by - 8 kommentarer

En tålmodig historie

Indstil mig til en medalje. For tålmodig troskab og grundighed. Ikke mindst tålmodighed.

For snart et år siden startede et sæt roterende knive i min venstre hæl. Jeg husker ikke præcist hvornår, men på et eller andet tidspunkt i Lissabon i julen, hvor jeg kvidrede rundt i høje hæle. Og hvis I har været i Lissabon, ved I, hvor dårlig en idé, det er. Der findes ikke mange flade og jævne fortove, og jeg keglede rundt. Og måtte kaste mig ind i en skobutik efter flade sko. Det var den udløsende faktor, sagde min kloge fysioterapeut. Den ultimative stress af en svækket perinæusmuskel. Den muskel, det sidder på ydersiden af læggen og hæfter nede omkring hælen. Og musklen var svækket af utallige vrid, fordi jeg har løbet så mange år uden for stierne i de jyske skove. Det svækker nemlig den muskel, vidste fysioterapeuten. Som jeg selvfølgelig først opsøgte efter næsten otte måneder. Da jeg var ved at opgive ævret og forestillede mig et liv med knive i venstre hæl.

Musklen skulle styrkes og trænes. Derfor satte han mig på totalt begyndertræning. Jeg havde holdt en god pause hen over sommeren, fordi jeg trumfede det hele med at brække to tæer på den ucharmerende måde. Noget med for meget fart på og en teltpløk. Jeg startede med et kvarters langsomt løb hver anden dag. Langsomt på måden, hvor man ikke får sved på panden, selv i august. Sideløbende lavede jeg styrkeøvelser for den slappe muskel og fødderne, og jeg udvidede langsomt mine løbeture med fem minutter hver uge.

Og det gik godt. Indtil jeg pladrede direkte i forfængelighedspølen og trak i høje hæle. Bare fordi jeg skulle lede en workshop med en masser mennesker og gerne ville syne af lidt mere. Og så kunne jeg starte forfra med det hele. Jeg har været sur og vranten. Jeg har været ved at smide det hele væk. Og begynde at spille skak i stedet. Og jeg har været ret fortvivlet. Fordi løb altid har været en del af mit liv. Og min yndlingsmåde at koble af på.

Men jeg fandt på det der med at gøre, som fysioterapeuten sagde. Helt bogstaveligt. Jeg har været så god. Og i dag æltede han rundt i min muskel. Vred min ankel i umulige vinkler. Trak og rykkede og trykkede og testede. Og så sagde han det. Min ankel og min hæl er næsten raske. Jeg må træne, som jeg vil. Jeg må begynde at løbe i terræn igen. På bakker. Intervaller.

Og jeg kvidrede afsted på min cykel fra Rødovre, selvom vejret lagde op til vrede  miner. Næste gang det er lyst, løber jeg op ad Mount Anna.

Men en medalje. Jeg er aldrig set så tålmodig før.

IMG_0944

by - 0 comments

Decemberbilleder

December har straks forstået budskabet og taget meget bedre imod. Med smukhed og åbne arme. Og så kan jeg se igennem fingre med sneen. For the time being. Det kan muligvis gøre mig olm i løbet af ugen, når det kaster sig i vejen for min færd mellem Sydhavnen og Hillerød. Men olmskab skal aldrig komme i forkøbet.

Ordene er stadig gemt lidt af vejen bagest i min hjerne. De vil ikke rigtigt ud. I stedet sender jeg vanen tro en lind strøm af smukhedsbilleder fra en weekend med morgenløb, vinterbad og øl og veninder efter jer.

De første julegaver er i hus, kajakken er i vinterhi og kalenderlyset er brændt for langt. Alt er godt.

IMG_0936IMG_0139

IMG_0950

IMG_0945

IMG_0938

by - 1 kommentar

Farvel november, din røv

Jeg prøver lige at komme til mig selv. Ovenpå en måned, der har kørt mig lidt rundt i manegen. Den har haft sine gode momenter. Rigtig gode, faktisk. Men det er ikke novembers skyld.

November er for lang, for mørk, for våd og for kold. Jeg hader biler mere i november. Lysene lyser for skarpt. Der er for mange af dem. Når jeg løber hen ad Ørestads Boulevard. For i november er alting mørkt.

Der har været lidt for mange hotelværelser. Lidt for mange sager, der skulle hastes igennem. Lidt for hurtigt. Lidt for lidt tid til ingenting.

Men sådan er november. Og det går, fordi efter november kommer december. Som ville være fin, hvis ikke det var for alle de nisser. Og æbleskiver. Resten er godt.

Men nu har november taget røven på mig. Min omhyggeligt valgte chef sagt op. På den yderste kant af november. Og nu kommer vi til at tude i december, når vi skal sige farvel.

Så skrid nu bare, november.

Så vender jeg tilbage i morgen med et bedre humør.

 

by - 6 kommentarer

Jeg lever mit liv på kanten

Jeg er bange for, at jeg aldrig bliver et rigtig voksent og ansvarligt menneske. Jeg hører ikke til dem, der føler sig upåklædt uden cykelhjelm. Og derfor ligger den rigtig tit, eller for det meste, i legetøjskurven på min terrasse. Jamen jeg lægger den næsten hver dag min cykelkurv, så den er parat. Men når jeg lægger tasken derned, er det at jeg kyler hjelmen ned i legetøjskurven. Eller lægger den på bordet. Det er sådan en lille hjernebrist, jeg må acceptere at leve med. Jeg kan have de bedste intentioner, og så glemmer jeg alt om den, når det gælder. Hvis bare jeg følte, jeg manglede den, når den ikke sad på mit hoved. Men jeg mangler ingenting. Og cykler glad ud i verden.

Sådan er det også med nøgler. Og den næste, der siger noget om, at jeg bare skal finde et fast sted til dem, får blikket. Der er én regel, når jeg skal ud af døren. Nej to. Jeg leder febrilsk og larmende rundt i lejligheden efter mine nøgler – og efter cykellygter. For jeg føler mig en smule nøgen uden, når det er mørkt. Og jeg kan prise mig lykkelig for, at jeg ikke har en smækdør. Jeg har forsøgt det der med et fast nøglested, lige siden jeg blev nøgleansvarlig. Det virker ikke. Jeg bliver med garanti optaget af et eller andet, når jeg kommer ind, og så kaster jeg nøglerne, lige der hvor de lander. Det er også sket, at jeg har fundet dem i låsen næste morgen. På den udvendige side.

I går eksploderede Facebook, aviserne og diverse løbehjemmesider i indignation over en kvinde, der var løbet hjemmefra uden identifikation på sig. Fordi hun segnede med et hjertestop i Nyhavn. Og der gik nogle timer, hvor ingen vidste, hvem hun var. Hun fik den lægehjælp, hun skulle have, selvfølgelig, men der gik et par timer, før hendes mand kunne underrettes. Tja, det kunne sagtens have været mig. Jeg går meget ofte udenfor min hoveddør uden papirer eller telefon. Og det sker uhyre sjældent, at jeg har nogen af delene med på mine løbeture på Amager Fælled. Jo, jeg kan godt se, at det er bedst for de pårørende og for politi og sundhedsvæsen, at de hurtigt kan se, hvem jeg er. Hvis jeg skulle falde hel eller halvdød om. Og jeg kunne også godt investere i sådan et armbånd med mine oplysninger. Men det ville gå som med cykelhjelmen og nøglerne.

Anderledes er det, når jeg bevæger mig rundt i fjerne egne. Der lægger jeg sjældent mit pas fra mig. I bjergene fortæller vi altid hinanden, hvor vi er på vej hen, og hvornår vi regner med at nå frem. I hytterne i de italienske bjerge er det god tone at skrive i gæstebogen. Jeg er mere end én gang blevet efterlyst og opsporet på den måde.

Men Amager Fælled? Jeg ved det bare. Det kommer aldrig til at fungere.

by - 0 comments

Nydning på klippeøen

Sidder i udkanten af Rønne og fordøjer de sidste uger. Der har budt på arbejde så koncentreret, at jeg ind imellem følte et lille stik i maven. Og et par gange vågnede med tankerne helt drejet ind på noget, jeg skulle skrive. Eller huske.

Sådan noget skal ikke vare ved. Det kan jeg kun klare i afmålte doser. Men det er sidst på året. Deadlines tårner sig op. Sager skal gøres færdige. Og penge skal bruges indenfor budgetåret.

Da Bornholms Hospital inviterede mig til at holde oplæg og tage styring på deres temadag på en fredag, så jeg hurtigt mit snit til at udvide med et weekendophold på en af mine yndlingsøer. Så jeg blev. Og bornholmerne har forkælet mig. De har lånt mig den fineste lejlighed tæt på Rønne. Og udstyret mig med en overdådig kurv med bornholmske lækkerier. Og kastet det smukkeste efterårsvejr efter mig med blå himmel og krystalklar novemberluft.

I morgen tidlig kommer Sofie og verdens mindste Vera. Som på en eller anden måde skal komme igennem turen med larmende propelmaskine. Og så lader det sig jo på ingen måde gøre at bruge timer på at arbejde. Der er lagt op til fuldtidsnydning. Og bornholmerne har lånt os en barnevogn.

Jeg løb en lidt forbudt tur langs kysten. Jeg nåede det, inden tusmørket kom luskende. Og jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke løbe på asfaltvejen, når der var den smukkeste sti ved vandet. Vel? Det må den holde til, den hæl.

Jeg kan ikke finde på noget som helst fornuftigt at skrive. Men nu ved I, hvor jeg er.

by - 1 kommentar

Kultursnobben på udflugt

I går fik jeg igen luftet min indre kultursnob. Jo jeg er en sucker for klassisk teater, ballet, opera og alt det dyre. Jeg elsker Det Kongelige Teater. Med pelsedamerne, guld på væggene, lysekroner og pudder i luften. Og jeg elsker at dele det med mine forældre. Som stadig elsker at tage mig med.

I aftes mødtes vi på Kongens Nytorv, hvortil de kom spadserende fra Nørreport. 81 og 83 år, husker I, ikke? Og fra Randers.

Jeg lærte Skindbuksen at kende. Ved siden af Hviids Vinstue. Hvor min far spiste skipperlabskovs, da han var soldat. Og skipperlabskovs laver de stadig.

Aftenens clou var ballet i Det Kongelige. La Bayadere, som var et festfyrværkeri i dans og farver og store følelser. Balletter handler jo stort set om det samme. Nogen elsker hinanden, men skal giftes med nogen andre. Nogen bliver jaloux og slår ihjel. Nogen dør af hjertesorg eller gør selv en ende på det. Det kunne i princippet overstås på en halv times tid. Men i ballet skal det hele foldes ud med dans og musik. Og derfor tager det meget længere tid.

I aftes havde de hele balletkorpset på banen. Der må have været samlet set omkring 50 dansere i de mest fantastiske kostumer. Jeg labbede det hele i mig. Det kan ikke forklares. Det er bare sådan, det er.

 

by - 0 comments

Da Vera begyndte at sige ja

Verdens mindste Vera bliver langsomt større. Ligesom de fleste andre børn jo gør det. Hun er et bestemt lille menneske, der gør ting i den rækkefølge, hun finder fornuftig. Det gælder også tale.

I min familie har vi altid vendt øjne, når folk sagde miav-kat eller vov-hund. Det hedder for pokker kat og hund. Vera har hele sit lille liv været enormt optaget af dyr. Og har indtil nu nægtet, at de hed andet end deres lyde. Derfor hed en kat miav og en hund vov. Og sådan var det også med elefanter, ænder, løver, bjørne og alle de andre dyr. De hed deres lyde. Det var helt okay, at vi andre sagde kat og hund og elefant. Det kunne hun kun trække lidt overbærende på øjnene af.

Ja og nej var heller ikke en del af vokabulariet. Det var mm og mmm med lidt forskellig betoning. Som de indfødte Vera-eksperter hurtigt lærte at tyde. Om ikke før, så på den hårde måde. Alligevel havde hun ikke helt gode erfaringer med mm-lydene, og udviklede derfor et klingende nej. Som overhovedet ikke var til at tage fejl af. Og der ikke var nogen mening i at ignorere. Her er et nej – et nej. Og så var der ingen grund til at svare andet end mmm, når hun ikke mente nej.

Derfor blev jeg pænt overrasket, da barnet sagde højt og klart JA i telefonen. Og det gentog sig, da hun ankom søndag eftermiddag. Ja, ja og ja. Og meget mere ja end nej. Af en eller anden grund. Indtil vi nåede til noget med at gå i seng, så vi andre kunne se Forbrydelsen i fred. Så det gjorde vi ikke. I fred, altså.

Men det er, som om det lille ja har sat en strøm af ord i bevægelse. Abe, udbrød barnet med høj røst, da vi bladrede frem til en abe i den nye bog. Og fant råbte hun og pegede på puden med en eksotisk elefant.

Hun har fat i noget, det kloge lille barn. Jeg bliver fuldstændig blød af nuttethed, når hun siger ja. Der er ingen, der kan sige ja så sødt som Vera. Og hun har set det. Hun siger ja og ja og ja, indtil vi bliver urimelige og vil kyle hende i seng, mens vi bliver siddende og hygger i sofaen. Men hun har luret, at verden åbner sig meget mere, når hun siger mere ja end nej.

Jeg håber virkelig, at trenden med at sige fra, er gået over, når hun bliver stor.

by - 0 comments

Ord-kollaps

Jeg går ind i mellem lidt ord-død. Måske fordi mit job er så meget ord. Ord på skrift, ord i tale, i rapporter, mails, foredrag, strategier, politik, taler, undervisning. Jeg får stunder, hvor lidt for mange ord kværner i min hjerne. Hvor jeg i stedet tager kameraet under armen og går på opdagelse i verden. eller bare fastfryser indtryk fra dagene, der spurter forbi. Eller bare sidder stille og glor på vandet udenfor.

Jeg mødte et menneske i denne uge. Som havde et oplæg klar, han skal holde i næste uge. Som den selvfølgeligste ting. Mens jeg har gennemlevet tiderne fra universitetet. Hvor essays, eksamensopgaver og specialer var klar fem minutter i afleveringstid. Midt i rapporter, foredrag og workshops har jeg skrevet to artikler. Som er vildt vigtige, fordi de handler om alt det, jeg bruger alle de ord på. De handler brugerinddragelse i sundhedsvæsenet og patient empowerment, som jeg hele tiden slår på tromme for. Fordi vi skal, skal, skal forandre sundhedsvæsenet, så det indretter sig langt bedre efter dem, der bruger det. I stedet for at skabe systemer, som brugerne hele tiden må indrette sig på.

Og jeg var bagefter. Mens jeg i går passede mit Alma-barn, som har sår i halsen fra en mandel-operation, sneg jeg mig til at aflevere den ene artikel. Og til at skrive en lille smule på den anden. Så hun så på mig med ‘shit-blikket’, så jeg klappede computeren sammen igen.

Nu er de afleveret, og jeg har ikke flere ord.

Til gengæld har jeg løbet den bedste tur længe og spist lørdagsfrokost med øl sammen med en klog og hyggelig løbemakker. Og fastfrosset et øjeblik. Så I kan se, at vi ikke kun udvekslede shit-blikke i fredags.

by - 5 kommentarer

En stjernestund

Der er øjeblikke, der bliver skrevet ind i min indre historiebog med brændende bogstaver. Sådan et øjeblik havde jeg på en helt almindelig mandag aften. Nå ja, helt almindelig var den ikke.

Jeg sad bænket mellem mine døtre. Én på hver side. Mens Sebastian fyldte DR’s koncertsal med musik og magi. Han er blevet en ældre herre, og jeg havde ikke helt store forventninger til ham. Jeg har altid elsket musikken. Altid. Musikken blev spillet igen og igen gennem min ungdom. Og mit forældreskab. Men jeg havde hørt ham i Aftenshowet engang, og han virkede gammel og slidt.

Det var han ikke. Stemmen er ikke så stor som engang. Måske har han heller ikke helt den luft, han havde. Men for at sige det kort, så fik han hele koncertsalen op af stolene. Alle stod op. Alle klappede med. Alle sang.

Og jeg sad der. Mellem mine to piger. Og oplevede et sjældent strejf af noget. En lille bitte følelse af, at vi for fanden skulle have siddet der sammen. Ham og mig. Og pigerne, som elskede Sebastian. Og så var det væk igen, det lille strejf. Og det var så fint, at det var mig, der sad der i midten.

Da Sebastian startede aftenen med ‘Når lyset bryder frem’, myldrede en fedtet klump frem i halsen, og jeg blinkede hårdt og stædigt. Mens jeg så for mit indre øje, hvordan vi dansede rundt i stuen og sang med. Pigerne og mig. Eller sad ved det store spisebord i stuen og tegnede, mens vi sang. Okay, lidt sløret blev det så, mit blik. Og jeg fik en næsten ubændig lyst til at tage de små barnekroppe på skødet og vugge dem til melodien.

De var bare ikke barnekroppe. De var mine meget voksne døtre. Og de kan slet ikke være på mit skød samtidig. Så vi sad bare der, tæt sammen, mens vi huskede i takt. Og jublede lidt over Lis Sørensen, der sang hele salen op til stjernerne. Og Søren Huss, der listede ind på sin stille måde. Og Paul Banks, der stadig kunne trylle blues frem på guitaren.

De spillede de store numre. Med stor lyd og dyb guitar. Og de stille underfundige, som den om at en ko, er en ko, til den dør. Da Sebastian stille sluttede aftenen alene med sangen om Rose, måtte jeg alligevel holde tage en datter under hver arm. Når jeg nu ikke kunne tage dem på skødet.

Det var deres fødselsdagsgave til mig. Og her sidder jeg, alt for sent for en helt almindelig mandag og bobler stille for mig selv. Inden jeg trækker dynen op over næsen og sætter kursen mod tirsdag. Tak.

by - 0 comments

Søndagsapati og kolde afvaskninger

Jeg tror, vi overskred den vedtagne kvote af både rødvin og gin i aftes. Pille-Pernille, Amarorama og jeg, da vi mødtes i vores eksklusive madklub. Hvor vi fik endevendt både bloggerier og resten af vores verdener. Fuck, hvor vi havde det sjovt og hyggeligt. Og nu protesterede hele min organisme, da jeg langsomt kom til live i morges. På den måde, hvor øjnene ikke rigtigt folder sig ud, og dynen kramper sammen om en fuldstændig morgenslasket krop. Det gik ikke. Jeg havde en aftale med mine skriveveninder. Dem jeg har skrevet sammen med, siden vi gik på forfatterkursus på højskole for et par år siden.

Der var kun én ting at gøre. Morgenbad. Kun det iskolde vand ville kunne vække min halvt bevidstløse krop. Så jeg moslede i noget morgentøj og slaskede ned til havnebadet. Og var sikkert ikke noget kønt syn. Selv undgik jeg behændigt at se ind i det store spejl ved siden af vaskemaskinen. Og det virkede, det kolde vand. På to splitsekunder var jeg så vågen, at jeg også kunne tale med mine badevenner i saunaen.

Således som et nyt og bedre menneske kunne jeg gå søndagen i møde. Og søndagen selv valgte at smide det grumsede morgenlook væk og iklæde sig solskin og blå himmel. Sådan at jeg kunne slutte den med smukke efterårsbilleder på nethinden, da jeg løb min tur på Amager Fælled.