by - 2 kommentarer

Mit åndssvage liv? (vol2)

Nej nej nej da, mit liv er ikke åndssvagt. Overhovedet ikke. Mit liv er måske lidt anderledes end så mange andres, men det er mit. Og jeg går måske ikke altid den nemmeste omvej. Mit liv kan være besværligt, det er sjovt, det er spændende, og aldrig, aldrig kedeligt. Ja okay, måske er det ikke altid ophidsende at sidde og tæske i tastaturet. På tid. Og alligevel… Jo det er!

Men jeg kan ind imellem blive lidt ramt på en måde. Af sådan en lille bitte slags tvivl, fordi jeg har lavet nogle valg, som på nogle måder måske har været lidt uortodokse. Sådan set i forhold til den mest almindelige måde. Og de to blogindlæg om mit “åndssvage liv” er hverken forsvar, retfærdiggørelse eller piv. Det er bare en slags tankerækker, som blev sat i gang af en sætning. Og det er meget godt, tror jeg, at sende sådan nogen tankecirkler i omdrejninger ind imellem. Bare for lige at samle lidt sammen på det der liv. Selvom det ikke er nytårsaften eller noget. Det gør folk i forstæderne sikkert også. Jeg mener, – man kan vel også have brug for at reflektere en smule over, om livet nu virkelig er at sidde med ham der i sofaen, ik?

Og det der tvivl, det er ikke noget, der slår dybe rødder mig for alvor.

Jeg har jo valgt det her liv. Det er jo mit valg at være alene om Søndags-Politiken, og det er mit valg at møblere mig selv om fra Jylland. Og nu kan det godt komme til at lyde som om jeg lider af en politisk korrekt virus. Eller noget. Men ikke at have bil er også et valg. Jeg kan jo bare ikke sidde der og mene alt muligt skrapt om miljø og økologi. Og økonomi i de større linjer. Mens jeg suser af sted ud af motorvejen, vel? Og det er en fest, når det er varmt og sommer, og fuglene synger. Om vinteren tager det bare lang tid. Og er koldt. Og man kommer til at sende hadefulde vibes ud mod snebunkerne og vejrguderne. Men så kan man jo lytte til noget radio eller musik, mens man flytter sig. Og det er et spørgsmål om at indstille frekvensen, ikke bare i radioen, men også min indre frekvens. Eller man kan benytte det til et mentalt frikvarter. Og holde op med at betragte transporttid som spildtid.

Jeg kender mennesker rundt om i verden, der har større transportudfordringer, end jeg har. Tag nu bare på de folk, jeg levede med i Nepal, da jeg rejste derud i sommer? Tre dages spadseretur til det nærmeste hospital? Det sætter jo også dagligdagens små problemer med at slæbe mælk og vaskepulver hjem fra Brugsen i perspektiv, ik’? Eller mine 4-5 km til s-toget? Herregud altså.

Nok om det. Jeg er hjemme i min varme stue efter en dejlig weekend sammen med mine forældre. Jeg hjalp min mor med at købe julegaver. On the internet. Det er da æskesmart. Vi sad i ro mag i deres varme stue med god Barolo i glassene og klarede de allerfleste gaver. Bare sådan. Og slap helt for mit værste hadescenarie: julegaveindkøb. I låv the internet.

Og – forresten – tog jeg en taxa fra stationen, da jeg kom til Birkerød med toget.

by - 4 kommentarer

Mit åndssvage liv?

Da jeg var færdig med at facilitere workshop i går, blev jeg frontalangrebet af vinter-snot. Mens jeg i mit stille sind sendte en bøn ud i æteren om, at den bare er på gæstevisit. Sidste år flyttede sådan en nærmest permanent ind og kulminerede først, da jeg forsøgte mig med Copenhagen Marathon. I maj. I hvert fald bestemte jeg mig for at blive hjemme i dag og pløje mig igennem endnu en bunke rapportskrivning. I varmen. Mens jeg kunne se ud på det der sne uden at få frostmærker på kinderne.

Og jeg skrev og skrev. Sendte spam-agtige mængder post ud i den regionale æter, og fik endelig, endelig noget form på den rapport, der har leget drillenisse de sidste uger. Her sidder jeg så med noget, der svagt kunne minde om fred i sindet og god samvittighed. Nå ja, færdig er jeg selvfølgelig ikke, vel. Færdig er et begreb, man kan bruge om mig selv og min krop efter skrappe løbeture. Eller når jeg har sovet for lidt. Ikke om rapporter. Eller mit job i det hele taget. Men sådan… fredagsfærdig. Efter en dag, hvor der hele tiden var te på kanden og blus på radiatoren. Helt klar på noget weekend.

Mens en replik fra et møde i aftes blev ved med at snurre rundt i mine indre mentale motorveje. Hvorfor har du indrettet dit liv så åndssvagt, Helle. Blev der sagt i forbindelse med noget snak om, hvor lang tid det ville tage mig at komme hjem. Smak – en kindhest.

Her sidder man så. Snart midt i noget halvtredsere. Alene, til fremleje, på landet uden bil. Okay, det med landet har jeg jo løst om lidt. Men replikken snurrede videre og begyndte sit eget liv. Og ja, hvorfor er det, at jeg ikke sidder lunt og godt i mine ungers barndomshjem og hænger julehjerter op i vinduet? Hvorfor er det, jeg ikke har holdt sølvbryllup eller har en Audi holdende i garagen? Der var mange gode grunde til, at vi ikke skulle fortsætte med at være gift. Og jeg er ikke stødt ind i noget mand, som jeg ville eller kunne slå pjalterne sammen med i fred og fordragelighed. Jo, jeg har haft kærester. Med og uden bil. Har også forsøgt et forkølet bofællesskab for længe siden.

Jeg er for vild, ville min mor sige. Og nysgerrig. Og skrap. I stedet flintrer jeg verden rundt i vandrestøvler og løbesko. Når jeg ikke arbejder mig selv halvt ihjel. Jeg bliver ved med at prøve. Og fejle. Og prøve igen. Og jeg måtte prøve at flytte mig fra Århus til København. Og få min lille (store) familie til at hænge sammen igen. Og bare se, hvad der skete ved det. Så er det, jeg sidder her og har for langt til alting. I en midlertidig bolig som en anden studerende.

Med replikken snurrende i baghovedet vred jeg mig alligevel af sted i løbeskoene, inden det blev mørkt. På raske fjed gennem skoven. Eller not. Det der sne er nu pakket, så man skrider rundt som en pløret allike. Det var hyle koldt. Og for at overbevise om, at jeg ikke byder permanent velkommen til vinterforkølelse, trak jeg i ekstra meget tøj. Mødte en pige, der holdt fast i sin hund. Fandme hvor er du sej, råbte hun. Det er osse skidehårdt, råbte jeg tilbage. Og pludselig var jeg på flade skiløjper og kunne sætte en slags tempo i løbeskoene. Op ad bakke er bare for hårdt. Søerne er dækkede af sne, og fuglene er ganske stille. En lille time i en skov, der langsomt blev pakket ind i skumring, skød min weekend i gang. Og så var det også nok med det. Intet kunne drive mig ud igen i kulden. Jeg har været ude. Nu må jeg godt sætte mig og hade vejret igen, ik?

Mens jeg bander lidt over at have for langt til alting.

by - 5 kommentarer

I mørkeskoven med pandelygte

Mens man sidder her og hader vejret, kan jeg jo glæde mig over, at jeg alligevel kom ud en lille times tid i løbeskoene. Efter at have gået 4-5 km hjem fra Birkerød City. Med indkøb. Hurtigt som en ninja susede jeg i løbetøjet, inden jeg kunne nå at protestere og fandt pandelampen frem. For det er buldermørkt, og koldt og blæsende. Og mørkt. Og fyldt med sne.

Men ud kom jeg. Løb ned i skoven, som jeg havde fuldstændig for mig selv. Bortset fra sneen og mørket og kulden var det sjovt at løbe af sted og være helt alene. Ind imellem var jeg på nippet til at fare vild. Og dog. Stierne var rimeligt lette at følge, og jeg priste igen mine trailsko. At løbe i alene i en nattesort skov er en speciel oplevelse. Træerne knager, og ind imellem drysser sneen fra grenene. Pludselig lyser månen gennem trætoppene, og en stille fugl rører på sig. Ellers er alt pakket ind i mørket og sneen. Alt det vante ser så anderledes ud i mørket. Om det er god træning, aner jeg virkelig ikke. Det går langsomt. Man sætter automatisk farten ned i mørket på de frosne stier. Men det er nu den slags løb, det kan blive til. Og det er meget bedre end ingenting. Men kors i hytten, hvor har jeg meget lidt lyst, når jeg kommer sent hjem. Så jeg må snyde mig selv og smutte i løbetøjet, før en tanke kan flyve forbi.

Men maden. Vintermaden. Den elsker jeg. Jeg har altid fryseren fuld af fisk og køleskabet fyldt med rodfrugter. Jeg kan (okay næsten) spise det som slik. Skræl og snit de grøntsager, du har lyst til. Skær fisken i terninger. Bland det hele og krydr med salt, peber, koriander, spidskommen, merian – eller whatever you fancy. Rigeligt af den gode olivenolie og et skvæt citron. Tyve minutter i wok’en eller ovnen, og vupti er der et klassemåltid parat. Som jeg aldrig bliver træt af, og som oven i købet hypersundt.

Og så kan man jo lige knibe en flødebolle fra Summerbird indenbords for at genoprette balancen.

by - 1 kommentar

Halvmaraton i avanceret stil

I stedet for at sidde og skumle over de æbleskiver, jeg nu går glip af i Jylland, besluttede jeg mig for at løbe mit eget halvmaraton i Rude Skov. Og jeg har da lidt æbleskiver i fryseren, hvis det sku’ være. Faktisk har det været en flot dag, af sådan en vinterdag at være, hvor solen endda kiggede forbi i ny og næ.

Så efter en lang morgen med rigeligt te og müesli, trak jeg igen i trailsko og vintertights og trissede ud i sneen. Alle unger var ude med kælke og slæder. Og alle voksne var af sted med brædder under fødderne. Der er allerede kørt mange spor i skoven, men endnu ånder alt fred, og der er plads til både ski, cykler, løbere, heste og gående. Sidste år udviklede der sig næsten krigslignende tilstande, hvor ski-folket insisterede på noget fortrinsret til skovstierne. Og råbte ukvemsord efter nogen, der uforvarende kom til at træde i et skispor. Men alt ånder endnu fred og fordragelighed. Nogle skiløbere smilede endda tilbage. Og – jaja – jeg har da også fundet mine ski frem, så jeg må holde mig gode venner med begge lejre.

Det var forfærdeligt hårdt at løbe i det der sne. Pulsen hamrede op i det røde felt, når jeg løb op ad bakke, og jeg måtte ind imellem standse og få pusten. Som om jeg løb intervaller. Som om, hva? Det gjorde jeg så langt fra. Alt gik l a n g s o m t. Sneen nærmest sugede mine fødder til sig. Løbestilen blev derfor spændende. Eller måske har det bare set direkte latterligt ud. Jeg mener, – se det for dig: en halvgammel kvinde, der prustende kæmper sig gennem sneen med høje knæløft. Charmerende? Kan allerede mærke, at jeg bliver øm. Og øm steder, jeg ikke plejer at misbruge, når jeg løber.

Snemasserne er fordelt med lokal uretfærdig hånd. Der er ALLERMEST i Birkerød. Allerede da jeg krydsede til Holteafdelingen af Rude Skov, var der meget mindre sne, og i Søllerød var der fuldstændig ryddet på cykelstierne. But why??

Turen bød på mange udfordringer. Allerede inden lysløjpen løb jeg ind i en kæmpe sø, der spærrede stien fuldstændig. Men venlige mennesker havde allerede trådt spor ind i skoven, så jeg kunne passere nogenlunde tørskoet. Senere lå et væltet træ på tværs. Og der kom flere vandpytter og småsøer. Sneen var noget tungere end i går. Der var en smule tø i luften, og sneen klumpede lidt sammen under fødderne.

Jeg løb alene det meste af tiden. Passerede enkelte skiløbere og ryttere. Grinede til unger på bakkerne med røde kinder og fart i slæderne. Og nød stilheden. Selv bilernes motorlyde bliver opslugt af sneen. Verden bliver ganske tyst.

Aner ikke om jeg løb et halvmaraton. Jeg løb i lidt mere end to timer. Og er træt i benene.

Nu er jeg så tilbage i de hårde realiteter. Arbejde. Varmt brusebad og varmere chokolade har givet varmen tilbage i kroppen. Og nu må min weekend erklæres slut. Så jeg når mine deadlines i morgen. Gæt om der er nogen, der glæder sig til at holde noget juleferie?

by - 5 kommentarer

Sne, sne, sne

Både i går og i dag trak jeg i mine trailsko og løb afsted ind i skoven i tusmørketiden. Når sneen ligger tykt, kan man orientere sig på skovstierne meget længere. Der er helt tyst, og skoven pakker mig nærmest ind. Men jeg skulle slet ikke løbe rundt her i Rude Skov. Jeg skulle være i Randers og købe julegaver med min mor, og jeg skulle løbe halvmaraton sammen med min svoger. Som vi har lavet en tradition ud af. Hvert eneste år løber vi halvmaraton i Randers sammen med en af hans venner. Efter løbet tøffer vi til Århus og drikker gløgg og får æbleskiver. Men ikke i år. Jeg fik en mail fredag eftermiddag, at løbet var aflyst, fordi byen var begravet i sne. Og så skulle jeg nok heller ikke slæbe min lille mor rundt i snedriverne. Og kunne jeg måske overhovedet komme frem? Eller hjem igen?

Vi udskød en uge, og derfor er jeg her i Rude Skov. Og er ved at drukne i sne. Se selv:

Det er hårdt at løbe i den dybe sne. Trailskoene har godt greb om underlaget i skoven. De er også lavet til bjergløb, og jeg var superglad for dem i Nepal. Men sneen er dyb, og jeg løber af sted med høje knæløft. Specielt op ad bakkerne trækker det tænder ud. Alligevel er det fedt her de første snedage. Før skifolkene har lavet spor gennem hele skoven. Før det hele er tøet og frosset igen. Og frem for alt skal jeg ingen steder. Så kan det jo sagtens gå med det der sne.

I morgen vil jeg på en længere tur. Og jeg har slæbt skiene frem. Når nu skoven alligevel ligger der udenfor min dør med al den sne.

by - 0 comments

When will you ever learn?

Det er på sin plads at reflektere lidt over noget dømmekraft og selverkendelse. Eftersom der igen ligger noget sammenkrøllet, udtrådt kvinde i en sofa et sted i Birkerød. Okay, det der vejr, det kunne jeg ikke have forudset, vel? Og – uden at dette igen i år skal udvikle sig til en vejrblog, så har det givet visse udfordringer. Både af logistisk slags og af den hmmm.. indre peace, love and harmoni. Altså TO DAGE holdt min cykel til det. Nu står den og skammer sig i cykelskuret i Hillerød med et brækket bremsekabel. Og der kan blive stående ja, indtil der er mindre trafikale udfordringer. Jeg boykotter den. Og kender I nogen, der har en halvgammel havelåge med indvendige gear og f o d b r e m s e stående, så vil jeg gerne overtage den. Og jeg betaler oven i købet gerne noget for den. Den anden kan blive boykottet, til vejret passer den igen. Nok om det – det giver masser af udfordringer med at traske til og fra stationer gennem bunker af sne. Flash backs i stribevis til noget lignende sidste fimbulvinter. Og jeg prøver – virkelig – at fokusere på, hvor yndigt, det ser ud.

Men det er ikke derfor, der ligger noget udkogt kvinde i sofaen. Det er noget sprogligt. Et lille meget enkelt ord, der aldrig rigtigt fandt vej til vokabulariet. Egentlig ikke spor svært at sige, men det bliver bare altid overhalet af noget ja-agtigt. Så nu sidder jeg i saksen igen. Med to megastore projekter, som skal være færdige inden nytår. Og hvor det er mig, der fører pennen og har en halv million mellemliggende deadlines. Og det er jo sådan noget, som mit arbejde går ud på. Men hvorfor jeg så har sagt ja til at holde oplæg i næste uge og til at facilitere en workshop og lave endnu et oplæg og og og……. Ved siden af alt det andet, som skal hjælpe med at give overblik over kvaliteten af behandlingen i Hovedstadens sundhedsvæsen. Altså – jeg piver ikke. Det er ikke synd for mig. Jeg gør det jo selv. Jeg er bare udkogt. Brugt. Weekendklar. Og lidt fuld af undren over, at jeg igen og igen og igen sætter mig en situation, hvor mine deadlines kradser i nakken og sparker mig til hjørne. Endnu en fredag med et par medbragte weekendprojekter, og hvor det alligevel er spændende, om jeg vågner til en rolig mandag uden skarpe kløer i nakken. Pfyiii altså.

Udkogt er jeg også fordi min weekend er aflyst. Nå ja – det bliver selvfølgelig både lørdag og søndag, men ikke som jeg havde planlagt. For to timer siden tikkede en e-mail ind og fortalte, at det halvmaraton, som min svoger og jeg løber hvert eneste år, var aflyst, fordi Randers var druknet i sne. Øv og bøv. Jeg havde håbet på at løbe en bare lidt bedre tid end i Skovmaren, fordi det er et forholdsvist fladt løb. Men hvad – jeg kunne jo have haft verdens bedste undskyldning! Værre er det, at jeg havde en aftale om at købe julegaver sammen med min mor. Men der er faldet en halv meter sne omkring deres hus, og hun skal ikke trækkes rundt i en iskold by med dårligt føre. Så vi venter til næste lørdag, og jeg krøller min billet sammen igen.
Og læner mig behageligt tilbage i sofaen.

by - 8 kommentarer

Vinterbrølet

Jeg ved det godt. Det er et vilkår, når man lader sig føde på nordlige breddegrader og ikke forlængst er flyttet herfra. Og jeg skal bare lige have lov at få det overstået. Så lover jeg, at jeg vil anstrenge mig for ikke at underholde om mit forhold til vejret ret meget mere i år. Så here comes: JEG HADER VINTER. Jeg hader sne, jeg hader slud, jeg hader mørke. Har jeg nogen sinde haft et romantisk forhold til sne, blev det endegyldigt kvalt sidste år. Jeg bandede hele vejen hjem i aftes over at få slasket noget halvfrosset vand i hovedet hele tiden. Og jeg bandede endnu mere i morges, da jeg trissede cyklen ud af skuret, – og fandt dybfrosne gear og bremser. Hvad skal alt det til for. For fanden da – vi er ikke i december endnu, og der er næsten to måneder til jeg flytter væk fra landzonen.

Nåmn, jeg fik tøet forbremsen op, så jeg kunne balancere gennem fastkørt sne til stationen i ét gear. Der sad uhjælpeligt fast. Og så har de kastet rundt med nogen køreledninger igen derinde i byen. Så jeg måtte stå i 25 minutter på en kold station og vente på det der s-tog. Og nu sidder jeg her og MÅ have luft, inden jeg dribler videre med mine projekter. Ellers ville jeg bare sidde og skumle højlydt ved tanken om den stivfrosne cykel, der nu står i cykelskuret. Og som jeg skal have til at balancere mig hjem igen i frost og buldermørke. Så jeg kan komme hjem og overstå dagens løbetræning i mørke og smat og sne. Jeg hader det, jeg hader det, jeg hader det.

En af mine venner i Italien fortalte mig for mange år siden, at jeg da skulle flytte ned til ham. Så ville der både være varme og bjerge lige in the neighbourhood. Men det gjorde jeg så ikke. Så jeg må lide mig igennem vinteren – og brøle lidt en gang imellem.

Og kippe med humørstangen over at jeg er velsignet med en ven, som midt i mørketiden finder på det her. Og når jeg er allersurest over det der vejr, som jeg alligevel ikke kan gøre noget ved, så kan jeg sidde og bladre i mine bjergbøger og lægge planer for sommeren.

by - 2 kommentarer

En aften i linje E

Sikke en aften i går. Vandet fossede ned fra himlen i rå mængder, og vinden peb om hushjørnerne inde i København. Jeg havde været på cyklen til Glostrup til et heldagsseminar. Bagefter tågede jeg lidt rundt derude i Glostrup og omegn for at finde ind til Frederiksberg. For pokker da – hvornår lærer jeg at følge de autoriserede veje og lade være med at udforske stier, der narrer mig til at tro på smutveje. De bluffer, gør de. Men jeg måtte til Frederiksberg til hyggeaftale med min Sofie. Som er ved at have den fineste runde mave.

Hen på aftenen trak jeg i hele cykeludstyret. Og skumlede lidt ud mod det der vejr. Jeg skulle omkring Østerbro og hente en liter dyr og lækker friskpresset olivenolie, direkte fra Italien. Og styrede mod Svanemøllen station, for cykle hele vejen hjem i det inferno – det gad jeg bare ikke. Da jeg bar min cykel ned ad trapperne på stationen, passerede jeg en lille støvet fyr med en bajer i hånden.

Hva’ fanden, råbte han, har du ikke en mand, der kan hjælpe dig?
Næh, sagde jeg grinende.
Jeg vil gerne hjælpe dig resten af livet, råbte han, lyder det ikke godt?
Det lyder fint, sagde jeg, tak for det.

Han steg ind i samme vogn som mig. Her sad en anden støvet fyr og læste avis ved cykelstativerne. Her slog han sig ned på gulvet, og jeg satte mig lidt væk. Først sludrede de om løst og fast, mens jeg funderede lidt over de to skæbner i flexrummet. Pludselig råbte min hjælpsomme ridder højt. Og den anden bad ham holde mund og opføre sig ordentligt. Den første råbte, at han havde besteget bjerge i sin ungdom og var stærk. Så han skulle ikke slå.
Du skal alligevel opføre dig ordentligt, sagde den anden fyr. Den første råbte videre, at han havde været tortureret, da han var i krig. Og at han var ligeglad. Konen havde forladt ham og børnene var voksne, så han ville bare drikke sig ihjel. Og råbte igen, at den anden ikke skulle prøve på at slå ham. Han rykkede lidt væk og satte sig på et sæde. Og mumlede lidt videre i skægget, mens han drak af sin øl. Den anden læste tavs og koncentreret videre i avisen.

Og jeg tænkte lidt over, hvordan skæbner kan føre ad forskellige veje. Hvor trist at sidde der i linje E med sin bajer og være ligeglad. Hvor trist at have sluppet tøjlerne i sit liv. Og bare sidde der med desperationen fløjtende ud af alle porer. Selvom børnene er blevet voksne og konen er væk. Han kunne godt have brugt et lille kram, men ingen får lyst til at give ham et.

by - 5 kommentarer

Mandeweekend

Jeg er strømførende igen. Og jeg har brugt formiddagen på at læse blogindlæg, som den sidste uge har snydt mig for. Nu er jeg næsten opdateret på blogfronten. Min ultimative hadesæson er sat ind. Vi er ikke engang i december endnu, og alligevel er det meste dækket af en gang klam, våd, tung sne. Jeg hader det. De næste måneder vil jeg drømme om varme himmelstrøg og sommer, mens jeg frysende klamper af sted på min cykel ad en natsort Kongevej. Jeg vil lukke øjnene, mens jeg snører løbeskoene. Og undgå at tænke over, hvor våde mine fødder bliver, eller hvor kold min næse er. Lige så meget som vinteren kommer bag på mig hvert år, ved jeg at den forsvinder igen. Det sætter jeg så min lid til igen i år.

Mandeweekend, står der. Det er nemlig det, der er her på matriklen. Næ nej, der er ingen amoriner i luften. Jeg er bare beriget med et par solide venskaber, som sætter sig på min weekend. Henrik lærte jeg at kende, da jeg engang havde ham med på en bjergbestigning i det nordlige Indien. Vores venskab er funderet i rejser og bjerge. Og har udviklet sig til noget fællesskab omkring musik og mad også. Han var netop vendt hjem fra en tur i Nepal, og det var fint at høre nyt der fra. Om lidt kommer min gamle løbe-buddy, John, som jeg har delt ufatteligt mange løbeture med i Århus og omegn. Dengang jeg kunne følge med. Han er sådan en, som kommer hjem fra Frankfurt og er skuffet over en tid på 3.04.. Han gider godt vente på mig en gang imellem. Men ham har jeg også fået lokket af sted til noget bjerge. For et par år siden tog han på sin første trekkingtur – og var solgt. I februar rejser han til Argentina for at bestige Aconcagua. Og mon ikke vi skal fortabe os lidt i gamle billeder? Og genopleve nogle uger på det bjerg? Det tror jeg nok, vi skal.

Jeg elsker mine veninder. Og jeg har nogen rigtig gode nogen af slagsen. Men jeg har altid haft mandevenner. Som barn var det bare sjovere at lege med drengene. Og øh, det var det vist også som voksen. Der har været flest mænd i mit løbeliv. Og kun mænd i mit bjergliv. Længe havde jeg en drøm om at lave en kvindeekspedition, men jeg opgav. Der er for få kvinder, der vil lave selvstændig bjergbestigning. Eller – er der nogen overhovedet? I Danmark, mener jeg? Jeg har haft en del kvinder med på de ekspeditioner, jeg har guidet, men jeg har ikke kunnet finde nogen, som ville være med til en selvstændig tur. Så det blev drenge.

Men weekenden bliver bjergene på billeder sammen med passende mængder god rødvin. Og minder blandet med nye drømme. Og et par våde, klamme løbeture i det der sne.

by - 1 kommentar

På tur i den gamle computer

Det kan have sine fordele at have erfaringer fra Humla. Når nu man sidder i Birkerød med en udslukt computer. To måneder, hvor bloggen levede i bedste velgående, selvom jeg befandt mig langt ude i ødemarken uden strøm eller internet. Hvabehar? Næ hov – hvordan kan jeg så skrive det her, hva? Jo, jeg har faktisk en anden og strømførende computer. Den har bare opgivet det der med at have forbindelse til internettet. Hvorfor aner jeg ikke. Men skrive kan den. Eller jeg. Eller hvordan nu?

Den er ældgammel, min computer, og pludselig driver det hele af nostalgi. Jeg sidder ved tastaturet og bliver helt lang i blikket. Og stille. Her skrev jeg speciale i antropologi, og hele mit feltarbejde ligger stadig her og putter sig. Timelange interviews med de overvægtige kvinder, der var med i mit projekt. Jeg transskriberede egenhændigt i endnu flere timer og gemte det hele på min gamle laptop. Her ligger flere hundrede sider dagbøger og optegnelser fra feltstudier i kvindernes hjem og i det livsstilsprojekt, de deltog i. Og der er hundredevis af sider med analyser af interviews, dagbøger og optegnelser. Jeg fortaber mig langsomt i alle mine gamle overvejelser, ideer og teorier. Jeg levede med kvinderne og deres familier og alle de tanker om fremtiden, de delte med mig, i måneder. Jeg var med dem til motion, til madlavning, til jordemoder og hjemme i deres huse. Pludselig savner jeg det antropologiske projekt. Det der liv med fordybelse. Det der liv, hvor jeg kan grave mig ned, lukke mig op og gå på opdagelse i en flig af verden. Der er så meget liv gemt i de dokumenter. Min projektbeskrivelse til det phd-projekt, jeg aldrig gjorde alvor af. Den ligger der jo stadig. Og der er stadig ikke nogen, der har lavet den forskning. Måske en dag?

Jeg surfer rundt i dokumenterne og finder gamle artikler. Gamle breve til kærester, der forsvandt. Jeg har glemt, hvorfor det gjorde mig ked af det. Livet er gået videre uden dem. Digte, sørme. Jeg havde helt glemt det med digtene. De får nok lov til at blive liggende i fred og ro. Jeg finder gamle noveller og begyndelsen til en bog. Jeg har altid skrevet. Dagbøger, historier, artikler, noveller, rejsebreve, blogs.

Hvorfor mon skrive så meget? Hvad skal det til for? Jeg ved det ikke. Det er bare noget, jeg må. Jeg har altid gang i en lækker notesbog. Og den skal være lækker på den indbydende måde. Bare så jeg altid kan skrive, når skriveånden vælter over mig. Noget af det er udgivet, det meste ligger her. Eller der. Eller er kommet i de blogs, jeg har bestyret. At skrive er mere end en ventil. Meget mere. For mig er det en måde at lære på. Når jeg skriver kommer der mere orden i sagerne, og jeg ser verden anderledes. Mens jeg skriver, skifter verden farve. Det var nok derfor, jeg skulle være antropolog. Antropologer skriver.

Og her ligger billeder, jeg ikke har kigget på i årevis. Billeder af mig og mine unger fra før, verden gik af lave. Billeder fra utallige bjerge og fra fjerne egne af verden. Billeder fra fantastiske ture i Italien og Frankrig. Billeder fra kajakkursus i den svenske skærgård. Her er billeder fra fødselsdage, hvor vi alle sammen ser meget yngre ud, og her er billeder af længe glemte kærester. Og pludselig et billede af mig med glad mexihat fra sommeren 06 fra det års festival i Skanderborg, som I får, når jeg kan igen

Hvor er der meget liv i sådan en gammel computer.