by - 0 comments

En nat på slottet

 

Jeg har været sådan lidt kongelig i det siden i går. Mine kolleger og jeg tjekkede ind på Bernstorff Slot efter en formiddag, hvor mit store projekt. Min baby, so to speak. Eller vores, – jeg er jo ikke enlig mor til projektet. Blev præsenteret for topcheferne i regionen. Og fik det blå stempel. De havde læst det og forholdt sig til det. De tog godt imod det. Så nu skal det iklædes pæne former og trykkes rigtigt. Og så skal det implementeres. Men det er en helt anden historie, som jeg også får lov til at være medtovholder på.

Men vi tjekkede ind på slottet og havde et døgns fælles seminar foran os. Det er en udsøgt luksus af den virkelig konstruktive slags at rive et døgn ud af en travl hverdag. Et døgn hvor man kan fordybe sig i sine egne processer og relationer af de faglige slags. Hvor vi kan skabe fælles retning og sammenhæng i vores mange forskellige opgaver og projekter. Hvor vi kan grine og lege. Spise dejlig mad og drikke lidt for meget vin. Udveksle kreative ideer og lære lidt mere om hinanden. Vi har været fagligt seriøse, og vi har malet og klippet og klistret. Vi har været på natløb i Bernstorffparken og drukket “Fisk” (ikke en drik jeg umiddelbart kan anbefale). Vi har også lavet konkrete aftaler med hinanden. Personligt har jeg fået ideer til et par meget konkrete samarbejdsflader, som jeg allerede har lavet aftaler om. Sammen med en kollega blev jeg lidt inspireret til at etablere en lille læseklub. Vi savner begge to at være sådan lidt høj-pandet akademiske en gang imellem. Så vi vil læse lidt høj-pandede akademiske artikler sammen. Har vi aftalt. Også for at følge lidt med i, om universitetsverdenen har skabt arvtagere til Foucault, Giddens og Bourdieu, og andre klassiske sociologer. Jeg har også aftalt at tage på chokoladetur til Hillerød. Der ligger nemlig en chokoladebutik, som vi ikke kender. Endnu.

På en måde er det lidt ligegyldigt, hvad man laver i sådan et døgn. Og så alligevel ikke. Det vigtige er at have tid til at tale sammen og udveksle tanker, ideer, muligheder. Vi havde en ekstern konsulent på. Hun var okay, men personligt kunne jeg godt tænke mig en mere modig konsulent. En konsulent, som ikke er så fokuseret på os som personer, men som fokuserer på de faglige kompetencer, som er i spil. Desværre har mange af den slags konsulenter alt for stort fokus på de personlige relationer, følelser og oplevelser. Jeg har det meget fagligt med at gå på arbejde. Det er ikke nok, at mine kolleger synes, jeg er sød. Jeg vil ses og anerkendes for min faglighed og mine faglige kompetencer. Og selvfølgelig skal vi have det sjovt, være ordentlige, respektere hinanden, kunne lave andre ting; men jeg kommer på mit arbejde for at bruge mine faglige kompetencer. Og jeg elsker at have de fantastiske søde, varme, sjove, kreative kolleger, som jeg har.

Fredag eftermiddag cyklede jeg hjem i det dejligste forårsvejr.

by - 4 kommentarer

En stemme, please

Sidder i toget mod Fyns Land på vej mod konference om rehabilitering. Har netop færdigforberedt mit foredrag. Nu mangler jeg bare noget stemme. Desværre er det ikke noget lille intimforedrag, jeg skal stille op til. Så kunne jeg bare hviske. Eller klare den med sjove billeder. Send mig gerne lidt varme halsvibrationer gennem cyberspace. Jeg skal slutte dagen for mere end 300 mennesker, der gerne vil diskutere rehabilitering. Jeg hader at stå og være usikker på den måde inden et foredrag. At melde fra er selvfølgelig ikke en option med så mange tilmeldte. Jeg gentog mandagsbaren og gled ud i noget tirsdagsbar. Er det et skråplan? Jeg sov i hvert fald skønt på den drik. Resten må klares med medbragte lakridspastiller. Og den adrenalin, der sikkert bliver sluppet lidt løs af.

Jeg har iklædt mig blå neglelak og lidt narrestreger til at stive selvtilliden af. Og måske aflede opmærksomheden fra min manglende stemmekraft. Om ikke andet husker de den blå neglelak.

Passende nok har jeg sat mig i en stillekupé. Og det er næsten altid en lidt blandet fornøjelse. Jeg kan godt lide stilheden. Men der er altid sure hattedamer, som ikke kan tåle et host.Så er de der med pegefingeren på en studs. Det her er en stillekupé, hvæser de knapt hørligt. For man kan jo ikke råbe i en stillekupé. Eller løfte stemmen? Anyway. Dagens hattedame steg af allerede i Roskilde, og nu er her bare fredeligt. Og jeg skal huske at stå af. Og ikke fortsætte til Århus.

Imens forsøder min nye franske veninde min morgen:

by - 5 kommentarer

Mandagsbar

Når man nu sidder i stuen og hoster lungevævet løst. Og ikke gider tage til læge. Må man jo forsøge sig med en kreativ blanding af bedstemors husråd. Når de kedelige med uldunderbukser, varme trøjer, kamillete og honning er udspillet, må man ty til de mere behagelige.

Man tager sådan en:

Og hælder ca. tre fingre i et stort glas.

Så tager man sådan en:

Og blander en pæn sjat i af sådan en:

Tilsæt kogende vand, til glasset er fyldt. Og sæt dig så godt tilrette i sofaen og nyd, at varmen langsomt breder sig i kroppen. Måske virker det. Det smager vidunderligt sådan en mandag aften. Og en slags medicin er det jo.

by - 5 kommentarer

Lyt til kroppen #3?

Det er ikke første gang, – at jeg sidder her med kraniet fuld af forkølelse efter at have udfordret min krop en tand over stregen. De fleste gange går det godt. Men altså ikke i går. Ikke specielt godt, i hvert fald. De fleste mennesker ser undrende på mig og tænker, hvorfor lader hun ikke bare være? De allerfleste almindeligt tænkende mennesker ville aldrig overveje at løbe 20 km en søndag eftermiddag. Eller knokle op ad et højt bjerg. Eller mosle rundt i langt ude i bjergene med tung rygsæk. Eller cykle 100 km en lørdag. Men det gør jeg. Og derfor smager jeg selvfølgelig af og til nogle grænseområder af min egen formåen.

Jeg er to gange udgået af marathonløb. Begge gange var jeg i super topform og kunne have løbet på omkring 3 timer. Men træningen første gang var lige til kanten. Jeg skulle løbe i Hamburg og havde forberedt mig minutiøst. Alt var klappet. Super træning. Da jeg vågnede om morgenen i Hamburg, følte jeg mig sådan lidt småsløj. Men det gør man altså tit lige før en stor konkurrence. Det er sådan noget mentalt pjat. Jeg løb afsted. Og det kørte fantastisk. Jeg var superglad og spurtede afsted. Pludselig, da jeg havde løbet omkring 20 km, kastede jeg op. Jeg satte farten lidt ned, men kastede op igen, – og igen, og igen. Skruede forventningerne næsten i bund og luntede videre imellem brækpauserne. Indtil jeg nåede 35 kilometermærket. Der var fuldstændig udsolgt. Jeg kunne ikke have gået de sidste syv km. Så ud til sameritterne, som ville have lagt drop og alting. Men jeg afslog og blev storfrysende kørt ind til målområdet. Og var syg i to uger efter.

Anden gang, jeg udgik i et maratonløb, var på Island. Igen var jeg i topform og havde trænet helt optimalt. En uge inden løbet styrtede jeg på min racercykel. Jeg faldt direkte på hoften og fik et sort mærke på størrelse af to store håndflader. Nøøøj, hvor gjorde det ondt. Men afsted kom vi. Vi var en ret stor flok , som bagefter skulle vandre i fjeldet. Jeg besluttede at gøre et forsøg. Det gjorde nas, gjorde det. Men jeg kløede på, indtil jeg havde løbet 25 km. Min placering var dalet fra føring til bund, og jeg begyndte at trække på det andet ben. Så jeg stoppede og blev kørt tilbage i en firehjulstrækker med Røde Kors flag på. Lang næse. Men vandreturen gik fint nok. Og efterfølgende viste der sig at være slået en lille revne i mit hofteben. Som helede af sig selv.

Andre gange har jeg løbet maraton med hæderlige tider, selvom jeg var en smule forkølet. Eller måtte på toilet undervejs. Jeg er også vendt om før toppen på høje bjerge. Det er en balance. Jeg vil gerne udfordre mig selv. Jeg vil gerne have store oplevelser. Og det giver et andet balanceregnskab end de fleste andre menneskers. Jeg har mange gange oplevet at finde helt ukendte ressourcer i kroppen. Som jeg ikke ville have fundet, hvis jeg havde “passet på mig selv” i traditionel forstand. Som jeg kun finder, når jeg presser kroppen til det yderste. Man må tage sine chancer ind imellem – og tage nederlagene med oprejst pande. Så i dag fortsætter jeg med kamillebade til øjnene, varm hyldebærsaft til maven og mine lune stue til hjemmearbejde.

by - 5 kommentarer

Lyt til kroppen #2?

Okay, jeg har været i gulvet med endnu en dræberforkølelse. Jeg har hostet lungerne ud på loftsfladerne, og mine øjne har drevet af betændelse. Charmerende, kan I tro. Jeg er ikke indrettet sådan, at jeg tror, løbeturen i tirsdags har skylden. Snarere mine dybfrosne cykelture. Som jeg alligevel var næsten euforisk over. Og jeg har da været sådan ret fornuftig siden onsdag. Har kun løbet en lille bitte morgentur i går. Har været i byen og spise torsdag og fredag, men det var både hyggeligt og varmt. Blev hjemme og arbejdede fredag, så jeg ikke kølede min lille næse. Mine kolleger har smidt sig omkring mig med samme forkølelse.

Siden i går har jeg haft venindebesøg og forkælet os med vidunderlig mad og præmievin. Så da Tove var taget hjemad til formiddag, lavede jeg mig nogle balancerede overvejelser. Skulle jeg springe min lange løbetur over – igen? Eller skulle jeg trodse forkølelsen og løbe. Der venter jo et marathon ude i horisonten lige om lidt. Det er ikke svært at gætte, hvilken der vandt, vel? Og nu sidder jeg under dynen på sofaen og betaler en slags pris. Den første 1½ time af turen gik over al forventning. Vejret var aldeles pragtfuldt, og jeg droppede på forhånd enhver tanke om at løbe i skoven. Den er stadig for iset. Så det blev min sædvanlige rute sydover gennem Holte, Geels Skov, Søllerød, Virum og hjem igen. Jeg havde taget lidt vand med og var slemt optimistisk. De sidste 2-3 kilometer var ynkelige. Og lige nu er jeg intet mindre end indbegrebet af ynkelighed. Det blev kun til godt 20 km, fordi jeg slukkede uret gennem de sidste ynkelige kilometer.

Der er dømt dyne, varmt hyldebærsaft, te og underholdning. Er der nogen, der lige gider komme forbi med aftensmaden?

by - 0 comments

En snottet morgentur

Slog øjnene op halvtidligt og vågnede langsomt, mens sollyset tog til udenfor. Har hovedet fuld af snot og øjnene er betændte. Det må være den uendelige vinter, det bliver ved at sætte kedelige spor. Eller måske trappede jeg cyklingen for tidligt op. Måske har min kollega ret, når han siger, at jeg bliver for afkølet i luftvejene af den iskolde luft på en halvlang morgentur. Anyway. Jeg ligner noget, der er løgn. Røde øjne med poser helt ned midt på kinderne. Men jeg pudsede næsen og satte afsted mod Hørsholm i en helt uvant morgensol. Ni km i morgentempo.

Det er fint at løbe om morgenen. En fin måde at vågne op på. Jeg gjorde det altid, da mine børn var små, for det var det eneste tidspunkt, der lige passede. Op før de vågnede – og hjem og vække dem til morgenmaden. Det var hyggeligt, og de opdagede aldrig, at jeg var væk. Senere blev jeg mere magelig og lagde min træning sent om eftermiddagen eller først på aftenen. Men jeg har holdt fast i enkelte faste morgentraditioner.

På ferier løber jeg næsten altid om morgenen. Jeg opholder mig også næsten altid under varme himmelstrøg, så der er en fordel i at løbe om morgenen, mens det er lidt morgenkøligt. Det har også givet sjove, pudsige oplevelser, når jeg har mødt det lokale morgenfolk på vej til deres vante dont. I Sydafrika vakte det jubel og glade tilråd, når jeg løb på landevejene udenfor den lille flække ved kysten. I Paris skulle man springe for livet ind imellem, når man mødte en gnaven hund, og i det nordlige Argentina opgav jeg at løbe for de vilde hunde. I Kroatien mødte jeg hver morgen en halvgnaven, tør lille bonde på sin æselkærre. Først da vi havde mødt hinanden hver morgen i mere end en uge, fik jeg et skævt smil.

Juleaftensdag har jeg en ganske fast morgentradition, som hænger sammen med en anden (skør) tradition, mine børn og jeg har. Lillejuleaften samlede vi igennem mange år alle deres nære venner, som alligevel nærmest boede hos os, spiste flæskesteg og drak Irish Coffee i lidt for rigelige mængder. Hovedet var derfor lidt brugt den 24., hvor min yngste datter altid har insisteret på en stor julefrokost med det hele. Og gæster. Fordi hun som skilsmissebarn skulle videre i juleprogrammet dagen efter og var bange for at gå glip af julemaden. Den eneste måde at klare de krav på, var at stå monstertidligt op og løbe en morgentur, mens byen langsomt vågnede. De julemorgener har været helt særlige. Og vi har altid nået det hele, og alle har været glade.

Og så er der alle de andre morgenture. Som i dag hvor min gode gamle veninde Tove kommer på besøg fra Århus. Så træningen skulle være overstået, så jeg kunne nå i Brugsen og være lidt klar. Men hold da op, hvor var jeg klar på noget morgenmad på de sidste kilometer. God weekend derude. Jeg trækker stikket og forbereder dejlig mad og vin – og venindehygge. Så må noget hudfarvet spartelmasse klare det med udseendet.

by - 1 kommentar

SKAT eller skat?

Jeg er skatte-analfabet! Kender nogen en kur, er jeg top modtagelig. Årsopgørelsen med årets chokerende oplysninger er endelig udkommet, og jeg har indledt min tilbagevendende opdagelsesrejse gennem SKAT’s hjemmeside for at rette i den. Årsopgørelsen, altså. Jeg anser mig selv for et almindeligt begavet menneske med en vis tæft for at manøvrere rundt på forskellige hjemmesider. Jeg kan både købe flybilletter, klare mig på Facebook, føre flexskema på jobbet og melde mig til marathonløb. Men SKAT får mig til at kaste håndklædet i ringen. Det er mig ganske enkelt umuligt at opdrive de oplysninger, jeg har brug for. Jo, jo, jeg kan finde årsopgørelsen og indkassere chokket. Jeg kan også rette i den. Men jeg mangler Sherlock Holmes til at finde fradragsreglerne. Og nogen vejledninger.

Godt så. Så ringer man. Ikke? Jo, og taster sig igennem fem forskellige menuer, afbrudt af et damemenneske, der bræger om, hvad SKAT ikke kan oplyse om. Jeg fattede det faktisk godt første gang, hvæser jeg ned i et mennesketomt rør. Endelig, endelig har man tastet det sidste 2-tal og – kommer i kø til en medarbejder. “Alle medarbejdere er optaget, vi har meget travlt i øjeblikket, så ventetiden kan være lang”, bræger damemennesket Jeg har aldrig ramt et øjeblik, hvor der ikke var meget travlt. Jeg har allerede sved på panden ved tanken om, hvordan det kan udvikle sig. Efter monsterlang ventetid opgiver jeg for nu og lægger på. Havde lige glemt deres emailservice og gjorde et spædt forsøg på at sende en mail for at spørge. Prøv det! Jeg har spekuleret over, om de gør det med vilje. Fordi det må sortere bunker af forespørgsler fra og få indtægterne til at stige betragteligt. Af ren menneskelig afmagt.

De gange, hvor det er lykkedes mig at trænge igennem SKAT’s firewall og støde på et menneske, der ikke er indtalt på bånd, har ikke fået et lykkeligt udfald. Jeg har en lang og sørgeligt opslidende historie med SKAT, som jeg ikke skal trætte med. Jeg ramler ganske enkelt ind i et sprog og en kultur, der er mig lige så indlysende som japansk. Jeg fatter ikke en bjælde. Og det er dyrt hver gang. Men nu er der gået et år siden sidst, og jeg klør kækt på. I år har de strammet den så voldsomt med en fuldstændig astronomisk rentesats oveni det beløb, de har besluttet at tæve ud af mig. Nu skal de få igen. NU vil jeg finde ud af det. NU er min grænse for alvor nået. På et tidspunkt må det vel for søren lykkes at nogen tager en telefon derinde. Eller? Jeg kunne have købt mit eget hus for de penge, der er tilflydt SKAT fra mig de sidste tre år.

by - 0 comments

Tanker om et foredrag – og et liv

Okay, okay, jeg blev så alligevel mere forkølet. Men hvem er så så heldig, at hun bare kan blive hjemme i stuen og storproducere skriv til de regionale stormøder? Og en lille løbetur bliver det jo også til alligevel. Og vasketøjet snurrer ovenpå. Jeg kan høre dejlig musik i baggrunden og arbejde koncentreret næsten uden forstyrrelser. Min projektmakker er også hjemme med sin forkølelse, så vi mailer og ringer sammen i ét væk. Hyggeligt og produktivt.

Om lidt, når jeg har sluttet diverse skriv, skal jeg forberede et lille foredrag om rehabilitering til næste uge. Kræftens Bekæmpelse arrangerer et seminar for landets kommuner om kræftrehabilitering, og jeg sidder jo i den vidunderlige dobbeltsituation, at jeg kan belyse emnet fra snart sagt alle vinkler. Jeg har tidligere været behandler. Jeg har været patient. Og jeg er nu medforfatter på regionens sundhedsaftale med kommunerne. Og jeg har jeg arbejdet teoretisk med rehabilitering som antropolog. Så here we go. Hvad har rehabilitering betydet for dig? – spørger Kræftens Bekæmpelse i den overskrift, de har tildelt mit oplæg. Reha….. – hvaffor noget? Må jeg spørge. Og det bliver det glimrende udgangspunkt for hele mit oplæg. Rehabilitering er ikke eksisterende, når man har haft kræft. Lægerne og sygeplejerskerne siger pænt farvel og giver hånd, når man forlader hospitalet efter den sidste behandling. Ha’ det godt, sagde de, du får det nok lidt svært med at slippe os. Hmmmm, mnæe, det gjorde jeg nu ikke. Har aldrig haft det der store behov for at holde en læge i hånden eller at ligge i en hvid seng. Jeg nød min frihed. Men rehabilitering…?

Rehabilitering blev opfundet efter 1. verdenskrig, for at gøre sårede soldater i stand til at vende tilbage til samfundet. Og siden har det været et rodet begreb. Det er tæt forbundet med en slags leve-som-før tankegang. Jeg tror, den mest etablerede grundtanke er, at man efter et sygdomsforløb skal returnere til sin plads i samfundslivet og genoptage sit liv. Det, der fokuseres mest på, når man taler om rehabilitering, er genoptræning. Det er forholdsvist let at administrere for de offentlige instanser, og når man har genvundet sit fysiske funktionsniveau, kan man vel træde ind i dagens orden igen?

Men….. når man tildrager sig en alvorlig sygdom, hvad enten det skyldes ulykker, hjerte/kredsløb eller kræft, ramler livets korthus, og man får sig en ordentlig lussing. Og når man har fået en syngende lussing, står verden ligesom og vibrerer i en rum tid. Ved almindelige lussinger finder man vel hurtigt en balance igen, men efter en livstruende sygdom må man på jagt efter en helt ny slags balance. Alt er forandret. Kroppen, tankerne, sjælen, vennerne, hverdagen – alt. Og de sidste tre år har lært mig, at det ikke er de samme ben, man skal lande på. Man må skabe sig sit liv på ny.

Rehabilitering handler også om normalitet. At man skaber så meget normalitet omkring sig som muligt. For mig handlede det om fysisk træning, arbejdsliv og mit sociale liv. Jeg ved virkelig ikke, om nogen kunne have hjulpet mig igennem den proces. Nogle processer skal man bare gennemleve, hvor svære og smertefulde de end er. Og så lærer man undervejs. For mig var det bydende nødvendigt at få flyttet fokus fra kræft og kemo til løb, roning, bjergbestigning, arbejde. Kort sagt at få et indhold i mit liv, som koncentrerede sig om andet end – mig. Det var langt sejere end at få kemoterapi. Det har været mit livs ultimativt sværeste opgave. Og når jeg nu havde det voldsomme behov for at flytte fokus, havde jeg slet ikke behov for at slutte mig sammen med andre, som havde fejlet noget lignende.

Nå – jeg skal ikke trætte med lange tanker om rehabilitering. Jeg var dengang i alvorlige tvivl, om min hjerne nogensinde ville kunne fungere skarpt og analytisk igen. Jeg var i tvivl, om jeg nogensinde igen ville kunne holde trit med mig selv gennem en hel dag og en hel aften. Jeg kan stadig være i tvivl, om jeg nogensinde kommer helt rigtigt hjem i min krop igen. Men jeg har fundet min plads i mit samfund. Og er igen en produktiv og ydende borger. Men statistikken taler helt for sig selv. Mere end en trejedel af de, som har haft kræft, kommer aldrig tilbage til arbejdsmarkedet. Og hvad er det for et liv, vi helbreder til? Det må være det spørgsmål, som vi må stille os selv, når vi taler om rehabilitering.

by - 3 kommentarer

Lyt til kroppen?

Gik egentlig og følte mig en smule småsløj fra morgenstunden. Jeg havde en af de morgener, hvor kroppen reagerer med fuldstændig vantro på vækkeuret. En af de morgener, som krævede en helt speciel indsats for ikke at ende med snooze i timevis. Jeg vred mit matte kadaver ud af dynen og lykkedes med at komme afsted på cyklen i ordentlig tid. Og så SNEEDE det gudhjælpemig pludselig. Og jeg frøs min ende som bare det. Og det holdt heldigvis op igen. Jeg overvejede at springe dagens løbetur over, men to dages løbepause er på kanten af for meget. Så jeg enedes med mig selv om at løbe en kort tur for bare at komme afsted. Og det var forbandet koldt.

Men det gik helt anderledes. Jeg løb afsted lidt senere end planlagt, for jeg skulle bare løbe kort. Men efter 5-10 minutter kørte det faktisk helt godt, så jeg drejede ud på Kongevejen og løb til Allerødkrydset og tilbage gennem Birkerød i et ualmindelig godt tempo. 16 km blev det i bedste stil længe. Og ikke noget småsløjhed her. Og sådan er det faktisk tit. Jeg har endnu ikke helt lært min krop at kende her små tre år efter kemoterapi. Derfor hylder jeg ikke altid princippet om at “lytte til kroppen”. Lad mig forklare:

Mens jeg fik væltet spandevis af kemoterapi ind i kroppen, oplevede jeg mange forskellige nye og ukendte fornemmelser i kroppen. Af og til sad jeg fuldstændig slugt af min lænestol, lammet af træthed og kemiske fornemmelser og havde bare lyst til at trække tæppet helt op over øjnene og lade tiden gå af sig selv. Det kan den nemlig godt. Men jeg gjorde det aldrig. Jeg var nemlig rædselsslagen ved tanken om at lade stå til og lade den tid gå selv. Så jeg vred og sled mig ud af lænestolens greb. Hver gang. Og hver gang oplevede jeg, at trætheden og de værste kemiske fornemmelser svandt efter en halv times tid. Jeg blev gladere og følte mig mere normal og var træt, så jeg kunne sove om aftenen. Hver dag knoklede jeg afsted på cykel og i vandrestøvler i 3-4-5 eller 6 timer. Jeg skulle jo ligesom heller ikke andet. Men havde jeg “lyttet til min krop” og “passet på mig selv” i traditionel forstand, var jeg nok død. Eller i hvert fald var jeg hurtigt blevet afkræftet og medtaget. Og det blev jeg ikke.

Kroppen er en lurifax. En lusepuster, der let kan overbevise en svag sjæl om lænestolens helende virkning. Hvil dig, sagde de dengang. Tænk hvis jeg havde gjort det. Man skal ikke altid høre efter hverken sin bedstemor eller kroppen.

by - 1 kommentar

Tasketyven

Efter mine møder i det indre København cyklede jeg i Brugsen på Strandboulevarden og provianterede. Det var blevet sent og mørkt og koldt, og jeg vendte cyklen mod Nordhavn Station og linje E. Der var otte minutter til afgang, og jeg ventede på den kolde perron med min cykel ved min side. Tre blinde kommer arm i arm til stempelmaskinen og får med lidt besvær stillet sig i rette venteposition til deres tog. Jeg følger lidt optaget og fascineret det lille optrin. Kvinden, der står med sin cykel lidt længere henne af perronen, bliver kontaktet af en mand, der beder om cigaretter. Det har hun ikke, og i det samme kommer vores tog. Jeg trækker cyklen i position og bumper i det samme ind i cigaret-fyren med min taske. Eller noget. Vender mig og ser ham tumle ned ad trappen. Trækker cyklen ind i toget, vender mig – og ser at min taske er åben. Og døren smækker i. Ærgerligt kigger jeg i tasken. Der er ingen pung. Min røde pung, som burde ligge der, er væk. FUCK, dit summe svin, tænker jeg. Eller nej, jeg siger det faktisk ret højt. Og kvinden med cyklen ser overrasket på mig. Min pung er væk, siger jeg forklarende. Aj, siger hun, du er den anden, jeg oplever i dag, som har fået sin pung stjålet.

Nøj, hvor er jeg sur. Jeg roder tasken igennem igen og igen og en ekstra gang. Men ingen pung. Tankerne begynder at kværne løs om alle de besværligheder, der tårner sig op. Spærre kreditkort, nyt sygesikringsbevis, Pluskort til Politiken, medlemskort til Brugsen, hele stakken af klippekort til s-toget. Hvordan får jeg nu købt rugbrød i morgen? Hvem kan lige låne mig en tusse til i næste uge? Jeg er rigtig, rigtig sur. Sur som edikke, så mundvigene vender helt nedad.

Jeg tramper hjem fra stationen og parkerer arrigt cyklen i skuret. Går ind og tænder computeren for at finde nummeret til at blokke mit Visakort, og mens jeg venter på den, tømmer jeg muleposen med mine indkøb. Og der, – mellem æbler og pastapenne – ligger min røde pung. Med det hele. Og jeg bryder fuldstændig sammen. Jeg hyler af grin. Nej, hvor ville jeg gerne have set idioten i ansigtet, da han ikke fik noget ud af min taske.