Jeg iler med nye rejsefortællinger, inden den ferie smutter hen i glemmebogen af bar forskrækkelse. Over den hverdag der tromler hen over den.

Efter min ørkentur vendte jeg tilbage til Marrakesh og speedede op på eftersøgningen efter en guide til Atlasbjergene. Altså en fysisk menneskeguide. Fordi jeg intet kender til de bjerge og gerne ville op og gå rundt i dem. De stod der og lokkede med deres snedækkede tinder i det fjerne. Jeg kunne se dem fra Marrakesh. Og jeg havde krydset dem i bil på ørkenturen. Men det blev en af de planer, jeg droppede, fordi guiderne ville have svinemange penge for at ledsage mig. Og jeg ved godt, at lokalfolkene skal støttes af turisterne, men jeg er for gammel en bjergged til at lægge en mindre formue for selskab på turen. Med ét slog det mig også, at det måske heller ikke ville være verdens bedste plan at smutte langt væk fra alting – alene med en marokkansk mand. Guide eller ej.

Farvel plan og farvel bjerge. Og goddag nye plan og hejsa til Atlanterhavskysten. Tidligt næste morgen pakkede jeg rygsækken og marcherede gennem et søvnigt Marrakesh på jagt efter busstationen for Supratours. Og selvfølgelig gik jeg vild. Og nej, selvfølgelig tog jeg ikke en taxa. Jeg trampede troligt videre i den tiltagende sol. Jamen jeg fandt den også til sidst. Busstationen. Da var morgenbusserne bare kørt, så jeg måtte vente fire timer. Og de kørte i øvrigt slet ikke til den by, jeg havde i kikkerten. Men jeg har ikke tilbragt mit liv i det danske sundhedsvæsen for ingenting. Der bliver man nemlig både fleksibel og forandringsparat (jo man gør), så jeg fandt bare en anden by. Og ventede. Fire timer. Det gjorde ikke så meget. Jeg dumpede min rygsæk og gik på opdagelse i nabolaget, som var et helt andet end de centrale bydele. Her boede almindelige mennesker med almindelige jobs. Imellem boligblokkene gik geder og græssede, og ikke så langt derfra var byens nye og flotte banegård.

Og endelig var det tid. Endelig kunne jeg indskrive rygsækken til bagagerummet og kravle ind på mit sæde i bussen. Og så gik turen til Essaouira, som er en lille historisk fiskerby. Med Lonely Planet i hånden fandt jeg hurtigt et hotel og slog mig ned. Det var næsten aften, da jeg kom, så jeg nåede ikke meget andet end en hurtig tur op og ned ad gaden, aftensmad og et par timer med min bog. Hotellet havde tagterrasse med udsigt, og der nød jeg morgenmaden, mens jeg kiggede ned på marokkanske drenge, der spillede fodbold.

Essaouira var på sine måder en smuk lille by. Strandene var surferstrande med massiv vind hele året. Fiskerihavnen var skidesjov, sådan som fiskerihavne er det i hele verden. Her blev landet fisk i rå mængder. Byens koner og krofattere var på stikkerne for at gøre gode handler, og der summede af liv. Jeg satte mig længe og iagttog sceneriet. Og blev gloet lige så meget på, som jeg gloede på dem. I al venskabelighed.

Jeg var ved at nå et mætningspunkt for turist-effekten. Var fed up med folk, som ville vride penge ud af mig. Var tæt på at kaste op på marokkanske mænd, der troede, jeg måtte mangle lige netop dem. Så jeg fandt et buskontor og købte en billet til en anden kystby fire timer længere nord på. Til næste morgen. Og så gik jeg på gallerier. Den lille by er nemlig samlingspunkt for kunstnere. Noget med lyset. Og turisterne, no doubt. Jeg fandt et lille galleri, som udstillede for et kunstnerkollektiv, og købte jeg alligevel et lille billede, malet af en lokal kvindelig kunstner.

Efter endnu en nat på mit fine lille hotel, stod jeg igen op tidligt, pakkede rygsækken og prajede denne gang en taxa, da jeg var nået udenfor bymurene. Som pænt afleverede mig ved bussen til El Jadida. Mit næste stop.

To be continued…..