by - 6 kommentarer

Juleflu

På næsten forudsigelig vis har jeg siddet mig igennem febertåger siden juleaften. Forudsigeligt? Ja, for jeg kan se, at det næsten ligner et mønster, når jeg bladrer tilbage i bloggen. Sidste år snød jeg den og smuttede til Lissabon. Hvor man jo ikke kan lægge sig med influenza.

Nårh, sagde min mor i telefonen, så har du haft en rigtig dårlig jul. Men det har jeg faktisk ikke. Slet ikke. Min krop var venlig at vente til sidst på aftenen med at implodere. Pludselig undrede det selskabet, at jeg kravlede ind i flere og flere trøjer, mens de svedte i julevarmen. Så gik jeg i seng.

Inden da havde vi tussehygget os igennem dagen, mens min svigersøn næsten helteagtigt jonglerede med ænder, brunede kartofler og rødkålssalat. Jeg løb tur i det yderste Hvidovre og Avedøre. Mens nogen forsøgte at få børn med på en plan om middagslur. Jeg fik helt undtagelsesvist lov til at pynte juletræ sammen med alle børnene. Som passende blev hængt ud for de utjekkede elementer. Som alle ved er mig. Og jeg pakkede mig bare ind i mine yndlingsmennesker og nød det hele.

Og selv om jeg gik glip af julefrokoster og andre yndlingsmennesker, er der klare fordele ved at sidde her i sofaen under dynen med spandevis af te.

  • Jeg er helt udenfor den forædthed, som alle skriver om på Twitter og Facebook
  • Jeg tager med garanti ikke på i denne jul
  • Jeg drikker ikke for meget øl/snaps/rødvin
  • Jeg har ikke haft tømmermænd
  • Jeg får læst alle mine aviser
  • Jeg har slugt et par bøger
  • Jeg har set et par fine film

Jeg tror, febertågerne er ved at lægge sig en smule. Jeg mærker en snigende utålmodighed og ulyst til at blive liggende under dynen. Jeg begynder at tænke igen. Og glæder mig lidt over al den julefrokostmad, der stadig ligger i køleskabet.

by - 0 comments

Glædelig jul

En rigtig glædelig jul til alle jer. Tak fordi I læser med og kommenterer her og der. Om lidt har jeg styr på mit julemorgenbordkaos og fiser i kirke med nogen små piger. Jo, jeg gør.

IMG_1049

by - 12 kommentarer

Lillejul

Lillejulen har altid haft noget særligt over sig i min familie. Det har været en slags fredet dag. Helt uden stress og jag. Når vi når til den 23., når vi ikke mere. Så er de gaver købt, som skal købes. Der bliver ikke købt mere mad, og det vi kke har nået, lever vi uden.

Da mine børn var små, var det dagen, hvor vi tog rundt på små visitter hos folk, vi kendte. Naboerne fik en blomst, og vennerne et par småkager. Der var sådan en helt særlig stemning af forventningsfuld ro. Bare sådan en dag fyldt med ting og mennesker, vi holdt af.

Senere, da mine børn var blevet større, og vi boede midt i Århus, ændrede lillejulen karakter. Ikke grundlæggende karakter, for vi fyldte den stadig med alt sådan noget, som var rart at være i. Vi boede på vejen mellem gymnasiet og byen. Altså på vej til og fra fester. Der var altid børn i huset. Eller unge, var de nu blevet. Altid. Jeg har ikke rigtigt tal på de unger, der har hørt lidt til vores familie gennem tiden. Der var forfester og bagfester. Der var fælles overnatninger. Der var hyggemiddage og trøstemiddage, og der var unger, der havde brug for pauser i forældrekonflikter. Alle de unger samlede vi så til lillejul. Og lavede verdens mest tossede juletradition. Vi bænkede os omkring flæskesteg og ris a lamande og rigelige mængder øl og rødvin. Efter maden ryddede vi bordet og spillede brætspil, mens vi drak Irish Coffee. Til de små timer. Og fordi jeg havde sådan en lille lejlighed, var det ikke rigtigt en option at tøse tidligt ud.

Derfor vågnede jeg altid med det værste hoved på juleaftensdag. Men de gjorde vi jo allesammen. Så vi tøffede os stille igang til julen, og det endte altid godt.

Nu savner vi allesammen den tossede lillejul, men den er absolut på ingen måde egnet for mindre børn. Og næsten alle mine børn og ekstrabørn er i småbørnsalderen. Så det lader sig ikke gøre. Så er det, man må¨finde på nye måder at gøre dejlige ting sammen på en dejlig dag.

Så naboerne har igen fået blomster og tak for godt naboskab. Og om lidt kommer et par julespændte piger med deres forældre og spiser julen igang med lidt frokost. Og jeg får tævet rodet på plads og tryllet lidt julestemning frem i Sluseholmen.

Mens jeg bare er sådan lidt grundglad over, at vi godt gider hinanden. Og laver traditioner, der kan laves om.

by - 14 kommentarer

Mor er ikke skuffet – hun er rasende

Når noget er næsten for godt til at være sandt, skal man være på vagt. Det er en klog læresætning, som jeg lykkeligt havde glemt. Og at jeg først bryder ud i raseri nu, siger kun noget om, hvor meget jeg har haft snuden i arbejde. Jeg har simpelthen ikke opdaget det her.

Siden jeg flyttede til Sydhavnen for små to år siden, har det været en daglig fryd at gallopere rundt på Amager Fælled. Med bevidstheden om, at bare tyve minutter væk på cykel, lå Københavns Rådhusplads. Det har været en fantastisk oase fra det trafikhelvede, som Sydhavnsvej og Vejlands Allé er. Biler er et massivt tæppe her, og det er Danmarks mest forurenede område.

Vi har frådset i brombær og havtorn og slåen. Sågar æbler og kirsebær har vi fundet. For ikke at tale om hyldeblomster. Vi har løbet, vi har leget, vi har lavet bål og vi har gået lange ture.

Og alt det kan vi nu begynde at tage afsked med. For Københavns kommune og regereringen har besluttet at sætte gang i en havnetunnel fra Nordhavn til Sjællandsbroen. Med en frakørsel midt på Amager Fælled, som får 900 meter flænset op. Til biler. Som jo helst ikke skal køre en lille omvej for at komme til Artellerivej, vel? 900 meter er ret meget på sådan en lille fælled.

Jeg har næsten ikke ord for det her. Jeg mister nærmest luften over det. På sådan en hikstende måde. Fordi jeg bare bliver fyldt med afmagt. Og får lyst til at sparke en bil.

Beregninger viser, at der med havnetunnelen vil ledes mange tusinde flere biler gennem København. Måske vil nogen af dem bruge havnetunnelen, men det har man faktisk endnu ikke undersøgt. Sydhavnsvej og Vejlands Allé bliver stærkt befærdede og Amager drukner i biler.

Som en bonus slår man så også to fredede, vidunderlige frie steder ihjel. Kløvemarken og Amager Fælled bliver begge ødelagte, og havnen bliver forpestet af os. Men der bliver plads til flere biler.

Hvad skete der lige der? Hvad med udbygningen af den kollektive trafik? Hvad skete der med planerne om at reducere biltrafikken og antallet af biler? Jeg fatter ikke, at vi IGEN lader os kyse af et tilegnet behov for biler. Jeg fatter det ikke! Aaaargh!

IMG_5772

by - 2 kommentarer

Julenedtælling

Jeg tæller ned. Lukker låger op og brænder lys. Og glæder mig til juleaften som et lille barn med maven fuld af sommerfugle. Fordi jeg har kørt 12-14 timers arbejdsdage det sidste lange stykke tid. Det er nok nu. Nu skal jeg kun sove to gange. Og arbejde 12-16 timer. Så slukker jeg computeren, blokerer min adgang til arbejdsmailen og indfører amnesi for alt arbejdsrelateret. Torsdag kl 13.30 slutter årets absolut sidste møde, og går direkte over i noget afskedshalløj med min chef. Og man kunne forestille sig, at hendes og andres hang til fest og rødvin fører til direkte i noget ferieforfald? Skulle det mod forventning glippe, har jeg en back up aftale med en veninde. Som med garanti fører ferierødvin med sig. Og hvem ved? Måske man kan nå begge? Dobbelt forfald? The more, the merrier.

Hævnen for de lange arbejdsdage er to ugers uafbrudt, uspoleret ferie. Jeg siger på forhånd: jeg tager kun telefonen, hvis jeg kan se, hvem der ringer. Og måske stiller jeg den bare uden videre på lydløs og kaster den ned i den store skuffe i spisestuen. Jeg har ingen planer. Jo, okay, noget jul med nogen børn og nogen små elskede mennesker. Jeg har planer om bunker af kærlighed og nydning. Timevis af gloning på vand. Snaps med gode venner. Zen-løbeture over den amagerkanske savanne. Bøger. Snakke til vi ikke gider mere. Bamsekram til rollingerne til de banker mig. Og måske piske støvsugeren en tiltrængt tur rundt i huset.

Julegaver? Dem har jeg klaret i ro og mag i sofaen. Jeg elsker internettet, og jeg hader julehandel. De er valgt med kærlighed og omhu. Den helt rigtige gave til det helt rigtige menneske. Afleveret på terassen, i postkassen eller i GLS pakkeshop. Det er for fedt. Så når det bliver fredag og lørdag kan jeg spankulere rundt og se på butikker og smile til jer allesammen.

Men endnu har jeg et lidt tåget udsyn til julefestlighederne.

IMG_3960

by - 0 comments

Pramdragerstien i vintertøj

Min far vendte øjne, da jeg dukkede op ved morgenbordet i løbetøj. Da vi gik i seng, blæste det ret voldsomt, og sneen føg om ørerne på os. Men nu virkede det stille. Snefygning og lukkede småveje, lød det i radioen.

Jamen jeg ser ikke Pramdragerstien så tit, og det er en af mine all time yndlingsture. Så jeg trak buffen op om halsen og trissede af sted med kameraet i hånden. Nej, ikke i lommen, for hende, der pakkede min taske i går, havde undladt løbejakken. Derfor trak jeg i de trøjer, jeg havde medbragt. Og det gik endda.

For ude i verden var isen og sneen i fuld gang med at smelte. Det dryppede og piblede alle vegne, og der var ingen spor af lukkede veje eller fygesne. Jo, det var da tungt nok at løbe i, da jeg krydsede ned mod Gudenåen. Men smukt. Der er altid smukt på Pramdragerstien. Og jeg kunne bare glæde mig over ikke at være en fugl, som de sad derude på åen og skuttede sig mellem isflagerne.

IMG_3912IMG_3913IMG_3921IMG_3928

by - 0 comments

Frirum

For mange år siden. Før verden gik af lave og jeg stadig boede midt i Århus, var jeg mange fredag eftermiddage fast inventar i Vor Frue Kirke. Vor Frue Kirke er en lille kirke midt i Århus. Lille, men kongerigets hyggeligste. Og husede dengang landets bedste kirkesangere.

Jeg er ikke særligt kristen, og jeg går kun i kirke, når jeg skal. Og til jul. Og så kan jeg også finde på at sætte mig ind i en kirke, når jeg vil være i fred for verden. Og ikke lige har et bjerg i nærheden. Men jeg elsker at høre musik i kirker. Det er så perfekt et rum til musik. Kirkerum er smukke og har en vidunderlig akustik. Musik bliver bare smukkere.

I Vor Frue Kirke lavede de et stille-event hver fredag eftermiddag. Med stille korsang og små klassiske musikstykker. Det var et genialt koncept. Jeg jernede hjem fra arbejde, styrtede i Føtex og købe ind, og så satte jeg mig stille ind på en bænk i Vor Frue Kirke og lænede mig tilbage. Jeg holdt et tiltrængt mentalt frikvarter ovenpå arbejdsugen. Pustede den tilbageholdte luft ud af lungerne, tømte mig for tanker og skriverier og lod roen falde på mig, mens guddommelige mennesker sang så smukt for mig. Det varede bare en time, og så var det weekend. Og jeg kunne stille trisse ud i verden igen.

Sådan et frikvarter fik jeg mig også i dag. I smukke, smukke Christianskirken sang Carmen Maria Koppel julen ind. Jeg var ond i sulet, da jeg lirkede kirkedøren op et kvarter for sent. Fordi det tog en time at komme med bus fra Bispebjerg til Christianshavn. Men Maria Carmen Koppel med familie og englekor strøede venlighedspulver og julevibrationer ud over mit tvære fjæs. Og jeg sad bare der og blev mild og god.

IMG_1026De findes. De der musiske og mentale frikvarterer. Kirker er gode til at lave små musiske eftermiddagsarrangementer. Kig efter dem i lokalaviserne, slå en parantes op omkring dig selv, og nyd det.

by - 0 comments

En søndagstradition

Jeg har en veninde, der deler min kærlighed til at støve rundt i naturen i løbesko. Vi kan lide at tusse rundt uden at have et mål med det. Vi gør det bare fordi. Fordi Amager Fælled er smuk og fyldt med fred. Hvor der sidder ugler og kropsduer på lur i træerne. Og hvor rådyr forskræmte smutter ind mellem buskene.

Vi skider lidt på det dyre udstyr. Og vi løber uden ur. Der bliver ikke målt nogen som helst. Det eneste vigtige er nemlig vores nydning og humørbarometeret, som stiger helt af sig selv, når vi tøffer over slusebroen.

Vi har lavet os en lille bitte søndagstradition. Som handler om en times tid rundt på Amager i løbesko, et varmt bad og noget øl. Og en masse snak. Om alle dem der ikke er med på tur og andre vigtigheder. Jeg havde helt glemt, hvor godt en øl smager med brugte ben og frost i kinderne.

Ja, vi har i hvert fald gjort det to gange. Og vi er all in på at gøre det ret tit. Fordi det er fedt at løbe og sanse. At alt ikke handler om målrettethed og resultater. Og slet ikke om kontrol. At jeg så bliver grebet af en ustyrlig glæde over Lenes begejstring over mine stjernesteder på Amager, sparker vores lille tradition højt op på min løbehimmel.

Der var varslet snestorm i samtlige medier. Men jeg vidste, at en smule sne ikke ville få Lene til at tvivle. Jo, det blæste pænt, og snefnuggene borede sig ind i vores kinder, som knappenåle i hobetal. Men blev kyset til ligegyldighed af vores tophumør.

Jeg havde telefonen med for at fotografere smukheden undervejs. Men telefonen fik det for koldt, og nægtede alt andet end dette billede. Som slet ikke yder hverken smukhed eller blæsevejr retfærdighed.

IMG_0992

by - 2 kommentarer

Lørdagstomgang

Jeg har trukket nitten i søvnlotteriet for tiden. Det er ikke helt ualmindeligt i december, fordi den har lagret så mange rådne erindringer. Ikke om jul, men om shock, sygdom og ulykke.  Det er jo gået godt, men erindringen ligger der. Og er måske med til at holde mig vågen, når nisserne bryder frem omkring mig. Og kombineret med store deadlines og alt for meget arbejde bliver det en skidt cocktail. Som gør mig til en sur kælling. Af den slags som spreder gylle ud over enhver forsamling. Fordi det hele summer op i sådan et mix af træt desperation. Og hele tiden bliver lidt værre, fordi alting også bliver væk i det tiltagende rod omkring mig. På mit skrivebord og i stuerne. Jeg julesumper.

Men det rager jo ikke andre end mig selv. Det er jo mit problem. Som andre faktisk ikke er forpligtede til at forholde sig til. Der er aldrig kommet noget godt ud af at være en pest. Nu har jeg rystet posen. Afleveret det ene store projekt og sendt det ud i verden. Og et par mindre. Holdt julefrokost med mine yndlingskolleger og min yndlingschef. Som jeg skal have vredet de sidste godbidder ud af, inden hun er væk.

Og nu sidder jeg bænket med varm te. Jeg vågnede efter mere end otte timer under dynen med lukkede øjne. Tyk i hovedet af al den søvn. Tog en evighed om at lukke øjnene helt op og møde verden, som var smurt ind i noget helt glad sol og frost. Morgenturen over Amager Fælled gik på knasende is og gennem gnitrende krystaller.

I dag er jeg et venligere menneske. Og om lidt tager jeg til byen og fejrer min søn. Som på en eller anden måde fylder 35 og på en måde er meget voksen.

IMG_0974

by - 4 kommentarer

Og det blev lyst

Jeg sparede tre timers transport i dag og arbejdede hjemme. Fordi jeg alligevel skulle til møder i byen. Og den ene time blev så brugt i løbeskoene. Hvor jeg som en kåd cirkushest plørede op og ned af de bakker, der nu findes på Amager Fælled. Det var min præmie.  Min bonus for et års tålmodighed.

Det forstår du ikke? Nej?

Nej, man skal nok være vokset op i mig for at forstå mudrede bakker med sne på som en præmie. Men når jeg nu har været forvist til asfalt eller helt jævne, flade stier så længe. Så var det en fest. Bare sådan at se min lille verden lidt fra oven.

Jamen skal du så bare ud og vrikke om igen, spørger du? Tja, er det ikke det, det hele handler om? Livet? At vove at glide, miste fodfæstet, vrikke om på ankler? Og nyde euforien over at kunne, når det lykkes?

Amager Fælled var pakket ind i tøsne, is og mudder. Og jeg vendte hjemad med våde sko, mudder på bukserne og en lille bitte smule lykkelig.

IMG_0961

IMG_0960