Den eneste ene.
Vera, som vi allesammen har forelsket os dybt og inderligt i
Midt i kvindekamp, projekter og løbeture – størst er kærligheden.
Kvindernes internationale kampdag – på dansk
Hold nu op, Lykke Friis. Du er ikke stor nok til at lukke en international kampdag, vel? Og bare fordi man i Gentofte segmentet har sit på det tørre, er der ingen grund til at aflyse noget international solidaritet. Hvor er det dansk på den ufede og navlepillende måde.
Der er f.eks. al mulig grund til at vise en åben støtte til kvinderne i Yemen, som med åbne ansigter og verdens største mod aktivt går i demonstrationer for kvinders rettigheder i Yemen. Eller de tunesiske, eller de libyske, eller de egyptiske.
Der er grund til at vise sin solidaritet med de mange millioner kvinder, som ikke kan føde deres børn under ordentlige forhold, eller som ikke kan få den nødvendige professionelle hjælp under deres graviditet. Og derfor dør i hobetal.
Der er grund til at rejse sig for alle de kvinder, som må kæmpe en daglig kamp for at brødføde sig selv og sine børn.
Der er grund til at markere international solidaritet, fordi der stadig dræbes pigefostre. Fordi de er piger.
Der er også grund til at fejre, at den solidaritet, der har været markeret siden den 8. marts 1908, har resulteret i en større grad af ligestilling i vesten. Og at der nu tilsyneladende er mange flere på verdensplan, der faktisk også ønsker sig piger.
Skal vi ikke sammen blive ved at huske på vores formødre, der kæmpede med liv og helbred som indsats, for den stemmeret, vi tager helt for givet i dag? Det er ikke længere siden end 1915, for Søren. Er det ikke smart, at vi har en helt speciel dag til det?
Og så er der også grund til at kigge under egen dørmåtte, Lykke Friis. Information har på det seneste kigget kommunale kontrolgrupper efter i sømmene, og det ligner en klapjagt på ressourcesvage enlige kvinder med mørke toner i huden, som man så med et slag kan fratage de allersidste kræfter. Det ser ikke kønt ud.
Kom nu, tøser. Lad os nu slå et slag for, at vi ikke altid bare er os selv nok. Lad os da vise de kvinder ude i verden, at vi tænker med dem og på dem. Lad os vise de udsatte kvinder i Danmark, at de ikke er helt glemte. Lad os vise Lykke Friis, at kvindernes internationale kampdag ikke handler om at udelukke mænd. Men at det handler om solidaritet og lighed. Og lad os grine højt af det mandepanel, hun har nedsat af økonomidirektører, chefforskere og andre med sit på det tørre.
Imens kan vi så sammen glæde os over, at vi har vores så meget på det tørre, at vi kan blogge side op og side ned om vores løbeture og daglige hverdagsproblematikker.
En dag som sofakartoffel
Havde en rådden løbetur i går, som nok føltes længere, end den var. Lagde ud med tunge ben, som blev trampet lettere efter en halv times tid. Og så gik det faktisk helt godt den næste halve time. Men pludselig var det slet ikke godt mere. Måske fordi jeg blev kold. Jeg havde smidt min trøje, mens jeg havde medvind og alt var varmt og løb lidt overstadigt med bare arme for første gang i mange måneder. Og modvinden satte brat ind, da jeg rundede 8tallet langt ude på Kalvebod Fælled. Anyway – var det en sølle figur, der tjekkede ind på Sluseholmen. Og det tog uendeligt at få varmen igen.
Vågnede i morges og skrinlagde enhver plan om noget. Havde ondt i halsen, ondt i hovedet, ondt i alle muskler og lette feberøjne. Ingen langtur. Ingen babybesøg. Ingen rejsemesse. Men dynen på sofaen med en kande te og weekendens aviser. Mens jeg krydsede fingre for en lynhelbredelse.
Hvad laver man så sådan en hel dag som sofakartoffel? Ikke en skid, faktisk. Læser og læser og læser. Sover lidt. Og læser igen. Ser lidt atletik. Indtil solen provokerede mig lidt ud af starthullerne. Stormen for nogle uger siden gjorde det ret tydeligt, at der er saltvand i min kanal. Og med solen direkte på ruderne kunne jeg nærmest ikke se til den anden side. Saltvand giver sådan noget uigennemsigtigt klister på ruderne, skal jeg hilse og sige. Udenfor på kanalen var en flok ænder og en flok svaner på fælles spadseretur, og jeg kunne se dem gennem en grå film. Det var det afgørende slag mod dagens livskvalitet, og jeg iførte mig tykke trøjer, gummistøvler, kost, vand og skraber. Og skurede løs. Det blev bedre. Men jeg har klart et udviklingspotentiale der. Jeg har ikke brugt mange tankespind på vinduespudsning i mit hidtidige liv. Nu er vinduer bare blevet en påtrængende del af indretningen her. Så måske jeg skal lære det. Eller lave en aftale med en vinduespudser. For i fire meters højde er ruderne stadig klistret ind i saltvand. Og jeg ville helt sikkert dumpe med et brag til den store vinduespudsereksamen.
Men den fremadrettede løsning de næste par dage bliver Panodil. Der er projektplanlægning på spil. Og sådan rigtigt syg er man ikke, når man kan gå op i vinduespudsning.
Mig og kærligheden
Jeg har jo ikke trukket de heldigste kort, når det gælder mænd. Eller måske har jeg bare været et fjols på den helt generelle måde, når det kommer til parforhold. Altså – jeg har elsket. Og er blevet elsket. Jeg har haft lykkelige stunder med mænd. Og nogen alt andet end lykkelige. Men kærligheden har på en eller anden måde ikke kunnet holde til, at vi blev sammen. Eller jeg er skæbnedømt til evig singlehed?
Alligevel er mit liv fyldt med kærlighed, så det er til at blive rundtosset af. Af den helt klippefaste slags. Sådan en, der ikke kan slides op, bare fordi vi vil noget forskelligt. Det er jo for pokker meningen med det hele. Vi skal ikke på den måde følges ad for ever. Der er altid nok af den, kærligheden.
Engang for 33 år siden, da jeg fødte min rødhårede søn, så jeg på ham og tænkte: Kan jeg virkelig elske ham lige så højt, som jeg elsker min datter? Hvordan skærer man lige den der kærlighedskage, så alle får lige store stykker? Skal jeg nu dele den bid, der blev til hende? Bliver hendes bid mindre? Er det helt fair overfor de to små bitte mennesker, tænkte jeg.
Og så trådte det der mærkelige kærlighedsmirakel i karakter. Der bliver bare mere af den, kærligheden. Man kan elske forskelligt, men man elsker ikke mindre. Eller mere. Hver gang der kommer et nyt lille menneske ind i klanen, så vokser den bare.
Så da to-årige Ella sprang rundt foran mig og råbte: Se mig, se mig, se mig! Kunne jeg jo kun se hende, holde hende og lære hende, at en lille bitte Vera ikke rører ved min kærlighed til hende. Ever. Der er bare blevet en ordentlig bunke mere af den, kærligheden.
Okay jeg er forelsket – big time
Jeg har siddet i to timer og set forelsket på det smukkeste lille bitte ansigt. Og det er det, der fylder hele verden lige nu. Det og min datters trætte, lykkelige øjne.
Dagen slæbte sig afsted. Efter en morgentur rundt i Holstebro i løbeskoene, tog vi fat på dagens møder. Det hele gik rigtig fint, og vi kunne slutte en hel time før planlagt. Jeg trallede afsted til toget, og vi fik byttet vores pladsbilletter. Men – Christ, hvor er der langt fra Holstebro til København.
Men det lykkedes jo. Så var jeg i København og sprang på et s-tog og gik det sidste stykke vej til Rigshospitalets Barselshotel. Som rummede vores fineste nye lille babypige. Og hun er så fin, så fin. Har sin mors lille fine ansigt. Med sin fars næse midt i det hele. Hun er lille bitte og svømmer i tøj størrelse 50. Har de fineste lange fingre og en masse lyst hår. Den fineste baby vi har set i familien i to år.
Og min stærke datter sidder der og holder ømt og kærligt om det lille barn. Mens kæresten ser forelsket på sine to piger. Og sætter fuld speed på mit lykkebarometer.
Om at være alt for langt fra København
Når man nu selv har onduleret en lille flok mennesker til at indrette noget møde i det vestlige Jylland efter noget kalkuleret fødselsdag i min lille familie, har man egentlig fået en udstrakt service. Så når fødselsdagen så bliver fremskyndet en uge, er det nok ikke mig, der lige kan række fingeren op og lave om igen, vel? No comprende?
Jeg var vel lige nået ud af Kolding søndag eftermiddag, da min ældste datter ringede og fortalte, at hun netop havde afleveret mit yngste barn på Rigshospitalet med ret ondt i maven. Og med noget vand, der var gået. Jamen – heeeeeey – det er først om uge!!?!! Og hvad skulle jeg i Esbjerg? Jo, jeg skulle akkreditere sygeplejerskeuddannelsen. Altså give den et kvalitetsstempel ind i det gode selskab. Og i morgen går turen videre til Holstebro. Jeg sad med andre ord i saksen i sådan noget seriøst og officielt halløj. Der var ingen mulighed for en retrætemanøvre, og det lod sig ikke gøre at vende om og nå til Esbjerg næste morgen. Sikke en redelighed. Jeg mener, det er jo mig, der er mor’en. Til hende Sofie med ondt maven. Og mor’en skal jo være der, ik?
Hun kan jo godt – undvære mig (?). Hun har jo den sejeste søde kæreste, der vil bære hende igennem ild og vand. Men jeg skulle jo stå parat til start, lige så såre han ville ringe efter fødslen. Og nu sad jeg fast her i Vestjylland. Det var altså ikke for sjov.
Jeg har jo siddet før. Lidt hændervridende og forventningsfuld og en lille smule nervøs med tankerne klistret ved mit barn, der var i gang med at bringe et lille nyt liv til verden. På afstand. Spændt på at se hende folde sig ud som mor, og spændt på at se det lille liv, der havde levet inde i hende så længe. Men det var et andet barn. Hende her har jeg ikke prøvet det med før. Hun er helt ny i morbranchen. Først var der alle timerne, hvor jeg sendte gode energier afsted mod øst. Hvor jeg bare ønskede og ønskede, at hendes fødsel ville blive mild og god. Alle timerne, hvor man har mest lyst til at få etableret et lille spionkamera på væggen i fødestuen. Hvorfor har jeg dog ikke sørget for det? Og med den lige så stærke respekt for, at de to skal have deres kamp og deres øjeblikke helt for dem selv. Men du godeste, hvor blev der brugt meget energi sådan en aften på Hotel Cab-Inn i Esbjerg. Prøvede at sove lidt. Sendte for en sikkerheds skyld en sms om at ringe, selvom det blev nat. Som om de ville lade være….
Og så ringede telefonen. Endelig. Klokken 2.20. Og et lille bitte pigeliv havde fået fødselsdag. Og her sidder jeg – nu i Holstebro – og byder hende så velkommen til verden. Og kan ikke vente, til jeg har sovet en gang mere. Og besøgt endnu en sygeplejeskole. Og kørt hele vejen fra Holstebro til København i tog. Og med bussen til Rigshospitalet. Til jeg kan kramme min stærke fantastiske datter og hendes seje kæreste og holde det nye lille babybarn i armene og kysse hende blidt på næsen. Og byde hende velkommen til verden. Og se min unge være mor.
Esbjerg og en kold løbetur
Her sidder man så. På et billigt hotel i Esbjerg. Som ikke lugter af fisk idag. Her er bare koldt. Og sne. Og langt fra København. Men det er en anden historie, som I måske får i morgen.
Det er altid sådan en lidt amputeret dag, når man skal afsted om eftermiddagen. Men en løbetur kunne jeg nå, og jeg løb afsted på en sen morgentur. Det var koldt med koldt på. Men jeg var smart. Jeg zig-zaggede afsted gennem Amager Fælled og driblede næsten udenom noget modvind. Ud på Ørestad Boulevard og videre mod 8tallet. Fik kontakt til en lille flok løbere på det modsatte fortov. Sol var der ikke noget af, og temperaturen var væsentligt lavere end i går. I dag var der hverken vand eller kamera med. Det er hyggeligt at tage billeder undervejs, men det optimerer ikke træningen.
Pludselig fræsede det ene udrykningskøretøj efter det andet forbi mig. Brand og politi med blå blink og hylende dæk. Længere fremme kunne jeg se røgen vælte ud fra Fields, og folk stod i hobetal på fortovet med skuffede drømme. Politiet lavede en effektiv afspærring, men jeg kendte heldigvis en smutvej bag om metrobanen. Så jeg driblede væk fra postyret. Der var ingen ambulancer, så der var nok ingen tilskadekomne. Og Fields klarer det nok.
I dag havde jeg regnet vinden rigtigt ud. Jeg havde ingen vind imod mig, da jeg nåede ud til 8tallet. Ha, jeg snørede den, vinden. Og så kastede jeg mig ud i at finde vej ud over sletterne på Kalvebod Fælled. Og jeg gjorde det. Måske ikke den direkte vej. Men jeg fandt hjem, og jeg havde løbet 19 km i fin stil. Altså det tegner meget godt med den der form.
Ellers er det bare go’nat fra Esbjerg. Hvor de ikke engang havde fisk på menu-kortet???
Blæsevejr og Brøndby Havn
24 iskolde kilometer sådan en lørdag. Det dårlige er, at Lorteøen lugter og lever op til sit navn sådan en dag. Og at den der vind næsten ophævede enhver fremdrift sine steder.
Men for fanden da, hvor var det en smuk tur. Jeg løb til Valbyparken og videre til Hvidovre Havn (som jeg er blevet lidt lun på). Da jeg nåede ud mod Amagermotorvejen og broen, gik den der vind helt amok. Og jeg droppede Amager. I stedet løb jeg på opdagelse til Brøndby Havn med motorvejen indenfor hørevidde uden at kunne se den. Hele vejen var på stier uden biler gennem noget naturagtigt. Og det kørte bare, gjorde det. Brøndby Havn var en lille overraskelse. Jeg anede ikke, at Brøndby kunne rumme sådan en hygge. Og så fik jeg vind-inferno for resten af vejen. Havde i al ubemærkethed haft en solid rygvind mod Brøndby. Jeg var ved at lette på motorsvejsbroen. Havde egentlig regnet noget medvind ud det sidste stykke. Og der tog jeg så bare helt fejl. De sidste fem kilometer hjem var nærmest endeløse, og jeg var af gammel vane ved at kaste op af vinden. Mit maveskind tror stadig, det er fri for fedtlag og bliver afkølet, men jeg kan fortælle det noget andet. Det er så polstret, så det der med ondt i maven af kulde er ren indbildning. Hold bare op med det en anden gang.
Jeg havde kameraet i væskebæltet, så velkommen til at nyde turen helt uden modvind:
Is i Fiskerihavnen
Haveforeningen Musikbyen
Dette er ikke en bakke, som man kunne tro, men 'Bjerget' i Kystagerparken
Udsigt på 'Bjerget'
Ikke at jeg på nogen måde var fristet
Isnende kulde ved Hvidovre Havn
Overraskende scenarier bag Amagermotorvejen
Brøndby Havn - hvem skulle have troet det?
Sej Brøndby-surfer
Blæst over motorvejsbroen
Og hjemme er der grøde i kanalen - alligevel
Og kan vi så ikke være enige om, at det er nok. Kom nu helt ærligt med lidt varme, så de der fugle kan komme til at svømme. Vi trænger til at se noget grønt. Og jeg har fået fregner på næsen. Er det måske ikke et forårstegn? Jeg spørger bare.
Små glimt fra hverdagen
Transport er hverdagens små udfordringer. Transport er meget mere end at flytte sig. Transport er fyldt med små hverdagseventyr, som kan levere sine egne små blogfortællinger. Om at få det lille morgenpuslespil af bus, metro og tog til at gå op, så jeg kan ankomme i lufthavnen i tide. Om at flyve til Bornholm en tidlig mandag morgen og se ned på mit frosne land. Med en højt skræppende dame i kabinen, som a l d r i g havde fløjet i sådan et lille bitte fly. Og som højlydt måtte have den rødmende teenagesøn til at holde i hånden. Om dumme sikkerhedsfolk, der insisterende kylede den sennep, jeg havde købt med hjem til vores sekretær – i skraldebøtten. Flydende væske – phyyyiii! Om at få puslespillet med tog, metro, bus til at gå op i modsat rækkefølge sådan en iskold mandag aften. Så jeg kunne komme hjem til noget varme.
Om s-tog, som nogen morgener kører og andre morgener ikke gør. Som bliver stoppet af livstrætte mennesker, der hopper ud på skinnerne. Og af semi kreative folk, som rykker kabler løs i Holte og skærer dem i stykker. For at stjæle dem? But why? I hvert fald vendte jeg cyklen og tøffede hjem igen. Jeg kunne på ingen måde nå til Hillerød, før jeg skulle vende kareten og til møde på Østerbro.
Om s-tog der kører til tiden og fyldes af så forskellige folk. Som ham i ruskindsfrakken, der må have kværnet en morgendram eller to sammen med et par smøger, inden han steg på toget. Den er stram på morgenkvisten – sådan lige tæt på. Han sad sådan og skuttede sig lidt, og trak hætten op om hovedet, mens den sprittunge ånde blæste lige ind i min morgensarte næse. Men han steg af i Hellerup. Og blev erstattet af en kvinde, der havde erstattet drammen med et grundigt skvæt parfume. Udenpå. Er det bedre end det andet? Jeg er i tvivl.
Og der var den ældre dame med stor kuffert, som rejste sig ved den første station og spurgte, om vi ville passe på hendes kuffert. Mens hun gik ud og klippede. Og vi så på hinanden i kupeen. Og rejste os for at holde dørene åbne. Bare så kufferten ikke skulle køre videre uden klip. Og uden dame.
Eller som ham den lidt opstemte ølbøv med de kridhvide bukser midt i cykelrummet. Og som åbnede for en sand talestrøm, da jeg listede min møgbeskidte cykel forsigtigt forbi. For ikke at snavse ham. Han talte stadig, da jeg stod af toget.
Og der er mig, der læser hele vejen til Hillerød. Og kan være glad for, at toget ikke skal videre. Når jeg er midt i Jussi’s onde fortællinger. Som jeg ikke kan løsrive mig fra.
Eller om den isnende kolde cykeltur til Birkerød, som jeg stædigt holder fast i på vejen hjem. Mens jeg på den hårde måde registrerede, hvor store huller frosten havde efterladt i cykelstien. Og hvordan mine kinder var koldere end jeg kan huske, de har været længe.
Og endelig den helt vidunderlige opdagelse. Der er cykelstativer i parkeringskælderen. Min cykel behøver ikke at stå i stuen, når det fryser, så gear og bremser sætter sig fast. Den kan stå trygt og frostfrit i parkeringskælderen. Bare en af hverdagens små glæder.
Eksprestog til hverdagen
Og så blev jeg ellers kørt over af et arbejdseksprestog. Som en af mine kolleger sagde, – det er dødhårdt at holde ferie. Først knokler man som en hest for at blive klar til at være væk. Afslutter og forbereder alle og enhver på, at man ikke er der i to uger. Bagefter knokler man som et bæst for at samle op på alt det, som ingen andre har kunnet tage sig af, mens man var væk. Og jeg vil ikke høre et ord om offentligt ansatte, vel?
Men jeg klarer det. Jeg har jo suget energi ind i rå mængder, mens ferien varede. Af den langtidsholdbare slags. Og det er fint at restituere lidt efter alle de kilometer i løbeskoene de sidste to uger.
Jeg startede min hverdag igen med et besøg på Bornholm. Hvor ferieagtigt, kan jeg høre jer tænke. Men nix, – det var arbejde. Hyggeligt og ret effektivt sammen med hospitalets kvalitetschef. Chokerende at der alligevel stadig lå så meget sne og tyk is. Og dejligt at flyve hjem igen. Jeg er ikke en velegnet øbo. Rønne er hyggelig, og jeg elsker at besøge øen. Og jeg elsker at tage hjem igen.
Jeg har besvaret hundredvis af mails, sparket mit projekt igang, lavet aftaler, forberedt et par dage i det vestjyske på nogen sygeplejeskoler og er blevet involveret i et nyt projekt. Eksprestoget er i gang i højt tempo, og jeg er sprunget på i farten med håret flyvende i vinden. Og nåede alligevel 10 iskolde kilometer på Kalvebod Fælled med fire km indlagt tempotur. Tempoet? Har det nok bedst med at være en statshemmelighed.
Helles Blog 