For nogen tid siden var jeg til fest, og ud på aftenen, mens jeg sad lidt i udkanten af dansegulvet for at puste lidt, lød spørgsmålet pludselig ud af det blå: “Har du helt droppet det der med mænd?” Jeg gloede på hende med overraskelsen malet i hele ansigtet. “Njaaaarj, det er vist ikke sådan en villet beslutning” mumlede jeg lidt måbende. Og måtte atter engang vride mig igennem et af den slags forhør, som jeg ikke aner, hvad jeg skal stille op med. Hvorfor er det så grænseoverskridende at være langtidssingle? Og hvorfor får jeg turbomave og klamme hænder, når jeg bliver vredet op i et hjørne og underkastet tredjegradsforhør om den manglende maskuline følgesvend?

Lige meget hvor moderne og innovative vi anser os selv for at være, og ligegyldigt hvor eksplosivt singlebefolkningen stiger, ja så hænger det gængse selvbillede fast i noget stabilt parforhold og den eneste ene. Så er jeg en taber? I livets store spil? De samme forhørsledere kan i næste øjeblik begræde deres manglende muligheder for at læse videre/arbejde sig ihjel/træne latterligt meget/bestige bjerge eller rejse langt væk i måneder. Er jeg en vinder? You loose some, you win some. De kan heller ikke hænge deres billeder, hvor de synes, eller beslutte suverænt om der er en ny cykel eller fladskærms-tv på budgettet. Men de kan piske noget mand til at hænge op, lappe dæk og installere kanaler. You win some, you loose some, men du kan ikke få hele pakken.

Og hvorfor bliver det pinagtigt? Krydsforhøret. Hvorfor føles det lidt flovt og taberagtigt, at jeg igen og for evigt kommer til festerne uden mand? Er jeg grim og uduelig som kvinde? Njaaarh, altså jeg har jo produceret tre børn og også været gift engang i forrige århundrede (det skulle være en kæk bemærkning, men det er sandt). Og jeg har to ‘ekstra børn’, som jeg også elsker højt. Jeg har haft kærester, også i dette århundrede. Men jeg har ikke haft nogen siden før verden gik af lave (før jeg blev syg, that is). Fordi jeg ikke har mødt nogen, som passer til mig, og som jeg passer til.

Det er ikke til at forstå, at en kvinde som dig ikke har en kæreste, var det næste hun sagde, der i udkanten af dansegulvet til festen. Og så er det, at jeg slår helt knuder på tungen. Lige der bliver situationen tåkrummende. For mig. For så ved jeg, at nu kommer forklaringerne. Forklaringerne på, at jeg ingen mand har. ‘Du skræmmer dem væk, fordi du er så stærk’. ‘Du kan alt selv, og det skræmmer mænd’. ‘Mænd vil have en kvinde, der har brug for dem’. ‘En mand kan ikke blive tiltrukket af en kvinde, der løber hurtigere end ham’ (okay, den har jeg så elimineret). Blablablablablabla…….

Okay, here’s the deal: Det ville være fedt at rende ind i en stormende, hjertevarmende forelskelse. Og en mand der ville knuselske mig. Bare fordi. Det ville jeg elske. Og ham med. Men sker det ikke, så tror jeg ikke, der kommer andre mænd i mit liv, end de mænd, der allerede velsigner mig med deres venskab. Eller familieskab. Og kan jeg så ikke godt bare få lov til at komme uden til de der fester? Uden at blive krydsforhørt og gjort mærkelig? For fik jeg mig en elsker, som kun ville være en bolleven, så ville jeg nok ikke flashe det der i udkanten af dansegulvet. Til en fest, hvor han alligevel aldrig ville komme med. Og kan vi så ikke bare aftale, at jeg kan fortsætte med at stille min cykel i soveværelset/arbejde mig ihjel/bande over boremaskinen når jeg hænger billeder op/løbe latterligt meget/råbe ad mine punkterede dæk og rejse langt væk i flere måneder – i fred?

Tak.