Category Archives: Rejseliv

by - 2 kommentarer

Sidespring

Der er intet i verden som koncentrerede opgaver, der kan sætte gang i små og store sidespring. Sovt som vasketøj og oprydning kan være mere tiltrækkende end at blive siddende med fingrene klistret til tastaturet. Tanker drager på langfart, og pludselig er det vigtigste i verden at bestemme, hvor den der ferie skal gå hen. Den ferie der skal kompensere for alle de timer, jeg arbejder.

Derfor har jeg opdaget, at jeg kan flyve til Marrakesh i Marokko for 2000 kr. Og der har jeg aldrig været. Skulle man så måske ikke bruge et par uger i slutningen af vinteren på at rejse på opdagelse? Og få fyret nogen af de utallige ekstratimer afsted på noget fornuftigt? Lidt hurtigt sidespringssurf på nettet er overbevisende. Og endnu et sidespring, så har jeg bestilt Lonely Planets bog om Marokko. Nåmen så er det jo næsten besluttet. To uger, så kan jeg både nå at snuse lidt rundt i de gamle byer og plaske lidt rundt i Atlanterhavet. Alene? Hvorfor ikke? Altså er der nogen, der vil med? Så er I velkomne. Men ellers er de flybilletter nok bestilt hurtigere, end noget kan stave til sne og is.

Kurven med gamle aviser er blevet tømt, og sengetøjet er nyvasket. Mit hjem ligner et bombekrater, og jeg giver småforvirrede svar i telefonen. Når det ikke drejer sig om mine projektbeskrivelser. Jeg er fuldstændig krøllet i hjernen. Det eneste, der pipper ud af min sammensnerpede mund, er ord som ‘patient empowerment’, ‘telemedicin’, ‘sundhed.dk’, ‘evaluering’, ‘brugerinvolvering’, ‘patienttilfredshed’, ‘patientdagbog’ – og det er ikke lige relevant i alle sammenhænge.

Deadline presser sig på, men jeg må stikke hovedet ud af min puppe i morgen. Og forholde mig til verden udenfor et par timer. Inden jeg igen burer mig inde og skriver færdig. Og afleverer. I morgen. Jo jeg gør.

Nå ja, man kunne måske have været i bedre tid. Men når nu familien kaldte sammen fredag i Århus til fejring af nevøs 17 års fødselsdag. Og til familieabejdsweekend i familiesommerhuset på Mols, må man jo tage de sidespring med.

Familieråd om flismaskine

Eller når Heather Nova spiller op i Vega og pigerne i min lille familie er klar? Og hun leverer et brag af en koncert. Meget langt fra tøserock og meget mere rigtig rock. Fuld af power. Og alligevel når at kalde gamle kærestesorger og hygge-heartbreak frem. Jamen så må man tag det sidespring med også. Og lide lidt med pressede deadlines.

Imens må man hygge sig med at se frem til rødvin og hyggebesøg lørdag, og til søndagspandekager med mine unger søndag.

by - 3 kommentarer

Små afstikkere og belønninger

Jeg er krøbet i selvvalgt eksil for at strikke fire projektbeskrivelser færdig. Fire døgn uden nævneværdig kontakt til den omgivende verden. Det er som at sidde i slutfasen af et speciale. Hvad det måske på en måde også er. En slags eksamen. Bliver der sagt GO eller NO til projekterne? På en søndag, spørger du? Ja, på en søndag. Hvor jeg også slås med en computer, hvor mellemrumstasten konstant sætter sig fast. Ja ja okay. Jeg har spist rugbrød hen over computeren mere end én gang. Jeg vil ikke udelukke, at der ligger en krumme dernede i mørket under b’et.

I slutscenariet for specialeskrivning – og for projektskrivning – indgår ubændig lyst til at rette blikket andre steder hen. Små afstikkere til Facebook og bloglæsning må begrænses med hård hånd. Jeg er nødt til at udnævne mig selv til koncentrationsfascist. Vasketøjet gribes med en hidtil uset fornøjelig mine. Og jeg må venligt, men bestemt, begrænse det til vask af ildelugtende løbetøj. Fordi ildelugten giver mig lyst til at styrte ud af mit projektfængsel. Resten må vente. Og kan vente.

Lysten til timelange løbeture kan næsten ikke tøjles. Men igen. Nej,  må vente. Jeg må nøjes indtil onsdag. Bare korte ture, for ikke at dø af indelukkethed.

Spisebordet er ryddet og fyldt op med projektpapirer. Kaffe og the og dansk vand er linet op sammen med æbler og bananer. Væk med avisen, bogen, bladene og alt det andet. Nu er her projektrum. Jeg savner gardiner, så jeg kunne lukke omverdens øjne ude fra det tiltagende rod omkring mig. Og lukke mine øjne ude fra at søge ud i gården. Eller ud i vandet i kanalen.

Og så skriver jeg. Og skriver og skriver og skriver. Laver indviklede organisationsdiagrammer og risikoanalyser. Mens jeg bander højere og højere over taster, der sætter sig fast.

Jeg søger med vekslende held at lade være med at tænke frem til onsdag aften. Og den flaske vin, jeg MÅ have med til madklub.

Eller den ferie, jeg prøver at planlægge i marts. For at have noget eventyr og varme at se frem til. Og for at kompensere for de alt, alt for mange timer, jeg har puttet i det der arbejde i de sidste måneder.

Får du ikke ekstra betaling for alt det her, spurgte en direktør, jeg samarbejder med, fornylig? Og nej, det gør jeg faktisk ikke. Men jeg tager fri. Stikker af. Ud i det blå på eventyr. I stedet for ekstra penge. Det er min form for kapital.

Men fingrene søger gang på gang hen på Momondo.com for granske flypriser til det ene eller det andet sted. Mens jeg får indre drømmebilleder. Og mens koncentrationsfascisten med skarp stemme kommanderer mig tilbage til den virkelighed, som er lige nu.

Så nu kan jeg ligeså godt stikke fødderne i løbeskoene og løbe ud over Amager. Og glæde mig over, at jeg for lang tid siden har købt billet til koncert i Vega i aften. Sammen med de fleste af pigerne i min familie til noget fælles tøserock.

Update

Arbejdsfascisten tabte big time, og den frihedshungrende løbepacifist sejrede, da hun alligevel stak af i 1½time ud over stepperne på Amager. Trods tiltagende tåge og dis. Og om lidt stikker hun i byen på nydelsestur. Til hendes forsvar faldt der adskillige projektbrikker på plads under løbeturen. Det sker jo.

Og tak for jeres søde kommentarer. Jeg håber, arbejdsfascisten giver tid til at svare.

 

by - 1 kommentar

Brændte eventyr?

For fem måneder siden forlod en kær kollega vores etablissement i Hillerød for at søge nye græsgange. Jeg følte savnet, allerede inden hun havde ryddet sit skrivebord. Og tomheden råbte fra hendes forladte kontor i dagene efter. Vi har en fælles passion for store eventyr. Havde begge fundet en slags hjem i antropologien og har en glubende appetit på fantastiske historier. Derfor forærede jeg hende, sammen med en anden kollega, en udflugt til Hundested og Knud Rasmussens hus.

Vi er travle mennesker, og turen blev udskudt. Og udskudt igen. Til vi endelig svor en hellig ed om den 22. oktober. Som intet skulle kunne få os til at ændre på. Vi glædede os på den langsomme og forventningsfulde måde. Skrev små sms’er og mails og lagde planer. Hundested er en rejse væk. Og dagen skulle nydes på oplevelsesmåden. Vi havde derfor sat hinanden stævne allerede kl 9 på Hovedbanegården, hvor vi satte kursen mod Hillerød. Her mødtes vi med anden kollega og trimlede over i Hundestedtoget. På vej på et lille eventyr.

MEN I GÅR VAR DET FUCKING HUS BRÆNDT!??!!

Ikke sådan til grunden. Men nok til at være lukket. Og til at alt strå fra taget var flænset ned for at bremse branden. Et lille trøsteskilt sad på døren. Det fortalte, at huset var lukket indtil en gang i foråret. Men at det ville åbne i intakt stand. Til foråret. Jamen for hulan da. Kunne det ikke have ventet med at brænde til i morgen? Eller bare i eftermiddag? Af alle dage, hvordan kunne det så ske netop dagen før vores besøg? Er det nemesis? Universets hævn, fordi vi var for travle til at komme ud af røret med det samme? For at lade os opsluge af noget arbejde? Eller for at glæde os som tøsede pigebørn på skoleudflugt?

I Hundested samlede vi endnu en kollega op. Og så gik vi da en tur der langs stranden i Hundested. Smuk tur, selvom nogen havde forladt hovedstaden i højhælede sko. Som ikke er specielt terrængående i sand og sten. Og som ikke var kønne bagefter. Vi spiste æbler og boller i græsset udenfor det brændte hus. Ikke nogen ringe udsigt ham Knud havde sig. Når han var hjemme. Og Hundested er pæn. Og kan godt holde til en heldagsudflugt. Også med brudte drømme og brændte huse. Vi sluttede med fiskefrikadeller og plankeøl i det lille Halsnæs Bryghus på havnen. Plankeøl, spørger du? Det er fire forskellige slags øl, serveret på en planke.

Lørdagslærdom? 1. Lad dig ikke kyse af brændt hus. 2. Hundested og high heels er en dårlig kombi. 3. Udsæt rengøring, referater og opvask, men aldrig et eventyr. 4. Må jo til Hundested igen. Til foråret.

by - 7 kommentarer

Facebook og gensyn

Vi mødtes for syv-otte år siden i verdens smukkeste by, San Martin de los Andes i det nordlige Patagonien i Argentina. Og I kan godt spare jer for  at kaste alternative kandidater på banen. San Martin de los Andes er bare verdens smukkeste. Sådan er det, så hold bare op. Basta.

For nogle dage siden mødtes vi så igen, Agustina og jeg. Midt i København, hvor hun sad på stensætningen ved Nyhavn, hvor havnerundfarten lægger fra. Syv – otte år. Det er pænt lang tid fra et tilfældigt møde i en lille by langt ude i de patagoniske vildmarker. Og så var det bare smadderhyggeligt at ses igen.

Hvordan går det til, spørger I måske. Facebook, my friends, siger jeg bare. Facebook har sat mig i stand ttil at bevare noget kontakt til rigtig mange af de forskellige mennesker, jeg har mødt på rejser rundt om i verden. Og pludselig kan man så mødes i noget virkeligt liv atter engang.

Nåmn, historien, for sådan en er der jo. Jeg rejste alene rundt i Argentina og ankom til San Martin de los Andes med en totalt latterligt stor rygsæk. Jeg ved faktisk ikke, om rygsækken eller jeg var størst. Jeg havde udset mig byen, fordi jeg gerne ville bestige en vulkan i nærheden. Alene. Jeg trængte til noget alenetid. For er der noget, der er svært i Argentina, er det at få alenetid. Folk er simpelthen så overstrømmende venlige og imødekommende, at man får forbud mod at kede sig. Jeg havde mødt ufatteligt mange søde og rare mennesker, som havde inviteret mig til det ene og det andet. Men jeg var på en måde blevet sådan lidt selskabstræt. Og jeg tænkte, at en lille bjergbestigning sådan midt i intetheden kunne være godt for sjælen. Derfor ankom jeg belæsset med bjergudstyr og varmt tøj. Og var sådan helt ærligt ved at segne, fordi det var herretungt.

Jeg havde udset mig et bestemt hostel, som andre havde anbefalet, og jeg slæbte min monsterrygsæk derop. Og havde selvfølgelig ikke reserveret, fordi sådan noget bruger jeg meget sjældent. Og alt var optaget. Jeg sukkede og slængte atter den store rygsæk på ryggen og fortsatte til det næste hostel. Jeg ankom tidligt om morgenen, fordi i Argentina er hovedtransportmidlet bus, og man kører de lange afstande om natten. Der var bid på det næste hostel. Jeg fik en seng og i overkøjen lå Agus. Hun er på alder med min ældste datter, men vi faldt omgående i snak.

Vulkanen, jeg ville bestige, lå 6-7 timer i bus fra byen, og jeg gav mig hurtigt i kast med at organisere min videre færd. Men så let gik det ikke. Derude, midt i banditland, hvor alverdens outlaws og gamle nazister havde søgt tilflugt gennem de sidste 100 år, – ja der var regler som ingen andre steder i det store land. Jeg skulle have tilladelse til det bjerg. Og der var krav om både radio, tjek af udstyr og dokumentation af erfaringer. Desuden gik der kun busser en gang imellem. Altså ikke hver dag. Jeg er ikke sådan at slå ud, så jeg fortsatte ufortrødent og fik faktisk en slags tilladelse. Og Agus trådte til som min uforbeholdne hjælper. Det lykkedes at få en busbillet nogle dage senere.

Det gav os nogle hyggelige dage sammen i den smukke by. Jeg kan stadig huskemine morgenløbeture langs søen, som byen lå ved. Det var betagende smukt. Jeg løb nogle kilometer ud af byen og vendte tilbage langs bredden. Vejen var hævet højt over søen, og det gav sådan et eventyrligt indløb til den smukke by.

Men alting har en ende, og en tidlig morgen tog Agus og jeg afsked. Jeg steg på en gammel bus og drog afsted til grænsen mellem Argentina og Chile, hvor Volcano Lanin ligger. Vulkanen har sådan en helt klassisk bjergform, som et barn ville tegne det.

Den ligger virkelig in the middle of nowhere. Man bliver smidt af bussen, og tænker WTF – her er ingenting. Men der er en lille lejrplads, og der er et kontor, som huser både grænsevagter og vulkanvagter. Her blev jeg underkastet et grusomt forhør, og min tilladelse blev afvist, fordi jeg ingen radio havde. Jamen hold nu op, tænkte jeg. Bjerget var bare 4000 meter højt. Hvad skulle sådan et cirkus til for? Men ham, der havde trukket vagttjansen den dag, var hverken til at hugge eller stikke i. Enden på det hele blev, at jeg kunne leje en radio nogle dage senere.

Lidt slukøret slog jeg mit lille bitte telt op og flyttede ind på lejrpladsen. Senere, da jeg sad og læste i solen, kom en lyshåret fyr forbi. Hi, I’m Jason, sagde han, og spurgte, hvorfor jeg sad der helt alene. Jeg forklarede ham alle mine besværligheder, og han fortalte, at han og hans venner skulle bestige bjerget næste dag. Vil du ikke med, spurgte han, så kan du jo bare være med i vores radio. Jamen jo, det ville jeg gerne, og pludselig var jeg en del af en lille gruppe. Der var Jason og hans argentinske kæreste samt tre andre argentinere. Og sådan blev det. Vi hyggede resten af dagen, og næste morgen begav vi os afsted på den første etape på bjerget. Vi overnattede i en – aj hytte kan man næsten ikke kalde det – en slags overdækket lejrplads. Hele aftenen fortalte vi historier fra vores forskellige hjemegne og havde det fantastisk. Jason er fra Alaska, og jeg har en stående invitation til at besøge ham. Når han er der. For han er lettere at møde i Himalaya eller Andesbjergene.

Midt på natten klatrede vi så det sidste stykke til toppen i den smukkeste solopgang.

Vi nåede toppen i et forrygende blæsevejr, så vi måtte have et fast tag i hinanden for ikke at blæse ned.

Jeg så ikke Agus igen. Vi mailede sammen, og en dag fandt hun mig på Facebook. Nu bor hun i Irland og var sammen med sine forældre i København på en lille ferie. Selvom vejret viste sine værste efterårstænder, var de ret betagede af vores by. Og jeg nød at kunne gengælde en smule af Agus’ hjælpsomhed og vise Københavns bedste sider frem. Hvad de syntes bedst om? Alle cyklerne, Dragør, fiskefrikadeller og wienerbrød.

Billederne er ikke mine egne. Det var længe før, jeg havde digitalt kamera, så jeg har været på togt med Google. Det sidste billede fra Lanin fik jeg tilsendt fra en i gruppen.

Og Jason? Ham er jeg selvfølgelig også venner med på Facebook, og vores veje har krydset derude i Himalaya.

by - 2 kommentarer

Yndigheder og andet i Türol

Nu skal det hele jo ikke plastres til med lækkerhed. Der må være balance i alting, og undervejs i de smukke bjerge i det fantastiske sommervejr, blev vi enige om at etablere en modeblog. Med kant. Det bliver en engangsforesteelse.

Vi starter derfor med mine gaiters, som på yndigste vis beskyttede mine sarte, feminine fødder mod grus, småsten og sne (!). Bemærk den fine farvemæssige afstemning mellem gaiters og Salomonsko. Det kan jo tilføre enhver trailsko et feminint touch.

Vejen ud af Chamonix faldt forbi dette par, som må kalde misundelsens orm frem i enhver med et grøntsagsbed. Jeg vil tro, de kan snittes henover vinteren, mens det kommende års grøntsager planlægges.

Nå ja. Min lille terrasse blegner en kende.

Jamen havenisser. Allevegne. Jeg ville have elsket at bringe et par stykker hjem til min søns altankasse. Jo, de er små nok til altankasser, og jeg er helt sikker på, at han ikke har en. Havenisse, altså. Og så er det jo en oplagt gave til en ung mand.

Jeg ved ikke med jer? Jeg har aldrig set noget lignende. Skulle jeg stjæle nogen børns aflagte gummistøvler og lave en opstilling uden for min hoveddør? Vil det ikke få enhver til at føle sig ekstra velkommen?

Dette køkken lagde bord til vores morgenmad en af de første dage på turen. Konen var utrolig venlig, men køkkenindretningen trodsede enhver beskrivelse. Ikke en ledig kvadratcentimeter noget sted. Rummet var proppet med køkkenudstyr, bøger, tykke mapper, havenisser, kattefigurer. Og pludselig tryllede fruen en iPad frem. Verden er mangfoldig. Og morgenmaden var god – og rigelig.

Påskeforberedelser?

Hmmmm…. høstgilde?

Og en enkelt elefant til AmarOamar. Jeg er sikker på, at hun ikke har en alpeelefant i sit elefantotek. Der stod den bare og skuede ud over mountainbikere på vej op og ned.

Alperne er et mangfoldigt sted.

by - 2 kommentarer

Noget om kønhed

På vores vej fra Chamonix til Zermatt mødte vi ikke nær så mange mennesker, som vi havde forventet. Men der var et par englændere og et par amerikanere, der krydsede vores vej flere gange. De var alle fire i tresserne. Det engelske par havde været gift i en menneskealder, og da de endelig var blevet af med børnene, var de begyndt at vandre i bjerge. De vandrede afsted om morgenen i hvide skjorter og hun i nederdel. Ikke så hurtigt, og de snuppede en lift eller en bus i ny og næ. Men de knoklede op over de samme høje pas, som vi gjorde. Amerikanerne var et nyere par, som ikke boede sammen, men som havde fundet en fælles glæde ved at vandre i bjergene. Hun gik meget langsomt, og de fulgtes ikke, men mødtes på ruten i løbet af dagen. “I’m slow, but I’m getting there”, sagde hun med et glad smil.

Hvad er det, der får os og endnu mere halvgamle folk til at knokle afsted time efter time, dag efter dag? Jo, nogen af os har en nærmest sygelig tilfredsstillelse ved at arbejde os til grænsen af vores formåen. Jo mere sved på panden, jo bedre. Jo mere hjertet er ved at sprænge brystkassen af anstrengelse, jo bedre. Men en del af belønningen er den ene udsigt efter den anden. Udsigter som vores lille nuttede land aldrig kommer i nærheden af at kunne give os. Jeg kan blive fuldstændig overvældet af al den kønhed. Mens jeg i min dagligdag sprinter rundt på cykel for at nå fra det ene møde til det andet, skriver rapporter, ansøgninger, artikler med tungen hængende ud af munden – og råber på underholdning i de frie timer. Ja så kan jeg i bjergene få timer til at passere med at glo på skyers bevægelser, sneen på bjergtoppene, solens vandring over himlen og små stædige blomster, der skyder op mellem klipperne.

Så here comes…… Mine ydmyge skud af fabelagtige udsigter, som ikke kommer til deres ret. Men som måske kan give et lille bitte indtryk. Og som måske kan friste andre til at stikke af ud i vildmarken og sjælefreden.

Mont Blanc massivet set fra Chamonix

Søen i Champex, hvor vores trætte, ømme fødder fik en velfortjent kølig afvaskning. Det var tæt på nuttet at indtage aftensmaden ved søbredden.

Ikke et skidt sted t tilbringe en nat, vel?

Skumringstime på terrassen.

Et hvil med udsigt.

Moiry-gletcheren set fra hytten. Eller det der er tilbage af den. Gletcherne er på hastigt tilbagetog i Alperne, og det er meget synligt.

Lille by på kanten

På vej op ad Matterhorn. Det er sgu da et imponerende bjerg, ikke?

For de interesserede anes starten på normalruten mod toppen. Den er desværre boltet hele vejen.

Hoernli hytten på Matterhorn, som er starten for topforsøg på normalruten. Og så er det vist nok med det bjerg.

Et kig mod Monte Rosa massivet fra Matterhorn.

Og således beriget med et lille bitte uddrag af alpe-kønhed, kan man jo roligt hilse en helt almindelig torsdag velkommen. Og forstå lidt af, hvorfor en amerikansk kvinde gider knokle sig langsomt afsted i 10-11 timer dag efter dag.

by - 8 kommentarer

Hvorfor løbe, når man kan……..?

Jeg er i den grad beamet tilbage til basen. Arbejdsbasen, that is. Og pludselig er det blevet en smule fjernt at lancere korte indlæg om to uger i Alperne. For slet ikke at tale om tid til at organisere billeder. Alle dem, der tror, offentligt arbejde er en loppetjans, tier stille eller får en lammer.

Men jeg kan ikke udsætte det uendeligt. Jesper har allerede produceret to afsnit fra turen, så dem er der ingen grund til at gentage. Af en eller anden grund kan jeg ikke linke det enkelte indlæg – eller kommentere, så I må tage hele hans blog med.

Og derfor bliver temaet for dette første indlæg lidt om rutens beskaffenhed. Med andre ord – her kommer lidt billeddokumentation af baggrunden for, at vi faktisk løb temmelig lidt. Det var der nemlig rigtig gode grunde til. Til gengæld gik vi pænt stærkt.

Står og kigger lidt drømmende mod Mont Blanc massivet fra Francoise’s hyggelige chalet i Chamonix. Altså inden vi startede. Francoise reddede vores røv den allerførste dag, da det hostel, vi havde booket hjemmefra, viste sig at være forladt, uden elektricitet og langt fra byen. So much for planning. Francoise var med i bussen fra Geneve og tilbød os en seng i sit chalet. Og viste sig at være en ret spændende kvinde, som jeg håber at se igen. Nu har vi i hvert fald altid overnatningsmulighed i Chamonix.

På vores anden dag misforstod vi helt dette og opfattede det som stejlt og løbeuegnet. Vi skulle blive meget klogere. Men noget skrammel at gå i var det.

Farvel Frankrig – og ned ad bakken ind i Schweitz.

Løbe her? Not.

På vej mod vores første af mange seriøse pas undervejs.

Heller ikke den anden side af passet gav lyst til at løbe.

En af ganske få lejligheder med en tynd softshell på. Vi bevægede os jo rundt i korte ben og ærmer med fuld sol på programmet stort set alle dage.

Løb? Nej vel?

Vi krydsede en del mindre vandløb. Her gælder det om ikke at være for langsom, men løb kan det næppe kaldes.

Ind imellem kunne det nærme sig mere klatring end løb eller hiking.

Og nu strejker WordPress, så det var hvad det kunne blive til på sådan en tirsdag. Næste afsnit bliver noget om betagende udsigter. Når WordPress vil igen.

by - 5 kommentarer

At komme hjem

Jamen halløj. Jeg har jo allerede været hjemme i 1½ døgn. Jeg elsker at komme hjem. Jeg elsker at se mine unger igen og alle de nye små minimennesker, de har lavet. Jeg elsker kram og gensyn og store smil. Jeg elsker at høre min mors og fars stemmer i telefonen, når jeg kan høre, at de bare har haft det godt.

Der skal nok komme masser af billeder og beretninger. I dag har jeg bare indtaget mit hood og været optaget af at være hjemme. Jeg dufter godt, har rent tøj på og har sovet i min egen seng.

Vi har haft det godt. Haft en masse sjov, skændtes så kaffen sprøjtede om ørerne, blevet gode venner igen, set fantastiske udsigter, mødt spændende mennesker – og haft det mest fantastiske vejr. Jeg ved, det er at dryppe salt i jeres sår. Men vores vejr har været med høj sol, blå, blå himmel og dejlige varmegrader. Temperaturen har de fleste dage ligget mellem 25 og 30 grader. Vi er blevet godt grillede, og mit fjæs er fyldt med fregner. Ikke en eneste gang har jeg haft jakken ude af rygsækken. Huen og handskerne har ligget i bunden sammen med Thures fiberjakke, og jeg har givet den gas i korte tights og singlet.

Vi har ikke løbet meget. Ruten var teknisk en hel del hårdere, end jeg havde forventet. Hver dag har vi krydset mindst et højt pas. Til gengæld har vi speed-hiket. Vi vandt tre dage undervejs ved at lægge etaper sammen, så vi ankom til Zermatt ni dage efter start i stedet for 12. Og vi kunne godt have gjort det hurtigere, fordi vi flere dage ankom til hytten først på eftermiddagen. Men vi ville også nyde det, og det var fint at have korte dage ind imellem.

Jeg har fået nye idoler. Vi mødte en del ældre/gamle kvinder, som vandrede alene i Alperne. Jeg elskede at møde dem. Der kom de. Stille og sejt arbejdende sig op og ned ad stejle pas. De ankom typisk sent til hytterne. Satte sig ved et bord med en lille karaffel rødvin, mens de nød den smukke solnedgang. Spiste et godt måltid og nød vinen, inden de trak sig tilbage til deres værelse eller seng. Det gider jeg godt, når jeg bliver gammel.

I dag? I dag har jeg vågnet langsomt. Nyt min morgente og læst aviser og magasiner. Sorteret lidt billeder og uploadet til Jesper. Og så ser det jo ud til, at vi har taget noget tørvejr med os hjem. Så efter frokost smuttede jeg alligevel i løbeskoene, de rene, og driblede en lille tur ud på Amager. Men så blev jeg grebet af stemningen og blev ved med at løbe. Langt ud på Kalvebod Fælled, hvor køerne og fuglene hilste på, og hjem gennem Amager Fælled og Nokken, så jeg fik hilst på det meste. Og GUDER var det godt med flade grusstier? Og løbesko, der ikke lugtede af selvdød gnu? Og jeg ved ikke, jeg kan tage fejl, men det føltes som om de kilo, jeg har smidt i Alperne, gjorde mig flyvende. Men hvad ved jeg. Jeg løber jo ikke med ur. Alligevel var der gået næsten to timer, før jeg var hjemme igen.

Og så må man jo åbne for det der internet. Læse lidt blogs, tjekke opdateringer ud, se på lidt nyheder – og så langsomt, langsomt lade blikket glide ned over de hunderedevis af mails, der ligger klar i indbakken. For i morgen tidlig er det igen alvor. Og jeg er på workshop den hele dag.

Og valget? I kunne ikke vente, hva? Jeg tror jeg gør som min søn. Går på biblioteket og brevstemmer – og melder mig helt ud af valgkampen.

Bjergløb eller badeferie?

Bjergløb eller badeferie?

by - 4 kommentarer

Melankolske finurligheder

En af de ting, jeg gør med stor fornøjelse sammen med tøsepigerne i min familie, er fælles koncertoplevelser. Min Sofie og jeg havde et mangeårigt crush på Heather Nova. Som jeg bare hørte alt for meget. Sådan er det med mig og musik. Jeg får nærmest en besættelse af en bestemt genre eller en bestemt kunstner. Og så kører den i iPod’en og på anlægget i en uendelighed. Eller jeg render til koncerter med samme kunstner, når jeg kan. Indtil jeg med ét får nok og kyler det hen i det fjerneste hjørne og skynder mig at finde nye musikoplevelser.

Men nu kommer hun, Heather Nova. Til Vega i november. Og nu har hun været forvist til nederst i bunken i 1700 år. Og vi vil ind og høre hende, vil vi. Derfor satte jeg et af de gamle yndlingsalbums på fuld styrke i aftes. Og blev helt overmandet.

Det forstår I sikkert ikke en skid af, men pludselig lå jeg i et koldt telt højt oppe i Andesbjergene med noget snestorm husende om ørerne. Det album var ét af tre, som kunne være på min MP3 afspiller. Og det kørte igen. Og igen. og igen. Og igen. Mens vi var indesneede i dagevis.

Faktisk var jeg ret elendig. Ikke ret meget gik, som det skulle på den ekspedition. Vejret var råddent. Og havde tæret al fernis af os. Venskaber var hårdt prøvede og hang i den tyndeste tråd. Vi var vel på en måde tæt på at slå hinanden ihjel i vores små tomandstelte der højt oppe på bjerget. Min kæreste havde slået op lige inden afrejsen. På en rådden måde. Og vi nåede slet ikke de toppe, vi havde planlagt. Vi var trætte af vores frysetørrede mad, og nærmede os bunden af forsyningerne. Vi var tynde og lugtede fælt af hengemte gnuer. Og vi var dødtrætte.

Jo, der var langt mellem jubelråbene, og Heather Novas tøsetuderock gled rent ind i mit ømme sind. Jeg har vel stort set ikke hørt det album siden. Og musik kan sådan noget. Kaste mig hovedkulds tilbage i en følelse. Og her sidder jeg i min lyse, lune stue og mærker råkulden på bjerget, frustrationen over alle udfordringerne og raseriet, sorgen, kniven-i-såret følelsen over den dumme kæreste. Ekskæreste, that is.

Og så løfter jeg blikket og ser ud på solen og tænker, at jeg egentlig ikke ved, hvordan den ekspedition ville være endt, hvis ikke Heather Nova var med. Vel? Fordi drengevenner er fantastiske, men de kan ikke det der, som nogen veninder og tøsetuderock kan. Sådan supporte noget lidelse på nydningsmåden.

Så vi skal da ind og høre Heather Nova i november. Hun skulle bare vide, skulle hun. Prøv lige og mærk, hvor hyggeligt det kan føles at være ulykkelig:

by - 4 kommentarer

En sej gammel eventyrer

Jeg elsker eventyr. Både mine egne og andres. For mange år siden vandt jeg en helt særlig bog, signeret af forfatteren. Jeg tror, jeg vandt den, fordi jeg skrev et eller andet om bjergbestigning, men det fortaber sig lidt i tågerne. Bogen var denne
:

Jeg var vild med den historie. En ung mand på 23 læste om de tidlige ekspeditioner til Everest og de mislykkede forsøg på at nå toppen. Han var på eventyr i Congo, men besluttede sig på stedet for, at det måtte blive ham, der skulle stå på den top. Den unge mand så sådan her ud.

Han sparede sammen og drog afsted. Uden at vide noget særligt om bjerge og bjergbestigning og uden noget særligt udstyr. Som det er almindeligt kendt, var det ikke ham, der nåede toppen af Everest, men han lavede et vaskeægte eventyr. Og han kom meget højt op på bjerget, før vejret og hans hjælpere tvang ham ned. 7000 meter nåede han. Med lidt overtræksbukser, anorak, en enkelt hakke og ingen reb. Det var dybt ulovligt at rejse både i Nepal og Tibet på den tid, og for at beskytte de mennesker, der havde hjulpet ham på vejen, ventede han 30 år med at skrive sin fortælling. Altså jeg elsker den historie.

Det er 60 år siden. Og forleden aften stod Klavs Becker-Larsen i Dansk Nepalesisk Selskab og fortalte sin historie igen. Nu en rank 83-årig, som stadig var ydmyg overfor det, han dengang havde kastet sig ud i. Han nåede ikke toppen, men han samlede til gengæld en uvurderlig bunke oplevelser. Som han nu stadig kunne stå og fortælle alle os andre om.

Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har læst den bog. Og jeg bliver bare ikke træt af historien. Det er SÅ inspirerende at lytte til en sand eventyrer. Det kilder i min mave, rykker i mine fødder, og jeg får en ubændig lyst til at kravle på et fly, flyve langt væk og tage på opdagelse. Træde ud i noget varme, slænge rygsækken på ryggen, standse op og se mig omkring og bestemme mig for at gå i en eller anden retning. Møde fremmede mennesker, undersøge deres måder at leve på. Se nye byer, vandre ad nye stier, få sol på næsen og smage fremmed mad.

Dream on. Det bliver ikke lige nu. Men drømme er der nok af. Og imens kan jeg spille en sang fra Sydamerika, der altid vil minde mig om rejser rundt der. Og for to år siden stod jeg faktisk ude på den der jernbanebro sammen med min søn. I solskin.