Category Archives: Familieliv

by - 0 comments

Andersen

I dag lånte jeg to af mine små yndlingsmennesker og drog ud på vandet. Jeg havde et gavekort fra fødselsdagen sidste år, jeg skulle have indløst. Inden næste fødselsdag.

Vi spurtede afsted til havnebussens stoppested på Teglholmen og gloede sammen på det bølgeskum, den bus kan lave, når den drejer ind til stoppestedet. De kunne godt forstå, at jeg holder mig på afstand i kajakken.

I Nyhavn zigzaggede vi gennem menneskemængden til havnerundfarten i den anden ende og nåede lige den næste færge. Det blev måske lige færgetur nok. I hvert fald syntes de begge, at guiden snakkede for meget. I stedet stak vi hovederne sammen og opfandt vores egne historier. Åh. jeg er uforbederlig. Jeg holder aldrig op med at binde børn historier på ærmet. Men det var sjovere. Mens vi så sjove husbåde, Christiania og Operaen glide forbi. Og glædede os til is. Og beundrede sandfigurerne på Ofelia Beach.

 

Nyhavn er hyggelig nok. Det er der bare for mange, der synes. Så jeg elskede Sydhavnen lidt mere. Og efter is på kajkanten trippede vi tilbage til havnebussen for at komme hjem og tisse. Faktisk kunne de meget bedre lide havnebussen, fordi der er fred og ro til at glo.

Hjemme igen fortalte Ella begejstret, hvordan vi havde set husbåde og sandslotte, og så udbrød hun: Og mor, vi så et hus, hvor Andersen havde boet.

Guider er ikke spildt på tre-årige.

At der så groede en vis forveksling med Almas korlærer, der hedder Andersen, gjorde ikke historien dårligere.

 

 

 

 

by - 1 kommentar

Familiebilleder

I sidste weekend, hvor den ganske klan var samlet under Jyllands næse, bunkede jeg mit biologiske afkom sammen til fællesbillede. Det er sådan en trang, der kommer til én, når man er blevet halvgammel og har sat solide biologiske aftryk i universet. Så vil man, som en anden hyrdehund, genne flokken sammen. Og man fræser rundt med det store kamera og knipser løs. Men et gruppebillede, for søren da. Hele arven samlet i ét skud. Som et aftryk af den glade familie.

Jeg brugte en time eller halvanden på at genne hele flokken med kærester og små mennesker sammen til fotoshoot. Og endelig fik jeg i sidste øjeblik, fordi den ene familie skulle nå en færge, samlet dem nederst i den gamle have.

De største af de små har lært, at når Great Mama kalder sammen, stiller man op. Verdens mindste Vera kan på ingen måde se nogen grund til, at nogen skal bestemme, hvor hun skal være.

Derfor blev billederne sådan her


 

Hun vandt selvfølgelig. Hun er både den mindste og den klogeste. Hun vil meget hellere kigge ind i mit kamera fra den anden side.

by - 3 kommentarer

Det gamle hus fortæller

I min familie bor et gammelt hus. Huset ligger på Mols og har eksisteret lige så længe som min mor. Hvert år sidst på sommeren bunker vi vores store familie sammen og fejrer, at vi stadig gider drikke os halvfulde sammen. Og hvert år bliver jeg fyldt med husets gamle historier.

Huset har altid været der. I mit liv, i min mors liv og i mine børns liv. Det ligger tæt på Mols bjerge. Midt i noget skov og meget tæt på stranden. Omkring huset er en have, der er stor nok til at have mytiske dimensioner, når man er en lille skid.

Huset har rummet min mormor og morfar som unge mennesker med små børn. Dengang haven omkring huset var fyldt med blomster og frugttræer. Da min morfar lavede blomsterbede og køkkenhave og boede i huset hele sommeren. Det var dengang, huset havde et ekstra værelse. Til Agnes, som var hele familiens Agnes, der passede børn og gjorde rent og den slags. Før man importerede Agnes’er fra Filipinerne. Agnes havde et stativ med vandkande og vaskebalje på sit værelse, og der var spisekammer under gulvet i køkkenet.

Senere blev væggen til Agnes’ værelse revet ned, og stuen voksede til den stadigt større familie. De to soveværelser havde hver en lille vaskekumme med koldt vand, og man frøs om numsen, når man tissede udenfor sommersæsonen. Jeg husker stadig fornemmelsen af det brune, stive toiletpapir på den kolde hud.

Også mine børn er blevet badet i køkkenvasken med varmt vand fra kedlen. Vi andre spulede os med haveslangen. Eller nøjedes med at springe i havet. Sommerferier er aldrig gået med overdreven renlighed. Senere endnu har huset fået både vandvarmer og brusebad og elektrisk varme på badeværelset. Og der kom køleskab og komfur.

Haven omkring huset har ikke længere blomsterbede, men enkelte stædige blomster bliver ved at pible op gennem græsset om foråret. Frugtræerne spytter stadig kilovis af æbler, pærer og blommer efter os de fleste år, og vi kan stadig spise os en mavepine til i bær. De små børn har stadig et eventyr i haven, og de lidt større kaster sig nysgerrigt ud i udforskning af skovene og stranden udenfor. Vi drikker øl til frokost og bader i timevis. Vi spiller udespil og indespil og mødes til arbejdsweekender, når det gamle hus skal have sine ansigtsløftninger.

Og så mødes vi altså hvert eneste år sidst på sommeren. Unge og gamle og store og små. Med kærester og mænd og koner og et tiltagende mylder af børn. Vi er blevet så mange, at vi ikke længere kan være i det gamle hus. Nu har vi partytelt i haven, og små og store telte skyder op som paddehatte i den weekend sidst på sommeren. Maden gider vi heller ikke lave selv mere, og man må jo støtte dem, der lever af den slags. Når vi er færdige med at småskændes om borddækning og maden endelig står på bordet, spiser vi, til vi revner og drikker, til vi segner. I år segnede vi først, da det næsten var morgen, og vi havde afviklet en vigtig konkurrence henover de tomme glas – om familiemesterskabet i sæbebobleblæsning. Jeg vandt ikke. Tror jeg.

 

 

by - 5 kommentarer

Vildmarksalliancer

Der har været feriestemning på falderebet. Siger jeg på den næstsidste feriedag efter fire ugers ferie. I Danmark. Jeg ved godt, at resten af landet hyler over vejret, men jeg har haft det vejr, jeg kunne ønske. Og så har et langt livs blandede erfaringer måske bare lært mig, at det er mig, der indretter mig. Ikke vejret.

Jeg har været på lejr med Alma. Nogen må påtage sig at lære de børn om natur og friluftsliv, og det bliver ikke deres forældre. Jeg øjner selvfølgelig fremtidige turmakkere og griber opgaven med begejstring. Det giver også en mulighed for at have dage helt alene med hende.

Vi tog på besøg hos Katrine i Karlebo, som havde inviteret på lejr i haven. Hun har en Anna på alder med Alma og en have med plads til telte. Og Alma tog imod lejrlivet med åbne arme. Teltene blev indrettet med malebøger, papir, tuscher, perler, kalaha, kort og bøger. Og bamser. Nå ja, og med liggeunderlag og soveposer. Og bortset fra huset i haven med køleskab og toilet. Og en enkelt ro-finale i fjernsynet. Så var vi på lejr med mad på trangia, lejrbål og soveposer. Vi gik sent i seng og vågnede med solen på kinderne i teltet. Mens vi missede med søvndrukne øjne, sludrede vi om dagen der gik, og dagen der kom. Som jeg for 3000 år siden gjorde med mine egne små piger og drenge på andre lejrpladser.

Mit bjergtelt med plads til to har været pakket ned i nogle år. Nu blev bjergstøvet rystet ud, og støvet rystede endeløse historier ud om lejrpladser på stejle bjergsider, heftige storme og dyb sne. Om venskaber og konflikter og om store naturoplevelser. Jeg blev endnu engang forbløffet over, hvad det telt har tålt. Der er også lidt skrammer og huller her og der, men det holder endnu. Og jeg tror nok, at jeg lige fik lagt en god grund til en fremtidig turmakker i vildmarken. I hvert fald har vi aftalt en weekendtur i efteråret med pigerne til et godt sted i en skov.

Alma blev hentet af familien fredag middag, og jeg pakkede selvfølgelig cyklen og cyklede hjem til København. Og vejret? Jamen vi havde al den sol, vi kunne ønske os.

 

 

by - 3 kommentarer

Hverdagsliv i det forrige årtusinde

Mens mit skriveprojekt langsomt vokser i omfang og hele tiden sender drillenisser på banen, går jeg på jagt i gamle dagbøger på nettet og i skufferne. I drømmer ikke om, hvor mange tætskrevne sider mit hjem rummer. Og jeg hører ikke til den slags, der har bøgerne sirligt arrangeret på en særlig hylde, hvor de listes efter årstal. Næ nej, jeg har en skuffe. Eller flere skuffer. Og kasser. Jeg har bøger, der er startet på en bestemt ekspedition eller rejse. Jeg har bøger, hvor skriveriet pludseligt er gået i stå. Og jeg har bøger, der er rodebunker af dagbogsnotater, arbejdsnotater, huskesedler, små digte og telefonnumre. Og så selvfølgelig bøger fulde af dumme kærester, der er skredet og har stukket knive i hjertet. En Feng Shui vejleder ville falde om i akutte kramper over min indretning. But it works for me.

Og så fandt jeg denne lille perle.

Er det ikke bare en gammel kinabog, spørger du? Det kunne man tro. Men denne bog er forløberen for sms i vores familie. Siden børn begyndte at skulle noget, har vi kørt sådan en bog. Også før børnene selv kunne læse. Jeg ved slet ikke, hvordan familier overlever hverdagen uden sådan en. Og det udløste små jubelspjæt, at jeg havde gemt denne her. Som er fra engang i det forrige årtusinde, og jeg levede midt i Århus med mine tre unger. Hvor et par af dem flyttede lidt ud og ind. Den er en guldgrube af gamle skriblerier. Bogen var simpelthen vores måde at kommunikere på vej ud og ind ad døren, når vi ikke lige sad sammen. Jeg faldt helt i staver over den og svælgede i gamle beskeder til og fra hinanden fra et længe forsvundet hverdagsliv i ø-gaderne i Århus.

Jeg har klukket mig igennem den ene besked efter den anden og husker glemte historier. Mens jeg bliver lidt forpustet over farten på vores liv. I den periode læste jeg på universitet, trænede hver dag og – nå ja – arbejdede. Sofie gik på gymnasiet og arbejdede på restaurant Bone’s. Mia var i Rom og flyttede hjem igen en periode og arbejdede i Salling. Morten gik i gymnasiet og flyttede senere først hjemmefra og senere hjem igen, mens han arbejde på genbrugsstationen i Lisbjerg. Og begyndte at lave film.

Der er ikke en eneste dato i bogen. Den lå simpelthen altid slået op på spisebordet, så vi fortløbende kunne fortælle hinanden, hvor vi var. Eller minde om telefonbeskeder på svareren. Eller fortælle, hvem der spiste med til middag, for vi var sjældent under fem.

Og jeg brød sammen af grin, da jeg blev mindet om det her lille feriebegivenhed.

Og jeg racede selvfølgelig storgrinende til banegården og stod parat med penge til busbilletten. Kors hvor har jeg reddet hans røv mange gange. Nu betaler han tilbage med Mac-assistance.

Endelig var bogen fin til at stikke en undskyldning, mens man stadig huskede det. Det er vi nemlig ikke for fine til i vores familie. Og heldigvis for det, for vi har et til tider ret eksplosivt temperament. Det handlede vist om et skrivebord.

 

 

 

 

 

 

by - 0 comments

Feriesnapshots

Ferien blev sparket igang. Ferieporten smækkede fredag eftermiddag med kun et par hængepartier, som gemmes til en ledig stund i ugen. For feriestemningen indfandt sig øjeblikkeligt.

Den indre husalf brød igennem og sendte mig på en sidste-øjeblikstur over Amager Fælled efter hyldeblomster. Heldigvis skulle jeg ikke bruge mange. Og jagten kunne kombineres med en halvhjertet løbetur. Hjemme blev alle blomster renset af stilkene og lagt i blød i henholdsvis Brøndumsnaps og gin. Inspireret af Mads Madglad, og med tak, står der nu to glas og trækker til onsdag. Og så er jeg klar til at invitere på sundowner ved vandkanten.

Jamen feriestemning må sgu være sådan noget med fornemmelsen af tid? Nybagte boller? Ny surdej til rugbrødet? Hvidvin med gode venner, som man har set alt for lidt alt for længe? Og timevis af leg i vand, med blomster og sommerfugle, med sand og plastikspande eller bare bevæge sig henrykt med verdens mindste Vera. Hvor al bevægelse foregår i hop og løb. Præcist som hendes mor for en million år siden.

Og så pakker jeg mig ind i musik. Fordi der er jazzfestival i København hele ugen. Joni Mitchel fortolket sødt, fint, og følsomt af bl.a. Ane Trolle, Julie Maria og Gustaf Ljunggren i Frederiksberg Have i aften og Teitur samme sted i morgen. Og alle de andre aftener til noget andet med andre veninder. Mens jeg stadig græder en lille smule over ikke at have hørt Bruce Springsteen i Roskilde. Men jeg elsker også at drysse rundt i byen og finde fantastiske små og store musikoplevelser.

Det er ferie. Og jeg skider på det vejr.

by - 0 comments

Lidt om soldater og en elefant

En halv times tid i bus, og vi er langt ude på noget, som ligner rigtigt land. Og vi er på jagt efter gode overnatningssteder, Alma og jeg. Vi skal nemlig på telttur, og Alma vil ikke sove i en skov. Derfor tog vi bussen forbi Kongelunden til Sydkystpynten, hvor Kongelundsfortet ligger. I højt solskin og med aftensmaden pakket i rygsækken. Sammen med Uno-spil, kaffe og æblejuice samt mit kamera og Almas elefant-bamse.

Kongelundsfortet ligger på den sydligste spids af Amager med udsigt over vandet. I mit tidligere liv, da jeg kunne løbe lidt længere end en time ad gangen, er jeg løbet forbi uden nogensinde at standse. Noget godt er der måske ved at stille de lange løb på pause?

I hvert fald havde vi en fest med at udforske det gamle fort og lave røverhistorier undervejs. Altså når man er fem i Danmark, aner man ikke en skid om krig og soldater. Prøv lige at give en fornuftig forklaring på et fort, hva? Midt i al den smukhed og eventyrlige stier og sære bygninger med hemmelige kighuller.

Og så er der faktisk en lejrplads med shelter og bålplads og det hele. Den tilhører en spejdertrop, og måske man kan få lov at låne et lille hjørne på et tidspunkt for en enkelt nat?

Anyway, vi satte os i græsset og spillede Uno, Inden vi smuttede med bussen tilbage til Sydhavnen.

Og fandt en elefant i busskuret.

by - 0 comments

Regnvejr og skumfiduser

Søndag nåede jeg bunden af karmakontoen. Måske havde jeg trukket for store veksler på den. Og måske leveret for lidt tilbage til universet? Universet har i hvert fald været mig gavmildt stemt i de seneste uger og øst milde gaver ud over mit lille liv.

Mine unger og jeg havde sat hinanden stævne på den store bålplads på Amager Fælled ved frokosttid. Det var ikke en optimal plan. For vandet væltede ned fra oven. Min søn meldte hurtigt helt fra. Helt uden blusel meddelte han, at han og kæreste var blevet så godt installeret i sofaen, at de ikke lod sig rive op. Og slet ikke for at cykle en time gennem regnen. Vi andre flyttede hele arrangementet til ældstebarnets villa i Hvidovre Havn.

Jeg lagde pakken med pølser og posen med skumfiduser i tasken, pakkede mig ind i vandtæt tøj og cyklede gennem den silende regn til Valbyparken. Jeg kørte ind i en mur af små bitte insekter. De var allevegne. I øjnene, i munden, i næsen, under tøjet, og jeg fik et akut vanvidsanfald. Jeg overdriver ikke. Det var en mur.

Nu skal man ikke lade sig kyse af en smule vand. Vera førte an og insisterede på uendelige gyngeture midt i det store brusebad. Vi andre slog den store parasol op og lagde brænde i den nyindkøbte bålplads. Vi havde jo aftalt snobrød og ristede skumfiduser. Og når man har aftalt, så bliver det sådan.

Og så sad vi der i regntøj og gummistøvler med pinde og snobrød og skumfiduser. Og jeg vil tro, der går en rum tid, før vandet er faldet på den store bålplads på Amager Fælled, så vi igen kan sætte os på tæpper i græsset, mens ilden gnistrer fra et rigtigt bål.

20120625-195610.jpg

by - 1 kommentar

På tur blandt farlige dyr

Lille Vera på et år og et par måneder elsker dyr. Disney Show og andet børnefjernsyn – go home. Animal Planet og udsendelser med løver rykker. Hunde må godt holde en høflig afstand, men ænder og andet flyvende godtfolk må holde på hat og briller, når Vera slippes løs. Og i dag skulle vi i Zoologisk Have sammen med hendes mor.

Jeg fræsede temmelig forsinket ud af døren. Fordi mit dankort, som så ofte før, var forsvundet fra universet. Hvorfor sker sådan noget for mig? Jeg fandt det inde i en kogebog. I en kogebog??? Ja om tapas.

Vi mødtes i Frederiksberg Have, hvor Vera jagtede hejrer, og skyndte os afsted til de farlige dyr i den gamle have på Roskildevej. Vera var i højt humør og skuede med en dronnings værdighed over verden omkring sig fra mine skuldre. Allerede ved indgangen til Zoo råbte hun begejstret til plakaterne med de mange dyr.

Efter lidt kedelig mad i havens cafeteria (jeg kan ikke kalde det en restaurant), gik vi direkte på løverne. Whaaaaargh, sagde Vera begejstret. Og kiggede længe på løverne, der lå i solen og sov. Og sådan blev hvert eneste dyr i haven studeret minutiøst. Det lille menneske var fuldstændig opslugt. Hun har ikke fået skabt sig et sprog, vi andre forstår endnu. Men hun kan alle dyrelydene. Og hun kan huske hvert eneste kræ og bæst fra den her eftermiddag. Vi fik repeteret aberne, løverne, søløverne, flodhesten, zebraen, hønsene, grisene, sangeren og næsehornet. De sidste var hun behørigt respektfuld overfor. Som sansede hun deres styrke og størrelse, trak hun mig væk fra rækværket, så vi kunne iagttage dem på sikker afstand. De øvrige dyr blev studeret med næsen fladt mod ruden og dyb koncentration.

20120518-230053.jpg

by - 0 comments

Lidt om mødre

Mors dag er en dobbeltbundet konstruktion. Vi har aldrig kørt forpligtende blomsterbuketter eller fyldt chokolade i min familie. Men når nu dagen er her, kan jeg vel meget passende hugge bremsen i og fundere lidt over det.

Det er tankevækkende, at fra den dag, man rækker ud og får en blodig, blålig og fedtet lille menneskeklump i armene, bliver verden aldrig den samme igen. Det skete for min mor, det skete for mig, og nu er det sket for mine tøseunger. Ud kommer et lille krøllet væsen, som man for evigt er klistret sammen med. Et mennesker der for evigt kan smelte vores hjerter og løse vores anstrengte ansigter op i brede smil. Som kan flænse vores følelser med rageknive, og som kan få vores hjerter til at gallopere hurtigere end lynet. Vi elsker dem ubetinget. Enten i det splitsekund, vi ser dem, eller efter lidt tid. Det betyder, at de små mennesker vokser sig store i en sikker forvisning om evig kærlighed. Uanset hvordan de ser ud, hvor dumt de opfører sig og hvor gamle vi allesammen bliver. Det er det gode ved mødre. Når de som vi er født i heldige omgivelser, som giver de gode betingelser for den der evige kærlighed.

Og det har intet med føleri eller tutte-nuttede små gaver at gøre. Det er en livsbetingelse. Jeg ved ikke, hvordan jeg havde klaret mit liv uden min mor. Hun er ubetinget det menneske, der har reddet min røv flest gange. Hun har lært mig, at jeg godt kan, ikke alting, men det meste. På en gang. At jeg både kunne være mor og gøre alle de andre ting, jeg fylder mit liv med. At det aldrig var for sent at læse videre på universitetet. Hun har været der, mens jeg var halvvild drengepige med skrammer på knæene. Hun har renset sår og puttet plaster på i det uendelige. Hun har været der gennem mine vilde teenageår. Og holdt en hårfin loyalitetsbalance, når mit temperament kolliderede med min fars. Hun var med, da jeg blev mor for første gang, og hun har passet mine børn så meget,at der er knyttet ubrydelige bånd mellem dem. Og hun kan stadig finde på at rejse hele vejen fra Randers med tog til Kastrup lufthavn for at være der, når jeg lander efter et eller andet eventyr ude i verden.

Derfor er denne dag selvfølgelig tilegnet hende. Men den er også tilegnet nogen af de mødre, jeg har mødt rundt om i verden, som har så anderledes vilkår for deres kærlighed til deres børn.

Mødre i Afrika eller Indien eller Nepal, som mister et eller flere børn, elsker deres børn lige så ubetinget. Det flår deres hjerter i stykker, som det ville flå vores, når et barn ikke får mad nok. Eller bliver overmandet af en voldsom infektion. Eller dør en voldsom død i krig og ufred.
Der findes mødre, som på en eller anden måde opgiver den kærlighed til deres børn. Eller der findes børn, som vokser op uden den ubetingede kærlighed, som vi kender. Børn af mødre, som har nogle helt forkerte vilkår. Og hvis børn aldrig får de chancer, som vores børn får.

En af de bedste gaver, jeg nogensinde har fået på en mors dag, er et kort fra min datter. Til støtte for mødre i Etiopien. Konverter chokoladen og blomsterne til mødre i Etiopien. Eller til andre mødre der har brug for mere end chokolade. Jeg blev glad og stolt og vidste, at noget var lykkedes. Og på en eller anden måde er jeg bare skidehamrende taknemmelig over at være mor i den her del af verden. Og at være nogens mor i det hele taget. Og at min mor har skabt hele det grundlag for mig og mine unger.