by - 8 kommentarer

Lidt om ofre og helte – og alle os andre

Dengang jeg fik kræft, reagerede jeg voldsomt mod den stakkels-fløde, der væltede ud over mig. Som truede med at tøjre mig til lænestolen og fik folk til at tage mærkelige stemmer på, når de talte til mig. Det var okay i de første stivnede dage. At tale om, hvor synd det var. Hvor forfærdeligt. Hvor rædselsfuldt. Men så indfandt der sig en art hverdag. En anderledes hverdag, men en hverdag. Hvor jeg skulle bruge masser af energi på at finde de fødder, der på en eller anden måde var faldet af i farten.

Og man kan ikke finde fødder med arme vredet om på ryggen og stemmen låst i synd-for. Ja, ja det er synd og alt muligt, tænkte jeg. Men jeg må jo finde ud af det. Finde ud af at være i det her.

Pas nu på dig, sagde sygeplejerskerne. Du bliver forfærdelig træt, sagde lægerne. Hvil dig nu, sagde veninderne. Verden var fuld af trusler. Om infektioner. Om blødninger. Om træthed. Og om død. Men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke bare sætte mig forsigtigt og hvile mig, så jeg ikke fik blå mærker. Jeg måtte følge mit halvvilde hjerte. Komme ud og komme omkring. Jeg måtte leve midt i al den død. Og jeg var stærk som en bjørn.

Jeg trænede og trænede. Var hurtigt i arbejde efter det hele. Fem uger post kemo cyklede jeg til København og Sjælsø Rundt. Og hjem igen. Seks måneder post kemo løb jeg halvmaraton. Et år efter tog jeg to måneder på bjergbestigning i Nepal.

Jeg blev fejret som en helt. Gav interviews til højre og venstre og revsede sundhedsvæsenet for at tænke alt for meget død. Jeg ville have liv ind i kræftbehandlingen. Og måske fik jeg også sparket en smule liv derind.

Men en dag var det nok. En dag mærkede jeg, at helte-hjelmen strammede lige så hårdt som offer-kysen.

Jeg er ikke nogen helt. Jeg ved godt, at det hedder sejt, det jeg gjorde. Men det var det ikke. Det var bare noget, jeg gjorde. Og jeg holdt op med at fortælle min historie. Så meget. I må gerne kende den. Men det er bare en historie. Jeg vandt ikke. Jeg besejrede ikke noget. Jeg lever bare, og jeg lever bare, fordi jeg var heldig.

I eftermiddag hørte jeg et interview med Annette Fredsskov, som løb et maraton hver dag i et år. Og som tidligere havde fået diagnosticeret sclerose. Det har hun vist skrevet en bog om. I interviewet sagde hun, at alle selv bestemmer over sit liv. At man selv bestemmer, om det skal være en god dag.

Og jeg tænker på alle dem, der ikke var heldige. Jeg tror ikke, det var noget, de besluttede.

Verden tror måske, at den har brug for helte. Men helte har altid sin modsætning med sig.

Det var bare det, jeg løb og tænkte på, da jeg løb mørketur til aften.

by - 0 comments

Mandag

Den her mandag kunne gå over i historien, som den mandag der styrkede min tro på alting. Ikke at den har gjort noget særligt væsen af sig. Eller måske netop derfor.

En sjælden morgen med en fornemmelse af tid. Hvor jeg svarede på mails over morgenmaden og nåede at fange en smule af det, jeg er kommet bagefter. Inden jeg skramlede ud af døren med kuffert og computertaske.

For at køre med Taxa-Peter til lufthavnen. Og møde et menneske, der var temmelig meget, som jeg forestillede mig det. På den gode måde. Opløftet fortsatte jeg ind i Terminal 2, og mødte en glad mand bag skranken. Som havde tid til at sniksnakke om London og København og Århus, og som gav mig den plads, jeg helst ville have.

Og snap, så er man i London. Hvor jeg tog undergrundsbanen til Acton Town og blev samlet op af Gilly. Og jeg elsker at være i England. Jeg elsker husene og menneskene og busserne og taxaerne. Der er noget evigt gammeldags over London.

Og jeg har en veninde, der har købt en klarinet. Det er sejt, synes jeg. Særligt når man om et par måneder fylder 60.

I øvrigt var himlen blå, da jeg landede i Heathrow. Og mandagen fortsatte med at hviske mig i øret, at alt er godt, og at ikke meget er for sent.

Og jeg er helt klar over, at jeg aldrig kommer til at eje en klarinet.

IMG_2418

by - 0 comments

Hverdagskontraster

Der har ikke været mange stunder til at sætte mig fredeligt ved tastaturet, siden jeg overlevede efterårets influenza. To stormfulde dage i Horsens besat med arbejde. Efterfulgt af to dage med workshop, først om patientinvolvering og dagen efter om telemedicin med fint besøg fra Norge og USA. Og ugen blev kronet med konference om telemedicin og patient empowerment for 200 mennesker. Som jeg har brugt måneder på at forberede sammen med et par uvurderlige kolleger.

Det gik godt, det hele, og efterlod mig fredag aften som en fladmast prut. Jeg fejrede ugen med rigelig chokolade og ét glas rødvin. Inden glasset var tomt, fangede jeg mig selv med et tomt blik i sofaen. Og vaklede i seng.

Nu er jeg klar på fred og kærlighed. Derfor tog jeg bussen til Frederiksberg og hentede verdens mindste Vera og løbevognen. Og vi satte afsted i højt humør.

Hurtigere – hurtigere, råbte barnet. Uden tanke for, at jeg allerede havde løbet én tur den lørdag.

Heldigvis tabte den medbragte dukke hele tiden bukserne, og vi måtte standse og klæde kræet på igen. Og efter nogen tid blev der stille på forsædet. Barnet var faldet i søvn.

Jeg kunne fortsætte, som det passede mig. Og redde dukken fra druknedøden, da de små hænder slap deres tag.

Fremme i Sydhavnen slog Vera lidt forvirret øjnene op. Siden har vi bygget tårne af klodser og set Hr. Skæg på ipad’en.

Jeg elsker livets kontraster.

IMG_2403

 

by - 5 kommentarer

Sløjt raseri

Jeg overlever. Også denne runde af årets efterårsinfluenza. Singleinfluenza leverer ikke mange sekundærgevindster. Ingen stopper dynen kærligt omkring fødderne eller lufter ud. Jeg er selv vaklet op ad trappen og har kogt vand til teen. Og jeg er trasket i Irma med nattøj og dynehår for at hente brød og mælk.

Sådan er det. Og det er okay. Jeg er kommet up to date på seriefronten og har drukket virkelig meget te.

Det er ikke okay, at influenzaen overfalder mig med en ukontrolleret trang til at kaste noget hårdt ind i væggen. På den dresserede voksenmåde krammede jeg sokkerne sammen, da jeg tog dem af, og kylede dem mod soveværelsesdøren. I stedet for at flå tekruset af bordet og lade det splintre ind i væggen. Som ville have givet langt større tilfredshed.

Raseriet opstår, når feberen får min hals til at svulme en lille smule inden i. Og jeg mærker fornemmelsen af mindre plads. På samme måde, som jeg også mærkede det for syv år siden. Syv år, for helvede. Get on with it.

Jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Det dukker op fra mit indre urhav helt udenfor min kontrol. Det vælter bare op og rundt i kroppen. Og gør mig rødglødende over sygdom.

Og efterlader mig roterende og søvnløs.

IMG_5850

by - 7 kommentarer

Mandagstal

I dag har jeg sat en slags rekord. Jeg har meldt afbud til fire møder. Aflyst to præsentationer. Og meldt afbud til et frivilligt arbejde i Røde Kors.

I stedet har jeg læst to søndagsaviser færdig og set fire afsnit af Orange is the new black på Netflix. Jeg har også svaret på 5 mails og sendt 25 slides til det ene møde. Jeg har drukket to kander te, to kopper kaffe og halvanden liter dansk vand med blid brus.

Det bedste, jeg kan sige om den her mandag, er, at regnvejret kunne nydes fra den rigtige side af ruden. Og at jeg ikke var en del af de flokke, der entrede s-togene med våde cykler til morgen.

Måske bliver min tirsdag ikke meget anderledes. Jeg har stadig tre afsnit tilbage af Orange is the new black. Og en bog, jeg gerne vil læse færdig.

IMG_2347

by - 2 kommentarer

Torsdagstræning – fredagskvaler

I aftes kunne man iagttage en flok voksne mennesker hoppe med samlede ben op ad en lang trappe med trin i dobbelt størrelse. Hvorefter de kravlede ned med hovedet først. Fem gange.

Senere kunne samme gruppe spottes i en åben parkeringskælder. Hvor de kravlede med fødderne op ad væggene, til de stod strakt ud med hovedet nederst. Umiddelbart efter væltede de rundt på parkeringskælderens møgbeskidte gulv, mens de vred maver, rygge og arme i umulige stillinger. Og sveden sprang. Og kælderen genlød af prusten og stønnen. Og de gentog det hele.

I dag vil den ene voksne gerne have hjælp til at nå de øverste hylder i køkkenskabet.

Voksne?

IMG_0661

by - 0 comments

Farvel Einstein

Sjældent er jeg blevet så overrasket over en bog. Jeg er ikke sådan en, der læser fantasy, tænkte jeg, da jeg tændte for min Kindle. Da jeg slukkede igen, var jeg vist alligevel blevet til sådan en.

Sproget i Farvel Einstein har sin egen tone, og den viklede mig hurtigt ind i fortællingens univers. Jeg læste nogen som e-bog og var over de første sider en anelse irriteret over stavefejl, grammatiske brølere og en forvirrende orddeling. Ordene delte sig uden tanker på stavelser eller andre grammatiske grundregler. Åh, tænkte jeg, den er kopieret dårligt over i e-bogsformatet. Men det var alt sammen meningen. Og efterhånden som jeg blev revet med af fortællingen, gav det også mig mening. Jeg slap det grammatiske regelrytteri i takt med, at jeg slap den sædvanlige fortællings orden.

Hovedpersonen er Einstein, som ved fortællingens begyndelse er ramt af en total afmagt. Samfundet omkring ham falder fra hinanden, og meningsløs vold er blevet dagens orden. Det er blevet så meget dagens orden, at den ikke længere gør indtryk. Han er betragteren, der holder sig på afstand og konstaterer, at folk dør omkring ham. Indtil han bliver kastet ud i en ny verden, hvor han bliver konfronteret med en uforståelig uorden og følelser, han forlængst havde lukket et solidt låg over. Einstein er den udvalgte. Og han hvirvles frem og tilbage mellem de to verdener, mens han langsomt bliver engageret i livet og ikke længere er betragteren, men deltageren.

Fortællingen er enkel, grænsende til banal. Kærligheden overvinder alt. Igen. Men det er en anderledes fortælling, og de sproglige finurligheder er med til at understøtte fortællingens finurligheder. Og kærligheden overvinder jo alt.

Det blev en af de bøger, jeg slugte. Jeg var ked af at slippe fortællingen, da jeg havde læst den sidste side. Den sad så meget i kroppen, at den næste bog måtte vente et par dage.

Køb den som e-bog hos Saxo.

by - 3 kommentarer

Verden, altså

Mine forældre er for mange år siden holdt op med at tro på, hvad jeg siger. Når jeg siger noget om, hvor lang tid noget tager.

Derfor kan det jo undre, at min far alligevel spurgte, hvor lang en tur, jeg ville løbe, da jeg snørede skoene sidst på eftermiddagen. Og alle må tro mig, når jeg siger, at jeg mente det, da jeg sagde en lille halv time.

Jeg kan jo ikke gøre for, at verden druknede mig i pænhed, da jeg ramte Gudenåen. Og alle ved, at når verden gør det, kan skoene ikke stoppes. Så bliver de ved. Og ved. Med at løbe videre i alt det pæne. Så stopper tiden. Og jeg løber rundt i en lille vidunderlig tidsboble.

Nåmen, det blev kun til cirka dobbelt så lang tid. Og jeg havde slæbt brænde hele eftermiddagen. Og de kender mig jo. Så det hele passede alligevel.

IMG_2315

IMG_2317

IMG_2322

by - 4 kommentarer

Legetorsdag

Siden jeg flyttede fra Århus har jeg savnet vinterstyrketræningen. Fordi det er så kedeligt at gøre alene i et træningscenter. I Århus trænede jeg sammen med en veninde, og tidligere endnu lavede vi højintensiv core træning i løbeklubben.

Dengang jeg endnu havde sko med fart i og løb i konkurrenceafdelingen, blev vi to gange om ugen trænet af en ilter lille mexikaner. Han godtog kun folk, som i forvejen var i supergod form. Ellers knækkede de. Hver onsdag og fredag knoklede vi i Marselishallen i halvanden time, til vi næsten måtte kravle derfra.

Vi varmede op med en rask omgang basketbold. Alle mod alle. Det gjaldt kun om at score mål og narre bolden fra de andre. Derefter var der benhård styrketræning med egen eller hinandens kroppe som vægte. Selvfølgelig krydret med forskellig slags koordinationstræning, som at springe over hække eller bevæge sig i gakkede gangarter fra den ene ende til den anden. Afbrudt af syreintervaller. Jeg lover jer, nogen kunne finde i seng om aftenen.

Og nu har vi fået vores helt egen idrætsforening her i udkantskøbenhavn. Haveje Idrætsforening hedder den. Opkaldt efter Haveje i filmen Midt om natten. Der hvor Kim Larsen sang om en drøm om en skønhedssalon. Han ville nok tænde endnu en smøg og fnyse hånligt, hvis han vidste, at området var tryllet om til et sportssted.

I Haveje idrætsforening har jeg fundet noget, der ligner træningen fra dengang. Uden ilter mexikaner, men med en halvmilitaristisk Steffen. Det meste foregår udendørs, hvor vi leger i området med alle de forhindringer, det byder på. Hopper over betonklodser på TDC’s parkeringsplads. Løber stigningsløb og syreintervaller fra den ene ende til den anden. Laver udendørs squats, lounges, armbøjninger og sprællemænd. Og inde i sportshallen bliver resten af kroppen pint til grænsen. Hvilepauser må man tage, når man kommer hjem.

Og hold nu kæft, hvor er det sjovt. Vi er tæt på at synkronbrække os, fordi pulsen konstant ligger i det røde felt. Mavemusklerne skriger og syrer til. Og sveden sprøjter omkring os.

Jeg ved det ikke. Hvorfor jeg synes, det er så sjovt, altså. Men det gør jeg. Det er jo bare skidesjovt at have nogen at træne så meget igennem sammen med.

Jeg tror nok, at Powertræning, som foregår forskellige steder og altid udendørs, ligner lidt.

Nåmen fremover – så leger jeg i Haveje hver torsdag aften, og så vil jeg gerne have maden serveret om fredagen. Bare fordi jeg ikke kan løfte armene.

IMG_2287

by - 2 kommentarer

Historien om en lille blog #2

Det er i grunden ikke så kompliceret med sådan en lille blog. Efter et par dage med vitaminindsprøjtninger, kærlige kram og nærende kost, rejste den sig stille fra sit fjerne hjørne. Den rystede pelsen og rettede ryggen, og folk fik igen øje på den.

Og selvom bloggen var ganske lille, nød den andre menneskers selskab og kunne ikke sige sig helt fri for en slags krukkethed.

Blogbestyreren fik rettet blikket lidt væk fra sin egen navle og lagde igen mærke til verden omkring sig. Sådan finder hun føde til bloggen, og sådan får hun øje på alt det, verden også består af. Så også blogbestyreren nød godt af den lille blogs vitaminkur.

Den lille blog, som igen havde farve i kinderne, så på blogbestyreren. Den kunne let have knejset med nakken og hoveret med et “hvad-sagde-jeg”. Men den havde kendt blogbestyreren længe nok til at vide, at den slags kunne udløse syngende lussinger. Eller tavshed i dage.

Så den så bare. Og smilede stille.

Og blogbestyreren var i grunden ganske tilfreds med det hele, mens hun tog den lille blog i favnen, inden de begge puttede sig under dynen.

IMG_2272