by - 0 comments

Morgentur gennem skoven

Min krop er sprudler pludselig af energi. Det var vist godt, jeg begyndte på penicillin. I går gjorde jeg hytten ren, da jeg kom hjem ved halv seks tiden efter arbejde. Og fik ryddet de fleste ophobede bunker væk. Vågnede til fuglekvidder og morgenlys, og måbede ved synet af frost på græsplænen. Men det fik solen hurtigt kål på, og det blev forår igen. Jeg tog handskerne på og trampede afsted i morgensolen. Med en glad lille argentinsk folklore sang i ørerne. Det er en fornøjelse. Jeg elsker forårsmorgener. I disse dage er man priviligeret med ganske lidt trafik, fordi nogen holder ferie. Mens nogen andre arbejder. Skoven begynder at dufte af skov, og det varer ikke mange dage, før noget grønt og hvidt sprudler igennem skovbunden. Man fornemmer næsten aktiviteten. Alt er i grøde, og hvor er det fedt at cykle igennem det hver morgen. Fuglene synger garanteret lystigt, men jeg skal jo have min dosis latino.

Om eftermiddagen havde nogen leget med vinden. Den var ikke længere vind, men nærmest orkan lige imod mig. Så var det, at jeg savnede alle de 12 gear, som vintersliddet har låst mig ude fra. Min forskifter har sat sig fast, og jeg kan kun køre på den store klinge. Men hjem kom jeg. Og sludrede med naboen på min solbeskinnede terasse, da han kom hjem fra sin løbetur i skoven. Jeg har fået et insekt i øjet og set en gul sommerfugl.

Det er sådan set okay, det hele.

by - 2 kommentarer

Stille dage

Fik startet min dag i et helt forkert gear. Vågnede for sent og kunne ikke med overbevisning skubbe kroppen i skynd-dig-mode. Ved ikke, hvad den krop tror, men ferie får den ikke nu. Så nu sidder jeg bare og giver mig god tid alligevel. Spiser min morgenmad og venter på, at regnen stilner af. Det gør ikke så meget. Vi er ikke mange, der møder på arbejde op til påsken. Men jeg har flere projekter med deadlines (what’s new?), og jeg har bedre ting at gemme mine feriedage til. Der er noget rart og hyggeligt ved at arbejde de dage, hvor de fleste holder fri. Der er en særlig ro, og vi har alle undskyldninger for at gøre hverdagen lidt lækker. Telefonerne vil formentlig være stille, og mailboksen er ikke i risiko for bulimi. Kort sagt, arbejdsro.

Det er godt, fordi jeg kan være i telefonkontakt med min far, og jeg får tid til at begynde forberedelserne til min Nepaltur. Jeg skal have aftalt en “praktik-uge” på en af fødeafdelingerne i regionen, og jeg skal finde sponsorer til noget medicin og forbindsstoffer. Måske lidt genopfriskning et par dage på en skadestue? Ingen af delene bliver svært. Kræver bare lidt koncentreret virksomhed. Jeg har været heldig at låne en satellittelefon og en solcelleoplader af to gode venner, så der kan uploades på bloggen og laves rejsebreve, mens jeg er derude.

by - 0 comments

Langtur på nostalgiens vej

Ved middagstid travede jeg afsted på ugens lange tur. Måske ikke helt så lang, som jeg havde drømt om, men jeg hang lidt i en klokkestreng. Helt efter bogen havde vi overset sommertiden, og dagen var med ét kortere end vi lige gik og forestillede os. Og nøj, hvor havde vi bare sovet dejligt. Jeg havde bare et par timer mellem formiddagsbesøg på hospitalet og en hurtig eftermiddagsvisit, inden Sofie og jeg skulle med toget tilbage til Hovedstaden.

Jeg løb igen ned ad det lille hjulspor bag mine forældres hus. Krydsede over golfbanen og ramte igen Pramdragerstien. Vejret var pragtfuldt, og jeg løb med bare arme. Jeg mødte svaner på træk og svaner på det opdæmmede vand langs Gudenåen. Der var ikke mange mennesker. Først da jeg nærmede mig byen, mødte jeg adskillige fiskere ved åbredden. Jeg passerede igen nostalgiske steder, hvor jeg havde spillet guitar med Helge og Karsten, drukket øl med Anette og Søren og padlet i kano med Knud mellem sivene. Ved Randers Regnskov drejede jeg over den blå bro og løb mod Vorup, hvor jeg fulgte en del af den sløjfe, vi løber til advents-halvmarathon. Jeg kortede den lidt af og løb mod øst mod Dronningborg. Som vi også løber til samme halvmarathon. Krydsede forbi havneområdet og forbi roklubben, hvor jeg har deltaget i et utal af fester. Videre ud af, inden jeg drejede tilbage mod byen og gennem Tøjhusparken. Her drev det af nostalgi. Her har jeg leget med mine unger, her har jeg kysset min exmand og sladret med bedsteveninden på en bænk. Igennem Tøjhuskvarteret blev det til ren nostalgigrød. Her har jeg boet, her boede min dengang bedste veninde, her levede mit ungdomsnetværk i de gamle huse. Der lå engang en købmand, og der boede vores bedste venner med deres mange børn. Men jeg måtte videre og krydsede gennem byen tilbage til Pramdragerstien, hvor en sand storm ydede modstand resten vejen, ledsaget af en ret kold regn. Men turen var alligevel fin. 22 km og ikke så lang som planlagt, til gengæld var den langsom.

Nu er jeg tilbage i Birkerød og klar på dagens arbejde i morgen. Min mor har det stabilt. Det hedder det. Og min far har lagt det værste chok bag sig. Og måske tager jeg tilbage om et par dage.

by - 2 kommentarer

Løbetur i foråret

Så har jeg igen været på en tur med ungdomsminder rundt i Randers. Eller – ikke så meget rundt i Randers, men lags Pramdragerstien, som løber langs Gudenåen. Stien er en ældgammel sti, som oprindeligt blev benyttet af pramdragerne, der trak deres lastede både fra stien og ind mod handelsbyen. Stien er blevet renoveret gennem de sidste par år, og er nu en fremragende løberute. Den er hævet over vådområderne, og her er et fugleliv ud over det sædvanlige. Jeg elsker at løbe og gå ture her. Så jeg løb hele vejen ind til midt i byen, hvor en stor bro krydser Gudenåen, hvor åen går over til at være fjord. Jeg har tilbragt utallige timer i min pure ungdom ved åens bredder. Der har jeg læst til eksamen, drukket øl, lavet lejrbål, spillet guitar og slikket sol. Jeg har padlet i kano og roet kajak, og jeg har cyklet området tyndt.

Men i dag løb jeg på tunge ben og beklagede mig indvendigt over min svigefulde form. Men jeg har faktisk været, eller er måske, lidt syg. Jeg har hostet de sidste tre uger og haft ondt i halsen, og jeg blev enig med min far om at tage en penicillinkur. Bare for alle tilfældes skyld for ikke at udsætte min mor for mere. Og måske skulle jeg alligevel have gjort det der med at gå til læge? I hvert fald har penicillinen virket på min hals, og jeg føler mig betydeligt bedre tilpas i dag. Så godt for det.

Min løbetur igennem forårseftermiddagen blev fin, selvom benene virkede tunge. Det var dejligt at gense Gudenåen, og jeg valgte så asfaltvejen hjem igen. Knapt 13 km blev det i dag. I morgen må jeg se at nå en længere tur.

Og min mor har det bedre, omend hun må blive på hospitalet lidt endnu.

by - 0 comments

Uden overskrift

Jeg beklager radiotavsheden her fra min beskedne sendeflade. Jeg er taget til Jylland for at passe lidt på min far og mor. Min mor er syg og på hospitalet, og min far skal ikke sidde alene hjemme. Så nu er jeg her. Det er bedre at bekymre sig sammen. Vi har besøgt min mor på hospitalet et par gange i dag. Jeg har hældt lidt rødvin på herren, så han kan få sig en ordentlig nattesøvn. Og om lidt tager jeg telefonen med i seng. For alle tilfældes skyld.

Det er rart at rykke sammen, når livet deler lussinger ud. Det er også rart at flytte sig fra Birkerød, som pludselig er alt for langt væk fra Jylland. Rart at kunne lave noget middag til min far. Rart at smutte på hospitalet og sige godnat. Og rart at lægge mig til at sove, vel vidende at jeg er tæt på. På vej i søvnen er det rart at stene lige så stille for mig selv til en trist, melankolsk sang, som jeg heller ikke forstår et ord af:

by - 0 comments

Som foråret banker igennem

Regnvejr sagde det på sovekammerruden til morgen. Pyt, skidt, tænkte jeg, en forårsregn kan man sagtens cykle sig igennem. Men inden jeg havde drukket den sidste kop the, var det hele stilnet af. Jeg cyklede afsted i den kådeste forårsmorgen, kun lidt våd, og lod tankerne flyve mod Argentina og “himmeltoget” i Salta med hende her i ørerne:

Og solen bankede frem i løbet af formiddagen, mens fuglene kvidrede lokkende og lystigt udenfor. Da jeg lidt halvsent fandt cyklen frem for at cykle hjem, stod den stadig højt på en knaldblå himmel. Den lyd af kvidrende fugle på min vej gennem skoven er så ufatteligt livgivende. Og hvert eneste år kalder de et mylder af minder om andre forår og andre fugle. Mine ben protesterer en smule mod de mange pludselige cykelkilometer. Min hoste er heller ikke ovre. Men det kan jo ikke være rigtigt, vel? At man skal styres af sådan en stædig forkølelse. Så mine protesterende ben måtte i løbeskoene og afsted i skoven, da jeg var kommet hjem. Og selvom klokken var blevet mange, nåede jeg en tur rundt i skoven, mens skumringen sænkede sig, og fuglene kvidrede godnat.

by - 4 kommentarer

Branding og blogging

Var i aftes en af de heldige, der var inviteret til en aften om “Kvindeliv, bøger, blogging, kreativitet og branding” med Lykke Rix og Julia Lahme sammen med en bunke spændende kvinder. Priviligeret og blomstrende selskab. Jeg har tidligere arbejdet med branding i arbejdsmæssig sammenhæng. Jeg har f.eks. været med til at brande et bestemt hospital i Jylland med ret god succes. Men mit eget brand har jeg først for alvor spekuleret over, efter jeg har været syg.

Jeg har ikke været stille og tilbageholdende om min diagnose, min behandling og min måde at komme igen på. Fordi det var en så stor ting, fordi jeg allerede sad fedtet godt ind i den danske kræftforskning, og ikke mindst fordi mine erfaringer måske kunne være med til at gøre en forskel for andre. Jeg har holdt foredrag om kræft til kvalmegrænsen.  Når jeg googlede mig selv (nåja, – hvem gør ikke det en gang imellem), stod der K.R.Æ.F.T  bøjet i neon over hele sendefladen. Men hov!!! Jeg kan jo for pokker andet end at have kræft. Jeg kan lave indviklede analyser, lede projekter, arbejde med coaching og lede processer i organisationer, jeg kan skrive, jeg kan holde foredrag,  jeg kan bestige bjerge, jeg kan løbe, cykle, ro, klatre – og alt muligt andet. Sådan en googlesøgning kan jo skræmme enhver potentiel date langt væk. Og hvad er det – at være kendt for at have haft kræft???

Det er en sygdom, jeg har haft. Men den er ikke mig, og jeg er ikke den. Det gik op for mig i aftes, at det er det min blog er. Den er et forsøg på at brande mig selv på ny. Et forsøg på at brande mig selv som det, jeg er, og det jeg kan. Hvor mine erfaringer med sygdom selvfølgelig er en del af det hele, men hvor alt det andet får lov at mose sig i forgrunden.

by - 4 kommentarer

Stik mig en mand – hurtigt

Jeg har et evindeligt dilemma, som handler om selvstændighed. Jeg kan alt muligt selv. Slå søm i, bore huller, slæbe tunge ting, samle sære møbler fra Ikea, lappe cykler. Jeg kan også bage brød, sy gardiner, kreere guderetter. Jeg er ikke specielt heldig med sirlige blomsterarrangementer, ej heller med at hænge hylder lige. Jeg er utålmodig og lidt rodet. Jeg kan altså lidt af hvert og har mine begrænsninger. Dilemmaet er i virkeligheden søgt. For jeg har ikke andre til at gøre tingene. Og lige så skønt det er at være uafhængig og selvstændig på voksenmåden, lige så surt er det ind imellem at være den eneste bidragyder på matriklen. Så får jeg lyst til at kaste mig hysterisk ned på køkkengulvet og hamre med mine knyttede næver, mens jeg skråler: Jeg vil have en maaaaand!!!

Men jeg gør det ikke. Mit køkkengulv er af gule klinker, og det vil gøre ufatteligt ondt at få et hysterisk anfald lige netop der. Jeg tror heller ikke, jeg er specielt tiltrækkende i de øjeblikke. Men jeg havde sådan et i dag. Jeg SKULLE skifte bremseklodser på min cykel, for de var begyndt at skære sig ind i mit baghjul. Og det har jeg før betalt i dyre domme for. Jeg er også både for nærig og for afhængig af min cykel til at undvære den i et helt døgn hos cykelhandleren. Så jeg gør det selv. I dag kom jeg for alvor op og slås med min cykel, som er hårdt medtaget af den hårde vinter. Det var derfor vanskeligt at vride de gamle klodser af. I det hele taget var både cykel, bremseklodser og skruetrækker ramt af en uforklarlig forbandelse. Det drillede og drillede og drillede. Dimserne fløj om ørerne på mig. Og jeg skulle have det ordnet, så jeg kan cykle på arbejde i morgen tidlig. Og så var det, at jeg var betænkeligt tæt på at lave en vaskeægte Bjarne Riis og kyle cyklen ad H….. til, kaste mig hysterisk ned og anråbe noget om at lade en mand komme forbi. Som kan lave cykler, samle Ikeaskabe, bore huller i væggen. OG forkæle mig, underholde mig, tage på eventyr med mig, elske mig og synes jeg er dygtig. 

PS – det endte vist godt. Med cyklen.

by - 2 kommentarer

A rainy day

Stod op i en syndflod af vand. Det er alligevel lidt ufatteligt, at der kan blive ved med at være for meget af noget vådt deroppe. But still – det er klasser bedre end sne. Jeg elsker mine lørdag morgener med te i lange baner, aviser, tjekke mails, snakke i telefon, rugbrødsmadder med ost. Og jeg når aldrig at løbe med Birkerøddernes Løbeklub, som løber klokken ti. Det når jeg altså bare ikke. I stedet nød jeg morgenen og cyklede til Birkerød og handlede.

Det blev eftermiddag, før jeg var klar til at teste, om jeg var klar på nogle flere lange kilometer. Belært af sidste weekends ynkelige performance, planlgde jeg at dele min lange tur i to. Først en tur til Rungsted Kyst, så hjem til en slurk livgivende vand, og så den sidste lille tur rundt i Birkerød. Så ville jeg kunne mærke, om jeg ville blive ynkelig.

Sandelig om ikke regnen stoppede, da jeg tjekkede ud fra matriklen. Jeg løb glad afsted og mødte en anden løbende kvinde, som jeg konkurrerede med hele vejen til Hørsholm. Jeg holdt faktisk en overraskende god fart hele vejen til Rungsted Kyst. Faktisk kunne jeg se, da jeg kom hjem, at jeg i korte perioder havde holdt et tempo, der næsten lignede noget fra gamle dage. Fed fornemmelse. Jeg løb helt ned til noget vand og igennem noget marina. Og der dukkede den ene lækre restaurant op efter den anden. De må tjekkes ud,når det bliver tørt og varmt i vejret. Der var næsten Skagen stemning over stedet.

Hjem igen. Jeg kan egentlig godt lide den rute. Den går gennem skov og by og er rimeligt afvekslende. Jeg holdt et hæderligt, lidt langsommere tempo, og det var dejligt at runde hjemmet og få vand. Jeg kunne godt lidt mere, så jeg fortsatte en kort rute gennem noget Birkerød. Knapt 23 km blev det til ialt. Meeeen, kors hvor var man træt til sidst. Der er langt til marathon distancen. Måske hjælper det også, nårjeg holder op med at være fuld af snot. En dag.

by - 0 comments

Skoven er åben

Hosten hænger ved, og jeg har fundet astmamedicinen frem. Hovedet er stadig fyldt med forkølelse. Men jeg kunne slet ikke modstå den totale forårsoplevelse, der var i luften. Så jeg smuttede i løbeskoene og tog retning mod skoven med lidt spænding i maven. Mon der gemte sig isede stier derinde? Nej der gjorde ej. Der var mudder, og sine steder meget mudder. Men jeg kunne løbe på næsten alle stierne. Skovmaskinerne havde været på spil og skåret dybe mudderspor, så jeg måtte løbe en lille omvej. Men jeg kom helt ned til Løje Sø. Og det har jeg ikke været i flere måneder.

Hestefolkene var også i skoven, og der myldrede små og store heste frem fra alle hjørner. Småpiger i trav og elegante raceheste, der adstadigt skridtede skoven af. Og hundemenneskene var der. Desværre var hundemennesker-med-hunde-uden-snor repræsenteret i stort tal. Og nu afslører jeg mig, og jeg beder medlæsende hundemennesker undskylde, men jeg afskyer løse hunde i skoven. Jeg har alt for mange dårlige erfaringer. Og jeg undgår dem, når jeg kan. Løber gerne omveje for at undgå dem. Når jeg altså ser dem. Det gjorde jeg i dag, men andre gange er det gået galt. Jeg er tre gange blevet bidt. Som i bidt gennem huden til blodet flød. Og det er ikke fedt. Andre gange er jeg blevet bidt uden blodsudgydelser, men det er heller ikke fedt. Det er så ufedt, at hjertet flyver op i halsen af mig, når en løs hund kommer styrtende imod mig. Hver gang, jeg er blevet bidt, har hundemenneskene-med-hunde-uden-snor forsikret mig, at deres dyr ALDRIG gjorde noget. Det gjorde de så den dag.

En dag for et par år siden kom jeg løbende i Marselisskoven ved Århus, hvor jeg boede dengang. Pludselig – out of nowhere – kom et gult missil farende imod mig. En halvstor labradorhvalp, hvis menneske stod langt væk og talte med en anden kvinde. Kræet havde retning stik imod mig, og jeg råbte til ejerinden. Som blev stående. Hunden fortsatte sit vilde ræs og sprang op og bed sig fast i min arm. Jeg pandede den en lige højre og fik med lidt besvær svinget den løs fra min arm, mens jeg råbte temmelig ukontrolleret til ejeren. Endelig kom hundens menneske frem til os, mens hunden stadig gøede og forsøgte at hoppe op ad mig. Jeg indrømmer – jeg sparkede. Den vil bare lege, sagde hundemennesket. Det er bare for sjov. NÅ……. så det synes du? Jeg holdt min arm op, hvor blodet løb efter mit sammenstød med hunden. Aj, men det er jo ikke fordi den er ondskabsfuld, den er bare legesyg. Det sagde hun virkelig. Og jeg løb hjem og rensede mine sår.

Men sådan gik det ikke i dag. Jeg havde en fin tur rundt i skoven med en ren symfoni af fuglestemmer omkring mig.