Man må godt være lidt stolt, ik?

Når nu man har været med til at arrangere en konference. Som handler om et projekt, jeg er projektleder for. Og som folk så gerne ville med til, at der var en alenlang venteliste. Og hvor alle gerne ville bidrage med oplæg og sige kloge ord i en paneldebat. En arbejdsproces, som på en måde bare lige er begyndt.

Nej, jeg er ikke stolt på ‘se-mig-hvad-jeg-har-lavet’ måden. Jeg er bare så stolt af at være en del af det her arbejde. Jeg er stolt af at se det, jeg har drømt om, begynde at gro i sundhedsvæsenet. Og omkring sundhedsvæsenet. At mærke regioner ville det samme. At mærke regioner og patienter tage hinanden i hånden og invitere kommuner og praktiserende læger ind den lune stue. At private virksomheder og uddannelsesinstitutioner står klar og melder ind. Alle mine erfaringer fra årene som sygeplejerske, og alle mine erfaringer fra universitetet sammen med alle mine erfaringer som patient og som pårørende, når min mor eller far har været syge. De kommer allesammen i spil og går på en eller anden måde op i en højere enhed. Og det giver bare så skidemeget mening.

Jeg er stolt af at få lov til at arbejde sammen med så mange kloge og dedikerede mennesker. Og jeg bliver så kisteglad over alt det engagement, der bliver kastet på bordet. Hele tiden.

Det var bare det, jeg ville sige. Hvis I vil, kan I jo høre lidt på Harddisken.

Tanketomhed

Efter mange timers koncentreret tilstedeværelse på dagens konference. Hvor kommentarerne strakte sig fra ‘genialt’, ‘fantastisk’ , ‘fint koncept’ og ‘super spændende’, til ‘vanskeligt’, ‘enormt svært’, ‘kompliceret’ og ‘uigennemskueligt’. Så gør ti kilometer i løbeskoene godt. Også selvom mindst tre hadeparametre var opfyldt. Det var mørkt, det var klamt, og der var for mange biler. Hjernespændingerne blev rystet fri, og kroppen faldt på plads igen.

Turen var ikke noget særligt. Jeg løb bare afsted i mørket over slusebroen. Og en gang imellem er det bare helt okay at løbe ud i mørket alene. Når jeg har været og koncentreret en hel dag, kan mørket og aleneheden være ren healing. Jeg ser ikke så meget på sådan en tur. Har slet ikke min opmærksomhed på verden omkring mig. Jeg lukker lyde og trafik ude og får sorteret lidt i det mylder af indtryk og tankespind, dagen har fyldt mit hoved med. Jeg skråede ind over Fælleden i mørket, og gennem det klamme vejr, skinnede månen nok til, at stien blev synlig. Og for en stund var jeg fuldstændig alene.Og der lå ingen banditter på lur og frøs bag buskene.

Det gode ved sådan en tur er, at jeg forærer mig en time uden tanker. En time hvor kroppen tager over, og resten af hjernen trykker på pauseknappen. Sådan en slags mentalt brusebad, som renser ud efter en dag med seriøst mylder på øverste etage.

Og nu er jeg så tom derinde, at jeg ikke engang kan finde noget indholdsrigt at blogge om. Men jeg er glad. Jeg tror, vi lavede en fin konference.

Bang, så blev det mørkt!

Same procedure as every year. Den vintertid rammer mig som en forhammer. Og nu har vi brugt det så længe, at jeg ikke engang kan tage stilling. Er jeg for? Eller i mod? Aner det ikke. Skal det afskaffes? Måske vil jeg bare gerne have sommer. Eller i hvert fald lys hele året.

Jeg startede dagen med en klassiker. Slog øjnene op klokken kvalme og kommanderede dem omgående i igen. Men de klappede op, øjnene, mens jeg udkæmpede et mindre slag med mig selv. Dumme lille stresshjerne, så sov da for satan, skældte jeg. Med et opgivende suk fandt jeg Kindle-readeren og min nye Murakami roman frem, krøb om på siden, langt under dynen og læste. Det var jo søndag. Men jeg var for vågen. For vågen og for sulten. Så jeg gav op og tog hul på den søndag. Og nå ja, lige netop denne søndag må man så gerne vågne klokken fem. Fordi klokken på en måde er seks. Og det er seminormalt at vågne klokken seks, selvom det er søndag. Jeg ved godt, at det for mange er tættere på vanvid at starte en søndag så tidligt. Men det er sådan en brist, jeg har

Mailsystemet på mit arbejde var annonceret til at lukke ned søndag aften. De tror, folk holder fri? Så blev dagtimerne omsat til arbejdstimer. Og min løbetur udsat til senere. Pyt, var jeg på nippet til at tænke, indtil min svoger venligt mindede mig om noget halvmaraton i Randers i slutningen af november.  Jeg havde næsten overbevist mig selv om, at løbet ikke blev til nget i år. Men det gør det, og vores tradition med halvmaraton og julegløgg første søndag i advent holder. Velkommen til vintertid.

Så det blev en mørketur. Bælgmørketur. Uf, dem kommer der mange af. Aftener hvor intet lokker. Hvor intet frister mig udenfor. Hvor et normalt tænkende menneske ville lade sig opsluge af en lun stue og en blød sofa. Og hvor jeg alligevel får mig sneget i løbetøjet og dribler ud i mørket. Det er for mørkt på Fælleden. Jo det er, også med pandelampe. Så jeg holder mig for det meste til oplyste veje. Og det betyder biler og trafik og løse mennesker.

Men det blev en okay tur rundt om Fælleden, ud og runde Christianshavn og hjem langs Kalvebod Brygge. Med kun en enkelt note to self: Lad aldrig fristelsen ved oplyst rute lede dig gennem Christianshavns Torv igen. Vel?

Og nu er jeg søvnig. Klokken er jo på en måde også tyve minutte i midnat.

En dag i oktober

Jeg så hende stå foroverbøjet ved en reol længere fremme. Hun rakte mod den nederste hylde, hvor den billige vin i papkartoner stod. Da hun havde valgt to, rettede hun sig op og vendte ansigtet mod mig. Hun så ældre ud, end jeg troede. Eller måske bare meget brugt. Hærget af et liv. Håret havde farve som små mus og hang tjavset om hendes kinder. Det var mat, som om livet langsomt var ved at forlade det. Huden var grålig på den måde, hud kan blive det, hos mennesker der sjældent begiver sig ud i fri luft.

 

Det var hendes klæder, der havde fanget mit blik. Hendes slidte basketstøvler med snørebåndene løse til begge sider. Hun var iført, hvad der engang blev betegnet som joggingbukser. Løsthængende med elastik i livet og ved anklerne. Bukserne var mønstrede, men mange års slid havde kørt spor hen over dem, så hverken mønsteret eller farver længere stod klart. Men det var ikke det. Det var kimonoen. Eller morgenkåben. En blomstret morgenkåbe af nylon. Stoffet havde kvadratiske stikninger med hvid tråd, og de lavede spor på kryds og tværs med løse tråde, der slangede sig ud i kaotiske mønstre.

 

Hun rettede langsomt sine mørke øjne mod mig.  Alt ved hende var langsomt. Hendes blik strammede til, og hun så mig direkte i øjnene, inden hun vendte sig om for at gå mod kassen med sine vinkartoner. ’Hvad glor du på’, hvæsede hun. Mens hun på usikre ben bevægede sig langs reolerne. Kimonoen flagrede omkring hende, og på vejen lagde hun en usikker hånd på en hylde.

 

Jeg stod tilbage. Som en voyeur blev jeg ved at betragte hende. Lidt lammet af det armod, der strømmede fra hende. Hvor gammel mon hun var? Da jeg så nøjere på hende, virkede hun yngre end mig. Hvorfor stod hun der, en dag i oktober, i kimono, for at gribe to papkartoner med billig hvidvin?

Eller måske er jeg bare en skide skruebrækker?

Livet i overhalingsbanen begynder at tære en smule i de indre kuglelejer. Forleden kapitulerede jeg allerede kvart i ni og kravlede under dynen. For at vågne ni timer senere. Med sovekammerøjne resten af dagen. I morges vågnede jeg med et sæt klokken fem, fordi jeg kom i tanker om en eller anden detalje til mandagens konference. Alle forsøg på at vride øjenlågene plads over øjnene mislykkedes, så jeg stod op og ordnede detaljen. Ja, faktisk startede jeg med at arbejde med det samme. Og her sidder jeg endnu. Og laver tastaturgymnastik og taler i telefon med en uendelig række af skuffede mennesker, som ikke fik plads til vores konference. Ind imellem forsøger jeg at lave research og læse rapporter til et andet projekt.

Måske er jeg i virkeligheden bare en skide skruebrækker? Som tager arbejde ud af hænderne på folk. Som rager alle de spændende opgaver til sig i bunkevis. Eller som begraver sig i arbejde af årsager, som den samlede psykologstand nok kunne få et og andet ud af. Er der noget galt i at sidde og glæde sig til juleferie i oktober, måske? Eller til weekender efter den 10. november? 10. november? Jo, for 10. november er Store Deadline Dag. For de første fire projektbeskrivelser. Den dag, jeg bilder mig ind, at jeg kan trække vejret helt ned i maven og marinere mig i rødvin. Eller skal jeg vente til 1. december med marineringen, hvor næste Store Deadline ligger?

Jamen hvad er så vigtigt, kan man spørge sig selv? En stille revolution i sundhedsvæsenet er det. Det handler om patient empowerment og telemedicin, og på mandag går vi i luften med en konference i Danske Regioner. Hvis man er nysgerrig, kommer der et tema i næste udsendelse af Harddisken på P1, og der kommer artikler i Computerworld og Ugeskrift for Læger. Og sikkert mange flere steder, hvor jeg ikke plejer at optræde. Vi har hyret et filmhold, som vil lave tre små film fra konferencen til Danske Regioners hjemmeside, så log på og nyd dem. Engang i næste uge. Og nyd tanken om, at det danske sundhedsvæsen står sammen om en lille revolution sammen med patienterne.

Til alle jer derude, jeg ikke får ringet til: Undskyld. Jeg vender frygteligt tilbage.

Hippie

Er I ikke bare ved at dø af nysgerrighed? Og kan ikke vente på at høre om Peter Øvigs bog? Jamen så skal I ikke vente længere. Bogen er udkommet, og her kommer min anmeldelse:

I de sidste dage har jeg i hver eneste arbejdspause pakket mig selv ind i lyden af eventyr. Hippiehistorien har været med mig på løbeture, forgyldt weekendrengøringen og læst mig i søvn om aftenen. Den har næsten været som et bevidsthedsudvidende trip.

Jeg voksede op i slipstrømmen af hippierne og the summer of love. Jeg var for lille og for ung til at være en del af Thylejren og den rigtige hippiebevægelse, men alt hvad der skete gjorde et dybt indtryk. Jeg var tiltrukket af det utøjlelige, festen og farverne og umiddelbarheden. Og skræmt af vanviddet og stofferne. Alt det med at elske hinanden og fred i verden lød så rigtigt. Senere lærte jeg også fællesmøder, basisgrupper og hash at kende.

Jeg læner mig derfor henrykt tilbage og overgiver mig ubetinget til fortællingen. Peter Øvig tager mig i hånden og tager mig med på rejse i et helt særligt kapitel af min Danmarkshistorie. Han afdækker det ene hjørne i historien efter det andet. Forfølger detaljer. Griber opmærksomt iagttagelser og sætter dem i sammenhæng, så de giver nye meninger. Iagttagelsen, at mennesker erindrer de samme situationer meget forskelligt sætter han i spil, så det i sig selv er med til at skabe fortællingen. Detaljer fra hippiernes fortællinger sættes ind i den store fortælling om 60’ernes og 70’ernes Danmark, så sammenhænge til Blekingegade-fortællingen folder sig ud som et mangefarvet kludetæppe. Og jeg lader mig flyde med ind i hippiernes fascinerende univers. Jeg møder Henning, Leif, Tømrer-Claus og alle de andre. Jeg møder bønderne fra Thisted og alle kvinderne. Jeg opdager elementer af kvindehistorien, som jeg ikke kendte. Eller havde glemt. Peter Øvigs detaljerigdom er medrivende. Fortælleteknikken kender vi fra Blekingegadebanden, men her er den løftet til et højere niveau. Jeg føler mig hvirvlet tilbage i tiden, og venter næsten åndeløst på at tænde iPod’en igen for næste blad i fortællingen. Kendte og ukendte navne fletter sig sammen med og sætter musikken, menneskene og begivenhederne ind i et meningsfuldt væv.

Og imens kan jeg selv fortælle mig ind i den store fortælling om den verden, jeg lever i.

Peter Øvig Knudsen kan ikke bare nedfælde ord, han kan også fortælle dem, så jeg næsten bliver tryllebundet. Han er en gudsbenådet historiefortæller. Hans ivrige jyske stemme lokker mig længere og længere ind, og Tømrer-Claus’ s baggrundslydtæppe fungerer godt. Kun ganske få gange bliver tonerne forstyrrende skingre. Resten af tiden vækker de slumrende erindringer dybt inde i min 13-årige bevidsthed. Små graciøse melodistumper understøtter erindringen om musik og kærlighed. Og ungdom. Men ingen ungdom uden skingerhed og ingen hippiehistorie uden mislyde. Det ved Tømrer-Claus.

Peter Øvig har begået et stykke vigtigt Danmarkshistorie til mine børn. Sammen med Øvigs historie kan jeg dele med dem, hvad vi også er kommet af. Lære dem om originalitet, nysgerrighed, eksperimenter og fri kærlighed. Og om køn og kvindekamp.

Jeg er efterladt i en stemning af håb for os allesammen. Det kan kun gå for langsomt med Hippie 2. Jeg må give Hippie 1 4½ hjerte. Jeg kan kun sige KØB DEN. Og den er fantastisk som lydbog. Læs mere her.

Fortabt i ord

Jeg er lettere fortabt for omverden. I hvert fald til onsdag morgen. Jeg er  nemlig i den lykkelige situation, at jeg har modtaget Peter Øvig Knudsens nye bog, Hippie 1, som lydbog. Den udkommer på torsdag, og jeg skal anmelde den som lydbog. Anmeldelsen offentliggøres først den 27., så den løfter jeg ikke sløret for endnu. Men jeg lytter. Intenst. Og fascineret.

Jeg har ikke hørt lydbøger længe. Det kræver en koncentration, jeg ikke har for tiden. Når jeg altså ikke tvinges til det. Engang hørte jeg bøger på kassettebånd i min ældgamle walkman. Jeg havde bøger med på stranden, og jeg kunne lukke mig lidt for omverden og forsvinde i oplæserens stemme. For endnu længere tid siden elskede jeg både radioteater og oplæsning på P1, når ungerne lå fredeligt i deres senge. Med iPod’ens indtog i mit liv, åbnedes der nye muligheder for lytning. Jeg hørte podcasts og bøger på mine lange cykelture og havde pludselig adgang til en sand skatkiste.

Sidste år boede jeg to måneder i Nepal. Langt væk fra noget, der mindede om kendt civilisation. Midt i en sproglighed jeg aldrig forstod en disse af. Gammelt tibetansk måtte jeg opgive at finde noget mening i, og det var det, de talte omkring mig. Min iPod Touch var spækket med lydbøger. Det betød, at jeg fik godnathistorie. Hver eneste aften. Min daglige godnathistorie var en slags overlevelesstrategi, der i det fremmede, primitive og svært forståelige. Hver aften tonede en dansk eller engelsk oplæser rent ind i mine ører, og det gav mig en særlig følelse af tryghed. Der i min loppebefængte seng. Men kun om aftenen. Folkene omkring mig var så fattige og så afskåret fra den teknologiske del af verden, at jeg lod være med at flashe min elektronik mere end allerhøjst nødvendigt. det blev simpelthen for mærkeligt. At sidde der i deres uendelige fattigdom med mine dyre apparater.

Jeg fik favoritoplæsere. Som jeg også gjorde på P1 dengang for 90 år siden. Nogen stemmer er fantastiske, andre har måske en lidt for skinger efterklang. Andre igen for lidt eller for meget energi. Og nu lytter jeg til Peter Øvig. Som selv læser sin bog højt. Og jeg bliver lidt fortabt. Hans stemme næsten kapsler mig ind i en helt særlig stemning. Som jeg nok skal skrive om i min anmeldelse. Men jeg er på en måde flyttet sammen med ham. Eller med hans stemme. I fredags var Peter Øvig med på cykeltur. I går med bus og tog og en længere gåtur. I dag har jeg gjort rent med Peter Øvig, og han har helt exceptionelt løbet med ud over den amagerkanske savanne i ftermiddagssolen. Og jeg glæder mig allerede til min godnathistorie.

Så udskyld mig derude, hvis jeg virker utilgængelig. Jeg har ikke tid til at snakke. Og måske bliver et par deadlines twisted en smule. Jeg har en aftale med Peter Øvig. Nå ja, hvis I er blevet lidt nysgerrige, så kig engang her.

Brændte eventyr?

For fem måneder siden forlod en kær kollega vores etablissement i Hillerød for at søge nye græsgange. Jeg følte savnet, allerede inden hun havde ryddet sit skrivebord. Og tomheden råbte fra hendes forladte kontor i dagene efter. Vi har en fælles passion for store eventyr. Havde begge fundet en slags hjem i antropologien og har en glubende appetit på fantastiske historier. Derfor forærede jeg hende, sammen med en anden kollega, en udflugt til Hundested og Knud Rasmussens hus.

Vi er travle mennesker, og turen blev udskudt. Og udskudt igen. Til vi endelig svor en hellig ed om den 22. oktober. Som intet skulle kunne få os til at ændre på. Vi glædede os på den langsomme og forventningsfulde måde. Skrev små sms’er og mails og lagde planer. Hundested er en rejse væk. Og dagen skulle nydes på oplevelsesmåden. Vi havde derfor sat hinanden stævne allerede kl 9 på Hovedbanegården, hvor vi satte kursen mod Hillerød. Her mødtes vi med anden kollega og trimlede over i Hundestedtoget. På vej på et lille eventyr.

MEN I GÅR VAR DET FUCKING HUS BRÆNDT!??!!

Ikke sådan til grunden. Men nok til at være lukket. Og til at alt strå fra taget var flænset ned for at bremse branden. Et lille trøsteskilt sad på døren. Det fortalte, at huset var lukket indtil en gang i foråret. Men at det ville åbne i intakt stand. Til foråret. Jamen for hulan da. Kunne det ikke have ventet med at brænde til i morgen? Eller bare i eftermiddag? Af alle dage, hvordan kunne det så ske netop dagen før vores besøg? Er det nemesis? Universets hævn, fordi vi var for travle til at komme ud af røret med det samme? For at lade os opsluge af noget arbejde? Eller for at glæde os som tøsede pigebørn på skoleudflugt?

I Hundested samlede vi endnu en kollega op. Og så gik vi da en tur der langs stranden i Hundested. Smuk tur, selvom nogen havde forladt hovedstaden i højhælede sko. Som ikke er specielt terrængående i sand og sten. Og som ikke var kønne bagefter. Vi spiste æbler og boller i græsset udenfor det brændte hus. Ikke nogen ringe udsigt ham Knud havde sig. Når han var hjemme. Og Hundested er pæn. Og kan godt holde til en heldagsudflugt. Også med brudte drømme og brændte huse. Vi sluttede med fiskefrikadeller og plankeøl i det lille Halsnæs Bryghus på havnen. Plankeøl, spørger du? Det er fire forskellige slags øl, serveret på en planke.

Lørdagslærdom? 1. Lad dig ikke kyse af brændt hus. 2. Hundested og high heels er en dårlig kombi. 3. Udsæt rengøring, referater og opvask, men aldrig et eventyr. 4. Må jo til Hundested igen. Til foråret.

Mænd

For nogen tid siden var jeg til fest, og ud på aftenen, mens jeg sad lidt i udkanten af dansegulvet for at puste lidt, lød spørgsmålet pludselig ud af det blå: “Har du helt droppet det der med mænd?” Jeg gloede på hende med overraskelsen malet i hele ansigtet. “Njaaaarj, det er vist ikke sådan en villet beslutning” mumlede jeg lidt måbende. Og måtte atter engang vride mig igennem et af den slags forhør, som jeg ikke aner, hvad jeg skal stille op med. Hvorfor er det så grænseoverskridende at være langtidssingle? Og hvorfor får jeg turbomave og klamme hænder, når jeg bliver vredet op i et hjørne og underkastet tredjegradsforhør om den manglende maskuline følgesvend?

Lige meget hvor moderne og innovative vi anser os selv for at være, og ligegyldigt hvor eksplosivt singlebefolkningen stiger, ja så hænger det gængse selvbillede fast i noget stabilt parforhold og den eneste ene. Så er jeg en taber? I livets store spil? De samme forhørsledere kan i næste øjeblik begræde deres manglende muligheder for at læse videre/arbejde sig ihjel/træne latterligt meget/bestige bjerge eller rejse langt væk i måneder. Er jeg en vinder? You loose some, you win some. De kan heller ikke hænge deres billeder, hvor de synes, eller beslutte suverænt om der er en ny cykel eller fladskærms-tv på budgettet. Men de kan piske noget mand til at hænge op, lappe dæk og installere kanaler. You win some, you loose some, men du kan ikke få hele pakken.

Og hvorfor bliver det pinagtigt? Krydsforhøret. Hvorfor føles det lidt flovt og taberagtigt, at jeg igen og for evigt kommer til festerne uden mand? Er jeg grim og uduelig som kvinde? Njaaarh, altså jeg har jo produceret tre børn og også været gift engang i forrige århundrede (det skulle være en kæk bemærkning, men det er sandt). Og jeg har to ‘ekstra børn’, som jeg også elsker højt. Jeg har haft kærester, også i dette århundrede. Men jeg har ikke haft nogen siden før verden gik af lave (før jeg blev syg, that is). Fordi jeg ikke har mødt nogen, som passer til mig, og som jeg passer til.

Det er ikke til at forstå, at en kvinde som dig ikke har en kæreste, var det næste hun sagde, der i udkanten af dansegulvet til festen. Og så er det, at jeg slår helt knuder på tungen. Lige der bliver situationen tåkrummende. For mig. For så ved jeg, at nu kommer forklaringerne. Forklaringerne på, at jeg ingen mand har. ‘Du skræmmer dem væk, fordi du er så stærk’. ‘Du kan alt selv, og det skræmmer mænd’. ‘Mænd vil have en kvinde, der har brug for dem’. ‘En mand kan ikke blive tiltrukket af en kvinde, der løber hurtigere end ham’ (okay, den har jeg så elimineret). Blablablablablabla…….

Okay, here’s the deal: Det ville være fedt at rende ind i en stormende, hjertevarmende forelskelse. Og en mand der ville knuselske mig. Bare fordi. Det ville jeg elske. Og ham med. Men sker det ikke, så tror jeg ikke, der kommer andre mænd i mit liv, end de mænd, der allerede velsigner mig med deres venskab. Eller familieskab. Og kan jeg så ikke godt bare få lov til at komme uden til de der fester? Uden at blive krydsforhørt og gjort mærkelig? For fik jeg mig en elsker, som kun ville være en bolleven, så ville jeg nok ikke flashe det der i udkanten af dansegulvet. Til en fest, hvor han alligevel aldrig ville komme med. Og kan vi så ikke bare aftale, at jeg kan fortsætte med at stille min cykel i soveværelset/arbejde mig ihjel/bande over boremaskinen når jeg hænger billeder op/løbe latterligt meget/råbe ad mine punkterede dæk og rejse langt væk i flere måneder – i fred?

Tak.

Skumringstur

Det er meget længe siden, der er dolumenteret noget løb her på siden. Det er på ingen måde udtryk for, at løbeskoene er sendt på efterårsferie. Eller influenzaen leverede en slags ferie, mens kroppen fandt sig selv igen, men fra i går var skoene klar igen.
Solen skabte en perfekt efterårsdsg med blå himmel og sprød luft. Jeg løb ud på en eftersklædt fælled og fortsatte et par timer rundt på Kalvebod Fælled. Og så satte jeg kursen mod Hvidovre, hvor mit barn er blevet husejer. Et par timer senere trak jeg i tørt løbetøj og løb ud i skumringstimen. Og havde den smukkeste tur hjem igen, mens mørket langsomt bredte sig omkring mig. Og nu må kameraet i min genvundne iPhone stå sin prøve.

20111016-211920.jpg

20111016-211952.jpg

20111016-212004.jpg

20111016-212021.jpg

20111016-212049.jpg