prøver at dele det. Som alle siger, man skal.

Hvordan fortæller man om ensomhed? Om venner der langsomt sivede ud i en periferi, jeg ikke kunne nå? Om veninder der ikke orkede mere kræft? Om andre veninder der døde? Mens jeg var den der levede? Og hvordan fortæller man om oldgamle fællesskaber, som jeg pludselig ikke længere kunne være fælles med? Fordi kemoen havde ædt min evne til at løbe hurtigt med drengene. Fordi jeg mistede orienteringen i festivallivet. Fordi der pludselig var tomme rum, der hvor spanske ord havde boet i min hjerne. Og fordi jeg ikke længere vidste, hvordan man taler om ingenting. Og ikke kunne holde ud at tale om det væltede liv hele tiden.

Hvordan fortæller man om dræbende træthed? Som konstant tvang mig til at vælge. Hvis jeg løb en tur, måtte jeg vente med at købe ind. Hvis jeg arbejdede hele dagen, måtte jeg ringe til min veninde en anden dag. Hvis jeg inviterede nogen, måtte jeg nogen gange bede dem gå hjem, før de havde tænkt sig. Hvordan fortæller man, at man så holdt op med at invitere?

Eller hvordan fortæller man om den mudrede hjerne? At min største bekymring var, om jeg nogensinde ville kunne lave komplekse analyser igen? Om jeg nogensinde ville kunne koncentrere mig? Hvordan fortæller man, at jeg stadig, fem år senere, kan glemme, hvad du har fortalt mig? Hvordan jeg stadig kan gå i stå midt i en sætning, fordi et ord er forsvundet fra min indre harddisk?

Og hvordan fortæller man, at alle de tæsk – næsten – har fået mig ned med nakken. På de dårlige dage. At skæbnen ind imellem alligevel kan banke mig hen i et hjørne for små dumme piger. Når jeg ikke selv kan holde mig ud i den ynkelige udgave, hvordan skal andre så kunne?

Inde i mig sidder en lille kompakt ildkugle af raseri. Raseri på kræft og på kemoterapi og på de konsekvenser, det hele har haft for mit liv. Og ildkuglen sprutter orange stikflammer, når jeg ikke pakker den godt ind. Den kommer farende ud og stikker lammere til dem, der siger, de kan se, at jeg er blevet tyk. Den langer knytnæver til dem, der siger, at de ved, hvordan det er at få så meget kemoterapi. Men den giver seriøse mavepumpere til dem, der fortæller mig, at jeg da bare skal være glad for at leve.

Jeg er for fanden fuldstændig lalleglad over at være i live. Jeg flyder helt over i taknemmelighed for de krøllede hjerner, der har udtænkt, hvordan lige den kombination af forskellige giftstoffer kunne redde mit liv. Men jeg kunne ikke blive ved med at køre i overlevelsesmode. Jeg måtte lande i mit nye liv. Og det har taget uendeligt lang tid at fatte, at mit gamle liv er smuttet og aldrig kommer indenfor rækkevidde igen. Måske er vreden og raseriet ved at lægge sig. Og måske er jeg ved at komme overens med mit nye jeg, som halvtyk og langsom, med flest nye venner i mit liv, og som alligevel godt kan lave analyser og begynde at huske spanske brokker.

Men hvis I en dag får en lammer, så ved I, hvad den kommer af. Og jeg vil, trods alt, hellere stikke lammere end at være ynkelig.

by - 5 kommentarer

Den dejligste morgen

Ja, jeg flasher lidt mere jysk natur og og inviterer med på min morgenløbetur. Mine forældres hus ligger på en bakkeskråning med fantastisk udsigt over Gudenådalen. Og hver gang, jeg er her, løber jeg så mange ture langs den å, som jeg overhovedet kan nå. Hver gang undrer jeg mig i mit stille sind over, at jeg møder meget få mennesker. Sært at have så smukt et område så tæt på byen, som bliver brugt så lidt.

Jeg vågnede til blå himmel og sol over landet, så løbeskoene blev luftet inden morgenmaden. Sådan en morgenstund skal man ikke snyde sig selv for. Så er det nemlig at Karma-Knud kan gøre ting som at sende sorte skyer og påskesne. Og denne søndag emmede af god karma.

Jeg lagde først vejen igennem Fladbro Skov.

Og så satte jeg over Fladbrovej mod ådalen, som var myldrende fuld af morgenliv. Fuglene sang og kvidrede. Ænder og svaner snadrede, og en enkelt Randersborger havde taget morgenmaden med til åbredden. Vi hilste høfligt på hinanden og udvekslede brede morgensmil .

Man kunne dårligt tro, at det var samme å, som i går. Ikke en vindrørte sig. Der var ikke en krusning på vandet. Selv min onde hæl holdt bøtte de første 10-15 minutter. Hvorefter den blev tiet til tavshed.

Solen spillede lystigt på himlen og skabte små diamanter i vandet. Det var stadig isnende koldt, og alligevel var det svært at få de isdækkede overflader til at passe med resten.

Til sidst gik det hjem over golfbanen, som endnu ikke var blevet befolket af mennesker med golfvogne og svingende køller. Hjem til en tiltrængt morgenmad og min mor og far, som heldigvis har kendt mig i mange år. Og ved, at der ikke er grund til bekymring, når der går tættere på 1½ time på sådan en morgen.

Nu sidder jeg bænket i toget mod København og glæder mig stort over, at min mor fortsat stædigt trodser det der hjerte, som lavede ballade sidste år. Og glad griber de vandrestave, jeg gav hende i 80-års fødselsdagsgave og vandrer afsted ud i skoven. Og holder trit med os andre. Det er sejt.

by - 2 kommentarer

Pramdagerstien i påskehumør

Mens København havde trukket nitten i vejrlotteriet, fråsede Jylland i sol denne påskelørdag. Og vi var nogen, der slog os hoverende på lårene over at have krydset bælterne i går. Og nu sad over morgenbordet i Randers. Sådan en lørdagsmorgen kan i mit liv let vare flere timer, og det blev også næsten middag, før jeg fik trukket løbetøjet på, ignoreret en svagt jamrende venstre hæl og listet mig ud af mine forældres hoveddør.

Med retning mod ådalen og Pramdragerstien trodsede jeg noget, der mindede om orkan styrke ti og godtede mig stadig stille over solen, der alligevel varmede lidt igennem sine steder. Ådalen var klædt på til lir. Fuglene var kåde, og alt det grønne stod på spring.

Små tottede vatskyer trillede dovent hen over en blå, blå himmel.

Mens forfrosne fugle skuttede sig, hvor de kunne finde læ.

Og svanerne kæmpede om de udkårnes gunst.

Både ventede på bedre tider.

Og med ét var mørket over mig. De tottede vatskyer forvandlede sig til noget stort, ondt og sort, og sneflager hvirvlede omkring mig. Moralen? Man skal aldrig hovere højlydt over andres ulykke. For så kommer Karma-Knud ud af det blå og vælter om sig med påskesne.

Men vi havde blot hoveret ganske lidt, og vi taler kun om minutters spredte snefnug, før noget massiv blå himmel igen fortrængte det sorte.

Og jeg fortsatte glad og fro min forårstur gennem ådalen.

Rigtig god påske.

by - 0 comments

Forårsfornemmelser

Ovenpå alle de eksotiske rejsefortællinger fra Marokko, er det godt, at Amager stadig er uovervindelig. Og at Sydhavnen er mit yndlingssted på jorden.

Morgenen lokkede tidligt med strålende sol og blå, blå himmel. Jeg vågnede tidligt og trak i løbetøjet. Skiftede hurtigt mening om den kortærmede og trak lange ærmer på. Der var noget ualmindelig krystalklart over hele verden. Luften var frisk og ny, og jeg har aldrig set vandet i havnen så klart. På Amager Fælled var dyrelivet ved at vågne,og to småfornærmede rådyr sprang ud fra buskene. Løbere og hundeluftere hilste venligt. Vandpytterne på fælleden havde frosne overflader, og græsset var dækket af rimfrost. Men solen. Solen varmede på forårsmåden.

Da jeg kom hjem, kylede jeg badetøj og håndklæde i tasken og løb afsted til havnebadet. I det vinteråbne bassin svømmede små fisk, og vandet var stadig bidende koldt. Sikke en forfriskning. Jeg hoppede i to gange og lunede mig lidt i solen. Jamen det gjorde jeg. Det ER faktisk forår.

Og så slentrede jeg forbi Riccos Kaffebar og købte en Cafe Latte med ud i solen. Og var bare helt igennem glad for at være mig lige der i Sydhavnen.

Og nu sidder jeg i sofaen og ser tv lige så forsigtigt. Fordi inde ved siden af, i soveværelset, ligger mit allermindste yndlingsmenneske og sover. Mens hendes far og mor har deres allerførste alene-kæreste-nat i et år.

20120405-221146.jpg

by - 4 kommentarer

Sidste-dagen

Jeg stod op til min sidste hele dag i Marrakesh. Sidste-dage er svære. For man skal lige nå at få det hele med. Se de mennesker, som man måske aldrig kommer til at se igen. Købe de sidste gaver. Nå den sidste opdagelsestur og de sidste yndlingssteder. Og man skal holde fast i det der feriemode, så længe man kan. Ikke noget stress her. Måske kommer jeg tilbage til Marrakesh engang, måske gør jeg ikke.  Der kommer altid en slags limbo inden i mig på sidste-dage. Man er – og man er på vej væk. Jeg satte mig i morgensolen og læste.

Senere fik jeg besøg. Og besøgte. Og drak spandevis af myntete. Cruisede rundt i souks’ene og pruttede lystigt om priserne. Egentlig kan jeg godt lide det prutteri. Det er et spil, en leg, hvor vi begge to godt ved, at prisen ville se helt anderledes ud, hvis jeg så anderledes ud. Det er helt okay med mig. Jeg har flere penge, jeg er gæsten, det er stadig billigt, og du lever af mig. Men vi leger alligevel legen om en lavere pris. Og griner sammen, når den ene eller den anden vinder konkurrencen i stædighed. Gæt selv, jeg er ret god til det.

Til sidst udforskede jeg det jødiske kvarter, som har sine egne souks. Her er færre turister og færre farvestrålende boder på turistmåden. Og prutteriet antog nye dimensioner. Belæsset med indkøb vendte jeg tilbage til mit tagværelse for at tage hul på den seriøse opgave – at mase det hele ned i rygsækken og holde vægten under 20 kg.

Afskeden med Marrakesh næste morgen blev skåret. Af en klam, halvgammel taxachauffør. Som på sit spørgsmål om, hvor jeg kom fra, udbrød: Aaah, Copenhaque! La Femmes! L’amour!! Mens han placerede sin klamme, behårede hånd på mit lår og begyndte at rage på det.

Fuck, tænkte jeg, her sidder så jeg, i en lukket bil med mister Klammo. Som har rattet. Jeg tog hans hånd, og lagde den på rattet, hvorefter jeg med min bestemteste mine bad ham køre mig til lufthavnen. Nu. Fordi jeg skulle nå et fly. Det gjorde han så i tavshed resten af vejen, mens prisen lige steg med 20 dhirram.

Han illustrerer meget godt de småvanskeligheder, der er forbundet med at rejse alene som kvinde. Vores ry er lidt blakket derude. Og det er forvirrende, at en kvinde rejser rundt alene. Det er for usædvanligt. Hvad mon hun gerne vil, tænker de. Når hun ikke vil noget, er det ret nemt at mane i jorden. Jeg har ikke følt mig truet. Men jeg har nok været lidt mere fornuftig, end jeg sædvanligvis er, når jeg rejser alene. Altså – man skal aldrig efterlade posen med fornuft, når man rejser. Men jeg har tænkt mig ekstra om, når jeg har talt med mænd, jeg ikke kendte.

I køen til indtjek stod jeg bag et kærestepar. Måske et par år yngre end mig. Mens vi ventede, blev resten af køen underholdt med lange og dybe tungekys. Ledsaget af Mmmmmm og Aaaahh og hænder, der krammede en røvballe, et maveskind hurtigt smuttede forbi et bryst.  Så er man på vej hjem, ikke? Og forstår måske lidt bedre Klammos totale misopfattelse af situationen i taxaen. Det er heller ikke okay at flashe sit sexliv i København. Men det er SLET ikke okay at gøre det i Marokko.

Godt fire timer senere fik jeg store bjørnekram af to små mennesker i lufthavnen sammen med deres mor. Jeg elsker at komme hjem. Og jeg elsker, at det betyder noget, når nogen kommer hjem i vores familie.

by - 0 comments

Forkælelse ved floden

I Azemmour væltede jeg næsten ud af taxien, hvor otte mennesker lagde et seriøst pres på dørene. Og jeg sad yderst. Jeg svingede igen rygsækken over skulderen og begyndte at gå afsted, sådan lidt på må og få. Med navnet på et billigt hotel i lommen spurgte jeg et par stykker om vej. Og kunne ret hurtigt se, at den lille by måske var en anelse større end forventet. Den flod, som byen skulle ligge ved, var intet sted at se. Jeg standsede en ‘petit taxi’. La Medina, sagde han og kørte afsted med mig.

Efter en lille køretur, stoppede chaufføren og bad mig vente i bilen, mens han stod ud og kaldte på et par andre mænd. Efter lidt rådslagning bad han mig gå med dem. Mit hotel viste sig at være lukket, og de to fyre, som hurtigt blev til tre, ledte mig ad smalle gyder og krogede veje gennem byens lille medina. Jeg mistede hurtigt enhver fornemmelse for retning og fulgte bare tillidsfuldt med. Jeg ville være let at kidnappe. Fordi intet endnu har overbevist mig om andet end grundlæggende godhed hos mennesker rundt om i verden. Endelig standsede vi foran en udskåret dør, og den ene rakte mig en telefon. Det var en fra hotellet, og jeg sagde glad ja tak til at se på et værelse.

Jeg blev lukket ind af en amerikaner, som havde lejet hele hotellet til retreat for en større gruppe. Som næsten var på vej væk igen. Hotelfyren fra telefonen dukkede op og viste mig rundt. Hotellet lå med udsigt over floden og med kystens brænding i det fjerne. Det var indrettet som galleri med særdeles god kunst på væggene. Og så var det pænt meget dyrere end mit hidtidige overnatningsbudget. Men stedet emmede af ro og skønhed, og jeg tænkte skidpådet og sagde ja tak til det billigste værelse med udgang til tagterassen.

Da yogafolkene var smuttet, skrev jeg mig ind, og pludselig sagde hotelfyren: Do you prefer a big or a small bed? Big, selvfølgelig, så jeg kunne brede mig. Og så var det, han sagde: The manager would like to give you the master bedroom with a view to the river, for the same price. Og så startede et døgn med forkælelse og rendyrket nydning.

Hotellet var ejet af en gammel franskmand, som efter et liv i turistbranchen havde slået sig ned her. Jeg fik serveret de lækreste retter, og nød det smukke hotel. Tog bad i det nedsænkede kar med udsigt over floden, læste og drak myntete i solen og sludrede med den gamle franskmand. Jeg gik på opdagelse i byen og nød kunsten både på hotellet og i gaderne. Og jeg tilbragte aftenen ved den buldrende pejs sammen med franskmanden og hans to små hunde.

Næste morgen måtte jeg videre. Hotellets kok fulgte mig til taxaen, som kørte mig til byens lille banegård. En time senere var jeg i Casablanca, som altid vil have en klang af gamle film. For ikke at tale om utallige byture på Café Casablanca både i Århus og på Anholt. Det blev kun en kort mellemlanding, og jeg nåede bare at drysse lidt rundt om banegården, inden jeg satte mig i toget tilbage til Marrakaesh. Ringen var sluttet. Jeg gik hele vejen tilbage til mit hostel og blev modtaget med åbne arme.

20120403-124746.jpg

20120403-124833.jpg

20120403-124856.jpg

20120403-124936.jpg

20120403-125006.jpg

20120403-125149.jpg

by - 2 kommentarer

På opdagelse langs kysten

Jeg klatrede ind i bussen på den støvede busstation i Essaouira, efter at have betalt en håndøre ekstra for at få min bagage med. Jeg havde købt mig bussens suverænt dårligste plads. Lige bag bussens bagindgang, hvor selvmine små pygmæ-ben led under mangel på plads. Det må være en slags turisteffekt, for der var ikke mange andre med den tidlige morgenbus. Jeg flyttede.

Fire timer i en bus gav god tid til at iagttage folk udenfor, mens vi susede forbi. Jeg lyttede til Tre hundes nat på iPod’en og listede iPhonen frem i vinduet, mens jeg stjal mig til billeder af hverdagslivet omkring mig. Undervejs gjorde vi stop et par gange for at drikke kaffe, spise lidt eller låne et toilet.

20120402-090855.jpg

Jeg ankom til en nærmest kaotisk busstation i El Jadida. Og efter nogle sekunder gik det op for mig, at det højlydte kaos var helt fri for folk, der ville have penge af mig. Jeg var bare endnu en buspassager, der ankom til den lille kystby. Mellem råbende mænd, høns, tildækkede kvinder og støvede busser parkeret på kryds og tværs begav jeg mig ud på hovedgaden og traskede mod byens Medina med rygsækken på nakken. Ingen farvestrålende turistbutikker. Der var hverdag omkring mig, og det føltes godt. Mirakuløst fandt jeg bare uden videre den rigtige vej, så tilfældigt et skilt til et hotel og fandt det. Jeg tjekkede ind som eneste vestlige gæst og satte omgående afsted mod stranden og kaffe.

Her var rart at være. De lokale souks var – lokale. Her kunne man købe hverdagsting, og jeg kunne holde mit daglige madbudget på omkring 20 kroner, når jeg inkluderede kaffe og te i løbet af dagen. Jeg spiste på små cafeer eller ved åbne madboder og blev bænket med de lokale kvinder, der syntes, det var en fest, at jeg ikke anede, hvad jeg bestilte. Markedet lå lige om hjørnet og eksploderede i farverig aktivitet, når eftermiddagen faldt på. Jeg købte mandler og lidt gaver til småpigerne hjemme og blev i al venskabelighed snydt til at betale lidt mere end andre. På stranden myrede hundredevis af unger rundt og spillede fodbold fra morgen til aften. Jeg faldt i snak med folk, når jeg drak kaffe eller spiste morgenmad i solen, mens jeg iagttog børnemylderet og bølgerne.

Mens jeg var i El Jadida, snørede jeg et tørklæde om håret. På en eller anden måde følte jeg mig nøgen, når jeg vimsede omkring og flagrede med mit lyse hår. Jeg høstede anerkendende blikke fra flere kvinder, og der blev i øvrigt ikke taget meget notits af mig. Jeg gled lidt ind, og de fleste syntes, det var ret sjovt. Eller måske en smule eksotisk med sådan en bleg fremmed i byen.

Mine videre planer var en smule mudrede, men jeg mødte en gammel irer, som tilbragte sine pensionistår i El Jadida, og han rådede mig til at besøge en lille bitte by lidt længere oppe af kysten, Azemmour. Så, nå ja, det gjorde jeg så. Pakkede rygsækken igen og traskede tilbage til den støvede busstation, hvor jeg fandt en ‘grand taxi’, der kørte, når den var fuld. Og fuld er fuld. I Marokko er der ingen fine fornemmelser med, begrænsede numser på bagsædet. Eller forsædet. Så efter en halv times venten sad vi otte mennesker og kom hinanden virkelig meget ved i den gamle Mercedes. Som efter en lang halv time spyttede os ud på en støvet busstation i Azemmour. Som kom til at byde på store overraskelser.

To be continued…..

 

by - 2 kommentarer

Marrakesh #2 – og videre

Jeg iler med nye rejsefortællinger, inden den ferie smutter hen i glemmebogen af bar forskrækkelse. Over den hverdag der tromler hen over den.

Efter min ørkentur vendte jeg tilbage til Marrakesh og speedede op på eftersøgningen efter en guide til Atlasbjergene. Altså en fysisk menneskeguide. Fordi jeg intet kender til de bjerge og gerne ville op og gå rundt i dem. De stod der og lokkede med deres snedækkede tinder i det fjerne. Jeg kunne se dem fra Marrakesh. Og jeg havde krydset dem i bil på ørkenturen. Men det blev en af de planer, jeg droppede, fordi guiderne ville have svinemange penge for at ledsage mig. Og jeg ved godt, at lokalfolkene skal støttes af turisterne, men jeg er for gammel en bjergged til at lægge en mindre formue for selskab på turen. Med ét slog det mig også, at det måske heller ikke ville være verdens bedste plan at smutte langt væk fra alting – alene med en marokkansk mand. Guide eller ej.

Farvel plan og farvel bjerge. Og goddag nye plan og hejsa til Atlanterhavskysten. Tidligt næste morgen pakkede jeg rygsækken og marcherede gennem et søvnigt Marrakesh på jagt efter busstationen for Supratours. Og selvfølgelig gik jeg vild. Og nej, selvfølgelig tog jeg ikke en taxa. Jeg trampede troligt videre i den tiltagende sol. Jamen jeg fandt den også til sidst. Busstationen. Da var morgenbusserne bare kørt, så jeg måtte vente fire timer. Og de kørte i øvrigt slet ikke til den by, jeg havde i kikkerten. Men jeg har ikke tilbragt mit liv i det danske sundhedsvæsen for ingenting. Der bliver man nemlig både fleksibel og forandringsparat (jo man gør), så jeg fandt bare en anden by. Og ventede. Fire timer. Det gjorde ikke så meget. Jeg dumpede min rygsæk og gik på opdagelse i nabolaget, som var et helt andet end de centrale bydele. Her boede almindelige mennesker med almindelige jobs. Imellem boligblokkene gik geder og græssede, og ikke så langt derfra var byens nye og flotte banegård.

Og endelig var det tid. Endelig kunne jeg indskrive rygsækken til bagagerummet og kravle ind på mit sæde i bussen. Og så gik turen til Essaouira, som er en lille historisk fiskerby. Med Lonely Planet i hånden fandt jeg hurtigt et hotel og slog mig ned. Det var næsten aften, da jeg kom, så jeg nåede ikke meget andet end en hurtig tur op og ned ad gaden, aftensmad og et par timer med min bog. Hotellet havde tagterrasse med udsigt, og der nød jeg morgenmaden, mens jeg kiggede ned på marokkanske drenge, der spillede fodbold.

20120401-181001.jpg

Essaouira var på sine måder en smuk lille by. Strandene var surferstrande med massiv vind hele året. Fiskerihavnen var skidesjov, sådan som fiskerihavne er det i hele verden. Her blev landet fisk i rå mængder. Byens koner og krofattere var på stikkerne for at gøre gode handler, og der summede af liv. Jeg satte mig længe og iagttog sceneriet. Og blev gloet lige så meget på, som jeg gloede på dem. I al venskabelighed.

20120401-181101.jpg

Jeg var ved at nå et mætningspunkt for turist-effekten. Var fed up med folk, som ville vride penge ud af mig. Var tæt på at kaste op på marokkanske mænd, der troede, jeg måtte mangle lige netop dem. Så jeg fandt et buskontor og købte en billet til en anden kystby fire timer længere nord på. Til næste morgen. Og så gik jeg på gallerier. Den lille by er nemlig samlingspunkt for kunstnere. Noget med lyset. Og turisterne, no doubt. Jeg fandt et lille galleri, som udstillede for et kunstnerkollektiv, og købte jeg alligevel et lille billede, malet af en lokal kvindelig kunstner.

20120401-181119.jpg

Efter endnu en nat på mit fine lille hotel, stod jeg igen op tidligt, pakkede rygsækken og prajede denne gang en taxa, da jeg var nået udenfor bymurene. Som pænt afleverede mig ved bussen til El Jadida. Mit næste stop.

To be continued…..