by - 4 kommentarer

Blodbad i Birkerød

Alma var krøbet op på mit skød, mens vi nød vores lakrids-is efter middagen. Eller elekrids, som det hedder i Almas univers. Sengetiden nærmede sig, og inden længe skulle Alma puttes i mit soveværelse. Hun er nemlig i skovbørnehave i Birkerød i denne uge, og børnehaven ligger kun omkring 200 meter fra mit hus. Derfor havde jeg grebet chancen og hentet hende, mens jeg endnu havde fri. Og vi havde nullet rundt og hygget os med tusser, modellervoks og græsplænen. Nu åndede alt fred. Fred før dynetimen.

Alma tussede hen og hentede en plastikskål, så resten af isen kunne smelte og blive til en lækker ’elekrids-suppe’. Og jeg rejste mig for at rydde bordet og fylde opvaskemaskinen. Jeg skulle bare have ladet det hele stå, skulle jeg. Pludselig smuttede min store kokkekniv ud af hænderne og styrtede lodret ned og ramte min lilletå. Jeg hylede lidt op, for det gjorde ondt, ondt. Alma kiggede lidt overrasket på mig og begyndte at grine. Jeg grinede også, fordi det var så åndssvagt. Og samlede kniven op og lagde den på plads i opvaskemaskinen. Og opdagede, at blodet piftede ud af min fod. Jeg humpede tilbage til spisebordet for at fange min serviet til at tørre noget blod af. Og Alma råbte op. Der var et stort blodspor efter mig. Ikke bare små stænk, men en motorvej. Jeg fik tjekket foden og så, at jeg havde lavet et rent, tværgående snit i min lilletå. Og selvom den er lille, pumpede blodet ud. Jeg sad et øjeblik på gulvet, og der bredte sig en blodpøl omkring mig. Godt der var en knogle til at standse kniven, ellers var tåen da snittet rent af.

Nå da. Jeg samlede servietten stramt om tåen og komprimerede i håb om at standse blødningen. Nu var Alma blevet lidt forskrækket over alt det blod. Når jeg lettede trykket på tåen, fossede det igen ud. Så jeg blev siddende med tiltagende kramper i tommeltotten. Efter et kvarter var situationen helt uændret, og Alma var ved at være rigtig træt. Plaster og forbindingssager lå ovenpå. Og det er ikke holdbart at hoppe på et ben op ad sin lyse, ubehandlede trætrappe, mens man holder krampagtigt på sin højre lilletå. Så jeg måtte ringe til mor’en. Og så forsvandt Alma ind på sofaen. Jeg hoppede på et ben derind, og hun lå og gemte sig under sin pude. Nu var hun rigtig forskrækket og ked af det. Men vi fik os snakket igennem det, og blev enige om, at trods alt var godt, at det min tå, og ikke hendes.

Det lykkedes at komprimere. Efter mere end en time og en krampe i tommelfingeren, der stadig kan føles idag, stilnede det af. Og jeg undlod det med skadestuen. Det blev også for uoverskueligt. Men Alma og jeg må finde os en ny dag sammen, og Alma lærte, hvorfor det er godt at bruge hjemmesko. Gjorde jeg? Don’t think so. Jeg går altid i bare tæer. Som en af mine gode venner skrev, – ikke meget street credit i den historie, når man lige er vendt hjem efter to måneder i noget ødemark. Og sikke et spild af en god tirsdag aften i godt selskab.

by - 9 kommentarer

Back on track

Jeg er landet i Birkerød. I mit lille hus med en vildtvoksende lille bitte have. Sikke mange grene og sikke meget grøn urt, der kan nå at spurte frem på to måneder. Men det har også fået pænt med vand, har jeg hørt. Naboerne hilste overrasket. Skulle du være tilbage allerede? Der er da ikke gået to måneder? Er der? Jo, det er der næsten.

Mit hus blev indtaget med en næsten ukendt grad af nydelse. Det hele. Jeg har drukket te, sovet i min uforlignelige seng (som jo bare er sådan en Ikea-sag) og jeg har lavet min egen mad. Tjekket fjernsynet, som er en direkte fortsættelse fra det, jeg forlod. Købt ind i Birkerød, som heller ikke har undergået revolutioner, mens jeg har været væk. Besvimet ved kassen over det astronomiske beløb, de ville flå mig for. Kælet for friske æbler, spidskål, nye kartofler, gulerødder og tomater. Hældt alle mine tørrede chili på et dekorativt glas. Jeg har haft sol på terassen, ryddet grønt væk fra halvdelen af mikrohaven og fundet et løbehjul til Alma i skrotbunken. Jeg er kort og godt landet, og prøver nu at fordøje alle de kontraster, der har fyldt mit liv de sidste to måneder.

I lufthavnen i Kastrup ilede jeg til vinduet mellem Starbucks og bagagehallen, og der stod Alma jo med næsen klinet til glasset. Vi gav vinduesknus og hun blev en smule tre-års-betuttet. Og så stod min mor der. DET var en overraskelse. Min mor bor i Randers og havde taget toget hele vejen til lufthavnen. Bare for at være der. Tænk at jeg har en mor, der ikke har så langt til de 80 år, som gør sådan noget for mig. Det var stort. Jeg blev så rørt og glad. Og så var de to ældstebørn der. Jeg flintrede tilbage til bagagebåndet og stod og hoppede for at skynde på bagagen. Og sandelig – den kom hurtigt, og det hele var der. Op på vognen – og så så man mig forsøge at styrte afsted med 40 kilo store tasker. Og så var det knus og kram og glade tårer over at se hinanden igen.

På Frederiksberg var der kaffe. Rigtig kaffe. Og så flåede jeg gaver ud af rygsækkene, så det næsten lignede juleaften. Mage til helt ufortyndet glæde op lever man sjældent. Den flød bare igennem rummet mellem små go store mennesker. Og så var der frokost med rugbrød og champagne hos Sofie, som lige skulle komme hjem fra fra arbejde. Hun kom, og hun stak mig et lille bitte sort-hvidt udtværet billede af en lille bitte orm i en sort hule. WOW!!! Og SÅ sprøjtede tårene for alvor. Den lille bitte orm bliver jo til et lille bitte menneske, som melder ankomst engang i marts. Og jeg som havde tænkt så meget på hende, fordi hun stod foran en udmarvende fertilitetsbehandling. Hvor er jeg bare glad på hendes vegne (nå ja – og på mine), og bedre overraskelse kunne jeg ikke komme hjem til.

Nu skal noget hverdag så til at indfinde sig. Jeg cykler allerede til Hillerød for at passe vores eget sundhedsvæsen på torsdag, og jeg skal have skrevet rapporter og artikler og gjort mit arbejde i Nepal helt færdigt. For denne gang. Jeg har sådan tænkt på, sagde min mor, at du jo nok tager derned igen. Og det har hun jo nok ret i. Min kloge mor.

Jeg trak løbeskoene på (jaja, de der stiletter er slet ikke gode i skoven i regnvejr) og løb afsted i går eftermiddags. I silende regn. Men jeg nød at kunne løbe i regn uden at risikere andet end at blive våd. Det blev jeg så også. Meget. Alligevel var regnen slet ikke af de dimensioner, Nepal kunne byde på. Jeg løb afsted ad kendte ruter i min skov. Pludselig havede nogen lagt en sø. Midt i det, der plejede at være en sti. Jeg trak op i skoven for at komme nogenlunde tørskoet forbi. Men nogen havde også lavet en voldgrav, så jeg måtte langt omkring og til sidste gå linedans over en træstamme for at komme tilbage på noget sti-agtigt. 12 km gennem min våde skov. En dejlig fornemmelse. Jeg er back on track.

by - 5 kommentarer

10 ting, du ikke vidste, jeg skal, når jeg kommer hjem

Man tror næppe sine egne øjne. Her sidder jeg i en lufthavn i Delhi, som jeg aldrig oplevet magen til. Med stort transitområde med toldfrie forretninger, restauranter und alles. Og splinternyt marmor på gulvene. Med lys og orden og noget, der til forveksling ligner andre lufthavne. Jeg troede ikke på dem. Den lufthavn har været et stort byggerod alle de gange, jeg har været her. Jeg troede simpelthen ikke på, at der var en plan om at gøre det færdigt. Og så vupti-dupti, mens jeg har renset sår og følt gravide maver i Humla, er den tryllet fiks og færdig. Jeg er målløs. Og den ikke bare ligner andre lufthavne – den er bedre. Der er hvilestole ud mod flyområdet (som man ikke kan høre) ved alle gater. Det betyder, at jeg kan henlægge mit trætte legeme næsten vandret, tøjre min bagage til mine ben og slumre et par timer. Og man kan stadig købe en god curry.
Ti timer i lufthavnen i Delhi er alligevel lang tid. Ikke mindst efter tre timer i lufthavnen i Kathmandu. Og med tre timer forude i Brussels, før mit indre krammedyr bliver sluppet løs. Så I kan ligeså godt få de ti bud, som Tina har udfordret mig til at offentliggøre om mig selv i en lille blogleg. Alt det med mad og dyner og alle mine unger ved I jo godt, så jeg hoster op med ti ting, som I ikke vidste. Men træerne vokser ikke ind i himlen i Delhi heller. Og for at få internetforbindelse må jeg have en indisk telefon. Og det har jeg ikke, så det bliver sendt på efterbevilgning fra Brussels eller København (København???? KØBENHAVN???? Jamen det er jo der, jeg er i morgen!!! Det ER jeg jo!). Here comes:

Bud nr 1: Omgående intens træning. Jeg ude af form. Jeg har ikke løbet en meter de sidste par uger, og om tre uger tager jeg til England sammen med Jesper for at gå/løbe/lunte The Glendale Way, som er 180 km.

Bud nr 2: Jeg skal fræse hjem og se, om der er lukket for vandet. Jeg opdagede nemlig noget om netbank, som jeg ikke vidste, mens jeg var væk. Birkerød Vandværk sendte elektronisk indbetalingskort ud, og sådan et bliver kun betalt, hvis man logger sig ind og godkender. Min banks hjemmeside viste sig at være stor og tung og umulig at åbne med min satellitforbindelse eller på den slingrende forbindelse i Simikot. Og mig? Jeg havde selvfølgelig ikke sørget for at give min søn adgang. Og jeg havde selvfølgelig ikke lagt nøglen på det usb, jeg havde med, vel? Jeg havde jo nemlig min egen computer med, hvor jeg omgående kunne komme ind. Ikke? Og okay, Birkerød Vandværk havde timet deres udsendelse, så jeg lige præcist modtog en mail på dagen, da jeg kom til Simikot. Herefter modtog først én rykker, så én til, mens jeg bare kunne se til og registrere. Der var intet, intet at stille op, inden jeg seks uger senere kunne logge mig på netbank i Kathmandu. Og jaja – næste gang får han en fuldmagt, min søn.

Bud nr 3: Jeg skal hilse på en to måneder gammel ost, som har levet og huseret i mit køleskab, siden jeg sagde farvel. Meningen var, at nogen, som ville komme og bo i mit hus, ville spise den. Men de har ikke været der alligevel. Muligvis ikke helt så spændende som at hilse på en fire uger gammel skraldepose, jeg engang tog på ferie fra. Men det tangerer, tror jeg.

Bud nr 4: Jeg skal købe en stor flaske parfume i en lufthavn på vejen hjem. Jeg har i den grad fået behov for at lugte af noget andet end en hengemt udgave af mig selv. Og jeg skal sprøjte mig til i duftevand, så ingen bliver i tvivl om, hvem der er på vej. Så er I advaret.

Bud nr 5: Jeg kyler vandrestøvler, klip-klapper og løbesko ind i et hjørne og springer i et par høje hæle. Hvad er der i vejen med at lege super feminin på vampe-måden et stykke tid? Det vil muligvis give problemer på løbeturene, men på den anden side er der en trend igang med at løbe uden stødabsorbering og at lande på forfoden. Og på cyklen? Det kommer måske til at se sjovt ud. Men det er slut med at være praktisk for en stund. I modsætning til flere af mine blogbekendtskaber har jeg ingen problemer med at købe sko. Min indre Imelda Marco træder i karakter ved synet af enhver skoforretning. Og det er en hemmelighed, hvor mange sko, der gemmer sig i mine skabe. Jeg kan afsløre, at det var mere end én flyttekasse, sidst jeg flyttede.

Bud nr 6: Jeg skal til frisør. Nu har mit hår fået lov til at vokse næsten uhæmmet, siden det vendte tilbage på min hovedskal. Jeg har fået mit lange filtrede hår tilbage, omend i en mørkere udgave. Og det bliver klodset op på hovedet hver morgen. Nu vil jeg have en slags frisure. For heaven’s sake, jeg er ikke 25 længere, vel? Jeg er bare lidt vild med fornemmelsen af langt hår om hovedet på mig. Men nu skal det falde. Lidt af det i hvert fald.

Bud nr 7: Jeg skal finde et brevkursus i ’travelling light’. Jeg har altid for meget med hjem. Og med ud, for den sags skyld. Denne gang kunne jeg have sparet alt klatreudstyret. For det første var de sneklædte tinder for langt væk. For det andet skulle jeg ikke nyde noget af at klippeklatre i Humla uden hverken pålidelig makker eller escape-muligheder. Jeg kunne også have sparet huer, vanter, dunjakke og alt det varme tøj, for det blev aldrig rigtig koldt. Man bruger bare ikke meget tøj, når man er afsted på den her måde. Jeg vasker mine bukser hele tiden, så to par bukser og to t-shirts samt undertøj og en fleecetrøje. Nå ja, og regnjakken. Jeg kunne også have sparet den varme sovepose og taget den lette sommerpose med. Endelig havde jeg ikke meget brug for solcelleopladeren. Det tog for lang tid at oplade computeren (ni timer, faktisk), og mine batterier klarer sig temmelig længe.
Men hjemturen er noget andet, som handler om, at jeg går totalt gave-amok og køber kilovis af sager. Engang købte jeg aldrig sådan noget hejs med hjem. Men jeg kan ikke lade være i Kathmandu. Krydderierne dufter fristende, når jeg går igennem de små handelsgader, man kan altid bruge et fedt tørklæde. Jeg skulle jo også til fest. Og lidt bytøj må man have. Og bøger! Kathmandu er en guldgrube af fantastiske billedbøger fra bjergbestigninger og trekkingruter. Boghandlerne bugner af beretninger fra gamle ekspeditioner. Og bøger er billige. Og ungerne skal lige have en gave. Og svigerungerne. Og småungerne. Men jeg syntes, jeg havde begrænset mig. Alligevel har jeg for meget.

Bud nr 8: Jeg skal have stilhed. Jeg skal ikke tænde for fjernsynet, jeg skal ikke høre radio, jeg skal ikke høre høj musik. Jeg skal sidde ligeså stille på min terasse – i solskin – og lytte til fuglene og træernes brusen i vinden. Når jeg bliver træt af, at bussen larmer forbi hver time, går jeg ud skoven til et særligt sted, hvor ingen biler kommer. Og så skal jeg bare sidde der og glo op i trætoppene, hilse på en gråspurv og en lille skovmus, snuse til luften og se på himlen. Og bare nyde, at der ingen hidsige lyde er. (og så skal jeg selvfølgelig hjem og høre SIA himmelhøjt, lytte til radioavisen, se Deadline og rå-slænge mig i mit store sofadyr)

Bud nr 9: Jeg skal se hele min familie. Næste weekend samles der ganze klan i forældresommerhuset. Og vi er mange. Jeg har tre søstre og en bror, som alle har formeret sig næsten lige så meget som mig. Og børnene har fået kærester, og nogen af dem har fået små børn. Vi nærmer os vel 30 personer, når vi er der alle mand og damer. Da familien i den grad fik vokseværk for nogle år siden, investerede min far i et partytelt, som kan rumme hele molevitten. Dem, der sover, gør det i telte og på gulvene i sommerhuset. Eller i partyteltet. Vi spiser og drikker, diskuterer og småskændes, griner og pjatter, ligetil til vi segner. Og så mødes vi til et gigant morgenmåltid i haven, når vi vågner. Og nogen af os måske har været en morgentur i havet. Og nogen måske har lidt ondt i håret. Og det regner altså ikke den dag. Vel?

Bud nr 10: Jeg skal i Amager Bio og høre Secret Oyster med Henrik. Det havde vi planlagt engang sidste vinter, men de aflyste koncerten. P.gr af noget vejr eller sygdom eller noget. Men nu bliver det. Jeg har en gammel hænger med guitaristen, som jeg havde en lynaffære med, da jeg var meget ung. Og ikke har set siden. Og heller ikke har tænkt at genoptage noget affære med. Men deres musik var god – dengang.

Og så skal jeg selvfølgelig kysse og kramme mine unger og småunger i ugevis. De skal krammes, til de kaster mig væk og beder mig om at rejse ud igen. Og vi skal snakke i timevis, drikke masser af champagne, spise ost og ost og ost (ikke den ost), høre musik og grine.

by - 3 kommentarer

90 års fødselsdagen

Og det blev ikke tilnærmelsesvist af den slags 90 års fødselsdage, som vi kender fra nytårsaften. Men en stor , stor oplevelse. Jeg blev endelig introduceret for speed guy, mr. Sean Burch, som til min overraskelse (hørte jeg nogen sige om fordomme?) viste sig at være sympatisk. Vi startede med en frokost sammen med en del af det nepalesiske Rotary. Den lader vi bare stå. Og haster videre til Nirmalas bedstemor i Patan.

Vi ankom for sent til puja’en, som netop var afsluttet. Bedste’s hus var fyldt med festklædte mennesker, og jeg priste mig lykkelig for min festlige kjole med pailetter og alting. Kun mine udslidte klip-klapper vidnede om en snært af nærighed og primitivt liv. Dette var den nepalesiske middelklasse af den slags, der har råd til laseroperationer af gamle øjne og store fester. Man fejrer ikke fødselsdag i samme forstand, som vi gør. Man fejrer, når man bliver gammel. Den første fest er, når man passerer 77 år 7 måneder og 7 dage, og Nirmalas bedste fejrede nu sin tredje fest for sin alderdom. Hun sad klædt i sit stiveste pids med guldsjal i et værelse i stueetagen. I værelset var tydelige spor efter puja med et væld af farvestrålende bånd og papir samt spiselige offergaver. Vi blev taget varmt imod. Jeg var glad for at se Nirmala igen. Hun er lige akkurat vendt hjem efter ti måneders uddannelse i Schweiz, og vi har ikke set hinanden et par år. Desværre sluttede hun sit Europa ophold af med et besøg i Danmark, mens jeg var i Humla. Det har vi grinet meget af.

Udenfor var familien samlet, og den var stor. Nirmala tog mig med ud, hvor jeg fik tikkas i panden (en rød klat farve og en sort, der repræsenterer hjemmet) sammen med et mantra. Det er en velsignelse, som jeg kan tage med mig videre. Jeg fik også halskæder, lavet af snor og stof i bedeflagenes farver om halsen sammen med endnu en velsignelse. Bedstes sønner havde bygget en farvestrålende trone på hjul, som bedste nu blev hjulpet ud i. Nu skulle hun trækkes i procession gennem byen af de mandlige børnebørn, mens vi andre gik bagved og foran, først an af et orkester med trommer og blæseinstrumenter. Hjulene på tronen var meget små og vejene fyldt med store huller, så ind imellem måtte bedste med trone bæres over forhindringer. Optoget vakte opsigt både blandt lokale og turister. Det er ikke ofte, at nepalesere kan fejre 90 år. Vi blev ledt til et par af byens templer (og jeg klarede dem helt uden at gå kold idag). Kvinderne var klædt i sarier og i farver efter hvilken generation, de tilhørte. De bar alle tallerkener med ris og blomster, som de spredte til de stupaer, templer og andre helligdomme, vi passerede. Nu kan du se, hvorfor der er så mange templer, hviskede Nirmala. Og hun har ret. Religion er noget meget levende i Nepal. Det religiøse lever i hverdagen, hvor folk arbejder og bevæger sig. Det er ikke reserveret til jul og barnedåb, som i vores del af verden. Religion er også noget meget åbent, selvom der er stramme ritualer. Hinuisme og buddhisme blandes og lever i en skøn forening, så der på sådan en dag i en buddhistisk familieog så udføres hinduistiske ritualer. Jeg gik blandt kvinderne i processionen og kunne mærke helt ind i min sjæl (som pludselig var vendt tilbage), hvor stor en dag dette var. Det var festligt og farverigt, og alle kvinderne trippede afsted i de hullede våde gader i høje stilethæle. Tænk at blive fejret sådan af sin familie, når man bliver så gammel?

Tilbage i huset var der bygget en rampe med rødt stof op til et vindue i det værelse, bedste havde siddet i. Hun skulle nu hjælpes ind gennem vinduet, som et symbol på at blive genfødt. Nirmala forklarede, at man betragter alderdommen, når man altså bliver rigtig gammel, som en slags afslutning på livets cirkel. Man bliver som en baby igen, som har mere og mere brug for familiens omsorg. 90 års fødselsdagen er en slags markering af en ny fødsel. Og alle klappede og hujede, da bedste blev halet ind gennem vinduet.

Og så var det gavetid. Da først ritualerne omkring at give bedste lidt symbolsk mad var overstået. Dagen var fuld af omstændelige betydningsfulde ritualer. Nirmala instruerede. Først skulle jeg give bedste et hvidt tørklæde om halsen, som et tegn på respekt og lykke. Så skulle jeg pakke gaven ud og give hende den med begge hænder. Det var enormt vigtigt for familien at se, at vi som gæster havde en gave med. Af mig fik hun et par fine røde veloursko. Bagefter linede hele familien op til gavegivning, og vi gjorde klar til at forlade selskabet. Sean havde travlt med at komme tilbage til Kathmandu, og vi overtrådte derfor alle regler og ritualer og fik vores mad længe inden det hele var klar. Det havde jeg det ikke helt godt med. Vi var jo gæster, og vi trådte helt tydeligt på nogle betydningsfulde ritualer. Men sådan blev det. Der var gjort klar til fest i byens forsamlingshus. Men ældsterådet skulle først gennemgå nogle ritualer og bespises, før resten af det store selskab kunne få mad. Vi blev derfor placeret i et rum, hvor ingen kunne se os og fik maden serveret. Dal Bhat med forskelligt tilbehør, som var utroligt lækkert.

Så tog vi afsked med familien og med Nirmala og ilede tilbage til Kathmandu. Og for første gang fik jeg lejlighed til at diskutere nogle af mine kritikpunkter mod arbejdet i Humla med Jeroen. Og han syntes at lytte. Han tav i hvert fald stille, mens jeg talte og spurgte bagefter, om jeg ville hjælpe med at udvikle et program for undervisning af kvinderne i landsbyerne. Og selvfølgelig da.

Nu sidder jeg i min dobbeltseng og overvejer, hvordan jeg bedst speeder netop denne formiddag op, så jeg kan blive beamet tilbage til basen i raketfart. Jeg kan selvfølgelig pakke om. Købe et par ekstra gaver. drikke endnu en kande te. Men det eneste, der gælder, er at se de der hoveder i lufthavnen i morgen (husk kleenex). Jeg flyver fra Kathmandu i eftermiddag, og så kan jeg ellers sidde i lufthavnen i Delhi og gøre mig interessant i TI TIMER! Jeg håber inderligt, som nogen har påstået, at de er færdige med at ombygge transitområdet, og at der er en lounge, jeg kan betale mig ind i. Så kan jeg i hvert fald slå et par timer ihjel med surfe på internettet eller noget. Men ti timer går jo også. Det svære er, at jeg efter min nuværende tidsregning flyver klokken 3.30. Og DET skulle simpelthen ikke være tilladt, vel? Vi ses i DK – og gem lidt af det solskin, jeg har set, de reklamerer med i vejrudsigten. Over and out fra Nepal. Denne gang.

by - 2 kommentarer

Limbo i Kathmandu

Ugen i Kathmandu er et sært vacuum. Jeg flyder sådan lidt stille afsted og forsøger at stille noget op med mig selv. Jeg ved jo ikke lige, hvornår jeg kommer tilbage til byen igen. Der er steder, jeg gerne vil besøge og venner, jeg gerne vil se. Men sjælen er parkeret et andet sted. Deponeret til senere anvendelse. En slags time-passing-mode, hvor pilen er sat på lørdag middag. Jeg holder jo grundlæggende meget af Kathmandu og nyder også at daffe rundt i de pulserende handelsgader udenfor Thamel. Men jeg glæder mig til at komme hjem, hvor folk ikke kun henvender sig til mig, fordi de vil flå penge/kontaktmuligheder/tjenester ud af mig. Humla synes decader væk. Måske er det der, min sjæl stadig er? Eller måske er den på vej hjem til nogen børn og forældre. Og til nogen små mennesker, som ikke rigtigt forstår det der med flyvemaskiner og langt væk i lang tid. Jeg er træt af dyttende biler og motorcykler. Jeg er træt af den intense luftforurening. Nu vil jeg ha’ frisk luft og rene børn.

Jeg har arbejdet med at skrive min rapport om mit arbejde i Humla, og det er blevet en lang, kritisk rapport. Som jeg er lidt spændt på, når den lander i organisationens indbakke. Al den kritik skal I nok blive indviet i senere, men før jeg går public med noget, må det vejes og overvejes nøje. Jeg har udarbejdet en række simple guidelines for diagnosticering og behandling af de almindeligste sygdomme og klager, og jeg har udarbejdet noget materiale om graviditet, fødsel og det nyfødte barn. Det har ikke været muligt at få lidt tid på kontoret, fordi alt (ALT) går op i det kommende rekordforsøg på The Great Himalaya Trail, så det meste printer jeg selv i en fotoforretning, og resten må jeg stole på, at Jeroen vil tage sig af. Alt skal kopieres, lamineres og sendes til de fire health posts. Desværre varer rekordforsøget to måneder, så jeg kan have mine små tvivl.

I går lavede jeg en lille turisttur til Patan, som er den tredje af de gamle kongebyer i Kathmandudalen. Patan hænger efterhånden helt sammen med Kathmandu, men har alligevel sit eget særpræg. Den har også et Durbar Square med gamle templer og kongepaladser, og der er spredt templer ud over hele byen. Byen er også berømt for sine sølv- og bronzesmede, og jeg flottede mig med et sølvarmbånd som en lille gave til mig selv, købt i en lille butik og lavet af en ung kvinde. Jeg tog en taxa – dum idé. Det var for dyrt, og trafikken var ubeskrivelig. Men frem kom jeg da. Og trissede rundt og så på templer og paladser, og pludselig, uden varsel, gik jeg fuldstændig tempelkold. Sådan på den helt urimelige måde, hvor jeg næsten kunne råbe, hver gang jeg stødte ind i et nyt tempel. GÅ VÆÆÆÆK. Og det var cirka hele tiden. Så var det, jeg bestemte, at jeg skulle have en gave.

Jeg var gået forbi omtrendt 25 små sølvsmedier, da de første dråber faldt. Jeg stod udenfor en lille bitte butik med nogle kønne smykker i det smalle vindue. Jeg gik ind og blev modtaget varmt og ikke på hustlermåden. Og så viste hun mig armbånd. De var så fine allesammen, men jeg faldt for et med indlejrede orange sten. Og så begyndte det for alvor at regne. Jeg har læst, at der kom meget vand i Nordsjælland, men dette slog alt. I løbet af en halv time stod vi i vand til anklerne i de smalle gader. Jeg kæmpede mig igennem, og da jeg var nødt til at krydse gaden tilbage til Durbar Square, gik vandet til knæene. Jeg flygtede ind i en restaurant, og efter endnu tyve minutter stilnede det af. Jeg har gjort det til en vane at styre udenom turist-restauranterne og styre ind der, hvor nepalesere også spiser. Der er maden generelt meget bedre, fordi de ikke forsøger at vestliggøre den. Og så kan man spise for under en ti’er. Og blive rigtig mæt. Bestiller man Dal Bhat, som nepalesere spiser to gange om dagen, får man refill, indtil man revner.

Jeg begav mig afsted for at finde busstationen og en bestemt butik, drevet af lokale kvinder med handicraft udført af lokale kvinder. Der er sket det, der altid sker: jeg køber for mange ting med hjem. Jeg vil så gerne have fine gaver med hjem til mine unger, og jeg falder for bøger/tøj/tasker/krydderier til mig selv. Nu havde jeg jo også ladet det festlige tøj blive hjemme, og jeg skal til fest i dag. Man bliver også en kende træt af at tulle rundt i trekkingbukser og se praktisk og outdoor-agtig ud hele tiden. Så jeg har købt festtøj, har jeg. Og det koster jo ingenting, så jeg har købt til lidt mere end én fest. Eller noget er også bare bytøj. Men jeg må jo betale for min overvægt med et smil.

by - 0 comments

Escaping Humla

Humla-eventyret skal jo afsluttes, også her på bloggen. Her er et gap fra Yalbang til Kathmandu. Men som alle andre gik jeg hele vejen op og ned og rigtig meget op. Faktisk stiger man 900 – 1000 højdemeter på det sidste stejle, stejle stykke, inden det går en smule nedad til Simikot. Og det er hårdt, skal jeg hilse og sige, – rigtig, rigtig hårdt. Og rigtig fedt, når man endelig får øje på bedeflagene på toppen af passet. Og endelig, endelig træder under dem. Det er sådan et snydepas, hvor hele tiden tror, man kan øjne himmel nok til at det må være slut. Gang på gang bliver man snydt og må slæde sig forpustet højere og højere op. Det bliver ikke bedre af at have en GPS med, så man for alvor kan se, hvor langsomt det går. Jeg har en lille Garmin Geko, som kan lave simple ruter, måle højde, afstand og tempo.

Men nu foregriber jeg igen, for jeg forlod jo bloggen på vej fra Yalbang mod Kermi. Og jeg ankom til Kermi på tre timer til et glædeligt gensyn med Minyou og Hunsang. Jeg flyttede ind i min tag-residens og nød en portion eftermiddags tsampa med buttertea (eller noget). Og folk kom forbi køkkenet for at hilse på.

Pludselig kom en forpustet fyr, Kunsang, som jeg havde set før op på taget og bankede på. Han var blevet sendt til Yalbang for at følge mig på vej, men jeg var jo allerede i Kermi. Så han havde været hele vejen frem og tilbage. Og var nok en smule træt. Jeg havde ikke regnet med følgeskab, og var i mit stille sind en smule skuffet. Jeg elsker faktisk at gå alene. Og nu havde jeg ikke været rigtigt alene i meget lang tid. Men jeg kunne ikke bare verfe ham af. Det ville være ualmindeligt uhøfligt. Kunsang var en af de nepalesere, som gerne vil tale engelsk, men forstår så lidt, at han siger okay til det meste. Og det skaber de særeste misforståelser. Han var træt, men jeg var lidt ubønhørlig. Jeg ville tidligt afsted, så ville han med, var det klokken otte næste morgen.

Og sådan blev det, selvom han måtte have en telefonvækning. Vi gik afsted i sol og tørvejr og mødte hurtigt en af hans kammerater. Det fritog os for den lidt krampagtige samtale på et sært engelsk og endnu mere sært tibetansk. Og jeg kunne igen gå næsten som om jeg var alene. Vi holdt spisepauser og tepauser undervejs og ankom i fin stil hen på eftermiddagen til et endnu gladere gensyn i The Nepaltrust Guesthouse.

Sagar og hele staben tog overstrømmende imod mig, og jeg havde et dejligt gensyn med David. Husker I David? Han er amerikaner og antropolog og public health-studerende. Han har i de sidste seks år rejst on and off i Nepal, studeret nepalesisk på universitetet, deltaget i health camps og arbejdet frivilligt for Nepal Trust. Nu er han ved at afslutte sit feltarbejde om NGO’er i Humla. david har jeg fået et helt specielt fællesskab med. Vi er begge antropologer, og vi er begge fuldstændigt håbløst forelskede i Nepal. Hvorfor, diskuterede vi en aften? Hvorfor er det, at vi synes, det er vidunderligt at være her? Her er beskidt og primitivt, og ingen af vores søskende kunne drømme om at holde en sommerferie her. Vi kunne ikke give noget forkromet svar, men vi havde også tilfælles at være enormt nysgerrige. Og vi havde tilfælles, at Nepal på forskellig vis havde taget del i nogle life-changing experiences. David kom her første gang på udveksling til universitetet i Kathmandu, mens han mor var døende af Alzheimer’s, og jeg kom her på min lange ekspedition efter min kræftsygdom. Men det er jo slet ikke hele forklaringen. Vi kan lide det enkle, primitive liv. Vi kan lide, at farten bliver skruet helt ned til slow motion. Og vi kan lide at lære noget af de folk, som lever her. Jeg har savnet at bo i telt, og jeg har savnet de sneklædte tinder, man finder i den anden ende af landet. Men Humla ER også Nepal. Og trods al den fattigdom, alle de lopper og insekter, alt skidtet og stanken, så har jeg også elsket at være her. Vil jeg komme tilbage? Det tror jeg faktisk. Men det skriver jeg meget mere om en anden dag.

David og jeg har udvekslet bunker af artikler og bøger, og jeg glæder mig rigtig meget til at læse hans afhandling, når den engang bliver færdig. Jeg har fået inspiration til at skrive nogle artikler om frivilligt sundhedsarbejde og NGO’er, og jeg er blevet meget klogere.

Dagene i Simikot var sjove og hyggelige. Jeg blev kræset om af hjertens lyst, fordi de syntes jeg var blevet lidt tynd. Så der blev lavet momo’s og Dal Bhat til den store guldmedalje. Til morgen slap jeg nu for tsampa, men fik omelet og chapati. Men med bevidstheden om, at det var ugevis siden et fly var set i Simikot, blev jeg utålmodig og en smule nervøs ved tanken om at regne inde. Min planlagte undervisning om graviditet, fødsler og spædbørn blev aflyst, fordi sundhedsarbejderne ikke kunne nå frem. Også de var regnet inde, og jeg kunne prise mig lykkelig for at være gået i tide.

by - 2 kommentarer

En slags retreat i Bhaktapur

Jeg er gået lidt skrive-kold. Og undskylder radiotavsheden fra min sendeflade. Jeg har været i kedeligt humør, og det er der ikke meget ved at skrive om.

I går stod jeg tidligt op og tjekkede ud for at undgå virakken, når mr. speed guy skulle ankomme. Jeg gik lidt væk fra Thamel, som er et udpræget turistområde, for at finde en taxa til lidt billigere penge. Når ja, jeg kom vist til at tage store ord i munden for nogle dage siden. Om ikke at være nærig. Men jeg fandt en, og så var jeg fuldstændig færdig med at være nærig den dag.

Bhaktapur er (heller) ikke, hvad den har været. Fra at være en stille, forhistorisk oase, er den nu forvandlet til Thamel nr 2. Nu har de allesammen fået motorcykler. Og de cruiser rundt i den lille bitte by. Fordi de kan. Med dytknappen i bund. Jeg var glad for de ørepropper, som Astrid for lang tid siden forærede mig i Simikot. For nu behøvede jeg jo slet ikke at blive sur på de motoriserede larmegøjer. Jeg tjekkede ind på det dyreste guesthouse, jeg nogensinde har boet i. I Nepal altså. Men så boede jeg også midt i det hele. Og så cruisede jeg rundt i Bhaktapur til fods og hilste på steder, jeg havde set før. Det var fint. Jeg gik væk fra centrum og fandt en lokal biks til frokost. Altså det er tit sådan, at de lokale små spisesteder bare laver den lækreste mad. Og så kan du blive mæt for under en flad tier.

Bagefter købte jeg to kjoler. Lidt forbrug kan kurere enhver snert af noget depressivt, ikke? Og jeg skal jo til 90 års fødselsdag hos Nirmalas bedstemor om et par dage. Anyway, jeg havde det faktisk hyggeligt og fredeligt. Og til den positive side af forandringerne i Bhaktapur var der forbavsende få af de sædvanlige insisterende fyre, der vil guide rundt. Jeg fik lov at gå i fred og blev stort set kun kontaktet af folk, som ville sådan rigtigt i kontakt med mig. Som person. Byen var fuld af rødklædte hindukvinder, der stod i kø for at komme til i Dattatreya templet. Jeg har engang fået , hvad det gik ud på, det med at klæde sig i rødt og mødes ved templet. Men jeg har lykkeligt glemt det.

Jeg havde planlagt at sidde på taget og se på solopgang og skyfrie bjerge i horisonten, men vejrguderne fra Nordsjælland havde fundet mig igen. Jeg krammede dynen lidt i stedet for, og daskede ud og spiste lidt af Bhaktapurs helt uforlignelige youghurt til morgenmad. Man kunne også få en hel kande te, som jeg kunne sidde og høge over, lige så længe jeg ville. Efter lidt flere ture rundt i periferien af byen, tjekkede jeg ud og begav mig afsted til et stort tempel et stykke derfra, Changu Marayan. Som er i World Heritage klassen. Min rygsæk var blevet mærkbart tungere de sidste par dage. Jeg har også købt krydderier nok til at dele ud af. Jeg gik ad en snoet vej gennem små bitte landsbyer med rismarker til begge sider. Folk havde travlt i markerne, men hilste overstrømmende på mig, når jeg passerede. Sjovt, der kom vist ikke mange den vej. Da jeg havde gået tre kvarters tid, dyttelyttede et bushorn, og bussen sagtnede farten. Billetdrengen råbte Changu – Changu og sprang af. Folk på taget af bussen råbte, at jeg skulle stige på. Årh hvad – så skidt da. Jeg kravlede op i bussen og kørte det sidste (enormt stejle) stykke. Deponerede min rygsæg i belletkontoret og gik på opdagelse. Omkring templet var en lille middelalderlig landsby. Jeg tog ikke mange billeder. Er måske også gået lidt foto-kold?

Jeg fandt en bus til Kathmandu og steg på. Faktisk er der overhovedet ingen grund til at betale ekstra for taxaer. Busserne koster under en tiendedel, og der er absolut ingen forskel i komforten. Til gengæld er underholdningen i busserne suveræn. Nu er jeg tilbage i Kathmandu, og lidt fornærmet. For de har givet mit tagværelse væk til en anden. Men bare rolig, nu er min nedtælling i fuld gang, så der skal meget mere til at forstyrre mit gode humør.

by - 2 kommentarer

Du godeste

Knapt en halv dag med bil-os, storby larm, bling-bling lys og dyttende biler var nok. Jeg var parat til at styrte ud af Kathmandu igen. Jeg er blevet sart på sådan en lidt klidmoster agtig måde. Jamen jeg er vant til, at der er mørkt, som i natsort, klokken 20. Jeg er vant til absolut tystnad, når ikke tibetanske karavanekvinder råber og skriger. Og jeg er vant til den reneste fjeldluft. Jamen jeg lukkede ikke et øje! Eller – måske lukkede jeg det lidt. Det er det, jeg mener med klidmostermåden. Sådan lidt Maude agtigt med hånden for panden, da jeg vågnede klokken fem, som jeg plejer. Det holder jo ikke. Man kan jo ikke sidde der i sin masterbed og blive sur over, at folk står tidligt op (eller går sent i seng). Jeg må væk.

Og jeg havde planlagt at tage til Bhaktapur, som er en af de andre gamle kongebyer i Kathmandu dalen. Hvor der i modsætning til Kathmandu – er fredeligt. Sådan uden biler og neonlys om aftenen. Jeg har jo nærmest været i retreat de sidste seks uger. Det er vist også klidmosteragtigt.

Jeg gik lidt ud i byen, da jeg var ankommet i går. Skulle have noget frokost og sådan. Og gik i min yndlingsboghandel, Pilgrims, og købte nogle (bittesmå) bøger. Og så havde jeg fået nok. Så gik jeg i dvale og surfede internet på mit værelse, indtil Jeroen ringede og sagde, at han ventede neden under. Okay da, så gik vi ud og spiste. Italiensk. Og jeg fik både spaghetti og et glas rødvin. Og var træt i mit hoved. Jeroen taler ualmindeligt meget. Og i går var han helt eksalteret, fordi ham ekspresfyren, der skal speedvandre The Great Himalayan Trail på under 60 dage kommer i morgen. Det var for meget. Jeg kom altså lige fra nogen mennesker, som virkelig har et problem med helbred, sundhed og fattigdom. Som regel slår jeg over på autopilot, når Jeroen fanger an, men igår aktiverede det både min indre Maude (hånden på panden) og min indre Lykke Friis. Jeg vil sk…. på en eller anden amerikaner, der kan gå hurtigt i bjergene, fordi han har en hær af bærere og guider med sig. Og fordi der bliver bragt forsyninger ud undervejs. Some people have real problems, som SIA synger på et af sine albums. CHRIST!

I morgen kommer han så. Sean Burke. Og det bliver med banner foran hotellet og hele mediecirkuset opmarcheret. Og ved I hvad? I am out of here. Ikke på vilkår skal jeg optræde på tv, i aviser eller National Geographic som”Den Gode Gertrude”, der lige er vendt hjem fra de fattige i bjergene sammen med ”Den Stærke Mand”. Hvem promoverer hvem? Jeg har nogle helt konkrete erfaringer, spørgsmål, forslag og store problemer, jeg gerne ville diskutere med director’en, inden jeg flyver hjem til min trygge havn. Og mit velfungerende sundhedsvæsen. Og det eneste han gik op i, var at Sita havde ladet mig gå alene fra Yalbang. Stop det! Jeg er en stor pige, og ingen, ingen skal bebrejdes, at jeg gik de tre timer uden barnepige.

Nåmen, jeg er jo stadig i Nepal, og min plan i dag blev forpurret, fordi der var ’ban’. Det er en slags generalstrejke, som Nepal er blevet forbandet af igen og igen de sidste tre år. Det betyder, at ingen biler må køre, og de fleste forretninger skal være lukkede, som en protest over, at regeringen ikke kan finde ud af at indsætte en prime minister. Okay, det var så ikke den værste dag at blive i Kathmandu. Jeg mener – ikke så meget billarm. Og jeg fik et nyt værelse på 6. sal, som ikke vender mod gaden. Så måske Maude kan lukke sine små øjne i nat. Og så tog jeg på turisttur. Gik til Durbar Square, hvor det gamle, gamle kongepalads ligger sammen med templer for både hinduer og buddhister. Det er lidt en oase i byen, og jeg fik mig et pas, der gælder resten af ugen. Men, men, men – jeg blev i den grad ”angrebet” af ”touts”, som ville pådutte mig guidning. Og de var usædvanligt anmasende. Jeg gad dem ikke. Ville bare selv gå omkring og snuse til atmosfæren. Til sidst blev jeg træt og uhøflig og gik tilbage mod Thamel, hvor jeg bor lige nu. Rickshaws må gerne køre, og jeg steg på en til Bodhnath (den store, hvide stupa, som jeg også besøgte i de første dage, remember?). Der var et enormt opbud af politi. Hvorfor ved jeg ikke. Jeg drak kaffe på en tagrestaurant og gik en lang tur i området nord for stupaen. Her vil jeg gerne ud og bo, når jeg har været i Bhaktapur. Fandt et superfint guesthouse lige op ad et tibetansk kloster. Her er nemlig også fredeligt. Eneste problem er en stor mængde indere, der er kommet hertil for at tigge. De er meget anmasende, men jeg kan være iskold.

Det må vist være brok og ævl nok for i dag. I morgen har tonen garanteret en helt anden lyd. Selvom jeg ikke kan komme til at afslutte mig arbejde, som jeg gerne ville. Jeg stikker af tidligt, for mr. fast guy ankommer allerede ved ni-tiden. Men mon ikke jeg kan finde en internetcafé eller noget…..

by - 3 kommentarer

Afsked – tilbagespring til Yalbang

Jeg vågnede tidligt med somemrfugle i maven. Mon jeg skulle afsted i
dag? Det regnede ikke, og vejret så tilforladeligt ud. Skulle det mon
lykkes? Jeg traskede ned til, hvad det kunne være min næstsidste
morgentsampa. I skolens hostel stod alle børnene linet op, og der var
en mærkelig stemning af forventning. Kumar stod midt i det hele og tog
billeder. Han vinkede mig derned. De ventede på guruen, som ville
aflægge skolen et besøg. Og de havde ventet siden klokken seks. Nu var
den lidt over syv.

Jeg trissede op efter mit kamera og satte migind hos Dawa for at få
morgenmad. Hun var i sit stiveste pus i helt traditionel tibetansk
kvindedragt. Hendes søstre sad også i teashop’en, ligeledes i
festtøjet. Også de ventede på guruen. Jeg tog billeder af dem og
lovede at tage et billede, når Rinpochen kom. Jeg ventede en times tid
sammen med dem, men trissede op for at lufte sovepose og begynde
pakningen. Og gik derned igen. Og så kom han. Jeg tog billeder af
søstrene og hele sceneriet og hilste igen på guruen. Han velsignede
hvert eneste af børnene og gav dem en karamel. Det er så sød en skik,
det med at give slik, når man giver velsignelser.

Derefter forsvandt alle ind i et rum, og jeg gik tilbage til Dawa. Men
ikke for længe, for der kom bud efter mig. Guruen ville have mig
tilstede igen. Og så kom jeg selvfølgelig. Det gør man, når en guru
kalder. Og jeg var faktisk også lidt berørt og rørt. Alle børnene sad
på gulvet i et stort lokale. Guruen sad på en bænk med et bord foran
sig. Munke-følget og lærerne sad på madrasser langs væggene. Jeg blev
vist hen til en plads hos lærerne, helt tæt på guruen. Han talte på
engelsk om at vise taknemmelighed og ikke bare holde på sin ret. At
børnene skulle tænke på, hvad de kunne give og ikke bare kræve. Han
bad nogle bønner med børnene, som de sagde i kor som Fadervor. Så bad
han mig synge med på et vers om lotusblomsten og derefter at tænde en
butterlamp som symbol for lyset. Jeg fælte mig med ét meget rørt,
selvom jeg ikke er noget religiøst menneske i den forstand.

Guruen skulle videre, og jeg skulle pakke. Noget forsinket gjorde jeg
mig klar og spiste en sidste frokost hos Dawa. Hendes mad har været
klart for nedadgående i de sidste dage, men hende kommer jeg til at
savne lidt. Sita arrangerede en porter, som dog ville vente til næste
dag med at bringe min store rygsæk hele vejen til Simikot. Jeg pakkede
soveudstyr og toilet sager i min rygsæk og gjorde mig klar. Et par
børn stak hovederne ind og spurgte, om jeg skulle gå. Da jeg kom ned
til skolen, kom lærerne mig i møde og bad mig vente. Og så stod der
pludselig 180 børn i en halvcirkel, vinkende og råbende Goodbye! Nøj,
en klump i halsen, jeg fik der. Og så myldrede de frem og satte
blomster overalt på mig rygsæk, og mindst ti af børnene gav mig et
hvidt silketørklæde om halsen. Og lærerne fulgte trop. Nu mosede
tårerne sig frem i mine øjnene. Så stillede børnene sig igen i en
halvcirkel og råbte farvel, og med tårerne sprøjtende ned ad kinderne
gik jeg ned til Dawa’s teashop. På vejen kom flere voksne Yalbang’ere
og gav mig tørklæder om halsen og cola til rejsen. Jeg sagde farvel
til Sita, og så tog Dawa resolut min rygsæk på ryggen og fulgte mig
gennem landsbyen. Jeg må have været et syn for guder. Med tårene
løbende, tre dåsecolaer i hånden og mindst 25 hvide silketørklæder om
halsen midt i den brændende sol. Da vi kom forbi skolekøkkenet, kom
Dawa’s søster løbende med endnu en cola til turen.

Efter en halv times tid, tog jeg afsked med Dawa og gav hende et af
mine mange tørklæder om halsen. Og traskede rørt og tilfreds afsted
langs Karnali River. Helt for mig selv. Det var fedt. Og det var så
Yalbang. Nu var der kun tilbage at se til Mingyou og hans kone.
Undersøge hendes meget gravide mave endnu engang og tage hele den
lange vej til Simikot. Her skal jeg lave noget undervisning for
sundhedsarbejderne om graviditet, fødsel og det lille barn. Det er jeg
blevet klædt helt anderledes på til at gøre, end jeg var for en god
måned siden.

by - 10 kommentarer

Træk-og-slip og kylling

Jeg er tilbage på bloggen – in person. Og har sendt sønnen min på velfortjent sommerferie, efter han har holdt liv i bloggen de sidste uger. Stort kæmpe tak for det. Jeg beklager, at de næste indlæg kommer sådan lidt hulter til bulter, men jeg kan ikke lade være med at give lyd, – her så tæt på noget civilisationsagtigt. Og tusind tak for alle kommentarer undervejs. Dem vil jeg sidde i min bløde seng og hygge mig over i aften, når jeg har spist K Y L L I N G. Butter chicken masala for at være helt præcis.

Men dagen i dag fortjener et par ord med på vejen. Den har været helt atypisk, – og så måske alligevel en smule typisk for mig. Jeg vågnede klokken 04 i Simikot. Som et barn på sin fødselsdagsmorgen. Øjnene var pling-vågne. Det regner ikke, det regner ikke, det regner ikke. Tænkte jeg, mens jeg puttede mig i tæpperne, og et lille fromt håb steg op i mig. Mon det skulle lykkes at flyve fra Humla i dag? Klokken 5 stod jeg op og klokken 6 var jeg klar. Og jeg kunne spotte en stribe blå himmel et sted ude i verdensrummet. Det er svært, det her. At være SÅ klar til at tage afsted, og så ikke vide om det bliver muligt. Jeg måtte bruge alle de buddhistiske talenter, jeg har tilegnet mig. Og alligevel flagrede tusind sommerfugle rundt i kroppen.

Jeg fik morgenmad. Den sidste skål buttertea. Og, kære Henrik, nej jeg vil ikke savne den. Men buttertea har været et vigtigt lille ritual at deltage i for at blive en smule medlem i et fællesskab. Solen kom og gik, og vi gik ned til landingsbanen og tilbage flere gange. Landingsbanen var drivende våd og blød af alt det vand, der væltede ned i går. Jeg prøvede ikke at håbe for meget. På den anden side var der vel heller ingen grund til at synke hen i depression. Jeg mener, David var dejligt selskab, og vi kunne tale sammen i timer.

Frokost fik jeg også, og Pema kom for at se, om jeg kom afsted. Hun havde sin lille toddler på 1½ år med, som i forgårs havde taget turen på hovedet ned af alle trapperne op til min balkon. Og når børn i Nepal falder, så falder de hårdt, fordi der er sten under dem. Men han er godt polstret og har bløde knogler, så han klarede faldet mirakuløst.

Og så kom beskeden: flyet var aflyst. Øv og bøv. Med min viden om, at der ikke havde været fly i flere uger, blev jeg en anelse bekymret. Sæt nu jeg regnede inde derude. Og ikke nåede mit fly hjem??? Anyway, jeg nåede at tænke okay, vi tager det som det kommer. Så fik jeg en besked fra en kaptajn på en helikopter, at jeg kunne få en plads om lidt. Ikke til Nepalgunj, hvorfra jeg skulle flyve til Kathmandu. Men til Surket, der ligger nordligere. Og ikke har fly til Kathmandu. Men jeg tog en hurtig belsutning. Det kunne jo være min eneste mulighed for at komme derfra den næste uge. Og jeg har aldrig fløjet i helikopter før.

Så afsted sprang vi. Med mine rygsække og kvinderne halsende efter mig. David fik et stort knus og løfter om at ses igen. Og så stod helikopteren klar. Den blev læsset med varer, der skulle ud af Humla, og vi var fem, der fik plads. Og nogen gange bliver jeg sådan lidt forkælet. Piloterne slogdøren op til cockpittet og spurgte, om ikke jeg ville derind og sidde. OM jeg ville. Og sikke en fantastisk tur. Igennem dale, over bjerge, langs floder, hen over små huse. Det var SÅ flot. Jeg sad helt benovet i den lille time, det tog at flyve til Surket. Med i flyet var en læge fra det statslige hospital i Simikot, og han skulle også til Nepalgunj. Så skete der det, der nogen gange tager mig. Jeg blev nærig. i fin rytme med lægen. Vi ville ikke betale de 300 kr, en taxa ville koste. Så vi masede os ind i “micro” sammen med 15 andre nepalesere for 25 kroner. Og hvad tror I mon, der sker, når man betaler 25 kr for at køre i 3½ time? Man kommer selvfølgelig for sent til sit fly, ik?

Så nu sidder jeg igen på Hotel Traveller’s Village i Nepalgunj. Og flyver i morgen formiddag. Her er stadig varmt og fugtigt. Men her er træk-og-slip toilet. Med dør. Og her er varmt brusebad og internet og kylling og en blød seng. Så jeg holder det ud. Når jeg er færdig med at smovse kylling og sovs og drikke iskoldt vand, vil jeg simpelthen gå internet-amok. Læse nyheder, gennemtrawle Facebook. Læse blogindlæg fra alle jer, jeg ikke har fulgt med i hele sommeren. Skrive et par mails. Klare mine bankproblemer. Und alles. Mens airconditionen snurrer på mit værelse. Og så kommer der beretninger fra de sidste dage i løbet af de næste dage.