Category Archives: Familieliv

by - 0 comments

Postjul

Selv en mærkelig jul, ender som en god jul, når man er mig. Jeg gjorde, som mine unger sagde. Begravede feberen og drog til familiejuletræf i Hvidovre. Vi havde den gladeste jul. Med glade unger og glade voksne. Jeg tror selv dværghamstrene var glade. Juletræet væltede, men vi rejste det op, og det blev stående, mens vi sang og dansede omkring det. Maden er min svigersøns selvvalgte opgave, som han påtog sig efter den første jul sammen. Fordi han ikke kunne leve med vores sovs. Og han gør det guddommeligt. Min søn er vinmester, og vi andre bikser risalamanden sammen i sidste øjeblik. Gaverne var rigtige, og børnene hyggede igennem. Og betalte med nogle trætte dage. Jeg sov på en foldemadras ved siden af Ellas seng, og om morgenen sivede alle børn langsomt ind i stuen. Jeg sivede med og installerede min dyne på sofaen. Som morgenen blev til formiddag sivede resten af de voksne med.

Jeg fik sådan et lille lykkespjæt i hjertekulen over, at mine børn havde julesludret til langt ud på natten.

Derfor elsker jeg julen. Fordi vi allesammen gør os umage. Vi tager vores fine tøj på, laver den bedste mad, øser ekstra sovs på tallerkenen. Vi drikker ekstra dejlig vin, og vi gi’r, hvad vi har. Vi holder i hånden og deler kram med rund hånd.

Jeg elsker det bare.

Nu arbejder jeg stille og stædigt min krop i form igen. Den er rusten efter uger på langs det meste af tiden. Men den kommer. Jeg har fundet løbeskoene frem igen, og jeg går og går. Jeg kan trække vejret gennem næsen og lave morgenyoga, så min ryg bliver vredet helt på plads. Jeg har siddet min sofa næsten ihjel, og nu har jeg vasket den og puffet den i form. Her er rent, og det er godt at putte andet end gennemsvedt nattøj i vaskemaskinen.

IMG_4215

by - 2 kommentarer

Glædelig jul

Det er den mærkeligste jul. Jeg har været lagt ned det meste af december måned. Gået glip af det ene hyggelige arrangement efter det andet. Eller trodset lidt feber og alligevel taget med på Christiania eller til julekoncert med Thomas Dybdahl. Det ene har afløst det andet og toppet med en influenza i de sidste dage. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har løbet en tur på fælleden, men takket været internettet er alle gaver for længst købt ind.

Måske har universet sendt mig til tælling efter et år, der har været så fyldt med forandringer af de bedste og de værste slags. Med ordre om at sidde stille og lave meget lidt. Så det har jeg gjort. Jeg har endelig læst Stoner og er begejstret. Nu læser jeg biografien om Astrid Lindgren og er begejstret. Jeg har været begejstret over mit Netflix abonnement og set serier, jeg ellers aldrig når.

Men i dag rejser jeg mig. Jeg er feberfri efter ordre fra mine børn. Jeg mangler stadig at lave konfekt, og måske når jeg det. Men jeg tager til jul med hele mit menageri. Og jeg sidder bare her og glæder mig stille, fordi jeg har det. Menageriet. Fordi vi sætter pris på at holde den jul sammen. Fordi jeg har købt gaver til dem allesammen, som jeg glæder mig til at se dem pakke ud. Fordi Vera i telefonen i går glædede sig mest til juletræet. Fordi Alma og jeg nåede en ‘på-trods-tur’ til Malmø i søndags. Og bare fordi de allesammen om et par timer er samlet.

Så skideglædelig jul allesammen. Put lidt kærlighed i den. Tag hinanden i hånden og smid de negative forventninger væk. Giv et ekstra kys på kinden og et klem i hånden. Øs lidt ekstra sovs på tallerkenen og syng. Syng, for pokker, syng. Sammen.

Rigtig glædelig jul

IMG_4165

by - 12 kommentarer

Navnekonkurrence

Søndag indtog jeg endelig kolonihaven. Da jeg havde lastet cyklen med et bjerg foran i cykelkurven, en monsterbunke i kurven på bagagebæreren og en fyldt rygsæk – væltede regnen pludselig ned. Jamen klart, selvfølgelig, tænkte jeg en smule bistert, mens jeg trak i regntøjet. Selvfølgelig måtte det starte med en skylle. Skyllen indstillede dog snart skydningen, og jeg fik skrevet under, inden jeg, spændt som et barn en juleeftermiddag, stak nøglen i hængelåsen og trådte ind. En surrealistisk fornemmelse bredte sig i mig. Virkelig? Var det mit? Nu?

Med mig havde jeg Thomas, den tidligere ejer. Og opfinder af en række sindrige systemer for vand, toilet, skibsovn, solceller og meget andet, som jeg må rette mine hjernefolder ind til at fatte. Jeg tænkte stille, at jeg må prøve mig frem med vandsystemerne for at lære det at kende. StormP kunne ikke have tegnet det bedre. Kort fortalt er der en slange, der forsyner huset med vand efter ét system til en stor vandtank bag huset. Herfra kan der komme vand til toilettet, til køkkenbeholderen, til vandhaner for og bagved huset og en hane inde i huset. Han viste mig hurtigt, hvordan jeg skulle dreje på den ene hane, lukke for noget og lukke op for noget andet. Og det krydsclinchede i min matte hjerne. Det virker. En dag ved jeg måske også hvordan.

Hele familien hjalp med at indtage det nye hood. Vi havde noget fælles fødselsdag at fejre og transporterede bobler, kaffe, kakao, kager, boller og hele udstyret på cykler til haven. Vejret skruede op for charmen, og de små mennesker i familien byggede huler og legede gemmeleg, mens vi andre boblede over af ideer og husglæde og dejlige gaver.

Og jeg har gået og tænkt, at sådan et hus må have et navn. Mit lille fine røde hus på landet midt i byen. Så hvorfor ikke lave en navnekonkurrence? Og den der kommer op med det bedste navn vinder….hvad? Jeg er sådan en blogger, der afviser alle reklametilbud ved døren, så jeg kan ikke hoste op med en fancy præmie. Og dog! Den der kommer op med det bedste navn vinder aflæggere af nogle af de eksotiske myntesorter i mit nye myntebed. Og en aflægger, der kan slå rødder i vand, af den vietnamesiske koriander, der gror gavmildt i det ene højbed. Det bedste navn afgøres suverænt af mig sammen med Alma, Ella og Vera, som må være verdens bedste dommere. Hvis de kan blive enige. Ellers bliver jeg sikkert enig. Og de kan sendes, aflæggerne.

Så byd ind!

IMG_3961

IMG_3965

IMG_3966

IMG_3967

IMG_3968

by - 1 kommentar

Pride Parade

Vera og jeg havde en aftale om Pride Parade i lørdags, så ved middagstid mødte jeg op på Frederiksberg efter hende. Hun var helt klar i tyl, glimmer og bling-bling, og jeg var klar med regntøj og løbevogn.

IMG_3847Pride Parade markerer afslutningen på Gay Pride ugen og er et farverigt mangfoldighedshorn af mennesker, fest og musik. Jeg elsker det. Og det gør mig glad langt ind i sjælen hvert år. Det gør mig glad, at Frederiksberg Rådhus klæder sig i striber og åbner sine døre. Det gør mig glad, at så mange mennesker går med i paraden. Det gør mig glad at se den ene fremtrædende politiker efter den anden i optoget. Men det gør allermest glad at opleve de tusindevis af tilskuere, der står langs hele ruten. Jeg får lidt af min tro på verden igen. Den er god. Den er fuld af kærlighed. Og den er fuld af plads og rum til os allesammen med al vores forskellighed.

Vi pløjede os gennem menneskemængden på rådhuspladsen på Fredeiksberg og fandt Dansk Sygeplejeråd, der havde sin egen opstilling i optoget. Min veninde kom grinende tilbage og fortalte, at hun havde mødt en, der spurgte om hun var blevet homo. Ja i dag er jeg, havde hun svaret. Og måske ville flere deltage, hvis de holdt op med at være bange for, at nogen kunne tro, de var homoseksuelle? Optoget handler jo ikke om sex. Optoget handler om mangfoldighed og rummelighed. Og det handler om retten til at være forskellig. Den ret bliver konstant udfordret. Og i andre egne af verden bliver mennesker slået ihjel for at være anderledes. Der er alle grunde til at fejre retten til forskellighed hvert år.

IMG_3848Et par dage efter Pride Parade postede min veninde billeder fra optoget på Facebook. Og igen dukkede spørgsmålet op: Er du blevet homo? Folk spørger ikke mig. Måske fordi de er bange for pinligheder? Jeg er jo en gammel evighedssingle, og man kan ikke vide, om der gemmer sig en gammel homo bag facaden.

Men jeg er straight og almindeligvis vild med mænd. Men jeg rejser gerne panden og retter ryggen for alle menneskers ret til at være den, de er. Og jeg fester gerne over, at vi vil forsvare den ret i mit land.

Og Vera havde en fest.

 

 

 

by - 0 comments

Plys og kanel

Hej mormor, kommer du ikke herover og passer Esther, så vi kan komme ud og købe ind, råbte Vera ivrigt i telefonen i går eftermiddag.

Joe, sagde jeg, det kan jeg da godt.

Nej, nej, råbte Sofie i baggrunden, det var ikke det, du skulle spørge om.

Nå nej, sagde Vera.

Mormor, vil du ikke komme og besøge mig – vi har KANELKNÆKBRØD!

Ingen i verden kan modstå et tilbud om kanelknækbrød en torsdag eftermiddag, så selvfølgelig kom jeg.

Imens jeg pakkede sammen og cyklede fra Rigshospitalet, sad Vera tålmodigt med to runde skiver kanelknækbrød foran sig. En til mig og en til hende. Men det tog lang tid, og hun måtte tage en bid af sin skive kanelknækbrød. Og så måtte hun tage en bid af min for at mærke, om de smagte ens. Og så måtte hun tage en bid mere. Og skiverne skulle jo gerne være lige store. Så derfor tog hun en bid mere.

Da jeg endelig trådte ind ad døren, rakte Vera begejstret et meget lille trekantet stykke kanelknækbrød frem. Det er til dig, mormor, råbte hun glad.

Peter Plys har ikke levet forgæves.

Og vi gik på legepladsen

IMG_3835

by - 1 kommentar

Når ringen sluttes

Dengang min mor fødte mig, forærede min far hende en ring. Ringen er af guld med en stor og rund dybgrøn sten. Jeg har mærket den ring hele mit liv. Hver gang, jeg har taget min mors hånd. Fra jeg var ganske lille har mine fingre fundet den runde, glatte sten og aet den, mens jeg holdt min mors hånd. Alle babybørn i familien har suttet grådigt på den ring.

IMG_3755Jeg aner ikke, hvad den grønne sten kaldes. Den er glat og fin, og jeg husker, hvordan min mor tog ringen af og lagde den til side, når hun vaskede op. Nogle gange vendte hun ringen med stenen ind i håndfladen, så den ikke blev ridset af arbejde.

IMG_3756

Nu øver jeg mig i at gå med ring. Jeg har sjældent brugt fingerringe. Mine fingre er små, korte og tykke. Mine knoer buler ud og blokerer adgang for de fleste ringe. Men min mors grønne ring glider fint ind på min ringfinger. Og når den sidder på min finger, ser min finger så fin ud. Nej min hånd ser fin ud. Min hånd og ringen kan lide hinanden. Og jeg har min mor med mig hele tiden.

IMG_3743

Jeg øver mig i at huske at lægge ringen ved vasken. I at vende ringen, så stenen ikke bliver ridset, når jeg laver noget, der kan ridse. Men mest vandrer min tommeltot hen over guldringen. Mest finder min ringfinger og den grønne sten vej til mit ansigt, hvor den stiller stryger over mine læber.

Mine egne børn har kendt og mærket den grønne ring hele deres liv. Og nu ved jeg, at de for evigt vil finde min hånd og lade fingrene mærke den grønne sten. En ring er på en måde sluttet.

Og jeg? Jeg er så glad for min fine ring med den grønne sten. Jeg er så glad for, at ringen kan leve videre på min hånd. Og jeg er så glad for at mærke min mor, når mine fingre finder den glatte sten.

 

 

 

by - 1 kommentar

Liv

Jeg har det bedre. Det hjalp at tage en pause. Og faktisk hjalp det også at fortælle lidt om, hvordan jeg havde det. Fordi så ved folk det. Og så ringer de. Eller skriver eller sender tanker og ting til mig. Og det varmer og luner og stiver mit kollapsede stillads mere af, end I aner.

Det gør også godt at bo sådan, at hele familien tromler sammen og springer i vandet i timevis. Sammen.

IMG_3641

Der er noget med sol og vand og gummibåde, der spænder fuldstændig ben for tunge tanker. Og når familiens yngstemenneske hele tiden er på nippet til at kaste sig frygtløst ud på dybt vand, og må afledes med kildeture og på-hovedet-ture, er det umuligt ikke at grine.

IMG_3639

Første etape af min pause blev brugt på at indfri et Tivoli-løfte. Som var den eneste grund til, at Vera kunne se noget fornuft i, at jeg forlod Mols i sommer. Så jeg svingede mit Tivolikort, og vi prøvede både karruseller og ballongynge og fik is og balloner. Det er balsam for en jaget sjæl at være flere timer i Tivoli med to børn, der helt uden spørgsmålstegn nyder alting.

IMG_3659

Bagefter havde jeg en hel og uspoleret dag fuldstændig for mig selv. Sammen med en halvdårlig krimi, som ikke behøvede nogen form for koncentration. Og med sporadiske indfald på arbejdsmailen. Og det er det, jeg skal gøre. Tage en pause i ny og næ. En enkelt dag, når sorgen spasser ud. Bagefter er det fint at finde tilbage i verden igen. Og dele kram og andet hverdagsgodt med dem, man holder af.

IMG_3664

Og det er vel en måde at håndtere sorg på. At gå lidt ind i det, blive der og blive flænset. Og så tage en pause til at hele flængerne. En pause hvor der både er elskede mennesker og alenehed. For sorgen kan deles til en vis grad. Men en stor bid af den er min alene. Og pausebehovene skal jeg høre efter for at blive ved med at være hel.

Og jeg er et heldigt menneske med livet fyldt med mennesker, der vil mig det godt. For fanden da, hvor I gør mig glad.

Nu fejrer vi yngstemenneskets første fødselsdag i morgen. Og hele min enorme familie vil tromle sammen og springe i vandet igen. Når de har sat mange kilo kager til livs.

Og på så mange måder er alt godt. Alligevel.

IMG_3667

 

by - 2 kommentarer

Reality check point

For to uger siden slyngede jeg rygsækken over skulderen og tog bussen mod lufthavnen med følelserne uden på tøjet. Jeg var i tvivl, men jeg kravlede alligevel ombord på flyet til Geneve. Jeg var virkelig i tvivl, om det var en god idé. Eller om jeg ville tumle alene rundt i ulykkelighed.

Og det gjorde jeg. Tumlede alene rundt i ulykkelighed. Men bjergenes skønhed gjorde ulykkeligheden anderledes, end den ville have været hjemme i København. For ulykkeligheden forsvinder ikke. Den kan ikke ignoreres, og det er ikke muligt at lade som om, den ikke er der. Den er der. Hele tiden.

Men, mens jeg var i Chamonix og i massivet omkring Mont Blanc, var en helt enkel virkelighed også meget nærværende. Jeg havde timer alene, mens jeg enten løb eller vandrede, og i den alenetid gik det langsomt op for mig, at vi havde taget en god afsked. Vi havde sagt de ting, der skulle siges, min mor og jeg. Vi havde holdt om hinanden, vi havde læst, og vi havde talt om det meste. Der var ikke noget, jeg manglede at sige til hende. Hun vidste, jeg elskede hende. Hun vidste, at vi ville tage os af min far. Jeg havde ikke usagte ting i maven. Jeg mangler hende, og jeg savner hende fordærdeligt. Og det kan intet lave om på. Det er prisen for at have elsket og have været elsket. De to er ikke mulige uden hinanden. Og jeg vil altid vælge kærligheden.

Min italienske uge med fuldt blus på solen og skønheden gjorde godt. Den bragte en fred med sig. Fordi jeg bare var, hvor jeg var. Med gode mennesker.

Jeg tænkte, at jeg ville modtage en virkelighedslussing af de hårde, når jeg landede i København. Fordi jeg ikke ville kunne ringe til min mor og fortælle. Fordi hun ville mangle. Fordi hun altid har været der, når jeg er kommet hjem. Men den er udeblevet, virkelighedslussingen. Det har været rart. Det har været dejligt at lade mig omslutte af mine børn. At dele god mad og historier. At svømme rundt i min sommerkanal. Og at tale med dem allesammen. Det er godt at være tilbage i min Sydhavn. Også selvom jeg savner og savner.

Måske falder virkelighedslussingen i morgen, når jeg lander på Mols. Uden min mor. Måske falder den, når vi gør ting sammen i det hus, der så meget har været hendes sted. Min virkelighed er stadig rystet. Og jeg har stadig ikke helt begrebet det aldrig, der er blevet en del af mit liv. Men min virkelighed er også rarhed og kærlighed og små runde glædebobler i maven.

IMG_3570

by - 7 kommentarer

Bårebuketten

Det var endnu en af de morgener, hvor jeg listede stille ud af sengen og trak løbeskoene på klokken lidt over seks. Der var stille hos min far, og jeg lukkede sagte hoveddøren efter mig. Solen skinnede allerede, og selvom luften stadig var nattekølig mod mine arme, fik jeg hurtigt varmen.

En uge tidligere gjorde jeg det samme. Det var dagen for min mors bisættelse, og alt hvad der betød noget denne dag, var at gøre den så god og så let for min far som muligt. Sorg kan ikke måles. Men min fars sorg opslugte ham på en måde, der efterlod ham næsten fortabt.

Vi havde bestilt en fælles krans fra hele familien til min mors båre. Og jeg kunne næsten høre hende fnyse oppe fra sin sky. Sådan en krans ligner på ingen måde den slags blomster, som hun elskede højest. Jeg havde besluttet, at det skulle hun have med. Den slags blomster. Hun elskede hele sit liv mere end noget andet markblomster, grøftekantsblomster, engblomster, ukrudt og vilde blomster drysset ud over landskabet. Og jeg vil altid huske vores blomsterture. Hun kendte navnene på dem. Allesammen.

Den morgen for en uge siden havde jeg en særlig mission med min tidlige morgenløbetur. Jeg løb først en tur rundt i skoven og hilste på de tidlige morgendyr. Så løb jeg videre til Gudenåen. Hvor jeg plukkede favnen fuld af forskellige blomster og græsser. Alt det der er strengt forbudt at gøre ved sådan en åbred. “Take nothing but pictures” Med armene omkring mit store blomsterbundt løb jeg videre til en mark, jeg havde set dagen før. Her groede himmelblå kornblomster i flok. Og jeg plukkede, til armene knapt kunne nå omkring dem.

Så løb jeg hjem og lagde alle blomsterne på havebordet. Mens solen strålede ned på mig, bandt jeg min bårebuket til min mor. Den smukkeste buket, der nogensinde er kommet fra mine hænder. Den var min helt særlige gave til min helt særlige mor, og jeg lagde den øverst ved kisten i kirken. Lige under de tegninger, de små børn i familien havde tegnet til hende.

I morges plukkede jeg ingen blomster. Men jeg løb den samme rute i skoven og ved åen, mens jeg tænkte på min mor. Og løb tilbage til min far og morgenteen.

20140629-155742-57462924.jpg

by - 7 kommentarer

Her er så stille nu

Jeg har ikke min mor mere. Jeg har ikke nogen mor. Verden har listet sig videre uden min mor i halvandet døgn nu.

Jeg vil gerne fortælle om min mors død engang. Ikke nu. Lige nu er det vores historie. Min historie. Min oplevelse. Den lever stille inde i mig. Mens jeg langsomt øver mig i at begribe, hvad aldrig betyder. Selvom jeg sad ved min mor de sidste dage. Selvom jeg holdt om hende, da hun drog sit sidste åndedrag. Og selvom jeg forstår, at hun ikke er her mere. Så begriber jeg det ikke. Aldrig og ikke mere er ubegribeligt.

Midt i vores ubegribelighed mødes vi af en hær af mennesker, der ved, hvad der skal gøres. Vi indtager nye vokabularier i vores samtaler. Om urnenedsættelse og båretale og udsyngning. I skal nok holde en ordentlig fest, sagde blomsterdamen, da vi købte rå mængder af kærlighedsrøde roser i små potter. Nja, nej, vi skal begrave vores mor, sagde vi. Og hun blev rød i kinderne og sagde undskyld.

Vi har lært om urnegravsteder og mindesammenkomst og hvor mange salmer, der hører til en bisættelse. Vi har lært, hvad alle andre plejer at gøre. Og valgt vores måde. Min mor gjorde ikke, som alle andre plejede at gøre.

Det er lindrende i vores ubegribelighed, at nogen tager sig helt professionelt af sognegårde, gravsteder og bisættelsesceremonier. Det er som kølig balsam, at bedemænd underretter myndigheder og tager sig af min mors legeme, indtil på lørdag. Hvor vi siger vores sidste farvel. Sammen. De laver en slags orden i vores rystede sind. Mens vi kan tage os af kagebagning og oprydning. Og bruger timer og timer på at tale om vores mor.

Sorgen og savnet sætter sig tonstungt i mine ben, og jeg løber stille helende ture langs den smukke Gudenå. Hvor jeg må ned og binde mig en bårebuket, når det bliver lørdag morgen.

IMG_3342