Den her debat om efterløn, ik’? Det har jo ikke noget sådan personligt med mig at gøre, vel? Tænkte jeg. Indtil det i et flashglimt gik op for mig, at jeg med de nuværende regler kunne gå på efterløn om fem år. Om F E M Å R!!! Og jeg brød ud i krampelatter både udvendig og indvendig. Jamen for fanden da. Jeg tror jo stadig, jeg har noget karriere at tage mig af. Jeg kunne ikke drømme om at holde op med at arbejde indenfor de næste ti år. Faktisk kan jeg jo godt lide det. Det der arbejde. Derfor kan jeg godt mene noget helt andet om efterlønsprincippet. For alle dem, som ikke længere kan holde til det arbejde. Eller som er brændt ud. Og som alligevel fortjener noget godt liv.

Men mig?!? Jamen det er bare så sært at havne i en kategori. Ligesom at lytte til Uffe Buchard i Mads og Monopolet, når han kagler løs om, hvordan de gamle over 50 tænker og gør. WTF?!? Det er langsomt ved at gå op for mig, at det er mig, de taler om, når de taler om de gamle eller det grå guld. Og det er jo ikke fordi, jeg krampagtigt holder fast i noget ungdom. Eller render rundt med hættetrøje og fletninger (okay – jeg HAR et par hættetrøjer). Men seriøst? Skulle jeg med Uffe Buchards velsignelse sætte mig tilbage i lænestolen og passe børnebørn, mens jeg strikker sokker til svigersønnerne? Not.

Jeg hylder ikke på nogen måde det løse kød, som alligevel sniger sig ind på mig krop. Men jeg accepterer lidt modvilligt, og falder aldrig i en gryde med botox. Eller får nogen til at hejse bryster eller baller op igen. Nu er de ligesom havnet dernede, ik’?

Jeg er bare ikke begyndt nedtællingen endnu. Der er meget liv at nå, før den går i gang. Jeg har ikke aflyst fremtiden, og den fremtid er stadig min egen. Jeg ved da – om nogen – at det slutter en dag, og jeg kan virkelig ikke overhovedet se nogen fornuftig grundt til at stoppe mit liv. Som Tøger Seidenfaden sagde for år tilbage i Politiken:

Jeg er optimist af natur. Det er spontant og naturligt, men også rent intellektuelt noget villet. Jeg kan slet ikke se fordelen ved at være pessimist

Jeg holder ufatteligt meget af at have venner i alle aldre. Jeg har venner, der er meget ældre end mig selv, og jeg har venner, der på alder med mine børn. Jeg er mine børns mor, men jeg elsker at være sammen med dem og diskutere alt mellem himmel og jord. De bidrager allesammen til at gøre mig klogere og have det sjovere. Og til at gøre min verden mangfoldig.

Jeg vil gerne blive rigtig gammel. Jeg vil gerne have rigtig meget af det her liv. Og jeg vil gerne give alt, hvad jeg har til det, livet. Men jeg får nogle gange et strejf af angst ved tanken om at blive anbragt i en kategori, hvor jeg ikke længere tæller. Hvor jeg ikke bliver taget alvorligt. Og hvor jeg sammen med en stor gruppe mennesker ikke længere har værdi.

Jeg får langsomt pakket mig igennem tårnene af flyttekasser og klappet dem sammen. Flyttekasser har ligesom deres eget liv. Jeg kæmper indædt med dem. De flapper ud til alle sider og nægter at blive mast sammen for enden af soveværelset. Men jeg vinder langsomt, og sikkert. Og i den her weekend må de sidste kasser lade livet. Langsomt får jeg pakket et liv ud. Langsomt tager mit nye hjem en form. Som jeg bliver gladere og gladere for. Jeg fedter stort for stærke fyre med store boremaskiner. Jo, jeg kan godt. Og jeg har en boremaskine. Men det er seriøse betonvægge. Og jeg har vist nævnt det før, – her er ualmindeligt højt til loftet. Og jeg er mere and almindeligt lille.

Så guys!?! Jeg gi’r middag/øl/kaffe/vin/te. Og husker jer for evigt.

Jeg løber begejstret på opdagelse i det nye nabolag. Og da Jesper forleden skrev, at der er en sti hele vejen rundt om Amager, blev jeg inspireret til nye veje. Jeg fandt under Sjællandsbroen til en sti, der går langs vandet med Kalvebod Fælled på den anden side. Jeg kan ikke sige, hvor energiskabende og livgivende det er, igen at løbe med vandet lige ved siden af. Jeg ved ikke, hvad det er med det vand. Jeg har SAVNET det. Selvom jeg bare løb en ud-og-hjem tur med Vestforbrændingen i silhuet mod den lave vintersol, ja så jublede alting indeni mig. Jeg må hellere snart være i form til turen rundt om lorte-øen.

Mit arbejde emmer af en stille begejstring. Jeg er blevet projektleder på det mest spændende projekt på tværs af alle fem regioner. Med et stort sug i maven sagde jeg ja tak. Projektet går ud på at lave en fælles strategi for at it-understøtte den enkelte patient til at blive en aktiv part i sit eget forløb. Det bliver stort og vigtigt og kommer til at handle om at gøre folk aktive i forhold til at tage aktivt del i beslutninger, aktiviteter, planlægning, bookning af tider, indsigt i egne data. Og så vil det handle om at klæde patienter og sundhedspersonale på til det. Det kommer til at sluge det meste af min arbejdstid indtil sommer. Og jeg glæder mig som et lille barn.

Og solen har skinnet over Sydhavnen, har den. Isen er ganske vist tilbage i kanalerne, men svanerne padler lystigt rundt og rydder svømmehuller. Til sig selv og alle de andre fugle.

Der er ikke skrevet mange sammenhængende ord om træning i lang tid her på bloggen. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke løber. Lidt neddroslet de sidste uger med pak og flyt har det selvfølgelig været, men helt i stå – nej. Nu er cyklen også på banen igen, og jeg begynder at føle mig lidt mere hel.

Men lad os da få noget træning på programmet. Jeg går meget lidt op i hastighed og distancer, og jeg har ikke det, der ligner et program. Jeg løber, fordi jeg elsker det. Og fordi jeg ikke kan lade være. Fordi jeg bare har det bedst med at være i god form. Der vil altså aldrig optræde matematiske formler over pulsværdier, iltoptagelse og tempo. Fordi det keder mig til døde og er uendeligt ligegyldigt. Jeg er alligevel ude over den alder, hvor jeg styrtede først over målstregen, – og jeg har altid villet have det sjovt med at løbe.

Så når nu jeg ikke træner for at løbe hurtigst, laver jeg jo bare en helt anden slags planer. Til sommer skal vi nemlig på den vildeste løbetur. Haute Route fra Chamonix til Zermatt. Og den slags gør man ikke uden træning i den halvseriøse afdeling. Vi kommer nemlig til at løbe meget længere, end vi gjorde i England. Og i et rigtig svært terræn. Så jeg har jo en plan.  Jeg skal ud på længere og længere distancer, og jeg skal træne bakker. Eller trapper. Senere. Først grundtræningen med lange ture og intervaltræning. Intervaltræning, siger du? Ja det er rigtigt. Intervaltræning er den allerbedste måde at træne iltoptagelse og udholdenhed, og iltoptagelse betyder noget, når vi kommer til at bevæge os rundt i højderne.

Min plan er enkel. Jeg trapper stille og roligt op i løbet af foråret og supplerer med nogle ture i Skodsborg Marathon. Fordi det er hyggeligt, og fordi jeg ikke nødvendigvis behøver at løbe hele distancen. Måske løber jeg hele distancen et par gange. Bare for at træne de lange løb.

Og så skal jeg have gang i noget styrketræning. I bjergene er det ikke kun benene, der kommer på arbejde. Vi løber selvfølgelig med rygsæk, og terrænnet i sig selv stiller krav til hele kroppen. Man er nødt til at have styrke i hele kroppen, når der arbejdes op og ned, og når vi skal holde balancen hen over stok og sten og ad smalle passager. Jeg har trænet masser af gange til lange ekspeditioner og bjergbestigninger, og jeg tror, træningen til bjergløb vil komme til at ligne meget. Jeg kommer til at savne mit gamle hood, hvor jeg havde trapper og skrænter og strand, som var supergod træning til til hårdt og besværligt terræn. Men nu får Amager sin egen arkitekttegnede bakke:

Amager forbrænding med skibakke

Og man kunne nok godt forestille sig, at jeg fyldte rygsækken med bjergudstyr til sommer og klatrede op på en top eller to. Når man nu alligevel er dernede. Og det er længe siden. Og de lokker.

Og lige nu ser der sådan ud lige udenfor mit vindue:

Udsigt fra stuen