Category Archives: Hverdagsliv og alt det andet

by - 1 kommentar

Nå ja

De sidste dage har jeg gået og følt mig svimmel med svage antydninger af hovedpine. Som om mine øjne ikke kunne se rigtig klart. Jeg følte mig utilpas og overvejede en kort stund, om jeg skulle kravle i seng igen i morges. Det gjorde jeg selvfølgelig ikke, men vaklede afsted til bussen, fordi jeg skulle til en vigtig konference om klinisk etik.

Og så var det, at der pludselig var en fuldstændig enkel løsning på problemet. Som bare illustrerer, hvor distræt man kan være i en travl uge i Sydhavnen. Jeg ilede på toilettet i Københavns Kulturhus i nordvestkvarteret, skurede hænderne og byttede om på mine kontaktlinser.

Og verden blev en anden.

20120608-171131.jpg

by - 2 kommentarer

Forandringer

Jeg har igen forladt det jyske. Med en følelse af, at jeg kommer der for lidt. Det er godt at besøge gammelkendte steder. Og det er godt at få bjørnekram af gammelkendte mennesker. Hvordan finder jeg balancen i at pleje det gamle, holde rytmen i dagligdagen og lade nysgerrigheden blomstre? Når man nu er sådan en, som vil det hele? Og når jeg ikke længere er den, jeg var engang.

Der er noget trygt og rart ved at vågne i min venindes gæsteseng på Skelagervej i Skejby. For langsomt at trække løbetøjet over min søvnige krop og vælte ud af døren med retning mod noget, der engang var bar mark. Nu er det nyskov. Da jeg løb der første gang, gik de spæde træer mig ikke til knæet. Nu danner de tag over stierne. Der bliver bygget og dannet nye stisystemer rundt om den lille nye skov, så jeg mister orienteringen. Det er godt og rart at komme svedende tilbage til et veldækket morgenbord og dampende te. Snuppe sit morgenbad og sludre længe over ostemadder.

Når jeg bevæger mig til midtbyen, mens det største halvmaraton er ved at slutte, og de sidste løbere kommer trætte i mål, svøber jeg mig i mit gamle klubliv. Og inkasserer bjørnekram og kys og glade smil. Og når min gamle løbebuddy nærmest løfter mig fra jorden, i jubel over at have brudt en tidsgrænse og løbet hurtigere end en time og atten minutter, får jeg bare lyst til at komme til træning på onsdag. Selvom ingenting er, som det var engang.

Det gør mig bare glad at have haft det.

Mens den nye skov langsomt bliver voksen i det nordlige Århus.

20120603-205025.jpg

20120603-205051.jpg

20120603-205107.jpg

by - 2 kommentarer

Øjebliksbilleder fra en forsinket færge

Jeg sidder på færgen ved Sjællands Odde. En time og en halv senere end planlagt. Og folk omkring mig flegner helt ud i raseri. Jeg har rejst så meget, at 1 1/2 time ikke kan rokke ved mit weekendhumør.

Til gengæld har en lille familie omringet mig med en skrigende baby og en uendeligt snakkende lille dreng. En mor der hænger på begge, mens far har placeret sig i behørig afstand med mobiltelefon. Nåmen det er jo weekend. Og jeg må jo udsætte det der arbejde, jeg havde tænkt mig at bruge sejlturen til. Jeg havde ellers sat mig i strategisk afstand fra både cafeteria og legerum.

I stedet kan jeg bruge tiden på at glo på folk. Da vi entrede fartøjet, havde jeg en hvæsede mand i nakken. Konstant mumlende noget om erstatning og rabat. Han blev ved med at blæse vred luft i mit højre øre, så jeg vendte mit milde weekend åsyn mod ham. De må give rabat, hvæsede han, når vi skal stå her og vente. Pyt, sagde jeg. Det er hvad der kan ske, når det blæser. Tag det som en oplevelse. Og så sagde han: Det er PIK PERKME den dårligste oplevelse, jeg har haft. Det sagde han. Og mine øjenbryn løftede sig i ren forbløffelse. Jeg mener, han var en ældre pænt udseende herre. Med hvide lokker og briller på næsen. Det er ikke hver dag, jeg hører 70-årige sige pik perkme.

Og hvis det er den dårligste oplevelse, han har haft, må han have levet et gnidningsfrit liv. Jeg havde bare forestillet mig en højere grad af tilegnet overbærenhed så.

Nå men han var sur. Og jeg hørte adskillige: Det er SIDSTE gang, jeg tager den færge. Herregud. Folk har lidt travlt med ‘altid’ og ‘aldrig’. Almindeligvis smutter den færge frem og tilbage stabilt som et schweizisk urværk. Men der skal ikke meget mere end et enkelt fejltrin til, når det gælder transport og politik.

Hold nu op med det brok, mennesker. Det er fredag. Og jeg vil vædde med, at de fleste af jer har været smartere end mig. Og holdt mandagen fri for møder og andet arbejdsgejl, så det bliver en hel ferie.

Jeg glæder mig bare til min mors mad i sommerhuset. For en time og en halv ekstra uden mad, får maven til at knurre.

20120602-121419.jpg

by - 3 kommentarer

Lysfest

Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne lide at pudse vinduer. Men jeg HADER det. Mine vinduer mod kanalen er fire meter høje, og det giver jo et vidunderligt lys i hele lejligheden. Når man nu er en sucker for lys.

Jeg har altid hadet at pudse vinduer. Dengang jeg var gift, var det sammen med strygetøjet en klar mandeopgave. Eller noget jeg bestak børnene til. Sammen med græsslåning og musefangning.

Nu hænger det på mig, og jeg har kun afskaffet græs, mus og strygetøj. Oven i det, blæser der saltvand op på ruderne og laver en klæbrig uklar hinde over hele glasset. Og så ryger det sjove ved fire meter høje vinduer på en måde.

Derfor kunne man i dag observere mig balancere på en lille stol med en fire meter lang stang med svamp og skraber i den anden ende. Mens jeg bandede højt og inderligt over det helt umulige i at skabe helt klare og lydefri vinduer i højden. Og over mængderne af vand, der væltede ned over mig.

Men nu er de nærmest rene. Med alle de fejl, jeg laver. Og selvfølgelig lykkedes det også at vælte den ene balje med vand ud over gulvet. Inde. Som så også pludselig blev vasket. Og jeg kan sætte mig tilfreds i sofaen og se helt over til genboen.

Og jeg hørte godt det der i vejrudsigten med kuling. I vover på at sprøjte saltvand på ruderne. Jeg siger det bare.

20120528-221929.jpg

by - 1 kommentar

Yndigheder på nuttefronten

Det kan være svært at tro. Men jeg har brugt pinsedag på at opgradere mit lille verdenshjørne. Og smurt lidt feminin yndighed ud over det hele.

Jeg har ligget på maven på min ponton i kanalen og kyst en stor bunke tang og flydende affald væk fra det skjul, det havde fundet sig under stigen bag pontonen. Og sendt det på langfart til nogen andre. Klamt, faktisk. Tænk bare lidt over, hvad I kaster i havnen. Vi er nogen, der får glæde af det senere.

Stadig på maven med solen bankede ned i nakken, har jeg skrabt alger, muslinger og snegle af pontonen. Også klamt, faktisk. De der muslinger gik i stykker og åbnede sig, når jeg skrabede dem af. Og sank til bunds i flere stykker med muslingekødet frit flydende.

Nok om det. Så gik jeg agurk i blomster og pottemuld. Jeg plantede og ordnede og slæbte bunker af gammelt skrammel på genbrugspladsen overfor. Og smurte et tykt lag yndighed ud over hele min terrasse. Og fandt nuttethedskompetencer, som jeg ikke anede, jeg havde.

20120527-224421.jpg

20120527-224441.jpg

Men jeg nåede også at sidde længe i solen og flette tæer med mig selv i vandkanten.

20120527-224657.jpg

by - 1 kommentar

Mad, mad, mad

Jeg har efterhånden lært mig at lave ordentlig mad til mig selv. Because I’m worth it. Og fordi livet er for kort til dårlig mad. Men det er en svær læreproces. Jeg er vokset op med selskab i køkkenet og omkring spisebordet. Min familie bestod af far, mor og fem børn. Og selv om min mor af og til bad os skrubbe ud af køkkenet, så hun kunne lave mad i fred og ro, var køkkenet gennem hele min barndom et sted, vi mødtes og gjorde noget sammen. Spisebordet var tegnebord, lektiebord, spillebord, sybord og det sted, familien var sammen. Jeg kan faktisk ikke huske, at vi sad meget i sofa, og fjernsyn var ikke noget, der fyldte. Det gjorde spisebordet.

Jeg har boet i kollektiv med maddage og fællesspisning, og da jeg flyttede for mig selv, var jeg ikke længe om at etablere noget madklub, så der fortsat var larm og fællesskab omkring maden. Nå ja, så fik jeg jo på rekordtid min egen storfamilie med børn på køkkenbordet og kærlig gourmethygge. Selv midt i storfamilien fik vi etableret madfællesskab med andre familier. Med børnene myldrende om haserne, og os med storfamilien kunne rånyde at få maden serveret og tiltuske os noget voksenselskab over kartoflerne. En søndags-frokost-madklub kombineret med to timers badminton varede i flere år. Min eksmand kunne låne to sammenhængende idrætssale på det gymnasium, han underviste på, og voila: alle redskaber ude til ungerne i den ene sal, og indædte par-badmintonkampe mellem de voksne i den anden.

Efter idyllen krakelerede og jeg indtog livet som single og alenemor til tre, etablerede vi på mit nye arbejde en gourmet madklub for dem uden kærester. Gentagne dates med samme person diskvalificerede for medlemskab uden nåde. Konceptet var gourmet oplevelser. Finere middage med flere retter. Vi skulle kort sagt kræse for hinanden, når der nu ikke var andre, der gjorde det. Klubben døde en slags naturlig død, fordi folk ikke kunne overholde grundreglen om ikke at gentage dates. Men jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der er tilbage i udgangspunktet. Nu bor vi bare for spredt i landet.

Senere fandt vi sammen i andre singlemadfællesskaber, som jo let kom til at hænge sammen med noget forlænget dansetur i byen. Og havde det venindesjovt på den fedeste måde, der som regel handlede om at drukne i rødvin eller spændende drinks.

Men nu jeg har rykket mit singleliv til hovedstaden, savner jeg noget madfællesskab. For Guds skyld ikke noget stramt sundhedskoncept, men bare almindelig sund og lækker mad. Kunne sagtens være på hverdagsaftner. I weekenderne udnytter jeg jo mine venner og mine unger. Så kom frit frem. Kender I en københavnermadklub, der mangler et medlem? Eller er der nogen derude, der vil være med?

20120527-110254.jpg

by - 3 kommentarer

Når verden nærmest eksploderer i smukhed

Nu skal man ikke lade sig narre af, at denne post er skrevet i kategorien hverdagsliv. Og man skal heller ikke lade sig narre af, at det bare er en helt almindelig torsdag. Som strengt taget hører til i hverdagskategorien. Men når sådan en torsdag springer ud som en dag, hvor jeg når det jeg skal. Og løber den dejligste tur på Kalvebod Fælled, hvor jeg ikke kommer så tit, fordi en vis venstre hæl ind imellem blander sig. Og når jeg som bonus også får importeret de første sommerblomster til terrassen. Ja, så er den allerede lidt på vej væk fra det hverdagsagtige.

Og når jeg så endnu senere går den smukkeste tur på Amager Fælled, mens alt det grønne dufter for fuld kraft, fuglene synger, frøerne kvækker og tjørnebuskene blomstrer over det hele. Og jeg får lejlighed til at vise min legeplads frem i al dens magt og vælde. Så kan man kun slutte en antihverdags torsdag af med liflig hvidvin på Bryggen.

For endelig at falde fuldstændig i svime over verdens smukkeste solnedgang, mens jeg trisser hjem langs vandet. Og bare er lykkelig for at være mig lige her i Sydhavnen.

20120524-231717.jpg

20120524-231726.jpg

20120524-231735.jpg

20120524-231742.jpg

20120524-231749.jpg

by - 6 kommentarer

Om vrangforestillinger og tvivlsomme selverkendelser

Lige så meget, som jeg elsker at trække i vandrestøvler eller løbetøj, elsker jeg høje hæle, neglelak og feminine outfit. Jeg har en pænt imponerende skosamling og har midlertidigt forbud mod at købe flere. I mine skabe hænger kjoler og fint silketøj, som jeg med stor fornøjelse ifører mig også på hverdage.

De mange gange jeg har været på ekspedition i bjergene og er kommet beskidt og ildelugtende hjem, har jeg fået et akut behov for noget modvægt til alt det praktiske og ikke-så-feminine. Og er nærmest gået amok i stilletter, nylonstrømper og læbestift. Og har pladret parfume ud over min lille krop. Jeg bliver ikke spottet i sportstøj eller outdoor’ish style på stenbroen, med mindre jeg er i løb.

Men jeg glemmer, at den slags ikke egner sig til lange cykelture eller ture over fælleden på jagt efter urter. Derfor må jeg nu endnu engang minde min indre indkøbschef om, at sommerfrakker i sarte lyse farver fremover må være udelukket fra mit repertoire. Der er en grund til, at sort går godt hos mig.

For nu hænger min lyse, fine sommerfrakke til tørre efter vask og febrilske pletfjerningsforsøg. Med en stor og stædig blå plamage på ryggen, som ikke vil score point i kontorlandskabet. Og som en anden Emil-fra-Lønneberg har jeg ikke den fjerneste idé om, hvor den blå farve kommer fra. S-toget? Rygsækken (man cykler ikke med rygsæk i sart sommerfrakke)?

Suk.

by - 0 comments

Reality check point number one

Engang for 3000 år siden, da jeg var en gift kone, var min mand og jeg alene i byen i Cambridge. Vi var blevet lidt sjove og bimlede, som forældre bliver det, når de slippes løs alene. Pludselig pegede han på en lygtepæl og brød sammen af grin. – This is reality check point number one, hikstede han gennem grinehulk. Jeg gloede lettere målløs på ham og svansede over og kiggede på lygtepælen. Og det var det. Reality check point number one. Jamen det stod der altså, på et lille bitte  metalskilt midt på lygtepælen. Ham, min mand, var engang stødt på det tjekpunktet for virkeligheden midt i en rus af sjov tobak sammen med min svoger. Og nu stod vi der og tjekkede ind på virkeligheden.

Når nu jeg har tendenser til at tro, at verden drejer rundt om mig, er det godt at gå ud i den verden og tage et reality check. Bare for at lande på begge fødder og flytte fokus lidt fra min slidte navle.

Jeg gør det cirka en gang om måneden, finder mit reality check point number one. Når jeg træder ind i Røde Kors Sundhedsklinik for udokumenterede migranter, som de officielt hedder. Her arbejder jeg sammen med læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, tandlæger og en psykolog om lidt nødtørftig sundhedsfaglig hjælp til nogle af dem, ingen andre vil løfte en finger for. Dem der ikke har lov til at være her. Dem der lever her og der. Gemmer sig i små kolde lejligheder sammen med alt for mange andre. Dem som sover på bænkene, selvom det er frostvejr. Dem som gemmer sig, fordi de har deres familie, deres små børn her. Måske er det rigtigt, at de ikke må være her. Men vær helt sikre på, at sjovt har de det ikke.

Og det sætter ligesom mine små dagligdags problemer i relief. Alt omkring min familie ånder fred. Vi kan være sammen, når vi har lyst. Eller brug for hinanden. Vi kan lade hinanden være uden bekymring for, hvad der kan ske os. Vi vælter os ikke i penge,men vi har plads og varme og ly for vinteren. Vi kan elske uden risiko for andet end sårede hjerter. Vi kan sende vores børn i skole, og vi kan mene, hvad vi vil  om regering og politik. Vi kan endda skændes om det og alligevel sætte os sammen i bussen.

Jeg kørte hjem igen med bus nr. 10 på vejen hjem efter endnu en aften i sundhedsklinikken. Som åbenbart aldrig holder op med at overraske. Et andet virkelighedstjek viser mig nemlig, at der findes rigtig mange danskere, som er enormt hjælpsomme mod dem, der har brug for det. De hjælper dem bare sådan uden videre. Danskere er bedre end deres rygte.

Da jeg steg af bussen, mærkede jeg en hånd tage fat om min arm. En fyr, der kunne ligne en roma, så mig i øjnene. Du, her betaler man dyr husleje, ikke, sagde han, mens han slap min arm igen. Jeg steg af. Bussen fortsatte gennem det gamle Sydhavn til Brønshøj Torv.

Reality check point number two. Jo, her betaler man dyr husleje.

by - 0 comments

Forårsfornemmelser

Ovenpå alle de eksotiske rejsefortællinger fra Marokko, er det godt, at Amager stadig er uovervindelig. Og at Sydhavnen er mit yndlingssted på jorden.

Morgenen lokkede tidligt med strålende sol og blå, blå himmel. Jeg vågnede tidligt og trak i løbetøjet. Skiftede hurtigt mening om den kortærmede og trak lange ærmer på. Der var noget ualmindelig krystalklart over hele verden. Luften var frisk og ny, og jeg har aldrig set vandet i havnen så klart. På Amager Fælled var dyrelivet ved at vågne,og to småfornærmede rådyr sprang ud fra buskene. Løbere og hundeluftere hilste venligt. Vandpytterne på fælleden havde frosne overflader, og græsset var dækket af rimfrost. Men solen. Solen varmede på forårsmåden.

Da jeg kom hjem, kylede jeg badetøj og håndklæde i tasken og løb afsted til havnebadet. I det vinteråbne bassin svømmede små fisk, og vandet var stadig bidende koldt. Sikke en forfriskning. Jeg hoppede i to gange og lunede mig lidt i solen. Jamen det gjorde jeg. Det ER faktisk forår.

Og så slentrede jeg forbi Riccos Kaffebar og købte en Cafe Latte med ud i solen. Og var bare helt igennem glad for at være mig lige der i Sydhavnen.

Og nu sidder jeg i sofaen og ser tv lige så forsigtigt. Fordi inde ved siden af, i soveværelset, ligger mit allermindste yndlingsmenneske og sover. Mens hendes far og mor har deres allerførste alene-kæreste-nat i et år.

20120405-221146.jpg