by - 0 comments

Yrsa og vilkårene

Ynke-Yrsa er pakket tilbage i skuffen i pulterkammeret, hvor hun må leve sit hengemte skyggeliv. Så jeg kan fortsætte for mig selv, og løbe videre ud i verden med fingre og fødder, som jeg hele tiden har gjort.

Jeg kan ikke gøre så meget ved dem. Vi har langsomt vænnet os til hinanden og lever i en slags fredelig sameksistens. Med jubelhyl når de i perioder næsten forsvinder, dog. Jeg er  ikke masochist. Jeg kunne måske tage noget epilepsimedicin for den slags smerter, siger min datter, som ved noget om det. Vil jeg have epilepsimedicin? Nej? Så vi må finde ud af det sammen, fingrene, fødderne og jeg. Det er en slags lynkursus i mindfulness, som jeg har lært det i Nepal. Livet er hele tiden fyldt med vilkår, som man må finde sin måde at leve med. Så de ikke bliver barrierer. Når man nu ikke kan ændre væsentligt på dem.

Når Ynke-Yrsa stikker sit jammerfjæs for langt frem, kommer fingrene og fødderne  for meget i fokus. De tager fokus fra resten af mit liv. Fra de mennesker, jeg omgiver mig med. Fra det arbejde, jeg helst vil bruge en masse energi på. Jeg mister koncentrationen og mærker det onde  for meget. Jeg bliver dum og kedelig. Og meget lidt rummelig. Ligegyldige opdateringer på Facebook om hø-hø eller ti-hi, billeder af katte eller fade med mad, løberapporter og sejhedshyldester…. kunne udløse et hidsigt tryk på unfriendknappen. Farvel og tak. Det gør mig ikke til et godt menneske. Det er bedst, når jeg lader andre have deres katte, mad, løb og hø-hø i fred.

Jeg lever altså bedst med fingre og fødder uden for meget opmærksomhed. Når jeg så alligevel lader Yrsa stikke fjæset frem fra tid til anden, er det mest for at advare om lammere i farvandet. En slags blanco-undskyldning, fordi jeg ved, jeg hvæser.

Så til den veninde, der skrev på Facebook, at Yrsa skal have lov at være der: Nej, det skal hun ikke. Hun tager simpelthen for meget energi. Energi jeg skal bruge på andre mennesker og verden omkring  mig. Fordi de har meget mere brug for det end Yrsa. Og jeg har meget mere brug for dem end for hende.

by - 8 kommentarer

Yrsa på overlevelsestur

Det er længe siden, min indre Ynke-Yrsa har stukket sit grimme fjæs frem her i mit lille urtebed. Men nu er hun her. Opmærksomhedskrævende, som altid, når hun bryder igennem. Det er også ret præcist et år siden, jeg sidst skrev om hende, og om at stikke lammere.

Hun piver over alle de tæsk, min krop har fået. Af så mange kemobehandlinger, så de fleste ville tro, det var løgn. Og kroppen piver, så jeg lover den skiftevis lammere og spabehandling for at holde kæft. Når Ynke-Yrsa har held til at bryde igennem, er det fordi jeg bliver bekymret. Eller jeg bliver bekymret, når det lykkes hende. En del af prisen for at leve har været at føle mig virkelig meget i live på den kedelige måde. Også på den fede måde. Utroligt meget på den fede måde, men i live på måden hvor jeg har ondt næsten hele tiden. Jeg kan sagtens leve med det. Fordi det ligger nogenlunde konstant. Og fordi det fordufter ind imellem. Og fordi en af gevinsterne har været en veludviklet evne til at håndtere smerte. Min smertehåndtering handler ikke om at dele oplevelsen.

Men når det ligner noget, der bliver værre. Og hyppigere. Og længerevarende. Bliver jeg lidt bekymret. Er det forvarsler om noget dalende førlighed på sigt? Er det bare en periode, eller er det en stigende kurve fra nu? Er der krøllede, stive led længere fremme?

Jeg kan leve med nerveskaderne. Som giver en følelse af at vandre på luftpuder på ulmende gløder. Som giver sovende og brændende fingre. Vi har nærmest vænnet os til hinanden. 

De hidsige angreb på mine fingerled og tæer kan jeg også tilgive kroppen og universet. Selvom de får mig til at pive lidt på dårlige dage. Men når jeg i ugevis har roterende rundsave i fingre, tæer, håndled og fodled. Og når knæ og albuer ømmer på den påtrængende måde. Og særligt når hofter og skuldre begynder at brumme med på en stille baggrundsbas. Bliver jeg bekymret. Og arrig. Og ikke særligt overbærende.

Når mine løbeture bliver overlevelsesture, og jeg hele vejen hvæser af kroppen, bliver jeg grundsur. Og så er det, at jeg let kommer til at stikke verbale lammere. Også til helt uskyldige, velmenende mennesker, som bare klapper Ynke-Yrsa på skulderen. På forhånd, undskyld.

Og, ja, jeg skal nok. Aflægge min nye læge et besøg, hvis jeg bliver bekymret nok.

Tak, fordi jeg fik luft. Og pil så af, Yrsa.

by - 6 kommentarer

Kløe i de grønne fingre

Jeg har haft have i det meste af min barndom, og jeg har haft have i det meste af mit voksenliv. Og jeg savner en lille plet jord, hvor jeg kan få ting og sager til at spire. Hvor jeg kan bade mig i roser og farverige stauder og lade krydderurterne sprede løfterige dufte. Jeg savner en lille plet jord, hvor jeg kan sidde i solen og læse. Jeg savner en plet jord, hvor jeg kan bunke hele min store familie sammen. Hvor de små mennesker kan lege uforstyrret, og de større mennesker kan spise, til de revner. Og jeg savner havefester. Mens solen stadig skinner.

Okay, måske en romantisk drøm. Har jeg overhovedet tid til den slags? Og hvad med alle de gange, jeg vil rejse ud i verden? Men selv i regnvejr, vil jeg gerne have en lille bitte have. Bare en lille bitte en. Med en lille bitte knaldhytte. Hvor jeg kan sætte mig ind med min bog, når regnen vælter ned.

Nu har jeg skrevet mig op. Og i København er der hård kamp om også de mindste jordlodder. Jeg er skrevet op til lodtrækning om at stå på ventelisten. I en haveforening ganske tæt på. Og jeg krydser mine fingre, så de bliver ømme og næsten går i krampe. Indtil 11. maj.

Kryds lidt med, ikke? Så inviterer jeg til havefest engang.

IMG_1416

by - 0 comments

Spadsereture og langsomhed

For nogen tid siden var jeg sammen med en god ven, som spurgte: Helle, hvordan kan det være, du altid vil på toppen? Hvad kommer det af? Det affødte en længere snak om vandretraditioner, spadsereture, rejser og klatring. Han forsikrede mig, at han elsker at spadsere, men ikke kunne drømme om at klatre op på en fjeldtop. Eller få for meget sved på panden undervejs. Det blev en længere diskussion om historiske og kulturelle baggrunde for det ene og det andet. Sådan som jeg elsker at tale med netop ham.

Og i denne uge har jeg spadseret. Også løbet, selvfølgelig, men spadseret på den langsomme måde, sammen med kloge og dejlige mennesker, hvor man får det meste med.

Ugen startede med et par timer i selskab med Anna på Amager Fælled. Det er noget, vi gør med jævne mellemrum. Mødes på Amager Fælled og går sammen, mens vi taler om ting, der er vigtige indeni os for tiden. Lige før påske udgav Anna sin bog om at være introvert, og jeg har været velsignet med flere timer i hendes selskab, mens bogen blev til. Jeg har endnu ikke læst den, men jeg er blevet meget klogere på det at være introvert og ekstrovert, mens vi har travet rundt på den fælled, vi begge to elsker ret højt. Jeg har altid tænkt, at introverte mennesker er sådan nogle lukkede, stille og generte noget, der helst holder sig for sig selv. Den opfattelse har Anna ændret på. Hendes perspektiv handler primært om, hvordan man henter sin energi. Er det bedst, når man lukker sin dør og er stille i sit eget selskab? Eller henter man bedst energi ved at være sammen med andre? Og jeg er klart et mudret mix af begge dele. I denne uge har jeg solet mig i glæden ved at være sammen med det ene dejlige menneske efter det andet. Om et par måneder går jeg ud i bjergene alene i flere uger, og elsker det. Kan kun sige – læs Annas bog og bliv lidt klogere.

Senere på ugen var jeg til møde i Århus, og efter måneders mailudveksling havde Lene og jeg sat hinanden stævne. Vi gik et par timer rundt om Egå Engsø i strålende sol og talte sammen om kræft, om muligheden for at dø, om bizarre erfaringer fra sygdomsoverdrevet, om familie, om fremtid, og om hvordan vores liv på underfundig vis havde fælles tråde. Sådan som to mennesker kun kan tale sammen, når de har en ganske særlig rygsæk med. Og bærer den lidt på samme måde. Vi grinede, var alvorlige, ind i mellem sørgmodige, men mest glade, tror jeg.  Fordi det er rart at møde nogen, man kan være lidt i samklang med, om det der kan være så svært at dele.

De sidste par dage har jeg spadseret med en to-årig tumling, som jeg passede, mens hendes mor var på arbejde og hendes far i USA. Vi taler dybt på vores egen måde. Jeg er henrykt over hendes måde at gå på opdagelse i verden. Hun lytter med alvorlige øjne, når jeg viser hende noget nyt. Og hun gentager det. Og gentager det. Og gentager det. Mens hele det lille fjæs eksploderer i fryd. Vi har travet timer gennem København. Vi har udforsket samtlige dyr i Københavns Zoo og været opslugt af svømmende isbjørne gennem glas. Vi har været i Musikbyen og skrive mig op til en have. Som Vera også vil have. Vi har travet igennem den gamle fiskerihavn og set på både. Og svaner. Og vi har sejlet med havnebussen og travet hele vejen hjem til Frederiksberg, mens den ene af os faldt i søvn.

IMG_1406

by - 3 kommentarer

Påskestatus

Jeg er gået død i skriftlige udfoldelser. Har siddet og stirret dumt ind i skærmen i et dødsdømt forsøg på at flikke nogle begavede ord sammen. De vil ikke. Ordene. Så der kommer bare en slags status over en påske. Som jo er forbi.

Påsken har været uventet frihed. Der var jo planlagt møder i hverdagene mellem weekenden og den rigtige påske. Der var ting, jeg skulle skrive. Det meste har jeg også gjort. Men møderne blev aflyst, og jeg pakkede mig ind i familie og gamle venner. Som jeg har forsømt længe.

Påsken har været fyldt med varme og kærlige mennesker, påskeæg og dejlig vin. Alt for meget sne og is, men godt med sol. Og endelig noget forår. Og mudder på stierne.

Jeg har siddet i solen. Drukket kaffe under blå himmel. Og fundet foråret på Amager Fælled. Jeg er så klar på noget hverdag. Men skrive om det? Må blive en anden dag.

IMG_1396

IMG_6053

IMG_6058

by - 0 comments

Påskebilleder

Jeg elsker lidt at gå i mine gamle fodspor, når jeg hænger ud med familien og vennerne i Jylland. Jeg springer i løbeskoene og genoplever ældgamle spor. Jeg snuser til gammelkendte naturområder. Jeg går langsomt rundt i Århus, mens jeg jagter påskeæg til trængende børn. Mens jeg indånder luften af den by, der har huset mig i flest år. Jeg drikker kaffe på kendte steder, mens jeg genser gammelkendte venner. Jeg græmmes i hemmelighed over byens forandringer og lukkede forretninger.

Jeg oplever i billeder uden mange ord. Løbeturene langs Gudenåen og Brabrand Sø minder næsten om en slags forår.

IMG_1375

IMG_1370

IMG_1382

by - 3 kommentarer

Sundhedsdage i Øksnehallen

Skal du noget i weekenden? Nej? Så tag en tur i Øksnehallen og mød dit sundhedsvæsen. Jo? Så tag alligevel en tur i Øksnehallen. Region Hovedstaden har flyttet en lille del af væsenet ind i Øksnehallen. Her sker alt muligt. Børn og voksne kan prøve aktiviteter, møde politikerne og lære nyt om krop, sundhed og teknologi. Se hvad fremtidens hospitaler kan komem til at byde på.

Det er gratis at komme ind. Tag en unge i hånden, eller indrøm du er barnlig, og se, når akutlægehelikopteren lander på parkeringspladsen hver dag klokken er 13. Test dit helbred, mød lægerne, smag på ny hospitalsmad, lær førstehjælp, debatter med politikerne, oplev talende robotter, få en priktest, besøg bamsehospitalet, få lagt gips og se nyeste teknologi på fremtidens hospital. Og selvfølgelig er der en ambulance.

Ved du, hvem dine politikere er? Er der noget, du ikke er enige med dem i? Har du forslag til dem? I Øksnehallen kan du møde og diskutere med regionens politikere:
Fredag den 22. marts kl. 13-14: debat om børn og unges livsstil og trivsel
Fredag den 22. marts kl. 14-15: debat om amning
Lørdag den 23. marts kl. 10-12: debat om børn og unge i psykiatrien
Lørdag den 23. marts kl. 13-15: debat om kroniske sygdomme
Søndag den 24. marts kl. 13-15: kræftbehandling af børn og voksne

 Du kan se hele programmet her.
Vi ses, ikke? Kom, kom, kom.
by - 8 kommentarer

Smukhed

Jeg skriver lidt sammen med Lene. Som lige nu strider sig gennem tungt vand til livet, modvind og op ad bakke. Lige inden jul blev Lene opereret for en tumor i hjernen, og det skriver hun om på sin blog. Hun skrev til mig, kort før hun startede 30 strålebehandlinger. Et brev hvor hun bad om gode historier. Om erfaringer med at holde røven oppe på sig selv i stormvejr. Midt i noget der kan have en lidt tåget slutning.

Jeg har ikke prøvet at få strålet min hjerne, men jeg har stået der. I tungt vand til livet. I modvind op ad bakke. Og hvad gjorde jeg? Dengang for snart seks år siden? Kræftbehandling er så fuld af grimhed. Grimme afdelinger, grimme maskiner, grimme tanker. Hår der falder af i totter. Kroppe der svulmer op og svinder ind. Blå mærker. Mad der smager grimt. Når det er overstået, må man få al den grimhed til at vende til noget smukkere. Fylde verden med smukhed.

Og det var, hvad jeg gjorde.

Jeg havde levet i en slags beskyttelsesisolation, mens min behandling stod på, fordi kemoterapien virkede direkte ind på mit immunforsvar. Som var ikke-eksisterende. Det smukkeste, jeg kunne tænke på, var at pakke mig helt ind i mine unger, som sad i København. Jeg fik derfor en aftale med SAS om at få en sæderække for mig selv på et fly, pakkede en kuffert og al min medicin, og så var jeg afsted. Jeg blev to uger på Frederiksberg i et langt knus med unger og en lille bitte Alma. Jeg kan ikke huske, at solen ikke skinnede i de to uger.

Mit immunforsvar lod vente på sig, og jeg var stadig isoleret det meste af sommeren. Det skulle ikke hindre mig i at tage imod en udfordring fra nogle venner i København. Om at cykle den lange rute af Sjælsø Rundt. Jeg pakkede simpelthen cykeltraileren, cyklede ned til færgen, parkerede cyklen på vogndækket og stod udenfor under hele overfarten. Og så cyklede jeg selvfølgelig fra Odden til Frederiksberg. Jeg cyklede i strålende solskin, og jeg kan  stadig høre, hvordan fuglene kvidrede. Jeg kan stadig lugte markerne, jorden og blomsterne. Jeg kan mærke fornemmelsen af solvarm vind på kinderne. Og der var usædvanligt mange blomstrende valmuer i vejkanten. Det var på den cykeltur, smukheden igen fik overtaget i mit liv.

Et par dage senere cyklede jeg Sjælsø Rundt med  mine venner og kom næsten grædende i mål. Bare fordi jeg kunne. Lidt senere fnes jeg lidt og kom i tanker om, at der var stort set lige så langt fra Odden til Frederiksberg. Og da jeg cyklede tilbage til Odden sang jeg pludselig højt. For første gang i et halvt år. Smukheden var tilbage.

Et par måneder senere tog jeg mit yngste barn, som havde været krøllet helt sammen af angst, med til Zanzibar. Misforstå mig ikke. Alle mine børn havde været krøllet fuldstændig sammen i angst over, hvordan det hele skulle gå. Det var sådan lidt Sophie’s-choice-agtigt: pick one only. Det blev min yngste. Denne gang. Og det blev to uger med varme, vilde dyr, stille aftener med hver sin bog, snorkling med delfiner på åbent vand, blomster, krydderier og lange gåture. Smukhed i lange baner.

Det har altsammen været med til at trænge plastikposer med kemoterapi, CT-scannere, blodtransfusioner og hospitalssenge tilbage til den hylde i hjernen, hvor den slags bør ligge.  Som gør de første vaklende skidt mod et nyt liv mulige.

IMG_1009

by - 0 comments

Hverdagen

Jeg er tilbage i min hverdagscentrifuge. Det tog en enkelt mandag morgen at transformere mig fra norsk fjelltrold til konsulent i fuldt firspring.

Jeg holder af hverdagen. Jeg elsker mine små og store eventyr. Men jeg holder af hverdagen.

I dag var jeg på kontoret i Hillerød. Hvor jeg fandt tre små sedler på mit skrivebord. Fra tre kolleger som på skift havde lånt mit kontor. Sedlerne sagde:

Kære Helle
Jeg har lånt dit kontor, mens håndværkerne er på mit. Nu har jeg lyst til at tage på eventyr.
KH

Jeg har verdens mindste kontor. Med væggene plastret til med billeder fra steder i verden.

IMG_1307

by - 5 kommentarer

Signe og Helle på tur #4

Jeg er egentlig alt for træt til at blogge noget som helst. Men jeg er nødt til at dele vores selvfedhed.

Vi har været monsterseje. Der er en helt særlig tilfredstillelse i at knokle og knokle og knokle – og blive bedre til noget. Jeg startede søndag med at rulle ned ad enhver bakke. Stor eller lille. Jeg lå der. I en sky af sne. Ned kom jeg, men langsomt og afbrudt.

Siden har jeg hægtet mig stædigt fast i Signe. Og vi har knoklet afsted fra tidlig morgen til sen eftermiddag. På lange ture i al slags vejr og alt muligt terræn. Selvom madkkordinatorerne kastede håbløse blikke efter mig.

Vi har knoklet, så helt nye og ukendte muskler har sendt vrede beskeder til hjernen. Og vi har udviklet en særlig gangart med små afmålte skridt.

I dag bragede solen ned fra en blå, blå og helt skyfri himmel. Vi valgte ikke at følge gruppen i bus til en by 20 km væk og satte istedet ud lidt over ni. I retning af den by. Med en ydmyg plan om at nå halvvejs. Men det gik så godt. Og vi mødte nogle af de hårde kvinder, som kan løbe både langt, hurtigt og teknisk. Og de roste os. Og så må vi jo være okay. Så vi fortsatte. Holdt ind på en fjellstue og spiste madpakker og drak varm chokolade. Og så var der jo ikke meget mere end 7 km til den der by.

Derfor har vi løbet 40 km på langrendsski i dag. Og det er vi så selvfede over, at ingen kan holde ud at høre på os. Og vi er allerselvfedest over, at vi kun satte os på røven én gang. I en fygesnedrive, der lå på tværs af sporet. Jeg har stået på benene i noget, der ligner seks kilometer ned ad bakke. Hvis ikke det er sejt, når nu man så mig i søndags, så ved jeg ikke……

Men nu er vi trætte, og solen har sagt godnat. Vores kinder blusser på den vanvittigt varme måde, og vi ville ikke få ros af Sluk-solen-bevægelsen. Selvom vi huskede faktor 30.

IMG_1290