For en time siden sad jeg flad og slatten på stolen foran min computer. Mens jeg badede i selvmedlidenhed over at have arbejdet næsten uafbrudt, siden jeg vågnede kl halv fem. Kun afbrudt af en time på cykel fra Glostrup. Hovedet værkede. Benene var tunge. Lort.
Men siden da har jeg løbet rundt på Amager Fælled i et friskt tempo. Mens jeg kiggede på skyer.
Nu gider jeg godt igen. Også selvom jeg arbejder videre, til jeg sover.
Og sådan er der så meget.
Opvaskemaskinen tøffer i baggrunden, og vaskemaskinen snurrer. Der er blevet stille i stuen. Vera og Sofie er draget i vuggestue og til jordemoder. Jeg er hjemme. Og jeg har pakket mig ind i kærlighed og gensyn.
Sofie er stadig ikke blevet til to. Deres lejlighed er ikke blevet helt færdig, så de bliver boende i Sydhavnen lidt endnu. Jeg har sovet på sofaen og er blevet vækket af små trippende fødder og en varm barnekrop, der hurtigt som et lyn smutter under min dyne. Så har vi ligget der sammen og vågnet stille til Sydhavnens morgenlyde, mens vi har kigget ud på himlen.
De øvrige yndlingspiger har været forbi og fået velkommenhjemkram, og Alma synes, at der jo er rigtig god tid til en teltferie nu.
Jeg har løbet de første ture på det flade Amager. Og kan glæde mig over at kunne spurte til toppen af Mount Anna – med Vera i løbevognen. Løbeture med Vera er altid særlige. I går samlede vi sten, som vi gemte i nettet. Fordi Vera har opdaget underet ved at kaste sten i vandet. Vi sang og råbte og hujede. FYI er det en særlig udfordring at synge ‘Se min kjole’ i løb. Bagefter smed vi først alle stenene i vandet fra pontonen. Og jeg sprang i kanalen, mens Vera hujede og skreg af grin.
Det er godt at være hjemme. Jeg tager Vera med på sommerbesøg i Mols Bjerge. Og tager løbevognen med. Mens forældrene kan holde et par fridage. Eller føde. Eller hvad de nu beslutter sig for.
Jeg kan bare glæde mig over at have ferie endnu og at turen har efterladt mig i ret god form. Faktisk har jeg glædet mig over den sidste uge med løbeture i bjergene. Selvom min egentlige tur blev afbrudt. Der kommer ferierefleksioner i de kommende dage.
I nogle måneder har billetten til North Side siddet i klemmen på min reol og sendt glædebølger ned i maven, når jeg har set derhen. Jeg er gammel festivalhaj med hundrede års erfaringer fra Danmarks Smukkeste, hvor jeg styrede Informationen gennem mange år. Sammen med alle mine hurtigtvoksende børn og deres lige så hurtigtvoksende venner. Og mine egne venner. Og søstre. Ren nepotisme der.
Men jeg blev syg. Og for lidt i vild i alting. Kunne ikke overskue mængder af mennesker, larm og skøre krav. Var på festival en gang eller to og havde den helt mærkelige oplevelse at kunne gå anonymt omkring. Ingen kunne længere kende mig. Så jeg flygtede og gemte mig lidt bagved gardinerne. Voksede måske på en måde fra festivalen. Troede jeg.
Lige til jeg så programmet for årets Northside Festival i Århus. Og havde hørt på Amarorama, som endeløst og åndeløst kunne fortælle om den nye festival i Århus. Men musikprogrammet…. indeholdt næsten alt, hvad jeg kunne drømme om. Så i verdens hurtigste dankort-snuptag havde jeg købt en billet. Der kom med posten et par dage senere. Og indtog hæderspladsen i klemmen på reolen.
Selvom jeg alligevel måtte gå glip af koncerter, som jeg havde drømt om, fordi arbejdet sparkede mandagsmorgenmøder ind, var det en festival, jeg nok aldrig glemmer. Jeg hyggehangud med Amarorama, Pille og Signe. Havde dejlige gensyn med gamle venner. Hilste på Stine. Krammede Hulemor, som lige har scoret den bedste eksamen. Og nåede aldrig at finde Anne. Jeg hørte musik, der løftede mig ind i himlen, og musik der sparkede energi i mit gamle skrog. Jeg græd næsten til Nick Cave, fordi han gjorde noget, der var mere og større og vildere, end jeg havde håbet. Jeg mødte ny musik, jeg ikke kendte. Tegan and Sara f. eks., som jeg aldrig har lyttet til. Hørte Kings of Convenience, mens vi lå i græsset og nød solstrålerne og drømte om cava. Som vi glemte, da det pludselig var efterår senere samme dag.
Og så er jeg alligevel sådan en, som Amarorama må råbe spejdersvin efter. Fordi jeg står op og løber gennem gamle løbeture fyldt med nostalgi. Tog Signe med på løbesightseeing i Risskov langs stranden. Hvor jeg har fået så mange bank gennem årene. Løbebank, forstås. Fordi jeg løb sammen med en flok ugalante mænd, der med største fornøjelse trak mig gennem løst sand og sten. Men så dejligt at gense. Dufte til de massive ramsløg i skoven. Smutte forbi den Permanente med Danmarks bedste badeklub. Forbi min gamle roklub og forbi børnenes gamle skole. Og endelig gennem mit gamle sygehus på Nørrebrogade, gennem Universitetsparken og forbi mit gamle institut.
Og nu har jeg fået en lørdagsbillet til min gamle festival. Fordi vi alligevel ikke er vokset helt fra hinanden.
I går blev en slags skelsættende dag. Af den lille bitte slags i mit lille bitte liv. Ikke af den slags der giver genlyd i universet. I går løb jeg for første gang i noget, der ligner halvandet år, to timer. Langt ud på Kalvebod Fælled, hvor jeg ikke har været i meget lang tid.
Det er skelsættende, fordi jeg siden forrige jul har haft en skade i min ene lægmuskel, der har sat en solid stopper for lange løbeture. Det er skelsættende, fordi jeg pludselig med hele min krop kunne mærke, hvor meget jeg har savnet det. Jamen hun har jo løbet hele tiden, tænker du sikkert i dit stille sind. Jeg har løbet hele tiden, ja. Men i går mærkede jeg, hvordan to timer i løbeskoene gør godt i mit sind. Hvordan to timer i løbesko sparker til min kreativitet og virkesans. Og hvordan to timer i løbeskoene gjorde mig helt klar til at sætte mig til tasterne og skrive noget færdigt, som længe har drillet.
I omkring tyve år har jeg hver eneste weekend løbet lange to-timers-ture. I de fleste år har det været både lørdage og søndage. Og så har jeg haft et år uden. Hvor har jeg savnet det.
Det er som om savannen på Kalvebod Fælled dufter anderledes, når jeg løber længe. Fuglene synger højere. Og himlens blå bliver endnu mere blåt. Mine tanker flyder uforstyrret, til jeg driver ind i en slags meditativ kropslig ro.
Det var godt at hilse på mine gamle venner yderst på Fælleden. De stod der endnu, som de har gjort hver sommer. Og de lod mig igen løbe uforstyrret, men nedstirret, gennem de små spor på deres mark.
Pinsen har indhentet mig. Computeren gløder, og bogstaverne sprøjter fra mine fingre. Det betyder monsterlange arbejdsdage. Fordi alting nu er presset imellem vidunderlige forårsfridage og en sommerferie, der kravler tættere på for hver dag. Og al den gode frihed ændrer ikke på, at ting skal være færdige.
Så er det godt at have en skov lige ved hånden. Lige uden for kontoret, hvor jeg kan stikke af en times tid og spurte rundt i bakkerne. For en stund holder ordene pause, og jeg fortaber mig i grønheden og skovens dufte.
Verden er sjov, udbrød min kollega, da jeg gik forbi hendes kontor, jeg arbejder på at få energi til en løbetur, du løber for at få mere energi.
Svedende og tilfreds kan jeg vende tilbage til arbejdet og give det en time eller to mere.
Se, Kylling, mormor og Vera er på tur. Og Kylling er med, sagde Vera forleden. I vogn 32, et sted mellem Århus og København. Hun løftede Kylling op til ruden. Se, Kylling, det er et træ. Og det er en hest. Vi er på tur.
Sådan kan en ret almindelig tur hjem fra Århus få sin helt egen magi. Ved hjælp af en to-årig, der begejstret går på opdagelse i verden. Og tager Kylling med. Lige til Høje Tåstrup, hvor hun spurgte, om vi snart var færdige med toget. Ja, sagde jeg, nu skal vi kun køre en gang. Næste gang toget standser, skal vi af. Hvorpå den to-årige rejste sig op og bankede på ruden med sine små knyttede hænder. Stands, stop, råbte hun. Vera skal af. Stop, Vera skal af. Og jeg opgav at forklare hende om togstationer og køreplaner. Og opdagede at der alligevel kan være langt fra Høje Tåstrup til Hovedbanegården.
Alt det tænkte jeg på, da jeg igen i går kørte til lufthavnen for at kravle ombord på et fly mod Oslo. Jeg følte mig mættet med flyveture, hotelværelser og fremmede mennesker. Men jeg havde en aftale. Og prøvede ihærdigt at fremkalde en slags eventyrstemning omkring mig. Det gik ikke godt, så i stedet gik jeg til gaten, tændte computeren og arbejdede lidt videre.
I Oslo købte jeg billet til toget og kørte videre til Hamar. Som jeg ikke forventede mig meget af. Togturen greb mig. Den var gribende smuk. Med vand og bjerge hele vejen.
Da jeg stod af i Hamar, blev jeg mødt af Torkel på 87. Som var kørt til stationen for at hente mig i sin bil. Han tog varmt imod. Som var jeg en ventet ven. Han kørte mig til hotellet og insisterede på, at jeg fik lidt mad, mens han fortalte om sin studietid i København. Og spurgte interesseret til de hospitaler, han havde kendt dengang. Og han fortalte mig, hvordan jeg kunne finde vej til vandet på min morgenløbetur.
Derfor løb jeg den smukkeste tur. Og derfor er der også eventyr. Selv når man er på tur uden helt at have hjertet med. Og derfor står jeg måske op klokken fem i morgen tidlig for at få det sidste eventyr med.
Ynke-Yrsa er pakket tilbage i skuffen i pulterkammeret, hvor hun må leve sit hengemte skyggeliv. Så jeg kan fortsætte for mig selv, og løbe videre ud i verden med fingre og fødder, som jeg hele tiden har gjort.
Jeg kan ikke gøre så meget ved dem. Vi har langsomt vænnet os til hinanden og lever i en slags fredelig sameksistens. Med jubelhyl når de i perioder næsten forsvinder, dog. Jeg er ikke masochist. Jeg kunne måske tage noget epilepsimedicin for den slags smerter, siger min datter, som ved noget om det. Vil jeg have epilepsimedicin? Nej? Så vi må finde ud af det sammen, fingrene, fødderne og jeg. Det er en slags lynkursus i mindfulness, som jeg har lært det i Nepal. Livet er hele tiden fyldt med vilkår, som man må finde sin måde at leve med. Så de ikke bliver barrierer. Når man nu ikke kan ændre væsentligt på dem.
Når Ynke-Yrsa stikker sit jammerfjæs for langt frem, kommer fingrene og fødderne for meget i fokus. De tager fokus fra resten af mit liv. Fra de mennesker, jeg omgiver mig med. Fra det arbejde, jeg helst vil bruge en masse energi på. Jeg mister koncentrationen og mærker det onde for meget. Jeg bliver dum og kedelig. Og meget lidt rummelig. Ligegyldige opdateringer på Facebook om hø-hø eller ti-hi, billeder af katte eller fade med mad, løberapporter og sejhedshyldester…. kunne udløse et hidsigt tryk på unfriendknappen. Farvel og tak. Det gør mig ikke til et godt menneske. Det er bedst, når jeg lader andre have deres katte, mad, løb og hø-hø i fred.
Jeg lever altså bedst med fingre og fødder uden for meget opmærksomhed. Når jeg så alligevel lader Yrsa stikke fjæset frem fra tid til anden, er det mest for at advare om lammere i farvandet. En slags blanco-undskyldning, fordi jeg ved, jeg hvæser.
Så til den veninde, der skrev på Facebook, at Yrsa skal have lov at være der: Nej, det skal hun ikke. Hun tager simpelthen for meget energi. Energi jeg skal bruge på andre mennesker og verden omkring mig. Fordi de har meget mere brug for det end Yrsa. Og jeg har meget mere brug for dem end for hende.
Det er længe siden, min indre Ynke-Yrsa har stukket sit grimme fjæs frem her i mit lille urtebed. Men nu er hun her. Opmærksomhedskrævende, som altid, når hun bryder igennem. Det er også ret præcist et år siden, jeg sidst skrev om hende, og om at stikke lammere.
Hun piver over alle de tæsk, min krop har fået. Af så mange kemobehandlinger, så de fleste ville tro, det var løgn. Og kroppen piver, så jeg lover den skiftevis lammere og spabehandling for at holde kæft. Når Ynke-Yrsa har held til at bryde igennem, er det fordi jeg bliver bekymret. Eller jeg bliver bekymret, når det lykkes hende. En del af prisen for at leve har været at føle mig virkelig meget i live på den kedelige måde. Også på den fede måde. Utroligt meget på den fede måde, men i live på måden hvor jeg har ondt næsten hele tiden. Jeg kan sagtens leve med det. Fordi det ligger nogenlunde konstant. Og fordi det fordufter ind imellem. Og fordi en af gevinsterne har været en veludviklet evne til at håndtere smerte. Min smertehåndtering handler ikke om at dele oplevelsen.
Men når det ligner noget, der bliver værre. Og hyppigere. Og længerevarende. Bliver jeg lidt bekymret. Er det forvarsler om noget dalende førlighed på sigt? Er det bare en periode, eller er det en stigende kurve fra nu? Er der krøllede, stive led længere fremme?
Jeg kan leve med nerveskaderne. Som giver en følelse af at vandre på luftpuder på ulmende gløder. Som giver sovende og brændende fingre. Vi har nærmest vænnet os til hinanden.
De hidsige angreb på mine fingerled og tæer kan jeg også tilgive kroppen og universet. Selvom de får mig til at pive lidt på dårlige dage. Men når jeg i ugevis har roterende rundsave i fingre, tæer, håndled og fodled. Og når knæ og albuer ømmer på den påtrængende måde. Og særligt når hofter og skuldre begynder at brumme med på en stille baggrundsbas. Bliver jeg bekymret. Og arrig. Og ikke særligt overbærende.
Når mine løbeture bliver overlevelsesture, og jeg hele vejen hvæser af kroppen, bliver jeg grundsur. Og så er det, at jeg let kommer til at stikke verbale lammere. Også til helt uskyldige, velmenende mennesker, som bare klapper Ynke-Yrsa på skulderen. På forhånd, undskyld.
Og, ja, jeg skal nok. Aflægge min nye læge et besøg, hvis jeg bliver bekymret nok.
Tak, fordi jeg fik luft. Og pil så af, Yrsa.
Jeg elsker lidt at gå i mine gamle fodspor, når jeg hænger ud med familien og vennerne i Jylland. Jeg springer i løbeskoene og genoplever ældgamle spor. Jeg snuser til gammelkendte naturområder. Jeg går langsomt rundt i Århus, mens jeg jagter påskeæg til trængende børn. Mens jeg indånder luften af den by, der har huset mig i flest år. Jeg drikker kaffe på kendte steder, mens jeg genser gammelkendte venner. Jeg græmmes i hemmelighed over byens forandringer og lukkede forretninger.
Jeg oplever i billeder uden mange ord. Løbeturene langs Gudenåen og Brabrand Sø minder næsten om en slags forår.
Nu laver jeg helt undtagelsesvist en slags reklame. Jeg fandt nemlig et nyt busselskab, Rød Billet, som kører til Århus for næsten ingen penge. Så billigt var det, at jeg tog bussen til Århus og smuttede på banegården for at tage toget resten af vejen til Randers. Hvor mine forældre ventede. Jeg nåede lige at kramme en lille smule på Århus. Mens jeg glædede mig over at have sparet en bunke penge.
Et besøg hos mine forældre kræver mindst én løbetur langs Gudenåen. Det blev til to, men den ene var nærmest mørk. Min formiddagstur gennem Fladbro Skov og videre langs Pramdragerstien var tæt på at slå mig fordærvet. Det var den glatteste tur denne vinter, og jeg slog en elegant saltormortale på et sted, hvor det kunne se tilforladeligt ud. Og landede hårdt på den balde, der var ømmest efter onsdagsyogaen.
Nogen i en bus fik et gyldent øjeblik.
Helles Blog 